Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 6

blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder
paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør
ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne
en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør
de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige
Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor
Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de
indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge,
fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.
[2] F. Eks. fosforsur Kalk og lign.
De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed
i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt
kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.
«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han
frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle
sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid
forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor
paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere
Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil
leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»
Graham forklarer i sine «_Lectures_», at enhver Fysiolog maa medgive,
at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud,
paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af
Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende
vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig
høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser.
Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de
diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa
gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end
andre kjødspisende Nationers.»

OTTEOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Diæt, som befordrer Sjælens Udvikling og aandelig Kultur._
Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv.
Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning
af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel
af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning,
at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor
anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre
end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med
almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor
indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af
de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger
sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor.
Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes
udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet.
Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler
indeholder det i mindre Grad.
Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde
fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og
aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold
til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden
mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet
af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme
Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende
Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden
Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at
tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde
til Hjernen.»
Endel Autoriteter anser vegetarisk Diæt særlig gunstig for dem, som
har aandelig Anstrængelse, og som tilstræber intellektuel Udvikling.
Sir John Sinclaire siger: «Vegetarisk Føde har en god Indflydelse paa
Sjælskræfterne og bidrager til at bevare Finhed i Følelsen, Livlighed
i Indbildningen og en Skarphed i Omdømmet, som sjelden paatræffes hos
dem, som spiser rigelig animalsk Føde.» Den berømte Franklin paastod,
at vegetarisk Diæt bør foretrækkes af dem, som arbeider med Tanken,
eftersom den frembringer Klarhed i Begribelsen, Hurtighed i Opfattelsen.
Vegetariske Fødemidler udvider aldrig Karrene eller belaster Systemet, og
derfor afbryder de heller ikke Sjælens stærkere Bevægelser, medens Heden,
Mættelsen og Tyngden, som fremkaldes af den animalske Føde, modsætter
sig mere kraftige Anstrengelser. Maadeligheden ligger derfor ikke saa
meget i Kvantiteten, der mere eller mindre reguleres af Appetiten, som
i Kvaliteten, nemlig i forholdsvis meget vegetariske Fødemidler. Som
Bevis paa Sandheden af den Paastand, at vegetarisk Diæt befordrer Klarhed
i Forstanden og Hurtighed i Tanken, og at Overgang fra vegetabilsk
til animalsk Føde har skadelige Følger, opgiver en af mine Bekjendte,
at han mere end en Gang blandt sine Forpagteres Børn i Irland, har
udvalgt en Gut, som har udmærket sig ved den skarpe Intelligens, som er
almindelig blandt de irske Gutter, naar de anvendes som Visergutter eller
Stalddrenge paa Godserne, inden de er blevet gjødet med bedre Mad end
den, som de fik i Fædrehjemmet. Gutterne var i Begyndelsen livlige og
intelligente og udviste en Skarpsindighed, som langt overgik hvad man
finder hos Ynglinge af ganske høie Samfundsklasser i England. Men han
fandt altid, at i samme Grad som disse Gutter blev vant til animalsk, og,
ifølge almindelig Opfatning, bedre Føde, saa slappedes deres Livlighed
og de blev træge og dumme. Efter hans Overbevisning var denne Forandring
hos dem en Følge af Forandringen i Diæt, og ikke noget, som foraarsagedes
af, at deres Sind fordærvedes ved Omgangen med de andre Tjenere. I
Virkeligheden mistede de hele den Livlighed, som er medfødt for alle
irlandske Gutter, hvad enten de stammer fra Allens vidstrakte Myrer eller
Mayos og Galways tørre Klippeegne. Han tror derfor ogsaa, at Folkets
Karakter ikke saa meget afhænger af Klimaet som af Føden, thi ingen Dele
af Jorden kan være mere ulig hinanden, end disse to Dele af Irland.
Cullen siger i sine Afhandlinger om «_Materia Mediæa_», at Finhed i
Følelsen, Livlighed i Fantasien, Hurtighed i Opfattelsen og Skarphed i
Omdømmet som oftest følges af en svag Legemskonstitution. Det er visslig
sandt, at samme Tilstand let følges af Rædhed, Ubestemthed og Tvil,
medens derimod en stærk Person besidder mere af den Fasthed i Omdømmet
og Bestemthed i sin Beslutning, som passer for høiere og virksommere
Livsforhold. Den værdifuldeste Sjælstilstand synes imidlertid iallefald
at tilhøre en mindre Grad af Legemsstyrke og Fasthed.

NIOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Frugt som Føde og Medecin; dens for skjellige Virkninger paa Legemets
Konstitution._
Man spiser ikke nok Frugt, og specielt er dette Tilfældet med
Arbeidsklassen, som synes at betragte Frugt mere som en Luksusartikel end
som et Fødemiddel. I forskjellige andre Lande er Forholdet anderledes,
og næsten ved hvert Maaltid er Bordet forsynet med Frugt. Man vilde
spare ganske betydelig ind paa sine Udgifter til Læge, hvis der spistes
mindre Kjød og mere Frugt. Vore Haver er Landets ypperste Apothek, og den
Medecin, de indeholder, er tilvisse mere velsmagende end Medecin af andet
Slags.
En af de bedste Frugter er Æblet. Den store Mængde Fosfor, som det
indeholder, gjør det til et meget vigtigt Fødemiddel for Hjernen.
Æblesyren er særdeles nyttig for stillesiddende Personer, hvis
Lever har en træg Virksomhed og behøver Stimulering. De er Naturens
Merkurialpiller. Mytologien fremstiller Æblet som Gudernes Føde, og naar
disse kjendte, at de blev gamle og svage, fortærede de denne Frugt for
at forynge sine Legems- og Sjælskræfter. Æbler er ogsaa meget sundt for
Huden og Teinten.
Blandt andre Frugter, som er nyttige ved sine medecinske Egenskaber, er
ogsaa Jordbærene, der indeholder meget Jern, og derfor er udmærkede for
blodfattige Personer.
Bananer er, ligesom Æbler, rige paa Fosfor, og bør derfor spises meget
af dem, som arbeider med Hjernen. Der findes heller ingen bedre Diæt
for Tyfuspatienter end Bananer. De kan spises i Form af en Velling af
Bananmel eller ogsaa stegte.
Tomater, om hvilke man ikke er enige, hvorvidt de tilhører Frugter
eller Grøntsager, har en kraftig Virkning paa Leveren og Tarmerne. De
indeholder en stor Mængde Jern og er specielt at anbefale for Tilfælder
af Blodmangel.
Appelsiner er nyttige for at forebygge Forstoppelse og for at rense
Blodet; det samme kan siges om Granatæbler og Citroner.
Smaafrøet Frugt som Hindbær og Figener etc. virker baade som Føde og
Medicin for Legemet. Det Sukker, de indeholder, er nærende, deres Syrer
renser Blodet og deres Frø virker forløsende.
I Nødder har vi alle de Næringsstoffe, som vi finder i Kjød, Æg, Smør,
Ost og Melk, Nødder indeholder fra 35% til 53% Fedt i envulgeret Form,
hvilket gjør, at det let smeltes af Maven. Nødder indeholder ogsaa mere
Æggehvide end Kjødet.

OTTIENDE KAPITEL.
_Grøntsager som Føde og Medecin!_
Som jeg før har bemærket, bør Grøntsager udgjøre en vigtig Del af vor
Diæt. Det er godt muligt at afholde sig fuldstændig fra al animalsk Føde,
og alligevel have den bedste Helse; men at banlyse Frugt og Grøntsager
fra vore Maaltider, vilde være at fremkalde Sygdomme hos os.
Poteter, som er vor almindeligste Grøntsagesort, er en meget
helsebringende Artikkel i vor daglige Næring; paa Grund af den Mængde
Vand, de indeholder (75 Procent i raa Tilstand) bør de imidlertid spises
sammen med andre Fødemidler. Angaaende Poteters Egenskaber, siger Dr. F.
W. Pavy i sin «Treatise on Food», at den Mængde kvælstofholdige Stoffe,
som de indeholder, er for liden, til at de alene skulde kunne være en
passende Føde; men sammen med Sager, der er rige paa Kvælstof, saasom
Kjød, Fisk osv., er de et nyttigt og billigt Næringsmiddel. I melet
Tilstand er Poteter let fordøieligt, men naar de er faste, vandholdige
eller voksagtige, giver de Fordøielsesorganerne meget at gjøre og bør
derfor i denne Tilstand undgaaes af daarlige Maver. Ferske Poteter
kan være mere lokkende end gamle, men er, som det fremgaar af det
foregaaende, vanskelige at fordøie. Poteter har stor Anseelse for sin
Evne til at modvirke Skjørbug.
Turnips danner et let og sundt Fødemiddel. Paa mange Personer har de en
lakserende Virkning og bør derfor spises i rigelig Mængde af alle, der
lider af haard Mave.
Pastinakker er et velsmagende og nærende Fødemiddel. Jeg kjender en Mand
paa Øen Wight, som levede i tre Maaneder udelukkende paa denne Vækst og
ikke saa ud, som han havde lidt Nød under Eksperimentet, men jeg vil ikke
anbefale mine Læsere en saa exentrisk Diæt.
Gulerødder er temmelig nærende, men tungt fordøielige for enkelte
Personer, da de let foraarsager Gasdannelser.
Løg indeholder Svovl og har paa Grund deraf helsebringende Egenskaber.
Om denne Vækst siger Dr. H. Datton i en Artikel i «Medical Brief»:
«Da Svovel er et vigtigt Element i vort Legeme, maa Forbruget deraf
erstattes af et Næringsstof i vor Føde, og i hele vort diætiske Forraad
synes intet at byde dette rigeligere og i mere letfordøielig Form end
Løgen; den er, fra et fysiologisk Standpunkt seet, nødvendig for at vi
skal være fuldstændig friske. Naar den er godt tilberedt--hvad enten den
er kogt, stegt eller stuet--er den let fordøielig og indeholder Næringens
Hovedbestanddele saavelsom Svovl. Og hvis den anvendes raa som Krydder
til Maden, saa er den et udmærket Middel til at styrke Maven til dens
Opgave efter Maaltidet.»
Kaal og andre grønne Vækster er i og for sig af liden Næringsværdi, men
blandede med andre Ting udgjør de vigtige Fødemidler. De renser Blodet og
har Tilbøielighed til at virke som Laksativ. Spinat er specielt nyttig
for blodfattige Personer paa Grund af den store Jernmængde de indeholder.
Vandkarse virker i nogen Grad som Krydder og befordrer derfor Fordøielsen
og modvirker den Tilbøielighed til Kolik, som andre raa Grønsager gjerne
fremkalder. Ifølge Xenofons Opgave levede de gamle Persere næsten
udelukkende paa Vandkarse, som de ansaa for særdeles sundt. Peberrod er
høist værdifuld som stimulerende Middel for dem, som lider af daarlig
Fordøielse og er maaske det bedste Middel til at forhindre Gasdannelse.
Agurker er de usundeste af alle raa Grøntsager og bør aldrig spises af
dem, som lider af daarlig Fordøielse. Bedst vilde det være for alle at
undgaa dem.

ENOGOTTIENDE KAPITEL.
_Nogle farlige Fødemidler._
Ved Fortæring af Svinekjød fremkalder man i Legemet visse Uordener, som
ingen anden Diæt kan fremkalde. Det er uden Tvil af denne Grund, at
Moseloven forbyder Fortæring af Svinekjød og erklærer det for urent.
Selv Muhammed forbyder dets Fortæring, og hans to hundrede Millioner
Efterkommere, som for Tiden findes, vægrer sig ved at røre «det urene
Dyr». Svinet er i Sandhed et meget urent Dyr, og intet andet Dyr i hele
Verden har saa væmmelige Vaner. Det spiser alt, hvad der kommer i dets
Vei, til og med døde Dyr, der er gaaet i Forraadnelse. En amerikansk
Forfatter siger, at et «Svin forlader gjerne et delikat Maaltid af
Nødder i Skogen for at kjæmpe med Gribbene om de stinkende Levninger af
et dødt Mulæsel.» Sir James Paget var den, som først opdagede i Svinet
den yderst lille Parasit, som har faaet Navnet _Trichina Spiralis_.
Hvis denne mikroskopiske Mark ikke uskadeliggjøres ved tilstrækkelig
Kogning, saa indgaar den i Menneskets Mave og foraarsager smertefulde
Symptomer, der i Løbet af nogle Uger kan ende med Døden. Disse Parasiter
har i enkelte Tilfælde gjennemtrængt hele Muskelsystemet, og man har talt
optil 50 000 paa en Kvadrattomme. Heldigvis er disse Sygdomstilfælder
temmelig sjeldne, men de forekommer dog imellem og beviser, at alle, som
spiser Svinekjød, udsætter sig for denne Fare. Bændelorm er en oftere
forekommende Parasit, der udvikler sig i Menneskets Mave som en Følge af,
at man spiser Svinekjød. Næsten hvert Tilfælde af Bændelorm skriver sig
fra Brugen af denne Mad. Ligeledes kan de fleste Tilfælder af Kjertler,
Galdesyge, Mavekathar og andre lignende Plager, der saa ofte piner
Menneskene, for en stor Del tilskrives deres Kjærlighed til Flesk.
Lever, der i saa stor Udstrækning spises af Arbeidsklassen, er et andet
Næringsmiddel, som fører urene Stoffer ind i Legemet. Som de fleste
ved, er Leveren den største Afsondringskjertel i Legemet. En af dens
Opgaver er at afsondre Galde, som indeholder en vis Portion giftigt Stof.
Nyrerne er ligeledes skadelige, da de er Organ for modbydelige Stoffes
Adskillelse fra Blodet.
Angaaende Pølser giver jeg det Raad at lade dem være, forsaavidt man ikke
bestemt ved, hvad de indeholder. De stadige Politirapporter bør oplyse
enhver om den Fare han løber ved at kjøbe disse velsmagende, men mystiske
Madvarer.

TOOGOTTIENDE KAPITEL.
_Vore Drikke og deres forskjellige Indvirkning paa Legemet._
Naar man drikker sin Kaffe, The eller Chokolade til Frokost, tænker
man som Regel ikke paa, hvilken Indflydelse ens Valg af Drikke har paa
ens aandelige og legemlige Velbefindende. Baade The og Kaffe er blevet
fordømt af mange fremstaaende Læger, og jeg tror neppe uden Grund.
The og Kaffe ligner hverandre meget i sin Sammensætning og i sine
Egenskaber. De indeholder begge en vis Mængde sammentrækkende Stoffe,
saasom Garvesyre, der i The gaar op til 15% og i Kaffe til 5%; begge
indeholder et flygtigt aromatisk Stof, som udvikles ved Tørring og
Brænding, og begge indeholder en krystalliserbar Substans, kjendt under
Navnet Téin og Koffëin. Denne Substans har man skilt fra The og Kaffe
og anstillet Forsøg dermed, hvilke viser, at den er en dræbende Gift,
som kan foraarsage øieblikkelig Død baade for Mennesker og lavere Dyr.
Naturligvis bevises ikke derved, at Indholdet af vore The- og Kaffekander
er direkte giftigt, ligesaalidet som Tobak kan siges at være giftig,
fordi om et fem hundredels Gram af dens Nikotin dræber en Padde. Ikke
desto mindre beviser det dog, at saadanne Drikke som Kaffe og The mildest
talt er skadelige for vort Legeme indtil en vis Grad, og at derfor
enhver staar sig paa at forsage dem. The er en af de kraftigste Aarsager
til daarlig Fordøielse. Den lammer Spyttets Indflydelse paa Maden og
hindrer Maven i dens Virksomhed. At overdreven Thedrikning gjor Personer
nervøse, er en velkjendt og bevist Sag, som ikke behøver at fremholdes.
Muskeldirringer, Mavekathar, Pirrelighed og Søvnløshed er nogle af de
Straffe, som før eller senere rammer stærke Thedrikkere.
Liebig siger om Kaffe: «De, som har svage eller følsomme Organer, kan
let overbevise sig om, at en Kop stærk Kaffe efter Maden straks afbryder
Fordøielsen. Først efterat den er blevet absorberet eller fjernet,
kjender man Lettelse. For dem, der har god Fordøielse, tjener derimod
Kaffen af samme Grund til efter Maden at berolige den af Vin og Krydder
ophidsede Maves Virksomhed.»
Kaffe er ingenlunde passende for svage og pirrelige Personer. Da den
stimulerer uden at indeholde Næring, paaskynder den Organernes Udnyttelse
og fremkalder let Bleghed og Afmagring. Kakao eller Chokolade bør
høiligen foretrækkes fremfor The og Kaffe, da de er mindre skadelige for
Legemet. De indeholder baade Mad og Drikke i Spørgsmaalet om Næring, og
de fede æggehvide- og stivelsesholdige Stoffe i deres Sammensætning er i
høi Grad nærende.
Melk er en udmærket Drik for Personer med svag Helse, isærdeleshed
hvis de er ude af Stand til at fortære megen fast Føde. Men for dem,
som har stærk Helse og god Appetit, er Melk temmelig overflødig. «Den
fremstiller,» siger Dr. Lancaster, «al den Føde, som vi anvender, og som
ikke er af medicinsk Natur. En Beaf og et Glas Melk danner derfor en
diætisk Feiltagelse. Melk bør altid drikkes sagte i smaa Slurker, ikke
mere end en Theske ad Gangen, ellers løber den i Maven sammen til en stor
Masse, som bliver vanskelig at smelte.»
Hvad angaar alkoholholdige Drikke, har der været talt og skrevet saameget
om deres daarlige Følger, at man kunde være fristet til at forbigaa
dem i Taushed. Dog turde nogle faa Antydninger angaaende Virkningen af
Alkohol paa Legemets System ikke være ubeføiet.
Alkohol er intet Næringsstof, hvad endel Personer urigtig antager.
Paa ingen Maade nærer den Legemet, ligesom den hverken giver eller
underholder Kræfter. Den kan ikke producere Blod, og af dette alene
dannes Kjød, Ben, Nerver og Muskler; men den hindrer de naturlige
Forandringer, som foregaar i Blodet og lammer de nærende og
tilbagevirkende Funktioner.
Man tror ofte, at Alkohol letter Fordøielsen, men dette er en
Feiltagelse, hvorom næsten alle Autoriteter er enige. Den Indvirkning,
som Alkohol har paa Mavesaften, er, at den ødelægger dens Grundstof
(Pepsin), hvilket kemiske Eksperimenter har bevist. Dette er Grunden til,
at saamange Spiritusdrikkere lider af Mavekathar. En anden Feiltagelse
er den Forestilling, at Alkohol formindsker Kuldens Indflydelse paa
Legemet. Thi i Virkeligheden har den den Virkning paa Legemet, at dette
lettere udsættes for Forkjølelse, da den kunstige og tilfældige Varme,
som fremkaldes, altid ledsages af Kulde.
At Alkohol forkorter Livet kan neppe nægtes, naar vi erindrer, at
Fortæring af tre Centiliter om Dagen har den Virkning paa Hjertet,
at dets Virksomhed øges 3 Slag i Minuttet. Naar man lægger et saadant
Ekstraarbeide paa det Livsorgan, som bestemmer Blodomløbet, maa med
Nødvendighed Legemssystemet udslides længe før den Tid Naturen har
bestemt.

TREOGOTTIENDE KAPITEL.
_Vand som Føde, stimulerende Middel og Medecin._
Vand maa betragtes som Fødemiddel, da det danner en nødvendig Bestanddel
af ethvert Væv i vort Legeme, foruden at det udgjør en Hovedbestanddel
af det Blod, som rinder i vore Aarer. Vi tilfører Legemet store Mængder
med Vand i Form af almindelige Fødemidler, af hvilke mange indeholder
indtil 75% deraf. Men ikke engang dette er nok til at møde Legemets Behov
og erstatte, hvad der forbruges af det. En fuldvoksen Mand mister daglig
to og en halv Liter Vand, hvoraf Halvdelen afsættes gjennem Huden og
Lungerne.
Bortseet fra, at Vandet udgjør Næring for Legemet, virker det ogsaa som
stimulerende Middel, men uden den slappende Reaktion, som følger med
Brugen af Vin. Naar vi drikker et Glas Vand, øges Hjertevirksomheden
lidt, hvilket gjør at Blodet rinder fortere og frembringer en oplivende
Virkning paa hele Legemet.
Dr. George Keith priser i sin Bog «_Fads of an old Fysician_» varmt
Vand som et fortræffeligt stimulerende Middel. «Varmt Vand,» siger han,
«virker stimulerende ved at give færdiglavet Varme eller Kraft, naar
Organerne ikke er istand til at danne dette af varmedannende Føde.» Varmt
Vand letter saaledes eller erstatter snarere Legemets kemiske Funktioner.
Alkohol derimod hindrer disse Funktioner og bevirker altsaa, at Legemets
Virksomhed nedsættes og fos Anledningen taber i Styrke; paa Høiden af
sin Virkning stiver den op Legemet for Øieblikket ved en hemmelig nervøs
Pirring, men snart følger en Reaktion, og Svaghed indtræder.
Vand kan ogsaa betragtes som Medecin, da det renser hele Systemet,
befordrer Fordøielsen i høi Grad og virker lakserende, i Tilfælde af
at det drikkes om Morgenen. Varmt Vand istedenfor The, Kaffe og alle
andre Drikke er et udmærket Middel mod daarlig Fordøielse, især hvis man
drikker et Glas ved Slutten af hvert Maaltid. Jeg kjender flere enkelte
Tilfælde, som er blevet helbredet ved dette enkle Middel, efterat alle
andre er slaaet feil.

FIREOGOTTIENDE KAPITEL.
_Luften som Fødemiddel._
Luften har længe af Videnskabsmænd været erkjendt som et Fødemiddel. Den
er ogsaa paa sin Maade et Fødemiddel for Legemet, ligesaameget som Kjød,
Brød, Frugt, Grøntsager og andre Næringsmidler er det paa sin Maade.
Et Menneske kan leve Dage, ja Uger, uden at en Smule fast Føde kommer
indenfor dets Læber; men det kan ikke leve mere end et Par Minutter uden
Luft. Surstof, som er det hovedsagelig opholdende Element i Luften,
udgjør en Femtedel af hele Jordens Atmosfære; de øvrige fire Femtedele
er Kvælstof. Uden Surstof kan intet Dyr og ingen Vækst leve, hvorfor det
er saa at sige selve Livet. Ved enhver Indaanding af Lungerne kommer
det værdifulde Surstof oplivende ind i Blodet, understøtter alle dets
Funktioner og hjælper det at bortrydde de gamle Stoffe samt erstatter dem
med nye. Et andet vigtigt Arbeide, som udføres af Surstoffet, er at det
frembringer animalsk Varme. Dette sker derved, at det langsomt forbrænder
det Kul, som indeholdes i Blodet og i Legemets Cellevæv. Naar alt kommer
til alt, er Livets Fænomen intet andet end en Ild, som stadig brænder
inde i os, og hvis Brændsel udgjøres af den Surstofgas, vi indaander, og
den Føde, vi spiser.
Enhver maa derfor indse, hvor vigtigt det er for os stadig at indaande
frisk Luft med normalt Forhold af livgivende Surstof. Vi behøver den
ikke alene med visse Mellemrum, som den daglige Føde, men hvert Øieblik,
baade Dag og Nat. En Spadsertur i frisk Luft om Eftermiddagen er af liden
Nytte, hvis vi hele Aftenen sidder indestængt i et daarligt ventileret
Rum og sover om Natten under lignende Omstændigheder.


ELLEVTE DEL.
Hygieniske og andre Indflydelser paa Sundheden.

FEMOGOTTIENDE KAPITEL.
_Lyset og dets Indflydelse paa Sundheden._
Blandt de ydre Kræfter, som udøver en velgjørende Indflydelse paa
Sundheden, er ingen af større Betydning end Lyset. Hudens Farve, Skjønhed
og Helse beror i høi Grad paa dets Indflydelse. Et dagligt Solskinsbad
er mere velgjørende for Huden end alle Skjønhedsmidler og under alle
Omstændigheder billigere. Saadanne Mennesker som f. Eks. Grubearbeidere,
der tilbringer sit Liv paa mørke Steder, er uden Undtagelse blege og
affældige samt har daarlig Teint. Lignende Fænomener kan man iagttage
i Planteverdenen. Naar Planter berøves Lyset, ophører deres Blade at
tilgodegjøre sig Atmosfærens Kulsyre, hvorfor de bliver blege, vandige
og svage. Det herlige Solskin, som forlener Roserne i Haven deres
overordentlige Farve, er samme Kraft som fremkalder Roserne paa Pigens
Kind.
Fra de tidligste Perioder i Medicinens Historie er Solvarmen anseet som
en vigtig Faktor, naar det gjaldt Spørgsmaalet om at bevare Helsen og
forlænge Livet. «Gamle Folk,» siger Hippocrates, «er om Vinteren dobbelt
gamle og om Sommeren ynngre end sin Alder.» For at kunne tilgodegjøre sig
Fordelene ved Sollyset fuldt ud, byggede de gamle Romere Terasser ovenpaa
sine Huse, og kaldte disse _Solaria_, og her nød de sine Solluftbad.
Dr. Forbes Winslov siger i sit Arbeide om Lysets Indflydelse følgende:
«Der kan ikke findes bestaaende Livskraft eller en sundt udviklet
Legemskonstitution uden Lys. Hvis det var muligt for et Menneske hele sit
Liv at færdes i et absolut mørkt Rum, vilde dets Legemes Væv saavelsom
dets aandelige Evner undergaa alvorlige Omdannelser og Svækkelse. Der,
hvor Lyset ikke faar trænge frem, træffer man de største legemlige Lyder,
aandelig Slappelse, Sygdomme og tidlige, ofte pludselige Dødsfald.
Materiel saavelsom moralsk og aandelig Farveløshed eller Bleghed
indtræder, naar Lysets livgivende Kraft holdes borte. En stor Mængde
Vidnesbyrd stadfæster paa det bestemteste Lysets uvurderlige Nytte. Man
behøver blot at sammenligne de skinnende, røde, glade Ansigter hos dem,
som bor paa Landet og arbeider paa de aabne, solbelyste Marker, med de
blege, flegmatiske Ansigter, de tærede Træk og det forsagte Udtryk hos
de Mennesker, hvis Kald i Livet berøver dem Lysets helsebringende og
velgjørende Indflydelse.»

SEKSOGOTTIENDE KAPITEL.
_Frisk Luft og dens Indflydelse paa Sundheden._
Det er umuligt at overvurdere Betydningen af frisk Luft. Der er sagt:
«Ved Luften lever vi, bevæger vi os og er til. Luften er Naturens store
Læge. Sundheden betror sig til Luften som sin mest trofaste Ven. Den
svage styrkes og den trætte vederkvæges af Luften.»
Atmosfærens Luft er i ren Tilstand sammensat af Surstof, Kvælstof og
lidt Kulsyregas. Den Luft, som har været indaandet, er blevet berøvet
største Delen af sit Surstof og er mættet med en tilsvarende Mængde
Kulsyregas. Derfor er det nødvendigt for Sundhedens Bevaring, at vi ikke
indaander samme Luft omigjen. For at undgaa dette bør vore Rum ventileres
godt. I et foregaaende Kapitel (Luften som Fødemiddel) har jeg allerede
paapegt Surstoffets livgivende Egenskaber, og denne Gas indaander vi
stadig af Luften og udaander Kulsyregas. Det er Indaanding af saadan
Luft istedenfor den friske, som foraarsager Hovedpine, søvnløse Nætter,
Lungetæring og andre Sygdomme.
«I et indestængt Soverum,» siger Dr. W. W. Hall, «bliver Luften mere og
mere udskjæmt for hvert Minut, thi Kulsyregas, som er en dødelig Gift,
dannes i Lungerne og udaandes ved hvert Aandedræt; da den forener sig med
Fugtighed er den tungere end almindelig Luft og synker ned i Nærheden af
Gulvet. Det sidste, man derfor bør gjøre, er at sælge sin Seng, men i
Virkeligheden synes den fattige, at han af alle sine Møbler lettest kan
undvære den, og derfor bliver ofte Sygdom Fattigdoms Følge.»
Dr. J. Lave Notter siger i sin Artikel om Luften: «Virkningen af at
indaande Luft, som i sig har optaget Forbrændingsgaser, kan man se paa de
Arbeidere, som er tvungne til at brænde Gas en stor Del af Dagen under
sit Arbeide. Luftrørssygdomme er sædvanlige hos disse, og i samme Grad
som Luften er bortskjemt, lider de af Hovedpine, Slaphed og Tunghed i
Legemet. Et andet Eksempel paa de skadelige Virkninger af Gas, har man
i den Omstændighed, at i Sparebankafdelingen i Queen Victoria Street i
London, hvor 1200 Personer er sysselsatte, har Indføring af elektrisk
Lys istedenfor Gas, i saa høi Grad formindsket Tilfælderne af Fravær paa
Grund af Sygdom, at det ekstra Arbeide, man har faaet, har betalt det
elektriske Lys.»
Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den
Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig
Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end