To verdener - 1

KNUD HJORTØ
TO VERDENER

KØBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
1905

J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH)


Tilegnet
K.


Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt
stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i
klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga
hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og
med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more
sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange
skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens
enkelte endnu sad og ledte.
Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.
Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i
tyskbogen, hvor der skulde begyndes.
Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?
Jeg er ingen dame.
Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.
Det vil jeg meget nødig.
Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du
er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe
har du for resten i sinde at blive ved med det?
Til jeg blir voksen.
I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.
De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken
Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men
frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
for ansigtet med den ene hånd.
Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde
realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin
og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af
et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende
"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne
tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre
det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge,
der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.
Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden
havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga
den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af
flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte
karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af
kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i
karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige
blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget
med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at
beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.
Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang
flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne
var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt
skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og
lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun
behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og
ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den
overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et
øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i
en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og
fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed
der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit
misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik
i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.
Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i
hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke
andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en
lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede
ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe
efter.
Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen,
indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid,
indtil Helga utålmodig stirrede igen.
Lad være med den gloen, sa frøken Schou.
Helga så straks bort.
Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
indvendig.
Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed,
når det passede hende.
Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig.
Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er?
Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig
noget, sid ikke dær, som om du var af træ.
De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme
øjne mod katedret.
Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en
mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er
noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.
Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå
begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.
Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når
den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af
hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke
gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen
for at dække sig.
Se op, lød det fra katedret.
Helga gjorde det ikke.
Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det,
men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt;
hendes stemme slog pludselig over.
Græder du, Helga?
Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.
Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.
Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt;
det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis.
Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men
hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.
Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand
for et bombardement af spørgsmål.
Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en
lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
granskningerne om dette dunkle ord.
Helga formodede, at det betød et nik.
Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.
Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og
Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.
Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var
noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag
at være i en tilgivende stemning.
Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
kan.
Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
bedste i det fag.
Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.
Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.
Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.
Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.
Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst
være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.
Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt,
og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også
harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler
til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit
smil returneret, nægtet modtagelse.
Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i
det. -- --
Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var
bundalvorligt, da han sa:
Så kommer jeg til at gi dig et nul.
Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud;
men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig
til, så hun var alligevel ikke så ked af det.
Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af
penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske
læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd,
der dirrende snoede overskæg.
Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
siden sommerferien.
Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i
den første tid. Men -- -- ja, ja.
Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.
Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
nul.
Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.
Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.
Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en
tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.
Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.
Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.
Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.
Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
blækklat falde lige oven på nullet.
Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da
frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige
mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de
næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end
ellers.
Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til
de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste
resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for
mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet
ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere,
men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så
morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
af sin fritid med at studere.
Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede
med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig
om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:
Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.
Så kan Marie begynde.
Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.
Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?
Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.
Nå ikke; det betyder en blyklump.
For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.
Nej; i enden af en medesnor.
Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og
vædede blyanten mellem læberne.
Det ved jeg ikke. Skal vi så -- --
Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.
Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.
Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.
Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
tror, det betyder en hund, der hedder Bob!
Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
hende.
O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?
Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik
hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en
finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks
efterlignet rundt om i klassen.
Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig
over?
Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
ekkoer fra de øvrige.
Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.
Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:
Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig
den frihed at brække skibet i stykker -- --
Hvad er det for noget vrøvl, Helga?
Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set
at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.
Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad,
De komiker?
Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger.
Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.
Bekræftende mumlen fra resten.
Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke?
N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger.
Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet
blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i
frihed.
Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest
almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes
jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde.
Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre.
Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men
midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
udtryk, der fik alle til at le:
Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en
historie.
Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så
stansede hun midt i en klump og rødmede.
Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det.
Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under
overskægget.
Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt
udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i
øjeblikket var ikke af de bedste:
De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige --
Island -- de østlige Islande -- --
Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.
Helga tier stille!
Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
skjulte et smil bag sin bog.
Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre
elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret,
men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.
Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun
elendig.
Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes
ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om
noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt
indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.
Kan De ikke mere, Dagmar?
Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned
på sin plads.
Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter
det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?
Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga
bestyrtet.
Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.
Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun
havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.
De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.
Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
viskede ud med stor hidsighed.
Kan De så tie stille?
Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for
viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.
Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
dette er jo himmelskrigende uartighed.
Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i
dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om
de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
udslynge livskraft med.
Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem
for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på
hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han
ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:
De er vel en god pige, Helga?
Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i
hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt
om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for
slem?
Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
af timen, men lystighed kom der ikke mere af.
Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
Grandlev og spurte:
Er De vred på mig?
Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:
Nej, hvorfor?
Helga gik mismodig tilbage til sin plads.


Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem
Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde
særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm,
kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at
gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer
-- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor
skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv,
hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var
hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var
synd for den nette pige, men hun var aparte.
En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede
på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop
at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde
storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med
venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt
ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var
hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte
hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde
hun nu en gang gå over broen i storm.
Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere.
Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde
ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind
på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd
række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres
rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
holder.
Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af
tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen
blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv
så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev
levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om
hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød
der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten
stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu
siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga
så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke
glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk
kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et
vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men
mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun
måtte se, hvem det var.
Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun
brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han
kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og
satte sig på en grøftekant.
Kom så, tænkte hun.
Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene
lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans
støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min
spaseretur!
Godaften, Helga.
Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun
sig langsomt.
Det er bare mig, Helga.
Nå--å.
Blev du bange for mig?
Næ--æ.
Skal vi følges ad?
Det kommer an på, om vi skal samme vej.
Du skal vel hjem?
Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.
Hvad vej går Du?
Hvad vej går De?
Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går
igennem skoven.
Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.
Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.
Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da
gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!
Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.
Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan
jeg ikke fordrage at træffe andre.
Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.
Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?
Vi kan jo prøve.
Han er villig, tænkte hun.
Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.
Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.
Det er det, erklærede han ivrigt.
Mon?
Hvorfor går du nu over på den side?
Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.
Det gør ikke noget.
Med Deres ny støvler.
Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?
Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om,
så klynger han sig til det med en iver --
Du er vist ked af at følges med mig, Helga.
Ja.
Kan du ikke lide mig?
Nej.
Hvorfor ikke?
Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte
hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
kan godt lide mig.
Ja, Helga, det kan jeg også.
Nå ja, så løber jeg.
Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han
kan fri, mens han løber?
Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil
ikke løbe mere.
Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?
Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
hustru?
Nej.
Hvorfor ikke?
Æv, æv, tænkte Helga.
Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På
skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?
Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.
Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de
ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i
tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en
karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte
sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen
til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og
høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga
blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt
ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da
forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig;
der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen
opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han
holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.
Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?
Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun
ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys --
som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt
komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter;
stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også
latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og
var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes
skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.
Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor