Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 5

blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med
Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil
om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler
ved ubehagelige Fornemmelser.»

TOOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Sjælens Indflydelse paa Sygdommes Helbredelse._
Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en
Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept,
som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten
Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og
med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke
lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket
Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at
komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja,
aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig
den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg
skulde gjøre.»
Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved,
eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.
Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som
overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra
Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af
Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner.
I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning.
Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse
af Menneskenes Sygdomme.
Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry
Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr.
Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes
var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel
mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere
med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen,
førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at
undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse
om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist om
Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret
mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i
et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende
Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor
fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men
bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme
Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet
Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.

TREOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes Bekymring dræber._
Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden
Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog,
dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære
Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring,
berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant
bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber,
hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa
Fortrædeligheder.
At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst
Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens
seirende Magt.
«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede
Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske
overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke
tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager
ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og
vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde,
at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor
Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at
det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i
denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde
Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som
ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade.
De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det
kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»

FIREOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden._
Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge,
Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den
mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud
med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved
at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes
Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud
næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren,
Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver
sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større
Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af
Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner hos Barnet.
Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt
ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være
bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere,
hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.
Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden
pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne,
og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune,
holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig
Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være
legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.

FEMOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Latter som Medecin._
Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med
godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende
Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en
Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere
velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin.
Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk,
Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle
Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang,
befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne,
samt forhøier Livskraften i alle Retninger.
Man har mange Eksempler paa, at Mennesker er blevet helbredet af
alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes
to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et
ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne,
at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet,
hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en
Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige
Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade
Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa
Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik.
Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med
Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham
at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder
faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og
Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af
Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han,
at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han
aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort
Tid var begge oppe og friske.
Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis
et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»

SEKSOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et
ungdommeligt Udseende._
Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet
sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens
Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler
mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig
bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget
større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den
store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet
ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.
Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af
mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end
de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som
ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i
Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt
Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et
Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa
det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange
ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser
og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker
bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle
kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed
og Kraft.
En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for
mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt
at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg
pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig
som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun
var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame
blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.


TIENDE DEL.
Diætens Indflydelse paa Helbreden.

SYVOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Fordøielsens Vidunder._
Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold,
er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden,
hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt.
Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for
de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre
Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i
Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget,
rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i
Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin Vei til Mavesækken.
Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig
Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som
afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne
afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler
den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver
meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig
Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring
med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og
presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af
Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes
Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod
lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den
Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet,
medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og
Endetarmen og tilslut forlader Legemet.

OTTEOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Kunsten at tygge._
Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i
høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som
sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse.
Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den
er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al
Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i
Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone
tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han
tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.

NIOGSEKSTIENDE KAPITEL.
_Maaltidernes Indflydelse paa Sundheden._
«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk
Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred.
Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar
Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem
de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et
vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For
at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa
mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre
Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end
tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi
spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os
friske og stærke.

SYTTIENDE KAPITEL.
_Hvorledes man faar god Appetit._
God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet
os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som
aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind,
men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis
man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider.
De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag
Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være
i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen;
den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst,
naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile.
Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden
Regel, der bør følges af dem, som ønsker at skaffe sig god Appetit, er
aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag
ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop
Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.

ENOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen._
Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa
Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan
næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget
f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende.
Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig
ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad
end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget
mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer
paa Bekymringer, altid er magre.
«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og
nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er
let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller
har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»
Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre
Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde
at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande,
medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i
Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed,
kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.

TOOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Forskjellige Fødemidlers Indflydelse paa vore Lidenskaber og
Tilbøieligheder._
At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ,
er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør
det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore
Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre
Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser
meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end
de, som sjelden faar animalsk Føde.
Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor
ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en
Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»
Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle,
han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller,
Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.
Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i
sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste
Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos
Mysterier.»
Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste
Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder,
finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende
Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er
vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt
Sindelag.

TREOGSYTTIENDE KAPITEL.
_De skadelige Virkninger af Overmættelse._
Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget
end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af
enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder
daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere
Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men
Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning
er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem
Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en
Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige
Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har
tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at
fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen
fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid
for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa
samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i
Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske
Fordøielsessafter.
Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker,
hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier
og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.
Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine
færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige
Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles
mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.

FIREOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Drikke til Maden._
Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten
er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette
udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer
Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved
Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens
Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres
Legeme taaler.
At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke
ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager
mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver
Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den
andre Stoffe, som Legemet behøver.
Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende
Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med
det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl,
The, Kaffe osv.»

FEMOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Omtrentlig Tid for de vigtigste Fødemidlers Fordøielse._
Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at
studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske
Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte
sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i
Fordøielsen.
Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler
behøver for at fordøies
Timer Min.
Ris, kogt 1 00
Æg, vispede 1 30
Ørret, stegt 1 30
Æbler, søde, raa 1 30
Vildt, kogt 1 30
Sago, kogt 1 45
Korn, kogt 2 00
Melk, kogt 2 00
Lever (Okse) ristet 2 00
Æg, ferske, raa 2 00
Æbler, sure, raa 2 00
Melk 2 15
Æg, stegte 2 15
Gaas, stegt 2 30
Kalkun, stegt 2 30
Sukkerbrød 2 30
Frikassé, varm 2 30
Flødekage 2 50
Æg, blødkogte 3 00
Oksesteg 3 00
Faarekjød, kogt 3 00
Bønnesuppe 3 00
Hønsesuppe 3 00
Flesk, salt, kogt 3 15
Faaresteg 3 15
Brød, 3 15
Smør 3 30
Ost, gammel 3 30
Brød, nybagt 3 30
Poteter, kogte 3 30
Æg, haardkogte 3 30
Mais, kogt 3 45
Bønner, kogte 3 45
Laks, salt, kogt 3 45
And, stegt 4 00
Kalvesteg 4 30
Kaal, kogt 4 30
Flesk, stegt 5 15
Nyretalg (Okse) stegt 5 30

SEKSOGSYTTIENDE KAPITEL.
_De forskjellige Fødemidlers forskjellige Næringsværdi for Legemet._
Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de
forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder
sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel
Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end
andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe
Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og
danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens
Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den
store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i
100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens
i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg. kun 7 Kg.
kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23
Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende
Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og
12 Kg. varmedannende Stof.
Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste
Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne
Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun
frembringer Varme.
=============================================================
|Kjøddannende|Varmegivende| Vand |Mineralholdige
Fødemidler |Bestanddele |Bestanddele |i Pct.| Stoffe
| i Pct. | i Pct. | | i Pct.
-------------+------------+------------+------+--------------
Ost | 31 | 25 | 39 | 5
Tørre Erter | 23 | 60 | 14 | 3
Kogt Kjød | 22 | 14 | 63 | 1
Havremel | 17 | 69 | 11 | 3
Kornmel | 14 | 68 | 16 | 2
Fisk | 14 | 7 | 78 | 1
Hvedemel | 13 | 66 | 20 | 1
Maismel | 11 | 73 | 13 | 1
Kakaobønner | 10 | 86 | 1 | 3
Flesk | 8 | 63 | 28 | 1
Brød | 7 | 49 | 42 | 2
Ris | 7 | 92 | 42 | 1
Grønne Erter | 7 | 36 | 54 | 3
Melk | 5 | 8 | 86 | 1
Sago | 4 | 82 | 13 | 1
Poteter | 2 | 23 | 74 | 1

SYVOGSYTTIENDE KAPITEL.
_Hvori en sund Diæt bestaar._
«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling
af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg
om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa
Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at
Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag
og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske
og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han
tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder
han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at
sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig
for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan
beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt
dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid
til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til,
Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra
hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved
ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige
Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en
ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»
Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog
en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde
er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til
den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere
end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet
for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i
Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en
ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor
tidlig Grav.»
Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige
diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde
undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige
Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer.
Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner,
men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige
Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og