Samlede Værker, Andet Bind - 11

Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked’ By ved By,
og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed’ blank og ny;
Skibsdækket lyned’ hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl
gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.
Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,
de nikked’ ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;
og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!
Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.
Men _under_ al den Herlighed og _bag_ om denne Glimmerpragt,
der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;
dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist
_han,_ som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.
Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,
mens _han_ den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;
i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,
imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.
Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,
saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.
Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm
og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.
Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt
og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt
han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu;
„Hvor Staten ligner dette Skib! -- Lysfødt paa Dækket vandrer _du_.
Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,
dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;
og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,
hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?
_Du_ er langt mindre nogen Zeus, end _jeg_, o Konge, en Titan!
I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan!
Og _den_ Vulkan behersker _jeg_; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur
omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!
Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,
vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.
Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,
hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.
Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,
som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk.
Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod
Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!“
Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,
og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob.
Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;
belyst af Flammen hvisker han: „Nej, vrede Kræfter _ej i Dag!_“
Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,
og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.
Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:
„_Fremtidsruiner_ -- ak, hvor godt der hæges nu som før om _dem!_“
Juni 1901.


OMSVÆRM OS KUN, FJENDER.
(Arthur Fitzer.)
Nehemias 4. Kap.

Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
at Herren et Tempel vi bygged paany,
da stormed de mod os i Tummel og Tramp,
og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.
Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
med venstre Haand førte vi Hamren og Ske’n,
men højt i den højre vi løfted til Værn
de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.
Og Muren sig hævede Fod over Fod,
mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.
De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
til Saaredes Rallen i Sted for: „Godt Held!“
Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.
„Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!
I _dræber_ os, men I _besejrer_ os ej!“
Saa toned’ i Zion den trodsige Sang,
mens Mændene mured med Ske og med Stang
den Højestes Tempel, det hellige Hus.
Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?
Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
omsværmet af Fjender vi strider imod
og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.
1901.


ARBEJDERSANG.
(Karl Henckell.)

Det drøner fra det hule Rum
med Arbejdslarm og -Støj,
mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,
i Oljestank og Røg.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Mens Ødelanden strækker sig
paa Bolster bag sin Pult,
begiver Slaven sig paa Vej,
ansporet af sin Sult.
Og Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For kun en karrig Løn at naa,
for blot at blive mæt,
fra Gry til Kvæld, du ser ham staa
paa samme dunkle Plet.
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
For Børn og Hustru kjæmper han
og stemmer sig imod;
_han_ ved, hvor Sulten suge kan
ens Marv og Hjærteblod,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Ak, ingen muntre Toner svang
sig gjennem Røgen klam,
og aldrig nogen Digters Sang
har kunnet naa til ham,
mens Bælgen stønned, Hamren slog,
og Gnisteregn mod Taget jog.
Det hænder vel fra Stund til Stund,
hans Sind bli’r sygt af Harm;
da styrter Eder af hans Mund,
men drukner snart i Larm,
mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
Det er en raa og ilde Ting
at gjøre Mand til Træl;
mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,
I Herrer, vogt jer vel!
Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.
„Om Gud i Himlen ej vor Sag
og bange Raab forstaar,
da storm _du_ frem, o, Dommedag,
paa hvilken alt forgaar!
Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,
og Gnisteregn mod Taget staar.“
April 1901.


NR. 310.
(Ditlev von Liliencron.)

Paa femte Døgn uden Middagsmad,
og ikke en Hvid paa min magre Rad;
i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød,
blot vandre, og „fægte“ og „betle sit Brød“.
-- Haandværkeren bøjer i Skoven ind.
Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,
og hvorfor jager hans Blik distræt
i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?
Nu synker Solen, og alt er Fred,
kun Droslen larmer et enkelt Sted.
Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant?
Et Menneske mellem dens Grene svandt.
Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,
han knyttede om sin Strube rundt:
Et Fald! -- Dødskampen var ikke lang;
Snart saa han Solen for sidste Gang.
Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,
og Duer skogrede rundenom,
som intet var hændet; Sang-Droslen lo,
og Vinden vifted’ i kølig Ro.
En Jæger hen over Bakken skred;
han saa den Hængte og skar ham ned.
Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud,
Gendarmer kom i en Fart derud.
En Dommer i hvidt fra Top til Taa
beviste, at Rovmord ej forelaa.
Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard,
hvor intet Kors eller Minde staar.
Da Graven var klappet, og alt forbi,
saa fik han det Numer: _tre Hundred’ og ti_;
tre Hundred’ og ni var alt puttet hen.
Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven?
Marts 1901.


TORDENVEJRET.
(Ditlev von Liliencron.)

Stændig efter flittigt Dagværk
gaar jeg daglig min Spadser’tur,
hvor de røde Køer græsser,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Daglig mellem sex og syv,
naar det mørkner i min Hybel,
ser jeg syv saa smukke Piger,
én, to, tre, fir’, fem, sex, syv,
hvor de røde Køer græsser,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Disse syv saa søde Piger,
-- én, to, tre, fir’, fem, sex, syv --
vandrer i en lige Række,
bærer paa de brede Skuldre
tunge, mælkefyldte Stripper;
kommer fra de røde Køer,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Saa i Gaar mig greb et Indfald:
Da jeg i det fjærne vejred
mine syv saa søde Piger,
trak jeg brat min Bog og Blækstift
op af Lommen, stod til Side,
og imens de gled forbi mig
trak jeg Rynker over Brynet
som en bister Politimand,
talte højt dem, skrev saa langsomt:
-- „én, to, tre, fir’, fem, sex, syv“!
og de rødmed, rødmed mere,
skjæved under Straahatsskyggen,
studsed synligt ved min Spøg.
Men som Afstand kom imellem
hørtes Tysraab, hørtes Sladren,
hørtes Smaaknist, hørtes Latter,
og jeg gjenoptog min Vandring,
did hvor røde Køer græsser,
hvor de blanke Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter,
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Sex af disse friske Piger
ved jeg, vil, naar de skal være
Mødre, skjænke Fædrelandet
lutter sunde, raske Drenge,
Kyrasserer, Grenaderer,
Gardekarle og Uhlaner, --
men den sidste, hun den sarte,
denne slanke, denne ranke,
hendes Sønner -- tror jeg sikkert --
bliver Jæger og Husar.
-- Saa i Dag da jeg min Stok tog,
stod der Tordenvejr i Vesten;
men jeg tænkte: gaar vel over,
kommer ikke med det samme, --
skred med lange Skridt mod Marken,
hvor de røde Køer græsser.
Men o ve, den onde Himmel
brød sig fejl om min Spadseren,
overtrak sig mer og mere,
som jeg stod nu midt i Marken,
hvor de blanke Blomster blinker.
Men hvad sker! Af Agren fejer
alle Piger hjem mod Byen.
Kun den sidste, hun den sarte,
hun den slanke, hun den ranke,
bli’r tilbage med sin Strippe,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
Jeg er lige op ad Ledet,
da det første Skrald forfærder,
og som var det aftalt med os
aabned hun mig strax dets Gitter.
Ret naturlig jeg da hjælper
hende med at ordne Aaget;
men da smælder ned foran os
skillingsblank og skillingsstor
Tord’nens første tunge Draabe.
-- Barn, vi bliver artig badet!
Men histhenne staar et Saadhus,
som en Hjorddreng nys har tømret
sig af Tørv og løst Skrabsammen
-- selv er han rendt bort, den Bengel,
Bare ti Skridt, og vi er der!
Rask min Glut, blot ingen Nølen,
ingen Angst! Jeg spiser aldrig
selv saa smukt et Barn som du.
Dette tør jeg strax bedyre!
Schiller maa ha’ kjendt hin Mosborg,
da de vakre Ord han kvad:
Der er Plads i mindste Hytte
for ét saligt Elskovspar.
Skyer brister, Tordnen skramler,
hele Neg af Lynild falder,
og en Raslen, Skraslen, Susen,
Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen
som paa Syndflodskrækkens Dag.
Under Larmen har den sarte,
har den slanke, har den ranke
rystende og ligbleg slynget
sine Arme om min Nakke,
lagt sig ind imod min Skulder
med fast lukte Øjelaag.
Lidt beklemt, det nægtes ikke,
følte jeg mig strax tilmode.
Dog betvang jeg Pulsens Banken,
tænkte blandt saa meget andet
paa de gamles Riddervagter,
de beskyttende og ædle.
Men, ak -- men -- den søde Nærhed,
disse unge, varme Lemmer,
denne Barm mod Barm i Trængsel,
denne Barm mod Barm i Længsel.
Og jeg føler, hvor hun løfter
-- o, saa sagte, saa forsigtig,
-- o, saa ræd, at jeg skal se det --
Ho’det blot en _lille_ Kjende.
Og jeg ser -- da _maa_ jeg smile --
hvor hun stjaalent titter opad
for at faa det Spørgsmaal klaret:
Er hans Øjne vendt mod Vejret,
eller søger de mon mine?
Og jeg rækker _mine_ Læber,
og _hun_ højt paa Taaen stræber,
hun lidt op og jeg lidt ned,
saadan fandt jeg -- midt imellem,
hendes Mund saa frisk og hed.
Svitter ikke allerede
Svalen sorgløs foran Døren,
blaaner ej den kjære Himmel,
krummer sig ej Regnbubroen,
mens paany sig Solen viser?
Og sin Strippe ta’r den sarte,
ta’r den slanke, ta’r den ranke,
og fornøjet med at Skyllen
nu er endt og Faren ovre
pjasker hun afsted i Vædet
og forsvinder bag ved Træer.
Hvilken frisk og himmelsk Køling!
Og jeg pjasker vel saa munter
-- ikke hjem til Skrivebordet --
nej, til vædeblanke Marker,
hvor de røde Køer græsser,
hvor de blonde Blomster blinker,
hvor de muntre Fugle fløjter
mellem Tjørne, mellem Hækker,
mellem Engens grønne Græs.
25/1 1914.


HANS SVÆRMER.
(Ditlev von Liliencron.)

Hans Tøffel elsked skjøn Doris blidt.
Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt.
Hvor andres Elskov var kjæk og kry
var hans elegisk og væk og bly.
Paa Kvisten siger han Digte frem.
Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem:
„Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,
hvor skulde jeg være god imod dig!“
Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.
Og Aftenen efter det samme igjen.
_Han_ læser og læser Timerne hen.
_Hun_ harmes. „Det evige Læseri
det er der dog ingen Mening i!“
_Hun_ sniger sig ud, gaar krænket sin Vej.
_Han_ svælger i Heine, han mærker det ej.
Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte
og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.
Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.
Den næste Aften gav Huset en Fest,
nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst.
End ikke i Aften den smaa Poet
har Doris’ smægtende Bortgang set,
men Junker Hans Jørgen -- han saa det strax,
mens Natten dufted med Lind og Ax.
I Læ af Roser, ved dugget Stente,
behøver Skjøn Doris ej mere at vente,
mens oppe Hans Tøffel gi’r Digte.
26/3 1918.


FRA NORSK BONDEMAAL.
DEN FØRSTE SANG.
(Per Sivle.)

Den første Gang jeg hørte Sang,
den randt af renest Kilde:
Min Mor som sang med mig paa Fang;
til Graaden blev saa stille!
Saa blidelig den dyssed mig
i Blund paa Drømmens Tue,
og viste mig en fager Vej
op fra vor lave Stue.
Den Vej jeg ser endnu saa tit!
Naar Øjet træt vil hvile,
der staar en Engel, smiler blidt,
som bare én kan smile.
Og hver Gang Striden stilner af,
som i og om mig ulmer,
jeg hører tyst fra Moders Grav
hin Sang, som alting dulmer.
24/4 1916.


FRA SVENSK.
TRE BIBELSKE VISER.
(C. M. Bellman.)

I.
Joachim udi Babylon
havde en Hustru, Susanne.
:, Hæv din Kande, ,:
tøm den redebon!
Joachim var en gjennemhæderlig Mand,
Fruen saa hæderlig omtrent som han.
:, Hjærter mange ,:
stak den Glut i Brand.
Takkes skal du, Susanne kjær,
Skaal for hver dydelig Mage!
:, Lad os smage ,:
nu paa Mosten her!
Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,
Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor,
:, lad os synge, ,:
Skaalen er saa stor.
Joachim kunde -- efter Skriftens Ord --
føre det herligste Leven,
:, give Greven ,:
ved et veldækt Bord.
Fru’n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag,
hungrige Friere hver evige Dag!
:, Hurra, Gubber ,:
for saa godt et Lag!
Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog:
Naar Kalaserne tystne,
:, tvende Lystne ,:
Kreds om Fruen slog.
Gubberne kryber om hinanden tyst,
Troskab bor dog i Susannas Bryst,
:, Afslag ramte ,:
deres fule Lyst.
Joachim havde under Havens Træ’r
dannet det yndigste Eden;
:, Middagsheden ,:
fandt Susanna der.
Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,
skjønne Susanne tog Bad som en Hind;
:, naar hun plasked, ,:
titted Liljer ind.
Stod to Skalke bag Lindes Læ,
lured paa Joachims Frue,
:, tændt i Lue ,:
af saa sødt et Knæ.
„Hej,“ hvæsed Skalken til sin Medskalk frem,
„Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!“
:, To Kanaljer ,:
var de i hvert Lem.
Let forstaar man de Skalkers Trik,
hvad _de_ havde i Sinde.
:, Hofter trinde ,:
daared mangt et Blik!
Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt,
Laas var for Porten og Vagten kaldt,
:, Blodets Hede ,:
fjorten Grader faldt!
Saâ gik Dyden sin Sejersgang;
Himlen Susanne belønne!
:, Blandt de Skjønne ,:
_hun_ har dobbelt Rang.
Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!
Vakre smaa Hjærter, -- søde Tidsfordriv!
:, Lad os drikke ,:
uden Larm og Kiv.

II.
En Potifars Hustru saa daarende kjær
lønligt for Josef mon sukke,
ta’r ham om Armen og hvisker saa nær:
„Bliv her, bliv her!“
En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,
stod for vor Josef at plukke,
men som en Lømmel han ofred sin Frak,
-- jo, Tak, jo, Tak!
Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,
jeg løb knapt et Fjed.
Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr,
Nymfen hun vinker og beder.
Aldrig i Verden en Daare saa stor
har traadt vor Jord.
Frit æde og drikke i Potifars Sal,
Ild paa Kaminen af Ceder,
ingen Dueller og ingen Rival
med Kvalm og Kval.
Skaal for den Frue i Potifars Arm,
hun sover saa varm.
Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik
flyed, afskyed med mere,
derfor benovet ved Skjønhedens Blik
hans Mod slog Klik.
Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én
Potifar var mellem flere,
søvnig i Sengen, og tynde hans Ben,
en Glut til Men.
Skaal for den Frue i Potifars Hus,
hun kranse vort Krus!

III.
:, Gubben Noa ,: var en Hædersmand;
straks han kom fra Arken
han plantede i Marken
:, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.
:, Noa ro’de ,: fra sin gamle Ark,
fyldte sine Tasker
med Bimpler og med Flasker
:, for at drikke ,: paa den grønne Mark.
:, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var
tørstig af Naturen,
Folk som Fæ i Furen,
:, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.
:, Mutter Noa ,: var en Hædersfru,
gav sin Mand at drikke,
lod i Fred ham hikke;
:, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!
:, Aldrig sa’ hun ,: „Kjære Far, saa, saa!
Sæt nu fra dig Kanden!“
Nej, med Kys paa Panden
:, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.
:, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;
Fip paa Dobbelthagen,
Kinder som Skarlagen;
:, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!
:, Herlig var da ,: denne grønne Jord;
hver blev budt det Bedste;
ingen tørstig Næste
:, sad og hængte ,: ved et duget Bord.
:, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær,
ej hin dumme Lære:
„Jeg skal ha’ den Ære --“
:, Nej, til Bunden ,: drak man ud -- som her!
1907.


DET FØRSTE KYS.
(Joh. L. Runeberg.)

I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,
fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen:
Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes
naar første søde Kys den Elskte skjænkes,
og Himlens rene Datter hørtes svare:
Til Jorden titter Lysets Engleskare
og ser afspejlet deres egne Glæder,
blot Døden vender Øjet bort -- og græder.
1890.


DE FANGNE.
(Joh. L. Runeberg.)

Paa den røde Elvebund
fiskede en Yngling Perler,
fandt en Perle, blaa som Himlen,
og saa rund som Himlens Stjerne.
Men en Pige laa i Perlen,
og hun bad en Bøn og sagde:
„Offer dog din Perle, Yngling,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
et taknemligt Blik i Stedet
jeg dig for min Frihed skjænker.“
„Nej ved Gud, min søde Pige,
Perlen er dog altfor kostbar;
bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre.“ --
Sønderbrød hun sagte Skallen,
Morgenrøden lig i Skjønhed
skjød hun op ved Guttens Side,
gyldne Lokker dulgte Panden,
Rosenblod i Kinden gløded. --
Stum i hendes Skjønhed fanget
stod i trende Timer Gutten.
Da den tredie var omme,
bad han tyst en Bøn og sagde:
„Offer dog din Skjønhed, Pige,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
og dig en taknemlig Taare
vil jeg for min Frihed skjænke.“
„Nej, ved Gud, du søde Yngling,
Perlen er dog altfor kostbar.
Bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre!“
1890.


JEG SER PAA TERNERNES SKARE.
(Joh. L. Runeberg.)

Jeg ser paa Ternernes Skare,
jeg spejder og spejder bestandig,
den skjønneste vil jeg vælge
men fejler dog stadig i Valget.
Den ene har klarere Øjne,
den anden friskere Kinder,
den tredje har fuldere Læber,
den fjerde har varmere Hjærte.
Saa findes ej én som savner
det noget, som fængsler mit Hjærte;
jeg kan ikke én forskyde --
o, turde jeg kysse dem alle!
1890.


SMAAVERS.
(Joh. L. Runeberg.)

Ynglingen blev femten Aar -- og tro’de
ej endnu at Elskov var i Verden,
og han leved fem Aar til og tro’de
ej endnu at den var til i Verden.
Kom da brat en underdejlig Pige,
som i nogle Timer Gutten lærte,
hvad i tyve Aar han ikke fatted.

Pigen kom fra Mødet med den Elskte,
kom med røde Hænder. Mod’ren spurgte:
„Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?“
Pigen sagde: „Jeg har plukket Roser,
paa dens Torne revet mine Hænder.“
Atter kom hun fra sin Elskers Møde,
kom med røde Læber. Mod’ren spurgte:
„Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?“
Pigen svared: „Jo, jeg har spist Jordbær,
deres Saft har farvet mine Læber.“
Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,
kom med blege Kinder. Mod’ren spurgte:
„Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?“
Pigen svared: „Red en Grav, o Moder,
gjem mig der og sæt et Kors derover,
og paa Korset rist de Ord jeg siger:
Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,
thi de rødmed mellem Elsk’rens Hænder;
én Gang kom hun hjem med røde Læber,
thi de rødmed ved den Elsktes Læber;
senest kom hun hjem med blege Kinder,
de blev blege ved den Elsktes Utro.“

Ved en Piges Vindu stod en Yngling
trende lange, lyse Sommernætter,
lokkede og bad om at bli’ indladt.
Første Aften fik han Skjænd og Trusler,
anden Aften fik han Graad og Bønner,
tredje Aften fik han Vindvet aabnet.
1890.


OJAN PAVO.
(Joh. L. Runeberg.)

Stor var Tavastbonden Ojan Pavo,
stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
støt som en med Gran bevoxet Klippe,
djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
Træer havde han med Rødder oprykt,
tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,
løftet Heste over høje Gjærder,
knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.
Og nu stod den stærke Ojan Pavo
stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.
Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
som den høje Fyr imellem Smaaskov.
Og han løftede sin Røst og sagde:
Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
som formaar at holde mig paa Stedet
saa jeg ikke røre mig af Flækken,
han maa tage mine fede Agre,
han maa have mine Sølveskatte,
han maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.
Saa til Folket talte Ojan Pavo;
men forskrækked’ stode Byens Karle
tavse i den stolte Ojans Nærhed,
og der traadte ingen frem imod ham.
Men med Kjærlighed og med Beundring
saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,
thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
som den høje Fyr imellem Smaaskov,
Øjet straalte som en Himlens Stjerne
og hans Pande lyste klar som Dagen,
og hans gule Haar sank mod hans Axler
som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.
Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
hun den skjønneste af Egnens Piger,
herlig som den lyse Dag at se paa.
Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
slog omkring hans Hals de runde Arme,
nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,
pressede hans Kind mod sine Kinder
og saa bød hun ham at slide løs sig.
Men den stærke Yngling stod besejret,
kunde ikke røre sig af Flækken
men kun sige aandeløs til Pigen:
Anna, Anna, du har vundet Prisen,
du maa tage strax min rige Bopæl,
du maa have mine Sølveskatte,
du maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.
1890.


FRA VÆRMLANDSK.


BREMSENS MØSSE[*].
(F. A. Dahlgren.)
[Anm. * Svensk Hovedtøj.]

Og Bremsen han fôr til Marked engang,
der fik han den grønneste _Møsse_,
og saa fløj han hjem og summed og sang --
og hjemme han havde i _Tøsse._
Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:
„Nej har jeg nu faa’t mig en Møsse,
saa skal jeg da komme som Ka’l for min Hat
og ej som et Fjols til Tøsse.“
Saa svang han sig op og red paa en Kalv.
„Hejhop!“ han svinged sin Møsse.
Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv
og kiled afsted mod Tøsse.
Det gik som en Røg, det gik som en Dans,
„Hejsa!“ paa Vej til Tøsse,
og Kalven den rejste i Vejret sin Svans
og løb som skudt ud af en Bøsse.
Og da de nu kom til Gusted Kro,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
tog Bremsen en Snaps saa god som to,
for Kalven monne han kysse.
Og da de saa kom til Aamelsstad,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
stod dér Borgmester og Raad i Rad
og bukked for Bremsens Møsse.
Men Bremsen jog bort i rygende Trav
og letted end ej paa sin Møsse,
og Kalven afsted uden Bu eller Bav
med Halen hejst imod Tøsse.
Og da de var kommen til Torpendam,
det Gjæstgiversted i Tøsse,
blev Bremsen atter iwont for en Dram
og vilde strax Kalven kysse.
Men Kalven han slog med Rumpen bagud:
„Se saa gaar det til i Tøsse!“
og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud
saa ratsch! sa’ hans grønne Møsse.
Og Bremsen han himled med „Ak“ og med „Av“,
i Grøften der laa hans Møsse,
og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,
og saadan gjør hele Tøsse!
7/7 1904.


GRISEN.
(F. A. Dahlgren.)

Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit,
Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!
„Jeg kan ej andet tro, end det gi’r sig om lidt.“
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!
Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.
„Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.“
Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:
„Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!“
Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:
„Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!“
Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:
„Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!“
Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:
„Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!“
Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.
„Et Hul maa li’godt findes, om end det holder haardt.“
Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:
„Nej varer dette længe, jagu’ saa bli’r _jeg_ svedt!“
Og Grisen han rendte fra et og til to:
„Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi’r mig ingen Ro.“
Og Grisen galoperer fra to og til tre.
„Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!“
Der rendte han -- og rendte sine Kløver itu.
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.
Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:
„Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!“
7/7 1904.


KJÆRESTE-HANDEL.
(F. A. Dahlgren.)

Og Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle
filo filobo filibombombom,
men Line fra Sverr’g satte _ham_ over alle,
filo filibo filibom.
„Ja, Stine,“ sa’ Line, „ifald jeg maa faa ham,
saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.“