Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 8

Modtagelse. Naar vi ser paa en Gjenstand, dannes dens Billede i de
mindste Detaljer paa Øiets bagre Del, som kaldes Nethinden, og omvendt
ligesom i Fotografiapparatet. Men Nethinden, som staar i Forbindelse med
Hjernen, overfører Billedet opretstaaende og fuldstændig til Hjernen.
Blandt Øiets mange Undere er dets Evne til at lempe sig efter Gjenstande,
som staar paa forskjellig Afstand. Det kan med Tydelighed se en stor
Gjenstand paa ti Kilometers Afstand, og næste Øieblik kan det indstille
sig til at opdage en Gjenstand paa ti Centimeters Afstand. Det er derfor
et sammensat Tele- og Mikroskop.
For at bevare Øinene og hindre dem fra at blive overanstrængt kan det
være nyttigt at faa nogle Vink. Først og fremst er det nødvendigt
at mindes, at alt, som har en svækkende Indflydelse paa Helbreden i
Almindelighed, ogsaa sedvanlig svækker Synet. Taaget Luft og sandfyfdte
Vinde, Solhede og skarp Kulde er skadelige for Øinene. Udtræt dem aldrig.
Straks man mærker, at de er trætte, maa man lade dem hvile fra det, der
anstrænger dem. Lad Lyset falde paa de Gjenstande, som man er sysselsat
med, men ikke paa Øinene. Læsning og Skrivning i Skumringen eller ved
ufuldstændig Belysning er meget skadelig og bør aldrig finde Sted. Naar
Øinene er trætte, kan man bade dem med koldt Vand, som baade vederkvæger
og styrker dem. Det er ikke klogt at anstrænge Øinene, fordi man ikke
liker Briller; brug dem straks de behøves. Mange Personer har fordærvet
sine Øine ved at vente forlænge med at bruge Briller, skjønt de virkelig
trængte dem.
Farveblindhed er ganske almindelig nu for Tiden, især Rødblindhed, og
sedvanligvis medfødt. Undertiden kan den faaes paa Grund af overdreven
Tobaksrøgning.

HUNDREDE KAPITEL.
_Øret og Hørselen; Tilfælder af Døvhed._
En almindelig Grund til Døvhed er Ansamling af Voks i Ørene. Dette kan
opmyges med nogle Draaber Olivenolje, som derpaa kan skylles ud med en
liden Sprøite og varmt Vand. Undertiden kan Ørevokset foranledige hvad
man kalder «Ørehoste». Man har paatruffet Tilfælde, hvor en besværlig
Hoste har holdt sig i Aarevis trods Behandling, indtil det tilfældigvis
har vist sig, at Aarsagen ikke havde sit Sæde i Lungerne, men i Ørene.
Mange Personer har kun sin egen Dumhed at takke for at de savner
Hørsel. En ofte forekommende Grund til Døvhed er f. Eks. Forsømmelsen
af at tørke Ørene efter Vaskning. En anden Aarsag er den Vane at skrue
Haandklædesnippen ind i Øret for at rense det. Det forekommer endvidere,
at man kjøber Øreskeer af upraktisk Konstruktion. Dette Værktøi har jo
til Hensigt at rense Øret, men kan isteden skade, da det sammenpresser
Ørets Afsondringer. Naar man vasker Ørene, bør man vogte sig for at komme
nær den Del af Mellemøret, som ligger yderst, d. v. s. Trommehinden.
Døvhed kommer ofte af svag Helbred. Under saadanne Omstændigheder kan man
tage Levertran og lidt Jernopløsning.
Der findes naturligvis utallige andre Aarsager til Tabet af Hørselen, af
hvilke mange er indviklede Øresygdomme, som fordrer dygtig Lægebehandling.
Slaa aldrig Børn paa Øret. Denne Uvane driver ikke sjelden Luften med
saadan Kraft til Trommehinden, at denne brister. Jeg tror, at Børns
Mangel paa Hørsel ofte har sin Grund i denne grumme og tankeløse Straf.

HUNDREDEOGFØRSTE KAPITEL.
_Stemmen, dens Uddannelse og Bevaring._
Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er
næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at _Bælgerne_ repræsenteres af
Lungerne, _Tungerne_ af Stemmebaandene, _Piberne_ af Luftstruben ovenfor
Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i
Mundhulen.
Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere,
mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man
kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig
eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme
har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller
Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden
er den mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at
være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den
modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.
For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til
og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt
aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter
en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden
fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil
spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og
tilfældig Tab af Stemmen.
Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i
Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en
Forkjølelse.
Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient
kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller
hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand
til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været
forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er
ganske frisk, og saa begynder det tilsyneladende Mirakel med Behandling.
Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først
lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit
hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse
Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han
_kunde_ virkelig ikke tale, fordi han _troede_, at han ikke kunde.»

HUNDREDEOGANDET KAPITEL
_Hukommelsen og dens Opøvelse._
En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold,
thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære
Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I
Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af
Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske
Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.
Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme
Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de
undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men
efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet
igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige
Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun
en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde truffet paa lang Tid, og
som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa
til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel,
hvor hun boede.
De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme
Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres
og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med
Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting,
som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at
de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske,
ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag
og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller
Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle
dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første
gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor
bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen.
Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa,
er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af
andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er
vaagnet, naar Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter
denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller
følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen
bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken
med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de
komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at
Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede.
Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de
omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng
gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af
det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er
vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med
et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen,
med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med
Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at
indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller
hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver
Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»
At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa
Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange
offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger
Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i
Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed
møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig
snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele
sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale,
der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan
Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f.
Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I
visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke
sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker
eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket,
saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes,
at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.

HUNDREDEOGTREDIE KAPITEL.
_Stamning og dens Helbredelse._
Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft,
som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt
ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne
Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan
mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning,
efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning
af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af
samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder
voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken,
som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos
en følsom Person og især hos den, som taler hurtigt, blive større og
større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.
Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu
kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende
Regler, som er befundet at være udmærkede.
1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved
fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.
2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine
forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer
deres respektive Brug.
3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det
følgende Ord lettere.
4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne
være korte.
5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og
udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.
6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre
hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.


FJORTENDE DEL.
Maaden at forebygge Sygdomme paa. Sygdomme helbredede ved Diæt og andre
enkle Midler.

HUNDREDEOGFJERDE KAPITEL.
_At forebygge Sygdomme._
Man har regnet ud, at de almindeligst forekommende Sygdomme i England og
Wales koster Landet aarlig 20.000.000 Ugers Arbeide.
For en stor Del kunde denne Sygelighed undgaaes, hvis blot Privatfolk
vilde iagttage fornødne Forsigtighedsregler. Det bedste Middel til at
hindre omtrent alle almindelige Sygdomme er frisk Luft, Renslighed,
Luftveksling i Værelserne, sund Føde og rent Vand. Lord Playfair har
sagt: Paa samme Tid, som omkring 20% af Ofrene dør af sine Saar paa
Slagmarken eller efterpaa, men 80% bukker under for de Sygdomme, som
følger med Feltlivet, saa er ogsaa i fredelige Sysler Forholdet det, at
Procenten af dem, som træffes af en voldsom Død, er liden i Forhold til
alle dem, som bukker under, fordi de har overtraadt Sundhedslovene. Disse
er ligesaa bestemte og ufravigelige som andre Naturlove. Hvis man gaar
til Kanten af en Afgrund og kaster sig ud, saa trækkes man af Tyngdeloven
nedad med stadig større Hastighed, indtil man slaar sig ihjel nede paa
Bunden. Man stiller sig selv under Tyngdekraftens Lov og kan aldrig
haabe, at den skal forandre sig for at redde en fra ens egen Daarskab.
Paa samme Maade er det med Sundhedslovene. Hurtige, stenge ufravigelige
og uforanderlige i sin Virksomhed straffer de alle Overtrædelser. Men
Menneskene er ikke fødte for at de skal visne og dø, men for at de skal
vokse i Kraft og leve den for dem bestemte Tid. Helbred er den normale
Tilstand, som følger af at lyde Loven; Sygdom er Straffen for dens
Overtrædelse. Paa Grund af saadan Overtrædelse maa England hvert Aar ofre
110 000 Liv, medens 220 000 Personer unødvendig ligger syge Aaret rundt.
Og hvorfor? Fordi hverken de, som har Magten, eller Folket vil lære at
kjende og lyde enkle sanitære Love. Ingen Farsot kan modstaa streng
Renslighed og Luftveksling. Der var en Periode paa tusen Aar da ingen
Mand eller Kvinde i Europa nogensinde tog et Bad, og i et Aarhundrede af
denne Periode døde firti Milioner Mennesker af Pest, en Sygdom, som tager
mest Fart, naar Renslighed ikke iagttages. Men nu udgjør meget frisk
Luft, godt Vand og Bortryddelse af alt Skarn udenfor og i Boligerne,
Betingelserne for baade Almenhedens og den enkeltes Sundhed; vi fordrer
Renslighed baade hvad angaar Byerne og deres Beboere. Det er en Lov, som
er enkel baade at lære og anvende, men Stoltheden reiser sig imod den,
ligesom Tilfældet tidligere var med den Spedalske, da han fik Besked om
at bade sig i Jordan. «Hvis Profeten havde paalagt dig noget vanskeligt,
vilde du da ikke have gjort det? Hvor meget mere, naar han kun har sagt
dig: Vask dig, saa bliver du ren».
Lord Lubbock siger i sin Bog «The Pleasures of Life,» at «Sundhedens
Fordringer er tydelige nok: Regelmæssige Vaner, daglig Motion, Renslighed
og Maadelighed i alt, i Mad saavel som i Drikke, vil holde de fleste
Mennesker ved en god Helbred».
Ved en Forelæsning i Manchester gav Dr. John Falham følgende
fortræffelige Regler mod smitsomme Sygdomme:
1. Renslighed er den bedste Beskyttelse mod Smitte og det bedste
Desinfektionsmiddel, som findes. Hvis man i Almindelighed blot brugte
rigelig med rent Vand og holdt sig selv og sit Hus rent samt brød sig om
at slippe frisk Luft ind i sine Værelser, saa vilde man sjelden behøve at
anvende Desinfektionsmidler eller Medecin mod smitsomme Sygdomme.
2. Findes en smitsom Sygdom i Hjemmet, hold da Fremmede borte fra det.
Afstæng de Syge for sig selv, og send Bud til Sundhedskommissionen,
som kommer til at tage sine Forholdsregler. Læg alle smittede Klæder i
Vand. Naar den Syge er frisknet til, maa alle Sengklæder og hele Huset
decinficeres.
3. Hvis man ønsker at hindre Smitten fra at brede sig til andre Medlemmer
af Familien, saa før helst den Syge til Sygehuset, hvor han bliver godt
pleiet, og hvor han har større Udsigt til at blive frisk end i Hjemmet.
Isaafald kan Hjemmet straks decinficeres.
4. Gjør Huset omhyggeligt rent og befri det for alle Spor af Sæbe og al
Fugtighed, som har samlet sig under Møbler og andre Gjenstande. Filler,
Tøistykker eller smudsigt Lintøi, som har været benyttet af den Syge,
gjør man klogest i at brænde op. Man ved da Størrelsen af sit Tab, og
undgaar al Fare fra den Kant for Fremtiden.
5. De, som passer den Syge, bør være yderst renslige og omhyggeligt vaske
sine Hænder, inden de spiser. Forsømmelser i denne Henseende har kostet
mangen Pleierske hendes Liv, thi Bakterierne overføres let under saadanne
Omstændigheder fra uvaskede Hænder til Maden.
6. Sørg for at Bækkenet holdes nøiagtig rent og daglig skylles med varmt
Vand.

HUNDREDEOGFEMTE KAPITEL.
_Naturens helbredende Evne._
«Doktor, ingen Mediciner!» sagde Keiser Napoleon. «Vi er Maskiner som er
konstrueret for at leve. Vi er indrettede for det Øiemed og vor Natur er
saadan. Arbeid ikke imod Livsprincipperne. Lad dem i Fred; lad dem have
Frihed til at forsvare sig; det virker meget bedre end eders Mediciner.»
Saaledes tænkte den store Selvhersker, og i hans Ord ligger i det hele
taget en vis Sandhed, som Verden endnu har igjen at lære. Mange Mennesker
tager straks sin Tilflugt til Medicinflasken eller Pilleæsken, saasnart
de kjender lidt ondt. De venter ikke for at undersøge, paa hvilken Maade
de har forbrudt sig imod Sundhedslovene, om de muligens skulde kunne
rette paa sin Afvigelse fra dietiske og hygieniske Retfærdigheds Veie.
«Sygdom,» siger Dr. D. H. Kress, «kommer aldrig uden Grund, og
Bedring kan kun finde Sted ved at Grunden eller Grundene fjernes. Ved
Behandlingen af en Sygdom, er det derfor yderst vigtigt eller rettere
aldeles nødvendigt, saa hurtigt som muligt at forvisse sig om dens første
Ophav.
Ved Anvendelse af Medicin og andre terapeutiske Midler er det muligt at
hindre, forandre eller bortrydde ubehagelige Symptomer, men hvis ikke
disse fjernes eller Opmærksomheden ikke fæstes paa Sygdommens Aarsag,
saa er Patienten i Virkeligheden ikke bedre, thi Sygdommen er fremdeles
tilstede. Man er blot bedraget, naar man tror, at Symptomerne udgjør
Sygdommen, og før eller siden kommer man til at indse sin rette Tilstand.
Dr. H. Sinclair Paterson gjør følgende Bemærkning i sin Bog «Life,
Function, Health.» Mange taabelige Ytringer er faldt om Læger, og jeg
vil ikke forsvare dem, som stadig anvender stærkt virkende Mediciner
for alt muligt; jeg tror, at der forekommer ganske meget overdrevent
inden Lægepraksien, og at Patienter ofte er tilbøielige til at beundre
dette. Man nærer Uvilje mod at behandles med enkle Midler. Vi har en
Forestilling om at vi bør tage en eller anden Medicin--jo vondere desto
bedre. Men jeg tror, at i fem af seks Tilfælde er den bedste Behandling
intet andet end omhyggelig Pleie, Undgaaelse af saadan Diæt, som kan
forværre Sygdommen, fuldstændig Næring, Anordninger til at skaffe Hvile
og Søvn og en passende Mængde Lys og Luft.»
Dr. Oliver Wendel Holmes siger i sin Bog «Border Lines of Knowledge:»
Medicinens Vanære har været dette uhørte System af Selvbedrag, paa hvis
Befaling Gruber er blevet tømt for sine irrede Metaller, Tarmer af Dyr
er blevet tømte for sin Urenslighed, Slangers Giftkjertler er blevet
udpressede, og alle disse urimelige Ting er blevet tvunget ned gjennem
Menneskestruber for at hjælpe Patienter, som har lidt af Mangel paa
passende ydre Anordninger, Føde eller andre livgivende Midler.

HUNDREDEOGSJETTE KAPITEL.
_Forkjølelser og deres Natur samt Maaden at forebygge og behandle dem
paa._
Der findes mange Slags Forkjølelser, som angriber forskjellige af
Legemets Organer. Men alle er de Resultatet af Slaphed i Nerverne og en
abnorm Reaktion, som er fremkaldt af Kulde. Den almindeligste Forkjølelse
er naturligvis den, som angriber Hoved, Hals og Bryst. Nogle Mennesker
er lettere udsat for Forkjølelse end andre og disse bør være specielt
forsigtige. Man taler ofte ringeagtende om Forkjølelsen og lader den
skjøtte sig selv, men denne Forsømmelse lægger ofte en Grund, som slutter
med alvorlige Sygdomme. Den bedste Maade at forebygge Forkjølelse paa er
at iagttage følgende Regler. 1). Spis meget varmefrembringende Mad, naar
det er koldt. 2). Undgaa at forsømme et regelmæssigt Maaltid, især hvis
man er udsat for koldt og ugjæstmildt Veir. Enhver har lettere for at
forkjøle sig, naar han er fastende end naar Legemet er godt forpleiet.
3). Undgaa pludselige Temperaturforandringer, f. Eks. ved at gaa fra
et varmt Værelse ind i et koldt eller at sidde nær en Ild og lade den
slukne. Undgaa ligeledes daarlig ventilerede og ophedede Rum. 4). Tag
meget Motion i fri Luft, men vogt eder for at overanstrenge Legemet.
Omnibuskuske, Lokomotivførere og andre, som er udsatte for alslags Veir,
er mærkværdig fri for Forkjølelse af den Grund, at de stadig er ude i fri
Luft. 5). Brug aldrig Skjærf. 6). Hold Fødderne varme.
Det bedste Middel mod Forkjølelse er en flere Timers Spadsertur om Dagen
i frisk Luft. Om Aftenen bør Fødderne og Benene bades i Sennepsvand for
at borttage Blodtilstrømningen til Hjernen, og man bør spise en Portion
varm Velling eller Havresuppe for at fremkalde Svedning. Vær ikke ræd
for at have Soveværelsevinduet lidt aabent om Natten, tiltrods for De
er forkjølet. Frisk Luft uden Træk har aldrig skadet selv den mest
ømfindtlige Person.

HUNDREDEOGSYVENDE KAPITEL.
_Daarlig Fordøielse eller Mavekatarrh._
Mavekatarrhens Symptomer varierer meget i Natur og Styrke. Ved den
enklere Form af Mavekatarrh, der i Almindelighed kaldes Mavesurhed,
har man maaske blot en ubehagelig, tung og brændende Følelse i Brystet
eller Maven efterat man har spist et rigeligt Maaltid. Men ved kroniske
Tilfælde, som sædvanligvis gaar under Navn af Mavekatarrh, indtræffer
ofte Tabet af Madlysten; et forvænt eller udartet Begjær efter Mad;
Følelse af Tyngde eller Smerte i Brystet eller Maven; sure Opstød; træg
Afføring, vekslende med Diarré; tung Hovedpine; ildelugtende Aandedræt;
belagt Tunge.
Mavekatarrh har sin Grund i forskjellige Aarsager, der næsten alle kan
forebygges. Den er ofte en Følge af at man har spist for mægtig Mad,
af utilstækkelig Tygning af Føden, sene Aftenmaaltider eller forlidet
Motion. Blandt andre Faktorer, som kan bidrage til at fremkalde dette
Onde, kan nævnes formeget Sjælsanstrængelse eller Bekymring, daarlig
Luftveksling, formegen Tankevirksomhed umiddelbart efter Maaltiderne,
utjenlig Føde og umaadelig Fortæring af stærke Drikke.
For at kunne helbrede Mavekatarrh maa man først og fremst undersøge
hvoraf den er kommet og om muligt bortrydde Aarsagen. Diæten maa
naturligvis reguleres og kun meget letfordøielig Føde fortæres. Undgaa
The, Kaffe, stærke Drikke, raa Grøntsager, Pickles, Kalvekjød, Flesk,
Hummer, Ost og Nødder. Hvis man undgaar alleslags Drikke undtagen varmt
Vand, vil man finde, at dette er et enkelt, men usvigeligt Middel mod
den mest haardnakkede Mavekatarrh. Jeg har seet et Tilfælde, hvor denne
Behandling har hjulpet, efterat alt andet var mislykkedes. Et Glas varmt
Vand bør drikkes ved Slutten af hvert Maaltid.

HUNDREDEOGOTTENDE KAPITEL.
_Forstoppelse og dens Helbredelse uden Medicin._
Forstoppelse forekommer oftere hos Kvinder end hos Mænd, hvilket
hovedsagelig kan tilskrives de førstes mere stillesiddende Liv. Hyppig
Forstoppelse angriber ofte Sundheden i Almindelighed ganske betydelig, og
kan til og med efter en Række Aar føre til et eller andet organisk Onde;
derfor er det meget nødvendigt, at sørge for en regelmæssig Afføring.
Mangel paa Motion og uregelmæssig Diæt er de vigtigste Aarsager til
Forstoppelse. De, som lider deraf, bør spise lidet animalsk Føde og
aldrig drikke The eller Kaffe. Grød af grovt Havremel bør udgjøre Dagens
første Maaltid, og grovt, brunt Brød spises istedenfor hvidt. Frugt
og ferske Grøntsager bør spises i stor Mængde, da de har en udmærket
lakserende Virkning. En Appelsin eller et Glas Vand paa fastende Hjerte
har hjulpet mange. Man bør undgaa stadig at tage Medicin for at faa
Afføring. Følgen bliver den, at Indvoldene slappes og tilslut bliver ude
af Stand til at opfylde den Hensigt, hvortil de af Naturen er bestemt. Og
snart indtræffer den Tid, da den ofte benyttede Medicin ophører at virke,
hvorved de alvorligste Følger kan opstaa.
Dr. Parkes siger, at «den stadige Brug af Laksermidler ødelægger
Fordøielsen og Absorberingen, og Anvendelsen af Klyster, som i og for sig
er mindre skadelig, har ogsaa sine Mangler. Idetheletaget bør man kunne
faa ordentlig Afføring ved at tage fornøden Motion, og specielt ved at
bringe Bugmusklerne i Bevægelse eller ved at spise Klidbrød, Honning,
Frugt og saadanne mildt løsende Fødemidler; fremkalder imidlertid ikke
disse den tilsigtede Virkning, er det bedre at underkaste sig en vis Grad
af Forstoppelse end at faa den Uvane stadig at bruge Laksermiddel.»

HUNDREDEOGNIENDE KAPITEL.
_Nevralgi; hvorledes den opstaar og hvorledes den helbredes ved Diæt._
Nevralgi kommer af forlidet Næring for Nerverne; dog i de fleste Tilfælde
ingenlunde af Mangel paa Blod, men af at Blodet er tykt og urent. Romberg
siger om Nevralgi: «Det er en Nerves Bøn om sundt Blod.»
Nervesmerter kan fremtræde i næsten hver Del af Legemet, men oftest
sætter de sig i Ansigtet eller i Hovedet. Der findes naturligvis mange
terapeutiske Midler mod Nevralgi, og blandt disse er det vigtigste Kinin.
Hvis man kan, gjør man dog altid bedst i at klare sig uden Medicin, da
den altid skader paa en Kant, selv om den gavner paa en anden. Det eneste
virkelige Middel mod Nevralgi er en forstandig Diæt og Motion. En liberal
Diæt er bedst for Nevralgi. Den bør omfatte en ikke for stor Mængde Kjød,
meget Melk og melkeholdige Stoffe samt Levertran, hvis man taaler den.
Alle stimulerende Midler, som Kaffe, The og stærke Drikke, maa undgaaes.
Motion i fri Luft maa tages daglig, da den høilig styrker Nervesystemet
og fordriver det overflødige Blod, som saa ofte er Grunden til denne
Sygdom.

HUNDREDEOGTIENDE KAPITEL.
_Rheumatisme; dens Aarsager, Forebyggelse og Behandling._
Rheumatisme er en Sygdom, som er i stærk Tiltagen i vort Land. Der
findes tre Slags af den nemlig rheumatisk Feber eller akut Rheumatisme,
Muskelrheumatisme og kronisk Rheumatisme. Baade det ene og det andet
Slags fremkaldes af at man udsætter sig for Kulde og Fugtighed, som f.
Eks. at man gaar i vaade Klæder eller ligger i fugtige Lagener. Visselig
forberedes Legemet ogsaa for denne Sygdom ved uret Diæt og ved Indførelse
af skadelige Stoffe i Blodet. Jeg er af samme Overbevisning som Dr. T. R.
Allinson, naar han paastaar, at Brugen af formeget Kjød og stærke Drikke
for en stor Del bærer Ansvaret for den overhaandtagende Rheumatisme.
Han forsikrer, at hvor man ikke spiser Kjød eller drikker Vin, er denne
Sygdom næsten ukjendt.
De, som lider af Rheumatisme, giver jeg det Raad at leve hovedsagelig paa
melholdige Stoffe, Frugt og Grøntsager. Vin og maltholdige Drikke maa man
afholde sig fra. Men hvis man vil tage en stimulerende Drik, er Whisky
den mindst farlige.
Det er ikke almindelig kjendt, at Selleri er et udmærket Middel mod
Rheumatisme. Mange er blevet helbredede kun ved dette. Sellerien bør
skjæres i Biter og koges i Vand til den bliver aldeles myg. Patienten
bør fortære baade Selleri og Vand. Det kan serveres som Suppe med ristet
Brød.

HUNDREDEOGELLEFTE KAPITEL.
_Gigt; dens Aarsag og Behandling._
Der findes ingen Medicin, som kan helbrede Gigt. Det eneste Middel ligger
i Patientens egen Haand, og det bestaar i en streng Maadeholdenhed i
Spørgsmaalet om Mad og Drikke.
Gigt fremkaldes altid af umaadelig Fortæring af stærke Drikke,
isærdeleshed fyldige Vine, eller af formeget Mad, især Kjød. Undertiden
kommer det af begge disse Ting i Forening. De, som lever maadelig og som
er meget i Bevægelse, besværes sjelden af Gigt. Den kan med Rette kaldes
de Riges Plage, da den oftest viser sig, hvor man fører et yppigt Liv i
Magelighed og Uvirksomhed. Hos enkelte Mennesker er det desværre en Arv