To verdener - 4

lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den
virkelige. Den forjættede hånd.
Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange
greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to
hænder.
Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et
gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var
en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart
efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør,
rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række
ham en hånd som denne her -- --
Næ -- sa han og trak været dybt.
Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke
det? sa hun. Slip så da.
Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en
død ting.
De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.
Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?
Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt
havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind,
en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde
givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.
Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere
brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte,
De kunde ikke holde det ud.
Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom
han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i
hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket
ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere
betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at
påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans
egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent
beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den
styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han
var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen
tankegang, og han følte det med liden glæde.
Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.
Det er jeg også, sa han.
Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.
Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde
ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham
komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget
af at drikke.
Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.
Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.
Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i
hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.
Han tog hendes hånd.
Lad os sætte os ned, sa han.
Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,
forknyt stemme.
Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand
falde ned på hendes hånd.
Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og
til sidst vil den komme i kog, forklarede han.
Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk
forsøg.
Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre
endnu.
Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen
af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes
hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en
klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans
bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.
Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han
anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre
den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en
stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne
udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.
Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.
Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til
vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev
stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt
ind under strålen.
Den skal blive kold, ikke? sa hun.
Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så
følte han på den, og de så på hinanden.
Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan
ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med
til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.
Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det
var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den
stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende
som et lille barn.
Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den
stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.
Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og
forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd.
Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se
verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.
Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom
før.
Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var
kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun
vilde.
Denne dag er Helgas, tænkte han.
Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par
fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og
tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det
kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun
havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor
nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget
gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden
højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var
hendes daglige liv.
To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme
dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag,
da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende
med sine kys, helt.
Fler!
Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun
fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage
til; han kendte den straks og smilede.
Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.
Kys hende, inden vi putter hende ned.
Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved
mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så
han tænkte ikke over, hvad han selv var.
Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.
Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved
det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige
inden -- --
Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved
befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil
dette så blive begyndelsen til?
* * * * *
Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og
tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset,
opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han
pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans
følelser luft:
Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når
der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,
blondladne kvindehår!


Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel
begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede
fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor
ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han
ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han
havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan
målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den
mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur
--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha
anden anbefaling.
Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og
ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som
latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,
besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk
artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som
de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller
ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer
bragte han gærne sin udvikling.
Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i
København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit
mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte
den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da
en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for
sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres
betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer;
Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en
fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at
han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog
han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en
udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske
udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om
indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det
forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han
trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig
duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.
Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han
endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig
om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog
til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske
sprog; så indfandt ideen sig vel nok.
Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en
statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående
venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var
i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn.
Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over
intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i
provinsen, hvor han blev ansat.
Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han
holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en
mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin
forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste
med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde
være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske
respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans
studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen
til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte
Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han
søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.
Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed.
Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.
Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil.,
der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.
Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden
alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han
havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han
heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik
frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede
love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.
Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang,
og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort
provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte
ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være
litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre.
Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel,
erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans
interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han
ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med
redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde
taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han
egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde
i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester;
senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder,
forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og
dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;
lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise
en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven
-- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
-- -- --
Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;
man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte
menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er
alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv
har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager
den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig
formodning.
Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der
syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot
vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde
hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på
det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og
opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og
tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men
_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der
hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den
fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed
være deres overmand, der blev foretrukket for ham.
På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må
forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i
beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig
at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget
af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind
kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke
var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes
simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde
ønsket.
Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at
fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker
var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens
udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos
hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt
for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt,
at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur
har frembragt.
Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog
doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig
forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var
kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles
blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og
han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om
noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der
var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på
noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans
resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp
af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev
slog sig på bøgerne.
Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest
almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske,
men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den
vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget
godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære
ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at
gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige
sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed,
der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet
selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de
forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens
sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at
lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent
ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de
oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en
kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung
og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter
indskydelse.
Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes
urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men
hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.
Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans
sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste
af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i
de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så
frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.
Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?
Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet
forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det
forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde
denne tilsyneladende urimelighed.


Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede
af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun
set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var
godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha
at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad
ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte
nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder
-- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde
sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde
jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange
ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke
vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de
store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde
haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet,
tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig
mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en
sag, som hun helst havde været ene om at bedømme.
Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent
hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et
middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov
til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og
blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede
indfald.
Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han
havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så
uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik
ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til
skrivebordet, så hun havde ham i profil.
Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han
hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end
han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han
glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks
ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende
blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme
igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.
Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en
kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage
kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes
venstre øjenbryn.
Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg
ikke. Og drej hodet igen.
Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,
som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.
Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.
Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.
Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel
stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste
sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at
forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,
nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet
latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af
misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi
han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.
Se her; er det ikke meget godt?
Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --
--. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i
det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var
ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men
han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget,
der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes
øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham
uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for
at gøre hende en fornøjelse.
Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som
det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.
Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor
kunstnerinde -- eller blir det.
Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde
læst i.
Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for
hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede
årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.
Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg
skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.
Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i
selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.
Det havde han; hun måtte gærne se dem.
Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.
Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.
Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.
Det ynder du formodentlig ikke?
Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til
sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde
lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den
tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne
knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?
Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.
Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende.
Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.
Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han
fandt ikke noget at sige hende.
Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?
Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad
jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den
grad minder om små børn.
Kunde du ha lyst til at tegne den også?
Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun
syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var
optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt
bitter lystighed:
Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta
alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle
bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.
Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?
Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære
dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg
har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.
Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?
Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.
Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke
aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med
lange børster -- --
Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en
tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af
alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.
Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så
han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang,
den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den
udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg
oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan
tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.
Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set
noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.
Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var
en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at
hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun
pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.
Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir
meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er
ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget
snak?
Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men
de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du
har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten,
jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det
meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager
dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning
er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan
også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det
ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var
gavnligt for dig, at du kunde overkomme.
Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg
ta nogle af dine kunstnerbiografier med?
Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.
Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så
på dem alene.
Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. --
Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.
Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk
bekymret ansigt.
Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.
Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan
fra dig. Farvel, store mand.
Farvel, Helga.
Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et
elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig
som den lille?
Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før
aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste
bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg