Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv - 1

Veien til Skjønhed,
Sundhed og et langt Liv.
Af
Professor Boyd Laynard.
Authoriseret Oversættelse
efter den engelske Originals 36te Oplag.
Horten.
C. Andersens Forlag
1910.
Horten, C. Andersens Bogtrykkeri.


Af Forfatterens Forord til første Oplag.

Jeg har lagt meget Arbeide og stor Omhyggelighed paa Udarbeidelsen
af dette Værk. Derfor sender jeg det ogsaa ud i Verden under
sikker Forvisning om, at det har en vigtig Opgave at udføre, hvad
Menneskeslægtens legemlige Forbedring angaar.
Hensigten med min alvorlige Bestræbelse har været at skrive en
letfattelig og praktisk Afhandling om de Veie og Maader, der fører til
Skjønhed, Helbred og et langt Liv, en sammentrængt folkelig Fremstilling,
som kunde fattes og forstaaes af alle Samfundsklasser. Noget af det, jeg
søger at paapege, vil maaske komme som en Overraskelse for mange, men
denne Overraskelse haaber jeg dog vil blive af en behagelig og velkommen
Art.
--Adskilligt af det anførte vil ogsaa forekomme dem underligt, som aldrig
for fuldt Alvor har betragtet Tilværelsens metafysiske Side; men alt,
hvad der er anført, er imidlertid grundet paa en solid videnskabelig og
Erfaringens Grundvold.
--Jeg ønsker endvidere at bede Læseren lægge Mærke til, at nærværende
Bog ikke er et _lærd_ Arbeide i den Betydning, at det blot skulde være
bestemt for lægevidenskabelig uddannede Folk; nei, ligesom det paa sit
Omraade vil være en Hjælp og Veiledning for _alle_, saaledes er det ogsaa
helt igjennem praktisk og enkelt anlagt.

I første Del
af denne Bog vil jeg søge at paavise, hvordan Skjønhed kan erhverves,
og hvorledes et ungdommeligt Udseende kan beholdes uden kunstige
Skjønhedsmidler.

I anden Del,
der handler om Sundhed og et langt Liv, gives der mangesidige Anvisninger
og Raad med Hensyn til Diæt og en sund Levemaade for de forskjellige
menneskelige Legemers Beskaffenhed og Tilstand. Ligesaa angives
forskjellige Maader, hvorpaa man uden Medicin kan kurere forskjellige
Svaghedstilstande og Sygdomme, og, hvad der er endnu bedre--endelig den
Maade, hvorpaa man kan forebygge dem.
Jeg har i dette Værk ofte anført Udtalelser og Erfaringer, der
skriver sig ikke alene fra de høieste medicinske, men ogsaa fra andre
videnskabelige Authoriteter. Paa den Maade har jeg ogsaa faaet officiel
Stadfæstelse paa mine egne Erfaringer og Iagttagelser.
Det er en kjendt og ganske naturlig Sag, at Menneskene i Almindelighed
sætter stor Pris paa Skjønhed. Dog selv saadanne Personer, som ikke
lægger nogen Bret paa Skjønhed, haaber jeg alligevel vil finde
Tilfredsstillelse og Interesse i Bogens belærende og indgaaende
Behandling af _Sundheden_; thi der findes vel ikke et Menneske, som ikke
sætter Pris paa den. «Sundhed er Velstand.» Et langt Liv i Besiddelse af
Sundhed og Kraft maa derfor betragtes som en af de største Velsignelser,
der er os givet.
Boyd Laynard.
London i Marts 1900.


Første Afsnit.
Skjønhed.


FØRSTE DEL.
Hvordan Skjønhed kan erhverves.

FØRSTE KAPITEL.
_Skjønhedens Værd og Fordele._
Plato, den bekjendte græske Vismand, udtalte, at de to største og
herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst
er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse
Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.
Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle
Vismand og siger: «Nei, maa vi da heller ønske os Helbred!» Dog lad os
da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed
ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan
ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens Helbred ofte kan
findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.
Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed
under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans
Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer
et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres
lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt
de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og
Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens
Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting--det menneskelige Legeme,
fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren
oprindelig skabte det.
Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd
fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier
den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet
det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager
til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed
først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det
Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel--og
det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse
Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til
Kjærlighed!
«Mit Ansigt er min Formue,» siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise,
og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa
Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende,
har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen.
Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at
de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at
fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var
mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et
stateligt Ydre.--I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at
deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke.
«Skjønheden,» er det bleven sagt, «er et gyldent Scepter, som udøver en
mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner,
regjeret Nationer og behersket Kongeriger.»

ANDET KAPITEL.
_Skjønhedens Begreb._
Den fuldkomne Skjønhed er bleven fremstillet af Digterens Pen, af
Malerens Pensel og Billedhuggerens Meisel, men Moder Natur ødsler den
sjelden paa sine Børn.
Der findes to Slags Skjønhed, den _virkelige_, hos den enkelte Person
forekommende, og den _uvirkelige_ eller tænkte og som Mønster opstillede.
De to Slags Skjønhed kaldes forøvrigt med et Par fremmede Ord: Den
_individuelle_ og den _ideelle_. Førstnævnte indbefatter alle de fagre
Træk og Egenskaber ved en og samme Persons Ansigt og Skikkelse; medens
sidstnævnte er et Udvalg af de skjønneste ydre Egenskaber og Fortrin
fra forskjellige Personer. Det var af et saadant Udvalg, samlet fra
de skjønneste Kvinder og de ædleste mandlige Skikkelser, at Grækerne
modellerede de formfuldendte Billedstøtter af sine Guder og Gudinder,
som altid er bleven anseet som Kunstens Mesterværker.
Hvad er Skjønhed? Den bedste Forklaring derpaa--udtrykt med et eneste
Ord,--er maaske _Harmoni_.
Det menneskelige Ansigts Skjønhed har man altid tænkt sig skulde omfatte
Formskjønhed i de forskjellige Ansigtstræk; Farvens Skjønhed skulde
komme tilsyne i Hudens forskjellige Afskygninger, Karakterens Skjønhed
i visse udprægede og blivende Egenskaber samt Udtrykkets Skjønhed ved
uvilkaarlige og tilfældige Følelser og Stemninger. Den Sagkyndige paa
dette Omraade, Englænderen Walker, mener, at Skjønheden for en stor Del
afhænger af Profilen,--og særlig af den Linje, som beskrives af Panden og
Næsen, gjennem hvis større eller mindre Indadbøiethed Skjønheden forhøies
eller formindskes. Jo mere Profilen nærmer sig en ret Linje, desto større
Statelighed, Kraft og samtidig Mildhed forlenes Ansigtet med.
Der er stor Forskjel paa Ynde og Skjønhed. Skjønheden bestaar, som
allerede sagt og paavist, i Ansigtstrækkenes fuldkomne Harmoni og rette
Forhold til hinanden, medens Ynde er noget, som neppe kan beskrives, men
som tiltrækker sig Opmærksomhed og som ofte fortryller den tilfældige
Iagttagers Blik. Man siger, at et Ansigt er yndigt, omtrent paa samme
Maade som man roser og beundrer et Maleri, skjøndt dette fra kunstnerisk
Synspunkt kan frembyde mange Ufuldkommenheder. Saaledes kan eksempelvis
en fin Hud, klare funklende Øine og en veldannet Næse gjøre et Ansigt
yndigt, uanseet den Omstændighed, at de øvrige Ansigtstræk ikke staar
i et saadant Forhold, at de danner en fuldkommen Harmoni af Skjønhed.
Og endvidere kan det hænde, at et behageligt Udtryk, som hviler over
et Ansigt, gjør dette yndigt, skjønt det i sig selv ikke alene ikke er
vakkert, men endog saare almindeligt. Ja Ynden i ikke saa ganske faa
Ansigter indskrænker sig næsten helt og holdent til et behageligt, friskt
Smil,--et Solskinssmil, som selv Katholikernes alvorlige og mørke Helgen
Sankt Antonius ikke kunde modstaa. Hos andre ligger den Ansigtsynde, som
straks griber og fængsler, hovedsagelig i Haarets Skjønhed og i den Smag,
hvormed det er bleven sat op, saaledes at det lemper sig efter Trækkene.

TREDIE KAPITEL.
_De tre Skjønhedstrin i Kvindens Liv._
Der findes tre tydelig markerede Trin af Skjønhed i Kvindens Udvikling,
og ethvert af dem danner en vigtig Periode i hendes Liv.
Det første Trin strækker sig fra Fødselen til Tiden for Kjønsmodenheden.
I denne Tid gjennemgaar Ansigtet og Skikkelsen sin Udvikling--Skikkelsen
bliver fyldigere og Formerne mere afrundede--for i sin Tid at folde sig
ud lig Blomsten i sin fulde Modenheds Glans.
Den anden Periode omfatter Tiden fra Kvindelighedens fulde Udvikling til
lad os sige med et jevnt Tal--Firtiaarsalderen. I Begyndelsen af denne
Tid i hendes Liv bliver hendes Hals fyldigere, hendes Røst faar en anden
Klang og Tone, hendes Øine straaler med stærkere Glans, og hele hendes
Skjønhed bliver mere fremtrædende og tiltrækkende.
Under det tredie Stadium, som sædvanligvis strækker sig fra Firti-
til Sekstiaarsalderen, tiltager Menneskets Huld og Trivsel baade hvad
Ansigtsudseende og Legemet forøvrigt angaar. Da Legemets Fedtstoffe
udsondres med langt mindre Hurtighed, ophober de sig i Cellevævene under
Huden og i andre Dele af det menneskelige Legeme. Dette udglatter ofte
de Rynker, som har begyndt at fure Huden, og gjengiver mange endnu en
Gang ungdommelig Friskhed, ja ofte endog Ungdommens Ynde. Denne Tid har
man kaldt «Fornyelsesperioden.» Naar den er forbi, kan det siges om
Skjønheden, at den er flygtet for bestandig.
Enkelte Kvinder bevarer sin Skjønhed længere end andre. En moderne
Forfatter ytrer derom: «Kvindernes legemlige Skjønhed burde vedvare, til
de er over seksti Aar. Og deres Ynde naar heller ikke sit Høidepunkt før
Tredive- eller Firtiaarsalderen. Den berømte, græske Skjønhed, Helene fra
Troja træder først frem firti Aar gammel.
Aspasia, der kan tilregne sig stor Andel i Grækenlands Blomstringstid,
var seks og tredive Aar, da hun ægtede Perikles, og tredive Aar senere
var hun endnu en statelig Kvinde. Kleopatra, Ægyptens vidtberømte
Dronning, var over tredive Aar, da hun vandt Feltherren Antonius’s
Hjerte. Diane de Poitiers var ogsaa seks og tredive Aar, da hun ved sin
straalende, modne Skjønhed lagde Kong Henrik den anden for sine Fødder.
Kongen var blot Halvdelen saa gammel, men hans Hengivenhed for hende
aftog aldrig. Anna af Østerrige var otte og tredive Aar, da hun beskreves
som den skjønneste Kvinde i Europa. Madame de Maintenon, den i sin Tid
altformaaende Dame ved det franske Hof og i Frankrig, var tre og firti
Aar, da hun blev formælet med Kong Ludvig, og Katharina af Rusland tre og
tredive Aar, da hun bemægtigede sig den Trone, som hun indehavde i hele
tre eller fire og tredive Aar.»

FJERDE KAPITEL.
_Muligheden af at opnaa Skjønhed._
At Skjønhed kan erhverves, benegter ingen, som omhyggeligt studerer
Sagen fra de forskjellige baade rent menneskelige og videnskabelige
Synspunkter.--Jeg mener Skjønhed i dens almene og vidstrakte Betydning,
ikke i dens indskrænkede Mening, som er Fuldkommenhed og blot Kunstnernes
Tankebillede, et Udslag af deres Indbildningskraft. Naturligvis kan der
ikke blive Tale om Forandring i Ansigtets Form, som for Exempel Næsens
Størrelse, Mundens Bredde, Læbernes Tykkelse, Øinenes Størrelse og Farve,
Ørernes Udseende eller Hagens Form. De er Naturens Kunstværk, dannede
saaledes for alle Tider og efter manges Anskuelser ogsaa for Evigheden.
Men trods dette staar dog den Kjendsgjerning fast, at Skjønhed eller
en Forskjønnelse af Ansigtet er mulig. Ansigtets Præg og Udtryk kan
forskjønnes ved at beherske og lede de forskjellige Sindsindflydelser;
ligesom Ansigtet i sin Almindelighed saavelsom Ansigtsfarven kan
forandres meget overraskende ved at man underkaster sig Sundhedens Love
og gjennemfører bestemte Regler, naar det gjælder Spørgsmaalet om Diæt og
sanitær Pleie. Reglerne for et saadant Liv skal jeg forsøge at fremstille
udførligere i de efterfølgende Kapitler.

FEMTE KAPITEL.
_Hvordan vi selv sætter Præg paa vort Ansigt._
«Jeg forlanger intet andet af dig,» sagde en Fader til sin Søn, da han
bød ham Farvel,--«end at dit Ansigt har samme rene og uskyldige Udtryk,
naar du vender tilbage.»
«En Mands Blik og Ansigtsudtryk,» ytrede Hazlitt, «er Resultatet af
mangeaarigt Arbeide. Det er bleven indpræget paa hans Ansigt ved
Begivenhederne i hans Liv, ja med Naturens egen Haand, og han kan
saaledes ikke saa let blive kvit samme.»
Folk er i Almindelighed hvad de synes at være, og vi har alle en Slags
Fornemmelsesevne i saa Henseende. Ja endog smaa Børn og en Del af de
høierestaaende Dyr læser med et eneste Blik i den Fremmedes Ansigt, om
han har en venlig eller en uvenlig, en ond eller god Karakter, og føler
sig straks tiltrukket eller frastødt af ham.
«Der findes ikke et Menneske paa Jorden,» siger Lavater, «som ikke
daglig sporer Indflydelse af de forskjellige Ansigters Udtryk; ikke et
Menneske, som ei kan træffe sammen eller mødes med et Ansigt, som det
finder overordentlig tiltalende og elskeligt eller usædvanligt stygt og
frastødende. Der findes ikke en eneste Person, som ei i mere eller mindre
Grad iagttager, sammenligner, bedømmer og værdsætter en anden efter hans
Udseende, naar de første Gang træffer sammen.»
At hvert enkelt Menneske er ansvarlig for det Ansigtsudtryk, det har,
kan neppe benegtes, naar vi indrømmer, at man selv danner sin Karakter
og kontrollerer sit eget Sind. Hvor vakkert et Ansigt end kan være med
Hensyn til Form og Træk, saa er det alligevel selve Ansigtsudtrykket, som
forhøier eller nedsætter det, som forskjønner eller vansirer det.
Vi begynder allerede at sætte Præg paa vore Ansigter i Livets Morgen,
i denne Ungdommens Spiretid, da Indtrykkene har større Indflydelse paa
Karakteren, og Sindet lettere formaar at sætte sit Stempel paa Udtrykket.
Paa den Tid, da en Mand eller Kvinde naar Trediveaarsalderen eller ofte
endog før, er Ansigtsudtrykket bleven næsten uforanderigt. Senere fordres
der megen Øvelse, nidkjær Agtpaagivenhed og Udvikling af nye Anlæg, om
det skal lykkes at udjevne dette mangeaarige Arbeide, dette ydre haarde
Skal og Form for den iboende Sjæl.
Behagelige Ansigtsudtryk erhverves sædvanlig i Ungdommen. De er, om vi
saa tør sige, en Sammensætning af mange Smil, glade Tanker og Sindets
Tilfredshed. Enhver Sindsbevægelse efterlader gjerne et eller andet
Indtryk paa Ansigtsudtrykkene; dog ikke saaledes, at det straks merkes
Spor derefter; men om det stadig vender tilbage, bliver sluttelig det
ydre Udseende en tro Afbildning af Karakteren, enten nu denne er god
eller slet.
Dr. Kellogg, den bekjendte Læge, har med Rette udtalt: «Skjønheden sidder
dybere end paa Overfladen. Dens virkelige Kilde har snarere sin Grund i
aandelige og moralske Egenskaber end i rent legemlige Træk. Et Ansigt,
som skjuler en værdiløs Karakter, kan aldrig være vakkert.… En ædel
Karakter kan aldrig træde frem gjennem et lumsk Ansigtsudtryk, hvor lidet
end Naturen har villet tage Hensyn til, at det ene skal være passende for
det andet. Ansigtet er saa helt og holdent et Sjælens Speil, ja ligefrem
et Gjenskin af Karakteren, at denne sidstes Skjønhed eller Slethed ikke
kan andet end fremtræde lige saa tydeligt som Haandskriften paa Væggen i
Profetens Tid, og man behøver ikke at være Profet for at kunne læse den.»
Den tyske Forfatter Winchelmann skriver: «Fuldkommen Skjønhed kan
aldrig findes i et Ansigt, hvis det ikke er roligt og frit fra al
Uro, idetmindste fra alt, som kan forandre og skjæmme de Træk, hvoraf
Skjønheden er sammensat.»

SJETTE KAPITEL.
_Hemmeligheden ved et Ansigts Forvandling._
At forandre det stadige Ansigtsudtryk, som vi saa at sige selv har
dannet og baaret i mange Aar af vort Liv, synes ved første Øiekast at
grændse til det umulige, ja at være lige saa forgjæves som de taabelige
Filosofers Stræben, naar de i Middelalderen bortødslede sin Tid og sin
Formue med Forsøg paa at opdage _Livselixir_. Men hvis vi omhyggelig
undersøger Læren om Ansigtets Forvandling, vil vi finde, at den er i fuld
Overensstemmelse med Fornuft og Virkelighed.
Som vi allerede har seet, er det Sindstilstanden eller Sjælen, som
danner og omdanner Ansigtsudtrykket. Dens hemmelighedsfulde Indflydelse
indvirker paa de myge, letbevægelige Ansigtsdele, paa samme Maade som
Lyset indvirker paa Fotografens meget ømfindtlige og modtagelige Plade.
I Virkeligheden er Ansigtet et Billede, som viser Sjælens vanlige Tanker
og Ønsker. De, som derfor ønsker at faa et vakkert Ansigtsudtryk, bør
først og fremst anstille en Undersøgelse i sit Indre for at bringe paa
det rene sin vanlige Tankegang og Sindsretning, og saaledes udfinde,
hvad der foraarsager et ubehageligt Udtryk eller hvad der fremkalder et
behageligt. Enkelte Mennesker har triste Ansigter, som er en Frugt af
triste Tanker og mørkt Sind. Disse melankolske og tungsindige Personer
har altid en mørk Opfatning af alt, hvad der sker i Verden; eller med
andre Ord, de trækker et Gardin for Sjælens Vindu og stænger saaledes
Solskinnet ude fra sit Liv. Saadanne Personer bør anstrenge sig af sin
yderste Viljekraft for at bryde med denne Vane; thi det er ei andet end
en saadan. Det kan vistnok tage lang Tid, før man kan skaffe sig et lyst
og livsfriskt Syn og Sind, men naar det engang er skeet, vil det komme
til at medføre en fuldstændig Forandring af Ansigtsudtrykket.
Mange er de skuffede Ansigter, som viser sig, hvor der er store
Folkemasser samlede, Mænd og Kvinder, som har begyndt Livet med stor
Ærgjerrighed, der aldrig er bleven tilfredsstillet, og hvori hvert
sveget Haab synes at have efterladt sig et Spor i Ansigtet. At oprykke
disse Bitterhedens Rødder synes at være vanskeligt, men ikke umuligt. Den
bedste Maade, hvorpaa det kan ske, er at begrave det forbigangne med den
indeværende Dags Arbeide og at glemme Gaarsdagens Forhaabninger ved at
haabe paa Morgendagen.
Endvidere findes der misfornøiede Ansigter, hvis Eiere bestandig sukker
efter Ting, som de ikke er i Besiddelse af, og som længes og higer efter
noget, de aldrig kan opnaa eller erholde. Men de maa søge paa alle Maader
at sætte mere Pris paa sine nuværende Forholde og erindre, at et nøisomt
Sind er mere end et dagligt Gjæstebud.
Blandt alle Ansigtstyper finder vi Repræsentanter for de sørgmodige og
triste, de tvære og sure, de let opirrede, de smaalige og gjerrige, de
svigefulde, de bedragerske og de listige, de haanlige og de stolte. Alle
disse lidet elskværdige Træk, som tydelig kommer tilsyne i Ansigtets
Udtryk, er Resultatet af, hvad der har rørt sig inderst i Sjælen. Hvor
de forekommer, findes ingen sand Skjønhed.--Med Rette siger den berømte
Forfatter Washington Irving: «Det er den guddommelige Majestæt i vort
Indre, der gjør, at guddommelig Majestæt kan fremtræde i det Ydre.»
Dette er ingen blot og bar henkastet Ytring, men en af Skjønhedens
store Hemmeligheder. Kunde vi vel for et Øieblik tænke os Slagmarkernes
store Apostel, Florence Nightingale eller en Fru Booth med frastødende
Ansigter, eller en David Livingstone eller en General Gordon med
modbydelige Ansigtstræk? Skjønt vi aldrig har seet disse menneskevenlige
og heltemodige Personers Ansigter eller maaske ikke engang et Portræt
af dem, saa staar de dog i vore Tanker--efter den Opfatning, vi har af
dem,--med Ansigter straalende af Ømhed, Tapperhed og Ædelmod.
For at omdanne Ansigtet maa man først omdanne Sindet. Mod Nedslagenhed og
Tristhed maa vi fremelske en glad og frydefuld Aand; Tverhed og Heftighed
hos os selv maa vi beseire med Venlighed og Ro, Freidighed og Tro paa
Fremgang, og dertil ved Selvprøvelse i Frimodighed og Tilfredshed drive
Surmuleri og idelig Bekymring paa Flugt.

SYVENDE KAPITEL.
_Helbreden i dens Forhold til Skjønheden._
Helbreden er uundværlig for Skjønheden; ja den er ligefrem dens
Forudsætning. Om Helbreden tabes, forsvinder ogsaa Skjønheden lidt efter
lidt.
Skjønheden bør være en Frugt af en fuldstændig Overensstemmelse mellem
de tre Dele af vort Væsen, nemlig Legeme, Sjæl og Aand. Den vil da ikke
mangle den Friskhed, som er en saa væsentlig Bestanddel af al sand Ynde
og Skjønhed, enten nu denne fremtræder i Rosens Knop eller paa den unge
Piges rødmende Kind. Der findes vistnok noget, som betegnes med Ordet
«sygelig Skjønhed», men det forsvinder med de flygtende Aar. Blivende
Skjønhed maa have sine Rødder dybt nede i den herlige Jordbund, som
heder Helbred og Sundhed. Gladstone har meget træffende ytret herom:
«Skjønheden er ikke en Tilfældighed, men den tilhører vedkommende
Gjenstands Væsen; den gjennemtrænger hele Skabningen, og hvor eller naar
den aftager eller trænges tilbage, har vi i denne Omstændighed et Bevis
paa den moralske Uorden, som bringer Forstyrrelse ind i Verden.»
Formens Ynde, Hudens Friskhed og Øinenes Glands har i Almindelighed mere
at gjøre med en virksom Lever og god Fordøielse end de fleste Mennesker
aner. «Sygdom er Hæslighed; Helbred er Skjønhed,» siger Annie Jannets
Miller. Helbreden reguleres af den Mad, vi spiser og fordøier, den Luft,
vi indaander, den Hvile og Søvn, vi nyder. Dertil kommer en regelmæssig
Overholden af Sundhedens Forskrifter. «Vore Legemer er vore Haver, hvor
vor Vilje er Gartneren,» siger Shakespeare, Englands udødelige Digter.
«Helbreden»,--skriver Dr. Nichols i sin populære Bog om Menneskets
Fysiologi,--«er en Tilstand af fuldkommen Udvikling, en harmonisk
Væxt og Sammenføining af Del efter Del, Organ efter Organ, hvor intet
er forkrøblet og heller intet for overdrevet stort. Heri ligger
Fuldkommenheden, naar der spørges om Symmetri og Skjønhed, som igjen ikke
er noget andet end Resultatet af Helhed og Helbred. Thi det kan paavises,
at Formerne og Proportionerne hos Menneskene og de høierestaaende,
nyttige Dyr, ogsaa er de skjønneste.» Naar hvert Ben har den bedste Form
og Størrelse, er der fuldkommen Proportion. Naar enhver Muskel har sin
tilbørlige Udvikling med den rette Mængde af Fedtstoffe i Cellevævene,
finder vi den høieste Formskjønhed; naar Hudens Beskaffenhed er finest,
Blodomløbet kraftigst og selve Blodet renest, fremtræder ogsaa Ansigtets
Glød, Glans, Farve og Tiltrækning bedst. Skjønheden er derfor mere et
Tegn paa Helbred; thi den er et Udtryk for sidstnævntes Tilstedeværelse.
Fuldkommen Skjønhed kan alene naaes og vedligeholdes ved fuldkommen
Helbred. Begrændset Skjønhed, henvisnende Skjønhed, aftagende Skjønhed
falder sammen med begrændset, henvisnende og aftagende Helbred, men den
er utilfredsstillende og tung. Kunstnere og Digtere forestiller sig
Skjønheden straalende af Sundhed, og kan ikke adskille disse Idealer.
Ingen Maler eller Billedhugger vilde kunne fremstille en Venus, en Diana
eller en Hebe anderledes end som den personificerede Sundhed og derfor
skjønne og livfulde.

OTTENDE KAPITEL.
_Skjønhedens Forgjængelighed og Aarsagerne dertil._
Skjønhedens Omveksling er mere slaaende i enkelte Personers Ansigter end
i andres. Mennesker med nervøst Temperament er mere udsat for den ydre
og indre Indflydelse, som i Almindelighed fremkalder de forskjellige
Forandringer i Ansigtsudtrykket.--
Blandt de Ting, som gjerne vil bekjæmpe Skjønheden og berøve den dens
Tiltrækning, er Veirforholdene, Forandringer i Temperaturen og andre fra
Luft- og klimatiske Forholde stammende Indflydelser; endvidere saadanne
skadelige Foreteelser som urigtig Diæt, Søvnløshed, Græmmelse, Ængstelse
og Vrede. Alle disse Forholde skal senere blive behandlede.
Der findes enkelte Personer, som altid ser bedre ud, naar vi møder dem
ude i det Frie end naar vi er sammen med dem indendørs; medens atter
andre viser et fordelagtigere Udseende i det afdæmpede Lys i et lukket
Værelse. Ligesaa findes der enkelte, som viser sig mere til sin Fordel
tidligt om Morgenen end længere frem paa Dagen; men paa den anden Side
kommer ogsaa Modsætningen frem hos andre Personer, saa de lig Sankt
Hansormen lyser vakrest i Mørke. Skjønhedens Foranderlighed er meget
mærkværdig ogsaa i en anden Henseende. Hos mange Personer ser den venstre
Halvdel af Ansigtet bedre ud end den høire. Denne Opdagelse gjordes
først af Kineserne. Sandheden af denne besynderlige Paastand kan man
let kontrollere ved at undersøge et Dusin Ansigter. Det paastaaes, at
Skuespillere og Sangere, idet hele taget Folk, som ofte staar Ansigt til
Ansigt med et større Publikum uvilkaarlig vender sig halvt til høire,
naar de ønsker at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere.

NIENDE KAPITEL.
_Diætens Indflydelse paa Udseendet._
Vor daglige Mad og Drikke har meget at gjøre med Helbred og Sundhed, med
Skjønheden og Ansigtsudtrykket. Storædere er aldrig store Tænkere og har
derfor sjelden et aandfuldt eller klogt Udseende. Personer, hvis Mad
hovedsagelig bestaar af Kjød, udvikler i Almindelighed mere den dyriske,
sterkt sanselige end den aandelige Side af sin Natur. Dette har igjen
til Følge en vis Grovhed i Trækkene. Paa den anden Side gjør fuldstændig
Vegetarianisme let Ansigtet udtryksløst. Dog mere slaaende end alt andet
er den Virkning, som umaadelig Nydelse af stærke Drikke har paa Ansigtet.
Hvor kan det ikke forandre et fint og skjønt Ansigt og gjøre det yderst
grovt, ja saa frastødende, at det vækker Modbydelighed. Indflydelsen
af forskjellige Fødemidler paa Ansigtsudtrykket vil blive behandlet og
paavist i de Afsnit, som angaar Diætens Forhold til Helbreden.
Professor Kirk siger: «Ansigtet er bogstavelig formet af den Føde,
hvormed Maven forsynes. Der er ingen Tvil om, at ikke ogsaa andre Ting,
som for Eksempel den Luft, vi indaander, bidrager til at forme vore
Ansigter; men Mad og Drikke udgjør dog hovedsagelig det Materiale og
Stof, hvoraf de eiendommelige Træk i vore Ansigter er sammensatte.»
Hvis Føden er uheldig for sit Formaal, er det ikke let at forstaa,
hvordan Former og Træk skulde blive fint byggede. Der har vi for Eksempel
det fine Væv i Øiet, dette Organ, som jo i saa høi Grad giver Ansigtet
dets Udtryksfuldhed.--Der fordres passende Stof for at dette Cellevæv
skal vedligeholdes i nogenlunde god Orden. Selv om man bestryger Ansigtet
med al Verdens Skjønhedsmidler, men ikke giver nøie Agt paa de Stoffe og
Fødemidler, hvoraf Ansigtet fremstaar og dannes, kommer man aldrig til
at faa et friskt Udseende. Man maa passe og værne de Organer, ved hvis
Virksomhed Næringsstoffene skal beredes for Ansigtsdannelsen. Hvis disse
Organer paa en eller anden Maade bliver forsømte og saaledes taber Evnen
til at omdanne Føden i en for Fordøielsen passende Form, kan intet ydre
Middel skjænke nogen et friskt og sundt Udseende.


ANDEN DEL.
Huden og Ansigtsfarven.

TIENDE KAPITEL.
_Hudens eiendommelige Beskaffenhed._
Huden bestaar af tvende adskilte Lag, hvoraf det yderste kaldes Overhuden
og det inderste Læderhuden eller den egentlige Hud.
Som vi alle utvilsomt kjender af smertelig Erfaring, er Huden rigelig
forsynet med Blodkar og Nerver, hvorigjennem Følelsen af Berøring,