Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 3

forsaavidt man ikke modvirker Luftens Tørhed ved Fordampning af Vand.
Et udmærket Botemiddel mod Rynker er Anvendelsen af Coldcream, som før
er omtalt i Forbindelse med Teinten. Ansigtet bør først vaskes godt rent
med varmt Vand og derpaa tørres med et grovt Haandklæde. Medens Ansigtet
endnu er varmt, tager man lidt Coldcream og gnider det over Ansigtet til
den er aldeles indgneden. Femten Minutters Gnidning er ikke formeget.
Gnid altid i Retning opad mod Ørene og Issen. I Frankrige er denne Maade
at udslette Rynker paa, meget anvendt, og mange Damer har dette Middel at
takke for Muligheden af at modstaa Tidens Herjinger.

FEMOGTYVENDE KAPITEL.
_Vorter, Kopar osv._
Vorter er smaa, haarde Udvækster, der optræder paa Yderhuden. De har
i Almindelighed en konisk Form og sædvanlig en mørkere Farve end den
omgivende Hud. Disse smaa Tingester vokser meget langsomt og faar sin
Næring fra Læderhuden over hvilken de ligger.
Vorter er i Almindelighed vanprydende, isærdeleshed naar de sætter sig
paa fremstaaende Dele af Ansigtet. Man ser af og til en saadan paa
Næsetippen af en Dame, og man maa indrømme, at den virker alt andet
end smukt. Behandlingen af Vorter bestaar, efter Sir Erasmus Wilson, i
at bortskrabe den tørre og haarde Hud fra Vortespidsen og saa bestryge
denne med en liden Draabe Eddiksyre. Men man maa være varsom, at ikke
Eddiksyren render ned paa den omgivende Hud hvor den foraarsager
Inflammation og heftig Smerte Operationen foretages en eller to Gange om
Dagen, og man kan efterhaanden skrabe Vorten, indtil Ondet er helbredet.
Det Øieonde, som er kjendt under Navnet Hordeohun eller Sti, er ikke
alene mindre pent af Udseende, men er ogsaa ofte meget plagsomt. Endel
Mennesker faar let Sti og lider meget, ved at den optræder saa hyppigt.
Til Behandling af dette Onde forordner mange medecinske Autoriteter
Anvendelse af Grød og Badning med varmt Vand. Men Dr. Louis Fitzpatrik
offentliggjorde engang i det medecinske Tidsskrift _Lancet_ en Artikel om
Sti, hvori han sagde, at han efter lang Erfaring var kommet til, at det
bedste var en Lokalbehandling med Jod. Denne Behandling hæmmer kraftigt
Stiets Udvikling, medens Grød ofte befordrer den. Man bør holde ud
Øielaaget med Tommel- og Pegefingeren, medens man med en liden Pensel af
Kamelhaar bestryger Stiet med Jod.
Koparrede Ansigter paatræffes nu forholdsvis sjelden, takket være
Vaksinationen i Forbindelse med de bedre sanitære Forhold i Byerne. I
vore Forfædres Dage derimod, var det et meget almindeligt Syn at se
Mennesker, som var uhyggeligt vansirede af Kopper. Denne Plage er dog
ikke helt og holdent uddrevet, og man møder undertiden Mennesker, som
har faaet sit vakre Udseende ødelagt af den ubehagelige Sygdom. Ved
Elektrolyse kan man betydelig formindske de stygge Kopar, om man end ikke
helt og holdent kan udslette dem. Men Operationen er ganske dyr, da den
maa udføres af meget dygtige Specialister.

SEKSOGTYVENDE KAPITEL.
_Generende Haarvækst._
Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse
hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar
det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De,
som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet,
thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del
Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf
skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor
ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:
Ulæsket Kalk 400 Gram
Potaske 60 --
Svovellever 60 --
Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret
maa afklippes nær Huden, hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt
Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.
For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og
virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.

SYVOGTYVENDE KAPITEL.
_Ond Aande, dens Aarsag og Behandling._
Endskjønt ond Aande ikke er en Ansigtssygdom, har den dog stor
Indflydelse paa Skjønheden. En Rose kan have et smukt Udseende, men hvem
vilde bryde sig om den, hvis den havde en ubehagelig Lugt. Ond Aande kan
opstaa ved en af følgende Grunde: Daarlige Tænder, en sygelig Tilstand i
Mundens, Svælgets eller Mavens Slimhinder, Benforraadnelse i Mund eller
Næse, samt ufordøiet Mads Forbliven i Maven.
Dersom den ubehagelige Lugt beror paa Mavens Tilstand, kan den fjernes
ved Fortæring af afførende Føde. Dersom den skriver sig fra en eller
anden lokal Aarsag, saasom daarlige Tænder eller en sygelig Tilstand i
Munden, kan den formindskes ved Gurgling. Det skal mærkes, at mange
Menneskers Aandedræt er ubehageligt, uden at man kan spore Aarsagen
dertil. Hos Kvinderne er Aandedrættet ofte daarligt under visse Perioder,
men dette forsvinder efterhaanden.


FJERDE DEL.
Haarets Betydning.

OTTEOGTYVENDE KAPITEL.
_Haarets Sammensætning og Vækst._
Den berømte Fysiolog Malpighi sammenligner Haaret, slig som det vokser
paa Hovedet, med en Plante i en Blomsterpotte. Ethvert Haar paa Legemet
bestaar af et hult Rør, som vokser ret ud fra en under Huden liggende
Haarrod. Haarets Farve afhænger af Farvestoffe inde i Røret, og sin
Glands faar det ved Afsondring af et oljeagtigt Stof fra endel smaa
Fedtkjertler omkring Roden. Hver Flek af Huden, med Undtagelse af
Hændernes Indside og Fodsaalerne, er af Naturen bestemt til Haarvækst,
men i de fleste Tilfælde er de saa fine og korte, at de paa den største
Del af Legemet er næsten usynlige.
Den almindelige Længde af et Kvindehaar varierer mellem 90 og 100
Centimeter. Sir Erasmus Wilson har regnet ud, at Haaret vokser halvanden
Linie om Ugen, hvilket vil sige omtrent 17 Centimeter om Aaret, saaledes
at en Olding paa otti Aar har ladet elleve Meter Haar falde for
Haarskjærerens Saks. For nøiagtig at kunne bestemme Haarets Tykkelse har
Sir Erasmus Wilson maalt Diameteren af mere end to tusen Haarstraa, som
havde tilhørt 30 forskjellige Personer. Paa Grundlag af disse Maalinger
har han fundet, at Tykkelsen varierer mellem 1/1500 og 1/400 Tomme; de
fineste varierer mellem det første Maal og 1/500 og de groveste mellem
1/400 og 1/140. Denne berømte Hudspecialist har endvidere beregnet, at
der findes 1000 Haarstraa paa en Kvadrattommes Overflade og 120000 paa
Hovedet. Et stort Hoved med tæt Haarvækst kan have lige til 200000 Haar.

NIOGTYVENDE KAPITEL.
_Haarets Affalden og Botemidlet derimod._
Haarets Affalden foraarsager ofte Bekymring hos dets Eier, og den Tanke
opstaar let, at man vil blive skaldet. Men i de fleste Tilfælde, især
hvis det indtræffer tidligt om Vaaren eller Høsten, har man ingen Grund
til at frygte for et stadigt Tab af Haar. Grunden til at Haaret falder
af, er at det er for tungt for Roden. Dersom Haaret faar vokse frit,
opnaar det en vis Længde og falder derpaa af, paa samme Maade som Fuglene
skifter Fjær og Pattedyrene bytter Pels. De affældte Haarstraa erstattes
af nye, som vokser ud af de samme Rødder. Selv om Haaret klippes og
holdes passe langt, indtræder ofte denne Proces.
Paa den anden Side kan Haarets Affalden have sin Grund i, at Rødderne
faar for lidet Næring, hvilket igjen er Følgen af en eller anden
Hudsygdom, eller det kan bero paa en almindelig Svaghedstilstand. Naar
Haaret viser Tilbøielighed til at falde af, er det klogt at lade det
klippe af ofte. Champonering er ogsaa udmærket til at styrke Haaret.
Rødderne egges derved til forhøiet Virksomhed, da Blodet derved føres til
Issens Overflade. Et godt Middel til Befordring af Haarvækst er følgende,
der er kjendt under Navn af Sir Erasmus Wilsons Opløsning:
Eau de Cologne 60 Gram
Spansk Fluetinktur 15 --
Lavendelolje 10 Draaber
Opløsningen skal gnides ind paa Hovedet en eller to Gange om Dagen i
længere Tid, men hvis Hudløshed indtræder, maa man ophøre dermed nogen
Tid eller foretage Indgnidningen med større Mellemrum.

TRETTIENDE KAPITEL.
_For tidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og Botemiddel._
Skaldethed har man kaldt en Civilisationens Sygdom, eftersom den aldrig
forekommer blandt uciviliserede Folkeslag. Det er en Eiendommelighed, at
Mænd lider mere af denne Sygdom end Kvinder, hvilket uden Tvil kommer af
Ulighed i Forhold og Beskjæftigelse. En af de fornemste Grunde hertil er,
at Mændene bærer tunge, tætsluttende Hatte. Disse trykker paa Blodkarene
og hindrer Haarrødderne at faa sin rette Næring. Brugen af Huer kan ogsaa
fremkalde en lignende Virkning, da de danner en tæt Hovedbedækning, som
ikke Naturen fordrer, og derved foraarsages en Forslapning og Udtørring
af Haarrødderne. En anden Grund til Skaldethed er stadigt Ophold i for
varme og af Gas oplyste Rum. Andre vigtige Faktorer ved Haarets for
tidlige Affalden er Sindsuro, for megen Ængstelse, overdreven Læsning,
Lidenskaber og Sorg. Foruden alle disse Grunde til Haarets Affalden kan
mange andre nævnes, saasom Uorden i Maven, almindelig Svaghed, Flas,
stadig Tobaksrøgning, stærke Drikke, Nattevaagen og uregelmæssige Vaner.
Der findes uheldigvis ingen Hjælpemidler for Skaldethed, som kommer af at
Haarrødderne er blevet ødelagte, hvilket i Almindelighed er Tilfældet med
alderstegne Personer. Men om Haartabet indtræder i tidligere Aar, behøver
man ikke at fortvile, hvis man anvender rigtig Behandling. Hvis Ondet
har sin Grund i nogen af de før omtalte Forhold, maa disse forandres.
Hvis den, som lider af Haaraffald, har en svag Helse, kan han med Fordel
tage Levertran eller en Opløsning af Jern og Kinin. Til udvortes Brug er
efter min Erfaring en Opløsning af Parafin særdeles velgjørende, og er
ofte blevet anvendt med Fordel, naar alle andre Midler har slaaet feil.
Opløsningen bestaar af:
Parafinolje 1½ Deciliter
Lavendelolje 10 Draaber
Spansk Fluetinktur 7 Gram
Opløsningen maa før den anvendes ristes godt, og lidt af den gnides ind i
Haarrødderne hver Morgen og Aften.
Den berømte pastor John Wesley forordnede at gnide den skaldede Del af
Hovedet hver Morgen og Aften med en raa spansk Løg, indtil Huden bliver
rød, samt derpaa bestryge Stedet med lidt Honning. Jeg har imidlertid
ikke kjendt nogen, som har havt Mod til at prøve Kuren.

ENOGTRETTIENDE KAPITEL.
_For tidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse og Botemiddel_
Vore Forfædres Haar graanede først i en langt fremskreden Alder, medens
det nutildags slet ikke er usædvanligt at se middelaldrende, ja til og
med unge Personer med Sølvtraade i Haaret.
Fortidligt graanende Haar har i de fleste Tilfælde sin Oprindelse i en af
de Grunde, der i foregaaende Kapitel angives for fortidlig Skaldethed.
Aandelig Anstrengelse i Forbindelse med et stillesiddende Liv er maaske
det, som mest bidrager til at gjøre Haaret hvidt. Undertiden kan man
ogsaa spore en lokal Aarsag, for Eksempel Flas eller Nevralgi, hvorved
Feilen ligger i de Nerver, som behersker Næringsprocessen. Enkelte
Mennesker (de saakaldte Albinos) er hvide fra Fødslen af, hvilket har sin
Grund i Mangel paa Farvestof i Haaret. En heftig Sygdom kan undertiden
gjøre, at Haaret bliver graat, men under saadanne Omstændigheder hænder
det ofte, at Farven vender tilbage igjen med fuld Helbredelse. Der findes
mange paalidelige Eksempler paa, at Haaret er blevet hvidt paa Grund af
stærk Frygt eller Sorg. Et slaaende Eksempel herpaa er fortalt om en
oprørsk Sepoy i den indiske Hær, som blev taget tilfange og fremført
for at underkastes Forhør. Fortællingen lyder saaledes: Berøvet sin
Uniform og fuldstændig nøgen omringedes han af Soldaterne, og blev da
først opmærksom paa sin farlige Stilling. Han skjalv voldsomt, Skræk
og Fortvilelse stod malet i hans Ansigt, og endskjønt han besvarede
de Spørgsmaal, som rettedes til ham, syntes han ligesom bedøvet af
Frygt. I Løbet af en halv Time, medens alles Øine var rettede paa ham,
blev hans Haar graat; det havde ved hans Indtræden været kulsort. De
Omkringstaaendes Opmærksomhed fæstedes først derpaa af den Sergeant,
under hvis Opsigt han var, og som raabte: «Han graaner!» Og langsomt, men
sikkert foregik Forandringen for alles Øine, indtil den i Løbet af en
halv Time var fuldstændig.
Det er overflødigt at sige, at fortidlig Graasprængthed bedst forhindres
ved at undgaa de Indflydelser, som foraarsager den. De, som finder at
deres Haar begynder at vise Tegn til Graasprængthed, vil finde, at den
før beskrevne Parafinopløsning er meget nyttig ved at hjælpe Haarkarrene
at afsondre det nødvendige Farvestof. I de fleste Tilfælde vil man
fuldstændig helbredes derved.

TOOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Flas, dets Aarsag og Behandling._
Mange Mennesker plages af en Ubehagelighed, der er kjendt under Navnet
Flas. Den karakteriseres af, at Hovedet stadig er bedækket af fine,
hvide, glindsende Skjæl, som ved Kjæmning eller Børstning af Haaret
falder ned paa Klæderne. Undertiden optræder denne Tilstand paa Næsen og
Kinderne ligesaameget som paa Hovedet. Forekomsten kan have sin Grund i
Uorden i Fedtkjertlerne, i flere Slags Eksem, Udslet eller lignende Ting.
I Tilfælde af, at Flasset ophober sig, foraarsager megen Kjæmning stort
Tab af Haar. Ofte hænder det ogsaa, at Haaret bliver tørt, glandsløst
eller til og med graat.
Et nyttigt Middel er en eller et Par Gange i Ugen at vaske Haaret med
en Opløsning af 15 Gram Boraks i en halv Liter Kamfervand. En anden
Opløsning er 15 Gram Jernvinsten i en halv Liter lunkent Vand.

TREOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Haarets Pleie i Almindelighed._
«Skjønhed hos Mand eller Kvinde er en Gave fra Gud,» siger Sir W.
Duvenant; «men den høieste Skjønhed er Haaret, uden hvilket der ikke
findes nogen fuldkommen Skjønhed.»
De, som af Naturen er blevet velsignet med et vakkert Haar, bør pleie
det med den yderste Omsorg, thi den ypperste Haarvækst kan formindskes
eller helt og holdent tabes paa kort Tid ved urigtig Behandling eller
mangelfuld Pleie.
For at gjøre Haaret stærkt og friskt, bør man ofte vaske det med varmt
Vand, gnide Haarbunden godt og tørke Haaret godt efterpaa. En velgjørende
Virkning har det at børste Haaret en fem Minutters Tid hver Morgen Denne
enkle Behandling stimulerer Rødderne, befordrer Væksten og gjør Haaret
mygt og glindsende. Man bør anvende en stor Børste med langt Haar, men
en, som hverken er for stiv eller for myg. Dersom Haaret skal holdes i
god Stand, maa det klippes periodisk og aldrig tillades at vokse over en
vis Længde. Jo kortere Haaret holdes, jo stærkere bliver det; de som har
tørt Haar kan ikke bruge noget bedre Middel end lidt Olivenolje, der er
meget sundere end de almindelige Pomader, som gaar i Handelen. Lad aldrig
Haaret svides i Toppen. Denne Operation er Parykmagerens Opfindelse og er
kun velgjørende for hans Kasse, da der ikke findes nogetsomhelst Bevis
for, at det gavner Haaret eller befordrer dets Vækst. Haaret bør hverken
limes fast til Hovedet med Pomade eller børstes ret op, da begge disse
Metoder er skadelige.

FIREOGTRETTIENDE KAPITEL:
_Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug._
I en af sine Sange bebreider Ovidius sin Heltinde, fordi hun har ødelagt
sine silkebløde Fletninger med giftige Farver. Han udraaber: «Har jeg
ikke sagt dig, at du skal slutte med at farve dit Haar? Nu har du intet
tilbage at farve. Og dog var intet skjønnere end dine Lokker, som naaede
dig til Knærne, og som var saa fine, at du var ræd for at kjæmme dem. Du
heldte Gift over dit eget Hoved, og nu skal Tyskland sende dig Slavehaar,
og en beseiret Nation skal forsyne dig med Krigsudrustning.»
Mange Personer er ført paa Vildspor, og har ligesom denne Skjønhed brugt
Farver for at forskjønne sit Haar; siden har de dog opdaget, at de netop
derved har ødelagt det. Næsten alle Haarfarvningsmidler, som gaar i
Handelen, indeholder Bly, og ofte i saa store Mængder, at de foraarsager
Blyforgiftning. De, som sætter Pris paa sine Lokker, bør derfor undgaa
Farvningsmidler.
Jeg har hørt Tale om en Dame, som forsøgte at sætte en vakker gylden
Farve paa Haaret, men som til sin store Skræk opdagede, at det blev
græsgrønt.
Det eneste Farvningsmiddel, der kan anbefales som uskadeligt, er
almindelig Valnødsaft. Denne gjør Haaret mørkebrunt eller sort, alt efter
den Vandmængde, den spædes med.
En stor Ubehagelighed ved alle Haarfarvningsmidler er, at
Farvningsprocessen maa gjennemgaaes hver Dag, hvis ikke den, der anvender
den, skal gjøre sig latterlig for andre. Haaret vokser stadigt og hvad
der er Rod idag er Stamme imorgen.

FEMOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Kunsten at opsætte Haaret klædeligt._
Haaret er en af Ansigtets største Prydelser. At opsætte det saaledes, at
det klæder Ansigtet, er en Kunst, der bør studeres af alle, som ønsker
at forbedre sit personlige Udseende. En vis Arrangering af Haaret kan
være meget passende for det ene Ansigt, medens det kan være det modsatte
for et andet. Saaledes bør f. Eks. Damer med stort Ansigt aldrig drage
Haaret haardt tilbage, men lade det falde lidt løst rundt Panden uden dog
at være udstaaende ved Siden af Ansigtet. De, som har lidet Ansigt eller
lav Pande, bør kjæmme Haaret løst tilbage og vise saa meget som muligt af
Panden; ligeledes ved Siderne for at give Hovedet størst muligt Udseende.
Lidt Eksperimentering vil snart vise, hvilken Haaropsætning, der er
fordelagtigst. Enhver bør derfor søge at opsætte sit Haar saaledes, at
det passer til Ansigtet.


FEMTE DEL.
Tændernes Værdi.

SEKSOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Tændernes Anatomi._
Efter Naturens almindelige Ordning har ethvert Individ to Sæt Tænder. Det
første Sæt, der fremtræder i Barndommen, holder sig blot nogle Aar, og
siden kommer det virkelige Sæt, som skal vare hele Livet igjennem. Takket
være de menneskelige Daarskaber, kan de dog sjelden fylde sin Opgave
helt. Naar Antallet af Tænder er fuldt hos et voksent Menneske udgjør
det 32, som er ligelig fordelt i begge Kjæver. De har flere forskjellige
Former og har faaet forskjellige Benævnelser. Paa Forsiden af hver Kjæve
sidder fire Fortænder; umiddelbart efter disse kommer Øientænderne;
endvidere følger siden efter hverandre to mindre Kindtænder samt bag
disse paa hver Side tre Jæksler, af hvilke den inderste sædvanligvis
kaldes Visdomstanden. Denne Visdomstand kommer i Almindelighed saa sent
som mellem attende og femogtyvende Aar.
Hvad Bygningen angaar, bestaar en Tand af flere Væv, der skiller sig
fra hverandre i sin kemiske Sammensætning. Tandens Indre udgjøres af en
tyk Bensubstans, der kaldes «Dentin»; Roden er beklædt med et Lag af
«Cement», medens Kronen er overtrukket med et Stof af stor Haardhed, der
kaldes «Emalje», og som tjener til at beskytte Tænderne mod Slitage. Inde
i selve Tandlegemet strækker der sig en Kanal, der kaldes Pulpkaviteten.
Denne indeholder et Væv, som er rigt forsynet med Nerver, fra hvilke
Smerterne ved Tandpine har sit Udspring.

SYVOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Tænderne og Skjønheden._
Tænderne udøver stor Indflydelse paa Ansigtets Form, Karakter og Udtryk
i Almindelighed. Den ovale Ansigtsform, der er nødvendig for den sande
Skjønhed, hviler meget paa Dannelsen af Mund og Hage, hvis Form og Liv
atter dannes af Kjæverne, som paa sin Side er afhængig af Tændernes
Regelmæssighed. Om Munden er aldrig saa velformet bliver dens gode
Udseende ødelagt af vanstelte og uregelmæssige Tænder. Hvis det fulde
Antal Tænder ikke haves, sammentrækkes Kjæverne, og Følgen bliver ofte et
indknebet Udseende i den nedre Del af Ansigtet. En amerikansk Forfatter
har sagt, at «ingen Kvinde med vakre Tænder kan siges at være styg.»
Det er imidlertid godt at huske, at en Tandlæge her kan komme Naturen
tilhjælp.

OTTEOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Tændernes Indflydelse paa Helbreden._
Mr. George James Platt siger i sin udmærkede Bog om «Forretningsliv», at
Halvdelen af det menneskelige Livs Ulykker og Lidelser først og fremst
beror paa Mangel af Tænder.
En god Helbred forekommer aldrig, hvis Tænderne er daarlige eller man
mangler en stor Del af dem. Ufuldstændig Tygning er en af Hovedaarsagerne
til daarlig Fordøielse og de mange alvorlige Plager, som følger dermed.
Eksperimenter har for længe siden paavist, at Maden ikke kan fordøies
ordentlig, hvis den ikke er ordentlig tygget, inden den kommer ned i
Maven.
En velkjendt Tandlæge skriver: «Fordøielsen begynder i Munden og
alligevel tænker man lidet derpaa. Men om vi nu betænker, at Madens
Blanding med Spyttet finder Sted under Tygningen, saa er det klart, at
en kemisk Forandring foregaar, og Spyttets Indvirkning bereder Madens
fuldstændige Fordøielse gjennem Mavesafterne. Men Maden bliver ikke
tilstrækkelig blandet med Spyt, hvis Munden mangler Tænder, eller hvis
man har den Uvane, at «sluge Maden i sig», enten nu dette sker af fri
Villie eller af Tvang. I Almindelighed vil man se, at de, som spiser
meget hurtig, er blege og magre.»

NIOGTRETTIENDE KAPITEL.
_Aarsagen til Tændernes Forfald._
Dr. Ritter i Berlin har fundet, at af 637 Personer, hvoraf 400 var under
15 Aar gamle, havde kun 41, eller lidt over 5% fuldstændig friske Tænder.
Hvorfor forfalder Tænderne? Svaret bliver, at de aldrig gjør det paa
naturlig, men altid paa unaturlig Vei. Feilen ligger ikke i Naturen, thi
den har konstrueret vore Tænder til at vare Livet ud. Det er os selv,
som her er at bebreide, thi vi ødelægger dem ved de daarlige Vaner,
som vor saakaldte Civilisation fører med sig. Dette bevises af, at
uciviliserede Folk aldrig lider af daarlige Tænder. Syrlige Stoffe er
det, som hovedsagelig angriber Tændernes Emalje og ødelægger den. Hertil
maa først og fremst regnes Pickles, Eddik og syrlige Mad- og Drikkevarer.
Umodne Frugter er ogsaa skadelige for Tænderne. Mange Tandpulvere tærer
paa Tænderne istedenfor at bevare dem. Dette er især Tilfældet med dem,
som gjør Tænderne hurtig rene. De er sammensatte af kemiske Syrer, Alun,
Oxalsyre, Vinstensyre og andre Stoffe, som er mere eller mindre skadelige
for vore dyrebare Tænder.

FIRTIENDE KAPITEL.
_Tændernes almindelige Pleie._
Renslighed er først og fremst Hovedtingen, naar der er Spørgsmaal om at
bevare sine Tænder friske. Hvis man rengjorde sine Tænder efter hvert
Maaltid, vilde Tandlægen snart finde, at hans Arbeide ikke lønnede sig.
Men at følge en saadan Regel turde have sin Vanskelighed, især for dem,
som ikke har stillesiddende Arbeide. Dog bør Tænderne rengjøres baade
Morgen og Aften. Inden man gaar tilsengs, er det af den aller største
Vigtighed, at man fjerner hver eneste Madsmule, som kan have samlet sig
mellem Tænderne. Disse smaa Stykker af Føden opblødes og gjærer i Mundens
Varme og Fugtighed, og naar de surner, ødelægger de Tændernes Emalje.
Hvad Tandpulver angaar, saa gjør man bedst i ikke at benytte dette, da
det omtrent altid er skadeligt i Længden. Almindelig Sæbe og Vand er
det aller bedste Renselsesmiddel, men uheldigvis er Menneskene aldrig
fornøiet med saadanne enkle og billige Middel. Det bedste Middel til
at gjøre Tænderne hvide er lidt Sod, der er fuldstændig uskadeligt, og
som, naar det har været anvendt nogle Gange, gjør Tænderne glindsende
som Perler. Benyt aldrig haarde Tandbørster, da de let foraarsager, at
Tandkjødet trækker sig tilbage fra Tænderne, og disse gaar istykker,
om den Del, der ikke er beskyttet af Emaljen, bliver udsat for Luften.
Tandbørsten maa dog heller ikke være for myg. En anden meget god Regel
er den, at man undgaar at tage meget varme eller meget kolde Stoffe i
Munden, ligesom man bør afholde sig fra Mad og Drikke af syrlig Natur
samt umoden Frugt. Brug aldrig Tænderne til at knække Nødder med. Denne
dumme Vane, der er meget almindelig blandt Børn, foraarsager ofte
alvorlig Skade paa Tænderne.

ENOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Nogle Ord om kunstige Tænder._
Tandlægekunsten har i de senere Aar gjort store Fremskridt. Et Sæt gode,
kunstige Tænder kan knapt skjelnes fra naturlige, hvis det ikke var for
deres større Glands og Hvidhed. Til en Begyndelse er det vel forenet
med endel Uleilighed at bruge kunstige Tænder, og der fordres en vis
Taalmodighed for at vænne sig til dem, men efter kort Tids Forløb har man
liden Ubehagelighed af dem, og de er uden Tvil et uvurderligt Gode for
alle, som har mistet sine naturlige Tyggeorganer. Sir John Forber har med
Rette sagt: «Blandt de store Velsignelser, for hvilke Samfundet i den
senere Tid har Kunstens store Fremskridt at takke, er det ikke mange,
som mere berører den personlige Komfort end de, der har sit Udspring i
Tandlægekunsten, især hvad angaar Indsætningen af kunstige Tænder. At
gjengive det menneskelige Ansigt dets tabte Skjønhed, er i og for sig
ingen ringe Gave til det svage Kjøn, men paany at gjengive de ældre deres
tabte Evne til at tygge Maden, er en Velsignelse af uberegnelig Gavn, som
ikke kan værdsættes ret af andre end dem, der har faaet den.»
Et Sæt kunstige Tænder kan nu faaes ganske billigt, om det end varierer
en Smule i Pris. Dog raades ingen til at kjøbe af de allerbilligste.


SJETTE DEL.
Vækst og Figur.

TOOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Fuldkommenhed i Vækst og Figur; deres rette Proportioner._
Naturen arbeider efter et strængt matematisk System, og den Maade,
hvorpaa de menneskelige Legemer dannes, er ingen Undtagelse fra Regelen.
Hele Legemet er seks Gange Fodens Længde, uden Hensyn til, hvadenten
Figuren er tyk eller tynd, om den tilhører en Kjæmpe eller Dverg.
Afvigelse fra denne Regel er en Fragaaelse fra fuldkommen Skjønhed
i Vækst. Ansigtet, fra den høieste Del af Panden til Hagen, er en
Tiendedel af hele Personens Længde. Det samme gjælder Haanden, regnet
fra Haandleddet til Spidsen af Langfingeren. Fra den høieste Del af
Brystet til Pandens Høide, er en Syvendedel af hele Figurens Længde.
Høiden fra Fødderne til den øverste Del af Hovedet er lig Længden mellem
Fingerspidserne, naar Armene er udstrakte. Hvis Ansigtets Længde fra
Haaret til Hagen deles i tre ligestore Dele, falder den øverste Linje i
Øienbrynene, og den andre ved Næsens nederste Del.
De rigtige Proportioner paa en fuldkommen Kvindefigur er følgende: En
Kvinde, som er 5 Fod og 5 Tommer høi, bør veie 144 Skaalpund og maale
43 Tommer over Brystet (Maalet taget over Armene), samt 24 Tommer rundt
Livet; den øvre Del af Armene bør være 13½ til 14 Tommer og Haandleddet 6
Tommer; Ankelen bør være 6 Tommer, Læggen 14 og Laaret 20 Tommer.

TREOGFIRTIENDE KAPITEL.
_Høi Vækst og hvorledes den opnaaes._
Professor Hilslicks Iagttagelser angaaende Menneskets Vækst har vist,
at, den hurtigste Udvikling finder Sted efter Fødslen, idet et Barn
det første Aar af sin Tilværelse vokser omtrent 8 Tommer. Tilvæksten
formindskes saa lidt efter lidt, indtil det tredie Aar, da Barnet har
naaet Halvparten af den Længde, som det faar i den modne Alder. Efter fem
Aarsalderen sker Udviklingen meget regelmæssig til det sekstende Aar og
udgjør i Medium to Tommer om Aaret. Efter Sekstenaarsalderen er Væksten
meget ringe og udgjør omtrent tre Femtedels Tomme om Aaret; fra atten til
tyve er Øgningen i Høide sjelden mere end en Tomme. Med fem og tyve Aar
ophører Væksten undtagen i specielle Undtagelsestilfælde.
Heraf fremgaar, at Menneskeslægten har faaet fem og tyve Leveaar for
at vokse. Det er Almindelighed Menneskenes egen Feil, at de er smaa
af Vækst. Til noget af det, som befordrer Kroppens Vækst og hjælper os
til at blive høie, hører frisk Luft, regelmæssige Legemsøvelser, at gaa
tidligt tilsengs om Aftenen og mindst otte Timers Søvn. «Jo mere Sol og
Dagslys man faar,» siger Dr. Allinson, «desto større Udsigt har man til
at blive høi.»
En forkrøblet Vækst er ofte en Følge af, at man paa en eller anden Maade
har gjort Vold mod Sundhedslovene. Tobaksrøgning er en af de fornemste
Grunde til, at opvoksende Gutter hindres i sin Udvikling; den har skabt
tusenvis af Dverge. De mandlige Individer, som ønsker at bliver høie,
bør afholde sig herfra, indtil de har naaet Mandshøide. At krybe sammen
i Sengen er en anden Maade at hindre Væksten paa; sov derfor altid i en