Samlede Værker, Andet Bind - 05

og Kvierne staar bag de piggede Hegn
med Dryp i de hængende Ører,
da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
en Nymfe og planter -- den første i Aar --
en æggegul lys Cantharelle.
Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,
mens Markmusen Dugdraaber slikker,
jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,
langs Faldet med Havre og Vikker;
og segner end Som’ren for Leernes Staal,
med Latter September skal fylde min Skaal
med kridhvide Eng-Champignoner.
Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,
_hun_ trykker _ham_ Hatten om Panden,
_han_ slynger om _hende_ den Arm, som er fri,
mens Kurven han har paa den anden.
Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,
og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
staar skjult under brune Boletus.
Lad andre kun jage med Bøsse og Hund
og skyde til Høns og til Hare,
_jeg_ vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
blandt _Svampenes_ farvede Skare;
den „Jagen“ forsimpler ej Sind eller Aand,
den giver mig _Muld_ men ej _Blod_ paa min Haand
og Hjærte for alt -- indtil Krybet.
Ja du, som maa slide de støvede Sten
og slaa dig til Taals med Kontoret,
søg ud for at rette de sovende Ben,
hvor Skovbunden dækker dig Bordet!
Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,
som naar bag den bærfyldte rødnende Røn
den Ridderhat blaaner i Duggen.
10/8 1912.


TIL EN MØLLERDATTER.

Hvor Kværnen dumrer i den dybe Dal,
og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter,
der gaar _du_ trygt i Barnets Mindesal,
om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter.
Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær
og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden,
hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær
end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden.
17/8 1912.


TIL PETER SABRO.

Du valgte den herligste Gjerning,
som Solen har skinnet paa:
at tale og virke til Værning
for alle de svage og smaa.
Din Stemme har runget og ræddet
saa mangen ugudelig Skarn,
lagt Ømhedens Pude tilrette
for mangt et hjælpeløst Barn.
Derfor skal du nævnes i Norden
med Tak af hvert Barn der blev Mor,
naar selv du forlængst er i Jorden,
hvor Dickens vil kalde dig Bror.
11/10 1912.


ZACHÆUS.

Det var sig Zachæus fra Jericho,
han var en Tolder for Gud,
Tariffen lod ham kun sjælden Ro,
men nøje han gransked dens Bud.
Han toldede Dild og Duda-im,
han smagte paa Vin og Sucat,
han vejede Myrrha fra Rephaim
og Nardus fra Ararat.
Med Varer Kameler drog til og fra
Zachæus i Boden trang;
Ægypten, Arabien, Asia
som Duft i hans Kjortel hang.
Og Karavanernes lange Træk,
som fjernt over Ørkner kom,
som vadede Jordan og Kedrons Bæk,
de standsede her bag hans Bom.
-- Der var paa Zachæus et saarbart Sted:
Han havde saa stakkede Ben,
og krumme var de desudenved,
det voldte den Tolder Mén.
Naar mangen en langbenet Hejre lo
i Jerichos glade Stad,
_han_ maatte staa der i lave Sko
og spørge sin Kone: „Af hvad?“
Drog Folket sammen i Klump og Klunt
paa Torvet til Sabbatfest,
de kunde nedrage _hans_ Horisont
med bare en Ryg af en Præst.
-- En Solskinsdag, da om Jerichos Mur
de kløftede Falke fløj,
og Jordan gik fjern med sin vante Dur,
da hørtes fra Gaderne Støj.
Sandalerne klappred mod Torvenes Sten
og gjalded fra Taarnportens Rum,
en Larmen af Oxe- og Menneskeben,
der gjorde Vandraaberen stum.
Zachæus, der efter alt nyt var vild,
som altid den lavbente Slægt,
han tabte af Haanden den duftende Dild
og sprang baade Disk og Vægt.
Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt,
hvad var ham nu Salg eller Kjøb!
„Profeten, Profeten fra Nazareth!“
de raabte derude og løb.
Zachæus efter de andre sprang
paa krumme og korte Ben,
han løb, saa Sveden i Brynet hang,
og Gnister sprang op af Sten.
Hans løste Bælte svang ud og ind
og smælded mod Mur og Løv,
hans Kjortel rejste en Hvirvelvind,
som slæbte med Vejens Støv.
Snart vandt han da udenfor Stadens Mur,
hvor Slettens sitrende Luft
-- med støvede Palmer i blaa Kontur --
var krydret af Balsamduft.
Derinde hvor Jublen til Himlen naar
som Søjler fra Folkets Strøm,
der er det, i Lys og Glans han gaar,
hans Dages og Nætters Drøm.
-- Til Tolderens lille hvidkalkede Hus
kom Rygtet med Løst og Fast,
mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus,
og Oxerne skiftede Last.
Og mangt et Sagn til _Profetens_ Lov
om Visdommen underbar
var ført over Ørkner paa Æslets Hov
eller Puklen af Dromedar.
Zachæus havde det mindste hørt
og gjemt det i trofast Hu
og havde sin Griffel bag Øret ført
og spurgt om mere endnu.
-- I Dag kom Profeten til Jericho,
i Dag vandt Drømmene Magt;
aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro,
og kysse en Flig af hans Dragt!
Men Hoben spærred til hver en Kant,
hans strakte Taa var for kort;
han rev og sled, og hans Taarer randt,
men altid stødtes han bort.
Da saa han ved Vejen et Morbærtræ
med alle Grene i Blost;
der klatred han op med rystende Knæ
og holdt med Møje sin Post.
Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed,
og Grenen var knudret og raa,
skjønt Sokken sank ham om Læggen ned,
han tyktes sig ovenpaa.
Det Menneskehav, som dernede brød --
her kunde han pejle dets Bund,
se Grenenes Viften i Solens Glød,
se ind i hver jublende Mund.
Alt andet hans Øje jog rask forbi
og søgte mod Centret frem;
der vandred en Skare, otte à ti,
hvem var nu Profeten af dem?
Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest
med Sværd og forgyldene Spir,
Cymbalers Klang og Trompeters Blæst
og Krone af Guld fra Ophir.
Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd
-- Kuløren kraftig og frisk --
og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd,
var plettet af Tjære og Fisk.
_Der_ kom jo Profeten, der vandred han frem
midt gjennem det Folkehav;
I Haanden en Stav, om Livet en Rem,
paa Skuldren bar han en Sav.
Han syntes saa aandig, saa drømmerig
mod Fiskernes tjærede Flok,
og Vinden løfted hans Kjortelflig,
og Solen kyssed hans Lok.
Og nærmere Træet Profeten gled,
da tabte Zachæus sin Sko;
de hvideste Blostre dryssede ned,
men Jesus saa op og lo.
„Kom ned Zachæus, kom ned til mig,
thi som mine Øjne ser,
vi skal nu begge den samme Vej
for aldrig at skilles mer!“
Ned sank Zachæus. I Lykkerus
med Jesus han hjemad drog,
og Lys der tændtes i Tolderens Hus,
som mer end en Sekel vog.
Efteraar 1912.


VRØD-I-VRONT OG MARI STONT.

Der so en Mand paa Vinkel Vratt,
de kaldt ham Vrød-i-Vront,
han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt,
og det war Mari Stont.
„Vrød-i-Vront og Mari Stont“
bløw te Sej æ Herred rundt;
_de_ war gjaen glaad ved lidt,
og møj de nowed ett.
Aa wank af Stej just _for_ det samm
war snaar djé jennest Lyst,
og nær den bette Lærki kam,
de høt hind aaltid føst;
grev de da hinaân og sprang
_Stonthues_dans te Lærkisang,
lejt og spøjt med Tor i Yw
som Lamm paa gammel Hyw.
Og hun plot Krusbær i æ Hied
og Trønbær i æ Mues,
og han to Ol saa tykk og fied
og band’em i hans Hues.
Vrød-i-Vront og Mari Stont
de haaj mir end jawen tront,
_de_ skuld bind wor Muer en Lim
og hwer en Krikk en Grim.
Og han kund hegs dæ Kai i Kow
og vis med Woll for Wand,
og hun kund spo, hvor Mett skuld bow,
og hwem hun fæk te Mand.
Han en Dram og hun en Skro,
_strax_ laa de en Skorsten po;
Mænd og Skorstjenn strøj de mej
paa gywtglaad Piggers Vej.
Og han kund si det særest nøj,
som anner ett vidst aa,
som Worr for Død og Bjærgmands-tøj
mell Minnestid og Daa.
-- -- Æ Ellpig fræ Flæskidam --
maatt æ Dæwl _hind_ annamm
_hun_ haaj rejen paa _hans_ Nakk
fræ Bæs te Kistelbakk.
Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!
der war di i dje Es,
og kam _de_ stumlend te en Gord,
saa bløw der sgi Kommes!
Saa begynd æ Knæjt aa vals,
saa begynd æ Hund aa hals,
Vrød-i-Vront og Mari Stont
haaj Gled, saa det ku bundt.
Men nu er _Swot_ jo Lywkulør,
Maløwt er _nu_ di Dram.
Aa ta Pati for godt Humør
det regnes _nu_ for Skam.
Vrød-i-Vront og Mari Stont
med dje Klud og med dje Klont --
Gud ha Lov, de wal er død!
Hwor skuld _de_ faa dje Fød?
[Anm.:
_Stont, Stunthose_, fodløse Strømper; _Vratt_, Forager; _Hjaj_,
sølle Fruentimmer; _Bjatt_, Bjert (Landsby);
_Krusbær_, Tyttebær; _Lim_, Kost;
_Woll_, Pilevaand;
_Worr_, Varsler; _Bæs_, Bers;
_stumlend_, usikre i Gangen; _bundt_, klodse noget;
_Swot_, sort; _Maløtot_, Malurt; _Klont_, Byldte.]
Vinteren 1913.


BØRN FRA GYDEN.

„Jeg er vel kun en lille Pige
men faar jeg Mad og bliver stor
og faar jeg Sorgen til at vige,
saa skal jeg rigtig hjælpe Mor;
faar vi saa begge to en Kjole,
og jeg lidt bedre Sko til Skole,
saa har jeg ingen Ønsker fler,
naar Mor blot ikke græder mer.“
„Og jeg er én af de smaa Drenge,
som gjerne vilde gjøre Gavn,
men som har sultet altfor længe
i dette rige Kjøbenhavn,
men fik engang jeg nok at spise
saa sang jeg vist en anden Vise,
blev Hosten kvit, som nu jeg har,
og skulderbred og stærk som Far.“
Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder
-- ak, tusind vil kun halvt forslaa! --
for hvem det Liv og Helse gjælder
at kunne ud til Solen naa.
Det er saa tungt paa kolde Stene
som Barn at gaa forknyt og ene,
at vide Dagen er saa nær,
mens Mørket altid ruger her.
Nu kredser Fugl om Danmarks Strande,
kun Vingens _Skygge_ kjendes her --
der lyder Sang fra Skovens Rande
og Kuk fra lave Elmetrær;
men vi med Barnets Sind og Længsler
-- hvi spærres vi i disse Fængsler?
Skal alt faa Blomst og gro igjen,
og ikkun _Barnet_ visne hen?
Nej hjælp os til, før mat vi segne,
at faa vort Skud i Solen op,
hjælp paa det _sunde_ Hjærtes Vegne,
før Ormen huler ud vor Knop.
Kanske det Barn, som Lykken vrager,
skal bære Sten af Danmarks Ager,
naar Kløgt og Flid hos _hjulpen_ Mand
har hædret Barnets Fædreland.
30/3 1913.


SÆDEMAND.

En Bonde med sin Sædekurv --
det er for mig et Højtidssyn!
Naar Haren løb saa tung og trind,
og Løvet frynsed Skovens Bryn,
da skred han fra sin Ladeport
med Kurven paa sin venstre Lænd
didud, hvor Marken venter tavs
med voxen Daad til voxne Mænd.
Med Haanden i den gule Sæd
og Brystet frit mod Vinden op
hans Syn omspænder varmt den Jord,
hvor Harven gaar til Hyp og Hop.
I næste Nu hans tunge Sko
vil stempe Mulden dybt og fast,
mens Sæden spredes for hans Fod
i lange runde Nævekast.
Og Kurven knirker mod hans Lænd,
og Kjærner gule, Kjærner graa
de borer i den varme Muld,
og Solen dynger Guld derpaa.
Og Lærker synger, Græsset gror,
og Bier gaar i Blomsterdans,
og hvad paa Valborgdag blev saaet,
skal staa i Flor omkring Sankt Hans.
Det gror, vort kjære danske Brød,
det gror i Sol, det gror i Sang,
det gror i Arbejdsdagens Stræb
som under stille Kirkegang.
Det gror, det gror -- i Majnatsregn,
det gror i Dug ved Solhverslag,
naar Havrens Toppe ringler fint
til fjerne Klokkers Bedeslag.
O, Bonde med din Sædekurv
og i din grove Arbejdsdragt,
du tykkes mig i denne Stund
med selve Evighed i Pagt.
Imens du som en Offerpræst
henskrider tavs og alvorsfuld,
du signer med din højre Haand
den sorte grødesvangre Muld.
Tak, Bonde, med din Sædekurv!
Lad Landet grønnes i dit Spor,
saa vi med Stolthed Aar for Aar
tør pege paa den danske Jord.
Saa længe _du_ i Furen gaar,
saa længe _du_ har Arbejd kjær,
skal Danmark lægge Fold til Fold
i Sol og Storm og Bygevejr.
10/5 1913.


UNG VISE.

Alle mine Længsler de smyger sig om dig --
_did_deli, om dig! _dud_deli, om dig!
Bare en af dine nu gik den halve Vej --
_did_delu og _did_deli -- til mig!
Alle Havens Blomster de dufter kun om dig,
diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
Rose og Reséda og Lind og Volverlej --
diddelu og diddeli -- om dig!
Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig --
diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig,
diddelu og diddeli -- om dig!
Biers Nyn og Sødme -- _alt_ minder mig om dig!
diddeli -- om dig! duddeli -- om dig!
Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg,
diddelu og diddeli -- om dig!
Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig,
_titterli_ -- til dig! -- _tutterli_ -- til dig!
derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig --
diddelu og diddeli -- med _mig!_
19/8 1913.


GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS.

Æ Klokk haar slan æ Or er gan --
en nøj vil rist si Ving,
_den_ haar en gylden Kied te somm,
en Sel te flir dje Bring.
Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm,
men ingen ved, hwad Or de’el komm.
Aa-e-ja!
Hwem der en jenle Kik maatt ha!
Men render end _di_ Klokk i Sto,
Worherr haar jen, der gor!
Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro,
og toler ett, det stor.
Aak, fæk _a_ søen en Nøjesgaw,
da vild a gled mæ aall mi Daw.
Aa-e-ja!
A for den Ot, som _a_ ska ha!
Men helsen er der faa tefreds
ved denne Verdens Burd,
far de faar _min_ og anner djes
rajt grundig o æ Jurd.
Men kund enhwer bestemm æ sjel,
da skuld I baare si en Spel
-- aa-e-ja!
hwad Nøjesgaw enhwer vild ta!
Mi Nobo Trowls han vild nu drikk
fræ Maan te Awtensend,
saa du kund po hans Øwn prikk,
imen æ Glajs han vend;
en Kuen, der villig bor for Burd,
en Bimpel som en Oxehued
aa-e-ja --
det war den Gav te Trowls vild ha.
Wor Slagter han haaj ett imud,
te Folk vil _rigtig_ fraas,
te vi gik forlænds te æ Burd
for ret aa fyld wor Kraas;
det war hans Handl aa si opo,
te stue Swyn de od dem smo,
aa-e-ja --
det Syn han lig ku lid aa ha!
En Skræjers Nol haar gued Kor,
hwor „Hold-ijen“ er henn;
en pyntsyk Kwind i hwer en Gord,
en Flok af skjødløs Swenn,
en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa
-- da er æ føst, wor Skræjer er glaa;
aa-e-ja; --
æ Regning -- den fôr _do_ og _a_!
Wor Smed han blæser uden Row
og ønsker uden Len,
te aall wor Plag maatt smid dje Skow
og komm te ham ijen;
og kyrer do di Plow i Gras --
da ved _a_ jen, det er tepas --
aa-e-ja!
tho grassed Plov si Smed maa ha!
Wor Tækkimand, der fæk æ ild,
om ingen gjord ved Hus,
a tinker wal, han gjan vild,
te Kjørmes Knud ku bus,
saa hwer en Tot af Taag maatt flyw
og fust si Vej fræ Skaw te Skyw --
aa-e-ja!
det vild den Træjring gjaen ha!
Wor Snejker ber om Low aa law
en Kist aa putt dæ i,
der aalle jen Stej skuld dæ skaw
men blyw jawn laang og vi;
en søen jenle bette Hyr
nu men _æ Row_ det er saa dyr --
aa-e-ja,
den vild wor Snejker gjaen ha!
Wor Krormand vinker i hans Dar,
han gir saa nødde Slip,
saalæng di Paang er nueting ward
og du ka syk en Drip.
Men drik di _sidste_ Øg af Staald --
da faar du snaar hans: „Guj i Wold!“
aa-e-ja --
det jennest Gued di Krormand ga!
Wor Prokuraater plot mæ nær,
det gik lig ad æ Skind;
men læ ham mød med den Salær,
nær _sidst_ Instans gaar ind.
Da kund en moski fo si Peng,
men _da_ ’r æ bløwn søen _lowle_ læng --
aa-e-ja
da vild _a_ nødde _hans_ Plads ta!
Wor Degn han synger faale falsk
i Amen ved æ End.
Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk,
det maa di Pejr bekjend;
men gi hans Kuen te Ywl en Aând,
saa spaarer han det kje-re Baân!
Aa-e-ja!
men âandløs Bøen _braa_ Haak maa ha!
Wor Præst han viger ett en Tomm
fræ Trowens san-de Urd.
Vi Syndre maa putt i hans Lomm,
og den er jawnhen stur.
Men nok aa gywt og nok aa døef,
saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef,
aa-e-ha!
en Gjewt den Præjstlomm da ka ta!
Den Krigskaal, der er no paa Mued,
han _er_ en Landeplaw;
hwad der skuld komm woss aall tegued
ka _han_ guff i hans Maw,
og Sor og Hordhid, Blod og Kri
han vild, æ Land sku dejgnes i.
Aa-e-ha!
Det bløw en stywle Dram aa ta!
Nej, _a_ vil ønsk jer _Lykk_ og _Fred_,
saalæng enhwer ska løw,
saa ingen gjør den naaen Fortræd,
hwad ondt han end maa døw;
te Byg mott bær og Row mott grow,
og hwer mott malk si egen Kow,
aa-e-ja --
for _søn_ en Lykk wor Lyw vi ga!
[Anm.:
_Nøjesvis_, Nytaarsvise; _slan_, slaaet; _æ Or_, Aaret; _gan_,
gaaet; _Sel_, Sele;
_sædr_, passer; _den Ot_, den tilmaalte Del;
_anner djes_, andres;
_Maan_, Morgen; _æ Glajs_, Glasset;
_skjødløs_, skjødesløse; _Mued_, Mode;
_Len_, Ophør; _i Gras_, itu;
_Kjørmes Knud maatt bus_, Nordenstormen maatte rejse sig i sin
Vælde; _fust_, fare bort; _Skaw_, Skave; _Skyw_, Skive;
_Træjring_, Gavtyv;
_skaw_, gnave; _vi_, vid; _jenle bette Hyr_, en lille Bestilling;
_Row_, Rug;
_syk_, synke;
_plot_, plukkede;
_dwalsk_, slem, haardt; _Aând_, And; _braa Haak_, dygtig Klø;
_Gjewt_, den Portion, man giver et Dyr i Krybben;
_Sor_, Saar.]
18/1 1914.


HANS KAARSBERG.

Der red en Rytter over Steppen hvast;
saa muntert hoppede hans Huekvast.
Der sad en Doktor i et Vennelag,
og ingen hørte Hanen varsle Dag
for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag.
Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde,
der hopper Bægrene af Fryd og Glæde.
Et mandigt Hjærte og en følsom Aand,
Kirurg og Jæger -- samme sikre Haand!
Og _skal_ den vilde Hare _skydes_ tam,
i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham!
Han vil ej skjænde Skovens Tempelro
ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko.
Han kjender Brokkens Hus og _Vildtets_ Veje,
men sænker Bøssen for at se _det lege_.
Paa Fantasiens høje Ørkenridt
-- hvor skued han fra Sadlen milevidt!
Vi har Poeter nok i emsig Dont,
men faa med denne Digters Horisont.
Den Nattergal har lidet rørt hans Sind
saalidt som „Poppedreng“ paa sukret Pind,
og endnu har han holdt sig i at daane,
selv om i Sorø Sø han saa en Maane.
Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl,
og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl.
Det stærke Blik, der kunde haane vildt,
det har jeg set bag Brillerne saa mildt,
naar Poesiens glade Glimmertraade
blev snoet til Streng ved høje Guders Naade!
24/1 1914.


LANDARBEJDER-SANG.

Saa langt jeg stirrer i Danmark ud,
jeg skuer vist tusinde Hytter;
de skaller i Frost, og de drypper i Slud,
i Blikstille staar de og lytter;
og Vinden hvisker ved Gavlens Straa,
mens Solen gaar mægtig af Havet.
Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa,
dér ligger din Skjæbne begravet.
Vi skatted for længe til Pragt og Prunk
bag klingende Titler og Navne;
hvor een kan føre sig stolt og strunk,
maa hundrede sukke og savne.
Men Folkets Lykke var sjældent dér,
hvor Falke om Duerne rives,
langt oftere hist paa lave Kjær,
hvor Byggen ved Midsommer trives.
Naar Danmark ligger i lyse Tavl
saa kjært mellem Bøg og Linde,
mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl
har virket det -- han og hans Kvinde?
Mon ej med Troskab i Savn og Flid
I brugte Ploven og Hakken?
Hvorfor faar I da en ussel Hvid,
mens andre ta’r Lønnen og Takken.
Hvor Greven stænger sit Vangeled
for andre end Hjort og Hare,
mens Slideren dyrker sit magre Bed --
dér synes mig Landet i Fare.
Men I, hvis Arv blev den stærke Krop,
de hærdede Muskler og Arme,
stem Ryggen mod og skub Leddet op,
og kun et Par Grever vil larme!
Men skal I vinde jer Ret en Dag,
I faar den vist ej som Gave,
først efter mange og drøje Slag
mod Fejghed, ja Kolber og Stave.
Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem,
og skulde for Alvor det gjælde,
se ikke skræmte fra Døren frem,
som Hønen ser op fra sin Nælde.
Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar,
den fører I helt for os alle.
Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,
maa Fordommes Stenmure falde!
Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet,
lad Lehnsjordsfasanen sig svinge --
men Manden har dog en større Ret,
og Retfærd en videre Vinge.
14/5 1914.


LILLE EDITH.

Det var i den Time, hvor Ax og Rør
sig sænker mod Aftenrød:
et legende Barn kom til min Dør
saa tindrende glad og sød.
Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
nedringled paa Axlen frit,
og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
omsvævede skjælmsk og blidt.
Hun smuttede ind og ud igjen,
som Straalen gjennem et Glar,
imens en vimrende Hundehvalp
hun løftede op og bar.
Hun legede ned ad min Trappesten
med Blomster og Hund og alt;
hun legede under den Rosengren
paa trinde, fjedrende Barneben.
_Da_ midt under Legen hun faldt!
Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
Hun løfter ej Haanden mer;
det sprælske Knæ og den lille Krop
nu ligger saa tungt som Ler.
-- Du elskede lille Edith-Sjæl,
som vied til Sorg mit Hus,
end staar der Spor af din Barnehæl
herudenfor i mit Grus.
Du lille Straale fra Livets Vaar,
hvi havde du al den Hast?
-- En Straale kommer, en Straale gaar,
og ingen kan holde den fast.
Du gled tilbage mod Dybets Favn
til Solen, der sendte dig ud.
De _Vise_ strides om Solens Navn,
de _Grædende_ kalder den: _Gud_.
6/8 1914


BRYLLUP.

Du var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst,
naar den stryger langs pløjede Kjær,
du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring,
og din Latter laa rede og nær.
Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor,
mere rapt end den spejdende Ravn,
og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod,
mens Udholdenhed kroned dit Navn.
Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst,
stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær,
mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt
højt til Vejrs over Barndommens Kjær.
Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven,
og dit Venskab blev uden en Sprag,
intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund
ingen Rømning fra Ord eller Sag.
Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol,
stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl,
og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa,
at en Orm havde stunget din Hæl.
Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany,
alle Skyggerne gled deres Vej,
hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky,
og de Klokker de ringer for dig!
Thi en Kvinde har listet sin Arm under din,
du har vundet den yndigste Ven,
hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil
og gi Liv til din Ungdom igjen.
Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul,
synes Dagen dig møjsom og sort,
ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ,
hun vil stryge dig Skyggerne bort.
Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt,
der staar Angst af den bævende Jord.
Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø,
se, dens Blomst staar i Asken og gror!
23/9 1914.


SØLVBRYLLUP.

Femogtyv’ Aar
de gi’r mange Slags Kaar,
de gi’r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar.
Femogtyv’ Aar
gi’r den Smule, vi naar,
giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar.
Femogtyv’ Aar
de gi’r Føl, de gi’r Faar,
de gi’r tusinde Ting, som en Bonde attraar.
Femogtyv’ Aar
gi’r en Mage og Maar,
giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard.
Femogtyv’ Aar
giver Sølv i dit Haar,
ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar.
Femogtyv’ Aar
giver Skrammer og Skaar,
giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar.
Femogtyv’ Aar
gi’r den Lykke, du faar,
gi’r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar.
Femogtyv’ Aar
gi’r en Mand i hans Gaard,
gi’r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar.
Femogtyv’ Aar!
Om I sleger hæ’ slaar,
kom I bare _igjen,_ om med Hæder I gaar.
Femogtyv’ Aar!
Kom med Sødme som Saar,
vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ’ staar!
9/10 1914.


VED SUSAAEN.

Det var ved Susaaens Vande,
du tripped saa ung og sund,
med Aftenens Guld paa din Pande
og Kyssets Dug paa din Mund.
Der var i de danske Skove
ej Rønnebær mere rød
end dine Læber var røde
hin Aften mod Nedgangens Glød.
Det var ved Susaaens Vande,
jeg husker ej Sted eller Stund,
kun Lysets Leg paa din Pande
og Kyssets Dug paa din Mund.
18/10 1914.


GODT MOD!

Den skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang,
han kukker helst til den, som først er ude,
og Morgensolen saa jeg mangen Gang
at slænge Guld igjennem fattigst Rude.
Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,
det styrker Landets Marv og Ligevægten,
det gjør selv Gaasebænk til Kongestol
og skyder Stræbepiller under Slægten.
8/11 1914.

* * * * *
TRE KRIGSDIGTE.


MILITARISTEN TALER:

Brænde skal Verden, brænde skal alt,
Slotte, Kaféer, Katedraler,
ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,
hvad du har sparet af Sødt eller Salt,
men ogsaa de blaa Idealer!
Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,
drysse den skal som brændt Papir
ned over trampede Sletter!
Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum
atter vi fylder det tomme Rum
og Klodens bestjærnede Nætter.
6/12 1914.


DIPLOMATER.

Moses styrede Israels Stat,
Aron var øverste Diplomat
med to gyldne Horn udi Panden.
Moses gik sig en Morgentur,
Aron tog sig en Middagslur,
men hvem der ej sov det var Fanden.
Da Aron vaagned og Moses kom hjem
dem mødte alt Folket, som dansede frem
med trukken Kniv mod hinanden.
6/12 1914.


KEJSERENS GUD.

Han talte for Fronten til Folk og Hær;
med Jernhaand løfted han højt sit Sværd
og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:
„Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!“
Han førte de Hære mod Frankerland,
og Byer og Borge gik op i Brand.
Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud.
Men Kejserens Gud er en vældig Gud!
Det lød i Stormen: „En Mørser frem!“
Da splintredes alt fra Syld til Rem.
Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.
Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!
6/12 1914.
* * * * *

SALME.
(AF „JENS LANGKNIV“.)

Tag min Sjæl
naaderige Gud,