To verdener - 9

Total number of words is 5311
Total number of unique words is 1254
51.7 of words are in the 2000 most common words
68.0 of words are in the 5000 most common words
74.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var
den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for
at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant
nu?
Ja.
Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og
magtesløs; ser det ikke således ud?
Jo -- --.
Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig
død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den
allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig
stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere
forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem
andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi
inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en
omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for
andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
vigtig tankegang.
Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik
til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han
tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.
Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine
hende med sine lumpne åndrigheder.
Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder.
Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.
Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede
ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.
Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til
en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.
Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?
Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:
Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- --
--.
Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i
det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!
Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige
kulde.
Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og
prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af
hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved
mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt!
Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod
hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt.
Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden
fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod
halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
berørte dem.
Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han
følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.
Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så
pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort
barn kommer, og så er du igen som før.
Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er
andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret.
Når det er overstået -- --.
Så har vi et lille barn, Helga.
Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det
er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- --
for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han
allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig,
Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig
altid. Tak for det.
Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene
side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den
gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.
Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.


Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.
Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at
fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og
udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende
om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et
hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
her.
Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves
opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne
opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.
Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han
måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin
hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig
fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt
magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin
ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han
forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og
være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at
jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for
mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og
usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er
mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.
Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig
som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.
* * * * *
Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret,
og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun
stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i
skoven.
Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det
skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
sætte os lidt.
Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han -- -- --
Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er
mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.
Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig -- -- --
Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den
gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig,
da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at
male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i
barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra
barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde
det.
Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt
simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --.
Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere
end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor
galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart
jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.
Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe
en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --.
Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med
et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt,
hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig
fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes
noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der
sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.
Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem
sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder
og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.
Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo
ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret
til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket,
og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.
Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo
dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har
ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst
mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den
med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke --
det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den
rigeste.
Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve;
det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes
interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
livsstof.
Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
som jeg ikke forstår.
Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er
sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer,
og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske
slet ikke er til.
Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til,
stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej
aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige
det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu:
Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede
at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til
sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke --
min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det
er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
mens jeg gik sådan.
Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.
Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad
så, Niels?
Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig,
og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil
derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.
Hvad er det for et?
Sig det kun selv, Helga.
Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke
blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket
kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre
andet end rejse?
Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har
altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.
Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?
Er du selv i tvivl?
Når jeg ser på dig -- -- --.
Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du
venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær
din hele lykke, der beror hos mig.
Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det
før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst
til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --.
I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke
glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at
jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i
dig og lar sig ikke udrydde.
Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den
eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en
anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor,
men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har
jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?
Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes
noget nyt, der lod sig studere.
Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg
er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde
at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid
gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig,
som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt
ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så
var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan
sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før,
når jeg har været borte en tid for det andets skyld.
Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du
har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden
har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at
protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består
i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større
lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du
savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke
de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et
helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne
plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du
begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens
storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker
vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der
stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render
hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge
mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler
dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til
intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles
fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af
forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til
støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere
ved, at du blir hos mig.
Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene
ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så
talte han igen:
Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget
helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme
udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret
adgang?
Jo, Niels. Kender du det?
Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som
det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået
dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være
blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der
dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det
andet.
Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved
at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert,
selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på
dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så
dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
--. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde
holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.
Han så spørgende på hende.
Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle
dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg
er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg
vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde
bestemt til det.
Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer
nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.
Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre
det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.
Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte.
Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste
kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen
fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok
i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv
opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige
sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse
har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. --
Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort;
jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.
* * * * *
Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted.
Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og
levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så
vidt muligt at se på hende.
Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive
udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første;
de havde jo talt ud.
Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg
op på trinet.
Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene.
Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
hæftigt og sa:
Jeg elsker dig.
Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.
Det forstår jeg ikke, sa han.


Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved
kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før
hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun
havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.
-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den
forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst,
søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede
om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men
når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.
Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så
unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen,
den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af
foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen,
socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved
står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de
roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to
yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der
ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er
bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker,
der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.
Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning,
og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider
af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den
del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den
højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg
vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i
anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden
er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.
Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter
eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som
eksistensberettiget? Nej.
Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred,
som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen
givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
eller bedre ord.
For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da
tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke
megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud
af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne
dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg
sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke
resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af
deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor
tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde
det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
forsvandt.
Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende
fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han
nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden
noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de
forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed:
Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv
føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere
tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.
-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en
selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne
afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du
vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at
klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to
mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis
du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad
jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed
You have read 1 text from Danish literature.
Next - To verdener - 10
  • Parts
  • To verdener - 1
    Total number of words is 5005
    Total number of unique words is 1363
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    64.7 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 2
    Total number of words is 5175
    Total number of unique words is 1309
    48.6 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 3
    Total number of words is 5171
    Total number of unique words is 1255
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    68.3 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 4
    Total number of words is 5102
    Total number of unique words is 1357
    46.9 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 5
    Total number of words is 5104
    Total number of unique words is 1424
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 6
    Total number of words is 5176
    Total number of unique words is 1392
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 7
    Total number of words is 5225
    Total number of unique words is 1326
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    64.4 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 8
    Total number of words is 5169
    Total number of unique words is 1310
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 9
    Total number of words is 5311
    Total number of unique words is 1254
    51.7 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 10
    Total number of words is 3578
    Total number of unique words is 1025
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    71.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.