Samlede Værker, Første Bind - 09

Der sprang en Strop!"
Nej! nu gaar Rimet i Galop!
Taa og Top,
Kysgalop,
Stropper ned og Bændler op!
Hvad staar der? En Barm i Knop!
Og histnede: Knæ i Hop!
Knæ og Knop,
Rosers Hop,
hvide Liljer ned og op!
"Elsk mig! Tag mig! Tavl og Top!"
28/6 1905.


BARNET OG DEN GAMLE GAARD.

Der laa paa Toften en gammel Gaard
med vinde Vægge og side Tage.
Dens Syld er sunken, men Mindet slaar
sin Kreds derom alle Dage.
For der gik Føllet paa slanke Ben,
og Hønen kagled bag støvet Nælde,
og Myren jog over breden Sten,
mens Stolpen frønned af Ælde.
Og der Staar Mor i sin Bryggersdør
og rækker Far en Taar Urt af Øsen;
han blæser, drikker og blæser, før
han rækker Resten til Tøsen.
Og ind og ud ad den lave Port
som Vævens Skyttel saa svitter Svalen;
og Solen skinner paa Smaat og Stort,
og Hanen muntrer med Galen.
--Hvor er nu henne den gamle Gaard,
dens Svalereder bag møre Lægter?
"Det gamle falder, det ny bestaar"--
er Lov for skiftende Slægter.
Hold op at flagre, du Svalelil,
lad Glemsel tage de gamle Reder;
luk Øjet op, og dit Hjerte til,
det nytter intet, du leder!
De gamle Huse vil styrte om,
de gamle Vaner, de gamle Skikke;
er Marven borte og Skallen tom
da hjælper Taarerne ikke.
--Men du, som hviler i Vuggen dér
og smiler op fra din hvide Pude,
du kjender intet til Livets Færd
og ej til Verden derude.
Du er i Dagens den stride Blæst
en muntert glidende Foraarssvale;
vi andre kives om Lykkens Rest,
du la'r Vorherre betale.
Vi andre ræddes i Tvivlens Nat,
naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke;
du slumrer trygt uden Ror og Rat,
endda _din_ Baad er en Vugge.
Sov trygt du lille, i Vuggen hist,
mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet,
og Bygen kommer med stakket Frist
og slænger Frugten i Støvet.
Ja, du skal voxe dig sund og stor,
og du skal altid i Sandhed vandre;
en Dag saa tager _du_ Viv og Jord
og bliver Mand som vi andre.
Saa staar du vel, som vi andre staar,
og tryller Ranker om sunkne Stene
og stirrer ud mod en falden Gaard,
mens Solen synker bag Grene.
Silkeborg 9/9 1905.


BONDENS DATTER SYNGER.

Giftes vil hver Pigelil
og nødig altfor silde;
Lykken kommer, naar han vil,
men smaat til Bryllupsgilde;
en ta'r Maal af Arv og Aar,
gylden Høst og gyldent Haar,
en gaar efter Gods og Gaard,
men _jeg_ vil ha' en glad Mand!
Den si'r Hyp, som Tømmen faar.
Og _han_ skal Buxen bære
paa hans Toft som i hans Gaard,
for Buxen gjør ham Ære.
Linner han saa Klinken lidt,
hører jeg min Husbonds Skridt,
gaar mit Hjerte godt og blidt
ved Tanken om en glad Mand.
Han vil Hjemmets Ærind gaa
ved Kjøben som ved Sælgen,
ikke fuld i Kroen staa
og tylle Øl i Bælgen!
Ønsker han en liden Rus,
ta'r han den i eget Hus,
spytter ej i andres Krus
for det gjør ingen glad Mand.
Gaar han i sin egen Dont,
han nynner under Hjalde;
halser ikke Huset rundt
og øser ud sin Galde;
_han_ staar ikke vred af Seng,
gamser glubsk af Folk i Flæng,
snart af Tøs og snart af Dreng,
for det gjør aldrig glad Mand.
Vælter Sne mod Tærsklen ind
og spreder langt sit Lagen,
aldrig ængstes dog mit Sind,
hvor _han_ har Styrestagen!
Barnet glad paa Gulvet gaar,
Grisen trind i Stien staar,
alting trives--Fæ og Faar,
i Gaarden hos en glad Mand!
Driver Regn For Søndervind,
mens _han_ maa Agren pløje,
kommer sent og tavs han ind
med Dryp fra Skjæg og Trøje--
_jeg_ skal gjør' ham Sengen lun,
varme Dyne, klappe Dun,
hæng' hans Frak, hans Sok til Gru'n
og sove ved en glad Mand.
Kvinder er som Blomster smaa,
de gror kun godt i Glæde.
Faar _jeg_ den, jeg tænker paa,
saa skal jeg aldrig græde;
snildt jeg snurrer da min Rok,
pusler om min Gutteflok.
--Aah, der bliver Lykke nok,
naar man først har en glad Mand!
Bovbjærg 16/10 1905.


GAMMEL KJÆRLIGHID.

Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka ett wal skimm æ Dar,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg for æ Bjen,
og æ Vægg maa gi Støtt, nær æ Træsko ska flytt,
og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen.
Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin,
og wor Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa,
og wor Klejmon war flunkend og fin.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt mæ dernied i æ Kjar,
og do løvt mæ iland øwer Vilder og Wand--
for æ Engi war sjalden ret tarr.
Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band dæ di Kled?
A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa,
og ino kan a græd ved mi Gled.
Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan;
for som Wand skjeller Hy--ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw læ sæ slid!
Men en tar jo si Torn, og en bærer si Born,
saalæng en maa her gaa og strid.
--Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm, hwad der ett ka vær alln!
--Ka _do_ skimm, om æ Hyld ino stor med si Fyld,
for de sejer, æ Blaad ska vær faldn.
Bovbjærg 16/10 1905.
[Footnote: _nøj aaldre_, hen paa Alderen; _skimm_, faa Øje paa; _blo_,
blaa; _æ Far_, Fadene; _stogend_, foroverbøjede; _æ Bjen_, Benene;
_nær_, naar; _ta Wor_, tage Vare; _o æ Stjen_, paa Stenene; _alln_,
anderledes; _æ Føsten_, ens første Tid; _da war vi en bitte Graan lin_,
da var vi skam smidige; _klaa_, klare; _glaa_, glade; _Klejmon_, Klæder;
_tyt om dæ_, holdt af dig; _æ Kjar_, Kjærene; _how_, huske; _Sønde_,
Søndag; _Kled_, Tørklæde; _aalle_, aldrig; _wot_, været; _ino_, endnu;
_hwerrer_, vender, forandrer Retning; _Blaan_, Sky; _Wand skjeller Hy_,
Vand bortfører Hø; _enaan_, en anden; _jenle_, enligt; _laangle_,
langelig, langtrukken; _Torn_, Tørn; _Born_, Byrde; _Stumlen_, Vaklen;
_æ Hyld_, Hyldetræet; _si Fyld_, Træernes Blomster eller Blade.]


EN KOGED HUMMER.

De to mæ paa tredve Favne Wand,
ja nue vil sej: en halvhunde;
de støste Fiskre paa Ferring Strand
de kund saa nappele bund'e.
Fâr gik a saa dawle og gro, aaja!
No haar a en Kjowl saa rø.
Søen gôr æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer--nær en er dø!
Bovbjerg 19/11 1905.


ØWER Æ ÆWN.

Haar do hør, haar do hør, te Pe Døw han er dø
og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en Mø!
A kund ett gaa forbi; a war nied i æ Kjar
og føl atter i æ Skru, om æ Tørre de var tarr;
a saatt sni ad æ Pwot og kam vejsten æ Haw--
--Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
--ja saa a i sejsten!--_saa_ knøv og _saa_ bown.
Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus;--a haar wot der saa tidt--
og dæ Kyr og dæ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di egn Skrantings-Gord,
Fæk do hind i di Snaar--war æ ind, war æ ue,
--ja hun sku sgi snaar løwt di Hywl i æ Fue!
Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal!
A' el fandenmæ ett sejj for døw Folk og gaal!
Tho do ka wal forstaa, te en vil dæ di Bejst,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku fejst!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj ett søen og log!
Ta di Lejerlu aa, smid en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin!
Jøsses Kos, bitte Bøn! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin hun ska snaar sætt dæ Stywr te di Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa _do_ ska nott lav hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme,
hun ka hopp te æ Lowt, nær æ Gal den ta ve.
Men haar _det_ nøj aa sej, te æ Kjælling er stræng,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng,
hinne nybærend Kwier og blankhwonned Kal,
hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal,
hinne trørre Alens Væv, hinne Syv-Markes Særk,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk,--
hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw,
hinne Høns po æ Raan, hwer en blikkendes Yw
--hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof:
Ka do vind hind te Kwind, er æ din jo tehof.
--Naa, der kam nok æ Øg; ja kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ mæ si: er do snøg om di Haag?
--Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk.
Kom no op og astej, men det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk, te do ett hwistes aa,
men kom hedle te Bøj, og Worherr vær dæ gud;
saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd.
Læ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp,
nær di Hejst gôr i Sto for Katrin hinne Trapp,
og vær lin i æ Knogl, men pas wal o æ Fud,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
----Hwa for nøj, hwa for nøj!--Hwa er _do_ for en Kaal.
Ska do søen sto og koj for aa now en Krumm Saadl!
Og her haar en gjord dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka do ett kravl opo en Kon Øg!
--Ta æ Saadl aa æ Krikk! Sæt di Lejerlu o,
og sej _do_ som en Taari og drewl øwer æ Skro!
Bovbjærg 21/11 1905.
[Footnote: _sejjer_, sidder; _strag_, glat i Huden; _æ Kjar_, Kjærene;
_Skru_, Tørvestabel; _tarr_, tørre; _sni_, tværs over til; _Pwot_, Port;
_Sown_, Sogn; _saa_, sagde; _knøv og bown_, kjøn og imponerende af Ydre;
_wot_, været; _og dæ Kyr_, og sikke Køer; _hejsen_, ellers;
_Skrantings-Gord_, en Smule Gaard; _sgi_, sandelig; _Fue_, Fure; _lyd_,
høre efter; _fejst_, fæste; _snøg_, pyntelig; _sej ett søen og log_, sid
ikke saadan og glo (at _loge_, kikke op paa en halv tvivlende halv
forlegen Maade); _Lejerlu_, Læderhue; _Saadl_, Sadel; _opo_, paa; _res_,
rejs; _gilik_, rap; _Stywr_, Stivere; _hinne Sind_, hendes Vilje;
_nott_, nu ikke; _trørre_, tredive; _æ Skræjjer_, Skrædderpige; _Kjærk_,
Kirke; _Gaalt_, Galte; _ilyw_, ilive; _Raan_, Pind til Hønsene; _Yw_,
Øje; _Drof_, Draabe; _drevler_, savler: _men_, mens; _hwistes_, slænges;
_hedle_, skikkelig; _Skej_, ilde Snak; _Knogl_, Fodled; _Kaal_, Karl;
_koj_, jumpe; _Krumm_, Smule; _en Kon Øg_, en Smule Hest; _o_, paa;
_Taari_, Taabenakke.]


TRE-KONGER.

Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej,
mens Gryet kjæmper mellem mørke Banker,
og Tøvejrstaagen tætter sig over Slugt og Slej,
og Vintermulmet tynger mine Tanker.
Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus,
naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus,
og Juleøllet dovner i blommet Bondekrus
i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand
med Melmadstejnen over Øxebladet;
paa tynde Træsko svinder han bag Plantagens Rand
og standser ved en Gran i Snevand badet.
Snart lyder Øxeslaget med dybe Ekko-Suk,
mens rytmisk Træet slipper sit Styrt af Draabedug;
min Sjæl med Træet skjælver ved disse Dødsenshug
i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa
med møre Døre og med skjæve Gavle;
der staar et Barn bag Ruden her i den første Vraa,
af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle.
Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brød,
der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Død,
mens Øjet ængstet følger den matte Tørveglød
i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa,
dens Veje plørede, dens Stier slemme!
Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa,
og derfor bliver han som oftest hjemme;
men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld,
af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld,
og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld
i Dagene omkring ved Tre-Konger.
--Da spaltes der en Flænge i Vinterdagens Graa,
en munter Straalepil mit Hjerte rammer;
jeg havde næsten glemt, at din Hvælving er blaa,
du høje Himmel over Jordens Jammer.
Aa se, hvor Straalen spiller--paa Mossets grønne Plyds,
paa Lyng, paa Rug, paa Rævling, paa Raadyrbukkens Kryds!
Det er til Jordens Hytter et nedslængt Fingerkys
i Dagene omkring ved Tre-Konger.
Sjørup 3/1 1906.


JENS HVØVTRUP.

Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok:
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
En høstlig skrigende Vildgjæsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.
Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.
Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.
Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.
Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Da spærres hans Vej af Troldkjærsig,
hvor stygt om Natten det kogler.
Her slynger Taagen sit lange Slæb,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Rørdrum spuler sit gule Næb
i Sumpens svovlede Bløder.
Hugormen skeler med Mus i Flab,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og Tudsen sidder med Hængegab
og drejer sin natlige Skralde.
Her sidder Aalen i Tørvepyt,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og glor paa Maanen bag Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.
Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
med Vildgjæs er han nu ligekjær,
hvor nært end Skrigene frister.
Thi den der synker paa Troldkjærsig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har løftet.
Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
han _vil_ gaa lige, men _gaar_ i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.
Det perler ham koldt bag Hatterem--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?"
Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Foden synker i dyben Dynd,
og Bobler om Støvlerne brister.
Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting,
mens Kredsen om Jægeren snævres.
Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør
paa Nattens strittende Grene.
Det dunser og punser om Grob og Grøft,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft,
mens Lygtemænd hopper paa Gungen.
Selv Tørveskruen saa sort og stiv,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Tørven flyver.
Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.
Han kravled iland ved sit tro Gevær,
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Gryet frelsende steg bag Kjær
og viste kun dryppende Vidjer.
Men siden dued han aldrig stort;
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.
Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær
og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.
Han ses ved Kirken i Sol og Sus--
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.
Dog mest han kredser om Troldkjærsig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og altid han fabler om Vildgjæsskrig
og Sumpens tombede Syner.
Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.
Sjørup 14/1 1906.
[Footnote: _Bløder_, moradsige Væld; _Tudsespyt_, Slimkager af øjede
Tudseæg i sumpet Vand; _Væld (og Vilder)_, enhver Vandudbulning i
Kjærbund; _Grob_, bruges om baade Grøft og Dige; _Gungen_, Hængedynd;
_nigrer_, rokker ustandselig; _tombede_, smaataabelige.]


KARLSVOGNEN.

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,
hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver
under Almagtens Pust og det Eviges Gys--
I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre
med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol;
og naar Jordbuens Skygger har faget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!--
Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,
jeg har ridset _dit_ Billed i Rudernes Rim;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave,
men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.
Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,
og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,
stod _du_ tindrende tavs i min øverste Rude
og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.
Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede,
hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam;
naar bekymret jeg standsede, træt af at lede,
stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.
Naar det braged om Natten i Isgangens Panser,
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og _din_ Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.
Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge,
hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg,
du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe
med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.
Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove,
naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord,
du har baaret min drøm gjennem slumrende Skove
med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord.
Naar det lyste bag Krat af den segltynde Maane,
og det suste saa sagte i Midnattens Siv,
har jeg skimtet _dit_ Hjul bag den vigende Blaane
med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv.
Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel,
naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft,
og min søgende Tanke omsvirrede svimmel
som et usseligt Møl under Stjernernes Loft.
--Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte,
stod du lysende højt for hans skinddækte Dør;
og _hans_ Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte,
thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.
Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter,
og de døende Slægter du lyser paa Vej;
naar _min_ Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter,
lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!
Sjørup 21/1 1906.
[Footnote: _Blaane_, Sky.]


PAA HEDENS HØJE.

Snart er du slettet ud, mit Barndomsland
hvor Rylen pylred om sin simple Rede,
hvor Porsen stod i Krans om stille Vand,
mens Maanen svæved over Moser brede.
Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder
som før, naar Duggen døbte _Barnets_ Kinder.
Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa;
Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager;
man river ikke Døgnets Vogn i Staa,
fordi et stakkels Digterhjerte klager;
maaske dog én sig ømt til Redning bukker,
før Furen sig om Lærkens Unger lukker.
Kun Ros til dig, du Rydningsmand, der lod
dit Plovjærn synge gjennem Sandets Øde,
der søgte Guldet under Gyvelrod,
men fandt kun Skuffelser og fattig Føde!
Hver Graastensblok, du kan af Lyngen lirke,
skal staa som Bauta over ædel Virke.
Thi Ploven, Ploven maa jo ha' sin Gang,
selv hvor den flænser vore Minders Have;
den skrider fremad med sin vilde Klang,
og flytter stille Danmarks Gjærdestave;
den kan ej agte, om en Orm i Furen
blev sønderlemmet under Jærnets Skuren.
Og dog--hver Gang jeg staar paa Hedens Høje
og vender Blikket mod den vante Grund,
da brister der en Taare i mit Øje,
og Klagesange vælder i min Mund:
Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget,
den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget?
Hvor er da Vibetrækkets dumpe Sus,
det Tungsindsdrag igjennem Jyllands Nætter,
og Lyngtørvsdiget bag det hvide Hus,
hvor Solen tørred Hyttens Mælkesætter,
hvor er det gamle Led, hvor Gjøgen kukked
hver Livsens Kvæld, naar Portene blev lukked?
Og hvor er du, min blide Klokkelyng,
der skjalv saa ræd i Aftnens første Brise,
og Ulvefodens vilde Bændelslyng,
og Leverblomstens blege Øjenlise?
Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender
med Top og Tavl som Trævl om Harvens Tænder.
Som fremmed gaar jeg i min Barndoms Kjær,
ej Siv, ej Bær, ej Busk blev Mindet levnet;
Gulspurven smutter ikke mere dér,
Blaaternen er med Skrig fra Stedet stævnet;
kun hist ved Mosen, langs dens brune Rande
end Humlen drikker Mjød af Lyngens Kande.
O frie, lyngombarmede Natur,
hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged,
min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur,
som jeg en Flygtning og en Udelukket:
Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke,
du enes aldrig godt med Plov og Hakke!
Men I, som skrider nu med Maalesnor
henover Jyllands fattig-brune Hede,
som leder Slavekobler i jert Spor
og skræmmer Hjejlen bort fra Æg og Rede,
I kan vel taale denne ene Stemme,
der synger om en Fryd, jeg ej kan glemme.
Ja, I som stykker Lyngens Rester ud
i husmandskarrige smaa Firkantsbidder,
som bytter mod Plantagers Bjærgfyrsklud
hin høje Alvor i de vilde Vidder,
skal engang paa Eftermælet bøde
for denne "Daad", naar den er stemplet: Brøde!
Mit Fædreland, hvor nært dit Syd og Nord,
hvor snart man kan til dine Grænser kjøre!
Dog rig, mangfoldig var mit Hjemlands Jord,
nu bli'r det ogsaa snævert indendøre;
Fra Sønder rykker ind Plantagers Stimmel
og sætter Skodder op for Jyllands Himmel.
Naar før jeg stod ved Hedens lave Rande,
saa Lokkelegen over Aaser blaa,
saa Ørknens Sky paa fjerne Højder strande,
det var, som om et Aasyn paa mig saa.
Det Aasyn har I brændt med Ild og Aske
og givet det en tom og fremmed Maske.
Lad Skoven spejle sig i Bæltets Vove,
lad Bøgen samle Marv om Øresund,
men fri den _jydske_ Mand fra Prøjserskove,
der gjør ham fremmed paa hans egen Grund;
med _Hedens_ Alvor er hans Sjæl fortrolig,
den lagde Højhed om hans lave Bolig.
Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord,
den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane,
hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor,
og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane.
Lad ikke haant om Hedens "golde" Gave;
det Land er fattigt, som er _idel_ Have.
Naar Rugen gynger paa sin grønne Skaft,
og Hjejlen fløjter blødt mod Aftentide,
da nyder Bonden ret sit Forspands Kraft
og nynner ved at høre Ploven skride,
da føler han hin Grund ved tusind Traade
at være slynget i _hans_ Livsdøgns Gaade.
--Se den, som fik en Minderest i Klemme,
som saa sin Barndoms Lykkeland forraadt,
han synger mest med Skjælven i sin Stemme
og gaar ad Stier, andre ej har traadt.
_Jeg_ har nu bedt for Jyllands brune Hede;
der burde _bydes_, hvor jeg _kun_ kan bede.
Far varsomt, I, som skalter med en Jord,
I ej har traadt med Barnets myge Fødder;
den ved kun slet, hvor Lyngens Lykke bor,
der ej har leget ved dens brune Rødder.
Men brænder I end Gyvlens sidste Ranke,
I brænder ej mit Digt og Digtets Tanke!
Sjørup 23/1 1906.


VI ER SIV.

Første Siv:
Lille Bror, hvad var der fat,
saadan som _du_ peb i Nat?
Andet Siv:
Aa, jeg drømte noget Stygt,
saa jeg skjælver end af Frygt:
Tænk, der kom en fæle Mand,
af hans Mund der stak en Tand,
og den bed mig ved min Rod,
saa det isned alt mit Blod.
Aa, han var saa ond og sort!
Bare han er kommen bort!
Vi er Siv, vi er Siv,
vi maa vare paa vort Liv!
Første Siv:
Det var nok den fæle Plov,
han som roder bag hin Skov;
han er ond; men Gudskelov,
kommer han vist aldrig her
i det gamle Knoldekjær.
Men hos mig en Hare laa,
aa, saa blød at slege paa;
for jeg strøg ham med min Dusk
ad hans lange Ørebrusk;
se, der sidder Haar endnu
i min Top af Pelsens Lu.
Andet Siv:
Han er vist en farlig én,
saadan han kan bruge Ben;
det er sært at tænke paa,
naar en anden én maa staa.
Første Siv:
Bare han kom snart igjen
til mit lune Leje hen.
Man er næsten som et Træ,
naar man saadan kan gi'e Læ.
Vi er Siv, vi er Siv,
men _vort_ Liv er ogsaa Liv.
Andet Siv:
I _min_ Busk en Angemus
har sit lille tætte Hus;
jeg kan føle, den har smaa,
fire, blinde, perlegraa;
naar den gamle gaar sin Vej,
piber de omtrent som jeg.
For i Dug med Maaneskin
smutter Musen ud og ind.
Har _jeg_ Dug i Dusken graa,
staar den paa sin Bagbens-Taa,
og saa langt, den Smaa kan naa,
slikker den mit glatte Straa.
Det er næsten som et Kys.
Den er sød. Der er den! Tys!
Første Siv:
Hvad er det for tunge Stamp?
Kuskeraab og Hestetramp!
Andet Siv:
Jorden gynger, hvor _jeg_ staar.
Første Siv:
Skagler slider i _mit_ Haar.
Harelejet trædes ned!
Noget koldt ved Roden gled ...
Andet Siv:
Aa, der er den sorte Mand
med den lange, krumme Tand!
Første Siv:
Ja! Jeg ser ham: Ploven, Ploven,
fra den anden Side Skoven!
Skaan os, Plovmand, lad os staa!
I min Busk en Hare laa.
Andet Siv:
Og _min_ Mus har fire smaa!
Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har kun det ene Liv!
Første Siv:
Av! nu kløved han min Rod!
Andet Siv:
Aa! nu sled han bort _min_ Fod!
Vi er Siv, vi er Siv!
Vi har intet Krav paa Liv!
Sjørup 31/1 1906.


RUGENS SANGE.

_"Jeg er ikke en Profet og ikke en
Profets Søn, men jeg er en Hyrde og
en Mand, som sanker vilde Morbær."
Amos 7,14._


FORSPIL.

Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod,
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod;
den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar
--det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar.
Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal,
hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal.
Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top,
det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op.
Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn,
den toner som af Fløjter om de levende Hegn;
og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord
den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.
Sjørup 1/2 1906.


RUGEN LÆGGES.

Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte,
øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand;
Skjæppen tømt og Sækken Fyldt, saa bæres Rug paa Tofte,
hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand.
Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager,
Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ;
Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager,
Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ.
Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække
glimter som en Perlerad imod den sorte Grund;
hvidere end dem og alt er denne Maagerække,
som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund.
Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel,
Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb,
Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel;
men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.
Far han gaar med tange Trad henover Muldens Væde,
tænker paa den _næste_ Høst og paa det kjære Brød;
Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde;
atter er den given hen til Jordens Moderskjød.
Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke,
Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug,
Stort og Smaat--det væves ind i Bondens Alvorstanke;
aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug.
3/2 1906.


VINTERRUGEN.

Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa?
Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod?
Er det ikke som Is ved din Rod?
Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold,