To verdener - 8

stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men
bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første
lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme
hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når
det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende,
indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den
allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant
end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.
Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang.
Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
foregik al hendes tænkning.
Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders
forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende
tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen
art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden
rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med
hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen.
Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde
forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse,
begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget,
enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig
arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.
Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var
sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til
det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller
koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt
sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og
ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner
og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke
bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan
undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.
* * * * *
Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og
hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende
sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som
for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.
Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine
undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om
æmnet.
Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet
uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner
sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det
indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og
træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens
åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv
besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men
kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som
handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg
repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater,
selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker
over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører
det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen
nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i
visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på
udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.
Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt
tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og
sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder
jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er
hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab;
jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå
anderledes, end det er gået.
Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men
jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med
fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en
gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er
delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige
værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om,
at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad
tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget
det, hun havde brug for?
Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at
visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?


Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været
sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået
nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og
gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og
tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan
han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og
intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed,
som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.
Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se,
hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun
ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for
min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende
ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har
hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik
af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt
at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der
modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu
aldeles uangribelig.
Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og
male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.
Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå
igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel
bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden
just at se hen efter hende.
Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.
Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
og ser på det?
Jeg vilde ikke gøre kalven bange.
Det var pænt af dig. Kom så.
Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig
forklaring end blot at sige: Kom så.
Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja,
nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det
er.
Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis
jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det
gør hverken fra eller til.
Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om,
at hun havde talent.
Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget,
der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til
det tidligere.
Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med
billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget,
at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone.
Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit
svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle,
stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider
siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg
havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg
være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror
virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?
Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er
ikke mig.
Han er min lærer; det er noget andet.
Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.
Men kæreste -- -- -- er du skinsyg?
Har jeg grund til det?
Nej.
Så er jeg det ikke.
Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
henseender?
Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig
i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo
ligegyldigt.
Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.
Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den
allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens
du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig
så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du
var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne
til din udvikling.
Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig
alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og
fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind
på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle
om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden.
Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg
vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes
bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var
uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den
grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo
mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.
Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og
nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
mig, og dette her er slutningen på det.
Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.
Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne
haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første
billede, og det skal det også!
Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående
til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære
kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende
opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort
til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er
borte.
Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må
gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det
godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig
af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er
sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej.
Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en
mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er
grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker
neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men
helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende
vismands-tanker.
Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved
at græde, men så rettede hun sig og sa:
Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så
begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det
samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men
skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er
gammel.
Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen
imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel.
Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever
her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du
frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og
ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du
belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun
rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.
Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
heller ikke glemt dig endnu.
Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være
forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør
det derfor ikke.
Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.
Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en
bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved
lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.
Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at
sige mig farvel og gå.
Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.
Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for
så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du
plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver
eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig
får pillet mig af.
Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en
mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer
gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- --
Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med
det samme!
Men din kunst, Helga?
Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med
min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?
Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik
ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet,
ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved
at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten
al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det
har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er
hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på
ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor
mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?


I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin
intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans
ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage.
Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid
til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det
havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
rejste, og siden var den forsvunden.
Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer
mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han
fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af
ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre
mellem hans reoler og hans hustru.
En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet
forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun
bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet
ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
mand, syntes det.
Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være,
der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun
havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans
ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig
måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var
næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun
havde befrugtet hans tankeliv.
Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne.
Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne?
Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
havde ikke mere brug for sin.
Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig
forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det
var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre
vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
attrå mod det, barbaren har frem for ham.
Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en
mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men
det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes --
ligesom ukrudt.
Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha
båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en
sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte
tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med
en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i
færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til
fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde
blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret
sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt
erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget
sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde
havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men
det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
Darwinisterne har fået så store resultater ud af.
Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra
nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga
ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad
protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --.
Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
ved siden af.
Farvel, reoler!


Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt
nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at
frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld
besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af
lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
uden at tænke over det.
Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev
enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i
skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra
før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi
for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude
ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på
en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det
undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om
aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den
aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt
hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.
Men nu var forandringen kommet.
Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil
havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så
værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.
Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk
frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en
stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige
søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste
værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.
Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede
godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?
Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
middagsbordet.
Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede
hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.
Er det vort barn, lille Helga?
Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.
Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.
Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.
Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
gå ud.
Vil du nu ud og male?
Jeg skal nok pakke mig godt ind.
Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.
Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa
hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske,
men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel,
Niels; jeg skal ikke blive forkølet.
* * * * *
Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende
betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som
repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og
der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men
der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at
læse.
Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun
blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han
hende komme; han gik igen ind og satte sig.
Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på
loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i
sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter
lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og
dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
af at sidde og lytte og gætte.
Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.
Kunde du se at male så længe?
Intet svar.
Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.
Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind
i spisestuen med tændstikkerne.
Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et