Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 4

tilstrækkelig lang Seng og stræk Kroppen ud saa langt som muligt.
Hvad Diæten angaar, saa er Grynspiser meget gunstig for Befordring af
Legemets Vækst. Skotternes høie Vækst kan i høi Grad tilskrives, at de
meget lever af Havregrød.

FIREOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel._
Faa Personer er fornøiet med sin Lod her i Livet, og det selv i
Spørgsmaal, som angaar Legemet. Fede Mennesker længter efter at blive
magre, og deres magre Medmennesker sukker efter den Fyldighed, som de
Fede foragter. De, som er kommet paa den gyldne Middelvel, er bedst
stillet. Fedme medfører mange Uleiligheder, og vi undres ikke paa, at
mange ønsker at tabe noget af sin Vægt.
Dr. Emmet Densmore siger, at «den drivende Aarsag til stor Fedme, er
Indtagelse af mere Føde end Legemet trænger, hvilket har tilfølge, at
dette ikke formaar tilstrækkelig at afsondre de overflødige Stoffe.» Han
mener med andre Ord, at formegen Fedme foraarsages af formegen Mad, og
deraf følger jo tydeligt, hvor Botemidlet ligger.
Raadet for fede Personer kan derfor sammenfattes i følgende Regler:
Spis, drik og sov saa lidet som muligt, men tag desto mere Bevægelse ved
at gaa, kjøre paa Velociped, springe, ro eller dyrke anden Idræt, som
fremkalder Svedning. De, som ikke har Anledning til at faa Bevægelse i
fri Luft, kan muligens finde en anden Maade at skaffe Legemet Arbeide
paa. Visse Spise- og Drikkevarer maa man afholde sig fra, og til disse
hører fornemmelig Supper, Smør og alle fede Sager, Sukker og søde Sager,
melholdige Spiser, Melk, Bakkelser, Poteter, Grønsager, Chokolade, Kakao,
Øl og tunge Vinsorter. Af Kjød bør man kun spise det magre.

FEMOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Magerhed og dens Behandling._
For stor Magerhed kan skrive sig fra en eller anden Feil i Fordøielsen,
f. Eks. en Mangel paa Evne til at tilgodegjøre sig de nærende Stoffe.
Nogle Mennesker spiser bestandig, og bliver alligevel aldrig fede.
Magerhed tilhører deres Natur, og selv ikke den største Overflod af Mad
vil nogensinde kunne forandre deres magre Tilstand, medens atter andre
vilde kunne opnaa en vis Fyldighed, hvis de underkastede sig en rigtig
Behandling. Deres Mangel paa Fedme kan have sin Grund i forskjellige
Forhold, f. Eks. urigtig Diæt, Overanstrengelse i Arbeide eller Studier,
Uro eller for lidet Søvn.
Behandlingen af magre Personer bør være stik modsat af den, der før er
givet for fede.
Saalidet Bevægelse som muligt, sov ti Timer, sørg for en glad
Sindsstemning og spis saadant, som befordrer Dannelsen af Fedt. Undgaa
Eddik, spirituøse Drikke, The, Kaffe og sur Frugt. Undgaa fremfor alt
Uro. «Le og bliv fed,» er ikke bare et tomt Udtryk.

SEKSOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Skutryg og dens Behandling._
Skutryg skyldes i de fleste Tilfælde stillesiddende Beskjæftigelse, men
undertiden skriver den sig ogsaa fra svag Helbred.
Der findes i Handelen Rygbandager, som kan anvendes for at rette paa
denne Legemsfeil, og de svarer som Regel udmærket til sit Formaal.
Men for at fremkalde en fuldstændig Bedring, maa man følge en bestemt
Regel. Man maa vænne sig til altid at sidde i opreist Stilling og sove
paa Madras med kun en Hovedpude. At holde Hænderne paa Ryggen, naar man
tager en Spadsertur, gjør ogsaa god Virkning. Anvendelsen af Haandvægte
er en udmærket Gymnastik for Personer, som har Tilbøielighed til at gaa
ludende.

SYVOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Kunsten at faa en veldannet Brystkasse._
Den bedste Tid at uddanne sin Brystkasse paa, er naturligvis den
tidligste Ungdom. I denne Periode af Livet er Ribbenene bruskagtige og
elastiske, og derfor kan Brystets Vækst lettere befordres ved Opøvelse af
dets Muskler. Men man behøver dog ikke at fortvivle selv i en fremskreden
Alder, thi man kan opnaa et meget godt Resultat ved en klog Behandling.
Aandedrætøvelser er fortrinlige til at udvide Brystet. En Mand, som
skriver om dette Emne, siger: Jeg har seet svage og sygelige Børn
forvandles til friske Væsener ved Aandedrætsøvelser, som de daglig maatte
gjennemgaa. Disse Øvelser styrker Ryggen, sætter Skulderbladene paa
sin rette Plads og gjør Nakken til hvad den skal være ifølge Naturens
Bestemmelse, nemlig en rund, stø Søile til at bære Hovedet. Kanhænde har
vi ikke megen overflødig Tid, men vi kan dog udføre de enkleste Øvelser,
da de ikke fordrer nogen ekstra Tid. Hver Gang vi gaar ud i Luften, kan
vi fylde vore Lunger med ren, frisk Luft og fortsætte dermed, til vore
Pligter kalder os ind igjen. Dernæst bør vi erindre, at det er til Skade
for Figurens Skjønhed saavelsom for Helsen, at lade den øvre Del af
Kroppen synke sammen, og naar den Øvelse at gaa ret er blevet en Vane,
kan vi ophøre at tænke derpaa.
Andre Maader at udvide Brystkassen paa findes ogsaa, f. Eks. Brugen af
Armvægter, Roning, fritstaaende Gymnastik osv.

OTTEOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Midjen; Faren ved Snøring._
En smal Midje er ingen sand Type paa Skjønhed. Den naturlige og
behagelige Figur, som vi ser hos Venus fra Milo, fremstiller ingen
saadanne Konturer. Vi ler af de kinesiske Kvinder, som klemmer sammen
sine Fødder og vansirer dem; men hvad skal vi sige om de dannede Damer i
vort eget Land, der handler endnu mere naragtigt, naar de klemmer sammen
selve Livsorganerne ved at bruge trange Snørliv rundt Midjen?
Naar Legemsorganerne paa denne Maade presses sammen, hindres de fra
at udføre sit naturlige Arbeide, og Følgen deraf bliver, at der ikke
alene opstaar almindelig Sygelighed, men der fremkaldes ofte alvorlige
Beskadigelser. Snøring er altid blevet forkastet af medicinske
Autoriteter. Eiendommelig nok kan denne Uvane paavises saa langt tilbage
i Tiden som 316 f. Kr., idet den berømte Læge Hippokrates meget skarpt
klandrede sin Tids Damer, fordi de snørede sammen sine Ribben, saa
Aandedrættet hemmedes. Vor Tids Læger hæver atter og atter sin Røst mod
dette Onde, men Damerne vender altid det døve Øre til.
Dr. T. G. Thomas, som er en fremstaaende Autoritet paa Kvindesygdommenes
Omraade, siger: «Den Klædedragt, som Kvinderne nu for Tiden bærer,
har stor Tilbøielighed til at bevirke Sygdomme i Underlivet. For at
Aandedrætsorganerne skal kunne virke frit, maa Brystet frit kunne bevæge
sig, og specielt er dette nødvendigt, hvad angaar den nedre Del af
Brystkassen, hvor de vigtige Respirationsorganer har Sæde.»
En anden Autoritet er Dr. Samuel Kennedy, som siger: «Denne forfærdelige
Sygdom, (Kræft i Brystet) saavelsom 25% af alle Brystsygdomme kommer
af Snøring, og det samme gjælder Blegsot og Hjertefeil af forskjellige
Slags, ligesom ogsaa mange Rygradslidelser. Derfor burde det anstilles
et Korstog mod dette Onde, som truer Kvindens Vel over hele Jorden, og i
dette Tog skulde alle Læger, Forældre Ægtemænd og Brødre forene sig.»


SYVENDE DEL.
Hænder, Negle, Arme og Fødder.

NIOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Hændernes Pleie._
Hændernes og Neglenes Tilstand angiver i Regelen hvilken Samfundsstilling
en Person indtager. Grove og skrubbede Hænder er visselig ikke noget,
man behøver at skamme sig over, da de bliver saadanne af ærligt Arbeide,
men ikke desto mindre tror jeg, at Arbeiderne mangen Gang kunde være i
Besiddelse af smukkere Hænder, hvis de lagde mere an paa at pleie dem og
holde dem rene.
Idealet af en Haand bør være en smal, men samtidig fyldig Form, hvid Hud,
men ikke af livløs Hvidhed og Fingrene bør smalne af mod Neglene.
Naar Hænderne er blevet grove af Arbeide, kan dette hjælpes paa ved Omhu
og Pleie. At bruge regelmæssig Handsker bidrager meget til at gjøre
Hænderne myge og hvide. Et godt Middel for Hænderne er en Blanding af
lige Dele Citronsaft og Glycerin med en liden Tilsætning af Boraks.
Vær altid forsigtig med den Sæbe, som anvendes. Sæbe, som indeholder
meget Soda, er ofte Aarsagen til at Huden er haard eller tør. Hænderne
rengjøres lettere med varmt end med koldt Vand, men de bør altid efterpaa
skylles med koldt Vand. Sprukne Hænder behandles bedst ved, at man gnider
dem med et Stykke Citron. Til at borttage Blækflekker af Huden er intet
bedre end at bestryge dem med Salmiakspiritus.

FEMTIENDE KAPITEL.
_Neglenes Pleie._
Neglene, som spiller en vigtig Rolle i Hændernes Skjønhed, bør være af
oval Form, lidt gjennemsigtige og af en bleg, lyserød Farve. De bør
hverken holdes for lange eller klippes for korte, da Fingerspidserne
behøver Beskyttelse for ikke at blive haarde eller for afstumpede. Det er
en daarlig Vane at skrabe Neglenes Overflade eller at klippe bort Kanten
af Negleroden. En Neglebørste er det bedste, man kan anvende for at holde
Neglene i god Stand. Et udmærket Middel til at gjøre Neglene hvide er
følgende Blanding:
Fortyndet Svovlsyre 15 Gram, Myrratinktur 7 Gram, Kildevand 120 Gram.
Gjør først Neglene rene med Sæbe og dyp derpaa Fingrene i Opløsningen.

ENOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Armens og Haandleddets Pleie._
En Dame med magre Hænder og knoklede Haandled frembyder et sørgeligt,
for ikke at sige løierligt Syn, naar hun er balklædt. For at Armene skal
faa et vakkert Udseende, maa de ogsaa have stærke Muskler. «Magre Arme
tyder paa daarlig Helbred og nedsatte Kræfter,» siger M. Charles Blanc,
en berømt fransk Autoritet, i en Udtalelse om Klædelighed. Gymnastik er
det bedste Middel for tilbørlig Udvikling af Armene, og intet overgaar
i denne Henseende Brugen af Armvægter eller Roning. En smukt bygget Arm
bør lidt efter lidt aftage i Omfang fra Akselen til Haandleddet, og
Haandleddet bør være tyndt, men uden Tegn til at være knoklet.
Mange moderne Damer pleier at lade sine Arme «polere» inden de gaar paa
Bal. Denne Poleringsproces bestaar i grundig at indgnide Huden med en
Blanding af Glycerin og Rosenvand og derpaa indsmøre den med Coldcream,
som bliver siddende i et Kvarters Tid og derpaa fjernes med et Stykke
mygt, hvidt Flonel. Armene gnides siden grundigt med Toiletpudder.
Behandlingen pleier at have en meget forskjønnende Virkning paa Huden.

TOOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Føddernes Pleie._
Af alle Legemets enkelte Lemmer er i Regelen Fødderne de, som volder mest
Besvær; faa er de Personer, som ikke paa en eller anden Maade lider paa
Grund af dem.
For trangt og daarligt siddende Skotøi er de almindeligste Aarsager til
saadanne Plager som Ligtorne, store Ledknuder og indgroede Negle. Undgaa
«velformede», spidse Sko, der klemmer Fødderne sammen som de kinesiske
Bandager, og som er virkelige Torturredskaber for de, der bruger dem.
Næst for trangt Skotøi er daarligt passende Strømper den væsentligste
Grund til ømme Fødder, og man bør altid have Strømper med saa faa Sømme
som muligt. Det ypperste Middel til at holde sine Fødder i god Stand er
at bade dem ofte med varmt Vand, i hvilket man har lagt en Haandfuld
Salt. Det er specielt velgjørende for dem, som lider af ømme og trætte
Fødder.

TREOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Føddernes Sygdomme og deres Behandling._
Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er
beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende
Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme
Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring
har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste
Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor
medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted
at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk,
indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som
Ligtornen.
En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som
behandles virksomst ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af
Fødderne maa undgaaes.
Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at
Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at
forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at
udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et
godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.
I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin
ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf,
bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning
af Salmiak eller Klorkalk.
Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle.
Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs
efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det
indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede
Tær.


OTTENDE DEL.
Kunsten af en Persons Ansigtstræk at kunne slutte sig til hans Karakter.

FIREOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvad forstaaes ved Fysionomik?_
Det er sagt, at «Ansigtet er en aaben Bog.» En Person kan ikke være en
Skurk uden at vise det. Hvor meget han end søger at forstille sig, maa
dog de daarlige Træk undertiden vise sig i hans Ansigt. Fysionomiken
er den Kunst eller den Videnskab, som lærer os at læse i denne det
menneskelige Ansigts aabne Bog. «Kjend dig selv,» siger den navnkundige
Solon, en af Grækenlands syv Vise. Men Fysionomiken sætter os ikke alene
istand til at udøve Selvkundskab, men ogsaa til at kjende andre, hvilket
under mange Forhold i Livet kan være til umaadelig stor Nytte. «Mennesket
selv bør udgjøre Emnet for Menneskeslægtens fornemste Studium.»
Den store Fysionomist Lavater siger i sine Arbeider: «Jeg lærer ingen
Sortekunst, ingen unaturlig Videnskab, hvis Hemmelighed jeg burde have
skjult, og som skader tusen Gange mere, end den kan gavne, og som
følgelig er vanskelig at opdage. Jeg lærer kun en Videnskab, som baade
er almindelig kjendt og paatagelig, og jeg fremlægger mine Følelser og
Iagttagelser samt Resultaterne af dem. Man burde aldrig glemme, at det
ydre Udtryks Hensigt just er at vise, hvad der tildrager sig i Sjælen, og
at hvis man vilde berøve os denne Kilde til Kundskab, vilde man derved
bringe os ned til fuldstændig Uvidenhed; at ethvert Menneske af Naturen
har et vist Maal af fysionomisk Instinkt, ligesaa vist som ethvert
velskabt Menneske er født med to Øine, at alle Mennesker i Omgangen med
hverandre trækker fysionomiske Slutninger, alt eftersom deres Omdømme
er mere eller mindre klart, at det er velkjendt, at de fleste Mennesker
efter sin Omgang med andre trækker Fordel af det Kjendskab til andre, som
allerede det første Blik giver, og at samme Forhold har fundet Sted længe
inden dette Spørgsmaal kom under offentlig Debat.»

FEMOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form._
«Det er noksaa besynderligt,» sagde den store Napoleon, «men naar jeg
ønsker udført et Arbeide, som kræver et klogt Hoved, saa vælger jeg
helst en Mand med stor Næse, forudsat at han forøvrigt har de nødvendige
Forudsætninger. Mine Iagttagelser af Personer har altid vist mig, at en
stor Næse og et godt Hoved altid hører sammen. Jeg synes bedst om en
Mand med en tilstrækkelig udformet Næse.» Det er bemærkelsesværdigt, at
næsten alle store Folkeledere har havt store Næser, især Ørnenæser og
romerske Næser. Lavater bemærker, at smaa Næsebor sædvanligvis er Tegn
paa Forsagthed og liden Foretagsomhed. De vidt aabne Næsebor derimod er
et ligesaa sikkert Tegn paa Følsomhed, der let kan udarte til Særhed.
«Den rette græske Næse,» siger en anden Forfatter, «antyder en forfinet
Karakter, Kjærlighed til de skjønne Kunster, Sluhed, List og større
Tilbøielighed til at handle indirekte end direkte.»
«En Næse med skarp Ryg,» skriver Tagliacossi, «viser Tilbøielighed til
Vrede; en tyk og nedtrykket Næse antyder lastefulde Tilbøieligher;
en stor, solid og but Mæse er Tegn paa Mod og Djervhed; en krum Næse
(Ørnenæse) viser et kongeligt og ædelmodigt Sind, medens en kroget Sjæl
aabenbarer sig ved en Næse, som er bøiet til den ene Side.»
Enkelte Mennesker har Papegøienæser og er, ligesom Papegøierne selv,
store Pratmagere.

SEKSOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes, Tændernes og Hagens
Form._
«Som Læberne er, saaledes er Karakteren,» siger Lavater. «Faste Læber,
fast Karakter; svage, rødlige Læber og svag, letbøielig Karakter. Godt
skaarne, store og forholdsmæssige Læber, som paa begge Sider har samme
Runding, kan vel antyde Tilbøielighed til Nydelse, men de paatræffes
aldrig hos et daarligt, lavt, tarveligt, falskt, krybende, lastefuldt
Ansigt. En Mund uden Læber, som blot viser en Streg, antyder Kulde, Flid,
Sans for Orden, Nøiagtighed og Sparsomhed, og hvis den hæver sig ved
begge Mundviger, viser den Tilgjorthed, Fordringsfuldhed og Ondskab.
Meget tykke Læber staar altid i Forbindelse med Sandselighed og Sløvhed,
og gjennemskaarne, skarpt tegnede Læber med Ængstelse og Gjerrighed.
Rolige Læber, tæt sluttede uden at være sammenpressede og skarpt
skaarne er et sikkert Tegn paa Omtænksomhed, Takt og Fasthed. En noget
overhængende Overlæbe betegner sædvanlig Godhed. Har Underlæben et Søk i
Midten, aabenbarer det Fantasirigdom. En lukket, ikke tynd eller tilgjort
Mund viser Mod og Tapperhed.
Lange Tænder er Tegn paa Svaghed og Sagtmodighed. Hvide, rene, vel
placerede Tænder, der vises straks Munden aabnes, men som ikke skyder
sig frem og heller ikke viser sig helt og holdent, paatræffes aldrig hos
voksne Personer, uden at de er gode, kloge, ærlige, oprigtige og trofaste.
Spids Hage ansees sædvanlig som Tegn paa Sluhed og List, men der findes
mange agtværdige Personer med en saadan Hage. Den fede Dobbelthage viser
sædvanlig en Godfjot, og den kantede Hage paatræffes sjelden uden hos
forsigtige, velvillige, bestemte Personer. En flad Hage betyder Kulde og
Tørhed, liden Hage Frygt og rund Hage med Søk i, Velgjørenhed.»

SYVOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene._
«Blaa Øine,» siger Lavater, «er i Regelen mere betegnende for Svaghed,
Sygelighed og Efterladenhed end brune og sorte. Det er sandt, at mange
kraftige Mennesker har blaa Øine, men man finder dog mere Styrke,
Mandighed og Eftertanke i Forbindelse med brune Øine end med blaa.»
«Personer med graa Øine,» siger Dr. Leask, «er i Almindelighed skarpe,
kraftige og i Begyndelsen kolde, men man kan forlade sig paa deres
Sympati under en virkelig Sorg. Søg blandt Menneskehedens Velgjørere og
du vil give mig ret.» «Sorte Øine,» siger Buffon, «viser i Almindelighed
Sundhed, et fast Sindelag, ikke vaklende, men modigt, sandt og ærligt.
Nærsynthed aabenbarer den dygtige Planlægger og den forslagne Handlingens
Mand. Smaa og dybtliggende Øine viser Djervhed, naar der er Spørgsmaal
om Modstand, Intriger og Rænkespil samt Evne til at udholde store
Lidelser. Store Øine kjendetegner en gjerrig Mand, især hvis de er meget
udstaaende. Øine, som er i stadig Bevægelse, antyder Kortsynthed, Frygt
og Bekymring. Røde Øine betegner Mod og Styrke. Klare Øine, som bevæges
langsomt, viser Helten, som djerv og godmodig, udfører store Gjerninger
og frygtes af sine Fiender.»
«Øienbrynene,» siger Quintilianus, «giver delvis Øinene deres Form. Ved
dem sammentrækkes, hævss eller sænkes Panden. Vrede viser sig naar de
sammentrækkes, Sorg naar de sænkes og Munterhed naar de udjevnes.» «Jeg
har aldrig truffet paa en dyb Tænker,» siger Lavater, «eller en tapper
og klog Mand, med svage, høie Øienbryn, som i nogen Grad deler Panden i
to. Svage Øienbryn viser Flegma og Svaghed, endskjønt mange koleriske
Mennesker har det; men denne Svaghed i Øienbrynene er en Formindskelse i
Kraft og Ild. Jo nærmere Øienbrynene ligger Øinene, desto alvorligere,
dybere og fastere er Karakteren; jo fjernere fra Øinene, desto mere
flygtig, letbevægelig og lidet foretagsom.»

OTTEOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens Form._
«Hovedets ydre Form,» siger Huart, «er som den bør være, naar den
ligner en hul Kugle, som er noget indtrykket paa Siderne, samt noget
fremskydende i Panden og Nakken. En specielt flad Pande eller tver
Afslutning i Nakken, er ingen gode Tegn paa Klogskab. Men et godt Tegn
er det, naar en liden Person har et stort Hoved og en høi Person har et
nogenlunde lidet Hoved.»
«Vi kan,» siger Lavater, «dele Panderne, seet i tre Hovedklasser:
de bagoverhældende, de lodrette og de fremskydende. Enhver af disse
Klasser har en Mængde Variationer. Jo længere Panden er desto større
Begavelse findes der, men desto mindre Handiekraft; jo mere sammentrykt,
kort og fast Pande, desto mere Koncentration, Fasthed og Stadighed
findes der i Karakteren; jo mere jevnt krum Profilen er, desto ømmere
og bøieligre er Karakteren; jo rettere, desto mere ihærdig og streng.
Fuldstændig Lodrethed fra Panden til Øienbrynene viser Mangel paa
Forstand. Fuldstændig Lodrethed med en svag Bue i Overkant viser udpræget
Tilbøielighed for kold, rolig og dyb Tænkning. En fremskudt Pande
viser Svaghed, Umodenhed og Dumhed. Bagoverheldende Pander betyder i
Almindelighed overlegen Fantasikraft, Kvikhed og Skarphed. Pander med
mange udstaaende Knuder viser Fasthed, Haardhed, stærk Viljekraft og
Udholdenhed. Øine med vel tegnede, bestemte og faste Buer forekommer kun
hos ædle og store Mænd. En blaa «_vena frontalis_»[1] i Form af en Y og
forenet med en aaben, jevn, hvælvet Pande, aabenbarer overordentlige
Naturgaver og en ædelmodig Karakter.»
[1] Ansigtsblodaarer, som tegner sig paa Panden, en paa hver Side,
løbende næsten lodret, noget paaskraa ovenfra, indad mod den indre Ende
af Øienbrynet.
L--u.

NIOGFEMTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og Beskaffenhed._
«Lyst, fint, gjennemsigtig Haar,» siger en tysk Fysionomist, viser altid
en svag, ømtaalig, pirrelig eller ogsaa en forsagt og let fortrykt
Karakter. Det sorte, krøllede Haar vokser aldrig paa et ømtaaligt,
marvfyldt Hoved. Liden Irritabilitet følger med kort, haardt, krøllet
Haar, men mest med det linfarvede og det fine. Lyst Haar betegner sjelden
uhæderlige Egenskaber, hvilket ofte er Tilfældet med mørkebrunt eller
sort i Forbindelse med lyse Øienbryn. Mænd med langt Haar er altid mere
kvindelige end mandlig.
Aristoteles siger: «Ligesom svagt Haar er Tegn paa en Rædhare, saaledes
er et stærkt Haar Tegn paa Mod. Dette passer ikke alene paa Mennesker,
men ogsaa paa Dyr. De ræddeste blandt Dyrene er Raadyret, Haren og
Faaret, og disses Haar er svagere end andre Dyrs. Løven og Vildsvinet er
de modigste, hvilket viser sig i deres overordentlig stærke Haar.»


Andet Afsnit.
Sundhed og et langt Liv.


NIENDE DEL.
Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.

SEKSTIENDE KAPITEL.
_Sjælens Magt over Legemet._
Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort
Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft,
som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.
«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand,
og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand;
heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets
Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det
er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig
Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske have lagt Mærke
til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet
forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev
rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en
Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»
Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien
har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller
fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved
meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge
at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem.
«Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke
kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom
Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage
midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes
Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som
Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem
han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig
Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for,
komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at han slap Grinden
efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham,
hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive
knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller
Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde
ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af
Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som
jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa
den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte
mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den.
Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en
halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring
omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt
en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele
Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»
Et lignende Tilfælde omtales i _Carter on Pathology and Treatment of
Hysteria_. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung
Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev
saa overvældet af Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst
Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet
Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun
klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han,
at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var
ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt
i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og
Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»

ENOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet._
Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden
Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at
passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres
største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis
saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke
Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man
i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens
Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller
til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.
«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager
dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i
Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan
man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer.
Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende
Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke
Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis
man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar
Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»
Dr. W. B. Carpenter siger i sin “_Principles of Menthal physiologi_”
følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af
Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til
at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i
Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved
at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring