To verdener - 7

heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel
anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det
var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han
var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen
kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde
komme til at forsvinde.
Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i
spejlet.
-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et
stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så
bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de
havde at forhandle, var ikke lutter fryd.
Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.
Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.
Godmorgen, Helga.
Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han
kendte den nok, Helgas hånd.
Hvordan har vi det? spurte hun.
Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke
siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens
hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis
hånd i sin. Videnskabens fallit!
Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred
på mig ret længe ad gangen.
Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.
Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart
hver til sit.
Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så
ubetinget.
Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre
end at vente.
Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.
Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det
lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt
kan få det ud.
Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre
ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og
forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med
hvirvlende draperier.
Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.
Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken
bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?
Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer
forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne
og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet
meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens
andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti
den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den
forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
lykken er det vigtigste.
* * * * *
Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og
ventede med sydende utålmodighed.
Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg
var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så
sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og
kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?
Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede
sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der
var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.
Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin
primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt
hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
rullede sig nøgen i sine penge.
Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i
seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig
inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir
videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?
Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som
hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men
de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som
et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
mere lys ind end jeg.
Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.
Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af
dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget
andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig
til at blive gift, det er det hele.
Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte
sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
blive til?
Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele
masse blir til en hel masse børn.
Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om;
du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.
Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså
kommet -- --.
Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor,
sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften
med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang
ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for
den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.
Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en
høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm
og en unge surret fast på ryggen.
Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde
være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.
Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.
Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe
den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.
Ja, ikke sandt, hvis!
Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være
en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles
venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og
bylder og faldende syge.
Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og
de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De
ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og
kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste
stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat
grav.
Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så
rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt.
Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?
Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste
sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du
mig ikke resignasjon?
Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
værd.
Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.
Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på
ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over
mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.
De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede
hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa
indtrængende:
Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en
gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere
sige, at det vilde være dig en let sag.
Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg
forsøger.
Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.
Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt
borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit
filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for
de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun
tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro,
at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs
betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu
min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og
tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved
siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
og først når man under studiet af det regner med alt, hvad
menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi,
der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
af andre kan levere noget af værdi.
Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir
nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille
smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere
bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?
Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke
nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.
Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg
har været -- hvad skal vi kalde det?
Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når
jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og
min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få
noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik
omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning;
selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en
lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg
venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.
Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det
sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine
stemninger?
Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid
afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men
også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for
så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber
at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand,
der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?
Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:
Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud
af den. Du har gjort dit.
Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at
fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis
frihed.
Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.
Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor
jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du
behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se
svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret,
når man ser det syn helt ude fra mørket.
* * * * *
De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en
dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?
Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv
gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.
Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?
Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
værk.
Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende,
men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
vilde have spurt om.
Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så
synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der
læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets
skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige
forhold.
Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det
rette forhold, at jeg vokser under din skygge.
Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er
hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig
har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe
jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.
Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt,
som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af
Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min
udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste
undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg
er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning,
fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
-- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse
tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en
bevæget dag.
Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause.
Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
du har det vist anderledes?
Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget
af dig.
Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
Det blir nok anderledes, jomfru Helga.
-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.
Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel,
erklærede hun.
Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
gelænderet.
Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store
og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om
hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i
gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle,
der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det
havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
tromme, mens stormen spillede hen over den.
Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i
seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en
rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
igennem!
Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod
hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam,
så mat hun var!
Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg
varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede
sig frisk ind i mørket på den anden side.
Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige
mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og
hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen,
ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end
måske noget andet.
Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod
åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke
længere noget hus.
Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart
skulde giftes.
Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han
være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af
filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.
Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for
plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor
bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.
Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble
sort og rasende under sig!
Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned.
Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet
end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.
Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet
jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru.
Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at
sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et
par gange for sig selv.
Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af
den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede
modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt
andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den
ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om
den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen
kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på
sin tilfældige vej.
Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt
ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke
noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
foreløbig, til der blev brug for det.
Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til
at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden
kærligheden ikke var nogen lidenskab.
Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun
nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også
den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig
forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for
sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i
virkeligheden at løbe fra ham?
Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun
pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind
krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men
det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om
et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte
fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.
Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det
også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel
en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.
Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og
forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.
Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire
løbeture.


Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og
virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv.
Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af
det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være
anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans
standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun
var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin
vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere
tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde.
Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende
tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af
en omgang kold fornuft.
Ja, men jeg er ikke ham!
Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans
gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer
stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.
Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
sig, da han så hendes ansigt.
Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.
Han satte sig.
Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et
landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.
Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.
Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
at ta ud et års tid.
For at lære husholdning?
Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
blir gift.
I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det
nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.
Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
end nogen ved, du med.
Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.
Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var
ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte
nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare
sindsligevægten.
Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du
trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
andet mandsideal -- -- --.
Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god
nok som sådan -- -- --.
Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt
fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke
den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
over.
Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den
klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke:
Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd
dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.
Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere
til.
Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig
mod den ene af jer.
Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer
om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk,
som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om
han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i
stedet for det, der måske ikke blev til noget.
Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig
nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget
imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis
du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --.
Hvor meget af dig kommer der tilbage?
Meget mer, end der rejste ud.
Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.
Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige
dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så
meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så
længe.
Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind
bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette
kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid,
da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af
os.


Natten kommer, da ingen kan arbejde.
Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med
arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var
tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når
hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt
som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som
lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller
arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
og hun lå dær til ingen nytte.
Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
--. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm
eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde,
så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da
dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde
hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst.
Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået
plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde
ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.
Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og
maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra
bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men
blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en