To verdener - 6

noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse
kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste
at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive
varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?
Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der
ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers
samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk
erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et
spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner
uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis
sjæl består af sådanne ulykkelige huller.
Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest
pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og
således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at
det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så
rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir
specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.
Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge
tavshed.
Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.
Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere
fornøjelse af det.
Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.
Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor
har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.
Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.
Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil
ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld
oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har
også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede
dig.
Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.
Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting
at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.
Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig
fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig
masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min
fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte
videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at
vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.
Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt
fald, at du skjuler noget for mig.
Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det
hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes
hende vigtigt:
Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke
spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken
ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang
mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget
stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men
drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.
Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og
hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved
siden af.
Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en
ydmygelse.
Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.
Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.
Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?
Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som
jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og
ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så
være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad
er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det
pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine
veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er
pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?
Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var
virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal
komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har
været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer
det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig
over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det
er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så
meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles
interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig
om det.
Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting
kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --
Er det da ikke idealet af samvær?
Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?
Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to
mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.
Det gir jeg dig ret i.
En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,
om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive
forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er
der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand;
jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,
mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så
hjem?
Ja.
De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.
Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten
hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du
vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til
kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de
stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i
din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for
at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre
det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken
almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses
mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- --
Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme
mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt
forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den
måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting,
der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde
sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?
Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte
rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og
forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men
overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.
Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.
Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid
lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad!
Farvel.
Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske
huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de
udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større
magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om
ånden, som ene siges at vare evindeligt?


En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver
sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen
forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at
interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan,
det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at
sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er
hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner
hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun
har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin
åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i
hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der.
Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme
måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok
selv.
En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at
beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder
ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er
anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær
finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben
derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes
flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?
Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der
gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser.
Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en
inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er
jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal
endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det
er meget uklogt, men det er så interessant!
Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga
ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt
i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange
ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på
som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for
sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og
tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den
sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med
rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde
og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.
Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få
nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som
fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og
blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert
eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;
halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde
af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller
andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene
pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede
det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares
den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin
barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede
den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som
dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var
så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde
været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og
slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved
husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte,
hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.
Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det
var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde
ganske være gået tabt i en andens selskab.
For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede
levende i hende, som hun ønskede at se.
Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt
mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet
større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een
holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme,
ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende
holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn
dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår
og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et
udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende
ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de
beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere
tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to
tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge
menneskene mange alen bort.
Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt
nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture
i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge
hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå
lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og
rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i
hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende
noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele
samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed
vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en
bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af
samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt
sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.
De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem,
hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige
profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde
udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.
Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne
det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især
når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at
ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den
nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære
den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til
virkelighed i et kunstværk.
Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde,
og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og
overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget
vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos
sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale
om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir
altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting
som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har
elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed
kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud
for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde
vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede
broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere
var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke
timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så
tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede
det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på
borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin
afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også
godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.
-- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte
moeren en dag.
Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun
med en vis kraftanstrængelse.
Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit
værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du
kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.
Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over
hende ved moerens ord.
Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går
tiden.
Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev
og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.
I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en
symaskine?
Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?
Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til
at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?
Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan.
Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds
med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte
ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.
Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser
nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede
ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så
kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt,
hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer
savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst
vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere
ivrig med den tegnen.
Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid
her inde.
Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det
da blive til noget, tror du?
Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift,
kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det
skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og
jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne
godt end at kunne brodere.
Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for
at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt
at ta sig til?
Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det
ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå
tiden med?
Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke
været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan
blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.
Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden
måde.
Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?
Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.
Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så
underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.
Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal
hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket;
rødglødende ører. Ja.
Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var
det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i
rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et
langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der
skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine
hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den
førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved
at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun
regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den
slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at
det skulde blive værre.
Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe
til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det
kunde føre til et slags resultat.
Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst
i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende
og drejede skrivebordsstolen om imod den.
Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går
straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske,
hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun
var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde
vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt!
Hun satte sig på en anden, op ad en reol.
Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel
masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er
tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det
hele. Jeg har ingenting gjort!
Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint
humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan
hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu
ikke er ganske overflødig.
Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke
er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.
Han gik tilbage til sin plads.
Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,
hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.
Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde
hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.
Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed.
Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i
middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse
nogle brudstykker -- --.
Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid
må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha
godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.
Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at
efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne,
skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne,
sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel
som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må
tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.
Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være
vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke
behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på
galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke
mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går
vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.
Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab
hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug,
hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige
anliggender?
Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget
for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og
mig holder du foredrag for.
Er du ond, Helga?
Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere
tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget
har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du
jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke
bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.
Det gør jeg stadig, i grunden.
I grunden, det vil sige imod din vilje.
Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.
Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.
Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør
mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større
livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til
det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe
kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med
hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget
ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig
til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og
idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men
jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også
begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun
gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig
kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert
instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i
sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For
tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive
erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og
endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det
vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig
et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
vil ikke høre det. Godnat, Helga.
Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.
Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget
af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan
til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen
faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom
smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men
de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over
kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden
løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes
rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --.
Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra
os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de
buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.
Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det
ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det.
Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og
længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede
hid og did som et geled invalider -- --.
Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og
begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde
lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev
fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten
uden at trække været -- --.
Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev
forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en
stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i
det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
havde vished for udfaldet.
Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun
blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud
i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.


Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv
bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget
andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne
blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished,
at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine
øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det
første lys.
Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun
huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god,