Samlede Værker, Andet Bind - 03

ta’r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.
Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,
skjønt de mages slet som Hors til Ko.
Her gaar Esper Laanum
ved Frans Over-Traanum,
hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to.
Dér er Kril i Krop;
koger Galden op --
mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.
Der gaar én, mens han gi’r Engen Smør,
fimper bagudvendt hans Piberør;
justement Kræn Lausen,
„dæn’mæ en af Slavsen“!
Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før.
Bagerst Bitte Drejs,
Egnens mindste Splejs,
fimrer som en Lammehale for en Faar’stidør.
Og de føler salten Sved paa Kind,
og de spænder Remmen mere ind,
og de letter Huen
over Tindingbuen
og la’r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind.
Naar det Strygekor
tystner langt i Nord,
høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.
11/2 1910.


JENS KUK.

Han kommer over Engen, han skinner som en Sol,
en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol,
men af hans Lomme titter en Brændevinspistol
med Livsens Draaber for en vranten Mave.
For Resten ved enhver,
at Jens Kuk er Snapsen værd,
for han har kjørt for Greven paa Rydhave.
Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst!
Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest,
men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,
af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;
de valser ud og ind
med Smaakrøllers Hop paa Kind,
som valsed de for Greven paa Rydhave.
Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs,
da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs,
med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs,
mens Kuk la’r Viddet og Pegasen trave;
men bedst som Tøsen lo,
klapped Kuk en bitte Sko,
for saadan gjorde Greven paa Rydhave.
Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol,
da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol,
da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol
som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;
og snart han hildes ind
i sit sære Tonespind
og drømmer, _han_ er Greven paa Rydhave.
27/2 1910.


HUMLEBO.

Hørte du noget som summed her?
Hej, for en Basse der brummed dér!
Humlen er rigtig et arrigt Kræ,
viser ej Forskjel paa Folk og Fæ.
Hum, hum, Humlebo,
Honning for dig og os beggeto!
Her er nu Kagen med Honning i,
„Kanden“ der er der Dronning i,
du er dog Dronning for mig i Dag,
spids nu Munden, du Glut, og smag!
Hum, hum, Humlebo,
Honning for dig og os beggeto.
Tag _du_ bare det bedste Bid,
selv ta’r jeg saa det næste Bid.
Jeg skal nok gjenne Humlen væk,
mens du suger dens Celle læk:
Hum, hum, Humlebo,
Honning for dig og os beggeto.
Nu med Rette din røde Mund
kunde kaldes: din _søde_ Mund.
-- Send mig dog ikke saa barsk et Blik,
hellere hundrede Humlestik.
Hum, hum, Humlebo,
Honning for dig og os beggeto.
Loved du _mig_ din Haand og Tro,
gav jeg vist _dig_ baade Baand og Sko,
fandt som Humlen et mosset Bo,
hvor der var Plads til os beggeto.
Hum, hum, Humlebo,
_da_ blev der Honning til os beggeto!
12/2 1910.


SØNDAG I MORGEN.

En Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend:
„Godnat mine blankslidte Knage!
De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd,
vi to bliver ene tilbage!
Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur,
hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr,
thi vi har jo Søndag i Morgen!“
De gik, og de prated, og Klokken blev ti,
da Hønsene blinker saa blinde,
og de gled de fjerneste Gaarde forbi,
og hørte dem snorke derinde;
de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let,
og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt.
De havde jo Søndag i Morgen!
Den ene han skildred med ivrige Skridt
en englegod, blaaøjet Pige,
den anden han sadled sin Ganger til Ridt
mod Fremtidens daarende Rige;
og begge de næred det visseste Haab,
og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab,
og de havde Søndag i Morgen!
Og de kom igjennem en slumrende By,
hvor der var spildt Hø over Gaden,
en gabende Port, og en Gaard som var ny,
hvor Forken stod plantet bag Laden;
og Duggen den køled i Kindernes Dun,
og Høduften fulgte, og Luften var lun,
og de havde Søndag i Morgen!
Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø,
og Taagen laa blødt over Dalen,
og langs med den smalle, graaduskede Sø
faldt Ryle og Stær dem i Talen,
og Hanerne sendte fra Portenes Hjald
mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald
som aned _de_ Søndag i Morgen.
De studsed og vendte med Latter omkring,
nu maatte der spares paa Snakken!
Dog talte de stadig om hundrede Ting,
før Gaarden blev synlig bag Bakken.
Her standsed det første Par dyngvaade Sko.
Men selv da de skiltes de skjæmted og lo
og sang for den Søndag i Morgen.
-- Lyksalige Tid, da hver Morgen paany
vi vaktes af Gjøgenes Kukken,
da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry
de mødtes paa Sporet i Duggen!
Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung --
den Mand, som er munter og frejdig og ung
har _altid_ en Søndag i Morgen!
15/2 1910.


KIRKEN.

Jeg sidder ved Foden af Bakken,
mens Kirken staar paa dens Top.
Jeg lægger Ho’det paa Nakken,
forsøger at sé derop.
Du strækker efter en Himmel
som ingen Stræben kan naa,
og selv har jeg grebet svimmel
engang efter Himlens Blaa.
Jeg vilde ej Haabet slippe,
jeg prøved og prøved paany,
jeg rakte fra „Troens Klippe“
og fik i Haanden -- en Sky.
Du præker fra Kor og Krypter
om Dogmer, som ej skal forgaa;
men sét fra Himmelens Dybder
vi to er nok lige smaa.
18/2 1910.


VOR BARNDOMS BÆK.

Der er en Sugen i vor Barm,
som melder sig og gjør os varm,
naar vi er mest alene:
et Minde om en fældet Hæk,
et Fløjt, et natligt Fugletræk
i Luften bag vor Barndoms Bæk,
hvor vi fandt glatte Stene.
Det Sug staar ingen Mand imod,
det sætter Fart i trægest Fod
fra fjærnest Aftenrøde.
Men staar du saa i Poplers Sus
en Dag og ser, at alt er Grus,
din Barndoms Grund, din Moders Hus,
hvor maa dit Hjærte bløde!
-- Saa værn da ømt om Danmarks Land,
dets blide Kyst, dets bløde Strand
og Mejsens Bo i Hækken,
lys over Haren Markens Fred,
giv Ly og Læ og Rugested
for alt, hvad Hjærtet hænger ved;
men værn dog mest om Bækken!
Du kjære blide danske Bæk,
som bag om Hegn og Hybenhæk
mod salte Fjorde glider,
dit Vandrevand, din Puslestrøm
har nynnet i vor Folkedrøm
og pyntet Danmarks Kjolesøm
fra Landets ældste Tider.
Det gaar som Sagn i Slægtens Mund,
at over Paradisets Grund
Gud gød Dig som sin Gave.
Da Herren stænged Edens Sti,
du kom hans Flammevagt forbi.
Hvor nu du gaar, du Syndefri,
dér bli’r en Edens Have.
Hver Sjæl, som slipper ned til dig,
han vandrer langs din Blomstervej
med Smil i Øjets Kroge;
han er ej helt, som han var før,
men som han fik bag dine Rør
et Glimt af tabte Himles Dør
og Paradisets Laage.
Vel har jeg set saa mangen Flod,
der svulmed vildt af Bjerges Mod
og tordned i sin Vælde,
men ingen Strøm som dig saa kjær,
naar Dagen -- efter Bygevejr --
randt ud bag Aftenskyers Skjær
til Hedefaarets Bjælde.
Du gav mig Søvn og Barnebys
og rakte mig din Mund til Kys
med Vaarens første Kranse.
Hér Vibemor paa Kuldet laa
saa tillidsfuldt med Toppen paa,
mens jeg med barnlig Undren saa
Bruskokken slaas og danse.
Om Krebsen drev, om Smelten bed,
til dig gik Gangen stændig ned
med Krog og Medestage;
hos dig, min muntre Skjæbneflod,
jeg væded glad min Barnefod
og saa med Smil min Sol imod
i Livets Lykkedage.
Her stod jeg tit og mangen Gang,
naar Lærken under Himlen hang
og Humlebien brummed;
naar Kalve sprang, og Bremser stak,
og Tidslen gav mig Dun paa Frak,
og Studen tungt af Bækken drak,
mens sine Knæ den krummed.
Kjær var du mig til hver en Tid,
selv naar din Rim dig pudred hvid
bag Isens Dødningmaske;
da toned op fra Vaagens Mund
en Grundakkord saa livsenssund,
en Lyd, som naar fra Fjolens Bund
et Klunk kan overraske.
Du kildrede det vrantne Flæg
og pusted Skum i Sivets Skjæg
og løb din Vej med Latter;
du slanged dig i Slyng og Slæng
paa Mossets bæromsatte Seng
og klimpred paa din Sølverstreng,
Vildmarkens muntre Datter.
I Dagens Larm du snakked med,
i Nattens Mulm du lyste Fred
og vilde alting skaane.
Du skjulte det forfulgte Dyr,
hver Frø som for sin Fjende flyr,
og Laxen drog paa Æventyr
i Skjæret af din Maane.
Mod dig de drages, store, smaa,
de blonde, som de isengraa,
i Pynt og Hverdagstøjet.
Selv Bedstefar med hvide Haar
endnu med Kjæp til Bækken gaar
og mindes der sin Alders Vaar
og blir saa tung i Øjet.
Her bandt hvert Aar min kjære Mor
en Kost af Pinsens Blomsterflor
og sang saa ømt bedrøvet.
En Blomst var rød med Stænglen hul,
og én som Æggeblommen gul.
Den Kost, hun gjemte langt bag Jul
og værged den mod Støvet.
Her plukker Pigen Hjærtegræs,
mens Karlen slaar det sidste Læs
og Skvaldregjøgen kukker;
han kukker lavt om Knoldekjær,
han kukker mer og mere nær,
som spurgte han: „Hvad gjør du dér,
o, Glut, mens saa du sukker?“
Her kommer de og titter ned,
hver som fik Sorg i Kjærlighed,
og Bækken ingen hindrer.
Om Yngling eller Pigelil,
de lytter tænksomt til dit Spil
og græder hjærtetungt dertil
og synes, at det lindrer.
Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd:
at dulme med din Ringlelyd
en Stund min trætte Hjærne,
med Barnets lette Lykkesind
bag Kryds af Edderkoppens Spind
at vaagne op med Dug paa Kind
i Skjæret af din Stjærne!
Du lille muntre danske Bæk
bag Hyld og Hegn og Hybenhæk
og midt i lave Enge,
du gav mit Sprog dets Sølverklang;
_det_ bløde Nyn ved Vuggens Gang
og Rytmen i vor Folkesang
er Laan fra dine Strenge.
25/2 1910.


AAKJÆR.

Lidt sønden Fløj
der bløw a føj,
der hjalp a tit mi Kow a Døj.
Det blæser møj
i den Graan Bøj,
men baag hwer Dig gir Minder Løj.
[Anm.:
_Fløj_, Fly By; _føj_, født; _Døj_, Dynd; _Graan_, Smule;
_Løj_, Ly;]
1910.

KAPHYW.
EN OLDTIDSMIND.

Ja, far der war en Stien a’ _Skyw_,
laant far, laant far -- hwi skuld a lyw? --
_Kræn Hendrisen_ den Stien ku klyw,
far _Søren Sme_ en Skow ku byw,
og far _æ Lærki_ han ku flyw,
far _Bette Drejs_ -- _det_ bette Splejs --
war bløwn saa stur, som han ku blyw,
-- far _Laang Margreth_ ku stikk med Knyw,
far _Kræn den Fjar_ haaj mist æ Yw,
far _Gorm hans gammel_ Bjen bløw styw,
ja osse far -- det tær a skryw --
_Methuselem_ ku løwt en Ryw, --
far _Abraham_ ku tæl te tyw,
far _Dawed Kong_ med Lamm ku dryw,
halvminder kikk i Pagtens Ark,
da lô dér po mi Faars Mark
de tow ærværdig gammel Hyw!
[Anm.:
_Kaphyw_, to Høje paa min Fødegaards Mark; _Skyw_, Kjøbstaden
Skive; _laant far_, langt før; _Kræn Hendrisen_ kjendt Stenhugger;
_Skow_, Sko; _æ Lærki_, en Original, som antoges for Troldmand;
_løwt en Ryw_, løfte en Rive; _halvminder_, langt mindre.]
26/2 1910.


DEN DØDE LÆRKE.

Nys jeg gik i den dybe Sne,
fik et skjærende Syn at se:
Halvt begravet bag Sneens Flig
laa der et lille Lærkelig.
Tog jeg Fuglen i Haanden op.
Aa, saa mager dens spinkle Krop!
Dragten krøglet af Slud og Kuld,
og til Taaen er frosset Muld.
Slapt nu hænger din Vinges Fjer,
Struben har ingen Triller mer.
Stakkels stækkede Spillemand,
Vaarens Varsel til Frostens Land,
sang saa gjerne for Hytten lav,
Sangergaven: i Sne en Grav!
Hvorfor kom du den lange Vej
hid fra blidere Landes Maj,
drog fra Palmer og Sol og Frø
for bag en iset Sten at dø?
Længtes du saa fra Sydens Strand
op mod det barske danske Land,
banked saa heftigt dit spinkle Bryst
efter at skue din Barndoms Kyst?
Der, hvor Døden dig slog saa brat,
fandt du Livet en Dugfaldsnat,
bag om Kløver og blanke Straa
laa du blandt Redens andre smaa.
Moders Fløjten og Faders Sang
hørte du der for første Gang.
Fuld af Lykke var Nat som Dag,
Moders Vinge var Værn og Tag,
Græssets Stængler som Palmer svang,
højt i Toppen Dugdraaber hang.
Hyrdens Aande saa øm og lun
maged en Plet i dit bløde Dun,
lille Hyrde paa korte Ben
satte ved Reden fire Sten,
flytted sin Kalv saa langt af Vej,
at den ej skulde træde dig.
Du fik Vinger, og du fik Top,
hilst af Gryet du svang dig op,
først du undred, og saa du sang,
tryllet af Strubens første Klang.
Tog saa Skyen i sikre Sæt,
Rugen laa som en irgrøn Plet,
dér steg Høje, og dér steg Lund,
dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .
Aldrig glemtes hin Morgenstund!
Pinjers Ynde og Palmers Pragt
har mod Minder slet ingen Magt.
Lærkelængsler mod Kløverland
skjæbnebinder os, Fugl som Mand.
Kjærligheden har altid Ret;
naar man elsker, er Flugten let;
bedre af Sult bag en Sten at dø
end at svigte sin Barndoms Ø.
28/2 1910.


DR. S. RAMBUSCH.
VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL AALBORG.

Hvor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,
og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,
mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker
og Luften syrnes let af Lyng og Lav,
dér kjæled Solen for en Læges Bolig
og slynged Ranker om dens røde Sten,
bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig
med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.
I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,
hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,
her kom de hen med Sygdom og Elende,
men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.
Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de,
med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,
mens Rambusch trak det Onde op med Rode
i én og anden ful og pirken Tand.
Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,
mens Sveden damped fra den røde Plag,
og Doktorstolen slingred i sit Leje
hen over Fjandbolandets Bakkedrag.
Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,
det Syn har altid gjort hans Øje godt.
Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,
men Ho’dets Holdning var bestandig flot.
Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,
hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,
hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning
med sorte Kugler paa den Syges Bryst.
Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,
hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar
vil takke dig, om ogsaa Læben tier,
og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.
Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,
din Trang gik ofte mod en større Kur.
Du blev en Dyrker i den frie Kirke,
der langsomt løfter op et Lands Kultur.
Du elsked Fest og Digt og muntre Sange
og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,
og Videnskabens Navne flere Gange
har rakt dig Blade til en Hæderskrans.
Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,
og Flaget fires ned bag Granehæk,
og bort du gaar med Skuffelser og Lykke
fra Landet hist i Storm og Fugletræk
-- kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker
i Maaneskjæret om de hvide Sten,
vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker
fra Mosehyttens krumme Hyldegren.
29/4 1910.


MILITARISMEN.

Saa sidder I gamle Gubber dér
og mimrer om Landets Værn
og spænder om Danmarks Midje Sværd
og kobler dets Skjæbne til Jærn.
Mon I da vil bære den Vanvidsvægt
af Krigens blodige Malm,
der slaar til Jorden Mændenes Slægt
som Plejlene Loens Halm.
Mon I med Affældigheds Krykkestok
afstiver det sunkne Mod,
naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok
og Ynglingen svømmer i Blod!
Lad fare, lad fare det Daarespil,
nedkald ikke Hævnens Lyn!
De værste Fjender vi har blandt os selv
i eders barbariske Syn.
Der er mere Værn i det spinkle Siv,
der svinger paa Mindets Grund,
end i onde Instinkters trukne Kniv,
vildt løftet i Slagets Stund.
Der er mere Værn i den Blomstergren,
der skygger ved Hjemmets Dør,
end i alle de Volde af Jord og Sten
bag Kuglesprøjternes Rør.
De pansrede Forter med Hjælm og Horn
de bliver, o, Danmark, din Grav!
_Dit_ Værn er Agre med bølgende Korn,
der lyser med Fred over Hav.
De blodige Furer paa Krigens Val
dem saar vi over med Byg,
mens Mindet om faldne Fædres Kval
hensummer med Kvældens Myg.
Vi vil ej finde Frelse for os
ved tusind uskyldiges Drab,
langt hellere spytte med Haan og Trods
i Kanonens Helvedesgab.
-- _Dit_ glubske Svælg bliver aldrig mæt,
forbandede Dyr paa vor Vej,
og gjorde Nationerne dig din Ret,
de vendte Kanonen mod dig.
Du bragte os stadig til større Fald,
endda vi offred dig alt,
du trak vor sidste Oxe af Stald
og slagted vor bedste Galt.
Se, derfor forlader vi Krigens Sold;
i _Fred_ vil vi ta’ vore Tørn.
Og holder vi end et Skud i Behold,
det gjemmes til Ulv og Bjørn.
25/5 1910.


DA Æ BJÆRMAND KAM.

Der _kam_ en Trold fræ Daabjærgdojs:
_Klump_ -- Dump! _Hump_-i-Skump!
med Øwn saa glown som en Vækildsblojs,
for _han_ maatt ha Brændvin far Awten!
For haar en Trold begynd aa drikk,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
saa tøster han warr end Kow og Krikk,
der trækkes te Trow om æ Awten.
Og po æ Pukkel af den Hallunk,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
dér hopped og danst en Brændvinsdunk
saa huel som æ Suel under Awten.
Og søen han traj gjemmel Hønemues --
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te æ Wand gik owenind a’ hans Hues
og nejenud indte Awten.
Saa fløw han da hen gjemmel Daabjærg Graw
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
saa æ Præjst kam ud uden Lu heller Kraw
og tint, han sku himl inden Awten.
Saa _to_ æ Skjevl te aa pin og spring,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te æ Klokk begynd i æ Torn aa swing
og trowr, æ Degn rind te Awten.
Og søen han traj gjemmel Ingedaal,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te aal dje Kokk de saatt sæ po æ Haal
og kund ett find te Raan mud æ Awten.
Ja, søen han stamped ved Sjørrup Kjar,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te Pæ Smed trimmelt om baag æ Krowmands Dar
og kam ett te hans Ved inden Awten.
Saa _kam_ han slamprend sønden om Vrow,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te æ Hejst’ gik baglæns med Harrer og Plow,
og kam laask ad æ Gord inden Awten.
Og Koldkur Hus fæk han søen te aa wakk,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te Jens Bruus hwyst Bagkorre nied ad en Bakk
og end i en Grôf henad Awten.
Hans Træsko de war saa faale tarr,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
men hans Nies og Ører haaj æ nø warr,
for _de_ sto i Døj under Awten.
Saa _laa_ han da Damp mod en vilre Krowr:
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
og det war sgi der, hwor Kræn Haabro bowr,
og stapper hans Pief imud Awten.
Saa fløw han da ind imell Haabro Hus,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
te æ Drikkels ret blarped a Kopp og a’ Krus
og Kræn Haabro glemt hans: Godawten!
Æ Krowmands Dar røw han løs fræ si Fals,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
og æ Darkam hænd om æ Bjærmands Hals,
da han sto i æ Stow imud Awten.
Og nu begynd da æ Skinting aa drikk,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
saa læng te han _kund_ bælg i sæ for Hikk,
for _de’_ el jo komm ad æ Awten.
En trørr Pots Anker med jawnhen Øl --
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
den tæmt æ Skuel som en Fingerbøl
og rat atter mie inden Awten.
Og band en Spuns ham lovle haadt,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
han stemt’en ind med hans Tommeltot,
saa det prost i hans Skjek under Awten.
Og Rumpunsflasker, de stur som smô --
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
-- han knak dje Hals mud hans sture Tô,
som en knækker en Lopp imud Awten.
Hwer Brændvinsbimpel, hwer Vinglajsdrep
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
-- han suet æ ud te den sidste Sep,
som en Snog suer Dôg om æ Awten.
Der bløw ikki en Droef te aa drikk heller spild,
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
og æ Wand det sak nok en Al i dje Kjeld,
og Folk war swær ædru -- en Awten.
Men no begynd sgi æ Bjærmand aa dryw;
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
tho far maatt han traw, men no ku han flyw
og now Daabjærgdojs inden Awten.
Saa drøw som en Torren han Øster opo
Klump -- Dump! Hump-i-Skump!
Hans Skjek det slævt saa laang ad æ O,
som en Togger slæver mud Awten.
[Anm.:
_Øwn_, Øjne; _glown_, glødende; _Vækildsblojs_, Valborgblus;
_haar_, har; _warr_, værre; _Trow_, Vandtrug;
_huel_, rund og buget; _Suel_, Sol;
_traj_, traadte; _Hues_, Hose; _nejenud_, nedenud;
_Daabjærg Graw_, Daugbjærg Kalkgrave; _Lu_, Hue;
_æ Skjevl_, Raden; _aa pin og spring_, løbe af al Magt; _Torn_,
Taarn; _rind_, ringede;
_saat sæ po æ Haal_, satte sig paa Halen; _Raan_, Rane, Hønsenes
Pind;
_søen_, saadan; _Kjar_, Kjær; _hans Ved_, Samlingen;
_slamprend_, om plump Løb og Gang; _Harrer og Plow_, Harver og
Plove; _laask_, løbsk; _Gord_, Gaardene;
_wakk_, bæve; _hwyst Bagkorre_, slog Kulbøtter; _Grôf_, Grøft;
_faale tarr_, særdeles tørre; _Nies_, Næse; _haaj æ nø warr_,
havde det betydeligt værre; _i Døj_, i Dynd;
_laa Damp_, satte Kursen af al Kraft; _en vilre Krowr_, en anset
Kro; _Pief_, Pibe;
_æ Drikkels_, Drikkevarerne; _blarped_, skvulped;
_hænd_, hængte; _æ Stow_, Stuen;
_æ Skinting_, Asnet;
_trørre_, tredive; _jawnhen_, ret godt; _tæmt_, tømte; _æ Skuel_,
Kjæltringen; _rat_, rakte;
_stemt_, trykkede;
_To_, Taa;
_Sep_, Draabe;
_ikki_, ikke, en Forstærkning af _ett_. _Droef_, Draabe; _sak_,
sank; _dje Kjeld_, deres Brønd;
_dryw_, drive, rave; _Dojs_, Daas, Høj;
_Torren_, Torden; _opo_, paa; _Skjek_, Skjæg; _æ O_, Aaen; _æ
Togger_, Fiskevaad.]
29/5 1910.


FORLADT.

Karen vandede Kaal i Bed,
Jørgen stod med et Smil paa Sned,
tog fra Karen den tunge Spand,
posted den fuld af Kildevand,
mens det dugged saa let under Kvælden.
Karen gik sig sin Aftengang,
Jørgen efter i Spring og Sprang;
Jørgen snubled, og Karen lo,
Aaen lo med under Spangebro,
mens det dugged saa lindt under Kvælden.
Jørgen sleged for Kind og Haand,
Karen blev veg som Vidjevaand.
Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn,
Karen snubled i Jørgens Favn,
mens det dugged saa blødt under Kvælden.
Kaalen voxed sig bred og grøn,
Karen øged sit Skjørt i Løn.
Jørgen rejste saa langt af Led,
Karen græder og Kaalen med,
mens det dugger saa koldt under Kvælden --
8/6 1910.


TIL SALLINGS HUSMAND.

Fra Grønningør til Livø-Tap
du ser saa skjøn en Kyst,
hvor Holmen nikker som en Knap
paa Fjordens blanke Bryst,
hvor lange Aarer blinker
i Fiskebaades Dans,
mens Brombærranken rinker
om Pigens Vrist sin Krans.
Og bag om Kystens fede Jord,
sig sænker Rugen gul,
mens Bonden sidder strunk ved Bord
og bider bredt af Sul;
hans Datter bærer Spange
om Armen fast og rund;
af Plage har han mange
og Sølv paa Kistebund.
Fra Gaardmandsjorden udestængt
som mest den Husmand bor,
mens op i Mosens Kroge trængt
han rydded Grund og Jord.
Han har en Ko paa Toften,
en Gris bag Hyldens Læ,
og stadigt Slid for Skoften
gav Gigt og krumme Knæ.
Men Smilet spiller om hans Mund
i fast og munter Skjæmt,
hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,
dens Strenge ej forstemt.
Hans Haab er lyst som Suset
i Sommerskovens Trær,
og Orm i Kjærnehuset
du fandt vist aldrig der.
Ja, Hyttens Mand i allen Land
skal rette Ryggen op
og holde mod Forsagthed Stand
og gaa i sluttet Trop;
da skal din Kvinde mættes,
dit Barn faa buttet Kind,
de lave Døre lettes
og Lyset strømme ind.
Naar Spaden atter hviler glad
i arbejdsvante Haand
forvandles til en Perlerad
hvert rustent Slavebaand;
da skal hver Taare tørre,
der randt i Armods Gys;
da bliver Jorden større,
og Rummet fuldt af Lys.
Juli 1910.


PER SMED.

Naar Grisen den skal slagtes,
saa henter vi Per Smed,
fordi han er saa munter
og bor her lige ved.
Han ta’r saa høje Dramme,
dertil en mægtig Skraa;
men Grisen bliver kværket,
det kan du bande paa!
Før Hanen søvnigt blinker
mod Dagens første Skjær,
da glimter Smedens Lygte
i Grisens blanke Svær.
Og Grisen maaler Ka’len:
„Er noget galt i Vej’n?“
Og selve Grisehalen
staar som et Spørgsmaalstegn.
Men ind i Bøvlen skræver
nu Smedens krumme Ben,
mens Grisens Børster hæver
sig bange én for én.
I Nødset ud den trilles
til Hyl og ilde Sang;
ej Degn kan synge værre
ved Konekirkegang.
Med Nattedryp i Skjægget
nu vækkes Bondens Gaard,
mens Maanens fede Hage
paa Storkereden staar.
Dens krumme Skive truer
som selve Dødens Segl,
og Smeden agterude
han er saa haard en Negl.
I Trommehinden stinger
de jammerfulde Hvæl,
mens Gissebassen tinger
med Smeden om sin Sjæl.
Bag Tærsklen Bryggerkarret
er hvælvet til Skafot,
og Kjedlens Dampe sætter
paa Per en graa Kalot.
Gud naade Gissebassen
alt i dens sidste Stund!
Nu lukker den sit Øje
og allersidst sin Mund.
Og alle Kjedler bobler,
og Øsen gaar gesvindt,
og gjennem Løste Børster
henraser Kniven blindt.
Per Smed kan alting ordne,
han bærer Flæsket _fram;_
med Trøjeærmet tørrer
han Munden til en Dram.
Han klinker, og han klukker
indvendig af sin Skjæmt,
og dog skal ingen sige,
at Pligten bliver glemt.
Med Fingermaal bestemmer
han Tykkelsen af Flæsk,
han læser Svinemaver,
som Præsten læser Græsk,
han kritisk Galden forsker,
og Aftægtsmandens Aar --
ja, selv Ufødtes Skjæbner
han ud af Milten spaar.
Og hele Huset lugter
af Lever og af Løg,
i Loftene det smælder
af Larm og Grydestøj,
den sorte Pølse dykker
i Kog som en Delfin,
og Dørene udjamrer
de mest usmurte Hvin.
Og det blev Aftensilde
med Tøsne over Jord,
og det blev Pølsegilde
med Dramme over Bord.
Per Smed sad bred paa Bænken
med Pølsen for sin Haand
og sødede dens Skiver
med Viddet fra sin Aand.
Humøret gaar i Højden,
mens Drammene gaar ned.
Per Smed er nu fuldmodig,
enhver faar ren Besked!
Men Modet i hans Bringe
er intet Krigermod,
og Blodet paa hans Klinge
er ikkun Griseblod.
25/7 1910.


HØSTMARCH.

Vi kommer fra Dalenes Fred,