Samlede Værker, Første Bind - 06

Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt;
Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner,
Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net!
Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin elskte i Møde,
her hvor med Duft i _dit_ skjærmende Hegn
natligt Syrenerne gløde.
Vinteren 1902.


GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE.

Der er et Land saa indeklemt
etsteds paa Jyllands Kort;
blev Stedet end af Verden glemt,
saa er det Land dog vort;
thi paa dets brune Tuer
sad vi som Børn og sang,
og fra dets Høje skued
vi Verden første Gang.
Der flyver Viben lavt om Gaard
mod Blæst og Bygevejr,
og Sommeraftnens Tofler slaar
højt over tavse Kjær.
Mod Høstens Tid af Lyngen
der titter røde Bær,
og tusind Lærkers Syngen
dig følger, hvor du er.
Og der gaar Solen langsomt ned
imellem Banker graa,
mens Hors naar hjem fra Dagens Béd
og Møllens Vinger staa.
Hen under Himlens Arker
gaar lange Dales Gys,
mens langs de øde Marker
der tændes Lys bag Lys.
Og der er Bonden jævn og støt,
i hvert et Savn forsøgt;
men Savnet gjør ham ej forknyt
og avled aldrig Frygt.
--Han kjørte Sand paa Mosen
og Mosejord paa Sand;
det gav _ham_ Gryn i Posen
og Hæder til hans Land.
Hvor Ploven altid holdes blank,
der er ej Fattigdom;
hold Agren ren og Modet rank,
om og din Ryg blev krum!
Thi _Frihed_ vil kun dvæle
hos ranke Sind som Gjæst,
men lamme, syge Sjæle
dem fly'r den fra som Pest.
Og naar du henter Traven hjem,
og naar du Engen slaar,
og naar din Plejl med Fynd og Klem
hen over Halmen gaar--
da husk, at "Grundlovsgaven"
med Junidagens Sol
har Drøjsel lagt i Traven
og Hynde paa din Stol.
--Og dette Land saa indeklemt
paa Danmarks vestre Kort--
kanske det dog ej rent er glemt,
blot Sløvhed jages bort.
Og derfor skal du tage
dig Mænd til Folkets Raad,
der frem og ej tilbage
vil styre Tidens Baad!
22/5 1902.
[Footnote: _Tofler_, Bekkasiner; _Béd_, den Tid, Dyrene er i Arbejde;
_Arker_, de hvide Fjerskyer; _Drøjsel_, Forslag.]


PRESSEN.

Fordum Fyrsters kjøbte Slave,
nu Monarkers Ligemand;
brudt er længst Censurens Stave;
Synet frit til Hav og Land;
Pressen--løst af Fortids Vold--
staar nu kun i egen Sold.
Se hvor langt dit Rige spænder,
sammenholdt af Ørsteds Aand!
Om en Ø i Havet brænder,
Asken samles i _din_ Haand.
Ruslands Trusel, Finlands Graad
naar til dig ad samme Traad.
Malmen, som i Jorden lytter,
blev dit Lunes Gyngehest;
ud og ind Maskinen flytter
Blad paa Blad til sidste Rest.
Bonden til sin Aften-Grød
drøfter Kinas Morgen-Nød.
Slukkes end hvert Lys i Staden,
brænder et endnu hos dig;
ruger Tavshed over Gaden,
til _dit_ Hus naar Søvnen ej.
Remmen haster vildt af Sted,
Hjulet mumler sit derved.
Tanker, som for Øret synger,
naar de bæres ud ved Gry,
smidigt sig om Valsen slynger,
krystes mellem Staal og Bly;
Ordet, klædt i Malmens Dragt,
vandt dig Rang af Verdensmagt.
Som Kyklopens er din Gjerning,
du Minervas yngste Søn!
Held har sjældent fulgt din Tærning;
Skuldertræk var mest din Løn;
dog, saa langt Kulturen naar
_dine_ Spor i Agren staar.
Bonden, som med Blink i Øjet
klapper glad sin hvide Gris,
Svenden, som i Søndagstøjet
spørger sejgt om sin Avis;
Doktor, Høker, Skolemand
fyldte ved _din_ Brønd sin Spand.
--Hvad end Tidens Strøm vil føre
hid af Skum og Storm og Slud,
vil du staa med Haand bag Øre
lyttende i Natten ud.
Dermed er din Gaade sagt:
Du er Tidens Hejrndalsvagt!
Juni 1902.


SØREN OLESEN.

Gamle Søren, lad mig mindes
end en Gang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du selv var ung i Aanden:
Bred paa Foden, bred om Lænden,
bred og djærv og tung i Talen;
Stemmen blød og vemodssløret
som et Aaløbs Fald i Dalen.
Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave Øjne
ærligt lysende bag Brynet.
Ordet sank i aabne Hjærter
blødt som Hattedug paa Kornet;
intet Brøl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.
Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevæget,
svam og bølged Salmens Toner
varmt igjennem Kjæmpeskjægget.
Stærkest var du, naar du talte
Hjærtets Sag bag Bjælklofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.
Der hvor Rævekløgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de golde kaldte "ringe".
Men for den, der sad og hungred
efter _Ærlighed_ alene,
var _dit_ Ord imod de andres
ogsaa her som Brød mod Stene.
--Gamle Søren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
længe saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.
Skjælmen lo endnu i Øjet,
men med Skjælmen kjæmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nævnes: _Baaren!_
30/7 1902.


JENN HJEMM.

Æ Blaaner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.
Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl--hun sejjer o æ Laad.
Men a ska _wal_ hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brokk i hans Red.
Æ Gord blyver gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløwn,
og æ Gowl den hwæler te Nard.
Men hvad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.
Ja, her haar a sungen,
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.
Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged,
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
ledt nurden den søndele Dig.
Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
og æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.
1/8 1902.
[Footnote: _Jenn hjemm_, ene hjemme; _æ Blaaner_, Skyerne; _Fowl_,
Fugle; _salder_, aftager; _ralder_, rasler; _sejjer_, sidder; _æ Skyw_,
Bordskiven; _nær_, naar; _æ Knoger_, Lemmerne; _laant_, langt; _æ Kokk_,
Hanerne; _bus_, storme (om Vinden); _Brok_, Grævling; _Gord_, Gaard;
_krykker sammel_, synker sammen; _æ Sals_, Stuehuset; _Tækki_, Taget;
_røwn_, revet; _Fløj_, Vindfløj; _Nard_, Nord; _Kukmand_, Gjøg; _Kon_,
Smule; _Maag_, Mage; _bette Krumm_, bitte Smule; _kaare_, kartede;
_doged_, dugged; _so_, sad; _tront_, travlt; _pilrer_, smaaregner;
_hwilrer_, larmer; _drøwn_, dreven væk.]


MI NANNE, JA.

Der gor en O her vejsterpo
med Fleg omkring og Kwanne, ja;
aak, der war det en Lyst aa go
i Awtensdôg med Nanne, ja!
Æ Suel er nied, men øwer æ Hied
der flywer en Pa Tanne, ja;
æ Gjej han slaar, æ O den gor
med aal mi Sind mud Nanne, ja.
Nys drøw en Æl; no kam en Hwæl
som fræ wor Møllers Swanne, ja;
aak, de er tow, ka sow i Row,
nær a mo tink paa Nanne, ja.
Æ Nætter er no mørk og kold,
æ Vejlo wot og vande, ja,
men a gaar øwer Kjâr og Knold
og vejsterud til Nanne, ja.
Der stor en Lys i Nannes Rud
for mæ og ingen anner, ja,
te ett a gor i Syk derud,
men vinder hjem te Nanne, ja.
Ved Piggerbøen det tit er swær
aa skjell æ Own fræ Kjanne ja,
men det tar a mæ aalle nær,
saalæng a haar mi Nanne, ja.
For gor æ gjemmel ondt hæ godt,
og stige heller strande a,
saa er _hun_ mej i mi Komplot,
mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja!
10/8 1902.
[Footnote: _Fleg_, bredbladet Græsart; _Kwanne_, en Skjærmplante;
_Awtensdôg_, Aftendug; _Tanne_, Terner; _Gjej_, Gjedden; _æ O_, Aaen;
_Æl_, Byge; _Hwæl_, Skrig; _Row_, Ro; _wot og wande_, vaadt og vandet;
_Kjâr_, Kjær (Flertal); _Syk_, Synk; _skjell_, skille; _æ Own_, Avnerne;
_Kjanne_, Kjærner; _gjemmel_, gjennem.]


ARBEJDERSANG.

Junkerspiren kaster stolt med Nakken,
naar han peger paa sit Adelsskjold.
--_Vi_ er Børn af dem, der brugte Hakken
ligefra den første Fortids-Old.
Adel, Fyrster steg paa _vore_ Rygge,
og vi bar dem over Ørkners Sand:
fedeligt de sad i Palmers Skygge,
naar vi andre savned Brød og Vand.
Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke,
hvisker om, hvor højt en Mand kan naa,
naar hans Rovinstinkter blot er stærke,
og han selv tilpas er snu og raa.
Hakken, ak, gjør ingen Mand til Greve,
skjænker knap en Hytte trang og lav,
gi'r os Feber-Kost, imens vi leve,
og naar vi er død'--en Fattiggrav.
Vi blev født, hvor Lyset langsomt piner
sig igjennem Baggaardssmøgers Graa,
der hvor kolde stønnende Maskiner
hugge Tidens Stræng i Stumper smaa.
Intet Haab og ingen Himmelstige
stræbte op til Lysets klare Blaa.
Hvem har givet Solen til de rige
for at svøbe Mørket om de smaa?
Thi som Planten, naar den Lyset savner,
bøjes langsomt, skjælver ned og dør,
saadan blev vort Liv som golde Avner,
Evnen selv randt bort som Sne, der tø'r.
Dampmaskinens strubehede Aande
pustes mod vor Kind i dybe Støn,
ingen agter paa vor blege Vaande,
alle har kun Tanke for vor _Løn_.
Disse lange, lysforladte Gader
overskygged vore Barndoms-Aar;
disse kolde Huses Rude-Rader
blinked aldrig med et Strejf af Vaar.
Men vor Arm blev stærk, vor Haand blev hærdet
ved at gribe om Maskinens Staal;
og vort Øje spejder uforfærdet
mod et stort og gyldent Fremtidsmaal.
Ja, som Samson i sin unge Styrke
bar Filisterporten bjærghøjt op,
stige vi en Dag fra Gydens Mørke
over Grav og Grøft til Lysets Top.
Med det _gamle_ Samfunds Port paa Ryggen
lejre vi os i en Verden ny,
og mens Taagen letter, smiler Lykken
fra det _nye_ Samfunds Morgengry.
Septbr. 1902.


VENSTREVISE.

Nu har vi læst Aviser nok
og kjender eders Planer,
nu venter vi det Rytterchoc,
der sprænger nye Baner,
der slænger kjækt i Mudder-Grav
de blinde Fortidsjætter,
og Folkets Ret og Folkets Krav
paa Hædersbænken sætter.
Vort Statsskib blev paa Bedding sat,
det trængte haardt til Spanter;
det havde Brud paa Ror og Rat
og Læk paa alle Kanter.
--Nu raader vi, I kaster los,
før Vreden gaar i Gjæring,
nu er det Tid, at Skroget faar
den sidste Overtjæring.
Taalmodighedens sagte Vals
I vil saa gjerne lire,
men Strikken, om Ideens Hals
blev ofte det: at fire.
Den kjække Skipper fanger Mod,
naar hvidest Søen bovner.
Drik Vinen, mens den end er god,
og Øllet, før det dovner!
I tyve Kjedsomhedens Aar
vi har Forbedring ventet;
saa gid vor syge Tvivl nu faar
omsider Sakramentet!
Kald Grøde frem i Folkesind,
og Vækst i Danmarks Dale,
og ring med nye Klokker ind
en bedre Rigsdagstale!
Ja, vi vil ud i aaben Dyst,
hvor Saltstænk frisker Blodet,
ej ligge under Dødvandskyst
og samle Vand i Ho'det.
Og lad os saa faa Flaget op
og Skuden ud at sejle;
sund Politik er salten Hav
og ingen Brakvands-Vejle.
26/9 1902.


BJØRNSTJERNE BJØRNSON.

Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren,
der sidder en Gamling som hugget i Sten;
hans Manke den bruser som Elveskum,
og Fjældkilder klunker der rundenom.
Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brændt,
og Høvdingenavnet en Frase snart,
hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't.
Der jog som en blaanende Elv i hans Blod,
som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod;
han vilde se Norge og Norden stærk,
i Nordfolket skue _sin_ Ildsjæls Værk.
Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær;
i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær;
han flytted ej Grænser med Støbestaal,
men vakte vor Længsel og gav den Maal.
Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor,
og Graaulven tuded, mens Bukkene for;
saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd,
saa Verdener stige af Solbrandsskjær
Og Sangene randt fra hans undrende Streng
saa friske som Blomster af nyslaaet Eng;
de kommer imod os fra Eng og Ø
med Ungpige-Latter og Duft af Hø.
Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor;
hans Værker langs Kysten som Langskibe for,
og lagde den gamle saa brat til Land,
stod Pressen og Kirken og alt i Brand.
Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn,
Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn:
men sank over Sindet et Pust af Fred,
da sang han for Norge, saa vi sang med
--Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop:
i højere Glans naar dog Ætlingen op;
de tvende vil favne den norske Jord,
mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.
4/12 1902.


JULEAFTEN.

Og Far gaar rundt paa Loen
og ryster Halm og Havrestraa,
han bærer Vand til Koen
og Mælk til Kalve smaa;
han stikker Hø i Faarets Hæk
og stryger det om Kinden,
imens han glider væk.
Og Katten staar paa Hjaldet
og strækker Hals og springer ned
og mjaver lidt i Faldet
af bare Kjælenhed;
og Hakkelsemaskinens Hug
de skjærer gjennem Kvælden
som haarde, tunge Suk.
Og Far han ta'r nu Limen
og fejer op og rejser Vind,
mens Sølver-Maanestrimen
staar over Tærsklen ind;
han skifter Halm i sine Sko
og sætter Pind for Døren
og skjænker Kvæget Ro.
Saa staar han lidt og grunder
med Øjnene mod Jorden vendt;
han gi'r sig gode Stunder,
for nu er Dagen endt.
Fra Ladetagets gamle Skjæg
det drypper støt og stændigt
mod Syldens gule Klæg.
Saa gaar han hen til Hunden,
der vogter bønligt paa hans Færd:
"Hvorfor skal du staa bunden,
nu Julen er saa nær!"
Dens Lænke klang mod Stenen brat
Pasop kan næppe sanse,
han springer som besat.
Men bag de lave Ruder
der vikles Dug af Mangelstok;
paa Risten Stegen spruder,
og Mor har sat sin Rok.
En Krans af Gran om Spejlet gaar,
trearmet Julelyset
paa Messingstagen staar.
Stadstøjet frem er hentet,
og Ovnen staar paa blanke Ben,
med Sand er Gulvet strentet
helt ud paa Trappens Sten,
og over Bedstemoders Stol
der straaler Strygejærnet
mod Loftet som en Sol.
Saa træder ind i Stuen
besindigt Karl og Arbejdsmand
og skubber langsomt Luen
ind over Bænkens Rand;
de spejder langs det hvide Bord
os rokker sig til Sæde
foruden mange Ord.
Mor titter frem bag Klinken,
af Skorstensilden rød om Kind.
Far kjender hendes Blinken
og henter Flasken ind;
_det_ stemmer alle Sind i Dur,
den klare, gyldne Vædske
er farvet med "Tinktur".
--"Fik Øget nok at æde,
og har nu Koen ingen Savn,
saa sæt jer kun til Sæde
enhver i Jesu Navn;
med sulten Mund er ingen glad,
men der er langt til Bunden
i Julens Sulefad."--
Snart høres Skeer klinge,
og hvert et Sind er mildt og mæt,
og Duftens fede Ringe
omslutter Skaren tæt;
og Pudlen med det laadne Bryst
ser op fra Bordets Tremmer
i lækkersulten Lyst.
Men ude drypper Taget,
og Himlen staar saa høj og kold;
selv Maanen er nu draget
med Lygten Gud i Vold.
Men langs den mørke, vaade Jord
staar tusind Lys og blamrer
fra Bønders Julebord.
24/12 1902.


ARBEJDERSØLVBRYLLUP.

Femogtyve lange Aar
hvirvled Sne i tynde Haar,
lagde Rynkespil om Øjet,
magred Kinden, Ryggen bøjed
--saadan skreves Livets Kaar.
I en Tid, hvor alting brast,
holdt I ved hinanden fast;
I har ej jert Sind forandret,
trofast har I Vejen vandret
uden Vaklen Haand i Haand.
Sorgen kom som hyppig Gjæst,
Sygdom røved Lønnens Rest,
Vaagelampens spæde Flammer
lyste fra jert snævre Kammer
mangen søvnløs Midnatsstund.
Øde Nætters Barnegraad
gjorde ofte Kinden vaad;
tit har I med stille Vaande
lyttet efter Barnets Aande,
naar paa Trappen Døden stod.
Dog for den, som haaber fast,
aldrig rigtig Lykken brast;
Sorgens Dag og Graadens Nætter,
bange Sjæles Rædsel sletter
Evighedens Finger ud.
Gjorde Troen Gangen let,
da har Tvivlen tabt sin Ret;
bar I bedre Livets Kulde;
satte trygg're Fod i Mulde,
da var Troen Lykkens Ven.
Solen i Guds klare Dag
fandt vel ogsaa eders Tag,
blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude,
leged ømt paa Vuggens Pude,
titted ned i Barnets Drøm.
--Femogtyve svundne Aar
her med Stav i Haanden staar,
hilser tavse paa hverandre,
nikker mod jer, før de vandre
ind til Evighedens Kaar.
Decbr. 1902


DU OG JEG.

Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag
med meget trælsomt Stræb og ringe Mag,
men imod Kvælden kryber jeg i Ly,
og naar saa Kvæget vralter mæt mod By,
da skal vi sidde ved en kalket Gavl
og skue langt hen over Grønsværstavl,
hvor Haren hopper om paa lange Ben
og snuser ivrigt til de vaade Sten,
mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag,
og Solen synker ned ved Kølleslag;
men før den vældig ned bag Heden gaar,
den væver røde Traade i _dit_ Haar,
og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys,
der gaar jeg varsomt efter med et Kys.
23/1 1903.


MED EN CYKLE TIL MIN KJÆRESTE.

Hvis du vil altid være min,
skal denne Cykle være din.
Og styr den snildt og led den let,
og flyt dig frit fra Plet til Plet.
Kjør aldrig nogen Mand omkuld,
han være ædru eller fuld.
Riv ej din Næstes Port af Led;
det vil du ikke frydes ved.
Ja, vogt dig vel for Grøft og Bæk,
for hule Spor og Tjørnehæk.
En Politibetjent er fæl,
men værre dog en Lygtepæl.
Mød aldrig Danmarks favre Møer;
da hellere en Kobbel Køer;
de sidste _kan_ af Vejen gaa,
de første bumser lige paa.
Og bliv saa sød og rød og rund,
faa Blomst paa Kind og Bær paa Mund.
Lad Vinden slege Nakkens Dun,
og Solen kysse Halsen brun.
Lad Struben i hvert Drag af Luft
nedsvælge Kløvrens Honningduft.
Har Sindet ikke ret Kulør,
da flux i Sadlen op og kjør!
Ud hvor de blanke Bække gaar
og Bølgeskvalp mod Stene slaar.
Hvor Faaret tøjres under Brink,
mens Solen slænger Mileblink
ud over Fjorde kjøligblaa,
som bitte Baade vipper paa.
Du lille Knæ, du vil faa tront,
om Hjulet her skal ret gaa rundt.
Men trættes du af støvet Vej,
vend om, kjør hjem, hvil ud hos mig!
23/1 1903


PROLETAR-BORGMESTEREN.

"Hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port?
Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?"
--En Mand er bleven Borgmester!
"Jasaa, er det noget saa stort?"
Det er rart at se Godtfolk komme i Vej,
men rager det strængt taget dig eller mig,
hvem man til Borgmester vil tage?
Ham, der tør sige, hvor Skabet skal staa,
bremse de hovne og hjælpe de smaa,
ham saa vi dem stændigt at vrage.
Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador,
en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord,
en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads,
imens han sirligt løfter for Damerne sit Glas?
--Nej stop, kjære Broder! her tog du fejlt Bestik;
din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik.
Forgjæves vil du søge _hans_ Navn blandt "Folk af Stand",
thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: _Arbejdsmand_.
Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist;
han samled vore Skarer fra Kjælder og fra Kvist,
han slog om løse Staver saa kloge, stærke Baand,
og lærte os at skatte til Samholdets Aand.
Vi gjorde ham til Fører, vi gav ham en Hær,
som ingen førte større hverken langt eller nær;
dog ingen Snore fik han og intet Sværd ved Lænd;
hans Distinktion var Kløgten, hans Hær var--Blusemænd.
Den stille Mand, der førte i ondt og godt vor Trop,
ham er det, vi har løftet i Kvæld paa Skjoldet op;
for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand,
fra hvilke Funker daler nu viden over Land.
--Rul ned, rul ned, Etatsraad! Træk Plydsgardinet til!
De Fandens røde Fakler, de driver saa sært et Spil;
de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo
og taler frækt rødtunget om Fattigmands Haab og Tro.
Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo,
han deler med os andre vor barkede Tro;
_han_ leger ej med Løfter og svigter ej sit Ord,
om end _det_ synes Moden _nu_ omkring de kaarnes Bord.
Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol,
der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol,
og den, der saa i Øjet saa megen ærlig Nød,
han svigter aldrig Kampen om det daglige Brød.
For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt,
fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt.
Det meste i vort Samfund er ude af Plan.
Op alle Mand og drej det ind i _vor_ Meridian!
1/3 1903.


PAA Æ STUR HYW.

Fræ Kistelbakk og te Søndergord Hyw
der er en elendig Graan Vej;
ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.
Der gi mi Foræller og pojed og sô
og fand i æ Saând dje Fød;
de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord,
--og no er de beggitow død!
Det sukker saa sær øwer Kistelbakk
og hwirmer om Søndergord Hyw.
Om det ku vi hejsen faa møj aa snakk
og osse en Hobben aa skryw.
31/5 1903.
[Footnote: _Hyw_, Høje; _Graan_, Smule, Stump; _ilyvvel_, alligevel;
_jens_, ens; _hwer Knot og hwer Vrej_, hver Knold og Sving i Vejen;
_gi_, gik; _og pojed og sô_, trippede i Mulden og saaede; _æ Saând_,
Sandet; _laa dje Ved ad den Gryssen de gjord_, de lagde alle Evnerne i
den Smule, de fik udrettet; _beggitow_, begge; _saa sær_, saa underligt;
_hwirmer_, svøber med Blæst; _en Hobben_, en hel Del.]


EVALD TANG KRISTENSEN.

Do slæft med æ Kratt øwer Jyllands Ju'd,
saalæng der en Stown war aa find;
do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Ru'd,
saa no gor æ let nok aa bind.
De saa, do gik ledt nær mud æ Bund,
hwor aal Slavs Lig hænger ve;
men det maatt da vær nø vringelworn Hund,
der vild gi dæ Stræger for de'.
Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid,
og kam der en Rawt i di Jaen,
saa kyller wal ingen æ Stro tesid,
om og der æ mjest ve æ Kjaen.
Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror
hwer fatte, øwersit Mind.
A sejer for mæ: det war hwell, hwad do gjord;
og Danmark ska sej dæ'æ sind.
4/6 1903.
[Footnote: _Kratt_, en tung Høstrive.]


DE SYGE TYPOGRAFER.

Det er en stille Gjærning den at sætte
med rappe Fingre Ordene paa Naal,
som Tinsoldater smaa dem ind at rette
og klæde dem med øvet Haand i Staal.
Respekt for Daaden! I Evropas Stater
er ingen Hær som Gutenbergs Soldater.
Der foldes ingen Fane ud i Solen,
før deres Virken spredte Tvivlens Dunst,
der sidder ingen Hersker fast i Stolen,
før _de_ har øvet deres sorte Kunst;
fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner
omkap med Cæsar og hans Legioner.
--Naar over vaade Sten Betjenten skrider,
og Lyset slukkes i hvert stænget Hus,
mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider,
--da danser Møllet end om _deres_ Blus.
Det maa saa være; thi ved Morgengry
du kræver jo Avisen, frisk og ny.
Men Nattevaagen er en farlig Leg,
den suger graadigt Livets fyldte Lampe,
saa Blodets Safter bort af Aaren dampe.
Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg;
thi Blyet ikke blot som Kugle dræber,
selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.
Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter
med Rug og Skov til Horisontens Rand;
henover lave Gaarde Vinden vifter,
og Tøsen bader fra den aabne Strand;
her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger,
her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.
Aa, I som Lykkens Nøgle, _Sundhed_ eje,
som aande ind dens Ambra Dag og Nat,
som vandre skjæmtende langs grønne Veje,
og kaste kjækt i Vejret Eders Hat:
Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen
og stirrer haabløst ud mod Aftensolen.
Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult
har saaret sig paa sine egne Vaaben
og nu et Rov for Snigesot og Sult
ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben;
ræk ham din Haand! Han led jo for os alle,
thi bør vi alle ham til Kræfter kalde.
August 1903.


STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE

EFTERAARS-VISE.

Gjøgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund--
da vaagned _Gud Storm_ under Lide;
sprang han over de rædde Straa:
"Den Sommer mig varer saa længe;
op at trille, I Bølger smaa,
og rap jer, I blæsende Drenge!"
Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blæse;
Havets Pande blev mørkegraa,
og Næsset fik Skum om sin Næse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rødeste Roser de blegned;
Gjøgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!
Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
"Var dog Rugen paa Stænget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
--Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blæsten med Tuden og Plasken.
Saâ blev Skovenes Ligvers gjort,
og saâ gik en Sommer i Vasken.


RECITATIV:

Naar Stormen med de røde Teglsten spøger
omkring en gammel frønnet Skolegaard,
hvor en ærværdig Lind i Krogen staar
--en munter Flok mod Hovedstaden søger.
De strømmer ind fra alle Landets Egne
med Laser af Horats endnu i Jakken,
med Somrens sidste Rose frækt i Frakken,--
en Fryd for Damer og en Gru for Degne.
Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,
der har Entrébillet til al Ballade!
Er de end grønne, de er aldrig fade;
de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.
Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"?
Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"
Tal ej til dem om Høstens visne Løv,
det falder, aa, saa let paa Russens Hue,--
ræk du ham hellere en høstlig Drue,
før den har blandet sig med Jordens Støv.
Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!
Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,
skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!
Saa skal det være! Ingen sure Fjæs
skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs
ad hver en Vranteper, og bar Ulykker
lad hagle over hver en Eddik'brygger!


RUSSEN SER LOKALERNE.

Nu et Tryk paa Knappen der!
Saa er vi paa Trappen her
med Mathiesens
Leg i Isens
penselsvungne Hvirvelvejr.
Se den Dames Fødder smaa!
Hu, de er af Kulde blaa!
Var det Schack han
sa' til Lachmann:
"Giv dog Barnet noget paa!"
Opad vi aser i stigende Syner;
Gassen lyner. Og det lyner
af din Kunst, Mathis!
Venstre Sving! Paa dette Sted
lad os sagtne vore Fjed;
brug blot Maatten,
_something rotten_
følger tit fra Gaden med.
Her er Stedets læsesal,
hisset blinker en Pokal;
den er funden
eller vunden,
og nu staar den der til Pral.
Saadan hos Romerne puniske Snabler,
--"fulde Snabler"--stod i Stabler,--
blad du blot i _Bloch_!
Fra Trofæ til andet Fæ!
Voilà, en Tyr af Træ!
en Forening af--hvor god dog!
Heltemod og
Kalveknæ.
Tyren er et Æventyr:
Gjør man her for stærkt Postyr,
hvis i Salen
løftes Talen,
ramler Halen af det Dyr.