Samlede Værker, Første Bind - 10

og den hviner som Sav, og den puster som Trold,
og den hvister med Sandet og slænger med Grus
og holder det argeste Hus.
Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund,
og det knager af Kulde i Bakkernes Bund;
og du ligger saa bar med dit grønnende Blad
og ser ud, som endda du var glad.
Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej,
naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej,
naar det bryder i buske og brækker i Krat,
naar Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat,
naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind
og gjør sig saa krum i sit fattige Skind,
naar Straataget fyger som Gnister i Brand
fra Ladens forpiskede Rand?
Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa;
dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa,
dér kysses og bysses om mørkrædde smaa,
enhver med _sin_ Stumpdyne paa.
Kun _du_ ligger bar paa din vildene Skrænt
med Bladet _fra_ Stormhjørnet vendt.
_Din_ Moder sig strækker saa stivnet og kold,
og Brystet er gustent, og Barmen er gold;
men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé
af Midnattens skingrende Sne.
Du putter dig ned, og du hygger dig hen;
om Solen hun smiler, _du_ smiler igjen.
Den Vildeste Vinter, den ondeste Storm
besejrer dig ikke, du krybende Orm!
Det er, som du vidste: I Lykke og Nød
du strider for Menneskets Brød.
--Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard
med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar,
et groende Minde i smeltende Sne
om det, som _er_ sket og _skal_ ske.
Om Lærken vil fjæle sin frysende Top,
du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!"
Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil.
_din_ Stængel slaar Takten dertil.
5/2 1906.


STENSAMLERSKEN.

Hvi vanker du gamle Kvinde dér
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens første Skjær
forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug?
"_Jeg_ finder kun Sten".
Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén;
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
_her_ sanker _du_ Sten!
Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, _hun_ drømmer om Dugg og Sligt:
fattige Ane Malén--
hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
_hun_ sanker jo Sten.
Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
_din_ fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig så sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre samler sig Kjærv og Straa,
_der_ sanker _du_ Sten.
6/2 1906.


VED RUGSKJELLET.

Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig!
_Din_geli-og-lej,
_dik_kedu-og-_dik_kedi,
og _din_gelu-og-lej!
Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej--
Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals,
saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals,
hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til;
Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej--
Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa,
lagde kritisk øjet til og rensed med et Straa,
smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær,
hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej--
Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt;
Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt.
Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa:
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej!
Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;
Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk.
Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej--
Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl.
Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed;
hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved,
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej.
8/2 1906.


JENS OG HANS VIV.

De to kan ingen skille ad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen Seng og Fad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen mer endnu;
Fælleshaab og Fælleshu,
Jens og hans Viv.
Saa gaar de ud i Søndagsro,
Jens og hans Viv,
at se om Rugen snart er mo,
Jens og hans Viv.
Og Kistetøjet har de paa,
blommet Shawl og Vadmel graa,
Jens og hans Viv.
De ser til alt paa deres Vej,
Jens og hans Viv;
selv mindste Kræ de glemmer ej,
Jens og hans Viv;
de nikker mod den grønne Byg,
stryger Kalven ad dens Ryg,
Jens og hans Viv.
De løfter Lammet, Husets Trøst,
Jens og hans Viv;
de mener, den faar gaa til Høst,
Jens og hans Viv;
og Kløv'ren, som har Mergel faa't,
nu tykkes de, den tegner godt,
Jens og hans Viv.
Da naar til Rugens gule Fald
Jens og hans Viv;
did lokked Duft og Fuglekald
Jens og hans Viv;
og Rugens Kjærne sød og rund
rækker mod hinandens Mund
Jens og hans Viv.
Saa vandrer rundt om Rugens Tægt
Jens og hans Viv;
de tror, den bliver god til Vægt,
Jens og hans Viv;
og _Straaet_ selv er godt iaar!
Ja, en herlig Høst de faar,
Jens og hans Viv.
Men de har ogsaa trolig slidt,
Jens og hans Viv,
og Torn og Tidsler høsted tidt
Jens og hans Viv.
--Med Aftensol paa kroget Ryg
vandrer tryg om Rug og Byg
Jens og hans Viv.
9/2 1906.


KORNMOD.

Det er favnende Nat over øde Kjær;
Lysene slukkes i ensomme Ruder.
Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær;
Sivene luder,
mens det lyner.
Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
Engene aander, og Duggbadet frisker;
Vinden gaar tyssende hen over Jord,
Flægene hvisker,
mens det Lyner.
Oxerne drejer de duggslagne Horn,
standser i Drøvet med opspærret Øje;
Bankerne skvulper i Bølger af Korn,
synes saa høje,
naar det lyner.
Himlen staar tavs over tiende Land;
Øret kan høre, hvor Rødderne drikker;
Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand,
Tidslerne nikker,
mens det lyner.
Rugfaldet krydser de tyngede Straa,
ta'r mod Velsignelsens lysende Naade;
Vipperne sænker sig ydmyge, graa,
dryppende vaade,
mens det lyner.
Frøerne springer saa vildt om min Taa;
Længslerne vil, jeg til _hende_ skal vandre.
Elskende Sjæle, som duggede Straa,
nærmes hverandre,
naar det lyner.
19/2 1906.


HØST.

Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad,
det være sig Mands eller Kvindes,
som naar det dufter af Myntens Blad,
og Negene samles og bindes.
Og aldrig puster en Vind saa blødt,
som naar det lyner i Østen;
og aldrig kysser en Mund saa sødt,
som naar det dugger om Høsten.
Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn
som den om mit Hjemlands Haver;
og ingen Sol har jeg set saa skjøn
som den, der gik ned mellem Traver.
19/2 1906.


LEEN SLIBES.

Hør hvor den hyler, den gule Sten,
rørtes dens jamrende Drav vel af nogen?
Ja saa minsandten, paa brune Ben
staar jo den Sliber i Krogen!
Saa er da Leernes Fred forbi;
nu skal de luftes, de støvede "Pinde",
Odden skal glimte i Solen fri,
Dugg over Knagerne rinde.
Se dog ved Svinget den spinkle Knægt!
Huen ham dybt over Ørerne synker;
der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vægt,
Buxerne folder og rynker.
Sliberen buer de brune Ben,
spytter imellem saa fedt over Bladet,
nynner saa smaat, mens den gule Sten
dykker og stiger af Badet.
Stenens Stænken gjør Purken vaad;
Ærmet vil tørre de grimede Kinder;
Sliberen skjænder og høger kaad,
Purken sig hurtigt besinder.
Laden ligger i Skyggens Fred;
Sliberen føler med Tomlen paa Æggen,
ynder dog stadig ej dens Bed,
buer saa atter paa Læggen.
Stenen stritter paa Væggens Tavl,
Tudsen glor frem fra de vædede Burrer;
Rugen ringler saa gul om Gavl,
Handuen danser og kurrer.
10/2 1906.


HØSTVISE.

Nu er Sæden lang og gul,
tung i Top og strunk i Straa,
og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa.
Og nu hvæsser vi vor Le,
og saa mejer vi vort Korn,
og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.
Ja, nu letter vi vor Krop,
naar det dæmrer imod Dag,
og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag;
og saa segner Sæden ned
over Mejeredets Arm,
som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.
Frøen mister nu sin Fred,
se, han springer for mit Blad,
og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad!
Han, som la' sin Røverborg
frækt i Vangen mod min Gaard,
har nu sidste Gang smagt Kyllingesteg i dette Aar.
Saa du Haren Diget sprang,
bange for mit Mejeréd,
mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned.
Lange Skridt gi'r brede Skaar,
opad med din Hjøleknag!
Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.
Staalet synger, Suset gaar,
Klinten kildrer Pigens Knæ,
hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ;
Krattens Tand gjør Hop paa Hop,
Neget snøres med et Stød;
Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød.
Før vi atter ta'r et Tørn,
faar den tørre Hals et Klunk,
hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk.
Melmadstejnen--frem med den!
Saa bli'r Hunden himmelglad,
faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.
Saa i Gang med sidste Kvart
under Klang og stærke Skridt;
nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt.
Og saa dufter der saa tungt
rundenom af Høstens Skat,
mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.
Og saa runger Klokkens Malm
over slagne Enge ud,
og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud.
Men vi hvæsser, og vi slaar,
indtil Maanen stiger bleg;
og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg!
Bovbjærg 21/10 1905.


HJØLE-THAMES.

Han bor derude ved Bysens Skjel,
hvor Tidslerne voxer saa høje,
hvor Følfod skygger alt Græs ihjel
og sætter sin Lu i hans Trøje.
Til daglig regnes han aldrig stort,
men vent, til Høsten berammes,
til Rugladen aabner sin videste Port--
da gaar der skam Bud efter Thames.
Naar Tidslen forlængst har spredt sit Fnug,
han skrider en Dag over Toften;
hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg,
hans Le han bærer paa Hoften;
saa drøner hans Trad i den gamle Gaard:
der kikkes fra Bryggers og Frammes,
der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar;
--For alle de venter paa Thames.
Saa bugner Bordet af Sul og Mad,
det bedste som findes i Huset;
Madmoderen topper Kartofler paa Fad,
og nytappet Øl staar i Kruset;
og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot;
der prates og drikkes og drammes;
og Husbonden tror, det skal svare sig godt.
Hvor faar man en Høster som Thames.--
Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa,
man ser ham til Arbejdet skride
i stribede Ærmer og Buxer graa
og Sokker kridende hvide.
Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap,
hans Blod er den jydske Stammes;
hans Hjøle blinker med Duggen omkap,
og Pigerne blinker til Thames.
Saa fortner det frem efter Høstens Skik,
hvor Styrken flytter paa Foden:
Kornblomsten drejer sit rædde Blik,
af Rugen Skjælver ved Roden.
Og Staalet bryder med krum Gevalt;
selv Skræppen hentes og rammes;
thi Thameses Hjøle bider paa alt,
men intet bider paa Thames.
Ja, stram nu Remmen, du sejge Knøs,
og pas de buede Knage;
vær virm med Kratten, du brune Tøs,
og kik dig ikke tilbage!
Thi Høstens Gjerning er ilde gjort,
hvor ikke Senerne strammes,
og dér med Ryg som en Ladeport
i Bjørnestyrke gaar Thames.
Sin Hue har han paa Neget lagt,
og Skraaen, han tog efter Davre,
han tygger med begge Kjæbers Magt,
som Heste tygger paa Havre.
Han ser med sit arbejdsstive Blik,
hvor Straaene løsnes og lammes,
mens Solen sender ham Stik paa Stik
og heder Skallen paa Thames.
--Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top,
mens højere Kilderne risler,
da vandrer Thames med ludende Krop
dérud bag de strittende Tidsler.
Han standser en Stund med sin Le paa Lænd.
Af Fjerskyer Østhimlen skrammes.
--Nu skrider tusinde trætte Mænd
mod mørke Hytter som Thames.
13/2 1906.


RUGEN KJØRES HJEM.

Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg,
lad dem Galop over Tofterne tage,
mens som et Kjølspor af sejlende Røg
Støvskyen ligger tilbage!
Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.
Sydsolen vejrer i væltede Neg,
hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.
Vognene rasler med hoppende Skrav,
Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen,
vugger i Hoften til Hestenes Trav,
holder Balancen med Hælen.
Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt:
"Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber,
tag eders gispende Flanker i Agt;
hører I ikke, man raaber!"
Hjulene rasper i Grus og i Sand,
Faarene styrter med Brægen i Grøften,
staar der og glor udaf faaret Forstand,
svaler paa Heden med Snøften.
Aarerne svulmer paa Hestenes Bug,
Kusken nu letter sin svedige Hue,
svinger saa op om den Klyngede Rug,
hej, i en svimlende Bue!
Smidigt han springer fra Fadingens Rand,
fritter om Øllet og linner ved Korken,
drikker og svælger og slukker sin Brand,
griber saa modigt om Forken.
Bindersken ordner sin kridhvide Hat,
strammer dens Baand om sin buttede Hage,
hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!"
Knøsen maa Skoene tage.
Negene aander den tungeste Duft,
gribes paa Forken og hvistes fra Græsset,
svæver et Nu mod den lysende Luft,
sejler saa ned over Læsset.
Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber,
Skjælbasser løber om Hjulenes Nav,
hvæsser de arrige Kjæber.
Forken staar plantet, og Læsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle;
Bindersken daler med spjættende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.
Sagte hun synker som Rughøstens Ny!
Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky--
... Glutten sig værger med Latter.
Atter det ringler i Kobler Og Stjært,
Hjulene hugger, og Stubrene knaser,
Øgene frygter den knaldende Snært,
spænder de duskede Haser.
Kusken han skrider saa tæt og saa sejg,
styrer saa snildt over Huller og Halder,
støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej,
stivrer dets Vægt, før det Falder.
Støvet det gjør ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke,
Loke saar Havre, og Himlen er blaa,
Møllen slaar Kors paa sin Bakke.
16/2 1906.
[Footnote: _pumrede_, laskede; _Skrav_, en firkantet Ramme af træ udenom
Høstvognens Fading (en _Skrav_vogn); _kraaner_, knejser paa en
selvsikker Maade; _hvistes_, kastes i Vejret; _Skjælbasser_, de store
Løbebiller; _Bindersken_, den Kvinde, som binder Negene sammen to og to
til en _Tvilling_; _Halder_, Fordybninger i Hjulsporet; _Vrej_, brat
Sving i en Vej; _Lokes Havresæd_, kaldes det Lysfænomen, der på varme
Dage ses som en sitrende dis mod fjern Horisont.]


NAAR RUGEN SKAL IND.

Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i _mit_ Sind
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.
Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg
to Huller langsmed Laden
foran den hvide Væg:
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.
--Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax og Mule-Klap.
Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend;
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.
Mor ta'r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt;
"Det er endda en Glæde,
naar Kornet er _saa_ tørt!"
Og med sin matte spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.
Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.
Det gaar mod Aftentide;
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn,
og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
15/2 1906.
[Footnote: _Lime_, Kost af Rævlingris; _Tvilling_, Dobbeltneg; _hveger_,
en blødtflakkende bevægelse.]


MORGENDUGG.

Gal nu min Hane, Dagen er nær,
kjølige Kjær
drager sit Vejr,
Solkuglen stiger til Gjøgenes Kuk
af Morgendugg.
Højene svømmer paa Dampe i Dans,
Kløver i Krans
spiller i Glans;
Straalerne leger til Kildernes Kluk
i Morgendugg.
Klokkerne dangler med stigende Klang,
Rugen i Vang
svajer sin Svang.
Bonden paa Toften opsender et Suk
i Morgendugg.
Vinden begynder sin spøgende Dont,
Møllen faar tront,
Vingen gaar rundt;
Løget paa Mønningen slipper med Buk
sin Morgendugg.
Bien paa Brættet gi'r Lyd som i Graad,
Vingen er vaad--
Blomsten er vaad;
tvætter saa Snuden for Gaarsdagens Fnug
i Morgendugg.
Lammet i Dalene strækker sin Rad,
patter saa glad,
napper et Blad.
Pelsene damper paa Bede og Buk
af Morgendugg.
Dugg over Eng saa er Høslet en Fest;
slæng nu din Vest,
saa gaar det bedst;
Stænglerne styrter for Leernes Hug
i Morgendugg.
Se hvor det ligger i Ædelstensskjær
Tage og Trær,
Marker og Kjær!
Landet og Vandet--Alverden er smuk
i Morgendugg!
1/2 1906.


DEN FØRSTE LÆRKE.

Den første Lærke, den første Lærke!
vort hjerte jubler i Dagens Sol.
Den første Lærke, den første Lærke!
Den Syge drejer sig i sin Stol.
Den første Lærke, den første Lærke,
skjønt Sneen skeler fra Grøften op;
den første Lærke--det første Mærke
paa Vejen mod Rosens første Knop!
1/2 1906.


BONDEVISE.

Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst,
hvor Bakken hun skraaner mod Sønder,
hvor Græsset gror højt om min skjæggede Hest,
hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst--
for Lærker er, hvor der er Bønder.
Dér spættes min Ager hver evige Vaar
af alle de friskeste Blommer,
og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar,
og Dræet det hvirvler som Røg om min Gaard,
og Bierne surrer om Sommer.
Der vader de Kvier i blankeste Strand,
mens sirligt de løfter paa Halen,
og Tøsen hun lokker og kalder fra Land,
og Solen den glimter i Mælk og i Spand,
og Byggen den skyder en Alen.
Der rinder de Dage i Sommer og Tø
med alt, hvad den Bonde maa gjøre;
for Føllet vil klappes og Faaret ha' Hø,
Smaaspurve fra Taget mig fritter om Frø,
og Grisen vil klø's bag sit Øre.
Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem,
her har jeg mit Kald og min Kvinde;
har Ploven og Ageren trættet hvert Lem,
tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem;
da tænder _hun_ Lyset derinde.
Der gaar som en varmende Strøm i mit Sind
ved Arnelysenes Kalden;
hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind;
hos _hende_ jeg sætter til Skiven mig ind,
mens Øgene gumler i Stalden.
4/2 1906.


Æ GAMMEL SMED.

Og her kommer _a_ med mi Hywl og mi Kjep
og mi Hej-hej-ha og mi Haah--
Og hwis I vil skink mæ en jenle bette Sep,
saa blywer mi Øwen saa glaad.
Saa skal a fortæl jer en Krumm om mæ sjel
og mi Hej-hej-ha og mi Haah--
hwordan a kam hen aa slaa Tysker ihjæl
og sjel kam saa skamle te Skaad.
--I faromgoddaw drøw a Verden omkring
med mi Hej-hej-ha og mi Haah--
tho a ku jo syssel ved hunder Slavs Ting
--og æ Pigger--de war mæ saa raar!
A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws
og dje Hej-Hej-ha og dje Haah--
hwor bløw de da mild! A sku hold ved dje Klaws,
og de vidst jo aalle nø Maad.
_A_ smej, og _a_ sang, og a klaared mæ godt
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og dér var skam jen, a ku gjan ha faat,
og _hun_ war nu ett med de baar!
Men _a_ sku no ett vær Mari hinne Mand
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
for _a_ maatt jo hen aa værg for æ Land,
for den war sgi kommen i Faar.
_Det_ myldred med Tysker, ihwor en so hen,
med mi Hej-hej-ha og dje Haah,
og Tysker war sjalden Menneskens Ven,
saalaant da æ Kuller ska raad.
De dænged wos te med dje Bly ag dje Stjen
og dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og øj mæ da rejn den jen af mi Bjen
og ga mæ mi Skrup og mi Skaad.
De toen da fræ mæ her nejen mi Knæ
med dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ
--og saa denneher bette Plaad.
Æ Daw de gik ad, og æ Tysker war gan
med dje Hej-hej-ha og dje Haah--
og saa kam _a_ hjem og gywt mæ med Ann
og slo mæ hernied po æ Gaad.
Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt
med mi Hej-hej-ha og mi Haah,
og skulter mæ javnle og kikker saa smaat,
nær æ Vind den flywer med æ Blaad.
For no er a gammel og gro i æ Tow,
i mi Hej-hej-ha og mi Haah;--
men en Hywl kan a sløv, og en Hest ka a skow
og legg Ægstol ind i en Spaad.
Naa, no'el a res mæ, og saa'el a go
med mi Hej-hej-ha og mi Haah--
mi Kjep haar a ved mæ, mi Rasp--og mi Skro,
mi Hywl den vinter ved æ Laad.
7/2 1906.
[Footnote: _Hywl_, Hjul; _Sep_, Draabe (om Spiritus); _i faromgoddaw_, i
gamle dage; _hwet_, sleb; _Saws_, Sakse; _Klaws_, Garnfed; _baar_, bare,
fattige; _Kuller_, Kugler; _øj_, ødte; _nejen_, nedenfor; _bitte Plaad_,
Medaljen; _gan_, gaaet; _Gaad_, Bygaden; _hejsen_, ellers; _hytter_,
nærer; _skulter_, skutter; _æ Tow_, Ulden; _en Hywl ka a sløv_, et Hjul
kan jeg forme; _Ægstol_, Ægstaal; _Spaad_, Spade; _Laad_, Lade.]


SUNDT BLOD.

Jeg bærer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Læs;
jeg er som den vilde Hyrde,
der gjenner sit Kvæg paa Græs.
Se, Duggen driver fra Norden
hen over det bøjede Korn,
mens Solen stiger af Jorden
imellem Oxernes Horn!
Jeg ser over tindrende Marker
og langt mod den blaanende Fjord,
jeg stirrer paa sejlende Arker,
men finder ej tolkende Ord.
Jeg slænger Skalmejen for Munden;
jeg trækker saa lang dens Lyd,
at Kilderne klukker i Lunden,
og Bukkene bræger af Fryd!
--Hvor kan I dog gruble og græde,
saa længe Guds Himmel er blaa!
_Mit_ Hjerte skjælver af Glæde,
blot Duggen dynker et Straa,
19/2 1906.
[Footnote: _Arker_, Fjerskyer.]


VED VESTERHAVET.

Havet gaar højt,
Stormen har Tag i dets Manke;
Fraade og Sprøjt
hvidner den ludende Banke.
Halvt under Vand,
truet af Braadd og af Brand
Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger.
Natten gaar ind,
Skummet fortoner i Graanen;
Fyret gir Skin,
Stormen faar Vækst under Blaanen.
Klinten sit Bryst
værger mod Voldsmandens Kryst.
Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes.
Bølgen gaar frem,
buer sin vældige Pande,
breder sin Bræm,
Løfter de kogende Vande,
styrter mod Klint,
knuses til Sprøjt paa dens Flint,
slænger sig over og spyr mod den flygtende Maane.
Havnattens Bryn
drukner i Dybet en Stjerne,
fjernt under Sky'n
vipper en enlig Lanterne.
Taagen fra Vest
sadler sin graadige Hest,
sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.
23/2 1906.


JUL.

Den gamle Skorsten hælder slemt
men se, hvor tæt den ryger,
mens Nordensne til Klokkeklemt
lavt over Marken stryger.
Det puster tungt om Bondens Gaard
og spreder Kavringduften,
der ud af alle Sprækker staar
og blander sig med Luften.
Og Bondens Kone gaar saa trind
bag blommede Gardiner
og bærer Fadet ud og ind
med højtidsfulde Miner.
Og Bonden sidder bred paa Bænk
og la'r sig Maden smage
og byder Tyendet en Skjænk
og Barnet Julekage.
Ja, Julen er den fagre Tid,
da alle Skjel udslettes,
et Hvil i Aarets lange Strid,
da alle Munde mættes.
Selv Tiggersken, det gamle Skrog,
med Posen over Nakken
nys gumlende af Gaarde drog
med tunge Spor i Bakken.
Ja, Julen, du er Mindets Fest,
med Lys i blanke Stager,
da den, der sad vort Hjærte næst,
paany mod Porten ager;
da Sneens Fald mod Markens Favn
hvert Hul i Jorden sletter
og tegner Julens blide Navn
i Skovens Maanepletter.
15/5 1906.


FRU JOHANNE RAMBUSCH.

Før luded den Bonde saa grætten mod Væg,
mens Burren hang fast i hans filtrede Skjæg:
men nu har det regnet i Korn og i Krat,
og Bonden i Sjørup fik ogsaa en Blat.
Hurra da for Regnen som gjorde sin Pligt!
Hurra for hver Hytte i Sjørup Distrikt!
Kom Gutter og ræk nu jer Moder adræt
af dryppende Blomster en høstlig Buket.
Plantagen har Dufte, som ingen faar fat,
det kogler derinde ved Dag som ved Nat;
mens Gjæsten han nipper til Doktorens Vin,
staar Granen og nikker mod Fruens Gardin.
Hurra for de Hænder, der pynted saa kjønt
med Gyvelens Guld og med Granenes Grønt!
Hurra for den Hygge, hvis smilende Magt
besejrer hvert Hjærte ved Ynde og Takt!
Snart Høstskyen mørkner den solblanke Dam,
fra Stubmarken bræger de klippede Lam,
og Hundenes Halsen og Doktorens Skud
fra Kjæret vil bringe os gjaldende Bud.
Hurra for hver Ælling ved _Pedersens_ Dam!
Hurra for de brægende, klippede Lam!
Vor Frue hun frygter ej Stormgangens Hvin,
hun smiler saa tryg bag sit hvide Gardin.
--Nys sad her en Sanger og knytted med Magt
gjenstridige Tanker til Rytmernes Takt;
da Vaaren sig nærmed, han greb til sin Hat;
men saa tog Plantagens Smaasangere fat;
de ejer Talentets den guldslagne Mønt,
og de vil fuldende, hvad _jeg_ har begyndt;
utrættet de kvidrer hver Morgen paany
om Doktorens Bolig bag Granhækkens Ly.
Sjørup 25/7 1906.


DE UNGES FORENING.

Unge Mand med staalsat Hu,
Led i denne ny Forening,
vover du at ha' en Mening
og er ej halvfjerds endnu!
Véd du ej, at Visdomstanden
bryder sent og langsomt ud?
Først naar Kalv faar Horn i Panden,
agtes den for fuldgod Stud.