Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 04

hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs
snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive
det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun
lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa
Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.
Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte
ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.
Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte
sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende
med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde
netop den, han lod, som han ikke saa mer.
Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set
meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen,
stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger,
der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud
og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var
pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han
greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og
outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt
i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i
sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen
og kommer igen.
Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun
sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der
komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at
faa Lov til at fly.
Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun
rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.
Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se
ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest
sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der
var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og
uens som bankende Feberpulse i hans Tale.
Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i
sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag,
for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte
hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i
samme Time.
Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.
Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede
hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden
Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad
Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke
inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.
Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens
Stjerneskud.
Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.
Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye
Haab. Og her kunde hun græde i Fred.
Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste
det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt,
troskyldige Bønner.
Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her
vaagen--det var saa lykkeligt ...
Alt var bedst, naar man var ene.
Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen;
glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa
Himlen kunde hun følge paa dens Vei ...
Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se
Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen
lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun
stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.
Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk
længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som
hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.
Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ...
Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.
-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev
Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De
ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var
saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften
saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt
i Solheden, og sang, mens jeg løb ...
-De er maaske en lykkelig Natur?
-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei,
det tror jeg ikke, at jeg er--
-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som
ikke tænker.
-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener
med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds?
-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.
-Det er saa haanligt sagt.
-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og
Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor
kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung--
-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.
Schønaich havde reist sig.
-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde,
Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa
solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid
den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa
Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende,
der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort
Blod--en Slags evindelige Skyfavnere.
Han standsede og lidt efter sagde han:
-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige,
Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens
landflygtige Elskere.
-Ingen tror dem, alle dømmer ...
Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun
løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.
-Skal jeg synge lidt?
Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.
Schønaich sang. Lidt efter gik han.
Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.
De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge
henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede
Ellen.
-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.
Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden
mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende,
bedre det ikke blev sagt.
Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod
ham, sagde hun blidt og roligt:
-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.
Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde
kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak.
hvidskede han, Tak, at De tror mig.
Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der
skælvede.
De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set
hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.
De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved
Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev
hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og
bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed,
mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede
i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav
sig til at halse i Stilheden.
Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.
-Hvorfor sukker De? hviskede han.
Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at
hvile lænet til hans Bryst.
-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav
ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.
Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte
Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i.
Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa
lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne
skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse
stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for
hver Støi.
Jo, det var hende.
Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han,
næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.
Ellen laa ubevægelig,
Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat.
* * * * *


V.
Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun,
at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været
saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og
heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig
længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte
de i et dybt Behag.
Og de var ofte sammen.
Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt
Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem
Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun
vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte
hun sig igjen for at bie.--
Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de
bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men
pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som
et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af
Angst for en tykmavet Snog.
Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de
langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de,
og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de
lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.
Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme
Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog
imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer,
og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind
Spørgsmaal og tusind Svar.
Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De
satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe
Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder
mødtes.
Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ...
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.
Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det
begyndte at mørkne.
Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra
Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mørke.
De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra
den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.
Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Høie.
--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.
De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.

Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de
store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...
Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:
-Felix, her vilde jeg gjerne dø.
--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og
hed.
Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid
før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.
De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i
Lindegangen.
-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.
-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.
Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.
-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?
Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin
mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun
reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det
dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.
Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.
Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte
kun en enkelt Violin.
-Det er Guyla, der spiller.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende
Tindinger, sagde hun igen:
-Kom--Felix--lad os gaa.
Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær
af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.
Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.
Violinerne lød.
Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes
Ansigt.
Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab,
slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa.
Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte
hans Kys brænde mod sine Læber ...
Schønaich--Felix ...
-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ...
Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ...
Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig,
hviskede hun:
--Hvorfor har Du saa elsket mig?
En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.
* * * * *
Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.
Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.
Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde
spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes
hun ved Schønaichs Navn.
-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.
-Hans Søster?
-Nei--hans Frue?
Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.
Men et Nu efter sagde hun:
Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.


VI.
Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde
lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov,
og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og
Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og
tilbage langs Engveien.
Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af
Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev
staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm
lavt og møisommeligt.
-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?
Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt?
Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten
af, Haaret laa klæbet til hans Pande.
-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde
Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det
fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt--det maa De
tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra
Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar
De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man
elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ...
Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde
Ellen:
-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?
-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke være Venner ...
Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt.
Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af
undertrykt Bevægelse.
-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid
Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at
dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke
Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at
Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig
selv ...
-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ...
-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om
hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke
selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil,
Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes
ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Næring--og jeg
har aldrig næret Deres Kærlighed--da kan man kæmpe med den og man tør
ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet
Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og Ønsker--indtil nu, hvor De lider
--Jo, Holm, Fantasier--
-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var
næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre
Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og
mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem
og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa
kalder De det for en Fantasi ...
Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.
-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.
Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt,
mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed--og én
Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de
andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en
Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke
den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen
Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil
sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ...
Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af
hende. Da sagde han tonløst og standsede:
-Og nu--gaar vi hjem.
Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.
-Holm, tag dog min Haand.
Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk
bøiede han sig og kyssede hendes Haand.
-Lev vel--hviskede han.
* * * * *
Saa var altsaa ogsaa det forbi.
Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde
bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun
draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude;
skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.
Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar,
og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret,
der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt
som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter
tilbage i sit forstenede Drømmeri.
Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde
jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man
vænnede, man vænnede sig til alt.
Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget.
Til alt--til alt--var hun vant.
Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.
Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter
Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er
over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik
hun til Veile.
Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte
hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig
og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.
Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig
Kummer ...
Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men
hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede
om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i
"Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun
forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig
vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun
laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.
Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.
Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedøvelse.
Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange
Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun
ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade,
og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og
fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.
Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her
skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme--
Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun
timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad
sine Dages Taagehær.
Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring
gled det atter Dag efter Dag.
Sand--Sand--Sand--
Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det
blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig
for alt andet. Intet havde Værd--slet intet.
Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.
Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de
var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin
Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.
Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.
De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens
Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.
Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok
til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue
han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere
end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun
kunde handle, som hun vilde.
Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.
Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde
ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte
Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod
ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en
Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede
sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun
Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede
Vægfelter.
Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle
Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens
Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange;
midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om
mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav
den franske Have.
Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.
* * * * *
Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.
-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder
aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig
virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne.
Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel
imellem os ...
-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?
-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker
en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han
talte ... Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og
modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop
det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre,
som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil
sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af
dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ...
Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man føler
blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den
har istandsat det, den det ...
-Og den ødelagt det ...
-Vist saa ... men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette.
Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de
bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog
Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.
-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?
-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort
Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev
de hjemme ...
-Og blev ikke klogere, Frøken Maag.
-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en
død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur.
Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede
igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg
sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa
mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting
... Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa
... Den havde været Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller
tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent
Kongen, Landet, om De vil ... Slægtfølelsen føder det næste hos os:
Patriotismen ...
Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ...
-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men
... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en
Republik, naar den var deres Fædreland ...
Ellen talte sig varm: