Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 09

Total number of words is 4752
Total number of unique words is 1277
48.3 of words are in the 2000 most common words
62.3 of words are in the 5000 most common words
69.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt.
Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder
og Kys paa sine Kinder.
Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og støttede sin
Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne,
der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt
begyndte hun at lytte efter deres Samtale.
De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder.
Men med ét gik hun bort fra Vinduet.
-Han har set det, sagde hun.
Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han
har set det.
Vilsac ved det.
-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.
Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet
i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke
Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem
Salene.
Tilsidst var alting ganske tyst.
Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun
satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.
Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden.
Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant
Aften--brillant--det var at more sig.
Han satte sig overskrævs paa en Stol--og lavede Ringe af
Cigaretrøgen ...
Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten.
Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med
ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun
var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger,
holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med
forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og
taug.
Jo--sagde han--God Nat ... Det har været en streng Dag ...
Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var
ude.
Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned
langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned
mod hendes Bryst.
Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine
Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets
bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut.
Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum ...
Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og
lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt
havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren.
Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren
ikke kendte:
-Ja--Du kan slukke. Festen er forbi.
Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale.


IV.
Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.
Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun
med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove
igen. Sove mer.
Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok.
Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle
Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en
tør Smerte.
Saa var det da sket.
Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen
Trøst, nei ingen Trøst ... Nu var det sket--slog hun de nervøse Hænder
op og ned.
-Hvorfra var der Trøst--hvorfra?
-Nei--aa Gud--det var det forfærdelige, som var sket.
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa
sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred
de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.
-Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed.
Hun blev siddende opreist.
-Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet.
Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro.
Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var
sket.
--Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun
længtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at
glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev
glad ...
Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter.
Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og
satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var
vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og
vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo
... Men der var et lille Mærke mange Dage.
Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød--det
søgte jo altid om Støtte--og han sad taus og helt stille ... og uden at
hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar--hvor var det ikke
blødt.
Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ
... Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det
helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen ... Skæret fra Kaminen
lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun
bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov.
Saadan var det kommet.
Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det
ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham:
-Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an.
Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke?
En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt
efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen
og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt,
og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte
jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og
hun havde tiet forvirret.
Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge
Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun
hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ...
Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans
Øine, og hun saa hans Læber--mens hun smilede.
Ja--hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig
paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et
Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved.
Et Kærtegn.
Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes
Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm
... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte
hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans
lo op i hendes Ansigt.
Saadan var det gaaet indtil nu.
Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at
fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Væv om
hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde
glad.
Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt
al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav
og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.
Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ...
Ja--hun elskede ham.
Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen
mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen,
siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker,
indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste
Ting syntes hende en Byrde.
Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar.
-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.
-Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt,
og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde
hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men
med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar,
smile bag sig i Speilet.
Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.
Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun
Veiret dybt.
-Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det
være sket?
Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og
hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra
Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde
febrilsk ødslet med alt deres Indhold.
-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken
syv.
Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte
bankede stærkt.
-Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny
... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa
tidligt.
--Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tænke
ud.--Gode Gud--om ogsaa han ...
Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme
Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig
iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det
Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af
Kammerpigens Hænder--fik den paa--hun maatte se ham straks.
Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun
maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede
Haanden mod sit Bryst.
Hun turde ikke gaa ind.
Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.
Naa--De har saamænd sovet godt.
Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han
vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig,
Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe.
Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa
tidligt.
-Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg,
det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.
De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give
ham en Time.
Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein
uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen
under sine egne Hænder.
Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette
eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en
tung Lykke.
Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album
for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri
i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det
gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.
Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde
siddet med det timevis i sine Hænder.
Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet
ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil
ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det.
Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede
paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig
til at græde.
Længe græd hun en stille Graad.
* * * * *
Dagene gik.
For Ellen et Feberliv.
Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme
Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under
Angster.
Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time
efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals
endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper,
vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen
Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af
vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny
de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl.
Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve
Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse.
Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun
havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse
uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor
ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved
hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:
-Mod dette Menneske gør du kun godt.
Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid.
Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge
af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende.
Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse.
Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige
kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet
umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne
Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.
Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes
Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar
hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.
San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der
ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig
saa myg i angerrig Forsagelse.
Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste
Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.
Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet
med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv.
De maatte skilles.
Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens
Elendighed.
Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe.
Og hun sagde paany:
Nei--han skal aldrig erfare det.
Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til
de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens
alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs:
-Man naar saa ogsaa han--
Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af
al sin Sjæl.
Mod Carl var hun foranderlig og uens.
Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange
Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer.
-Er De bedrøvet? spurgte Carl.
-Ja--lidt, hun forsøgte at smile.
-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.
-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.
Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn.
Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,
mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes
Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv:
-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender.
Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:
-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.
Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed.
Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han
forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det
samme til den, som han elsker.
Og da vil han hade mig.
Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig
søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel.
-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.
Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans
Had.
Eller hun sagde til sig selv:
-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende.
Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.
Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart,
altid i den samme Kredsgang.
Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes:
-Grevinden maa være syg, sagde han.
-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at
sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende
nogen Søvn.
Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde
længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale.
Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:
-Carl--vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles.
-Skilles? Hvorfor spørger De om det?
-Hvis jeg nu reiste bort.
Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens
hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt:
-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og
gaa, gaa og komme--
Hun taug og sad ubevægelig.
-Og jeg da? sagde Carl sagte.
Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og
lav. Lidt efter sagde hun:
-Ja ... det var det bedste.
Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans
Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret
Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.
Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem
dem.
Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven
og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.
-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.
-Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har
set Dem--
-Nei--jeg er blevet forflyttet.
-Forflyttet--Men De har jo slet ikke søgt.
-Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom.
-Men--hvor skal De da hen?
-Til München.
Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København,
sagde hun.
-Ja--jeg har holdt meget af København.
Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde
Ellen:
-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange
om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.
-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei--det er
egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.
-Naar skal De forlade os?
-Jeg reiser om to Dage tit Paris.
-Og kommer ikke mer tilbage?
-Næppe.
Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé.
Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave.
-Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin
Kjole. Saa saa hun op:
-Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.
Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,
Vilsac, sagde hun.
Vilsac rystede paa Hovedet.
-Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror.
-Hvis De faar Tid dertil--
-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd
godt--at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt
os at være Venner. Det gør meget faa.
-Hvorfor skal vi tale derom?
-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt,
hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor
Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi
to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De
nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til
Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg
ikke turde høre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for--
Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden
at tale.
Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke
en Gang oftere at høre spille, sagde han.
-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.
-Hvis De vilde--
-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al
hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt
laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den
tungsindige Sang, tænkte hun:
-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.
Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet
nogen Tid tause, sagde Vilsac:
-Og De--De bliver her?
Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?
Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken.
-Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at møde det
urimelige i Livet?
-Ja--De ønskede det--
Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale.
Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette.
Lev vel.
Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i
hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac
hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang.
Saa gik han.
Lidt efter kom Greven hjem.
Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet.
Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun
var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin
Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og
hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt.
Der flygtede hun hen.
Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der
speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en
underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle
Sætninger:
-Om han véd det--hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt.
Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet.
Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor
hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der
lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke
forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:
-Urne--Urne, dog ...
Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til
ham.
--Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals.
-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det
morsomt?
-Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig
nær ved Flygelet:
-Nei--intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over
hinanden og strakte sig let i Stolen.
-Nei--han var uskadelig.
Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der
var af Gæster.
Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.
-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.
-Jeg tror ikke--
-Hør--han skiftede Plads--hvad Carl dog er for en underlig Patron ...
Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.
-Aa--jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri--oprigtig talt--der er ...
ja ... I Damer--han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa
lige paa ham--forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er
noget--usundt ved ham ...
Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet.
-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme--at han ... forstaar
Du--Greven lo lidt forlegent kort--det er ikke naturligt i hans
Alder ...
-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.
Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed--jeg kender
ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ...
Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte,
sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:
-Begriber Du--jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ...
Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven
gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt
til ham.
Og han gav sig til at tale om andre Ting.
Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage,
aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap
det igen og gik videre.
Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.
-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det.
-Ja--det hænger skævt.
Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes
Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen.
Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.
Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det
tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken,
der var tom.
Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov.
Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:
-Hvad bestilte De igaar?
-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.
-Ja saa.
-Vilsac var her.
Hurtigt: Hr. Vilsac--naar kom han?
-Aa--vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han
reiser.
-Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét.
-Hvem, kære Carl.
-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?
-Et Par Timer, tror jeg ...
-Naa--ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.
Ellen sad og smilede: Carl--De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar
jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen
Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.
Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:
-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?
-Det havde jeg tænkt.
-Naa--ja, det kunde jeg begribe.
Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen
til mig.
Carl stod op: Hvad skal jeg.
-Sæt Dem her.
Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.
-Jeg er aldeles ikke vred.
Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt
sagde hun: Nei--Carl--De skal ikke være bange.
-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg
synes, jeg ikke er god nok.
God nok--til hvad?
Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig.
De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde
hun:
-Carl--De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause.
Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var
hastig som hendes.
Saa slap hun hans Haand.
Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt
strøg hun hans Haar.
-Carl, sagde hun--De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke.
-Hvilken?
-Aa nei--og hun skød ham bort med sin Haand--det vil jeg ikke sige
Dem ...
-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig ...
-Nei, Carl--og hun reiste sig--De er Gaaden selv.
Den næste Aften var de paa Bal.
De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.
Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.
Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun
slap ham:
-Nei, Carl, De har intet Mod.
Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og
hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig
Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.
Saaledes levede hun.
Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens
milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik
Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund
sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og
hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig
selv--thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen:
-Jeg vil ikke drikke mer.
Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende,
og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen,
sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den
forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten,
slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes
Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud,
og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i
Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 10
  • Parts
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 01
    Total number of words is 4822
    Total number of unique words is 1430
    46.4 of words are in the 2000 most common words
    61.2 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 02
    Total number of words is 4795
    Total number of unique words is 1360
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 03
    Total number of words is 4651
    Total number of unique words is 1461
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 04
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1460
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 05
    Total number of words is 4575
    Total number of unique words is 1530
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 06
    Total number of words is 4705
    Total number of unique words is 1448
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 07
    Total number of words is 4737
    Total number of unique words is 1409
    44.7 of words are in the 2000 most common words
    60.2 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 08
    Total number of words is 4576
    Total number of unique words is 1590
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.3 of words are in the 5000 most common words
    62.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 09
    Total number of words is 4752
    Total number of unique words is 1277
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 10
    Total number of words is 4653
    Total number of unique words is 1360
    45.9 of words are in the 2000 most common words
    60.5 of words are in the 5000 most common words
    68.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 11
    Total number of words is 4145
    Total number of unique words is 1287
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.