To verdener - 3

berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med
grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det
eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der
foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer,
de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik,
så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.
Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun
følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som
hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad
dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk
foruddannelse om kommende rigdom.
-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig
undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine
egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det
hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af
lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig
tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var
ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på
hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt
øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en
uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke
vejede noget.
Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende
i møde.
Hvor har du været, Helga?
Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav
retningen.
Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at
undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?
Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun
havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja
måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det
var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene
undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun
sig og gik rask ind ad mødestedet til.
Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.
Tillader du, jeg følges med dig?
Helga så forbavset på hende.
Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden
om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at
blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på
det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt
påfaldende, folk taler om det.
Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor
plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.
Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til;
men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad
jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.
Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd
på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et
samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en
besynderlig og flov virkning.
Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til
mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,
selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den
ene efter den anden -- --.
Grandlev rejste sig fra et af de små borde.
Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt
ulykkelig ud.
Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var
noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.
Der er ingenting, sa hun og så op på ham.
Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte
ansigt.
Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.
Grandlev?
Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.


Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en
sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis
der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;
ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få
med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det
kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så
underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar,
ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
mund op.
Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de
andre.
Forstår De det ikke, Helga? spurte han.
Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.
Det gør jeg nok, sa hun.
Hvad vil det sige?
Det ved jeg ikke.
Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.
Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare
han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var
bittert, og som sved.
Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det
anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for
tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest.
Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.
Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.
De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være
forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det
med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For
nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.
Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt
hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde
hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde
være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at
ydmyge hende.
Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;
vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.
Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke
mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.
Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad
for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor
var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke
hende i håret.
Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken --
og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke
hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte;
ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det
trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede
øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads
op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig
selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom
hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en
sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det
bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det
ringede, og hun måtte af sted.
Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte
hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at
samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun
havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men
hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev
alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.
Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af
hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.
Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den
glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.
Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede
ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var
umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.
Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg
skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så
yderst primitiv.
Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge
på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som
hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel
bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.
I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om
hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under
gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,
til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet
ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe
over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på
den store eng hjemme ved gården.
Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede
varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved
det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at
solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede
hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde
det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som
derefter ser på tingene med andre øjne.
Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte
hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller
skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri,
måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke
kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig
undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun
del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.
Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig
sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget
ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så
kunde der væres ulykkelig bag efter.
Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem
metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i
vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt,
hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke
let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu
steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun.
Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun
spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.
Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun
stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde
altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og
derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.
Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad
trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om
noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv
om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt,
endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke
være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.
Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig
selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så
hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget?
Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i
grunden så sørgeligt.
Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om.
Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for
sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme
sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med,
at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det
hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om.
Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt.
Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre
muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså
hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt
blive på den vej, hvor hun var.
Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende
hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste
kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun
opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået
over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik
forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig
det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og
siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere
fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik
så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af
og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog
være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende
stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun
hørte hans trin bag ved sig.
Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.
Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig
til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu
kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var
hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret
strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt
over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun
vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap
ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.
Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers
sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver
gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture
rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre;
hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun
strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den
straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele
sig til.
Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta
og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var
i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når
eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han
sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke
se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.
Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den
bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om
hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt
var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis
hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde
ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --
Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og
mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som
sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så
hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod
ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så
kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste
sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste
småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var
det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;
øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde
stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt
lejlighed.
Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo
forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte
lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
med sit atlas over knæene.
Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok,
hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun
lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par
raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne
ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev
færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint
knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde
først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret
langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde
ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var
fyldige og sad passende tæt ind til hodet.
Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så
efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med
et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.
Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af
den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde
taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han
anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.
Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,
hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han
troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde
fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet
fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når
det andet var sket.
Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun
betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil:
Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.
Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde
betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun
ingen tvivl længere. Alt var helt godt.
Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til
rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.
* * * * *
Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da
hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun
havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god.
Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en
grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var
noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag
igen.
Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede
ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.
Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom,
hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes
af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik?
Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt.
Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.
Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes
glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som
regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte
hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede
trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun
var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan
en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.
De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende;
hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode
forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget
ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev
henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde,
derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se,
hvordan han slap for det.
Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved
siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet,
da han spurte:
Hvordan går det så med humøret i dag?
Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret
over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha
givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun
gik foran ham ind i klassen.
Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa
ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og
tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt,
fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det
vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det
var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og
nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget
efter. Hun havde fået sin del, som der står.
Lykkelige Dagmar!
Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i
frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer
blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at
hun måtte undre sig og blev vågen igen.
Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og
skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste,
hvad det betød.
Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde
Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,
der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel
kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere
omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde
det billede hænge på hendes væg.
Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var
det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.
Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,
skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke
forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun
heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der
slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod
væggen, så der gik hul.
Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog
linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget
nøjagtig, men den duede ikke.
Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og
væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes
poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og
erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde
næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den
skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den
foreløbig.
Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt
sind, lige til hun faldt i søvn.


Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en
beslutning.
Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde
det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring
som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han
sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen
fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde
gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne
omstændighed.
Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt
den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti
han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en
handling er en ganske ulyrisk ting.
Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som
han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De
to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes
hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var
den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han
havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke
rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der
stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var
en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en
oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed,
som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk,
som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte
erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var
naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen
erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette
nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- --
Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange
andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin
fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste
mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de
griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham,
og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser
vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog
vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød
til.
Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en
dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel
til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over
ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en
blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud
og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers
vilde være ved det. Det var det eneste visse.
Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.
Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som
jeg ved?
Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin
vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så
gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen,
og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.
Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur
sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af
indre lystighed.
Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at
få det undersøgt?
Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som
et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo
stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende
rigdom.
Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans
overvejelser.
Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme
tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå
ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun
blev ved at le; det tog magten over hende.
Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.
Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat
foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da
hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var
øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne
gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I
dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har
gjort det før.
Brudelys, sa hun og rejste sig.
Ja, kom så, sa han.
Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.
Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.
Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun
skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede
tiden.
Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned
efter blomsterne.
Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som
den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke
altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd