Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 01

Herman Bang
FÆDRA.
BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE.
Kjøbenhavn
1883.


FØRSTE DEL:
FORHISTORIEN.


I.
Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis
en Jens og en Jørgen Maag--de to var Slægtens Yndlingsnavne--fra
Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til
Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.
Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de.
Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa
til Udlandet drog de--de yngre Børn--og man havde ofte hørt Ry af dem
baade paa Valpladser og i Hofsale.
Kun to af Slægten var det gaaet ilde.
Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor
han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet
styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han
dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.
Den anden var en Kvinde.
Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige
Øine.
Velhavende var hun ogsaa--Maagerne var endnu rige--og Ellen havde haft
Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende
hjemme. Saa hændte det en Sommer--da Jomfru Maag var tredive Aar--at
Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa
Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa
Gaarden i fjorten Dage.
Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik
Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det
mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra
Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet
under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.
Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante
Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst
lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes
Lig i Graven.
Disse to var de Maagers Slægtsagn.
Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst
havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i
noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart
bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort
skulde det stadig være paa Thorsholm.
Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens
Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles,
og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet
Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris,
og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede
for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle
Husets gamle Tæpper--Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet--og
pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa
Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med
Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag
de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.
Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den
Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske,
som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom
undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som
altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet.
Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa
længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person.
Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en
Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men
som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag.
Ægteskabet blev ikke lykkeligt.
Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets
Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes
Sind var tungt.
Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb
op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til
Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun
vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber
hviskede sagte fortvivlede Ord.
Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han
kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod
ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.
Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til
saadanne Tider en blind Lydighed over hende.
Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed,
der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort
fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over
Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den
øde Riddersal og sang dertil.
Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.
Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig.
Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde
strax efter Fødselen.
Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet
Erik.
Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig
lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham
helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste
Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.
De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret,
der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade
Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i
Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var
oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre.
Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa
rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han
faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.
Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han
havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig
forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han
blevet saa bange for Jacques.
Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik
omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik
vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik
derinde og puslede hele Dagen.
Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af
Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa
Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i
Ærmerne.
Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi,
der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu
skulde de til _Lit de Parade_.
Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.
Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud
og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.
Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i
Knæ ved det,--og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare
behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle
Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar.
Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste
Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.
Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.
Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget
paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede.
Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af
Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko
med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.
Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa
Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede
Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold
fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt
til Skive efter det med sin Flitsbue.
Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med
Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og
Hovedet faldt ned paa hans Bryst.
Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod
Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.
Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle
Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og
mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor
og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags
tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.
Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da
Kistelaaget blev slaaet til.
Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs
Relikvier.
Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en
Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han
vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og
blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var
de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.
Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde
henad Bænken.
Han havde ingen Venner.
Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige
alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af
Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor
Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.
Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste
overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt
animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars
Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte
sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans
Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der
drukket en Del paa Thorsholm.
Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.
Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn.
Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang
Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide
Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik
beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og
bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.
Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun
var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa
saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne Øine!
Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.
Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem
Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene
bort paa deres Vei.
Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev
veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes
Billede.
Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han
siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der--
Saa holdt han inde forvirret ...
Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.
Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.
Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne.
Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers
Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren
hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte.
Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte
tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne
Sal.
Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.
Det var en Admiral, der havde kæmpet paa
et fremmed Hav ... Han havde været Rigets Marsk.--Han saa hen.
-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne
foldede.
-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et
Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?
Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de
gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte
Spindevævene og Laserne i Tapetet ... Saa mærkede de, der var Ekko i
Salen og begyndte at raabe omkap.
Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i
Taarnkammeret.
Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole,
at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra
Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de var helt brune.
De var Present fra en Doge.
En Doge?
Ja--saa gamle.
Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit
Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.
Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa
Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade
Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:
-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.
Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.
Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans
Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.
Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre
hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun.
Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.
Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke
af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han
tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes
Kinder.
Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik
sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.
-Marie--hvor er du--Marie ...
Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere
Ord, før Linds kørte bort.
Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag
Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.
Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til
Gelænderet.
Hvor det dufter,--han hørte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt.
Og atter og atter sagde han de samme Ord.
Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte
Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og
hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og
han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede
Læber det kolde Træ.
Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen
stak ham i Nakken.--
Erik var forelsket.
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret
fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham:
spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare
i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det
samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog
de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.
Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han
maatte tale med Marie.
Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde
vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa
den badedes i Sved og Fraade.
Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om
det saa kun var i Smug at sé hende.
Bare at komme hende nær.
Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han
stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte
dog gaa langsommere.
Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For
andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne
faldt Erik af Hænderne.
Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa
Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved
Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.
Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod
han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt,
snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom,
holdt han igen paa Bakken ved Veile.
Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen
over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig
træt.
Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved
at høre Byens Stenbro under dens Hove.
Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til
Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.
Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.
Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.
Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt
langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne
mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.
En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i
Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.
Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som
om han foldede dem.
Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hænderne
afværgende frem--Hvorfor er De kommen?
Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans
Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder.
Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder,
mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse.
Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af Graad.
Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.
Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit
Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten.
Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af
Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om
Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.
Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for
baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne.
Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde
Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom
hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de
stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt.
Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med
alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans
Hustru.
Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder.
Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under
Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit
Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes.
Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag.
Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.
Barnet vilde han ikke sé.
Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det
i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.
Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var
nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa
Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i
Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der
hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over
Navnet Marie.
Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort
om lille Ellen.
* * * * *


II.
Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal
over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at
bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule
tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn.
Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede
over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos
Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden
kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa
kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende
bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge
Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og
sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt
stirrende--lige som en Søvngængers.
Barneøine var det ikke.
Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet
dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind
saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til
dem paa Thorsholm og hed Maag.
Gamle Lind var en Særling.
Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte
med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom
ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev
han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa
en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket
baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse
var henved de halvfjerds.
Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine og
Folk talte meget om de to.
Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet
galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var
som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun
blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det
ligefra den Bryllupsdag.
Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær
efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden,
som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.
Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe
ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte
inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.
Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og gjaldt
nu for Byens rigeste Mand.
Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og døde.
Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var
af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor
sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede
saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de
Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt
af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet
indskrevet i Valø.
Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.
Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være
kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og
græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende,
da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget
nedladende.
Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns
Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.
Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa
i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra
Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden
mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets
Nærværelse.
En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev,
Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og
maatte følges strax.
-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.
-Hvormange, spurgte Madammen.
-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv ...
-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.
Lind saa lidt over.
-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til
Thorsholm i Kalechen.
Da var hun elleve Aar.
Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig
paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid
gøre endel for Bedriftens Skyld.
Rødkindet var han blevet og meget svær.
Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i
Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun
havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun
fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte
hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst,
naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags
Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde
hun høre Historien igen.
Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spøgede.
Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i
et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.
Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det
mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der
var ganske tyst.
Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.
Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.
-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:
MARIE AF MAAG
FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829.
DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851,
ELSKET UD OVER GRAVEN.
indtil hun var ved at græde.
Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte
Barnet.
Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens
Myggene summede.
Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.
-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.
-Hvad vil du--
-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.