Samlede Værker, Andet Bind - 04

og Faner af Havren har vi med;
den skal Høstens Gjerning rande,
smykke vore Pigers Pande,
naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
alle Skræntens Bær er fundne,
alle Agrens Neg er bundne
og lagt ud paa de vældige Skaar.
Vi mejed vor Mark under Sang,
saa langt rækker Strygespaanens Klang,
naar blandt Havens Kaal den klinger,
man os Mjød og Kager bringer,
mens det dufter af Mynte over Vang.
Efteraar 1910.


EN JULEGJÆST.

Han kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,
hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;
af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;
til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.
Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;
hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.
„Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!
Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.
At noget saa fattig saa sunken og lav
kan drage dig hjem over Land, over Hav,
saa du _én_ Kvæld kan glemme det Onde paa Jord
for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!“
-- Han føler under Jakken, om alting ligger ret,
hans gode Dollarsedler, hans „Gaver“, hans Portræt;
de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,
mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.
Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,
hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,
Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,
og Istappen drypper mod den slidte Forstu’sten.
Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,
med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,
og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,
og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.
Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,
hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;
de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;
i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.
-- _Nu_ blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,
Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;
mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,
der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.
Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;
saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;
den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;
men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:
„Ja, _du_ er bleven gammel, og jeg er bleven graa,
men det skal i Aften vi lidet tænke paa;
før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,
_nu_ sidder vi og stirrer i det _samme_ Julelys.“
-- Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,
hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,
og melder om en Scene -- den skjønneste paa Jord --:
I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!
Decbr. 1910.


JULEAFTEN.

Naar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,
og naar skinner Lysene blidest,
hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,
hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?
Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ
og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ
fortæller, at nu har vi Julen.
Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,
mens vildt over Mosen det fyger,
og Spurvene putter sig ind mod din Dør,
for Vejrets fortørnede Byger;
med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,
hvad Vindene fryser det Hjærterne tør,
den Lære vi hented hos Julen.
Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn
blev gnavet i mer end i Barken,
og ofte du sendte i Suk efter Havn
din sidste Due af Arken;
men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,
det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,
der værner for Hjemmet og Julen.
Derinde du sidder, mens Haglene slaar,
og hører de hjemlige Klokker,
og Minderne kommer og Minderne gaar
paa Julens sne-pudrede Sokker,
og Grantræet dufter fra Storstuen ind,
og Børnene ivrer sig røde om Kind
med alt, der skal hænde i Julen.
Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar
og ridser paa Ruden sit Mærke,
og Barnet saa kjært under Lysene staar,
og Salmerne lyder saa stærke;
og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,
og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, --
de Stjærner, der altid var Julens.
Decbr. 1910.


JULENEG.

„Kom nu ud, lille Fa’r og faa alt gjort i Stand,
faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,
og strø Gran paa de rimede Sten,
tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft,
at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,
finder Trøst imod Snenattens Mén.“
Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,
mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv,
før hun skar af det nybagte Brød,
og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund,
og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,
og hvor Skorpen var brunlig og sprød.
Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,
og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,
gjorde Hop, flagred ned, flagred op;
og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær,
fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær
kom Smaafuglenes radmagre Trop.
Der var skrigende grønne og sommerligt blaa,
der var lysende gule og kummerligt graa,
hastet hid fra den stormslidte Skov,
og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,
men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang
under Hungerens jernhaarde Lov.
Og én havde just ofret til Frosten en Taa,
og én havde en Jæger fornylig „holdt paa“,
Bøssens Hagl havde taget dens Fod;
men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,
skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,
og i Sneen staar Dryp af dens Blod.
Og Katrine hun titter saa smilende paa,
hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa
hopper rundt ret som Gnister af Baal,
og hun dejgner og titter og nynner saa glad,
mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad
drysser Mel over Former og Skaal.
Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort,
ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,
naar om Julen det stunder til Fest;
og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,
til velsignende Lys over Fuglenes Neg
den nu bruger sin synkende Rest.
Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,
og en Kavringeduft om den gamle der staar,
saa hun frister hver vejrende Hund;
og de halser og flokkes med næsvise Krav,
og hun truer ad Flokken med Eder og Stav
og gi’r ondt af sin tandløse Mund.
Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand,
saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,
mens han selv nu har Hjemmet til Maal;
i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor,
paa hans skjællede Kno i den spegede Snor
slanter lystigt tre bugfede Aal.
-- Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn,
og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,
til hver Sjæl er i Mindernes Vold,
og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv,
mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,
indtil Haanden om Staven bli’r kold.
Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,
og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro
over Flager af ringlende Is;
med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,
og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,
og Fjerskyen spreder sit Ris.
Decbr. 1910.


PIGER PAA ENGEN.

Nu er Dagen fuld af Sang,
og nu er Viben kommen,
Bekkasinen Natten lang
haandterer Elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinde byder op,
og Dueurten nejer.
Dammen ligger Dagen ud
med Brudelys i Hænde,
rækker højt de ranke Skud,
at Solen maa dem tænde.
Nu vil Mø med Silkestik
paa Brudelinet sømme;
den som ingen Bejler fik,
hun ta’er sig én i Drømme.
Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
saadan slutter vi vor Leg,
saa glad som den begyndte.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Foraar 1911.


NYTAAR.

Der brager et Skud for min Forstuedør,
Raketter gaar op imod Maanen;
„godt Nytaar“ frempulser af rygende Rør,
saa Kvinder er nær ved en Daanen,
og Bonden han bakker sin bedste Tobak,
og Barnet omfingrer den ny Almanak,
der peger paa Stjærnernes Veje.
Og Oldingen sidder saa vissen og from
i Sivsko i Kakkelovnskrogen;
han mumler en Salme om Død og om Dom
og lægger et Mærke i Bogen.
Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl
og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl,
mens Minderne tættes til Taarer.
Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø
i Aaret, der blussende stiger,
og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø,
mens Orm under Barken sig sniger.
Og styrter end Stormen _vor_ Stamme i Støv,
der knoppes vel andre med Krone og Løv
til Fryd for de stræbende Slægter.
26/6 1911.


KRÆN DEJLER.

Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land:
_hop_, hop, _hop_, for en Hywl i Gras!
Paa Læsset højt, bag sit Studespand
der kraaner med Pisken den Dejler.
Og Studen vralter saa tung og tam --
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
og Solen leger i Mosens Dam
og dikler i Nakken Kræn Dejler.
Men Hvepsen sad under Brinken gjemt --
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
der havde fornylig sin Bas han stemt
til Studedans for Kræn Dejler.
Et Pist, et Pust og et Øjeblik:
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
saa brummed han frem under fuld Musik,
saa Skrækken krøb over Kræn Dejler.
Brat løfter Studen sin Hale fin:
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
selv Kusken letter en Kjende sin;
nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!
De Hjælmede springer i Hjump og Trav:
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
og Vognen jamrer af fire Nav:
„Nu skjenner æ Stud’ for Kræn Dejler!“
En Lundstik løsned, en Kinding brast:
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
mens Skuden slingred med Skrog og Last
i Søgang under Kræn Dejler.
Først sprang da Tejnen mod Himlen op:
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
saa flygted Tørven i samlet Trop,
paa Skravpinden hang kun den Dejler.
Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
hop -- hop -- hop, for en Hywl i Gras!
der rendte de Stude sig selv i Syk,
saa Blevret stod om Kræn Dejler.
Her slap ham Hvepsen, den vilde Gjæst,
hop -- hop -- hop med en Hywl i Gras!
saa Heldet redded den sidste Rest
af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.
[Anm.:
_en Hywl i Gras_, et Hjul i Smadder; _kraaner_, kror sig;
_dikler_, kildrer;
_hjamsk_, flov;
_de hjælmede_ (Stude), med en hvid Tegning paa Hovedet;
_skjenner_, løber løbsk;
_Kinding_, den Aabning, hvori Vognstangen sidder;
_Tejnen_, Madæsken; _Skrav_pinden, en af de fire Pinde i hver af
_Skravets_ eller Vognkransens Hjørner;
_i Syk_, i Dynd.]
Sommeren 1911.


H. F. FEILBERG.

Saa do bløw føj her mødt i Høst
mell aall Guds gued Gawer,
og fæk dérfræ den skjønne Lyst
aa sammel Nieg i Trawer!
Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
med Nieg fræ _Slett_ te _Slien_,
vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
og der er Drywsel i’en.
4/8 1911.


ENSOM.

I Landet, hvor Turnipsen bovner
med svulmende Rod og Blad,
der fik jeg af Venskab saa slag en Høst,
men Guds Velsignels’ af Had.
Og Hadet frisker paa Galden,
og Turnips er god for Ko,
men _Venner_ er som den kjære Sol.
Nu rejste de sidste to!
18/10 1911.


DE FATTIGES JUL.

Lyset tændt,
Minderne tændt,
Sind og Øje fra Styghed vendt;
Døgnet danser med hoppende Hjul,
Freden gjemmer sin Sne til Jul,
drysser den paa vore Saar!
Paradis,
Drømmenes Dis . . .
Glem i Aften dit Livs Forlis!
Sorgen suger i mig som i dig,
denne Kvæld viser Stjærnen Vej,
vov dig da ind i dens Glans.
Skjønne Maal,
hellige Maal:
Smilet fylder den sultnes Skaal,
Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind,
varme Hænder bær’ Fadet ind, --
Godhed, o Jul, er dit Navn!
18/12 1911.


JULEHILSEN
TIL „NAVERNE“ I ZÜRICH.

Vi sidder herhjemme og længes derud
mod blinkende Tinder og Floder,
mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,
mod Kjøbslag i fremmede Boder,
mod Alper i Glød, mod en høj Horisont,
mod Rejser og Router al Jorderig rundt,
-- bort, bort fra de stængende Gyder!
I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand
paa alle de funklende Tinder
og længes herhjem mod vort taagede Land
med alle dets Juletræsminder,
mod Hytten og Hyggen -- en Kjærest’, en Bror,
mod Haandtryk og Smil -- og en krumbøjet Mor,
der blunder i Stolen bag Ovnen.
Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl
fra Livsløbets Stunder begynde,
mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl,
og Saalerne slides saa tynde.
-- I Længsel at vandre mod uvisse Maal
med tusinde Mil bag den lasede Saal
er Lov for en Ranselens Ridder.
20/12 1911.


PIGEN PAA DIGET.
TIL EN GÆLISK MELODI.

Gjøgen kukker, Solen svinder,
Duggen falder stille paa Moders Bleg,
Himlens Sky faar røde Kinder,
Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg.
Faar og Gjed mod Kvælden bræger,
Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær.
Klokken ringer fjernt bag Heden,
der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.
Lille Hjejle, du skal føre
alle mine Længsler til ham, du ved,
fløjte Ømhed i hans Øre,
over Mosen bære min Kjærlighed.
Til hvert Prik, din Vinge smykker,
hefter jeg et Kys, til ham et Laan;
gule Hjejle, bær dem varligt,
giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!
Jeg har skuret mine Spande,
sat dem snildt paa Række med Bunden op,
vandet Kaalen, brust med Kande,
skiftet Klædet over Ostens Kop.
Ensomheden her jeg søgte,
og jeg tog min blanke Sølje paa,
den han ømt mig bad at bære,
naar engang vi skulde til Altret gaa.
Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker
Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm.
Før mit Kammers Lys jeg slukker,
stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm.
Irisblomstens Duft skal trylle
dig, min kjække Yngling, mod _min_ Barm,
saa paa Drømmens Bro og Duftens
ind til mig du glider ad Vindvets Karm!
9/1 1912.


STORKEN.

Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
til Kløver og nikkende Hvener.
Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol
i Læ af de røde Syrener,
han sænker sig ned paa det mossede Tag
og knebrer fra Reden den udslagne Dag
en Højsommervise om Danmark.
Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,
hvor Løget paa Mønningen nikker,
og Oldingen ranker sin krogede Krop
i Stuen, hvor Slagværket dikker;
og Minderne dugger, og Læberne be’r,
og Børnene pludrer og peger og ler:
„Se Storken er kommen til Danmark!“
Velsignede Fugl uden Høgenes Klør
med Ørnenes mægtige Vinge,
du dukker dig helst mellem græssende Kø’r,
kun Hygge og Fred vil _du_ bringe;
du følger i Furen vor Bonde saa nær
og nikker som han, mens af Rugen det drær
med Løfte om Høst over Danmark.
Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,
du skridter saa langt gjennem Engen;
med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned
du titter til Pigen og Drengen.
Du søger din Føde til Leernes Klang,
og Høduften følger din higende Gang
langs alle de Aaer i Danmark.
Saa lad os da værne den solkjære Fugl,
der pynter vor Vang og vor Vænge,
der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul
til Vejrs paa den mossede Længe.
Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,
hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,
mens Sagnene lever om Danmark!
4/3 1912.


KAALFOLK.

A war gan hen te Jepps ijaes,
og der sô Mowns, og der sô Mâs,
og det war nem for mæ og hør,
hwad Huml _de_ haa aa før,
for det war Lâs, dér med Kjæn Grow
haaj wot ad Bøj og sit paa Stow;
fæk Lâs nu den Kaag paa hans Skorr,
war _a_ saat udenfor.
Ja Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!
Men tar mi Lâs den lied Hjont,
saa sejer _a_, han maa vær wont,
for _af_ den væste Kjeltringslaw,
hun war da aal si Daw.
Æ Muer haar jo _wal_ en Stej,
og det er nøj, en maa ta mej,
og sjel haar hun en Kakkelown
-- og Skjek -- som en Dragovn;
Men Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!
Tho gywt sæ det er let nok gjord,
men sej mæ, hwadfornøj du for!
Og ta en Hjoj som Kjesten der --
nej, det sku Lâs læ vær!
Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
nær saa æ Kwind er kryvedown!
Tho faa sæ den Slaws Bi i Kof
det gaar som i en Rof.
Og der lod a mi Speci spring,
da Lâs war syk og hænd med æ Ving,
og sô ham te med Nol og Wask,
men han gik om og task;
og da vi sku te Maatensfest,
_a_ saat ham Baagstykk i hans Vest
og vend ham hans Trawalli-Frak --
nu faar en saa si Tak!
Jow, Kaalfolk er nø gremme nøj . . .
Nu vil a hen og lær aa væw;
for her ka en sgu gaa og skræw
og aalle kryf en Krumm teframm,
men løw si Daw teskamm.
Læd saa di anner ha dje Spel,
_a_ ska _wal_ gaa og skjøtt mæ sjel,
og ta de Spark, som der ka blyw,
men læ æ Gywten dryw.
For Kaalfolk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø _sølle_, simpels Rimpelstøj!
[Anm.:
_gan_, gaaet; _ijaes_, i Aftes; _Skorr_, den „Skyder“ eller Skovl,
hvormed Kagen sættes i Ovnen; _Rimpelstøj_, Tøj, som er
sammenrimpet;
_lied Hjont_, lede Taske; _vær wont_, maa være meget lysten;
_Kjeltringslaw_, Taterslægt; _en Stej_, en lille Ejendom; _Skjek_,
Skjæg;
_Hjoj_, Sjuske; _Kof_, Kube;
_Maatensfest_, Mortensdag omkr. 1. Novbr.; _Baagstykk_, Bagstykke;
_Trawalli-Frakk_, daglig Frakke;
_æ Gywten_, Giftermaalet]
17/3 1912.


A GLEMMER Æ AALLE I MI DAW --

Og det war den Tid, da vi aaltid war tow,
-- a glemmer æ aalle i mi Daw! --
A tjent jo te Vistis her vejsten æ Brow,
og do kam te æ Gord og task te Traw.
Do ga mæ en Gimmer og hjalp mæ aa tow’n,
a glemmer æ aalle i mi Daw --
og hwer Gaang a sto og gjord Brind te æ Own,
do kamm saa still og drow i mi Saw.
En Daa vi war jenne, do to om mi Hâand,
a glemmer æ aalle i mi Daw! --
A so der saa nywle og wand a’ mi Gâan,
imen do strøg mi Kinder med _di_ Kaw.
Do tal om en Hjemmen herud baag æ Kjar,
a glemmer æ aalle i mi Daw! --
en Rues sku vi ha wos lidt vejsten æ Dar
og Løg og Lavindler i wor Hav.
Æ Log sku vær maaled, æ Hus vild do kalk,
a glemmer æ aalle i mi Daw! --
en nybærend Kwi vild do gi mæ aa malk,
-- „for der bløw _wal_ en Busk for _hind_ aa gnaw.“
-- -- Saa bløw der Forandring, de kamm med di Pas,
a glemmer æ aalle i mi Daw! --
baagved dje Kanowner di ga dæ di Plads
og sind -- i jen af Krigens manne Graw!
En Blaan to dæ fræ mæ, en Kul røw dæ hen --
a glemmer æ aalle i mi Daw! --
for det aa ha mistet sin kjereste Ven,
_det_ løwter ett det længste Lyw i Law!
[Anm.:
_aalle_, aldrig;
_Gimmer_, ungt Faar; _tow’n_, vaske den; _Brind_, Brænd; _drow_,
trak;
_jenne_, alene; _nywle_, forlegen, glad; _Gaan_, Garn; _Kaw_,
venstre Haand;
_Hjemmen_, Hjem;
_æ Lôg_, Laagen;
_Blaan_, Sky; _Kul_, Kugle.]
10/5 1912.


RÆBILD-KANTATE.
DEN KJÆRE BRUNE HEDE.

Du kjære brune Hede,
du er mit Barndoms Æventyr,
der havde Hjejlen Rede,
der sprang saa muntre Dyr,
der hørtes Hyrdens Aftensang
til milefjerne Klokkers Klang,
mens Hederugens Vipper
saa tungt mod Høsten hang.
Du kjære brune Hede
med Lokkeleg og Gyvelguld,
med Pors og Revlingbede
og tusind Lærkers Kuld,
med Ulvefod, som Knøsen slaar
i gyldne Slyng om Pigens Haar,
naar de ved Hedebækken
i Fællig vasker Faar.
Du kjære brune Hede,
som bar min Borndoms Lykkeslot,
hvorhen min Fod vil lede
mig, naar mit Haar er graat,
omstridte Plet af Danmarks Land --
til dig kom hjem fra Verdens Rand
og standsed mindebøjet
saa mangen mødig Mand.
Ja, kjære brune Hede,
som revses haardt af Mand og Blæst,
jeg kommer for at frede
en fattig Minderest.
Du gjør mit Land saa sært og rigt,
du aander paa dets Kunst og Digt,
at værne om din Skjønhed
maa være Danskens Pligt.


MORGEN.

Morgenens vældige Sol,
løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen!
Gjøgen bag Lyngstakke gol,
tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten.
Brokken gaar krum i sin Grav,
Taagen i Drift mod sit Hav,
Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten.
Bankerne drømmer i Dis,
Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler.
Edderkopspind i hvert Ris.
Lysende Verd’ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler.
Nu er det Dagværkets Stund,
Skytten gaar ud med sin Hund.
Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen!


AFTEN.

Stille, Hjærte, Sol gaar ned,
Sol gaar ned paa Heden,
Dyr gaar hjem fra Dagens Béd,
Storken staar i Reden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Tavshed over Hedesti
og langs Veje krumme.
En forsinket Humlebi
ene høres brumme.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Viben slaar et enligt Slag
over Mosedammen,
før den under Frytlens Tag
folder Vingen sammen.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.
Fjerne Ruder østerpaa
blusser op i Gløden,
Hededamme bittesmaa
spejler Aftenrøden.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned!


FREDLYSNING.

Den Muldvarp han graver i Morr og i Muld,
er nødig sin Roden foruden,
selv Roser og Liljer han kaster omkuld,
han sparer skam ikke paa Snuden!
O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed,
saa ilde den vilde vist komme af Sted,
om Muldvarpens Slægt skulde raade!
Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn
paa Jorderne fede som magre,
naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,
i Rugens langtbølgende Agre.
Men ej tør vi maale vort Fædreneland
ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand
og kaster i Krybben for Kvæget.
Saa fattig’ blev, Danmark, vel ej dine Kaar,
saa lidt gav ej Rugen i Trave,
at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar,
en Lyngkrans til Fædrenes Grave.
Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm,
thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm,
men Blomsten skal nære vort Hjærte.
Og Heden histude skal ingen forsmaa,
som sidder bag Bøg eller Linde;
dens Ranker er lave, dens Hytter er graa,
men hvor disse Ranker kan binde!
Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land
gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand,
naar Solen i Majshavet synker.
Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan,
og her har vi givet Exemplet:
Et Alter staar rejst for den jagede Pan,
Naturen har hvælvet ham Templet.
Her mødes det skilte paa Barndommens Grund
med Himlen til Hvælving og Heden til Bund,
mens Mindet i Dugfaldet hvisker.
16/3 1912.


EN BETLE HAAR.

„Her sejjer a, en betle Haar“ --
_haa_ -- haah!
og smumrer gued Turnipsblaad
_haa_ -- haah!
Æ Suel skjarer i mi Yw,
a er saa glaad, som Haar ka blyw,
haa -- _haah!_
Haa_haa_haa -- _haa_haa -- _haah!_
Her vil a sætt mæ te imaar --
haa -- haah!
for her er Fred og ingen Faar
haa -- haah!
Ih hwa, nu klør mi venster Ør;
ih, skuld en faa nø ild aa spør!
aa -- haah --
aahaahaa -- haahaa -- haah!
Dér lister Lâs saa laangs æ Laad --
haa -- _haah!_
og paa hans Nakk han haar en Spaad
aa -- haah!
-- -- -- Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss!
saa war den Spaad en rædle Bøss!
aa -- haah!
aa_haa_haa -- haahaa -- haah!
Og laangs den vejstest Turnipsraad --
aa -- haah --
nøj springer paa en Mynd si Maad
aa -- haah!
Aae, bette Bjen, nu op og rend,
som om det gjaldt jer Verdens End --
aa -- haa --
aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
Saa spænd, og sprang den usle Haar
aa -- haah!
saa beggi Ører laa sæ flaad
aa -- haah!
For hwer en Spring, en Drip der drap,
for hwem ka løf med Hawl omkap?
Aahaah!
aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
Det war i’æ Sid en haaj si Skaad
aa -- haah!
og det kund ingen Renden klaar,
aa -- haah!
Med jet saa fild en om og død,
saa holdt æ endle op aa blød
aahaah --
aa_haa_haa -- _haa_haa -- haah!
Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad
haa -- haah!
æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad
haa -- haah!
og men æ Haar laa dér og død
æ Suel den strøg si laange Ør:
„aa -- haah!
aa_haa_ -- aahaa -- aah -- haah!“
[Anm.:
_betle Haar_, Smule Hare; _smumrer_, fraadser i; _skjarer_,
skinner;
_imaar_, i Morgen;
_Lâs_, Lars; _Spaad_, Spade; _rædle_, hæslig;
_-raad_, Række;
_Skaad_, Skade.]
19/4 1912.


SANG TIL DEMOKRATIET.

Op med nye Kampsignaler!
Det er Raabet ungt og barsk;
vi er Fremtid, vi befaler,
vi vil se vort Samfund karsk.
Ja, den Ungdom, som befaler,
den vil se sit Samfund karsk!
Ingen Leg med Idealer,
bort med hvert et plumpt Bedrag;
vi vil nye Kampsignaler
for at holde Dommedag;
ja, med nye Kampsignaler
Løgnen faar sin Dommedag!
Væk med mugne Fæstningsplaner,
Frugt af Fortids Hjærnespind.
Krigspostyrets hovne Haner
galed aldrig Dagning ind,
nej, Kanonens sorte Haner
galed Død og Skumring ind.
Bort med alt, der Lyset raner
og gjør Kinden syg og graa.
Vandrer én paa Frafalds Baner,
ham skal Hævnens Lynild slaa;
vandrer _du_ paa Frafalds Baner,
Hævnens Lynild skal dig naa!
Hør, hvor Haabets Morgenlærke
synger over Gry og Græs
og gjør alle Ønsker stærke
rundt om Gaard og Husmandshæs,
ja, gjør Mod og Viljer stærke
bag om sunken Hus og Hæs.
Hver en sodet Svend i Staden
ta’r nu Søndagsblusen paa;
han vil med, vil ud paa Gaden
for bag Fanens Fold at gaa.
Kjække Svende, ud paa Gaden,
alle bør i Rækken staa!
Tag det Blylaag fra vor Skulder,
giv os helt til Fredens Dont;
ned med Krigens Krudt og Bulder!
Fred gjør godt, men Krig kun ondt.
Krigens Blylaag af vor Skulder,
da ihjelslaas meget ondt!
Under bedre Kampsignaler
styrkes da vor Samfundstro,
til omsider Sejren daler
over Flidens Arbejdsbo,
ja, til Lykkens muntre Svaler
daler over Fredens Bo!
5/7 1912.


SVAMPEJAGT.

Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,
mens krogrygget Bonden hjemkjører,