Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 03

faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.
Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.
Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.
* * * * *
Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk
Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var
Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og
det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os
og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i
Forsagelse og i Bøn.
Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil
ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud,
Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang
om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm
var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til,
kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres
Klemten.
Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen
mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken.
Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.
Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun
lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var
noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig
efterhaanden varm.
Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som
en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.
Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung,
uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end
at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det
altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf
og bede og bede om Afladelse for dem alle.
Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe
lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved
Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.
Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om
Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet
høit for hendes Øine.
Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som
nedarves indtil det tiende Led.
Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte
Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til
at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om
Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet
imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds
Dom var over hende.
Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner,
indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup
Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst,
som forvirrede hendes Sandser.
Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg,
og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da
tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede
allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups
Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der
var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.
Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med
Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en
Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa
Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han
malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt
i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye
Syndebyrder paa Ellens Skuldre.
Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt
trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i
sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var
dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.
Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende
Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.
Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der
ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt;
og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af
Formastelighed og Trods.
Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at
haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i
Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt
under Herrens Dom.
Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var
Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for
"de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og
hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik
aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.
Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten
tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.
Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt
hun frygtede.
Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig
efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad
brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til
Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa
hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og
lukkede Øinene tæt i.
Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.
Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte
Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.
Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.
Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt
paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen
rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de
gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets
Duft.
Hun følte sit Hjerteslag tungt.
Nei--nei--sagde hun--det er Djævlen ... Hun slap Tæppet. Da hun løftede
Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.
En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde ...
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit
Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med
de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.
Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt
paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun
paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ...
Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen;
over Plænen--fløi hendes Skygge.
Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af
Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen
kunde hun ikke finde Ro.
Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled
det ind i hendes Tanker--bestandig.
Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue
og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun
efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred--
Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var
haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.
Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for
at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge,
og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved
Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod
Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende
mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og
Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store
Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.
Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa
gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var
kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store
Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.
Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.
Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en
til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være
kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé
det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene
klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.
-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?
Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det?
raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og
forvirrede med Lygterne i Haanden.
-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?
-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt
frem i Lysskæret, Kongen er død!
Krigen brød ud.
I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det
begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige
Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at
indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug
for alles Hjælp.
Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun
havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen
fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da
hun kom til sig selv, fantaserede hun.
Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.
Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.


IV.
Ellen var Rekonvalesent.
Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig,
med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin
Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig,
hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.
Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen
beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede
Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede
Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de
legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler
og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.
Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled
ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev
stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa
Klem, naar de gik.
Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og
hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og
gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og
hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.
Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar ...
Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom:
"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat
Velbehag.
Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede
frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og
alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i
hendes Øren uafbrudt.
Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der
kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver
Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.
Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe
sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen,
hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.
En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod
aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun
svimmel: Nei, Doktor--lad mig sætte mig--jeg er altfor træt.
-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.
Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og
stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere
igjen.
Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.
Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var
kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par
Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde
sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.
Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt
af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det
gjorde godt paa de hede Dage.
En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner
sammen til en Buket.
Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt
mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte
hende ikke igen.
Det Skær, som var kommet over hende ...
Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.
Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.
Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ...
-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ...
-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjældent, de Folk
er musikalske.
Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har
været syg.
Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja--det er--som blev man
Børn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de
foldede Hænder.
-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Præstegaarden?
Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde
han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ængstede Sind.
Og han tog Afsked, helt forvirret ...
-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev
liggende paa Chaiselonguen.
Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og
vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.
Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede.
Hun satte sig stille. Violinerne sang.
Hvor det var længselsfuldt--hvor det var smukt ... Det lød saa klagende,
saa dæmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang.
Ellen stod pludselig op, urolig ...
Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende
Blod.
Saa vildt det lød--
Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus
nede ved Moders Grav ... Ellen græd.
De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om
Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de
hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en
fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter
ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den
solrige Have.
Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og
kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.
Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og
vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage
i den dorske Ro.
De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa
Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen
af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.
Officererne betragtede hende fra Lindegangen.
Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede
Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen
og gik videre støttet til hendes Arm ...
Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bænke ...
-Hvad finder du, Schønaich connaisseur?
-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?
-Jo--og fik den tilbage ...
Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.
-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.
Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt
det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke
komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og
Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede
Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte
hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte
Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der
om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til
hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.
Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den
stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig
og nærmede sig Vinduet.
Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i
deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det
lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede,
og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en
lysende Sky over Baalet.
Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes
Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten
for igen at forsvinde ...
Saa spillede de.
Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt,
klagende Raab.
Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var
blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun
nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.
Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.
En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.
-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mørke Himmel.
Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene
raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.
-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...
Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem,
og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En
Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand,
mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...
Weil sie gestorben ist--
Weil sie gestorben!
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i
hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i
sit Kammer.
* * * * *
Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig
fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun
fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for
svimmel.
Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:
-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem.
Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel.
Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han
sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.
Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde
hun. Jeg har nylig været syg.
De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.
Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun
løsnede sig ud fra hans Arm.
Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte
noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige
Ord.
Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.
-Tak.
Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.
Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.
Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun
svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke
ham for igaar.
Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod
paa Klem. Hun ventede Visiten.
Ellen reiste sig og gik ham imøde.
Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader
ikke var hjemme. Han var taget til Veile.
Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...
-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.
Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads,
slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke
sandt--her er smukt?
-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa
godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for
Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ...
Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo
ikke just afvekslende.
-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det
er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt
om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i
Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par
Sælgekoner ...
Han gik bort fra Døren:
-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af
Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner
og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare
tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det
var et skrækkeligt "Tedeum"--
-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen.
Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren
og sagde:
-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.
-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.
-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt
mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?
-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark.
-Og taler saa smukt Fransk?
-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De
igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.
-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.
Lidt efter gik han.
Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte
hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun
reiste sig.
-Det var ham, der sang, sagde hun.
Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?
En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af
hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt
tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden
under Kinden ...
Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen,
mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.
Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de
andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede,
og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og
fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.
Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var
ham--sagte vilde hun lukke.
Men saa vendte Schønaich sig og hilste.
-Det var smukt, sagde han.
-Ja--saa smukt ...
De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste
igen, og Vinduet blev lukket.
-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde
hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald
høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit.
Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne
Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.
Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen
paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt
hende "très distinguée".
Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra
Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke
sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der
ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.
Saadan gik et Par Dage.
En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den
derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da
hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.
Han vendte sig, hilste og vilde gaa.
Ellen aabnede Laagen.
-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.
-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt
herned.
-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her
under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...
-Meget høitideligt.
De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket
svalt og duftsvangert.
-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.
-Mig minder det om hjemme--
-Om Bøhmen?
-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar
Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ...
Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ...
Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.
-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...
Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.
-Ja--det er smukt.
Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.
Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:
-Men det bliver altfor køligt for Dem--
Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver
køligt.
Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.--
Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig
Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende
elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk
midt i Solheden.
Mod Schønaich var hendes Væsen uens.
Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde