To verdener - 10

Total number of words is 3578
Total number of unique words is 1025
51.0 of words are in the 2000 most common words
64.9 of words are in the 5000 most common words
71.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man
har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har
beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg
har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg
-- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må
fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny
verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og
tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig
sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen,
fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom
jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under
sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første
halvdel fra, da mærkedes det ikke.
Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre,
golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine
hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den
uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle
tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans
vegne som en, der til en vis grad forstår ham.
Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået
en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med
adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som
jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige
mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet
de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og
selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme
fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg
opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk,
vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner.
Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige
mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har
diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde
intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde
kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er;
i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved
dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra
samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.
Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for
mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.
Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre
stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad,
ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med
den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det
moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden
radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter
mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig
mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner
og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.
-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme
igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til
befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig
ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men
på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig
hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre
for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at
blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da
var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev
ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være
kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt
tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du
havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var
ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt,
for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når
du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro,
som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde
oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det
sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens
uforanderlige ligevægt.
Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt
op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han
sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til
beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge
er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige,
han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der
bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da
næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
der var ham mest tjenlig.
Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at
kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket
eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står
det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder
for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har
begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den
står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min
lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle
begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere
bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet
igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro.
Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres:
forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige
svagheder.
Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde
med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en
underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft
livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes
endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste
slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg
næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen
anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu,
efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke
er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den
sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
bestemt fra evighed af.
Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn
eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker
ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en
foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de
blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke
nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
grundigt nok.
Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder,
der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også
efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i
begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved
jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med,
at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større
verden.
Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og
jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg
hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin
fuldkommenhed.
Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha
lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der
interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du
står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så
ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for
dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.
Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab
kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget
andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske
glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve
tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så
varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du
ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen?
Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig
tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset
fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder
dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
mig fast.
Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den,
der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din
kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.
Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig,
og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der
angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
består jo i at vide så lidt som muligt.
Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører
mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt.
Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg --
-- --.
* * * * *
Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå
sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der
hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.
Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og
længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt
at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og
lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der
var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og
bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl.
Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde
hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de
havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
betød hendes lykke.
Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der
flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op
i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den
skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer
der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller
sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende
kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om
døden.
Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller
mere kunst?
Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom
hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og
forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en
sti.
Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde,
til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste,
fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
var tilstrækkelig.
Hun læste hans brev igennem en gang til.
Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse
uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom
hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.
Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes
svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast
ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod
og tænkte.
Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke
helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig
stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev,
højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
uforklarlig magt.
Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk
aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst
og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig
en hel kærlighedslykke.
Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå
ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.
Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe
hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny
kraft; hun vidste det.
Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på
hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe
hinanden.
Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over
hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til
at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge
piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og
musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.
Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så
ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
over hendes halve sjæl.
Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå
høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.
Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede
hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde
afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.
Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber,
og den unge mand skulde bære hendes træk.
You have read 1 text from Danish literature.
  • Parts
  • To verdener - 1
    Total number of words is 5005
    Total number of unique words is 1363
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    64.7 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 2
    Total number of words is 5175
    Total number of unique words is 1309
    48.6 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 3
    Total number of words is 5171
    Total number of unique words is 1255
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    68.3 of words are in the 5000 most common words
    75.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 4
    Total number of words is 5102
    Total number of unique words is 1357
    46.9 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 5
    Total number of words is 5104
    Total number of unique words is 1424
    45.4 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    70.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 6
    Total number of words is 5176
    Total number of unique words is 1392
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 7
    Total number of words is 5225
    Total number of unique words is 1326
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    64.4 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 8
    Total number of words is 5169
    Total number of unique words is 1310
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.1 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 9
    Total number of words is 5311
    Total number of unique words is 1254
    51.7 of words are in the 2000 most common words
    68.0 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • To verdener - 10
    Total number of words is 3578
    Total number of unique words is 1025
    51.0 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    71.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.