Fædra: Brudstykker af et Livs Historie - 05

-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv,
af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder
det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og
lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert--sig mig saa, tror
De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede
rundt--gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder
fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.
Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.
Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig
en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor
Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw--men det er en Lykke, og denne Lykke er
det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg
aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er
dem, som lægger ... lægger Mile mellem mig--og disse Folk.
Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.
Winsløw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven,
fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.
-Ja--sagde han--De passer til dette Billede.
Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde
vadet i Bassinet.
-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.
Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:
-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets
Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed--i
andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ...
-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig
gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke ...
Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:
-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere
... De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som
begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid
meget at bestille--det maa man først tage sig af ... Siden vil det
andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa
begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs ...
Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa
taus?
-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af
10,000 lever i--
-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis
jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve
Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ...
--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ...
Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ...
* * * * *
Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde
hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv.
Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse,
hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme.
Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var
altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte
sig ikke til nogen.
Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.
Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var
Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig
med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar
havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af
Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine
Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne
Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken
ganske samme Smag.
Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det
febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein
og Liszt.
Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første
Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder,
faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin
Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og
naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at
spille--al denne mærkelige Musik.
Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende
havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans
beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den
slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige
og at bøie sig, hvor hun kom.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom
Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.
Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han
skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der
rystede en lille Smule.
Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt
for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt
Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe
i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer
og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller
anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne
Nøgenhed.
Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.
* * * * *
Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet
til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i
hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der
stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid
modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa
Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med
sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og
Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme
blødere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dæmpet i
disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og
Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.
Saa kom det iaften--
Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig
igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:
-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for
Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg
da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad
De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del
af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig,
jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,
for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte
Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde
ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt
ligegyldig. Lev vel--bestandig vel.
Ellen.
Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun
det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu
de tre Ord:
-Glem mig ikke.
Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget
paa den samme Plet.
* * * * *
Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte
Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez",
som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og
under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række
ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter
lige som Lyn.
-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden.
Carolhausen finder hende saa smuk.
Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet
er smukt, siger hun.
Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres
Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte
Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun
døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab:
Figaro--Gaulois--Figaro!
Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.
Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man
Parasollernes Silketag i en lang Linie.
Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under
Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og
med korslagte Arme.
Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra
Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene
langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.
I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens
i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.
Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser
paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt
fra Vogn til Vogn.
Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin
Parasol.
-Fyrsten, siger Grevinden.
Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over
Vogndøren.
-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?
Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg.
-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget
imod at gaa hjem gennem Parken?
Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.
-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?
Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i
Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra
Rotunden og dens Støi.
De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst
og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.
-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?
-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.
-Og man sagde, det var en lille Blondine ...?
-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en
Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky
tilvenstre--i Orfeus--
Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, fræk Tingest--i
Trikot.
-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person--
Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak
Parasollen efter sig.
-Han har vel elsket hende, sagde hun.
-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun
overlegent:
-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.
Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne,
men--Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske--men der er vel
ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har
vel hørt til dem ... Han bør undskyldes; han var saa ung.
Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.
-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten
nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror
jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden.
Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa
Fyrstens Ansigt, mens hun talte--først Skammen, der lever længere end
Lidenskaben--
-Skammen?
Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede
hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da
han sagde:
-Skammer sig og--hører op at elske?
Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien
saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.
Bag dem spurgte Grevinden høit:
-Og hun--Damen--hvor er hun nu?
Schønaich vendte sig:
-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trofæ: Hjerneskallen.
-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget
utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter ...
-De mener til det er gaaet over.
-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.
Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.
-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.
-Og imorgen skal jeg dog reise!
Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.
Og Grevinden beklagede.
Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem
tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu--
-Ja--tildels Pligten.
Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun
gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et
lille Skrig.
-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa,
det gjorde virkelig ondt.
-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod--
-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt,
naar hun blot maatte støtte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa
op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ...
-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde støtte sig rigtig fast ...
Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden
trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en
Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par
ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar
hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar
streifede hans Skuldre ...
Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet
og pludselig:
-Hvorfor reiser De?
-Fordi jeg maa--
-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.
Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han
hæst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig?
Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.
-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og
dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg.
Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt.
Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.
-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gøre
med Tableauerne?
-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem
at se, inden jeg reiser.
-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?
-Nei--det vil blive en Overraskelse ...
-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun
er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.

Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde
hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og
saa gik det nok over.
Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede
Schønaichs Haand varmt:
-Tak, sagde hun, vi ses iaften.
Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et
fornøiet Smil.
* * * * *
Der er Lys og Hede i Festsalen.
Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man
gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i
store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette.
Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af
Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med
Brillantagraffer--i ren Uendelighed.
Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips
og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar
næsten helt op til Fortæppet.
De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i
Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,
snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts
Krave.
Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge
sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret
Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at
blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder
trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte
Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen
ligesom Skjoldtag over Hovederne.
Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.
Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række
smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre
Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han
gaar tilbage til sin Plads.
Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i
Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider
langsomt fra.
Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring
bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem
dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.
Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem
Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede
Kvinderne mod Scenen.
Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes
vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.
Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet,
Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.
Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.
Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med
tilbageholdt Aandedræt og taus.
Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem--
* * * * *
Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.
Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før
Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende.
Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi
og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men
hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.
-Schønaich, jeg er træt.
Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun
sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.
Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.
Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke
med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen
og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.
Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her
er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet
under en Gipsappollo og nogle store Palmer.
-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for
Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa
ikke smuk?
-Ja--De var smuk, sagde han.
Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige
Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig
og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke
med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:
-Se, sagde han.
Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa
man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra
Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.
Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme
Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:
-Ellen, De maa jo huske det.
Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.
-Jo, sagde hun, jeg husker.
Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:
-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes
Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af
hende paa Sofaen.
-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg
ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke,
hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner
De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor
vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.
Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.
-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og
Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu--
Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.
-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg
ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet
om De kun kunde elske mig--
-Og Deres Hustru?
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.
Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken
dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.
Saa sagde Schønaich:
-Men nu er hun død.
-Og jeg elsker Dem, Ellen--
... Ellen svarede ikke.
-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun
slyngede Viften imod ham, sagde hun:
Làche!
Og gik.
* * * * *
Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa
Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og
var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud
paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om
Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over
sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde
megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig
havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de
fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som
Konseilpræsident--en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved
at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man ønsket at skænke ham
vor høieste Hofcharge. Men han afslog.
En fremmed overordenlig Afsending havde en
Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.
Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede
Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.
* * * * *


VII.
-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor
tør De egentlig komme her--Hr. de Vilsac--efter hvad De har sagt ...
-Sagt, Fru Grevinde?
-Ja--sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax ... det
vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af
Sandhed i, hvad Folk fortæller.
-Ja--jeg ved virkelig ikke--noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.
-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig
ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset ... Det er, som man tager det.
Husk Dem lidt om--der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens ...
Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da,
mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac.
Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ...
Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.
-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det
er min Mening.
-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres
ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om--Ellen lo ganske kort--at jeg
var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt?
Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.
-Hvem har refereret Dem den Samtale?
-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.
-Den, som har sagt det, har--handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man
siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg
sagde forresten--han løftede Blikket fra Hattepullen--at ... Ja--der
blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under
for en Trivialitet--men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse ... I
den Sammenhæng var det kun en Kompliment.
-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog
raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De
er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands--og De faar bare
Ord for at være ondskabsfuld.
Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.
-Alvorlig talt--skulde De hellere have ladet den--Sentens usagt. De er
ikke berettiget til at vide saameget om mig--saa kan man tænke, hvad man
vil og ... tie stille--
Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.
Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad--jeg tror nu, vi er alle
meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget
ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ...
-Mindst? Nei, sig mest ... Vi har Tid til det ... Det er vor Ulykke--vi
har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske
os.
Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:
-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.
Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde
man ikke pleie den, sagde hun.
Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde
hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.
-Hvad mener De?
-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige--med ... ikke at bukke under for
en Trivialitet ... men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.
-Hvem har sagt Dem det?
-Adskillige ... Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig
interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig
selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige
var udkommen i Paris.
Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.
Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med
hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var
ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder.
Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved
bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den
gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte
Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes,
ved alt det nøgne i hendes Malerisamling.
Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene
stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at
Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i
Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de
ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv
og--fandt intet.
Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og
hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa
stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte
sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en
Kro, hvor det kunde falde sig--en ren Idyl; i Selskab og Theatret var
de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt,
og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres
Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne
ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i
Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa
hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham
ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun
sagde, ingen kunde valse som han.
Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt.
Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven
var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun
var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte
Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand