Samlede Værker, Første Bind - 11

Jo, du véd det altfor vel,
thi du faar det tit at mærke,
hvor Instinkterne er stærke
til at slaa alt ungt ihjel.
Først naar noget stort er skimlet,
og dets Ophavsmand er himlet
som Fornægter af det ny,
faar hans Tanke Verdensry.
Var det ikke Gorm hin _Gamle_,
som fandt paa det Land at samle,
og som skjænked' det sit Præg:
side Kofter, hvide Skjæg!
Oldingfærd og Oldinglader
møder os paa Torv og Gader,
og blandt Thingets Stolerader
bliver Oldingvisdom Lov.
Og saa siger man dog frækt,
_vi_ den nye Tid skal bære.
--Takker for den store Ære;
men man gjør saa tung dens Vægt!
Danmarks Ungdom! altid skuffet,
altid hundset, traadt og puffet,
kan du kæmpe end en Stund,
kan du værge dine Skarer
mod det danske Hang til Blund
og fra Rolandshornets Bund
lokke nye Klang-Fanfarer!
Ak, du tier; men jeg ved
Smilets Mening paa din Læbe:
Nytter det, vi _fremad_ stræbe,
naar vi _bagfra_ hugges ned?
Bar vi ej mod Højdens Tinder
tit en jævn og lavfødt Mand,
bar ham glad med røde Kinder,
saa' hans Fødder Fæste finde,
Saa' ham--uden Tak at svinde,
mens vort Hjærte stod i Brand!
Løftet did til Ærens Top
drog han Stigen med sig op,
skyndte sig at kaste Dragten,
som han før blandt Brødre bar,
mens hans nye Skrædder skar
den, han bærer med Foragten!
Det er slige Drab man mindes,
Drab af tro og Fremgangsmod,
indtil Skammen i vort Blod
sammen med vor Ligkrans tvindes.
Disse Nævestød i Siden,
denne Marsch foruden Rast,
disse Haab, der altid brast,
gjorde os til Mænd før Tiden.
Og som Mænd i egne Klæ'r,
Mænd, der ej for Trusler viger,
Mænd, der ingen Dødsed sviger,
er det, at I ser os her.
Er vi end lidt stram om Kinden,
vi har Munterhed forinden,
Mod til Skjæmt og Raad til Sang
om en knækket Fanestang.
Og vi véd, hvad Vej vi vil!
Maalet, som vi sigter efter,
som vi gav de unge Kræfter,
er saa retfrem-ligetil.
Vi vil ikke lege med,
der, hvor Riflen sætter Prikken
over Verdenspolitiken,
vi vil ikke Krig--men Fred;
men for Fredens Skyld kan hænde
maa en Dag vi Bavnen tænde.
Hold jer muntre, hold jer vaagen,
Samlingsraabets dumpe Gjald
kan med Raaddenskabets Fald
lyde brat som Skud i Taagen;
Reaktionens danske Hund
hyppigt sig paa Halen Sætter,
tuder i de lyse Nætter
stygt mod Maanens blege Rund.
Russervældets Bjørnekuld
har nu Labben godt i Klemme,
nægter sig for alle hjemme
--uden for Hr. Rothschilds Guld.
Bonden rykkes fra sit Blund,
ser sig rundt med stille Glæde;
thi hvor Ulve Ulven æde,
er der ingen synlig Grund
just for Lammet til at Græde.
Men lad andre sætte Prikken
over Verdenspolitikken,
naar vi dér har leget med,
blev vi altid ladt i Stikken.
Nej, Programmet, som er vort,
er kun jævnt og hjemmegjort,
hentet--ej fra Lærestole,
men fra Livets haarde Skole.
Vi har læst det i dit Øje,
stakkels fattigklædte Mor,
naar du ved det grove Bord
lappede vor Barnetrøje--
set det i dit Alvorsblik,
Far, naar du kom hjem fra Mosen,
lændekrum med Dynd paa Hosen,
brudt af tusind Spadestik.
Kravet var de simple Ord:
_Ret til Stemme, Ret til Jord!_
Ingen Greve er saa stor,
at han kan os Vejen spærre;
thi det kan end ej Vorherre,
om han vil,--hvad _Skjælme_ tror.
Slaa da Fylking om jer Sag!
Lad dem ej jer Ret fornærme!
Langt fra Døgnets Gøgl og Bærme,
midt i Støj og Stempelslag
skal I finde Kampens Flag
gjemt i Arbejdsblusens Ærme!
Sjørup. 27/7 1906.


HJEMME.

Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø:
Der skal _to_ til at leve, kun _een_ til at Dø.
Der er saa stille i Huset,
for nys gik Natten Forbi;
en Flue brummer i Kruset,
og Uhret paa Væggen slaar ti.
Jeg sidder og tumler med Tanker,
som Dagen nægtede Form;
det skygger fra Vildvinsranker,
paa Ruden kryber en Orm.
Fjernt tripper det nede i Stuen;
det er min Elskte, min Skat,
der løfter de Kjedler af Gruen
og sætter i Orden til nat.
Hun bærer ind fra Altanen
Geranien gylden og varm;
som Børn i Slummer saa hælder
de Kronerne mod hendes Barm.
Da knirker der stille ved Karmen;
ind vælder saa frisk en Luft;
_hun_ kommer og klapper mig Armen,
jeg kjender Geraniens Duft.
Hvor Tanken og Rimet ej dækker
Papirets ventende Blad,
en dugget Reséda hun lægger
og smiler skalkagtigt og glad.
Hun svøber min Lok om sin Finger
og nærmer sin dunede Kind;
hun peger mod Ormen, der svinger
som jeg i sit selvgjorte Spind.
Med Lempe, og Tanden i Læben
hun fjærner den frygtede Pen
og skrider nu, kjækt i sin Stræben,
imod sin afvæbnede Ven.
Hun taler om Maane bag Skove
og trækker Gardinerne til,
saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!"
Jeg svarer: "Ske som _du_ vil!"
Leith 5/10 1906.


ROBERT BURNS.

Ved Skotlands gamle Eg dit Hors du bandt,
imens du lyttede til Bækkens Tone;
du _aanded_ Sang, hvert Digt en Diamant,
der overfunkled dem i Stuarts Krone.
Som fattig Tolder lod dit Folk dig dø,
dets største Hjerte, sønderbrudt og ene;
længst slog dog Folkekulden om til Tø;
nu faar du Statuer paa høje Stene.
Martyrens Lod den samme alle Vegne!
Imens han leved, slog man ham med Sten;
men naar hans Hænder slapt i Døden segne,
man gjør Mirakler med hans Dødningben.
Leith 25/9 1906.


PAA LOCHLEA.

Her har han gaaet den ranke Mand
bag Harv og Plov i al Slags Vejr
og digtet om det skotske Land
og gjort det for al Verden kjær.
Her har han traadt sin Rytmes Takt
med Mulden om sin tunge Sko
og følt den første Elskovs Magt
i Dansen paa en stampet Lo.
Her spired dette hvasse Vid,
der satte mangen Hykler mat,
mens selv han drev med Ko og Kid;
og Regnen drypped fra hans Hat.
Her har han smagt al Armods Tort,
følt Kløften mellem Rang og Aand
og set en elsket Far gaa bort
med Rykkerbreve ved sin Haand.
O, Skotlands Lorder viden kjendt,
lad Skammen skrive paa jer Ryg:
En Aand kom til jer himmelsendt,
Nationen lod den tærske Byg!
12/10 1906.


I BURNS FØDEHJEM.

Jeg har gaaet i gyldne Slotte,
staaet i høje Kathedraler,
men dit Hjem, du store Skotte,
dybere til Sindet taler.
Her sprang Folkesangen klinger
frem af Skotlands Grund og Stene,
munter som Forellen springer
under Flodens Askegrene.
Byd en Skotte hundred Borge
for den ene Bondehytte,
og han svarer dig med Stolthed:
"Ej for tusind vil jeg bytte!"
15/10 1906.


ENDNU ET BITTE NYK.

Han Ole bor paa Heden
med Sand og Ahl forneden,
med Rugen svang og sveden
og Spergelhøst for Byg.
Ved Sliddet tungt og treven
med Spaden og med Greben
er Oles Mundheld bleven:
"_Endnu_ et bitte Nyk!"
Gaar Stud i Staa for Ploven,
og ømmer den paa Kloven,
mens Kragen tyr mod Skoven,
og Solen gaar i Syk,--
er Barnet lagt til Puden,
blev Praasen tændt bag Ruden,
det lyder _end_ til Studen:
"Endnu et bitte Nyk!"
Og Kvinden ved hans Side
fik ogsaa tit at vide,
hvor Solens Brand kan svide
en gammel kroget Ryg;
man hører Hakkers Klingen,
men Knurren hører ingen,
de enes godt om Tingen:
"Endnu et bitte Nyk!"
Og Sumpens Siv fortrækker,
og Vidjen Vaaben strækker,
hvor Ole Ahlen brækker
med Staalets plumpe Pløk;
og Hønen gaar og skralder,
og Studen næsten falder,
mens Oles Stemme kalder:
"Endnu et bitte Nyk!"
O, I som bo og bygge
i tavse Bøges Skygge
og føle jer saa trygge
mod Hedemandens Tryk,
husk paa, at Fædrelandet,
at _Danmark_ blev et andet
paa Mulden som paa Sandet
ved slige bitte Nyk.
Vort Land skal gro og grønnes,
dets hvide Kyst forskjønnes,
selv Lyngens Søn skal lønnes
for tusind tunge Ryk,
blot længe det maa lyde
fra By- som Landsbygyde,
fra Øbo som fra Jyde:
"_Endnu_ et bitte Nyk!"
Novbr. 1906.


I DEN GULE LUPIN.

MARKEDSVISE.

Jørgine var en Pige alt udaf Bondestand;
hos Bitte Jens i Traanum der tjente hun forsand.
Hun klædte sig en Søndag sent i Tyl og Mouselin
og satte sig i Kanten af den gule Lupin.
Det var alt ved de Tider, da Katten lister hjem
og slikker sine Poter, mens Natten bryder frem;
men Soren stod der søndenomm', hvor Kløvren er saa fin;
saa fik _han_ ogsaa Higen mod den gule Lupin.
Han bad om hendes "lille Haand", mens grumme skjævt han lo,
hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to;
saa bad han om et Kys og fik gelik et halvt Dusin;
thi gavmild er du, Kvinde, i den gule Lupin.
Saa tog han Pigens Haand og Mund og hendes bange Barm;
han krysted Nakkens brune Rund, saa Hjærtet slog Allarm.
Saa tog han, hvad der ellers var i Tyl og Mouselin,
mens Ørentvister sværmed om den gule Lupin.
Men da Jørgine vaagned, da var hun bleven kold;
den frække Soren havde forlængst sagt Gud i Vold.
Og Maanen keg saa spørgende paa Knæ og Skjørtelin,
og Duggen drap saa sørgende fra gule Lupin.
Saa blev hun først forkjølet og siden--meget mer;
det _er_ jo at beklage, men slige Fejler sker,
saa længe Piger sætter sig i Tyl og Mouselin
hos falske Mænd som Soren i den gule Lupin.
Sjørup 29/11 1906.


TELEGRAFEN PAA HEDEN.

Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder
og Heden for Alvor ta'r fat,
der bor den Slider Jens Sivkjær
med Kone og Ko og Kat.
Og Hytten er gammel og Koen er mager,
thi smaat det skjæpper paa Lo,
og kommer der Regn af Søndvesten,
det drypper om Kat og Ko.
Rævlingriset om Hytten kravler
og Ulvefoden gjør Slyng.
Da drager de Telegrafen
hen over den vilde Lyng.
Hvor pibende Pors alene sang
om Høst for den ensomme Sjæl,
dér staar nu ved Hyttens bugede Gavl
en klokketonende Pæl.
Jens, som tænker hvor andre taler,
han ønsked sig tit en Avis;
men først maatte Trine ha' Væven hjem,
saa maate der spares til Gris.
Saa fik han saa langt til Verden,
kom udenfor Rygte og Ry;
nu er det som denne tonende Traad
har knyttet en Stræng paany.
Jens Sivkjærs Hytte har intet Læ
af Pil og vuggende Hyld,
og derfor lyder en Høstnats Regn
saa øde mod Væg og Syld.
Og Traaden farer med ondt og godt,
med Sejre og blodige Slag,
men éns gaar Plejlen paa Hyttens Lo,
og éns det drypper fra Tag.
De store Ting, som i Verden hænder,
Jens Sivkjær aner dem ej;
de glimter forbi hans Tærskelfjæl
paa deres Tusindmils-Vej.
Men svøber Vinden om Tørvestak,
mens Klyder trækker fra Nord,
og toner Traaden i Natten
som hylende Aanders Kor.
Da hænder det, Jens han vaagner,
rejser sig halvt og funderer,
hvisker vendt mod den tonende Stang:
"Hør, hvor de telegraferer!"
Jenle 22/8 1907.


JAGTAFLYSNING.

Nu ages langsomt hjem det gule Korn,
og Jæg'ren støver af sit Krudehorn;
paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd
der sidder Haren vejrende og ræd;
thi den har hørt det vilde Varselsbud,
der hedder Jagtsæsonens første Skud.
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,
der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;
og derfor raaber jeg til Jenles Harer:
Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!
Blot I paa eders lange, laadne Bagben
kan naa _min_ Skjelgrøft bag de røde Tagsten,
da skal I gaa paa Jenles Kløvermark
saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
--Du lille Hare paa den bløde Fod,
du tog vel aldrig Præmie for Mod;
du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige;
det gjør selv Jæg'ren i Alverdens Krige.
Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil,
du hører dog det danske Landskab til.
Her glæded du mig mangen Morgenstund,
naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund,
og Anden dykked ned til Fjordens Bund
for Motorbaadens fjerne Skruelarm;
da stod du som en Stribe for min Karm!
En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog,
den vaade Kløver dig om Øret slog,
en daglys Stemning jog med dig forbi.
Fra dine Poter stænker Poesi!
Thi lyses herved Fred om dig og dine!
Her skal ej Haglen dig om Øret hvine.
Du muntre Løber for min Gud: Naturen,
jeg vil ej se _dit_ Blod i Agerfuren,
jeg vil ej finde dig i Haslens Læ
med Laaret knust, med overskudte Knæ.
Spring du som hidtil over Jenles Banker
saa Fri, saa glad som mine egne Tanker!
Naa, denne lange Harepoesi
for Høstens Aasyn konkluderer i,
at kommer her en Mand med Bøss' og Taske,
han skal gesvindt med mig til Fogden traske!
Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder
han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!"
Jenle 29/8 1907.


AN WOLLES DRENG.

Mi Søn er bette Pejr, og a haar jo kuns den jen,
og da han bløw en niaars Pold, han maatt jo ud aa tjen,
han blyver tøl te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!"
saa An Wolle,
"der rend aalle
Maag te Hjord
mell æ Gord!
Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møll,
han maa jo op, æ bette Kaal, og ue _med_ æ Køll.
Dem rig dje Bøn ka sajtens sow, for dem staar aalt tered,
men fatte Baan maa tidle op aa strid for Fød og Kled.
Pejr faar helsen lær aa rend,
_fræ_ æ Mues til Awers-End,
lisse sore,
_øwer_ Bore,
_gjemmel_ Saând;
hwelle Baan!
Nær Atteror den buser ind med Wand imell æ Knold,
ka en Par bette naagen Færr ja wal blyw wod og kold;
men hwa, Worherr han hjælper wal, saa han ka sto æ ue,
den villest Ar, en Baan ka fo, det _er_ en gue Natue.
Pejr er ingen Frøssenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
mell æ Tistler
wârr og wârr
laangs æ Kjâr.
Ja, no po Sønde trowr a da, æ bette Knæjt faar fri,
saa skuld do rele komm herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej mæ, om do tyggs, han blywer bovn og stue;
a trowr da nok, saavidt a sir, han slæjter _po_ æ Mue.
No skal _a_ skam hen aa baag;
tho han skuld wal haa en Kaag,
fâr han drawer
øwer æ Awer
væk ijen,
bette Swen!
Her sejjer a en jenle Kwind' saa manne ødlet Daw;
men no te Vinter ska han hjem, sku a saa sejj aa klaw!
Ja, saa ska han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a _er_ da rele vis epo, _han_ sworer mell de bejst.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!"
saa An Wolle,
"han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue."
Septbr. 1907.
[Footnote: _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig; _træj_, træde; _blyw_,
blive; _den jen_, den ene; _Pold_, Polde, lille Fyr (anvendes hyppigst
om Grise); _tøl_, tolv Aar; _Pejersdaa_, Peders Dag; _gue_, god; _knøw
og stue_, smuk og stor; _kjelle_, forvænt og balstyrig; _hwelle_,
dygtig; _Maag te Hjord_, Mage til Hyrde; _æ Gord_, Gaardene; _ue med æ
Køll_, ud med Køllen (for at flytte Kreaturerne); _fræ æ Mues til
Awers-End_, fra Mosen til Agerens Ende; _lisse sore_, hvert Øjeblik;
_Bore_, Nyagre; _Saând_, Sand; _Atteror_, Efteraar; _buser ind_, om
Vejret, der kommer med Kraft; _med Wand imell æ Knold_, med vand mellem
Knoldene (nemlig i Kjærene); _naagen Færr_, nøgne Fødder; _wod_, vaade;
_sto æ ue_, staa det igjennem; _den villest Ar_, den bedste Arv; _glaa_,
glad; _rele_, rigtignok; _tyggs_, synes; _bovn og stue_, smuk og stor;
_æ Mue_, Moderen; _haa en Kaag_, ha en Kage; _drawer_, drager; _æ Awer_,
Agrene; _bitte Swen_, lille Fyr; _sejjer_, sidder; _manne ødlet Daw_,
mange kjedsommelige Dage; _røjt_, røgte; _ant end gue_, andet end god.]


DEN FATTIGES BLAD.

Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen
du Pode ved Langsøens Bred,
hvor Granens fornemme Knejsen
forraader Jærn i dens Ved.
Jeg ønsker dig fnysende Fjender;
thi har du af dem en Skok
(jeg taler om Ting, som jeg kjender!),
da kommer _Vennerne_ nok.
Søg ind ad de lave Døre
og op under Kvistkamrets Spær,
og kast paa de nøgne Vægge
et lille legende Skjær.
Hav Øjet paa Gydernes Stakler,
bær Blomst til den syges Seng,
og glem ham ikke, den lille
forpjuskede Hyrdedreng.
Der sidder i Udmarkens Øde
saa fjern fra den alfare Vej
en Hob, saa maa betle sig Føde;
jeg ved, at de venter paa dig.
Og andre du træffer paa Kjæret
saa langt fra den banede Sti;
de titter saa rædde i Vejret,
naar nogen gaar dem forbi.
Og Plejebarnet der ledes
til Piskningens blødende Ve,
mens Fadervoret det bedes
de hellige tre Gange tre--
Du skaane ej Børnenes Bødler!
Du piske dem med Skorpion,
om Lovens snirklede Tødler
voterer _syv_dobbelt Pension!
Paa Herregaardsmarken du standse
en Æsel i Snore og Frak,
hvis Stok en Polsk monne danse
paa Ryggen af en Polak!
Og alle de blege, der aander
i Støv af Fabrikkernes Malm,
og gamle Forsømte, der vaander
sig rundt paa Kommunernes Halm--
Og Tyendekamrenes Mørke
med Skimmel som Smykke paa Væg,
der suger den tjenendes Styrke
og gi'r ham en Baas mellem Kvæg--
Og Teglværkets lerede Trældom,
_saa_ gammel og næsten _saa_ grum,
som dengang Gud Herren i Gosen
over Teglfabrikanten holdt Dom--
Og Væverskens Kamp med Maskinen,
der krummer sin snigende Arm,
imens den--til Staaltænders Hvinen
voldtager den hostende Barm--
--Ja! Ja! Du skal finde dem alle
og yde dem broderlig Trøst
og være for Samfundets Øre
en streng, udskammende Røst.
Men har du bragt _Haanden_ af Klemme
til _Kroppenes_ Glæde og Gavn,
vi venter, du rejser din Stemme
for _Sjælenes_ sukkende Savn.
Løft Faklen mod Loftets Fjæle
derinde i Smaamandens Hjem,
saa alle Skyggerne stjæle
sig bort til Helvedes Gjem!
Giv aldrig Pardon til det onde,
der æder som Trøsk i Træ;
da sænke deri din Sonde
og bryde det over dit Knæ!
Du være den fattiges Værner,
du være den riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjærner,
men bævende Læbers Pris.
10/9 1907.


PÆ' SIVENSAK.

Med Pølseryg og Istervom og Nakken stiv
og Armen lagt i Bugt omkring et Jerseyliv,
med Merskumspiben næsten til hans Kalveknær,
saa vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der.
Saa værdig han røgter sin Polkerer-Dont,
som dansed han paa Toften med sin Rugstak rundt;
se Sveden, hvor den drypper paa hans Støvlelæ'r!
Javist er det Pæ' Sivensak, som danser der.
Ved Væggen sidder hviskende hans Slægt paa Rad,
mens Gulvet gynger bange for hans Hartkorns-Trad,
og Dansens Takter mases af hans Indad-Tæ'r
og drejer med Pæ' Sivensak, som danser dér.
Hans Skuldervrik, hans Nakkefold, hans Mund saa sur,
hans hovne Blik, hans Knappers Sølv, hans Tokas-Uhr,
det ringler, og det raaber højt til en og hver:
"Se, det er nu Pæ' Sivensak, som danser her!"
Men inderst sidder Svimlen i hans Hjernekrog
og klaprer som med jærnbeslagne Kistelaag;
hans Øjne staar som Tudsens under Tordenvejr:
"Gud naade mig, Pæ' Sivensak, som danser her!"
En Skrædder sad i Krogen bag en Skjørtebræm,
og stak han under dansen brat en Klumpfod frem;
og Folk sig rakte højt paa deres Støvletæ'r:
"Ih, Kors! det var Pæ' Sivensak, som trimled dér!"
14/9 1907.


JEG GIK MIG UD.

Jeg gik mig ud at vandre
for Grædefred at faa
saa fjern fra alle andre,
som ogsaa græde maa.
Jeg skræmtes af en Stemme
og fandt en lille Bæk,
som ikke vilde skræmme,
men bare vilde væk.
Knap hørte jeg dens Syngen,
min muntre Barndomsven,
før Graad og Hjertetyngen
var stille vejret hen.
Ømt bad jeg Bækken vente
en ringe Dugfaldsstund;
et Kys jeg vilde hente
fra dens jublende Mund.
Men før jeg mærked Duggen
igjennem mine Knæ,
jeg hørte Bækkens Klukken
nu bag det næste Træ.
Paa al min Bøn og Klage
kun samme Svar: "Gaa hjem!
Thi _du_ kan gaa tilbage,
men _jeg_ kan kun gaa _frem!_"
Saa sang hun, Engens Datter,
og svandt bag Svingelgræs.
Det lød som Pigelatter
i Havrens sidste Læs.
14/9 1907.


BOSSEN.

Din Randsel er lappet og graa, Farlil,
og Sjappet gaar ind til din Taa, Farlil.
I Sølen du sætter din Saal, Farlil,
men hvor har du sat dig dit Maal, Farlil?
Du hutler og "fægter" dig frem, Farlil,
men fægter dig vanskelig hjem, Farlil,
og Tørsten forfølger din Sjæl, Farlil,
som Skyggen din skjævtraadte Hæl, Farlil.
I Regn var du aldrig en Helt, Farlil,
med Himlen Som Tag og som Telt, Farlil;
men tørres af Solen din Sok, Farlil,
da svipper du glad med din Stok, Farlil.
Og jages du væk fra din Kro, Farlil,
du slænger dig under en Bro, Farlil;
der klukker Aaen saa godt, Farlil,
men Lejet er lovlig vaadt, Farlil.
Saa glider du gjennem vort Land, Farlil,
langs Lovens vovede Rand, Farlil;
fra Skæbnen faldt mangt et Skrup, Farlil,
og Fogden gav ogsaa sit Skub, Farlil.
Som ormstukken Frugt du Faldt, Farlil,
din Jordmor blev aldrig betalt, Farlil,
og gled du en Dag paa din Vej, Farlil,
mon nogen vil Spørge om dig, Farlil?
--Vel er du en Gast og en Strik, Farlil,
men jeg har set i dit Blik, Farlil;
dér sidder en Fange i Bolt, Farlil;
han har det saa trist og saa koldt, Farlil.
Den Fange bag Øjnenes Glug, Farlil,
jeg selv har mærket hans Suk, Farlil;
og naar han hulker i mig, Farlil,
da bøjes min Skulder mod dig, Farlil.
16/9 1907.


KOMMER I SNART!

Raabet stiger i Morg'nens Skjær:
Kommer I snart!
jager som Blæst om Sig og Kjær,
hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r:
Kommer I snart, I Husmænd!
Tiden ruller med store Ting;
--kommer i snart!--
tungt dog drejer dens Hjul omkring;
I kan øge dets træge Sving;
--kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor
--kommer I snart!--
knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
venter paa Vuggens spæde Nor
--kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg
--kommer I snart!--
_Eders_ Kvinde bag klinet Væg
malker Geden med striden Skæg
--kommer I snart, I Husmænd!
_Dovne_ sugede Jordens Marv,
--kommer I snart!--
Tusind Tønder til Taabers Tarv!
Hvad _de_ vraged, blev eders Arv;
--kommer I snart, I Husmænd!
Neg I sanked til andres Lad
--kommer I snart!--
søbed som Tak for Svedens Bad
Trællens Æde af Hundens Fad
--kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi!
--kommer I Snart!--
grib jer Spade og hug jer Fri!
I er tusind, hvor de er ti!
--kommer I snart, I Husmænd!
Jenle. 20/9 1907.


TYENDESANG.

Her kommer fra Dybet den mørke Armé
og fordrer af Verden et Svar;
skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le
er al den Fane vi har,
vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
og løfter i Vejret paa Skjændselens Bræt
den Tusindaars-Lænke, vi bar.
Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad,
kun denne vor skorpede Haand;
til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad,
i Ørkner vandred vor Aand.
Du Herre, som højt gjennem Samfundet red
hen over de Rygge, du trykkede ned,
nu smyger vi af dine Baand!
Vi harved din Ager, vi skar dine Neg,
vi strigled din blommede Hest,
vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg,
naar selv du gik pyntet til Fest.
Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm,
hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm,
og Svindsoten kommer som Gjæst.
Vel er vi en kuet og slidende Hob,
kun Trælle i Velstandens Gaard,
i Samfundets Aske en nedtrykket Job,
der skraber sin Byld med et Skaar;
snart Svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn,
se op, Kammerater, det lysner i Sky'n,
Befrielsens Malmklokke slaar!
Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo,
hvor dundrende plejlene gaar:
kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo,
se ud fra de hældende Vraa'r!
For Fronten Reveillen nu Løfter sin Klang,
lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang,
_jer_ Dagning paa Ruderne staar.
Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind,
og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind
og Rester af Letsindets Skat.
--Da pløjer vi muntre vort bølgende Land,
naar først vi har Friet vor kuede Stand
fra Tusindaars-Trældommens Nat.
1/10 1907.


Æ GAMMEL SNEJKER.

Der gor en Mand mell Grønning-Knold
--vi letter po wor Hat--
hans Mind vil Salling læng behold,
--den letter po si Hat.
Æ Blæst ka flyw, æ Storm ka bus,
det rokker ett den Snejkers Hus,
men letter po _wor_ Hat.--
Han er lidt rynked i æ Bark,
--vi letter po wor Hat--
men inderst ind en hwelle Knark,
--vi letter po ver Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng,
da ka do trow, hans Yws ka syng.
--a letter po mi Hat!
Han haader Brændvin som æ Dæwl
--a letter po mi Hat--
og saa do ham handtir en Hæwl,
_do_ letted po di Hat.--
Æ Sommerdaw han haar æ trunt,
ved Vintertid da gor han rundt
og letter po hans Har.
For hwer en Knot, for hwer en Knast,
der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
vi letter po wor Hat
Wor Tap ska dripp, wor Øl ska skyll!
A trowr saagi hans gammel Møll
no letter po si Hat.
Her staar vi i den Snejkers Stow
og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow
vi letter po wor Hat;
for aall de Daw og aall de Or,
der glaadle kam og laangle gor,
vi Letter Po wor Hat.
Okt. 1907.
[Footnote: _bus_, jage hæftig af Sted; _Snejker_, er baade Snedker og
Tømrer; _hwelle_, dygtig; _Timmerdyng_, Tømmerstabel; _Yws_, Økse;
_Hæwl_, Høvl; _trunt_, travlt; _Knot_, Ujævnhed; _stented_, fór imod;
_slaan_, slaaet; _Or_, Aar; _glaadle_, med Glæde.]


EN MINDESTEN.

PAA MIN FØDEGAARDS MARK.

Her vendte Far sin Plov, aa, saa mangen, mangen Gang,
naar Graalærken højt over Sandmarken sang.
Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol
og saa med tynget Blik mod den synkende Sol.
Thi satte eders Søn denne liden graa Sten
til Minde om en Færd, der som Duggen var ren.
28/2 1908.


MAJSOL.

Solen ler saa godt og mildt,
den stryger Sæden frem,
lokker ud den lyse Filt
om Bøgebladets Bræm--
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen i din egen Sjæl den ler dog allerbedst.
Solen duner Knøsens Kind,
gi'r Rugen blanke Knæ,
varmer Lammets myge Skind
i Digets Søndenlæ--
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen over Hjemmets Dør gaar brave Hjærter næst.
Solen er saa elskovsfuld,
den favner Jorden bred,
kysser Lærkens spæde kuld,
saa Duggen triller ned--
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Sol paa Minders Myggesværm gav mangen Drøm sin Rest.
Solen tænder Blomsterblus,
hvor Engen før var graa,
Iris og Ranunkulus
og Brudelys ved Aa--
Sydsol og Østsol og Solen af Nordvest;
men Solen ved en Brudgoms Barm hun skjænker skjønnest Fest.
14/5 1908.


HØG OVER HØG.

Nypudset i Solen sad munter en Myg;
frem mased en Skarnbasse kluntet og tyk;
og Myggen, som sad der saa rent og saa rart,
blev væltet i Gruset ved Langtrynens Fart,
--for han havde Hast--
saa Myggens Nakkeben sitrende brast.
Skarnbassen fremstenter paa stræbende Ben
og kratter med Kloen i Støv og i Sten;
frem stormer Cyklisten i rygende Sved;
han henter den arme, han hjuler den ned;
for han havde Hast;
dens pansrede Indvolde boblende brast.
Cyklisten slaar Sløjfer om Gaarde og By;
da driver imod ham en ravnesort Sky:
Lyntungen udstrækkes saa lang og saa gul;
to spaltede Pæle slaar Kors for hans Hjul;
det Lyn havde Hast!
Blandt Ting af Værdier en Hjerneskal brast.
9/6 1908.


HJEM FRÆ PLOWGILD.

Se, Slidder og Sladder er der nok, der vil før,
og Løwn og Komeddi ka en sajt faa aa hør,
men hvis I vil lyd te forstandig Taal,
saa skal a hwerken dejt heller praal
men baare betrow jer en mærkele Spel,