Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 7

at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i
Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft
i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i
Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i
en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet
forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved
Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er
ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at
indaande den.

SYVOGOTTIENDE KAPITEL.
_Maaden at aande paa og dens Indflydelse paa Sundheden._
Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget
forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene
eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde
Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste
Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.
Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som
Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i
Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften
varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent
samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men
hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!
De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end
andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.
Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og
denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.
En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk
Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er
vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden
og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet
redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække
den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige
og farlige Sygdom--jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt
kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har
Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet
som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft
i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til
den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil
Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen
mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang Tid af disse
græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end
halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde
Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor
dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»

OTTEOGOTTIENDE KAPITEL.
_Legemsbevægelse og dens Indflydelse paa Sundheden._
Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden
angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den
bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør
sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere
eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn
af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin
Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv
slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere
Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden
tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre
den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet.
Saaledes bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer
i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet
styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god
Stand.»
Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur;
ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye
Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men
jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse
med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en
meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger
Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved
jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man
ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer
af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige
hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige
Spadserture.»
Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa.
Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle
Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved
Velocipedridning er, at den let drives til Overmaal. Jeg kjender mange
Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr.
Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra
hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning
som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og
saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at
udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage
igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men
ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag
i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke
sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende
hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion
fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige
Følger opstaa.»
Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne
utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med
Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd;
som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit
Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som foraarsages ved
hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.
Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter
et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere
Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme
Hensigt.
Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet
og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og
Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis
intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er
specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er
mange svage Personer blevet stærke.

NIOGOTTIENDE KAPITEL.
_Om Bad og deres Indflydelse paa Sundhedstilstanden._
Renslighed er en Sundhedskilde.--«Renslighed kommer næst Gudsfrygt.»
Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte,
sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets
Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning,
tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden
alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt,
specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til
at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget
varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for
Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.
Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur
bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er
koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om
Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel
Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel
undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard
og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning
kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed.
Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har
taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles
ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.
Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa
følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane
Society:
«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar
De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade,
naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri
Luft, hvis et kort Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og
Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under
Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle
Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden,
efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks
op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer
kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at
bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som
lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør
ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»

NITTIENDE KAPITEL.
_Ægteskabet og dets Indflydelse paa Sundheden._
Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en
Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne
Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme
Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti
Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu
større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever
98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til
3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn.
Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i
36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72
gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel.
Dog beviser saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad
De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at
Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa
Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte,
og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes
at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare
paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen
Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed
nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har
større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under
Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter
med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden
vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor
Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»
Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for
Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den
ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold
og unaturlig Ligegyldighed. Det holder Nydelsen inden rimelige og
tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de
reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk
som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige
Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.
Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for
Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under
gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden
mellem 21-25.

ENOGNITTIENDE KAPITEL.
_Hundrede Beskjæftigelser og deres respektive Indflydelse paa Sundheden
og et langt Liv._
En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde.
Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens
Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden
og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter.
Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at
der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst.
Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter
Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det
laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:
Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829;
Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere 1.783; Hoteltjenere 1.725;
Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere
1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere
1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London
1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere
1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352;
Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311;
Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere
1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222;
Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198;
Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143;
Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere
1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere
1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010;
Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979;
Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og
Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere
920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912;
Papirfabrikarbeidere 904; Talg og Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884;
Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere
845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater
821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere
783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere,
Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham
og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757;
Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere
i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713;
Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere
666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553;
Præster 533.


TOLVTE DEL.
Søvnen og dens Forhold til Sundheden.

TOOGNITTIENDE KAPITEL.
_Søvnens Natur og Mysterium._
«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den
omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa
udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger
for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:
«Den gyder Balsam i det trætte Sind
Og skjænker Kraft til Livets store Strid.»
Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens
Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter,
Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam
fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»
Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller
en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik
man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en
Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte
en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar
Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin
naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.
Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet
overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al
Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det
klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.
Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste
meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles
Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen
private Verden.»

TREOGNITTIENDE KAPITEL.
_Søvnens Indflydelse paa Sundheden._
Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og
lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig
baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer
hvad vi har forbrugt og tabt.
Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere
klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i
den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det
gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og
dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie
dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige;
af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi
naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn.
De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som
tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere
at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og
Legeme.»
En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og
Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer
før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne
vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu
har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale
tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an
at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen,
og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i
Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med
alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags
Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen
selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa
samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet
gjennem Aarerne.»

FIREOGNITTIENDE KAPITEL.
_Betingelsen for sund Søvn._
Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund,
helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling,
og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar
Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over
i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte
Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens
andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider
af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved
Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er
en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti
Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig
Luftveksling, bør man altid have et Vindu eller en Ventil aaben nogle
Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da
begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes.
Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør
endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall
siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er
godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med
røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve,
indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner.
Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er
tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»

FEMOGNITTIENDE KAPITEL.
_Søvn i forskjellige Aldre._
Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for
en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget
uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for
hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del
paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store
undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot,
Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre.
Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers
Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte
eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.
Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne.
Hos Diebørn er Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund
i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de
første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer
i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I
Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem
to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer;
mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til
10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker
har Behov for i den resterende Del af sit Liv.

SEKSOGNITTIENDE KAPITEL.
_Søvnløshed._
Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra
Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at
de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger
Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er
Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed
har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved
holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig
stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde
Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en
lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at
det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til
Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til
Hjernen.
Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En
gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge
Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste
ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa
at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af
sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade
at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan
ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær,
som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan
bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede
aldrig sin Virkning.

SYVOGNITTIENDE KAPITEL.
_Drømme og Drømmere._
Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn
og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig
over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et
Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med
sovende Personer.
Dr. Macnish har i sin «Philosophy of Sleep» fremsat en meget fornuftig
Teori angaaende Drømme. Han siger: «Jeg tror, at Drømme er Gjenoplivelse
eller Tilbagevenden af Tanker, som før paa en eller anden Maade har
beskjæftiget Sindet. De er gamle Ideer, som har vaagnet til Liv, enten
i sin oprindelige Form eller sammenhængende blandet med hverandre.
Jeg betviler Muligheden af, at en Person kan drømme om noget, som han
ikke før paa en eller anden Maade har havt i Tankerne. Hvis de Ting,
som man ved forskjellige Tilfælder har tænkt paa, rives løs fra sin
Sammenhæng og blandes om hinanden, hvilket ofte sker, saa giver de
Ophavet til urimelige Kombinationer; men Elementerne af Drømmen har
dog en Forudsætning, om de end aabenbarer sig i en ny Form, som savner
Sammenhæng.»
En eiendommelig Omstændighed ved de, der drømmer, er at deres Evne til
Omdømme er aldeles ophævet. De drømmer f. Eks., at de samtalede med en
Bekjendt, om hvem de dog ved, at han er død eller langt borte. Naar de
vaagner, ser de straks det urimelige i altsammen, men dette kunde de
ikke fatte under Søvnen. «Vi begaar under Drømmen», siger Miss Cobbe,
«Handlinger, for hvilke vi, hvis de var virkelige, vilde udgyde Taarer
af Blod, og dog føler vi aldrig den mindste Samvittighedskval. Den
almindelige Tanke, naar man er vaagen: ‘Jeg vil ikke gjøre det, thi det
er uret,’ synes aldrig at hindre os fra at tilfredsstille hvilkensomhelst
Nykke, der kan komme over os under Drømmen. En fremragende Filantrop,
som i mange Aar har beklædt et høit Dommerembede, begaar stadig
Forfalskninger i Drømme, men han angrer det aldrig, før han har faaet
høre, at han vil blive hængt. En Dame, der er beskjæftiget med at
undervise Børn, ser en Gut gjøre Grimaser til hende, hvorfor hun griber
ham og tvinger ham ind mellem Stængerne i et Løvebur.»
De, som plages meget af ubehagelige Drømme, bør afholde sig fra at spise
meget tilaftens og vogte sig for at sove paa Ryggen.

OTTEOGNITTIENDE KAPITEL.
_Døsighed om Dagen._
I Modsætning til de ulykkelige Tilværelser, som plages af Søvnløshed,
findes der mange, som lider af utilbørlig Døsighed, og som i Lighed
med den fede Dreng i Pickwick stadig falder isøvn. Aarsagen til denne
stadige Følelse af Søvnighed ligger ofte i, at de fortærer mere Føde,
end Legemet behøver, og saaledes mere end det kan omsætte. Fordøielsen
begunstiger Søvnen derved, at Maven trækker Blodet fra Hjernen, saa at
denne kommer i en Tilstand af Blodfattigdom. Dette er Grunden til, at de
fleste faar Trang til Søvn efter en god Middag og gjerne tager sig en
liden Lur. En anden Aarsag til Døsighed er Legemssvaghed. Dette kommer
af den Omstændighed, at Hjernen er et af de Organer, som først kjender
Virkningen af, at Blodmængden formindskes, eller at Blodet svækkes.
Et Middel mod Døsighed, naar den optræder hos sunde og stærke Personer,
er at spise mindre ved hvert Maaltid. Men hvis Døsigheden har sin Grund i
Svaghed, maa Personens Helbred i Almindelighed forbedres.


TRETTENDE DEL.
Sandseorganer og Sjælsevner.

NIOGNITTIENDE KAPITEL.
_Øiet og dets Bevaring._
Meget træffende har man kaldt Øiet «Sjælens Speil.» Dr. Addison siger om
Synsorganet: «Synet er det mest fuldkomne og mest behagelige af alle vore
Sandser; det fylder Sjælen med den største Omveksling af Tanker, samtaler
med sin Gjenstand paa de største Afstande og fortsætter sin Virksomhed
længst uden at trættes eller blive kjed. Følelsen kan visselig give os en
Forestilling om Udstrækning, Form og alle andre Begreber, som opfattes
af Øiet, med Undtagelse af Farve; men samtidig er den ogsaa meget
indskrænket og begrændset i sin Virksomhed hvad angaar Antal, Størrelse
og Afstand af de forskjellige Gjenstande. Vort Syn synes bestemt til at
udfylde alle disse Mangler og kan betragtes som et Slags finere og mere
vidtstrakt Følelsesorgan, som spreder sig over en uendelig Masse Legemer,
fatter de største Tal og bringer forskjellige af Universets fjerneste
Dele inden vor Rækkevidde.»
Øiet er et usedvanlig fint og dygtigt sammensat «Camera Obscura»--et
mørkt Rum, saadant som den Kasse Fotograferne benytter. Det har
Linser fortil og en fin Nervehinde (Nethinden) bagtil for Billedernes