Samlede Værker, Første Bind - 03

da stimed sammen paa Aaens Bred
en Hær af Piger, og Jens var med.
De slog i Strømmen med Rivens Tand;
hvem bar dem over det brede Vand!
Jens tog dem paa Armen to og to
og kløv saa Aaen i sømslagne Sko.
Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd,
de smukke jamred med Klynk og Skjænd,
de knuged ængstelig Kjæmpens Hals.
Jens gik saa let, som han traadte en Vals.
Han mored sig ved deres Angst og Mén
og kneb dem blidt i de tykke Ben,
saa slap han dem ned paa Bredden grøn;
et Kys af hver var hans Færgeløn.
Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin,
men Viddets krasseste Brændevin,
--der hverken, var ren eller fuselfri--
han havde sin Lyst og Styrke i.
Hans Stolthed var en Harmonika,
der kunde han trække Toner a',
der kunde gjøre en Kat jaloux
og tolke Alverdens Elskovsgru.--
En frisk, en brav, en gemytlig Gut;
mon ogsaa det brave kan gaa kaput;
hans Død kom til ham lidt før end bedt,
og sidste Gang havde Kjæmpen lét.
Det spurgtes vidt over Hedens Land,
at Jens var mærket til Dødens Mand;
man tog det med Ro efter Landsens Sæd,
men alle de muntreste Piger græd.
Da Jens kom efter, hans Død var nær,
han kaldte stille paa Røgteren Per;
"Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud;
mit sidste Glas har _jeg_ stukket ud.
Lad Folk da sige: Han drak og sled,
hvad bedst han gjorde, man næppe ved.
Den Dag han døde--men aldrig før--
man saa Jens Hurra i snavs Humør!
Og hils saa alle de Piger smaa,
foruden mig de nu danse maa;
de tusind Kys, de mig villigt gav,
dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav.
Og hiv saa ned fra sin Læderstrop
Harmonikaen, og spil en Galop;
det volder ellers saa stort Besvær
at slippe af med den Smule Vejr.
Mit Spilleværk være da dit til Tak
med samt den Rest af min Røgtobak;
det er min Vilje, mit sidste Bud,
og dermed farvel og befaler Gud!"
Per Røgter steg op paa et Kistelaag,
hans Træskohæle mod Kisten slog;
de Toner skingred som Ulvehyl,
de skar som Sav, og de prak som Syl.
Per Røgter, berust af sin sære Kunst,
sig hidsed op til en egen Brunst.
"Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?"
Men ingen svared; da standsed Per
og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!"
Men Vennen havde alt stridt sin Strid.
Jens Hurras Aand var faret herfra
paa Tonerne af hans Harmonika.
Foraar 1897.


DER GAAR SAA MEGET TIL SPILDE.

Der gaar saa meget til Spilde
paa denne syndige Jord:
de skjønneste Tanker, de varmeste Taarer,
det blideste Blomsterflor.
Se, udover Gjærdet hænger
Rosernes duftende Klynger;
de sidder og venter paa Æventyr,
mens Vinden dem nænsomt gynger.
De dufter saa blidt, de spreder sig vidt,
men ingen kommer og plukker;
da bliver de kjed af al Verdens Ting
og sagte Kalkene lukker.
Snart drysser ned i det vaade Sand
den Sansernes Lyst og Glæde,
og Bondens vraltende Oxespand
paa Rosenbladene træde.
Der fødes saa meget paa denne Jord,
som aldrig Liv har krævet;
der dør saa meget foruden Spor,
som aldrig rigtig fik levet.
Der svulmer mangen en Jomfrubarm
og knoppes som Rose paa Stilke,
som aldrig krystet af Mandens Arm
maa rynkes af Savn bag sin Silke.
Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor,
de røde saa vel som de hvide;
men den, som vil leve paa denne Jord,
han plukke de Roser i Tide!
Juni 1897.


JEG VAR SAA TRÆT--

Jeg var saa træt af Byens Larm
og Usselhed;
jeg maatte ud, ha' Luft, bli' varm,
se Sol gaa ned.
Jeg maatte bort fra Gadens Kvalm
og Stadens Pest,
og sove paa Alkovens Halm
som Bondens Gjæst.
Jeg maatte væk fra Vrøvl og Øl
og Gydens Stank,
og bade mig med Engens Føl
i Aaen blank.
Jeg længtes som et fanget Dyr,
som Ravn i Bur,
mod brune Heders Æventyr
og Guds Natur.
Jeg lukked med et Smæld min Bog
og greb min Hat;
til Byens klumre Ravnekrog:
god rolig Nat!
Efteraar 1897.


HEDEVANDRING.
I.

Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen døser ved Gyvelens Rod.
Graalærkens Sang,
Faar'klokkens Klang,
gjør af min Vandring en Paradisgang.
Haren ta'r Spring over Blaabær og Rævling,
ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam,
inde bag Bakkerne lusker en Grævling:
vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam!
Ser du hans Bo,
lad ham i Ro,
han bider lukt gjennem Strømper og Sko.
Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
Raage og Ravn--
hvad gjør et Navn:
Heden ta'r alt i sin dølgende Favn!
Viben har Unger bag Porsenes Ranker--
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker
lærer sin Yngel at lege Tagfat,
træder sin Dans,
svinger sin Svans,
hele den vildene Hede er hans.
Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Væld,
sende dem væk med den flygtende Hare,
bade min Sjæl i den duggende Kvæld.
Solen gaar ned,
Himmerigs Fred!
sænk't over Lyngen og Sindene med!
1897.

II.

Med raske Trin jeg over Lyngen skred,
og Mosset knased under Støvlens Saaler;
mod Vestens Flammeporte Solen gled
og favned Heden med de sidste Straaler.
Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad,
kulsorte Skyer Tordenregn bebude,
og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad
en Bonde ager hjem bag sine Stude.
Fra Luften stiger Fugle langsomt ned,
de ser sig skræmte om, før Læ de søge;
thi Nattens Hede har ej idel Fred,
men den har ogsaa Rævepak og Høge.
Se, derfor skjælver hver en lille Fugl,
der søger spejdende den aabne Rede;
for den har intet lovbetrygget Skjul,
og intet, intet Fadervor at bede.
Og derfor hører jeg et Vemodssuk
just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle,
jeg hører det i Agerhønens Kluk
og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle.
Og selv jag gribes af din Tungsindsgru,
din Natterædsel, store, brune Hede;
thi lille Fugl, jeg er forladt som du
og har ej noget Fadervor at bede.
1897.


RÆVEJAGT.

Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig,
nu skal din Røver skydes!
For Kyllingrov og for Lammesteg
skal nu din Pels mig ydes.
Jeg fattes bare din røde Hud
blandt alle de Rævepelse,
hvormed jeg forer et Bryllupsskrud,
en Kaabe fin til min Else."--
Og hastig brænder vor Skytte løs,
blandt Bakkerne drøner Knaldet.
Hr. Mikkel bliver en Kjende nervøs
ved Haglenes Smælden i Faldet.
Men Mikkel smutter i Bakken brat,
han vil saa nødig skydes;
langt hellere da en Vinternat
med Sulten i Graven brydes.
Den Skytte rusker med øvet Haand
i Lyngens knudrede Ranker;
af dem og af Vidjens vege Vaand
et Læs for Hulen han sanker.
"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid,
nu skal du ej længer fryse!"
Den Røg sig breder saa fed og hvid
og bringer vor Ræv til at nyse.
Den trygge Skytte ved Hullet blev,
han huskede ikke, Taaben:
det maatte være en daarlig Ræv,
der ej holdt en Bagdør aaben.
Mens Ilden spraged af al sin Magt
og slikked om Rævens Køje,
og Røgen slog gjennem Hulens Tragt
og sved i hans snedige Øje.
Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port
fortrak for den sviende Flamme;
den snilde Mester havde just gjort
hin Løngangsdør for det samme.
Men da han naaed et Bakkenæs
og saa den Røg opstige,
han skar sit allerfiffigste Fjæs
og vendte sig som for at sige:
"Ja driv du kun dit golde Stræv
og riv i Rævlingens Buske;
et Faar har aldrig luret en Ræv,
saa længe da _jeg_ kan huske.
Jeg haaber, at baade jeg og du
skal slide Tiden med Helse,
om ogsaa du nødes en Gang endnu
at vente en Stund paa din Else."
1897.


SAGN.

Graavidjen brummer i Nattens Sus,
og Haglen trommer mod lynglagt Hus,
mens Ræven skriger paa Heden.
En Kvinde lytter bag Hyttens Karm:
"Jeg hørte Raab og forvirret Larm,
og Ræven skriger paa Heden!
Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spæd!
Hans Far er ude, jeg er saa ræd,
naar Ræven skriger paa Heden!
_Han_ tog til Marked; Gud naade mig,
hans onde Nabo tog samme Vej!
Hør, Ræven, Ræven paa Heden!"
--Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod
udøser Skurken sin Uvens Blod,
mens Barnet græder paa Heden.
Hvor Vidjen dølger en sumpet Sig,
der sænkes i Nattens Mulm et Lig,
mens Ræven skræber paa Heden.
Hvor Vandet klunker om Brinker graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.
Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.
Med eet han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.
Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus
udslukker Fiskerens Aaleblus.
Da var det, som tusind Fugle for
med Suk og Susen fra Syd til Nord.
Begyndte som pibende Klynk og Kluk,
og endte i skrigende Vi og Vok!
Da slap den Fisker sin Toggerstang,
og over Grøfter og Kjær han sprang.
Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst,
hans Strube snøredes til af Angst.
Thi over hans Isse lavt over Jord
de sorte Helvedes Fugle for.
Og hvor han stirred blandt Banker graa,
han idel gloende Øjne saa.
Den arme Fisker, med Skum for Mund
de fandt ham den næste Morgenstund.
Hans Aand var rystet indtil hans Død,
nu ligger han hyllet i Jordens Skjød.
Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat sætter sin Agn,
og Ræven skræber paa Heden.
1897.


BILEAM OG HANS ÆSEL.
4. Mos. 22.

Det var "den Guds Profete" Bileam
han gjorde Navn og Stand og Stilling Skam,
saa at et stakkels Æsel maatte bøde
med Suk og Støn Profetens Syndebrøde,
og Herrens Vredes Lyn til Solskin vende.
Nuvel! Saa hør; Historien er denne.
Kong Balak herskede i Moabs Land,
for Øjeblikket just en plaget Mand,
thi ret som Okser Markens Græs opslikker
og Ørknens Aande Bækkens Strømme drikker,
fortærede den vrede Israelit
hans Landes Grænsers Grøde vidt og bredt.
Da skjalv af Vrede Balak, Zippors Søn,
og sendte til Profeten Bud og Bøn
og lod de Ældste gjorde deres Lænder;
med store Punge i de magre Hænder
de traadte under Bileams Palmers Skygge
og bøjede de gamle Hofmandsrygge
med allerunderdanigst Pietet
for Bileam, Beors Søn, men Guds Profet.
Profeten skeled til de store Punge
og bad dem dristigt løse deres Tunge.
Da traadte frem den ældste Moabit,
hans Gang var vaklende, hans Skjæg var hvidt
som Moabs Floder, naar om Høst de skummer,
hans Aasyns Rynker talte kun om Kummer.
"Vort Land er hærget af en Røverflok,
den ænser ikke Sten og ikke Stok,
den skjuler Jordens Kreds; som bange Kid
vort Folk omflakker hjemløst hid og did;
dens Gjærninger er alle af det onde,
den hugger Palmen om i vore Lunde,
den spreder Kildens Stene over Sandet,
af sønderslaaet Cisterne vælder Vandet.
Thi beder Balak, Moabs Majestæt;
kom dette Folk tit Hjælp, o Guds Profet,
band Israeliten! Thi dem _du_ forbander
de rejser aldrig mer de frække Pander!"
Den gamle tav, hans Sølv mod Jorden klirred;
Profeten rømmede sig lidt forvirret:
"Hvad her er Ret jeg skal faa aabenbaret;
bliv her i Nat, min Gud skal give Svaret."
Alt kolde Nattepust i Ørknen vandre
og Pinjens Kogler slaar imod hverandre,
Vildæslet hviled alt den rappe Hov.
Teltsnoren raslede, Profeten sov,
mens Maanelyset over Tæppet faldt.
Da stod i Teltets Dør en høj Gestalt,
Profeten vaagned pludselig og gøs,
det var som Blodet i hans Aarer frøs,
thi Skikkelsen i Døren steg og steg,
Profeten hvisked skjælvende og bleg:
"Hvad vil du, Gud? Tag, bort de strænge Blikke".
En Tordenrøst: "Vogt dig, forband dem ikke!"
Og atter suser Ørknens kolde Vind,
og atter slumrede Profeten ind.
Saasnart de Ældste vaagnede ved Dag
de sendtes bort med uforrettet Sag.
Kong Balak jamrede med Graad og Klage,
der de kom uden Bileam tilbage.
Med større Sække sendte han igjen
de magre Oldinge til Pethor hen,
og atter blev vor Bileam charmeret
og af de store Sækkes Sølv duperet,
og atter blev han truet haardt af Gud,
men op ad Dagen kom der Kontrabud,
Gud vilde ikke mer hans Rejse dadle,
--Da lod Profeten skyndsomst Æslet sadle
og Moabs Gamlinger i Haab forlod ham,
men brat optændtes Herrens Vrede mod ham!
Det var en underdejlig Morgenstund,
man kunde se helt ned til Flodens Bund,
og Duggen laa endnu paa Markens Lilje;
Profeten sang, og Æslet lød hans Vilje
og travede, hvad Æsel trave kan,
med rejste Øren imod Moabs Land.
De naaede en Hulvej kold og dyb;
paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb,
en Pinjeskov paa Skrænten stejl og brat
indhylled med sin Skygge alt i Nat.
Kun Fod for Fod Profeten kunde ride,
med eet sprang Æslet med et Ryk til Side,
thi foran begge, midt i Æslets Vej--
for Dyret synlig for Profeten ej--
der hvor Giftliljen snor sin blege Stængel,
der stod med Sværd i Hænde Herrens Engel.
Profeten rasende ved Æslets Spring,
lod Svøben suse ned i rappe Sving,
og Æslet sprang omkring fra Væg til Væg,
saa Stenen skrabede Profetens Læg:
det gøs for Sværdet og for Englens Blik,
der gjennembored det som Lansestik;
det syntes Æslet bindegalt det hele.
Fortvivlelsen og Skrækken gav det Mæle,
og sandelig, vor Æsel holdt en Tale,
der glimtvis strejfed det originale.
Af Svøben pint den raabte: "Men for Fanden,
er Guds Profet da gaaet fra Forstanden!
Ser du da ikke der den lange Bengel
--thi hvad ved jeg, maaske en Herrens Engel--
med Flammesværdet og med Flammeøjet
og sorte Lokker over Silketøjet;
han kløver sikkert baade dig og mig,
ifald vi gjør et Skridt ad denne Vej----"
Med drøje Ord udskammed Æslet Præsten,
men selv du maa hos Moses læse Resten.
De gamle Fabler er slet ej saa gale,
thi alle har vi jo hørt Æsler tale.
Jebjerg 30/7 1897.


MILDE ØJNE.

De er kun faa der aner, hvilken Magt
der er i tvende milde Øjne lagt:
To milde Øjne døved ofte Staal,
to milde Øjne slukked mangt et Baal.
Hvor alt var stængt for Trods og Vredesblik,
to milde Øjne Døren aaben fik.
De standsed tit i Flugten Hadets Lyn
og vendte det til et Forsoningssyn.
De lagde Balsam paa de Smertens Saar,
som haarde Sind og onde Hænder slaar.
For milde Øjnes Magt sank Peder ned,
dengang han angerknust gik ud og græd,
og tit et Kvindeblik en Yngling bandt,
der stod med Foden over Fjældets Kant.
I denne Glans af gode, milde Øjne
skal Jorden lutre sig og sine Løgne.
28/9 1897.


VINDENES VISE.

Il, smil,
Søndenvind,
Vaarens blide Datter,
du er Himlens Sendebud,
Knoppens Ven og Blomstens Gud,
mens jeg er knap Forfatter.
Hæs, hvæs,
Østenvind!
Dig kan jeg ikke lide.
Mon du selv kan sige mig,
hvem der ret kan lide dig,
som alting grønt vil svide?
Ryg, knyg,
Nordenvind!
Alle høje Graner
frygter for dit hvasse Ris,
gyser for din Sne og Is
og dine glubske Vaner.
Sus, brus,
Vestenvind,
sadl kun højt din Ganger!
Bark mit Skind og brun min Kind,
fyld min Lunge, styrk mit Sind
og gjør mig til din Sanger.
1/10 1897.


POLITISK UENIGHED.

Der sad to Venner ved et Krostubord
og talte om det sidste Kejsermord.
Den ene havde just _sit_ Standpunkt klaret
og ikke Kejsere og Konger sparet:
Var de ej Snyltere i Folkets Hus?
"Som Hund og Stodder frier sit Skind for Lus,
saa hører det til Samfundshygiejne
at gi' _dem_ sure Dage alle Vegne."
Med disse Ord han sig tilbage lagde.
Den anden strøg sin Manke op og sagde:
"Har du lagt Mærke til en Humlebi,
der strider for at komme i det fri?"
Med uafladelige Stød af Snuden
den uden Ophør bombarderer Ruden.
Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspændt krumme,
almægtigt rasende den høres brumme.
Det dirrer synligt i de smaa Tentakler,
imens den giftfyldt over Glaret vakler.
Men næste Morgen vil et lille Lig
i Karmen melde om en haabløs Krig.
Den knuste Panden mod den blanke Rude,
et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude.
--Som Humlebien raser du og jeg,
endskjønt vi ved, vor Rasen nytter ej.
Thi nytter noget Individets Trodsen
mod Samfundsbøddelen, mod Magtkolossen?
En Dag vil selv den bedste knuse Panden,
hvis ej forinden han har tabt Forstanden.
Og atter vil et frisk og blodigt Lig,
fortælle Verden om en haabløs Krig.
En saaret Stakkel løftes op ved Armen
og jordes lydløst som hin Bi i Karmen.
Og urørt smælder Tyranniets Fane,
og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane."
--Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten;
men bagom Skjægget brummed Anarkisten.
Jebjærg 1/10 1897.


SALLING.
EN SKJÆMTEVISE.

Musen sad ved dine Strande,
skjønt hun blev lidt vaad,
tog sig til den blege Pande,
brast saa ud i Graad,
raabte højlydt: "Her er Degne,
Præster, Provster allevegne;
ingen dog til Musens Glæde
vil _dit_ Drapa kvæde.
Har jeg ikke klædt dig Jorden
grøn fra Top til Taa;
gaar der ikke Torsk i Fjorden
større end som saa?
Du har nok af krumme Bække,
Mel og Gryn i dine Sække,
Gammeløl i Kjæld'rens Mørke
mod en Høstdags Tørke.
--Grevefejdens røde Lue
hærged langs din Kyst,
kasted Blink i Bondens Stue,
Angst i Munkens Bryst.
Har du glemt _Jens Hvas_ hin brydske,
eller har du glemt _Kræn Tyske_?
Ak, blandt dine Stormænd alle
nævnes ingen Skjalde!"
--Og hun greb _mig_ haardt i Kraven,
skjænked mig sit Kald,
og jeg kasted mig paa Maven,
og jeg blev _din_ Skjald.
Se, fra Resengab til Nautrup,
ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup,
Lem og Hem og Hjark og Junget
har jeg dig besunget.
Mellem Sø og salte Sunde
blinker frem et Land;
Ploven ej dets Muld kan bunde,
næppe Spaden kan.
Alt er fedt og fladt, og Flaget
smælder over Ladetaget,
der hvor Brudeskaren bugter
sig langs Engens Slugter.
Sallingland, jeg vil dig ligne
ved en Bondetøs;
hendes Læber Gud velsigne,
Blikket er en Mø's;
bred er Hoften, fyldig Barmen,
fast er Foden, kjødfuld Armen,
Fjorden kaad og overgivet
ta'r den Glut om Livet.
Salling, dine hvide Stude
lyser langs din Kyst,
dine trinde, rige Brude
er en Bejlers Lyst;
hvilken Rus, ja hvilken Lykke
til et mandigt Bryst at trykke
sammen med en elsket Kone
30,000 Kr.!
Brede Gaarde, store Haver
spredte paa din Muld!
Hvem kan tælle dine Traver,
dine Grisekuld!
Fyrretyve Kirketaarne,
hvide som i Marmor skaarne,
peger tindrende mod Himlen
mellem Gaardevrimlen.
Op og ned i brede Vover
bølger tungt din Rug,
Ternen sejler let derover
med sin bleggraa Bug.
Skov i Øster, Hav i Vester,
røde Hopper, fede Præster--
saadan staar du for mit Øje
set fra dine Høje.
Himmel, skjærm det Folk fra Snue,
skjøt dets røde Føl!
Værn dets Ager, vogt dets Drue:
Sallings Gammeløl!
Lad det bruse, lad det skumme,
lad det Landsens Kræfter rumme!
Sign, o Gud, de fede Stude
og de trinde Brude!
Jebjærg 8/10 1897.


MEJERIST-VISE.

Hej, Mejerister, tør Fløden af Skægget,
røm jer og rens nu jer Bas--bur-ru-ru!
Syng saa en Vise saa dyb og bevæget
her ved vor glade Kalas--bur-ru-ru!
Glem Moralisternes Vaasen og Væv;
Livet, minsæl, har et underligt Væsen,
vær ikke for kræsen,
gaa frem efter Næsen,
om ogsaa den stundom er sodet og skjæv.
Mælken kasseres, fordi den har Syre,
Kjællingen bliver saa but--bur-ru-ru!
Hør, hvor hun larmer med Eder saa dyre,
snyder med Fingren sin Trut--bur-ru-ru!
Giftfyldt hun halser til Manden afsted:
"De Mejerister, de er dog en Plage,
har nogen kjendt Mage,
_vor_ Mælk tør de vrage!
Nej, de Mejerister skuld' Fanden ta' ved!"
Grovsmeden ind ad Kontordøren klyver:
"Tror I kanske, jeg er gal? Bur-ru-ru!
Aldrig betaler _jeg_ ringeste Styver,
nej, om det blot var en halv! Bur-ru-ru!
--Se, hvor han spytter og gnubber sit Knæ,
bander og stamper, saa Bøtterne bæve,
slaar ud med sin Næve
og bruger en Kjæve,
betaler sin Regning,--og gaar saa, det Fæ!
Damphesten aser som Samson i Møllen;
hør, hvor den pruster saa svedt--bur-ru-ru!
En tømmer Spanden, en anden maa skyll'en,
her gjøres Helved dig hedt--bur-ru-ru!
Men har du redet din pjuskede Lok,
tag saa et Kys ved den første den bedste,
saa faar du de fleste
man elsker sin Næste,
og det siger Præsten, at det maa du nok!
Jebjærg 9/10 1897.


OM ZEUS STEG NED--!

Om Zeus steg ned fra Himlen,
tog Hat og Stok og Støvler paa
og gik omkring paa maa og faa
og blanded sig i Vrimlen--
Om han kom ind i Staden,
hvor ærlig Mand i Skygge staar,
mens guldbesinnede Æsler gaar
i Flokke midt ad Gaden--
Om han kom ind i Gyden,
hvor Solens Straaler knapt er kjendt,
hvor Salt omtrent er permanent,
som Rendestenens Flyden--
Ja, tren han ind i Kirken,
hvor tændte Lys for Altret staar,
mens Præst og Klokker svedig gaar
omkring i bjergsom Virken--
_Jeg_ tror han løfted Stokken
og lod den "tærske Sædebyg"
paa mangen bred og lasket Ryg,
endog i Præsteflokken.
Kjbh. 29/12 1897.


TROSSKIFTE.

Du hellige Kirke i Syd og Nord,
der er mod en Stymper saa streng,
tillader Fyrstinden ret sære Ting,
naar hun skal i Brudeseng.
Thi naar Prinsessen af Bünkenburg
formæles med Prinsen af Reusz,
der skiftes Chemisse som Konfessjon:
"Es lebe das heilige Kreutz!"
Igaar højluthersk Prinsessen sad
paa Slotskirkens polstrede Bænk;
idag hun befingrer en Rosenkrans
og douches af Vievandsstænk.
Og Præsterne messer i Kirkens Kor,
og Bønner opsendes til Gud;
saa skifter Prinsessen af Bünkenburg Tro
til Salver af Riffelskud.
Det flager i Havnen, det ringer i Land,
paa Slottet et glimrende Bal,
nu gnider vist Paven sin slunkne Vom,
men Bünkenburgbispen er gal.
Festblussene slukkes, Kalaset er endt,
om lidt gaar Prinsessen til Køjs
og avler Kongsemner til Folkenes Lyst
med Fyrsten: Prinsen af Reusz.
Kjbh. 15/1 1898.


DEN SYGE YNGLING.

Jeg bad til Gud een eneste Bøn.
Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn,
mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa;
man blev ret saa god af at stirre derpaa.
Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol
og plukked imellem en dugget Viol;
jeg strakte mig salig paa Ageren grøn
og bad af mit inderste Hjærte en Bøn.
Bad ikke om Sølv og ikke om Guld,
ej Rader af Køer paa tommetykt Muld,
og ikke--som ellers Menneskets Kuld--
jeg hyklede Graad bag en Lommeklud
og spændte en medbragt Pose ud
og bad saa Himlene styrte den fuld.
Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn,
og derfor jeg bad den eneste Bøn:
"Barmhjertige Gud, jeg elsker dit Værk,
lad altid mig nyde det _sund og stærk!_"
Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn,
jeg tro'de saavist, at han hørte min Bøn.
Men alle saa hører vi Herren til,
og Gud kan jo gjøre med sit, hvad han vil;
een plager han længe, een slaar han ihjel,
men god skal han være alligevel.
Mig gav han lønligt i Siden et Stik,
saa Livet sortnede for mit Blik;
jeg hylledes ind i en aarlang Nat,
mens Engenes Blomster visnede brat.
Se derfor beder jeg aldrig mer,
om og jeg imellem mod Himlen ser.
Kjbh. Jan. 1898.


HERKULES.

Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng;
skjøn Omphale laa ved hans Side.
"Hvad er det dig fattes, min egen Dreng?
hun fritted med Øjne saa blide.
Ung Herkules rejste sig op med et Sæt,
saa Sengen i Fugerne jamred:
"Nu vel, jeg er bleven af Ømheden mæt
og aander saa trangt her i Kamret.
Jeg ledes ved i Alkover smaa
saa hvide Kvinder at kryste
og længes efter paa Fjælde graa
med laadne Skjælmer at dyste.
Jeg hader din Seng og din trinde Lænd,
din Hal, hvor Narren slaar Mølle;
o, Omphale, Omphale, ræk mig igjen
min Løvehud og min Kølle!"
Kjbh. 21/1 1898.


DA DE DØMTE ZOLA.

Saa fik du da endelig Digteren dømt,
du Verdens forbandede Skjøge,
der aldrig Tid eller Stund har forsømt
Nationernes Synder at øge,
der tog vore Sønner og tæred vort Brød,
der myrded og hærged og fængsled og skød,
til du var alene om Magten.
Det vidste alt længe den menige Mand,
der pløjer og hamrer og høvler,
at intet kan trampe et Folk og et Land
som Krigerens pløkrede Støvler,
at Retten er fældet, at Loven er brændt,
at Spydet er mod den retfærdige vendt,
hvor Sablen støttes af Korset.
Og saa blev han dømt, den glødende Aand,
Evropas digtende Tænker,
der løfted mod Gud sin besværgende Haand
for En, der sad bøjet i Lænker.
Nu slæbes han selv til Fængselets Krypt,
og der vil de gjemme ham sikkert og dybt,
mens Stjærnerne tændes og slukkes.
Men det vil du angre, du franske Nation,
der bor i de hundrede Stæder
og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhôn'
og nævntes i Verden med Hæder.
Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus
vil fylde dit Blod med isnende Gys
og rødme din sænkede Pande.
Og da vil der løsnes et Suk i din Barm
mod ham, der for Retfærd har dystet,
mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm
og flaaede Ordnen af Brystet;
og da vil du samle hver Stump af hans Ben,
og smykke hans Minde og kranse hans Sten
og pynte dig selv med hans Hæder.
Kjbh. 22/1 1898.


BEDST I DANMARK.

Lyd af Latter, Klang af Gafler,
Taler for den nye Præst,
som for Bisp og for Kolleger
fejrer en lukullisk Fest.
Stegen dufter, Vinen perler
rødligt paa de hvide Skjæg,
medens Kristus tornekronet
vaander sig paa Salens Væg.
Og de fromme Gubber glædes
kristeligt ved Øl og Mad,
og ydmygeligt de tømmer
Glas og Bæger, Skaal og Fad.
Og de løfter sig i Sædet
under Rømerglassets Klang,
og de synes, der er dejligt
i vor lille Dannevang.
"Tro mig, Venner", siger Bispen,
sætter Gaflen lidt i Hvil,
mens hans Blik langs Bordet glider
i et stort og saligt Smil:
"Al den Sorg, som Folket trykker.
Kivet mellem Mand og Mand,
al den Men, som Hadet brygger
i vort elskte Fædreland--
det er blot en liden Skygge;
faar vi først den rette Tro,
skal paany de Daner bygge
kristeligt i Fred og Ro.
----Aa, vi kjender disse Røster,
disse plumpe Raab om Brød;
maa jeg spørge, mine Præster,
lider man i Danmark Nød?
Føder Gud ej Ravnens Unger,
overstraaler Liljens Dragt
ikke, som Salmisten sjunger,
selve Salomons i Pragt?
Bølger ikke Kornet fagert
paa den blide danske Vang;
klinger ikke lifligt sammen
Lærkeslag og Klokkeklang?
Intetsteds der ofres bedre
til Begravelse og Jul;
ingen Mad os bedre smager
end det gode, danske Sul.
Hvorfor da misunde Frankrig,
hvorfor skue hen til Schweiz?
--Aa, vi har det godt i Danmark!
----Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!"
23/1 1898.


SMEDEN OG MISSIONÆREN.

Den raske Smed har alt optændt sit Baal,
og Hamren danser paa det røde Staal,
mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes,
og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.
Og ude i den blide Foraarsdag
ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag
der lyder Fløjtetriller, det er Stæren.
Da træder over Tærsklen Missionæren.
Vor Smed ham hilser med et Nakkekast,
imens Hans Fromhed taler haardt og hvast
om stakkels Syndere i Djævlens Vold,
om dem, der rystes rundt i Satans Sold,
om Ordets Under os om Verdens Salt
og _Bønnen_, der har Lægedom for alt.
Vor raske Smed har ladet Hamren synke,
og over Panden tegner sig en Rynke.
"Hvad taler du om Synd og evig Død;