Samlede Værker, Første Bind - 04

jeg maa vel skaffe mig og mine Brød;
thi den Maxime gjælder kun hos eder,
at _den_ faar gratis Brød, der flittig beder.
Hvad Troen angaar har enhver vel sin;
hvorfor bebrejde _mig_, jeg ej har _din_?
Du beder sammenkrøben i dit Kammer,
jeg beder her med Haanden om min Hammer.
Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang
naar højere end eders Salmesang.
Men lad mig nu i Ro, for I skal bede,
men jeg",--han pirred op i Ilden--"jeg skal smede".
Ad øde Veje svinder Missionæren,--
men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren.
25/1 1898.


DET BANKED PAA MIN RUDE--

Det banked paa min Rude
alt i den sene Nat;
derude stod min Yngling,
min Elskede, min Skat.
Jeg tog ham om hans Hoved
og kyssede hans Kind;
hvor kunde jeg vel nægte
min Gut at komme ind!
Og op han sprang i Karmen
saa let som en Bold,
og ned i mine Arme,
mens jeg hans Hænder holdt.
Han slynged sig ind til mig
saa smygende let,
og vugged mig og kyssed mig
saa hedt, aa, saa hedt!
Han løfted mig fra Jorden
med Armen om mit Liv;
jeg blev i hans Favntag
saa veg som et Siv.
Han løfted mig, han kyssed mig,
han favned mig saa fast,
at mit Hjærte det bæved,
og mit Bælte det brast.
Saa ved jeg ikke mere;
jeg svimled i hans Kys,
mens ind ad Vindvet vælded
Fuldmaanens brede Lys.
Og lad kun Verden snakke
og sige, hvad den vil,
der er dog ingen Lykke
som Elskovens til.
Vinter 1898.


KLOKKEREN.

En Klokker er Klokker hvordan det gaar,
men denne var bare et Klokkefaar.
Det hvideste Lam i hans Menighed,
med hende attraaed han Enighed.
Han fried til Grete med fagre Ord,
men Lammet løb brægende hjem til sin Mor.
Den Klokker ikke et Suk begreb
og hængte sig saa i sit Klokkereb.
Vinter 1898.


TRE TROLDE.

Der var tre vældige Trolde;
de drak sig drivende fuld;
saa blev de tapre og bolde
og sloge hverandre omkuld.
En gik paa Hodet i Dammen,
én rullede ned i en Grøft,
den sidste krængede Hammen
og styrted med Brøl i en Kløft.
Vi se, at naar Troldene drikke
og siden begynde at slaas,
da gaar det Bæsterne ikke
en Smule bedre end os.
Vinter 1898.


BRUDESLOT.

Ude paa Per Krænsens Vestermark
bag en gammel Pil med skallet Bark
staar et tomt og faldefærdigt Skur,
brugt i fordums Tid som Kalvebur.
Vindvet skeler stygt mod Jorden ned,
Døren knap af sine Hængsler ved;
men i Hytten er en Bunke Straa,
det har mangen Jomfru hvilet paa.
Denne Hytte er et Trylleslot,
Egnens smukke Piger ved det godt,
der saa mangen fik sin Brudeseng,
mer end Løfte om den første Dreng.
Der er herligt i den Hyttes Skjød,
naar en Hedebrand gjør Himlen rød;
Juninattens Maane skjænker Lys,
Bondes sunde Datter Kys paa Kys.
Vinden leger i den gamle Pil,
Græssets Sanger gnider glad sin Fil.
Gik der nogen paa den øde Sti?
Det var blot en Brok, der strøg forbi.
Hu, i Piletræet skreg en Ravn,
Morgenrøden tænder alt sin Bavn,
Marken sløres af en blaalig Em,
to og to gaar unge Elskte hjem.
Natten lænker mig til Pigens Mund,
der er Trolddom paa den Hyttes Bund,
Egnens smukke Piger ved det godt,
og de kalder Hytten: Brudeslot.
Foraar 1898.


VAAR-RIM.

Moders Dyner er lagt paa Hæs,
Koen dryner--hun vil paa Græs,
Bien brummer om Kubens Mund,
Toflen trommer mod Aftenstund.
Viben skriger, dens Kuld er fuld,
Blomsten stiger af solbagt Muld,
Hønen nipper et Korn i Flæng,
Musen pipper i Barselseng.
Katten med hvide Sokker paa
gaar paa Diget blandt Klokker blaa,
nyser hastigt i Lysets Bad,
spiser paa Skrømt et dugget Blad.
Nu ta'r Pigerne Pynten paa,
Forklæ'r hvide og Tøfler smaa,
Perlekransen om nysat Haar--
Tøflerne danser mod Gildesgaard.
Sommer 1898.
[Footnote: _dryner_, et langtrukkent, undertrykt Brøl hos Koen;
_Toflen_, Bekkasinen.]


REGNVEJRSSTEMNING.

Fra ensom Vraa jeg stirrer ud
i Dagens Graa og Vejrets Slud.
Nys pisked Regn mod Husets Væg,
nu hænger Dryp i Tagets Skjæg.
De Draaber falder een for een
og splintres brat mod Gaardens Sten.
En Draabe fik ej andet Kald
end det at pønse paa sit Fald.
--Som Dryp fra Tag saa synker ned
min Nat, min Dag mod Evighed.
Og uden Stands, mens Regnen slaar,
_idag_ forvandles til _igaar_.
Een Draabe fyldt af Lysets Guld,
een levret sort som Jordens Muld.
Saa drypper ned ens Hjærteblod
i Evighedens staalgraa Flod.
29/6 1898.


MEDLIDENHED.

Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.
Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl "som gaar fortabt",
hvor skulde min Svøbe danse!
Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer!--nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.
--Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.
Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere--Samaritaner.
Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro'r,
da kan du "Medlidenhed" spare.
Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrættet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nettet.
Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Nødlidende gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.
Efteraar 1898.


GAA I SKOVEN.

Er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl,
er der Ebbe og Fald i dit Mod,
har Misundelsens Giftyngel stunget din Hæl
og beslimet din Sti, at som havrullet Pæl
den bedragerisk svigter din Fod,
sidder Sorg ved dit Fad,
sidder Savn ved dit Krus,
er der lavt til dit Loft,
er der trangt i dit Hus--
gaa i Skoven!
Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind,
er der Vaarhimles tindrende Blaa;
er der vuggende, sukkende Drøm i dit Sind,
er der Længsel mod _en_, der har rødnet din Kind,
skjønt den før kun var gusten og graa;
synes Verden dig daarende
blank som et Spejl,
og dit Liv som et Hav
med vel tusinde Sejl:
gaa i Skoven!
O, du susende, brusende, rodstærke Skov
med din Bøgs blødt omfrynsede Blad!
Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov,
i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov,
i din Top kvidrer Smaafugl sig glad;
og med Høg over Bøg
glider Tankerne ben
for at vende tilbage
som Drømme igjen
gjennem Skoven.
14/5 1899.


HØGEN.

Vær hilset Høg over Granetop,
du stolteste Fugl i Skoven!
Du stirrer trodsigt mod Himlen op,
din Flugt er vild og forvoven.
Du kløver Brisen i vilden Lyst,
mens grønligt Øjnene spejde:
du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst,
og aldrig du skjænker ham Lejde.
Du er en Røver for Gud og Mand,
i Blod du sølede Hammen;
du ser med Foragt paa den vrikkende And,
der spejler sin Fedme i Dammen.
Jeg elsker vel ej din blodige Klo,
men Flugtens Sus om din Bringe,
dit vilde Blik fra dit stolte Bo
og Solens Blink paa din Vinge.
16/5 1899.


KLOKKEN.

Jeg kommer langs en øde Sti,
der gjennem Rug sig slynger,
mens Aftenklokkers Harmoni
sig ind i Sjælen synger.
Den sære Sang af Klokkers Klang
ved Sommeraftentide,
det er et Stykke Hedenskab,
som alle godt kan lide.
Bestig en Høj en Junikvæld,
lyt spændt ud over Landet,
og mærk dig denne dybe Lyd
af Graad og Jubel blandet.
Og prøv, om ikke du endnu,
mens Myg om Øret svirre,
kan høre Oldtidsslægters Tro
i Klokkemalmet dirre.
Juni 1899.


KJESTEN.

Ung Kjesten red sine Foler tilvands
--horrihej.--
Der sad ved Aaen den sorte Frans
--horrihej.
Og Frans han hwøwted, og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned--
--hor-ri-hej!
Gud naade dig Kjesten i Franses Arm.
--horrihej--
thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm.
--horrihej.--
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes om Kvæld ved den dampende Aa.
--hor-ri-hej!
Hvad hjælper Vægren en Pigelil
--horrihej--
naar Natten kogler, og Manden vil
--horrihej.
En Sivbusk ved en lulllende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa
--hor-ri-hej!
Det var alt langt over Midjenat
--horrihej--
før Kjesten fik sine Foler fat
horrihej.--
Saa blussende rød hun hjemad red,
hans Kys,--endnu de paa Kinden sved
--hor-ri-hej!
Ej mere saa hun den sorte Frans
--horrihej.--
Ej mere rider hun Føl tilvands
--horrihej;
men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa
--hor-ri-hej!
Jebjærg 12/6 1899.


SAADAN GAAR DET.

Der gik saa krumme Veje
ned til den blide Aa,
hvor Padderokker neje
om Ællingerne smaa--
Hvor Baaden sagte strammer
den tynde Hampesnor,
og Trævlekronen brammer
i blegrødt Silkeflor--
Hvor Gjedden staar og stirrer
med gnavent Underbed,
mens smaa Libeller svirrer
sylfidelet afsted--
Hvor Rylen gaar og nusser
blandt Breddens vaade Sten
hvor Viben Vingen pudser,
og Storken viser Ben.
Men saa kom Industrien
og saa paa den Idyl;
den aged ud paa Engen
en hæslig Hoben Fyld.
Den tinged og den tegned
og rammed Bjælker ned;
i sytten lange Uger
gik hundred Mand og sled.
Da letted Stork og Ryle,
i Skræk de langvejs fór;
selv Baaden rædselsslagen
rev ud sin Hampesnor.
Og Aaens Vande vred sig
i Skum om Værkets Hjul,
og selve Gjedden bed sig
i Kjæben i sit Skjul.
Men Dampens Dæmon snøfter
urolig Dag og Nat,
og kjækt Fabrikken løfter
sin sodbedækte Hat.
Dens Varer er de beste,
dens Ry er viden kjendt;
afvigte Vinter gav den
sin Stifter ti Procent.
De gamle krumme Veje
blev macadamisert.
Gud ved om Fremgangsmaaden
dog ikke var Forkert!
Jebjærg 5/8 1899.


AFTENSTÆVNE.

Naar Køerne er malket, og Mælken siet op,
og Æggene er samlet ind fra Vrøvlen,
naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop,
og Kalvene en Borren Hø i Bøvlen,
da stænger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt,
jeg sætter beresten en bitte Pind i,
den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort,
mit Kammers ligefor det gaar du ind i.
Men alt maa ske med Læmpe, og alt maa gaa med List
og du, min elskede, maa gaa paa Sokker,
for mærkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist,
at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker.
Og derfor vær forsigtig, min egen, egen Skat,
kom først til Døren, naar min Far han snorker,
og hvil i mine Arme, og vær hos mig i Nat,
og jeg skal elske dig saa ømt, jeg orker!
5/8 1899.


SKUESPILLERINDEN PAA HEDEN.

Legende Barn af en legende By,
hvor tør du danse paa Lynghedens Høje,
hvor tør du juble din Trille mod Sky,
her hvor enhver har lidt Graad i sit Øje!
--Heden har Skræmsel, og Heden har Savn,
Sangen og Glæden, dem kjender den ikke;
sidder der to med hinanden i Favn,
er det med sky og med nedslagne Blikke.
--Saadan omtrent har man skrevet og sagt,
lidt vi dog agter den Jeremiade!
Er end vor Hede alvorlig i Dragt,
yder dens Tuer dog Læ for de glade.
Hør, hvor det jubler af Lærker i Sky;
hørte du gladere Sange derhjemme?
Legende Barn af en legende By,
løft kun med Lynghedens Lærke din Stemme.
Græshoppen sidder saa trind og saa glad,
gnider sig Skanken i Mangel af Fele,
stryger og lytter og lirer sit Kvad,
stolt af sig selv og tilfreds med det Hele.
Legende Barn af en legende By,
dans du kun dristigt paa Lyngen den brune,
og, naar du trættes, bag Porsbuskens Ly
del med en Sanger dit smittende Lune.
Jebjærg 13/8 1899.


OLE.

Ole sad paa en Knold og sang
lal-la-la!
Faar og Beder omkring ham sprang
--tral-la-la!
Lyngen sused, og Skyen gled,
Udflugtslængsler i Hjærtet sved.
Heden stænged, og Mindet spandt;
Moders Øjne dog stærkest bandt.
Snart den Ting dog blev aabenbar;
Minder gjør ikke Sagen klar.
Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med ét ved det store Hav.
Øjet skinnede, Taaren randt,
intet mere i Verden bandt.
Over Havene Hyrden fór,
Faarene staar der endnu og glor.
Ej kan Bede og Faar forstaa
--lal-la-la!
Længslers Tog over Bølger blaa
--tral-la-la!
Jebjærg 13/8 1890.


KOM MI BETTE KIPKAL.

A haar tjent Jens Masen
no halvanden Or,
skjønt han er en Asen
_i_ og _om_ hans Gord.
A maa pas hans Høwde,
a maa ref hans Fyld;
haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gyd hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
aa og i æ Damm.
Rejen med hans Følkloj,
fløt en affentow,
rend æ Gord si Møllboj,
nær de anner sow.
Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ stræng,
skjønt æ Stoder stej mæ
næjsten uden Peng.
--Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
søn ved Awtensti.
Derfor maa du rapp dæ
no mi bette gul;
her haar a di Klaptræ,
hwor haar do di Mul?
Bløw wor Hosbond hwipgal,
det war ild aa spør;
kom mi bette Kipkal
med di løjen Ør!
13/8 1899.
[Footnote: _Høwde_, Kreaturer; _ref hans Fyld_, ribbe hans Fjer
(Gaase- og Hønsefjer); _haar æ ett_, har _det_ intet (= Kreaturerne);
_gyd hans Ruesstok_, gjødet hans Roser; _Rejen med hans Følkloj_,
redet med hans Plag; _fløt en affentow_, flyttet den af og til;
_Møllboj_, Møllebod; _frej mæ_, fæsted mig; _stej mæ_, fæsted mig;
_Kwi_, Kvie; _hwipgal_, hastig gal; _gul_, gule; _Klaptræ_, Bindsel;
_løjen_, laadne.]


MADS TAMMESES MAREN.

Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Sønde sáa rend dæ paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjør med dem Piger saa smo,
hwem alle gefalle, men ingen maa fo.
De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.
Ras Væwer han skæwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele ledt;
Jepp holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj salle en Ør i æ Bank.
Øg søn gik der Or, og søn gik der Daw,
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
saa no war hun gro, hwo hun hejsen war rø.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
no holder der salle en Kjæft paa æ Towt;
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk endle, I Piger, i Træsko og Skow;
Der tæskes, imen der er nøj o æ Low;
der kommer de Dage--ja det ved Worherr!
da I vil ha alle, men ingen ha jer.
Jebjærg 15/8 1899.


PER SØWREN.

Med Bisselær i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to
saadan kom jeg til Verden.
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var _ham_, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,--
thi een var for lidt for Per Søwren!
Hvorfor jeg egentlig blev til,
paa det jeg grunder stændigt,
men kun eet Svar der komme vil:
Min Mor fandt det nødvendigt!
Ej sættes paa Anklagebænk
du, som er nu i Graven;
da Livet var din enest' Skjænk
saa Moder: Tak for Gaven!
Den slides med Taal af Per Søwren.
Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade
og limer Hank paa søndret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen;
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
I fordums Tid jeg viden drog
og drev mod Syd med Stude;
men da det ikke mer Forslog,
saa samlede jeg Klude.
Jeg bragte Piger Markedskram
og Baand og Blonder stive,
fik hist et Kys og her en Dram,
og hvad en Glut kan give;
for sligt er en Skat for Per Søwren.
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig!
saa skal vi fugte Aanden;
men een er for lidt for Per Søwren!
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden;
og bagved næste Sogneskjel
der mødte mig--den anden;
for een var for lidt for Per Søwren!
Ja, saadan fór jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket;
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een var for lidt for Per Søwren!
--Og gaar det saa en Dag paa Held
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndegjæld
og træder ind for Præsten:
"Du Mand, hvis Fag det er at tro:
naar jeg er død og borte,
saa bed for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte,
for een er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils nu din Vorherre,
og sig fra mig, jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
Ja, snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden,
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten;
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
16/8 1890.


DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS.

Den Gaang te a war gywt med _Lavs_
--aa jøsse, jøsse jammen!
da strented a med Gled mi Klaws,
mi Daa gik hen med Gammen.
For bejer Mand war ett end Lavs
--aa jøsse, jøsse jammen--
de skjønnest Ting a fæk tegavs,
og aalti holdt vi sammen.
Men sin saa bløw a gywt med _Klavs_
--aa jøsse, jøsse jammen--
mi Trow a føst haaj gin te Lavs
og no no ga--a hamen!
Men der fæk a sgi hwedt mi Saws!
--aa jøsse, jøsse jammen--
den Klavs det er det bare Snavs,
hwor aalt gaar ud paa Drammen.
Og mæler a en Muk mod Klavs
--aa jøsse, jøsse jammen--
saa brøler han: "Herut, haraus!"
saa rød som Kok i Kammen.
Og blywr æ Gywr ett ssat o Klavs
--aa jøsse, jøsse jammen--
saa skir æ sajtens jetiddavs,
a drowner mæ i Dammen.
17/8 1899.
[Footnote: _strented_, vand Garn; _Klaws_, Garnfed; _hwedt_, hvæsset;
_Gywr_, Gjordene; _jetiddavs_, engang.]


JØRGEN VED BÆKKEN.

Hun vogtede Faar,
han ejede Gods, og han aattede Gaard;
dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje
den Fattige Tøs i den falmede Trøje,
og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov!
han standsed sin Plov.
Men Mette hun veg.
_Saa_ mange han elsked, _saa_ mange han sveg;
hvor turde da hun gi' sit Hjærte til Kjende
og haabe, han mente det ærligt med hende?
Hvor tit blev den fattige ikke forladt
blot efter en Nat.
Men saa blev han ond,
og Eder og Trusler besudled hans Mund;
men Mette, hun flygted bag Lynghedens Høje,
mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje.
Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned.
Og Dagene gled.
Han tumled og drak;
de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak.
Man vidste, hvor _Jørgen ved Bækken_ var inde,
der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde,
een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar,
men hun drev med Faar.
Saa var det en Nat,
da legedes atter et blodigt Tagfat.
Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure
og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture,
og ned gjennem Huset man skogred og drak
og røgte Tobak.
Da lød der er Brag,
som skulde det varsle den yderste Dag;
halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden
og saa med Forfærdelse rundt paa hinanden.
Forvirringen, Larmen og Raabene steg,
og Værten blev bleg.
Saa gik der en Dør;
man kjendte en Mumlen som Susen i Rør;
man mærked paa Støjen og Talen forvildet,
at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet.
Det vidste i Salen hver svedende Svend,
at nu blev der Spænd.
Først svang han en Stol
og mased med den baade Spill'mand og Fjol;
saa greb han i Bringen den bredest i Laget
og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget;
ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp:
"Af Vejen, din Hvalp!"
Nu sluttedes Kreds.
Snart stod der om Kjæmpen af Karle en Snes;
som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven,
saa førte de Slaget med Rysten og Bæven;
og Spændingen voxed, og Salen blev tømt,
og Øllet forsømt.
Men Jørgen han stod
saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod;
hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen,
paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen;
hans Knoer de hvidnede, Øjet skød Lyn
bag mørknende Bryn.
Saa styrted han ind,
og Flokken sig spredte som Avner i Vind.
Dog ej de formaaed at fly for den stærke,
der susede ned som Høg over Lærke
med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap
med Praasen omkap.
En Raaben, et Rend
af rasende, rædde, bestøvlede Mænd!
Hist krummed sig een, og her styrted en anden
med kløvede Læber og Buler i Panden.
Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del,
han planted sin Hæl.
Og Flokken svandt ind;
snart stod der paa Gulvet kun han og _Jens Pind_,
en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten,
der stredes med alle fra Smeden til Præsten;
til Dato med _Pinden_ slet ingen fik Has;
nu kom han tilpas.
Fra neden og op
han maaltes af Jørgen fra Taa og til Top;
et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder,
saa Pinden knak over med Brag og med Bulder.
Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos
og tøjled hans Trods.
Han hvidned af Harm
og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm,
og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden,
hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!"
Til Hjaalp var der ingen, der flytted en Fod;
hvem skulde ha' Mod?
Brat standsed al Kiv,
der hørtes en Hvisken som Susen i Siv,
og ned gjennem Krohusets stinkende Gange
bevæged en Kvinde sig, liden og bange:
tungsindigt var Øjet, og Klæder og Haar
end lugted af Faar.
Hun vaklede ind
og lagde mod Kjæmpens sin solbrændte Kind:
"Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende,
saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde,
nu ser jeg forsilde, du mente det ret;
_jeg_ handlede slet!"
Da Jørgen stod op,
da gik der en Skælven igjennem hans Krop;
om en havde slaaet ham lige i Synet,
han skulde end ikke ha' løftet paa Brynet.
Nu var han forsonet med Verden og alt,
for _hun_ havde talt.
Han saa sig omkring
blandt splintrede Møbler og masede Ting;
han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen,
han søgte til Dørs og dukked i Karmen
sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat
i Lyng og i Nat.
Hist skinner hans Gaard.
Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar.
Fornuft hersker ude, og Fred raader inde,
for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde.
Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind,
naar Vreden gjør blind.
27/8 1899.


PINSEVISE.

Naar Bonden vel har saaet sin Byg,
saa retter han sin brede Ryg
og ser sig om saa vide,
da skjønner han af Vind og Væ'r,
af Lam paa Toft, af Stork og Stær,
det er ved Pinsetide;
saa standser han sit røde Hors
og vejrer mod den Duft af Pors,
der strømmer ind fra Kjæret.
Han tænker paa den Vækildsfest,
hvor hun er med, han ynder bedst,--
og gjør et Spring i Vejret:
Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!
Forlængst han hængte hen sin Plejl,
og Høg og Gjød for fulde Sejl
lavt over Landet stryger.
Nu gaar hver Sky med gylden Kant,
det spæde Græs sin Næring fandt
i milde, svale Byger.
At Pinsens muntre Fest er nær,
det hvisker Siv, det fløjter Stær,
og Knøsen kan det høre,
og ager han paa Toft sit Læs,
og sætter han sit Hors paa Græs,
det synger i hans Øre:
"Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!"
29/8 1899.


NATMANDSVISE.

Axel havde saa lyst Humør,
_Sidsels_ Øjne saa mørk Kulør,
ejed hun bare en Fingerring,
Axel ejed slet ingenting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Plov og Ager de ænsed ej;
helst de pløjed den Landevej.
Byer tred've og Sogne ti
havde de to at tigge i.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Sidsel sad paa en Kampesten,
Axel kom til paa skjæve Ben.
Sidsel var ung og let i Gang,
Axel bøjed sig frem og sang:
"Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal _vi_ to tigge Posen fuld."
Axel bejled en Juninat,
Bryllup holdtes i næste Krat;
dér fik Sidsel sin Fingerring;
Præst og Klokker fik ingenting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Siden stavred de Heden om;
Hunde halsed, ihvor de kom.
Damped Regnen fra Axets Vest,
lo den Skøjer og sang som bedst:
"Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."
Axel sad ved en Hededam,
spilled for Sidsel paa Redekam.
"Bliver din Trøje dig lovlig stram,
har du vel Plads til en Kirs'bærdram.
Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."
Sidsels Trøje blev mer end trang,
snart et Væsen red Owselsang
højt paa Moderens Skulderblad.
Axel kyssed sit Barn og kvad:
"Jeg tigger Uld,
I tigger Sul,
snart skal vi tre tigge Posen fuld."
Maanen skinner paa Sidsels Barm;
Glutten patter sig mæt og varm,
lytter imens til Nattens Lyd,
Hjejlens Klage og Toftens Fryd.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Axel sover i Lyngen strakt,
Sidsel sidder en Stund paa Vagt,
Duggen drysser paa Barnets Kind,
Suset dysser dem begge ind.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Heden huser saa mangen Fugl,
hvorfor da nægte slige Skjul?
Gav de dog Lyngen god Kulør
hendes Øjne og hans Humør.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.
Længe hviled i Hedens Muld
Natmandsfolkets det brune Kuld.
Kors og Stene gi'r ej Besked,
Lyngen hvisker kun, hvad vi ved:
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
længst skoved Døden dem Posen fuld.
Jebjærg 1/9 1899.


KA DREBÆK.

Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
og nynner i søde Drømme;
hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
med Hænder smygende ømme.
Men dybt kan en den anden bedrøve.
Ved Rokkehjulet den Vinter randt,
i eet gled Natten og Dagen,
imens hun spelted, imens hun spandt
hint Væv til sit Brudelagen.
Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar,
og Leddet for Lukket stænger,
der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard
med fire kalkede Længer.
Didhen gik Længslen saa mangelund,
naar Lyset stod slukt i Stagen,
men stærkest dog slig en Puslestund,
der ofres ens Brudelagen.
--Rød lagde Ka' Drebæk sit Lat paa Bleg,
det var ved Sankt Hansdagstide,
men førend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.