To verdener - 5

synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når
den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i
deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den
også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd
til det. --
Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind;
den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den
eneste form for kærtegn, han kendte.
* * * * *
Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det
gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun
bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke
vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået;
hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt
med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun
troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde
gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når
det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han
ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.
En tåre faldt på papiret under hendes hænder.
Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.
Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede
nøglen om med et harmfuldt vrid.


En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så
vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et
tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet.
Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;
hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det
er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind.
Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker
bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at
bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse
holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig
selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over
manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange
overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige,
usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind
med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som
et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af
tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin
spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er
en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt
på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham
det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig
selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få
at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele
røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det
bedste".
Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og
slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve
det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.
Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater
kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han
sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han
nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra
en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden,
sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske
den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med
påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens
regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde
tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres
rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin
selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt
titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget
bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at
kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans
tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi,
kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på
kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en
tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,
der skynder sig at tro.
Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden
mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished
havde gennemtrængt ham.
Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de
skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at
han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle
hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og
videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand
som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han
udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,
hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde
gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin,
skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter
forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke
nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin
barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre
om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer
og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så
mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans;
dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den
stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.
_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve,
og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.
Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op
for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,
mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens --
men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og
forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.
Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft
nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en
naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle.
Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden
i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser
tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret
selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen
begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet
finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første
trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig
selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede
ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.
phil.s værdighed.
Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige
mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder;
nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold
siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på
kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde
mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får
alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og
oprigtighed.
_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var
lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man
skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld.
Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som
om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været
pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han
havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan
vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?
Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han
glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet
friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var
allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var
sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var
det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind,
og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren,
kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende
igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold
kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med
erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen
menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie
vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage
for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden
at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes
reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit
nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab;
ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at
forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.
Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis
tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe
afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun
fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede
for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand
mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre
noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel
opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at
løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han
fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget
klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,
hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og
sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod
af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye
tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var
skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en
blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også
højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke
tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel
overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun
i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra
det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var
nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.
Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede --
den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i
enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en
magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den
enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl,
en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over
skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et
nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men
han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på
sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen
med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som
før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han
forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været,
han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik
og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun
kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit,
forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage.
Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved
at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde
lykkes?
Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans
forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han
vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han
vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg
ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med
større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle
vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der
var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse
og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der
plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede
sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse,
der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da
Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.
Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med
disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt
hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til
forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og
ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var
gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der
ikke er tjenlig.
Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den
holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga
opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde
ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun
skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.
Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og
male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved
det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun
ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun
gærne vilde være en flink dilettant.
Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede
hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden
sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen
fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun
overhodet kunde forlange.


Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge
arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over
hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle
mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For
at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille,
sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste
hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i
sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det
endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der
var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud,
som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom
hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun
kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.
Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels
Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke
det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde
ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør,
hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog
var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte
være alene om det. Men det var jo Søndag.
Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille
på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede
hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne
udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se
noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin
frisertrøje på og la sig i vinduet.
De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere
farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste
noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne
og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for
ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede
bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede
mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer,
der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over
stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et
ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres
kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens
grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre
dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger
og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte
skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller
flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige
grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!
Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind
dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra
det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.
Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen
fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde
klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok
sorte får.
Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i
fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller
violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt
i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring,
rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde
endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op
gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af
sig igen, hver gang der kom en smule blæst.
Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte
skikkelse fra vindueskarmen.
Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv,
for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne
forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det
blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde
ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun
blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen
-- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør
end efter nogen anden anledning.
Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har
fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der
nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som
hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder
rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette
under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede
ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.
Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale
nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af
det.
Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige
efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun
vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog
sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at
hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en
forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets
blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget
sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over
fjordens rolige ansigt.
Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som
en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i
brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være
nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi,
i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til
ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren
har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om
større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store
kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det
meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at
udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke
bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,
de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får
livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af
kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase
ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller
sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som
efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med
værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik
anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af
det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og
visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen
stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere.
Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et
farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste
krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti
dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men
dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt;
mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.
Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog
var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.
Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde
komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til
mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig
trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har
gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg
fandt dette? tænker han.
Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et
sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt
kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget
nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes
erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden
højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende
heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i
dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var
hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!
Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde
blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun
opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I
samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af
ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den
største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om
bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med
det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på
ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt;
hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind
at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han
mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde
ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget,
der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og
se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og
det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.
Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked
af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man
straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop
nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.
Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede
hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.
Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i
øjnene.
Nu kommer du vel herud for at hente mig?
Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi
fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.
Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.
Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for
det som en undskyldning, mener jeg.
Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!
Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at
fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.
Å ja, du har jo altid ret.
Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er
bedre; er det ikke sandt?
Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig
selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var
det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i
skoven, men den var ikke som før.
Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun
kom til at se dårlig ud.
Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg
først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.
Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen
gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.
Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som
han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de
fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så
hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde
helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der
stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun
kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden --
enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over
hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem
disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu
indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd,
så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.
De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes
anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes
grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være
den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var
fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som
at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende
til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for
nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted,
og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed
mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun
noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man
kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige