Samlede Værker, Første Bind - 08

skjælve stærkt; _koldslavn_, greben af Koldsygen; _Nøj_, Ny; _swot_,
sort; _haad mæ_, hade mig; _Kwot_, Kort; _Blød_, moradsige Kjær; _Døj_,
Dynd; _far_, før; _aaltarr_, aldeles tørre; _alisid_, jævnsides; _Len_,
Lindring; _sommsind_, undertiden; _sak_, sank; _Lu_, Hue; _Hor_, Haar;
_løwt sæ_, løftede sig; _Skjot_, Skjorte; _wot_, vaad; _hejsen_, ellers;
_tint jenn_, tænkte bare; _stented_, sprang heftigt; _søn_, saaledes;
_aalste_, alle Steder; _æ Pwot lot_, Porten lukket; _lisse sor_, hvert
Øjeblik; _Kalgord_, Kaalgaard; _hejs_, ellers; _Blaan_, Sky.]


Æ MUESPIG.

No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj,
og læ mæ sejj jenne aa sørr--
og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow,
og sukk, nær a ponne om mi Tørr!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm her med en Rues!
Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og do fæk mi Buttel aa bær,
da skuld en saa nej te di Haând og di Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter no aa løw;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw.
Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm;
a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw,
og nok saa ring en Bevren i di Stemm.
Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi Dar;
og saa tar du mi Haând for en jenle Graan Staând,
men æ Frør di synger i æ Kjar.
26/1 1905.
[Footnote: _søen_, saaledes; _sejj_, sidde; _jenne_, alene; _sørr_,
sørge; _Stripp_, Malkespand; _ponne_, smaapusler; _jenle_, enlig; _gan_,
gaaet; _æ Mues_, Mosen; _laant_, langt; _aa_, at; _Rues_, Rose; _Daa_,
Dag; _plot_, plukked; _Krusbær_, Tyttebær; _Buttel_, Bærspand; _saa_,
sagt; _Trow_, Tro; _haaj_, havde; _wot_, været; _aalle_, aldrig; _løw_,
leve; _som-mjest_, næsten altid; _hower_, husker; _Tor_, Taare; _Yw_,
Øje; _den Bitte_, Barnet; _føj_, født; _en jenle Graan Staând_, et
Øjeblik; _men_, mens; _æ Kjar_, Kjæret.]


HELLESØ.

Og ledes din Sjæl ved Dagens Støj,
og har du en Vunde, som brænder,
da sæt dig her under Lyngskrænten høj
og fold dine Hedningehænder,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her byttes langsomt den gyldne Dag
og Solens Brand over Mulde
med Hedens kølige Aandedrag
og Søens skvulpende Kulde,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Paa Brinken knæler en Jenbærbusk,
bag hvilken det tøvende skrusler;
hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk?
Aa, det er kun Brokken, der pusler,
mens Maanen Skjarer paa Hellesø.
Her trækker besværligt den fede And
imellem de lyngkranste Vande,
og tit dens buttede Vinges Rand
vil strejfe Fuldmaanens Pande,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her bader ensomt i Sivets Læ
den Bondes fyldige Datter,
og Bølgen favner det hvide Knæ
og kysser det atter og atter,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Og Sivet drypper sin tunge Dug
i Søens spejlende Strømme,
og Bølgen lander med bløde Kluk,
og Rørene rasler i Drømme,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Her sladrer Vinden om bløde Kys,
naar to har fundet hinanden,
og gule Iris og Brudelys
staar tændte langs Holmeranden,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
--Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard,
hvor Rugen samler til Kjærne,
et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar,
er natligt Skud i det Fjerne,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Og Kalmus dufter saa æblesødt
som Liljer i Brudens Kammer,
og Stjerner stiger af Vestenrødt
og svinder i Østenblammer,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.
Sjørup 28/1 1905.
[Footnote: _skjarer_, skinner (om Lysets Glimten); _Jenbær_, Enebær;
_skrusler_, støjer paa en hemmelighedsfuld Maade; _Brok_, Grævling;
_Blammer_, enhver stor Lysudfoldelse.]


DEN JYDSKE LYNG.

Her har _jeg_ staeet i tusinde Aar,
sust for de Slægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.
Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.
Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjærmet den saarede Hare;
Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn,
saa imod Himlen med Øjne saa klare.
Tyttebærkonen sin rødnende Frugt
krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brodden og svinged med Stjærten.
Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjørtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Hætten.
Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe,
dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.
Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand,
spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage,
om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.
Spørg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer,
om _han_ vil miste _mit_ klagende Sus
eller _mit_ Vidsyns de vældige Buer.
Spørg, om _han_ længes mod Skovene blaa,
naar--mens i Morg'nen han spreder sin Mergel--
Gjederne bræger, og Lærken den graa
løfter sin Top i den duggede Spergel.
Vel er min Ranke kun mager og tør,
lidt _jeg_ kun yder til Fadet og Bøtten;
ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.
--Sært som min Hede er Menneskets Krav;
_Brød_ skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand; før nogen ved af,
skjælver hans Hjerte i Suk efter--_Stene_.
Und mig da Fred paa min Fædrenegrund!
Lad mig i _Sandet_ dog Rødderne sprede!
_Brød_ skal du hente fra _Muld_markens Bund,
_Vidsyn_ og _Fred_ paa min drømmende Hede.
Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905.


GLAD VISE.

Grønt gror nu Sivet, ja;
grønt gror nu Sivet, ja,
en Seng med Dun er ej saa lun
som en blandt grønne Siv, trara!
Vi er fulde, vi skaaler og skjænker paa'et,
vi er fulde--vi skaaler og skjænker paa'et;
vor Præst han kys't Per Spill'mands Frow,
og præked forkert ved at tænke paa'et.
--En Seng med Fyld, en Seng med Dun,
en Seng blandt grønne Siv, aaja,
men ingen Seng er dog halvt saa lun
som Armen om Pigens Liv, trara!
Sjørup, Febr. 1905.


AN MARI TRAJTER ØL.

Nej Fanden sku fæjst sæ da mir te Jens Kræme!
Her stor søn en Stoder og trower, han ska læ mæ,
hwordan _a_ ska brygg, hwordan a ska baag,
hvordan _a_ ska legg en Flæskbøst i Laag!
Og pinwon og gjerre det er jo æ Swin;
_hwer_ Pott po æ Hyld saa kigge han i'en.
_Saa_ tar en formøj af hans Miel og hans Maalt,
_saa_ skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt;
ja haar en kjend Maagen!--Det er aalle saa møj
som den usleste bette Taar Wand, en ska løj,
saa ka han lav Vejlo og slaa med æ Dâr,
saa det rister i baade Tallerkner og Fâr.
--Han blywer da jen Tid længer og warr!
Nej, haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer;
der kund en hejsen ha hat æ nø bejer!
Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi Lor
og Tow af den villerst For i æ Gord
foruden mi Løn.--Men dér war jo Bøen,
og han so jo Enki; og det er ett søen
aa tur med anner dje skjødløs Knæjt,
saa der bløw da ingen Brød af _den_ Bejt.
Det hid sæ jo osse, te han vild ha tavn mæ
--ja søn te hans Kuen da!-men hwa sku det gavn mæ?
Tho han er jo gammel, og gro o æ Bælle
og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw;
som no den hèr sølle Haandtiring med æ Yw
--og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle!
En ska ett ta enhwer.--Tho de'e da de færrest,
der ett ka gaa og skjelt sæ en Kjærrest;
men justemint find sæ nøj, en ka lid o
en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o--
aah, det ka endda kost jen nø Beswær!
For fand en sæ jen, en tyt, en haaj kjær,
saa ska æ nok pass--jow det war ett sær!
te saa er der osse anner o æ Tær.
No trowed mæ Synder, te _Soren_ holdt a mæ.
Her gor _a_ og gjemmer hwer Diel, som han ga mæ!
Ja, hwa _a_ haar lid for den skjødløs Dreng!
A _elsker_ ham--ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi Seng.
Æ Ramm den kost mæ en jawn Rigdaale!
Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud,
søn hen ad Awten, nær aalting war still;
aanej, hwor bløw en da kanter og hwell,
saasnaar te Soren han pikked o æ Rud!
Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaae;
han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka haae;
en læd dem regir laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham--
men laa han forlæng, ja hwad tho saa wat a ham.
--Og saa ska en nu ha aa hør i æ Bøj,
te den forbandede Flaani Mett Fløj
baade Nætter Og Daw staar og drøwsker atter ham!
Aa Jøsses, hwor bløw a da lid ved æ Los
i Guer po æ Kjergaard! A Sto med no anner
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender mæ om og gor ad æ Stett;
hvem trower I, a møder anner end Mett!
Hun bruser forbi mæ,--søen!--kallepros;
æ Buend--de bred saawal som de small--
de blæst jo om hind, som de war gal,
og a tær forsuer mæ--ja læd mæ ett band--
men det er da bode sikker og sand,
te _de_ haaj kost øwer syv Mark æ Al!
Hwa søen Stø jen hun haar godt ved aa hed sæ,
hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled sæ.
Men hwad haar ennaaen sølle Hjavl wal af Gled?
Der sto _a_ og bid i æ Knud af mi Kled;
for hwad ka æ hjælp, te en _viser_ si Vred!
En er, som en er,
som en bløw af Worherr,
og mukk imud ham er der ingen der tær!
Men ta den Kjærrest, ennaaen holder ve,
nej, det sku no aalle ha Low aa vær te!
Og mo æ ett roves, saa mo æ wal hwiskes:
En Hjaani som Mett--a _tykkes_ hun sku piskes!
Ja hwis _a_ haaj Majt,
som blot a haar Ajt!
--Aae Jøsses endda, tho der taft a æ Trajt!
Sjørup, 7/2 1905.
[Footnote: _Stoder_, Stodder; _læ mæ_, lære mig; _Flæskbøst_,
Flæskeside; _Laag_, Lage; _pinwon_, paaholdende; _løj_, lunkne; _Vejlo_,
Vejr; _warr_, værre; _Lor_, Laar; _Tow_, Uld; _villerst_, bedste;
_Enki_, baade Enke og Enkemand; _Beit_, Ovnfuld Brød; _hid sæ_, hed sig;
_skjelle_, skeløjet; _skjelt sæ_, liste sig til; _tyt_, syntes; _faale_,
mer end forfærdeligt; _kanter_, oplivet; _hwell_, duelig; _spaae_,
sparet; _haae_, ha' det; _wat_, vækkede; _Flaani_, Flane; _drøwsker_,
higer hæftigt; _æ Los_, foragtelig Benævnelse paa en ung Kvinde (svarer
til det mandlige: Lømmel); _tolle_, enfoldig; _Kos_, Kors; _Stett_,
Stente; _kallepros_, meget kjæphøj; _æ Buend_, Baandene; _tær_, tør;
_forsuer_, forsværge; _Stø_, Stykke; _hed sæ_, pynte sig; _sølle Hjavl_,
sølle én; _Hjaani_, halvfjantet Fruentimmer: _æ Trajt_, Tragten.]


JENS FISKER.

Jens Fisker han bo'de derude ved Aa,
hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.
Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa,
naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?
Og nytter den noget, den lullende Aa,
naar Kjællingen baade vil bide og slaa?
Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa
og søgte sin Vædelse uden for Aa.
Han sov som en Orne og drak som en Saa,
mens Fisken slog op i den sorlende Aa.
Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa,
hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.
Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
"Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!"
Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa:
"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"
Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa:
"Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!
Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa,
de trækker ej nye Vandstøvler paa!"
"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de _nu_ staa,
jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!"
--Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa
til Brasener brede og Skaller saa graa.
Men det er da noget, enhver kan forstaa;
her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.
--Naar Uglen er ude, og Natten er graa,
da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.
Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa
og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.
I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa
med klaprende Tænder og strittende Taa.
Naar Timen er ude, hun hører ham gaa
som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa.
--Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa.
Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa;
dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.
Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa:
"Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!"
Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spøger de--hver med _sin_ Vandstøvle paa.
Jebjærg, Juni 1905.


JENS VEJMAND.

Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand,
det er saamænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Hamren maa forvandle
de haarde Sten til Brød.
Og vaagner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Hamren klinge
paany, paany, paany,
det er saamænd Jens Vejmand
paa sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvaade Sten.
Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og møder du en Olding,
hvis Øjne staar i Vand--
det er saamænd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Knæ,
der næppe ved at finde
mod Frosten mer et Læ.
Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst,
mens Aftenstjærnen skjælver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær--
det er saamænd Jens Vejmand,
som endnu sidder dér.
Saa jævned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var saamænd Jens Vejmand,
han tabte Hamren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.
Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav--i Døden,
man gav ham aldrig én.
Jebjærg, 19/6 1905.


JAKOB OG HANS SØNNER.

I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard
hen over disblaa Kjær og Bavnehøje;
Rugfaldets gule Vover bar ens Øje
ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar.
To hvide Stude trægt for Tromlen gaar,
hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider;
men ellers hersker Hvil til alle Sider.
En Søndag var det, fuld af Lærkelyd,
Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige,
Valmuen kasted sine Bægerflige
og svang nu nøgen i sin røde Pryd;
Hugormen trilled sig med skjællet Fryd
i Vejens Sand og glemte under Badet,
hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet.
I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem
endnu med Salmens runde Klang i Øret,
mens Troens Trylleverden taagesløret
sig tegner bagom Rugens Bølgebræm.
Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem,
mens langsomt byttes Biblens Billedriger
for Risengrøden, der hvor Røgen stiger.
Men tværs paa Sognevej og Kirkesti
ned over bratte Hæld og høje Diger,
hvor Flintestenen under Støvlen skriger,
og Luften lives af den brune Bi,
der kommer over Marken, kjæk og fri,
en Skare Knøse, halvt som Foler kaade
og halvt som Mænd, der ved at ramme Maade.
De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder
og holder sig bag Rugens Fald i Læ:
Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder
slaar svære Folder om de stærke Knæ;
de vejrer vejrklogt mod det Søde Dræ
og føler jublende, hvor Blodet rinder,
og ler, saa deres brede Tænder skinner.
Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner,
der aarligt samles paa hans Fødselsdag,
og der ved Gammens-Øl og Latter lønner
den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag.
Nu ta'r de Føden under andres Tag,
men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme
faar altid sunde Hjerter til at flamme.
Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre
som Lærkens Legen paa sin lyse Streng,
og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre
som Kabbelejens paa vor Faders Eng;
hvor drømte du som i din _Moders_ Seng?
Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige
opvejer tusind Mil i fremmed Rige!
--De unge Knøse hører op at larme,
som raskt de skrider imod Porten frem,
og Blikket lyser af en hellig Varme,
thi der staar Festglans af det gamle Hjem;
hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem,
og over Elmens Toppe, stort udslaget
i tunge, fede Folder bølger Flaget.
Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen,
og gnider Kraasen mod det lunkne Sand;
igjennem Porten inde bagom Skyggen
Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand;
_den_ drypper Draaber ned i Brøndens Vand;
Stenbroen nys er luget, Sand er strentet,
saa det er let at se, hvem der er ventet.
Om lidt de ses igjennem Porten drage;
Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa;
den alleryngste bliver lidt tilbage
og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa;
den snilde Ole er ej sikker paa,
at gamle Jakobs Alvorstanker falder
i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.
De andre svinder gjennem Forstudøren,
mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp;
men allerforrest gaar den stærke Søren,
ombølget af sin egen Vadmelsdamp,
saa smælder Klinken gjennem Støvletramp,
og ind ad Karmens stedste større Flænge
men ser først een, saa flere Omhængssenge.
Den rejste Luftning med Gardinet kaster,
mens Blikket søger Jakobs Yndlingskrog;
derinde under Bjælkens brune Knaster
han sidder ved en gammel Spændebog:
han stirrer op fra Bladet, mild og klog,
i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde,
hvad eller røbe strax sin store Glæde.
Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager,
og Spændebogen gjør et lille Hop,
da han med Hænderne om Skiven tager
og langsomt løfter sig fra Bænken op;
nu ranker han sin arbejdsstive Krop.
En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet,
men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.
Og over Fyrreskivens blanke Flade
de brune Hænder krystes i et Kast;
og som han vilde Slægtens Kræfter grade,
vor gamle Jakob trykker dybt og fast;
hans Haand er stærk og sejg som Bjælkens Knast!
At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer,
det siger ham: De er af ormfrit Tømmer!
Den gamle er nu lutter Liv og Røre;
hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads;
han løfter Kovsen ved dens gule Øre
og fylder blinkende et Brænd'vinsglas;
han drikker til og smasker veltilpas
og langer Snapsen rundt til alle Stole
fra store Sørens til den lille Ole.
Og da de hede Strubers Tørst er slukket,
og hver især med _sit_ Lykønskningsnik
har Velkomstskaalen under Vesten stukket
med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik,
da slaar en liden Stund al Tale Klik,
til Jakob henter Skuffen med Tobakken,
saa man faar Fyr, _da_ gaar der Hul paa Snakken!
Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder,
og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud,
vær glad, ifald du ved, hvor det begynder,
thi hvor det ender, ved endikke Gud!
_En_ Æmte ude, strax et Overbud!
Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes,
før _deres_ Videtørst i Dvale vugges.
Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder
om andre Sognes Avling, Sæd og Stik;
helst hører Jakob dog om Hestes Alder
--han kjender sine egnes paa en Prik--
om hvad i Mandags man for Smørret fik,
om hist en stads Ko godt i Spanden lægger,
om her den nye Hingst nu smukt bedækker.
--Da løftes Faldet let fra Frammesdøren
saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt;
det gi'r et ubehersket Kip i Søren,
da _Kirsten_ træder ind med raske Skridt;
jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt,
en gammel Udvej for det unge Hjerte,
før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte.
_Hun_ kom til Gaards som Tøs i Fordums Dage,
før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok
og la' det gamle Hoved tungt tilbage
med "Kappens" Strimler om sin Sølverlok;
da hængte Kirsten bort sin Barneklok,
tog voxen Kjole paa og brygged, bagte
og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte.
Og det staar skrevet i de blanke Stager,
i Kob'rets røde Spejl--en Fryd at se!
i Ovnens Malm, i Bænkens hvide Flager,
at hun er Hjemmets altid vaagne Fé;
hun præger Stuen til dens mindste Ske,
og sagte svinder Døgnets Rids og Rifter,
hvor stille _hendes_ hvide Forklæd' vifter.
Snart dufter Huset da af friske Klejner,
og Kaffen damper paa den rene Dug,
mens Solens Finger skjælmsk paa Bjælken tegner,
hvad den af Kovsen dypped frem i Smug;
og gamle Jakob vrister Sug paa Sug
fra Merskumspibens tørre, trange Strube,
og Kirsten byder rundt med Smilegrube.
Og da nu Kaffen og den gode Kage
forlængst har Fundet et retfærdigt Sted,
gaar Jakobs Tanker til de kjære Plage,
som gaar paa Græs i Engen tæt derved;
_han_ maa derud; kanskesig _de_ gaar med?
"Ih, ja!"--Enhver nu efter Huen famler,
snart staar tilbage kun forladte Skamler.
De raske Knøse kan ej roligt fare,
men alting endevendes, højt og lavt;
de springer som den morgenglade Hare
og rutter sorgløst med den unge Kraft;
i "stiv Arm" løftes Skovlen ved sin Skaft,
og alt maa prøves fra den nye Spade
til Hakkelsemaskinens vilde Blade.
Hej, der var to, der rev de gamle Plejle
fra deres spindelvævsbetrukne Ro
og lod dem susende i Luften stejle
med Bump og Bulder paa den mugne Lo!
Jo, det er flinke Gutter begge to!
Se hvor de smidigt sig i Midjen rækker,
mens Slaglens Vaand hvert Straa til Jorden strækker!
Skjønt Jakob længst er over Ungdomsalder,
han ler dog lunt af deres Brydetag;
han maner helst til Fred, _før_ nogen falder,
og høger ad de altfor voldske Slag.
Han frydes som et Barn paa denne Dag;
han nyder Tumlen, skjønt af gammel Vane
han nu og da maa tysse og formane.
En dyndet Svaling staar om Gaardens Gavle
og glider ad dens aabne Luger ind
fra Sig og sumpet Kjær, hvor Igler kravle,
og Padden sitrer i sit klamme Skind.
Hver Vækst staar rank; thi der er ingen Vind;
kun Trævlekronen rokker som bedrøvet,
fordi en Humle tynger den i Støvet.
Men alles Længsel er de brede Enge,
der rander Synet udfor Jakobs Port,
de kavlinggule, bløde Himmelsenge
for Hingst og Klod og Oxers hvide Hjord;
her har den gode Gud et Eden gjort,
her hersker Fred, her bor Uskyldigheden,
her græsser Plagen ind mod Fugl paa Reden.
Derhen de søger nu i muntre Klynger
med Jakob foran paa den vaade Sti;
Gulpurven paa den høje Tidsel gynger,
men sætter af, før de er vel forbi;
Græshoppen driver dulgt sit Feleri,
gloøjet Frø, brat revet ud af Drømmen,
gaar her bardus paa Hovedet i Strømmen.
Hvor Jakob nu er bleven virm paa Sokken!
Det er til Nød, de unge kan naa med;
først da de svedte staar ved Plageflokken,
han sagtner med et Sæt de faste Fjed;
højtideligt han aabner Lukkets Led,
og een for een han lader ind dem stige
og sætter Haspen for sit Kongerige.
Nu er det ikke mere kaade Drenge,
der under alskens Løjer jager rundt.
Nu er det Bondens Kuld med Miner strenge,
nu er de voxne Mænd i voxen Dont;
saa skilles de, saa de gaar da i en Klunt,
saa ser det ud, som Kjæde de formerer;
men overalt de vejer og vurderer.
Bestandig foran ser man Jakob trave;
han gaar som i Triumf fra Dyr til Dyr;
med Fingerspyt han lægger Haar i Lave
langs Føllets Koder, saa det ikke fly'r;
han maaler Krydset paa den unge Tyr,
han ser i Plagens Mund, og som i Tanker
han klapper Hoppen paa dens runde Flanker.
De frie Engens Dyr er vel til Mode
ved den Vurderelyst, de her har vakt,
og Føllet rejser rankt det fine Ho'de,
og Hingsten praler med sin Mankes Pragt;
kun Studen har sig tvær paa Bugen lagt,
mens Kalven saglende sin Mule væder
og snuser til de nye Vadmelsklæder.
Men da nu Jakobs Runde er til Ende,
opløses langsomt Kredsens Alvorsring,
og atter kan man sig til Legen vende
med Løben, Bryden, Kast og Grøftespring;
de slaas og dratter om for ingenting,
og Jakob følger dem med Faderblikke:
"Aa, Drenge, Drenge, stød jer end'lig ikke?"
Men hvem var det, der fik den løbske Grille,
at Jakob skulde med at springe Buk!
Først værger han sig højt, saa ganske stille,
saa lægger han sin Pibe med et Suk;
saa stiller han sig bred og tung paa Hug,
saa ler han op, saa det i Skrotten knager,
mens sidste Springer han i Luften tager!
Som Larmen sagtner af, og Legen standser,
der gaar en Iling over Grøft og Kjær;
en Hvirvelvind et Steds med Mosset danser,
og Siv og Padderokker krydser Sværd;
nu ved hver Bonde, det bli'r andet Vejr;
selv Hjertegræssets tusind Dværgebjælder
nervøst, men sikkert om Forandring melder.
Den Skygge fra de mørke Uvejrsrande,
som i hin Iling over Egnen trak,
den dvæler længst paa Jakobs høje Pande,
mens Ilden slukkes tyst i hans Tobak;
han tænker paa sit Kløverhø i Stak
og dividerer tavs sit Afkoms Mængde
i Høets Hob og Tordenskyens Længde.
Men før den snilde Jakob ret faar mælet,
er Flokken fløjet over Sten og Stok;
den samme Tanke har enhver besjælet,
et Nik, et Blink mod Skyen her var nok;
her handles enkeltvis og dog i Flok:
Et Nu, og Kobler klirrer, Piske knalder,
og lange Vogne over Toften skralder!
--Hvor er det spændende for unge Kræfter
at kappes med den vilde Tordensky!
Lynsnærten saver, Skraldet raver efter
og styrter stadig i et Hul paany;
nu straaler Regnen i din Naboby,
nu taages Engene, nu rejses Vinden,
mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden!
O Duft af Hø, naar Tordenregnen truer,
du er mig mere skjøn end alt, jeg ved!
Du er mig mere kjær end vilde Druer,
et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed;
svæv om mit Leje, naar _min_ Sol gaar ned!
Driv længe lavt hen over Danmarks Enge,
og svøb dig lindt om Fremtids Digterstrenge!
--Da sidste Læs--end dækt af Tørvejrs Kaabe--
forsvandt med Klang bag Ladeportens Rand,
slog smældende den første Tordendraabe
med Vægt af Faldet ned i Vejens Sand;
knastørre holdt paa Loen Hø og Mand,
mens Lynet vildt bortødsled sine Straaler,
og Regnen tømte alle Vredesskaaler.
--Det vilde Vejr er alt af Marken slaget,
den høje Himmel atter fejet ren;
nu hænger Regnen kun som Dryp i Taget
og staar som Dam paa hule Flintesten;
nu kukker Gjøgen fra sin Hyldegren,
og Millioner Kim langs Solbrands-Stier
har aabnet deres tørre Mund og dier.
Og atter prates der i Hjemmets Stuer
om Kjærest'folk, om Bryllup, Præst og Degn;
men gamle Jacob gjennem Ruden skuer
mod sine Ro'r, "der trængt' saa haardt til Regn".
Nu staar hver Stilk paany i Haabets Tegn;
dog dvæler noget i hans Øjenkrige,
han vil ha' frem, men ikke ret kan sige.
--Men Aftnens Enge damper nu saa vide,
og Afskedstimen for de unge slaar;
da drager Jakob Søren lidt til Side
og siger lavmælt, mens de andre gaar:
"Ja Søren, du faar hjem til Efteraar!
_Jeg_ føler Ald'ren; Gaarden vil ej rente;
du _har_ jo Kirsten; hvi skal I da vente!"
Ærbødigt hilser de den gamle Fader
og gaar saa bort hen over Bol og Brak
langs vaade Havrefald og Turnipsrader
ind mellem Kvæg og Agerhø i Stak;
og Nattens Dampe fugter Fod og Frak,
den vaade Muld gjør deres Støvler tunge,
mens Grødeduften kildrer Svælg og Lunge.
Kartoffelblomstens blide Bloster slipper
sin Duft mod Skyen fra sin Bakketind;
og Rugen rokker paa de svulne Vipper
og gynger dem i Slummer Kind mod Kind;
Boghvedens Aande vælder bi-sød ind;
den lyse Nat i Tavshed lægger Kaaben
om Jordens Skulder efter Tordendaaben.
Men under Sommernattens høje Maane
staar Jakob længe ved den hvide Væg;
Havfugle dunkelt over Himlen skraane,
Horsgummen gjepper mellem Mosens Flæg;
en Taare triller ned i Jakobs Skjæg;
hans Hjerte rinder fuldt af Dagens Minder,
mens Sønneskaren tyst i Natten svinder.
Jebjærg 28/6 1905


MAANEN KYSSER RUGNEGET.

Du smaa, du smaa,
du søde smaa,
jeg kysser dig fra Top til Taa!
"Fra Top til Taa?
Jasaa!
Lad gaa!
lad Kysset gaa
fra Top til Taa
og om igjen og ned og op
fra Negets Taa til Axets Top.
Men stop, o stop!