Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 06

paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun
var født til at være en Konges Maitresse.
Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til
den fremmede Minister.
-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn?
Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare:
-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde.
Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste.
Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et
uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg--thi
Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør--og febrilsk fordoblede hun
sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage
Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.
Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen--og der var enkelte, som forstod
sig lige godt paa Heste og paa Kvinder--at der vel maatte komme den Tid,
hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin
sextiaarige Gemal.
Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i
Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne
havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et
besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt
saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede
sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine
sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen--fordi der
var ingen.
Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt.
Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor
dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og
dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse
Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt
for sig selv, Foragt for de andre.
Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og
Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden.
Fra Urnebygaard tog de til Byen--tidligt, thi Ellen holdt ikke af
Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne--fra København
i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt,
men hver Dag altid opfyldt.
Paa den Maade gled hendes Liv.
-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en
Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi.
Hun kunde paa en Reise--paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés
Hjørne--føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og
hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt
lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue
med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget
resultatløst gaaet hendes Liv forbi--indtil hun faldt tilbage i sit Sæde
med et svagt Suk--og glemte Ansigtet.
En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i
Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme
ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets
Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs
Logerne, havde ogsaa han dvælet ... Næste Aften var hun der igen og den
næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes
... Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han
en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride
hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.
Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand,
en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde
spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en
smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte
paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og
overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde
egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ.
Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og
Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let ...
Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet
Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over
Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke
holde op.
Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin
Sovekammervæg i et Haandklæde.
Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød--ikke en Gang
sin Latter--men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa
denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at
erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt
forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han
var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at
tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie--han havde dog Forældre,
vidste hun, og Sødskende--havde han hængt sig i sit Haandklæde.
Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske
paa Jorden.
Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed.
Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der
var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft,
Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte
Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par
Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og
Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene.
Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi;
mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele
Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske
var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke
det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det,
at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og
dø.
Og da de steg op i Vognen--hun og Greven--gav hun pludselig efter for en
pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:
-Det var af Kærlighedssorg?
Greven var ved at tænde sin Cigar:
-Na--tur--lig--vis. Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens
til Guvernanten?
-Nei--til mig.
Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.
-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed.
Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus
tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt
Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad
tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.
Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte
ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed
Gaarden.
--Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens
Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget
Indhold op, og--Tiden gik.
Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den
gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun
pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og
krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt,
naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun
stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet
med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt
styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige
Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende
Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.
Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det
flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens
Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde
Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med
Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen
feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie
Himmel.
Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og
Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom
nærmere og forsvandt--
Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og
tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde
hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens
plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i
Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm,
en graadig Fortvivlelse ...
Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og
Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende
Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol.
Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod
han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt:
-Ellen, du er ikke rask:
Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn.
-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt.
Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun
igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.
Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som
nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til
Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en
evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.
Men saaledes var det, og der var intet andet.
Og hun--hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne
Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der
kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent
for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i
de Urners Palæ ... men hun blev.
Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet
sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som
var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar
som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og
hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede
hun sig selv.
Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal.
Saaledes var hendes Liv.
* * * * *
-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi
er kun ikke saadan.
-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.
-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor
tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder ... Hvert Øieblik træffer man
noget, man kun kan le af ...
-For Exempel?
-Aa--Exempler--Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa
Stolearmen--Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en
Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det
har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa--Og det er dog noget af det
vigtigste--
-For mange.
-For alle--tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke
malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede ... ikke slette
nok.
-Det er rén Theori.
-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et
Sted--hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas ... eller
jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som
blev sagt.
-Hvor det?
-Jeg ved ikke--det er vist af Doktoren--er han ikke Læge?
-Jeg tror, han er Kemiker.
-Naa, ja, det er sandt ... Det var noget om, at Kvinderne altid trængte
til Religion. Jeg kunde tænke mig at--man midt i hele denne Tomhed
gjorde en Lidenskab til sin Religion.
-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion.
-At bringe alle Ofre for den--alt--at gjøre det Vanvittige--det
fanatiske ... at blive Martyr med Glæde--
Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes
Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:
-Men, bedste Vilsac--jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med
Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt?
-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op.
--Nei? Endelig--saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt.
-Hvad behager. Naar han har erfaret, at ...?
-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende
Prestige, og det var kun det, hun manglede.
-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne.
-Ja--meget slet, eller jeg tror--maaske snarere, at der er meget faa
Mænd.
Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner
hos den engelske Gesandt.
* * * * *
De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store
Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet
Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om
inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og
læste.
Grevinden var træt.
Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja
og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause,
uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa.
-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.
Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er
saa træt.
Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde
gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.
-Jeg har faaet Brev--fra Carl, sagde han.
Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?--Har han det
godt?
-Rigtig godt.
Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var
begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket.
Han kom hen og satte sig igen.
-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.
Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at
lege med Kniven:
-Han var allerede helt voxen ifjor.
-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt
tilføiede hun: Naar skal han herhjem?
Greven greb det:
-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.
Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:--Ja--hvis Du synes. Og han
maa jo dog som Stamherre ...
Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt.
Saadan at have en voxen Søn--
Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad
det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød
Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt,
hvad jeg kan.
Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at
Du vil.
Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle
Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte
naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i
Brüssel-Pensionen--men det havde været hans Moders Ønske ...
Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven
holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for
ham, hvad jeg kan.
-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han
kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han
naturligvis forelsket.
Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling
med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.
Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ
blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To--tre Gange
havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres
Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen--eller sligt; naar de om
Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem--seks Dage til Brüssel
for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde
med, og hun havde ikke bedt derom--Saa havde hun aldrig set ham.
Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn ...
Det vilde ikke blive let--sandelig ikke let.
Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik
var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en
fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra
Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.
Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et
Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter
Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et
større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af
en seks--otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen ...
Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone
og Sønnen ... Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem ...
Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der
satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget
eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt
og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende.
Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt
slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk.
Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun
ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ,
som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og
Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat
i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i
forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den
otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og
drømmende Øine--rene Barneøine ...
Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo--der stod det. Til
Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig,
upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.
Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget
Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte
det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en
halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om
Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa
forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var
lagt over Ansigtet ...
Hun saa igen over paa Sønnen.
Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden
at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen
langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb.
Ende paa første Del.


ANDEN DEL:

HISTORIEN.
I.
Min Søn--min Hustru.
Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv.
Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden
hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev
helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde
faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun
bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det
Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes
Mand, kom hun næsten til at smile.
Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden
uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang
Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at
sige andet end:
-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.
Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han:
Ja, det siger alle.
Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De
ser meget ung ud.
Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte,
om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel.
De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar
hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt
genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig.
Men han sagde ikke et Ord.
Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en
Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget
kommet sént.
-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør.
-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt
hende Armen.
-Mange Tak, sagde han.
-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen,
De kommer til at træde i mit Slæb.
Saa holdt han forfærdelig fast.
De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod
rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra
Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.
-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!
-Ja--i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.
-Nei--Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i
Munden.
Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.
Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde
Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte,
hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar
de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med
det altsammen paa Tallerkenen.
-De spiser ikke noget.
-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers
ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og
sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.
-Hvor du ler Carl, sagde Greven.
-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.
-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt
Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ...
-Aa--a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i
Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.
Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa
hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi
frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper
og Klirren med Glas i den forvirrede Støi.
Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og
man kunde høre hende over den halve Sal.
-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.--Jeg har en Loge. De tager jo
med, Hr. Greve, tag med ... alle tre ... Hun tog sin Guldlorgnet op ...
_Qu'est ce que ça--ce jeune homme là_, spurgte hun saa lidt sagtere.
Greven vidste ikke, hvorom der var Tale ... den unge Mand var hans Søn.
Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge--ganske
alene. De maatte følge med.
Ja--han takkede, hvis Ellen vilde ...
-Det vilde maaske more Carl ...
Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok ... Nu saa
han igen paa hende.
-Nei--hvor han dog havde let ved at blive rød--jeg ved ikke, jeg
forstaar ikke ... rigtig at spise dem.
Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte sé
anden Akt ... Scenen paa Markedet ...
Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik
Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.
-_Il est charmant_, sagde hun ganske høit.
Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par
Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad
med Glasset og ventede.
-Drikker De ikke med mig, sagde hun.
-Jo Tak--saa gerne ... men ...
-Men saa klink dog!
-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød.
Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over
det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes
Diamantbandelokker dirrede i Vinden--og noget høirøstet forfærdeligt
Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og
halvt opsmøgede Frakkeærmer.
Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa
morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.
-De snurrer--De snurrer saa latterligt.
-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer
sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.
Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man
har været borte fem Aar ...
-Ja ... næsten seks ... til November ...
Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne
begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt
efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget
échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de
blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man
plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.
Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa
Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og
Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose
i Stykker i sit Skød.
Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa
ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:
-Jo--De er meget smukkere end Deres Portræt.
-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja--hvilket er det, De har.
-Et stort--med Kniplinger om Hovedet ... Aa, først maatte jeg slet ikke
ha'e det paa min Væg ...
-Hvad for noget--maatte De ikke ha'e det? for hvem?
-Nei--i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter ... og jeg
havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var ... Saa sladrede de andre
... og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede ... som ...
jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige ... at ... det var ... Dem.
Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem,
saa de fløi som Sommerfugle.
-Naa ... og saa blev Billedet hængende?
-Ja--over min Seng.
De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle
i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte,
om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la
plage".
Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i
Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe
Palmer.
-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt
over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder.
Ellen forstod ikke.
-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?
-A--a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er
min Søn.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun
leende:
-Ja, Baron, min Stedsøn--en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi
gaa ud til de andre?
* * * * *
Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen
lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom--det
var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med
Carl.
Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og
med hasarderede Antydninger.
Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen
for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind,
og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.
En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo
Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen.
-Ah--_l'ingenu--il ne comprend pas._
Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der
begyndte at fyldes.
Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden
sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak.