Samlede Værker, Første Bind - 01

Total number of words is 4438
Total number of unique words is 1836
36.5 of words are in the 2000 most common words
51.6 of words are in the 5000 most common words
58.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

JEPPE AAKJÆR


SAMLEDE VÆRKER
I


JEPPE AAKJÆR
SAMLEDE VÆRKER
FØRSTE BIND
DIGTE 1885-1908


GYLDENDALSKE BOGHANDEL--NORDISK FORLAG
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918
FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER)


Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min _første_
Digtsamling, "Derude fra Kjærene". Senere er der fulgt fem efter foruden
et Udvalg: "Liv og Sang".
I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og
Samhørighed; sørger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklæder
det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor
det har været mig om at gjøre at vise min digteriske Udvikling, har jeg
foretrukket at ordne efter Tidsfølgen, der kun er bleven brudt et Par
Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenføjet, at en Omordning
ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som
muligt har jeg medtaget en Del Digte, som æstetisk set hører til
Undermaalerne; det gjælder først og fremmest nogle Vers, som ligger
langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets
Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat.
2-300 Ungdomsdigte, om _det_ gør det, har pænt maattet blive hjemme;
ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har været med i Samlingerne--mest
i den første--har delt Skæbne med disse, fordi jeg nu af én eller anden
Grund er bleven led ved dem.
Men i alt væsentlig rummer nærværende Samling hvad der har staaet i:
"Derude fra Kjærene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906),
"Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind
og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte--det er noget nær en
Femtepart--som ikke tidligere har været ude i Bogform, deraf en Snes
Stykker fra de to sidste Aar.
Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbøger etc. at
bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er
Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nærværende
lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis;
Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for færdigt.
Det er uhyre svært nu efter mange Aars Forløb at faa den Slags
korrekt--det gjælder ikke blot Digtets Fødselsdata men ogsaa Noterne bag
i Bindene--; og Fejl er der selvfølgelig begaaet. Men paa de fleste
Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der
ikke bryder sig om mine med saa megen Møje fremskaffede Noter osv., kan
jo lade dem uænsede.
Jenle, 10. August 1918.
_Jeppe Aakjær._


INDHOLD.
Aa spil de Toner
Aften-Gjøgen
Aftenstævne
An Mari hinne Filosofi
An Mari trajter Øl
Anna
An Wolles Dreng
Arbejd!
Arbejdersang
Arbejdernes Læseselskab
Arbejdersølvbryllup
Barnet og den gamle Gaard
Bedst i Danmark
Bileam og hans Æsel
Bjærgmands-Snak
Bjørnstjerne Bjørnson
Bonde-Gymnastik
Bondens Datter synger
Bondestudent
Bondevise
Bossen
Brev afbrudt
Brudeslot
Bryllupsvise
Burns
Da de dømte Zola
Da man skød Trofast
Den Fattiges Blad
Den første Lærke
Den Gaang te a war gywt med Lavs
Den Gud jeg beder til
Den jydske Lyng
Den revolutionære Student
Den syge Yngling
Der fløj en liden Sommerfugl
Der gaar saameget tilspilde
De syge Typografer
Det banked paa min Rude
Det "levende" Ord
Drachmann
De Unges Forening
Du blege Kvinde
Du kjender ikke Engen
Du og jeg
Dødsramt
Efteraarsvise
Endnu et bitte Nyk
En Fabel
En koged Hummer
En Mindesten
En Synd
Evald Tang Kristensen
Foraar i Roskilde
Forpagter Lars
Forspil (til "Rugens Sange")
For vi træder hverandre i Dyndet ned
Fra Landsbyen
Frederiksberg
Fræ den Jen Jepp aa te denaan
Fødselsdag
Født i Juli
Første Gang
Gaa i Skoven
Gammel Kjærlighed
Glad Vise
Gravvers
Grundlovssang til Fjandboerne
Hedelandet
Hedens Degn
Hedevandring I-II
Hegel
Hellesø
Herkules
Hjem fræ Plovgild
Hjemme
Hjøle-Thames
Holger Drachmann
Husmandsbryllup
Hvad gjør det
Hyldest-Telegram
Høgen
Høg over Høg
Hørup
Høst
Høstvise
Høvl og Knast
I Burns' Fødehjem
I den gule Lupin
I en Prækenbog
Ifald--
Ifald jeg kunde danse
I Mørke
I Nattens Time
I Randbøl Dal
Jacob Hegel
Jagtaflysning
Jacob og hans Sønner
Jeg gik mig ud
Jeg gik til Vinduet
Jeg kysser dine Kinder
Jeg var saa træt
Jenn hjemm
Jens Fisker
Jens Hurra
Jens Hvøvtrup
Jens og hans Viv
Jens Vejmand
Johanne Rambusch
Jul
Juleaften
Julebrev til Hjemmet
Jylland
Jørgen ved Bækken
Ka Drebæk
Karlsvognen
Karup Aa
Kilden
Kjesten
Klokken
Klokkeren
Ko og Hjort
Kom mi bette Kipkal
Kommer I snart
Kornmod
Kvindevalgret
Laan mig tyve Dukater
Leen slibes
Liden Maja
Lokesæd
Lykønskning
Løwn og Sand
Maagen
Maanen kysser Rugneget
Mads Tammeses Maren
Majsang
Majsol
Med en Cykle
Med et Bind Digte
Medlidenhed
Mejeristsang
Mejeristvise
Milde Øjne
Mine Helte
Min Fødeby
Min Hjemmen
Mi Nanne, ja
Min Venindes Øjne
Morgendugg
Naar Rugen skal ind
Nat
Natmandsvise
Ole
Ole Nygaard
Ole Starn
Om Zeus steg ned
Paa Hedens Høje
Paa Lochlea
Paa Munkebjærg
Paa æ stur Hyw
Per Søwren
Pinsevise
Polemisk
Politisk Uenighed
Pressen
Proletar-Borgmesteren
Pæ Sivensak
Regnvejrsstemning
Robert Burns
Rugens Sange
Rugens kjøres hjem
Rugen lægges
Rævejagt
Røjter Anners og hans Muer
Saadan gaar det
Saa fager fór hun
Saa sig mig
Sagn
Salling
Salmetone
Schandorph
Se dig ud
Silentium
Skuespillerinden paa Heden
Smeden og Missionæren
Store Jon
Strindberg
Strømmen drev
Studenter-Maj
Studentersamfundets Ruskantate
Svendemands Venner
Sundt Blod
Søren Olesen
Telegrafen paa Heden
Til Marie
Torden
Tre-Konger
Tre Trolde
Trosskifte
Tyendesang
Ung
Vaar
Vaar-Rim
Valgsang
Ved Rugskjellet
Ved Vesterhavet
Venstrevise
Viggo Hørup
Vi er Siv
Vi sad alene
Vindenes Vise
Vinterbilleder
Vinterrugen
Æ gammel Smed
Æ gammel Snejker
Æ Muespig
Æ Spøgels
Øwe æ Æwn


I NATTENS TIME.

Ja pust du kun, du Nattevind,
du naar dog ej i Kamret ind
trods al din Bøn og Klage;
thi jeg er ung og sund og varm
med solbeskinnet Haab i Barm,
mens du i Kulde knager,
og Kuld jeg ej fordrager.
Nej bort med dig du Nattetrold,
hvi staar du der saa fræk og kold
og hamrer paa min Rude;
du ved jo dog mit vante Svar,
det samme som det altid var:
"Aa, bliv du bare ude
og hold kun op at tude!"
Men kommer Vaar og Søndenvind
Og hvisker øm og mild og lind:
"Kom ud min Kjæledægge"
straks smider jeg i støvet Krog
Examenskravets Kvalme-Bog;
og saa til Spring at lægge
ud over Tvangens Vægge!
Vinter 1885.


TORDEN.

Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen,
der driver med Trusel hen over Byen.
Det ruller med Skrald, og Lynet flammer,
det knitrer i Luften, og synker og rammer.
En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer,
hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.
I Stalden brøler det bundne Kvæg
og støder Hornet mod Husets Væg.
Mens Tordenhammeren slaar derude,
det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.
Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver,
den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.
Som kløvende Spyd, som borende Pile
de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.
Og Tordenen ruller som Latter af Trolde,
saa Vandrere standse og Vejret holde.
O, vældige Syn! Et Trodsens Billed
jeg ser her for mig paa Himlen stillet.
Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes
forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.
Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe,
for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe
at vække det dorske og bringe de Sløve
til Tænkning og Handling og Idræt, de øve.
Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden;
den renser jo Luften og frisker paa Jorden.
Jo sortere Skyen des klarere Solen,
der straaler bag ved den i Dronningstolen.
Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe
end leve sit Liv som en negrende Taabe.
Langt hellere vækkes af Tordenens Røster
end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.
Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen,
jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!
Tastumgaard 22/5 1887.


I EN PRÆKENBOG TIL MINE FORÆLDRE.

Kjære Far og kjære Mor,
eders Søn er bleven stor,
voxet fra sin Barnekjol',
tumler sig i Slud og Sol,
og han higer, og han længes,
smaat han sejrer, haardt han trænges.
Smaat i Livets Kamp han staar sig,
tit han falder der og slaar sig.
Moders Øje vogter ej
længer paa "den lilles" Vej.
Faders Haand ej længer frede
kan om Troens Blomsterbede.
Mindet om min Far og Mor
gjør dog tit min Tro saa stor.
Og nu har jer store Søn
blot en lille barnlig Bøn:
Naar I læse Herrens Ord,
naar I bede Fadervor,
naar jer barneblide Tro
op mod Jesus danner Bro,
naar I føle tryg og kjær,
at Vorherre er jer nær,
tænk da lidt paa mig, paa Sønnen,
løft mig op til Gud i Bønnen!
Askov 14/11 1887.


HVAD GJØR DET.

Hvad gjør det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjærtets Kamre
det hvisker, at _vi_ har Ret.
Hvad gjør det, at man mærker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Væsens Attraa
staar efter at gøre Gavn.
Hvad gjør det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjærtets reneste Længsel
om Kvælden gaar op mod Gud.
Hvad gjør det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tændte,
maa flakke over vor Grav.
Hvad gjør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.
Askov, Efteraar 1887.


MEJERISTSANG.

Jeg synger om en Stand,
hvis Ry er naa't til Engelland
og gaar fra By til By,
fra Rye og op til Thy,
hvis Snilles Værker jog
Alverden rundt paa Skib og Tog,
og sælges Drittelvis
til bedste Markedspris.
Vort Land var lig en Ørk,
hver anden Mand en fattig Tyrk,
saa gusten og saa tynd
som sorten Arvesynd.
Vi spiste branket Flæsk,
Kartoffelgrød og Fedt og Fisk,
mens farvet Smør og Ost
var bare Guders Kost.
Og Jorden drejed rundt,
og rundt og rundt, og den har tront,
og hundred Aar løb væk
ved Fedtebrød og Spæk.
Da kom en skjønne Flok
af Gudesønner, tror jeg nok,
herned og lærte os
den Kunst at malke "Bos".
Og Koen, hun sa'e: Buh,
og Malkepigen, hun sa'e: Puh!
Mens skuret Malkespand
blev fyldt indtil sin Rand;
og med en Kjærnestav
vi hamred Smørret ud deraf
og smurte det paa Brød;
og nu blev Kinden rød.
Paa ny kom Bud paa Stand:
"Gjør Danmark til et "smørret" Land.
Fej Kjærnebøtten ud
med Ostekop og -klud.
Saa Centrifugen op,
en Skorsten rejs, hvis høje Top
skal staa som Tidens Tegn
i hver en Landboegn!"
De Huse rejste sig
med slanke Spir langs Alfarvej.
Folk kom og saa derpaa
og mumled: "Kan det gaa!"
De sendte, mens de gik,
til Skorstenspiben op et Blik,
hvori der laa et: "Nej,
det gaar i Verden ej!"
Men Dampens Aand tog fat
og sled for tred've Dag og Nat;
der stod af Damp og Dur
en Sky om Tag og Mur;
det surred og det sang,
en Jærntraadsnerve klang og sprang;
en ny lagt ind for den,
saa tog han fat igjen.
Og Larmen Fra hans Slid
gik over Egnen hid og did,
en Surr, en Melodi,
som af en Kjæmpebi;
man vented, at han skvat;
men endnu ind i mørkest' Nat
han tog de samme Tag,
ja tar dem selv i Dag.
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
Jebjærg Mejeri, Juli 1888.


STRINDBERG.

Du er en Samson i Litteraturen,
dine Værker slog Revner i Samfundsmuren.
Hvor du farer frem, er der Ild og Røg,
styrtende Altre og røde Luer,
mod dig alle andre er tamme som Duer,
du er en Høg;
du er Basunen, der forfærder Vrimlen,
du er Titanen, der stormer Himlen.
Vi unge hader det tamme og dovne,
men agter højt det titanisk forvovne;
er vi ej Alle Strindbergianere,
alle som du er vi Republikanere,
alle vi hader det Samfundsælte,
i hvilket Evner forgiftes og smelte;
som du vil vi løse de stramme Bælter,
der snører Livet paa alle Felter,
og gjør det umuligt for andre at voxe
end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe.
Tag da vor Hyldest, du Verdensomvælter;
der hvor du bygger, ogsaa _vi_ telter.
Jebjærg Mejeri 1888.


BONDE-GYMNASTIK.

Se Fædrelandet løfter sig frem
i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem;
langs Banker graa staar Rugen og gror,
igjennem Engene Bækken sig snor.
Hist et Gjærde, her en Skov
rammer Agrene ind,
Karlen nynner bag sin Plov
i den lunende Vind;
langs med Stranden Skibe sejler,
Himlen i Havet sig spejler.
I dette Land har Bønderne slidt
i tusind Aar, før Landet blev dit;
de rydded Skoven, Lyngen de sved,
saa i Bugter sig Hugormen vred.
Ploven skar, og Jærnet brak,
Muldet glinsed i Sol,
Stene kløv'des, Rødder knak
For det synkende Staal:
Bondens Kamp for Hjem og Føde:
Bag ham laa Landet i Grøde.
Da kom en Tid med Svøber og Sved,
hvor Trællearbejd bøjed ham ned,
hans Knæ sig krummed, tung blev hans Gang,
og Panden sænkedes, Brystet blev trang.
Kraften stivned i hans Lænd,
Gigt hans Lemmer forvred,
Musklen trætned i sit Spænd
i den evige Sved.
Haard er Krig for Brød og Lykke;
Arbejd gir krogede Rygge.
Fra disse Bønder stammer vi ned;
vi slider selv, som Fædrene sled;
hvor deres Arbejd gik under Tvang
se, der gaar vort under Frihed og Sang.
Bondeblodet ruller tungt,
det er mættet med Kraft,
det er sundt om ikke ungt,
det en Fortid har haft.
Te jer da, saa alle skjønner:
disse er Bøndernes Sønner!
Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop!
De brede Skuldre løft dem kun op;
sæt Foden frem i Arbejdertakt,
saa det kan skjønnes, at I er en Magt!
Senen i den stærke Arm,--
gjør den spændstig og lin,
Blodet i den brede Barm,--
lad den ildne som Vin!
Øv jer flinkt, saa I fornemmer
Sundhed i Sjæl som i Lemmer!
Gid Held maa følge al eders Flok!
Naar Pligten kalder, møder I nok,
og følger Tidens gjaldende Lur,
for det er Ungdommens rette Natur.
I vil elske dette Land,
som staar grønt her i Vaar,
I vil hjælpe, hvor I kan,
paa de trykkede Kaar.
Har I adlet eders Kræfter,
lad det da voxe derefter!
Jebjærg, Foraar 1890.


VI SAD ALENE--

Vi sad alene i den stille Kvæld,
ved Siden plaskede et Kildevæld.
Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg,
og paa et Dige kukkede en Gjøg.
Naturen var saa tavs, og vi var tavse;
endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse.--
Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min,
saa blød som Barnets og som Silke fin.
Og mens hun Armen om mit Hoved slog
og blidt og langsomt mig imod sig drog--
med Ord, der siden i mit Øre bæve,
hun hvisked sagte: "Det er skjønt at leve!"
Jebjærg 18/7 1890.


ARBEJD!

I Skaglen skal du drage
den lange, lange Dag.
Gaa ej med Suk tilbage
i Tøjet som en Plag,
men træk som gammel Hest,
læg Bringen ud i Selen,
og fremad uden Skelen;
da gaar dit Arbejd bedst.
18/7 1890.


UNG.

Han var endnu en skjægløs Gut,
men med et vildt og uredt Haar;
i Sjælen Lys, i Tanken Krudt;--
og enogtyve Aar.
Han elsked Sandhed som sin Sjæl,
men blev en Skjælm og Løgner kaldt;
det slog hans glade Tro ihjel,
hans Frejdighed, hans alt!
Det tændte i ham Hadets Brand
og ætsed al hans Glæde ud,
indtil paa Livets golde Sand
han stod foruden Gud.
Da saa det ud, som han forgik;
men det var blot et kort Sekund,
saa lyste Ilden i hans Blik,
og Smilet om hans Mund.
Da fyldtes han endnu engang
af Ungdomsmodets Helligaand,
i Brystet løsnede en Sang
sig ud af sine Baand.
Og Hjærtet slog, og Barmen steg,
og Livet laa der langt og lyst
som Fjorden under Solskinsleg,
med Blink fra Kyst til Kyst.
August 1890.


AA, SPIL DE TONER--

Aa, spil de Toner, du spilled før,
og spil dem saa godt, du lærte,
saa spiller du Djævlene fra min Dør
og Himmerig ind i mit Hjærte.
Saa standser Skyggernes sære Spøg,
Dødsrædslen slipper sit Bytte,
og Driftens evigt-huggende Høg
den standser sit Hak for at lytte.
Saa jages Syndernes sorte Flok
af Sindet som rædde Fugle,
Hjærtets Furier sættes i Blok,
og Vilddyret kryber i Hule.
Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad
som Lam, der paa Toften springer,
Sorgernes Skyer skilles ad,
mens Mindernes Klokker ringer.
Hjørlunde 12/2 1891.


I RANDBØL DAL.

Jeg drømte, at jeg sad i Edens Lund,
og Solen baded den i hede Flammer;
en Bæk igjennemskar dens Blomsterbund,
og Eva vandred nøgen blandt dens Stammer.
Smaaengle vimsed allevegne om
og sladred under røde Parasoller,
og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom
med Kappen lagt i Værdighedens Folder.
Og tusend Fugle sang fra Cedres Top,
og Duen kurrede i Rosens Ranke;
Guldfluesværme lived Luften op,
og Abel fletted Baand i Løvens Manke.
Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa,
og ingen Broder gav den anden Skrammer,
men Bien summede fra Straa til Straa,
og Tubalkain svang den tunge Hammer.
Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud,
mod Vest og Nord og Øst stod Skovens Rammer;
alvorlig knejsed Granen i sit Skrud,
og Bækken vandred nøgen blandt dens Stammer.
Her er saa yndig i den svale Dal
med sine Graner, sine Hytter lave;
selv _uden_ Engle, uden Nattergal
er Randbøldalen ret en Edens Have.
2/6 1891.


FØDT I JULI MAANED--

Saa du er født i Juli Maaned,
da Himlen allerblidest blaaner,
da Bølgen paa den danske Sø
gaar klukkende fra Ø til Ø,--
da Rug og Hvede Kjærne sætter,
og gule Blomster Marken spætter,
da Føl og Kalv paa Engen springer,
og Leens Blad paa Toften klinger,
da Sivet sig for Vinden krummer,
mens Tordenregn paa Taget trommer,
kort sagt: midt i den danske Sommer!
Nu er det først jeg rigtig fatter
din friske, lyse Barnelatter,
der altid mig om Sommer minded:
saa har du Sommervejr i Sindet!
Naar nu om Lidt du Dame bliver
og lange Skjørter indforskriver,
og "Magasin du Nord" Korsettet
faar hvert et Træk af Barm udslettet,
og lagt _dig_ i de samme Skruer
som andre kjælne Modeduer--
o, glem da ej for Selskabskjolen
hin Fødselsskjænk fra Junisolen.
Hjørlunde 10/7 1891.


DET "LEVENDE" ORD.

Af levende Menneskers
døde Tale
lærte jeg intet;
af døde Mænds
levende Værker
lærte jeg alt.
Leve de døde!
19/9 1891.


DU BLEGE KVINDE--

Du blege Kvinde med det blonde Haar,
som ud og ind i mine Tanker gaar
og skaber i mit Sind den søde Hygge,
du som jeg ej for Verdens Guld vil miste,
og som engang vil græde ved min Kiste,--
dig ønsker jeg af al min Sjæl: til Lykke!
De glider eet for eet, de Ungdomsaar,
Minutter, Dage, Uger gaar og gaar,
om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle;
saa staar en Dag ved Dødens Port et Par,
krumbøjede, som stille hjælpes ad,
svagsynede, frem til en Grav at famle----
O nej! De maa ej svinde altfor brat,
man maa ej røve os vor sidste Skat,
vi _maa_ forenes, før det er for silde!
Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar,
og Elskovsstrømmen bredt i Aaren gaar,
var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde.
Jeg burde ta dig i min unge Arm,
som her jeg sidder, elskovsglad og varm,
med Aaren fyldt af al den Fryd du tændte,
og skjænke Dig saa varm og blød en Stol,
et Hjem med Roser og med Morgensol----
men, kjære elskte, du faar vente, vente!
Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld;
af Sten har Skjæbnen maalt mig Skjæppen fuld,
men Brødet skifted den iblandt de andre.
Og Venneflokken var som oftest tynd,
men tykkere var Sladrens ækle Dynd,
der slænges efter dem, som ene vandre.
Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre,
og ingen Køer, fede eller magre,
det højeste, jeg naaede, var--Kredit!
Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strømme
og smukke Tanker, fagre Elskovsdrømme,
mod slige Skatte vejer Guld kun lidt.
Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige,
og endnu aldrig har jeg mødt din Lige,
saa sand og elskelig og kvindefin;
og det er mig den største Fryd af alle,
naar lange Skygger over Vejen falde,
at sidde med din varme Haand i min.
Da bliver mine Følelser saa blide,
da ser jeg Guder gjennem Luften ride,
da er jeg lutter Nerve og Musik;
da viger Jordens Smuds, og Linden dufter,
og milde Vindes Vift min Kind omlufter;--
mens al Bekymring drukner i _dit_ Blik.----
6/11 1891.


MIN VENINDES ØJNE.

Har du set min Venindes Øjne,
de store skiftende brune,
der snart er fyldte med Helvedeskval,
snart straaler i Latter og Lune?
Hvor er det dog fat med de Øjne?
De minder om Søer i Skove;
de suger i sig min vaagne Ve,
min Hvile, naar jeg vil sove.
De er som Fjorden i Stille
med sejlende Skyer over,
men dybe, dybe som Havet selv,
og dunkle som rørte Vover.
Nu er de som Engenes Taage,
og nu som spejlende Brønde;
nu ligner de Damme i Maaneskin
i deres bedaarende Ynde.
Der luner en Ild i de Øjne,
en vild fortærende Lue;
den dølges ej helt af de sænkede Laag
og Brynenes bøjede Bue.
Det raser bag disse Vipper;
der er Graad i Øjnenes Kroge;
men brat kan der komme et Øjekast,
der minder om tirrede Snoge.
--Jeg har stirret for dybt i de Øjne,
der fristed som strømmende Vande,
paa Bunden af hvilke vi tror at se
Æventyr-Himle og -Lande.
En Dag vil min Sjæl fange Kræfter
og vikle sig af sine Løgne
og kaste sig i denne sugende Sø
og synke til Bunds i de Øjne.
Kjbh. 3/2 1892.


FØRSTE GANG.

Aa, giv mig saa det ene Kys!
Hvad kan vel det forvolde?
Du loved mig det ganske nys,
ens Løfter skal man holde.
Du har jo nok alligevel,
hvad skal da Karrigheden til?
Du ved, jeg trænger det saa haardt,
jeg skal jo ud at fare,
skal mange, mange Mile bort
fra dig, min lille Klara.
Kanske jeg kommer alt til Vaar,
kanske om--mange, mange Aar.
Du vil! O, Glut, hvor er du sød,
hvor takker jeg dig, Klara.
Men hvorfor bliver du saa rød?
Der er jo ingen Fare.
Du skjælver, Klara, som et Rør?
Aa, du har aldrig kysset før!
Vær rolig, søde Klaralil,
nej, græd dog ej, du kjære!
Den Sag er ganske ligetil,
det er saa let at lære.
Nu bøjer du din fine Hals,
saa bliver der et Kys tilfals.
Nu tog jeg det; ja se det, du,
Begyndelsen var vakker;
saa du vil kysse mer endnu;
kys du kun væk; jeg takker!
Du gjør det bedre selv end jeg,
og, Klara, hvor det klæder dig!
--Nu kysser jeg dig Dag og Nat,
saa længe det vil vare,
og bliver hos min egen Skat;
nu vil jeg ikke fare.
Thi var det ikke Synd mod dig,
om jeg fo'r ud og drukned mig!
Kjbh. 4/2 1892.


IFALD JEG KUNDE DANSE--

Ifald jeg kunde danse,
jeg valgte den skjønneste ud
af alle skjønne Piger
og dansed mig hende til brud.
Med Armen om hendes Midje
efter en Galopade
midt paa Gulvet jeg standsed
og raabte: Leve de glade!
Saa atter i Tonernes Malstrøm
jeg kasted mig med hende
og lo og sang, og dansed
lige til Verdens Ende.
Men nu kan jeg ikke danse,
end ikke en Galopade,
og derfor er jeg brændt inde
med denne Skaal for de glade.
Kjbh. 24/2 1892.


LAAN MIG TYVE DUKATER--

Laan mig tyve Dukater,
da skriver jeg dig et Digt
fuld af Sprogets Topaser,
saa stemningsmættet og rigt.
Laan mig tyve Dukater,
saa drikker jeg en Perial
og glemmer al min Armod,
og at jeg er bindegal.
Laan mig tyve Dukater,
da alt imod intet jeg vædder,
at jeg skal "højne Niveauet"
og faa betalt min Skrædder.
Laan mig tyve Dukater,
da gjør jeg saa stort et Gilde
for undervurderte Talenter
og for det sultende Snille.
Laan mig tyve Dukater,
da holder jeg en Tale,
mens Vinen mig stiger til Hodet,
med Tro paa det Ideale.
Laan mig tyve Dukater,
du faar dem med Renters Renter,
naar salig jeg skuer de Glæder,
som arme Poeter venter:
Hint demokratiske hinsides,
hvor jeg faar de saligste Skinker,
men Rigfolk skal strides og bides
om "Lobskovs" og Hundekjødsfinker.
1/3 1892.


MINE HELTE.

Min Helt det er den stærke Lucifer,
der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit Spær,
min Helt er du, Lysbringeren Prometheus,
som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!"
Min Helt er Saul, hin Fyrste i Judæa,
som stred, forladt af Gud, mod hele Filistæa.
_Min_ Helt er hver en vild, titanisk Kjætter,
der bar en Fakkel gjennem Jordens Nætter!
1/3 1892.


FØDSELSDAG.

Gid du maa skjænke Verden endnu meget Smør
og aldrig savne Kjøbere af Mel og Sukker;
brænd ikke inde med din Hamp og Hør,
hav altid Lænsere af dine Krukker!
Gid dine Kaffebønners søde Em
maa længe Fryde hver en gammel Kjælling,
din Sago finde Vej til hvert et Hjem,
din Ris beaande Sallingboens Vælling!
O, gid den Mælk, som mistet har sit Fedt,
maa længe kvæge Sallingboens Grise,
ja gid at al din Ost maa blive ædt,
hver Draabe Valle vorde Svinespise!
Lad sent Bicyklen ruste i din Stald
og aldrig Kjedlen tabe af sin Spænding;
noter dig nøje Konjunkturens Fald;
sæt over Grøften i en snæver Vending.
Da vil du staa i Livets Cykleløb
som Sejerherre, naar de andre styrte;
thi den som holder ud og ej gir Kjøb,
han faar Medaljens Guld og Hædrens Myrte.
2/3 1892.


LIDEN MAJA.

Og det var liden Maja,
saa glad var hendes Sind,
hun sang omkap med Lærken
og løb som Søndenvind.
Og det var liden Maja,
hun var kun femten Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.
Og det var liden Maja,
hun lo med et Smil,
som Solen, der skinner
paa Skyer i April.
Og det var liden Maja
med et Hjærte saa let,
hun kjendte endnu ikke
til Sorger og Korset.
Hun saa paa alt og alle
med sit varmeste Blik,
det eneste hun hadede,
var "Sprog" og Grammatik.
Langt hell're, end hun dvæled,
hos Skolens barske Møer,
sprang hun over Marken
med de bissende Køer.
Og talte hendes Tanter
om "Mands-Tyranni",
lo hun og fløjted
en Dansemelodi.
Saa sød var liden Maja
i sit femtende Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.
--Men snart er Maja voxen,
og saa er alt forbi;
saa maa hun tage paa sig
det vante Liberi.
Den lange, lange Kjole,
det snærende Korset,
de struttende Blonder
og den stivede Manchet.
Saa er der Staal og Fiskeben,
hvor før der var Natur,
og for utvungen Barnlighed
der bydes paa--Figur.
Og saa skal ogsaa Maja,
snik-snakke Kvindesag.
Gud, lad din ringe Tjener
ej opleve den Dag!
Kjbh. 6/5 1892.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Samlede Værker, Første Bind - 02
  • Parts
  • Samlede Værker, Første Bind - 01
    Total number of words is 4438
    Total number of unique words is 1836
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    51.6 of words are in the 5000 most common words
    58.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 02
    Total number of words is 4476
    Total number of unique words is 1790
    35.5 of words are in the 2000 most common words
    51.1 of words are in the 5000 most common words
    59.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 03
    Total number of words is 4520
    Total number of unique words is 1946
    32.7 of words are in the 2000 most common words
    48.2 of words are in the 5000 most common words
    57.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 04
    Total number of words is 4600
    Total number of unique words is 1769
    33.2 of words are in the 2000 most common words
    49.1 of words are in the 5000 most common words
    56.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 05
    Total number of words is 4496
    Total number of unique words is 1970
    31.8 of words are in the 2000 most common words
    45.8 of words are in the 5000 most common words
    54.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 06
    Total number of words is 4603
    Total number of unique words is 1991
    31.2 of words are in the 2000 most common words
    47.7 of words are in the 5000 most common words
    55.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 07
    Total number of words is 4673
    Total number of unique words is 1932
    30.5 of words are in the 2000 most common words
    47.4 of words are in the 5000 most common words
    54.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 08
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1995
    30.6 of words are in the 2000 most common words
    45.8 of words are in the 5000 most common words
    53.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 09
    Total number of words is 4755
    Total number of unique words is 1841
    29.1 of words are in the 2000 most common words
    44.1 of words are in the 5000 most common words
    53.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 10
    Total number of words is 4506
    Total number of unique words is 1835
    29.0 of words are in the 2000 most common words
    44.2 of words are in the 5000 most common words
    52.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 11
    Total number of words is 4589
    Total number of unique words is 1888
    31.6 of words are in the 2000 most common words
    47.0 of words are in the 5000 most common words
    54.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 12
    Total number of words is 4794
    Total number of unique words is 2021
    29.5 of words are in the 2000 most common words
    42.2 of words are in the 5000 most common words
    49.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Første Bind - 13
    Total number of words is 142
    Total number of unique words is 116
    51.6 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.