Samlede Værker, Første Bind - 07

Hvil dig mod Væggen hvor Venus'er slumrer,
mens det skumrer, mens det dumrer
hult fra Gaden ind.
Saa til Husets Helligdom
ogsaa kaldt: "det tavse Rum";
"dér maa bies,
dér maa ties",
saa selv _Berendsen_ blir stum.
Her er Storhed hængt paa Søm;
se dig bare rundt og døm:
_Brandes'_ Smil bag Glaret glimter,
_Høffding_ skimter
frem i Drøm.
Der har vi jo _Drachmann_ med Silke i Vesten!
Han er Præsten, Digterpræsten
i hvert Sangerlaug.
Ser du Bispens Have der
som en Drøm i Maaneskjær?
Lysets spinkle Straalestrenge
gynge, hænge
i dens Træ'r.
Eller se St. Petri hist
--mellem Taaerne en Gardist--
i sin grønne Kjortel stige
spydrank lige
for vor Kvist!
"Tror du, at Kirkegaardsaanderne spøger?"
Dumme Thøger, dumme Thøger,
Bispen staar paa Vagt!
Sidde her med Pen og Bog,
bli'e som _Høffding_ vis og klog,
hvas i Talen som en _Hørup_,
naar hos Lørup
Viddet jog;
spalte med en _Brandes'_ Glød,
kaste Guld i Sprogets Skjød
som _hin Syge_, der paa Flugten
hist ved Bugten
fandt sin Død----
Rus, her er Templet, og her er Exemplet;
giv selv Stemplet, Viljesstemplet;
ret dig, og bliv stor!
Tænk dig her en Vinternat!
Sne i Dans om Pigens Hat!
Langs med Muren bløde Byger
kjælent stryger
som en Kat.
Nu blir Stormen rigtig slem;
--_du_ maa følge Frøknen hjem--
Hatten krammes,
Skjørtet strammes,
Knæet træder yndigt frem.
Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker!
Hvor hun takker, hvor hun takker
med sin Port paa Klem!
--"Ak, det var en Omvej, du!"
Rus, du gaar vist fler endnu,
hvis paa Talen
kjendes Ka'len!
--Nu til Salen staar vor Hu.
Hvilken pragtfuld Kreds af Mænd!
_Lachmann_, hvad er her for Spænd?
Damer! Sang're! Tretten, fjorten!
Nu stak _Morten-_
_sen_ i Rend!
"Hej, hvad skal hænde?"--_Athene_ vil tale!
"Er I gale, bindegale!"
Sæt dig, Rus, og ti!


PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND.

Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa,
i slanke Søjlers Gange gik _Platon_ sølvergraa.
Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Bræm;
og som Karfunkler sprudlede hans skjønne Tanker frem.
Da Lusene var mange og Tankerne var faa,
sad _Thomas af Aquino_ i Klostercellen graa;
snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak;
for begge Dele yder vi ærbødigst Thomas Tak!
Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor,
drog _jeg_ fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord.
Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro;
dog hænder det, jeg prikker til én af de Lus paa to.


LIDT PASSIAR MED RUSSEN.

Vi er et Samfund--det ved du nok--
hvorom der føres megen Tale;
vi vinder Garn af Athenes Rok
og sværmer for det Ideale.
Og vi har Digtere i Hobetal;
de digter Digte, som en Digter skal;
Sommer og Vaar
hjemme de gaar,
men kommer ud om Efteraaret.
Og vi har Fagfolk i Politik,
hvoraf enhver kund' vær' Minister,
der kjender Toldloven paa en Prik
og vor Export af Smør og Ister;
der drøfter Fremtid med den store Sfinks,
der drejer nydeligt ved: rechts! og links!
Altid paa Sko!
Hjemglædens Ro
de nyder bare, naar der stemmes.
Og vi har _Blege_, og vi har _Graa_,
men vi har ikke mange _Røde_;
og dem vi har, gad vi gjærne flaa
og give hen til Ravneføde.
De _Rødes_ Time--var den vel forbi!
Det Graa er der dog mere Stemning i!
Siger du nej,
tier helst jeg,
for du har Stemmeret i Aften.
For du er Intet, og du er Alt,
og du er ej med Fraser foret;
og du er Humle, og du er Salt--
at sige: der er dem, der tror'et,
Paa denne Højtidsdag skal Troen staa:
En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa!
Skaal da, min Ven,
nik lidt herhen,
og tøm dit Glas, mens du er ædru!


SILENTIUM.

Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab:
Vi har ingen Brug for Studenter!
Søg ud, hvor I bygger med sikrere Haab,
hos os I kun Skuffelser henter!
Bliv Kellner i Kjøge, bliv Høker i Hals,
gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals!
Prøv Amerika!
"Der kom jo _Jensen_ fra."
Rejs ad Hekkenfeldt!
"Der er saa mange meldt."
Se efter i _Berling_, der ved de dog bedst,
om nogen har Brug for Studenter.
--Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang,
og blæs denne Tale et Stykke!
Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang,
at ej hun har Plads for _din_ Lykke.
Naar Læsset skal over den drøjeste Knold,
og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold,
naar en nyfødt Sag
igjen bekjender Flag,
naar fra _Friheds_ Træk
vi Sminken ønsker væk,--
naar Grunden skal spules i Augias Gaard,
ja, da blir der Brug for Studenter.
Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst,
der gaar os som Kolden i Kroppen,
og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst
forvirres af Lygtemands-Hoppen.
Men hvis den skal kvæles den svovlede Brand,
der sænker nu sin Tane over Danmarks Land,
hvis forsagte Sind
til Haab skal hjælpes ind,
hvis den golde Gus
skal ud af Gaard og Hus,
hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem--
--ja, da blir der Brug for Studenter.
Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr,
der retter selv skjæveste Hytte!
Idyllen er ude, en Stormtid er nær,
og ingen fra Stormen kan flytte;
den leger med Lande som Havet med Rav,
det er som Aanden atter delte Land og Hav;
Torsken den gaar der,
og Manden han staar her,--
Borgen gaar i Synk
til Bod for Hyttens Ynk;
men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn
--ja, _da_ blir der Brug for Studenter!
Septbr. 1903.


FRÆ DEN JEN JEPP AA TE DENAAN.
VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILÆUM.

Do handler med Skrøwter, som hwer Mand ved,
og do forstôr æ, saa mari!
De Bøgger, a skrøw i mi Ansigts Swed,
dem sæler do laant under _Pari_.
Og kløftig det e' do, tak Skam dæ for _de_,
saa møj der no blywer bor te dæ,
det skuld da go mie end ondele te,
om ett der war nøj, der hænd ve dæ.
No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow!
Vi _ka_ saagu aa'sammel træng'e!
Og gjør mæ saa aalle di Priser _saa_ grow,
te ett a ka praang med dæ længe.
29/10 1903
[Footnote: _denaan_, den anden; _saa mari_, minsandten;
_hænd_, hængte; _praang_, handle.]


HUSMANDSBRYLLUP.

Der er et Ord, som ingen Mand tør glemme:
at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme.
For Tvivlens syge Bønner
den lukker grumt sin Dør;
men frejdig Sundheds Latter
den skjænker helst Gehør.
Held da dig, som fik lært at smile!
Held enhver, som ved Arnens Hvile
Lykken fandt!
Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte,
om end jer Rigdom blev en ensom Hytte!
Med Enighed forinden
er Stuen høj og lys,
ved ømme milde Hænder
udslettes Nattens Gys.
Flidens Arm stille Fadet fylder,
Kvældens Sol fattigst Vraa forgylder,--
Kvældens Sol!
Hvor Tvende ret fik Kjærlighed i Eje,
var Gangen let om end ad trange Veje;
thi hvad den ene høsted,
den anden bandt i Neg,
og saadan I forvandler
en trælsom Dag til Leg.
Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen!
Lavt ved Jord tit var nærmest Himlen--
lavt ved Jord!
Og byg saa eget Hus paa egen Ager,
saa gjennem egen Muld I Furen drager.
En lille Plet ved Gavlen
med Bær og Blomster smaa;
og inde bag Gardinet
skal ogsaa Blomster staa!
Ude Flid, lange Skaar for Ruden,
inde Fred og en Glut i Puden,--
inde Fred!
12/11 1903.


SE DIG UD.

Se dig ud en Sommerdag,
naar de Bønder tromler:
Land æfor og By æbag,
Lærkesang og Humler,
Byg i Skred og Bær i Blost,
Barneleg om frønnet Post.
Rugens Dræ med Duft af Most
i Drift om brede Gaarde!
Danmark er et lidet Land,
strakt fra Nord til Sønder,
har dog Brød til alle Mand,
Kjøbstedfolk som Bønder.
Rugen med det svulne Knæ
voxer langt i Bakkens Læ;
Humlekop og Pæretræ
faar Sol mod hvide Gavle.
Færgen med det brede Bryst,
klædt i Staal og Plade,
pløjer Vej fra Kyst til Kyst
over Bælters Flade.
Kobberspir og Tag af Tegl
ser sig selv i Havets Spejl;
langvejs ude hvide Sejl
mod grønne Øer bovner.
Toget stønner tungt af Sted,
højt sig Røgen løfter;
Plagen staar ved Vangeled,
slaar sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine Kø'r;
Aftensuk i Siv og Rør;
fra den aabne Smededør
gaar lange Skumrings-Gnister.
Slider Byen, danske Mand,
altfor stærkt din Trøje,
tag et Maal af Danmarks Land
fra dets egne Høje:
Synet--fjernt af Banker lukt--
bliver frit mod Bælt og Bugt
--stemningsfyldt som Hejreflugt
om Kvæld, naar Sol gaar under.
21/12 1903.


HEDENS DEGN.

Saa synger jeg da om en gammel Degn,
der ser saa langt over Lyng og Hede
og glider i eet med den Langsynsegn,
hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede.
I faar nu lytte.
Vor Degn vil flytte;
om lidt saa pinder han her sin Hytte
og gaar sin Vej.
Hvor Vindene farer saa haardt af Sted
og bøjer alt, hvad de ej kan brække,
der burde der krydses et Mærke ved
de faa, som Stormen ej kunde knække.
Den gamle vidste:
Hver Storm vil miste
sin Kraft mod Aften og bort sig liste
som Pust i Korn!
Thi siger vi Tak til den gamle Degn,
der holdt sig rank i de onde Dage;
der findes ej Lys i hin aabne Egn,
som ej vil blinke en Tak tilbage.
En Lærers Gjerning,
den kræver Værning,
den kræver Solskin--og Mistros Fjerning,
om den skal gro.
Og _mere_ var han end en gammel Degn,
der sidder værdig i Hyndestolen;
paa Menighedsskuden var han Kaptajn
langt mer end den, der fra Gud har Kjolen.
Naar Præsten "søgte"
med Bøn og Lygte,
hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte,
om ej vor Degn!
Og kom man en Aften saa til hans Dør
med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten,
da stod han paa Trappen der rank som før
og holdt os fængslet til langt paa Natten.
Fra Solen dukked,
til Dør blev lukket,
fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket:
eet Lattervæld!
Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn.
Men søger Foden de vante Stier,
mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn,
og Heden skjælver af Melodier:
min Bylt jeg sætter,
min Ryg jeg retter,
min lynggraa, falmede Hat jeg letter
for _Hedens Degn!_
31/12 1903.


MAJSANG.

Hej hvilken herlig Vind!
Nu blæses Somren ind,
Skyggen skrider over fjerne Høje;
Gjøgen, den glade Skjælm,
kukker fra Digets Ælm;
Bonden knapper op sin korte Trøje.
Landet af Dis er fyldt,
Staden er solforgyldt;
blid den Syge indved Muren lister!
Blomsten slaar Øjet op,
Hækken har Knop ved Knop;
du kan næsten høre, hvor de brister.
--Ingen er idel Aand,
vi ikke idel Haand;
vi har Længsler, som i Sjælen skjælver;
Længsler mod Frimands Kaar,
Længsler, som Næring faar,
naar sig Himlen--blaa om Jorden hvælver.
Slupne fra Vintrens Tørn,
staar vi da Vaarens Børn
her med Sommerblæsten i vor Fane;
hvor vi end Lejren slaar,
naar vi end Sejren faar--
under lyse Himle gaar vor Bane!
25/4 1904.


FOR VI TRÆDER HVERANDRE--

Der staar en Purle ved Vejens Sving,
en Egeknast saa Forkrampet;
den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
og aldrig den blev til nogenting,
fordi den for tidlig blev trampet.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Ja Livets lovende Førsteknop
den ødtes grumt for de fleste;
thi raged ogsaa en enkelt op
med Jærn i Veddet, med Frugt i Top,
det blev dog kun Purl det meste.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Den argeste Ulv i Skovens Skjød
blev slikket engang af sin Moder.
Men _du_--hvad Svar mon _din_ Haardhed bød,
hvis atter hin Røst af Himlen brød:
"Hvad har _du_ gjort med din Broder?"
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund--
den hele Sol vil han kræve;
men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund,
da vil for at vinde en Straale kun
hans tryglende Læber bæve.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Juni 1904


OLE NYGAARD.

Han var en stille Vandringsmand,
hvis Sjæl var i hans Sag;
han spurgte ej om Navn og Stand,
men kun om Hjærtelag.
Hans Arbejdsmark var Lyngen
og Landet nær derved,
og Hedelærkens Syngen
har stedse fulgt hans Fjed.
Han gik saa glad sin Solskinssti
fra Vuggen til sin Grav,
og aldrig gik han Hus forbi,
hvor Døren kun er lav.
Hvor Hedebarnet brunes
blandt Tørvestakke graa,
der lyste ret hans Lunes
sig Tumlen med de smaa.
Han trykked mangen barket Haand,
der var af Feber hvid;
han løsned tit de værste Baand
i Fattigdommens Strid.
Hvor vilde Magters Skygge
hang som en Tordensky,
der hjalp han til at bygge
for Fredens Gud et Ly.
Og traf du ham en Middagsstund
i Sommerugens Læ
nedsegnet i et stille Blund
med Tasken mod sit Knæ,
hvor kunde han da smile
hvert Fnug af Træthed hen
og glad og vaagen ile
ud til sin Dont igjen!
Det er ved stille Daad som hans,
at dette Land skal gro;
vel spørges sligt ej udenlands
men slaar os ved sin Tro.
Her kjendtes ingen Vaklen:
"Gjør Gavn, saa langt du kan!
Ræk Haanden ud til Staklen;
kanske han da bli'r Mand!"
--Saa mangt et liv blev ringet ned
med Klokkens sidste Klemt.
--Om _ham_ ved Hyttens Barn Besked,
_hans_ Daad har Hjærter gjemt.
Naar Maanens Straaler vide
belyser Hedens Sti,
da vil de ikke glide
_hans_ lave Grav forbi.
18/6 1904.


AN MARI HINNE FILOSOFI.

Som a gik med mæ sjel,
a saa te mæ sjel,
og mæ sjel saa ijen te mæ:
Hold Yw med dæ sjel
og pas nyw po dæ sjel,
for anner de passer kuns _sæ_.
Men a swored mæ sjel,
og a saa te mæ sjel,
akkuraat som a no sejer _dæ_:
Pas en Bett po dæ sjel
heller ett paa dæ sjel--
det er jet og det samm for mæ!
22/6 1904.
[Footnote: _hinne_, hendes; _sjel_, selv; _saa_, sa; _Yw_, Øje; _nyw_,
nøje; _sæ_, sig; _en Bett_, en Smule; _jet_, eet.]


ARBEJDERNES LÆSESELSKAB.

Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor;
men ingen Bølger glimter, hvor Arbejdshæren bor;
med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng,
før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng.
Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat,
de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat;
thi der hvor Hjærter ildnes ved trofast Sammenhold,
er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold.
--Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo;
Forræderi mod _Loven_ den op i Synet lo;
Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas,
og _Lysetænd're_ gjemte man helst bag Bolt og Laas.
Men I tog fat og rydded med Armen krum og stærk,
og Salen her i Aften den lyser af jert Værk.
Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang
til Kjæld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang.
--Pas paa den Skat af Bøger og jeres Samlingssal!
De er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal.
Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas,
_vi_ kjæmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads!
Vi kjæmper for den Fordring, at i hver Himmelegn
skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn!
Vi tror, at Slidets Sønner har Krav paa anden Ret
end sultes ud og spiddes paa Krigens Bajonet!
Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd,
vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær.
Og aldrig skal vi trættes, men evigt flytte frem
vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem.
8/10 1904.


RØJTER-ANNERS OG HANS MUER.

Tho a er jo Røjter, og a er fræ _Fløj_,
mi Muer hun kam jo fræ _Trøwed_.
Hun nær sæ som Skræjer, ilav a blæw føj,
Og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj saa geswindt hinne Jaen;
det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa,
for æ Fød skaen ha, ja det skaen.
Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind,
men som hun kund brug hinne Finger;
ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind,
de gik som æ Lærki si Vinger.
Og som hun da kund handtir hinne Saws!
Hwer øwles Strimmel fæk a en,
hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fræ æ Klaws
for æ Bøen skaen gled, ja det skaen.
Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl,
og nær hun no rigtig vild gott sæ,
og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl,
saa kam hun herud og saatt sæ.
Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled,
og somtid a tykkes, a ka en;
for det, som si Muer haar lær jen aa kwed,
det skaen hold aa, ja det skaen.
Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl,
og Folk ku forlængst vær i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl
for aal de Fowl i æ Engi.
Og a laa og sov ind mud hinne Knæ,
--for bette og stummelwon waen--
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de smo skaen sorr for, det skaen.
Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan
hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer?
Nær a vaavnt op, fand a Dôg paa mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og baen,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land;
for rykkes og revves det skaen.
Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa!
Hun bløw nok nøj blêg mud æ Sidsten;
men bleger end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa hind i Kisten.
Der er manne, der tar fræ Tusind æ Fød
og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen,
men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød,
hind skaen sætt høt, ja det skaen.
Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en fatte te Hejring,
saa hwisker en somtid: Aa, war _do_ Worherr,
saa skuld der skam ski en Forbejring!
Men no mo a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen;
no er æ paatid, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen!
20/11 1904.
[Footnote: _døwed_, døjet; _gløj_, glødede; _Jaen_, Jærn (Persjærn);
_nap_, knapnok; _glaa_, glad; _sperrise_, spinkel; _lilajte_, temmelig
lille; _Finger_, Fingre; _Tro_, Traad; _Saws_, Sax; _øwles_, overflødig;
_Trumm_, Garnende; _Klaws_, Garnfed; _sto_, stod; _Kalgo_, Kaalgaard;
_Kôl_, Kaal; _kwed_, kvæde; _Dôg_, Dug; _haaj_, havde; _Pesjan_,
Persjærn; _Fowl_, Fugle; _stummelwon_, usikker paa Benene; _wat mæ_,
vækkede mig; _men_, mens; _Gorer_, Lyrer (lange hvide Natskyer);
_nowtid_, nogensinde; _Kjaen_, Kjærne; _høt_, højt; _Fortrær_, Fortræd;
_fatte_, Fattig; _Hejring_, sølle forsømt Skabning; _ski_, ske;
_Forbejring_, Forbedring; _Gjewt_, Givt; _Row_, Ro; _Kyer_, Køer.]


STORE JON.

Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land,
to Tønder Land
og en Ko under Strand,
eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn:
al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.
Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst.
Hej, for en Fest,
naar det kuled af Vest!
Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i Læ,
lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ.
Fjorden der og Huset her saa godt som _nogen_ Mands.
Bier i Dans
om Lavendler i Krans!
Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa,
Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.
Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang,
Bønner paa Stang
blandt Kartoflerne hang,
Havren nikked hid og did og vinked med sin Top,
Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op.
Helst hans Drøm tog lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav.
Sol gled i Hav
under Fløjt fra hans Nav,
Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød,
strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.
--Store Jon han bar sin Drøm igjennem tred've Aar;
hvidt blev hans Haar
under slidsomme Kaar;
Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly,
ingen Gud har hørt _hans_ Suk og ingen Mand _hans_ Kny.
Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om,
stærk som en Bom
om end Ryggen blev krum;
gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa,
ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.
7/1 1905.


KILDEN.

Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld,
jeg kan ikke andet bestille;
jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld,
om ogsaa jeg ønsked og vilde,
for jeg er en glad lille Kilde.
Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn,
gi' Hundreder nok at bestille,
men gjerne jeg drejer Møllerens Kværn,
og Husmandens Gryn skal jeg pille,
for jeg er en god lille Kilde.
Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang
og lege som Barnet med Stene
og klæde dem over med Alger og Tang
og atter kysse dem rene.
Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv
og Høstnattens rødlige Stjerne,
naar alt, hvad der mærkes af Døgntumlens Liv,
er Fragtmandens Vogn i det Fjerne.
Naar Søvnen tager den bly Viol,
og Duggen hun driver i Enge,
da spænder jeg over min Bølgestol
de allerklingreste Strenge.
Og Maanen vender sit Horn mod Nord;
min Fader, Himlen, han lytter;
min værdige Moder, den sovende Jord,
i Drømme Fødderne flytter.
Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil,
ved Røsten fra Jordens Indre,
og Sivet paa Bredden nitter dertil,
og rødlige Stjerner tindre.
11/1 1905.


AFTEN-GJØGEN.

O, du min Barndoms glade Fugl,
saa hører jeg dig atter!
Mens Rugen duver tung og gul,
jeg sidder bag en Hyld i Skjul
og lytter til din Latter.
Da stiger for mit Øje frem
de svundne Barndomsdage,
jeg ser paany dit gamle Hjem
med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem
og Mos paa alle Tage.
Det sukker i de grønne Flæg
langs Dammene i Vesten;
og der gaar Mor bag Ladevæg
og lægger Lat til Nattebleg,
mens Far han flytter Hesten.
Hør Køllens dumpe Ekkoklang
mod Gaardens hvide Længer,
hvor Mønningstigen staar saa lang,
og Ovnskod og Toggerstang
paa Flintevæggen hænger.
Der stiger Røg fra Nadvergrød;
for Døren svales Øllet;
en Duft af nybagt Sigtebrød,
og lange Lyd af Pumpestød,
mens Karlen vander Føllet.
Og Katten med de stride Haar
er hoppet ned fra Balken;
dens Hale stift i Vejret staar,
slesk-spindende om Mor den gaar,
mens hun tar fat paa Malken.
I Bluse, Seglesmæk og Klok
vi Børn om Moder hveger,
mens paa den lyse Stjerneflok,
paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok"
hun over Koen peger.
Og Mælken spruder varm og fed,
og Malkekoen dryner,
mens Mor maa gi' os smaa Besked
om, "hvorfor Stjerner falder ned",
og "hvorfor Kornmo lyner".
Og Rugen stod i ydmyg Ro
og drak af Nattesaften,
og Gjøgen hang i Hyldebo
og vippede og skoggerlo,
som her den ler i Aften.
V. 1-3: 6/6 1898, V. 4-9: 14/1 1905.
[Footnote: _Lat_, Lærred; _Ovnskod_, Redskab, hvormed Brødet føres ind
og ud af Ovnen; _hveger_, farer hid og did; _Pejers Pig_ og _Mari Rok_,
Stjernebilleder i Orion; _dryner_, undertrykt Brølen; _Kornmo_, natlige
Høstlyn.]


VINTERBILLEDER.

Nu tager den Bonde Bælgvanter paa
og kryber i Faareskindstrøje,
thi Marken skures af Blæsten raa,
i Lænker rasler de Bække blaa,
og Sneen hvirvler om Høje.
Fortvivlet strækker forladte Plov
af Mulden de rustrøde Arme;
nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov,
hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov
de bliver saa pilkende arme.
Der sidder en Krage i Faders Pil,
uroligt den vipper og vender;
den skriger under sit korte Hvil,
som gnedes et Søm mod en rusten Fil,
og Sulten i Øjnene brænder.
Om Grenen spænder hans krumme Taa,
saa Ledene synes at knage;
han dækker sig til med sin Vinge graa,
stort andet haver han ikke paa,
den stakkels frysende Krage.
Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont
igjennem den hvidfrosne Rude;
det gjør mig saa inderlig, blødende ondt
for den gamle fjedrede Vagabond,
hvem Himlene har stænget ude.
Jeg henter hos Moder en liden Brad;
han spejder og Skrotten skulter,
"Kom ned og smag paa den gode Mad!
Naa, skab dig ikke, din gamle Rad!
Jeg skyder ej Krage, som sulter."
Men Bonden, han haver slet ingen Nød;
han tørrer i Vanten sin Næse,
sin Sok han varmer ved Ovnen rød;
i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød,
saa kan han ad Vinteren blæse.
Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo
og æder lidt mer, end hun orker,
hans Køer kælver, hans Faar faar to;
i Halmbunken ligger hans hvide So
med udstrakte Lemmer og snorker.
Og Bonden nyder sin lunende Stald,
hans Hors _med_ Haaret han stryger;
til Faarene henter han Hø paa Hjald,
hans Høns han lokker med Kluk og Kald,
og Kalvenes Rygge de ryger.
Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa
og ser over hvirvlende Ager;
retsindigt han vender den tunge Skraa;
der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa,
naar Sneen om Vindfløjen jager.
Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog
med Ørene gjemt under Huen;
han suger paa Piben saa livsensklog,
som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog;
men Gløderne ta'r han fra Gruen.
Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul
saa lidet i Skumringen syner:
"Det bliver da vist en _strenge_ Jul;
aa Gud ha' Lov for det rare sul,
og for de velsignede Klyner!"
_Han_ banker sindigt sin Pibe ud
mod Bordbenets knastrede Tapper,
imens fra Gruen et Skumringssprud
nu glimter i Kjedlernes Kobbertud
og nu i hans Sølverknapper.
Men dæmpet lyder den dumpe Plejl
fra Loen i Sne begravet;
snart ligger Gaarden med Tag og Tegl
paa Hedens knygende, hvide Spejl
som Øen i Verdenshavet.
21/1 1905.
[Footnote: _strenge_, en Forstærkning af streng; _Klyne_, store
Mosetørv.]


Æ SPØGELS.

A kam op ad Resendaal
og øwer æ Brow ved Mølgord;
der a mødt en Treals-Kaal,
det war den død Jens Kjølgord.
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!"
A kam te aa bevverist,
som jen der blywer koldslavn;
Bette Kos og Jøsses Krist!
A sto som a war troldtavn.
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad--"
Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw war kort, æ Suel war nier,
æ Maan haaj faat si Nøj tænd.
"Haah!
Haah!--"
A war blêg, men Jens war swot.
"Aa Gud! do mo ett haad mæ!
for war a osse slem te'e Kwot,
saa mo do no bewaar mæ!"
"Haah!
Haah!--"
Saa laa a Damp da som en Røj
hen øwer Blød og Knoldkjâr;
mi Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltarr.
A vild jo rend æ Spøgels træt;
det bløw for haadt te mi Sid.
Da a haaj rend den halle Næt,
vi war ino alisid.
"Haah!
Haah!--"
Og bløw æ _te_, a fæk nø Len
--og Len det fæk a sommsind--
saa lisse sor, a sak ijen,
det brøll imud mi Trommhind:
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!
Det to mi Lu o Kistelbakk,
det war ett te aa hold ve'e;
mi Hor det løwt sæ i mi Nakk,
mi Skjot war wot af Koldswed.
Ja der war hejsen Faar paa Fæd
--det war ett nøj a _tint_ jenn;
a rend, saa for mi Træskobed,
der stented Kamp- og Flintstjen.
Søn kam a ind til Resengord,
men aalste war æ Pwot lot;
æ Hund de glammed lisse sor;
baag hwer en Rud war swot, slot.
Men lig hwor no han bowr Jens Gaad,
I ved: mi Kuens Halbror--
dér faarer a søndenom æ Laad
og vejstenom æ Kalgord.
"Haah!
Haah!--"
Æ Spøgels han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laadswing,
saa Bankerot og Taag og Stien
det danst som anner glaad Ting.
Æ Nøj war gaven for en Blaan;
_da_ gaalt æ Kokk i Mølgord,
a vend mæ, som a lig sku daan,
da sak den laang Jens Kjølgord:
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!"
23/1 1905.
[Footnote: _Brow_, Bro; _Kaal_, Karl; _kwol_, kvalt; _bevverist_,