Samlede Værker, Andet Bind - 12

Total number of words is 3391
Total number of unique words is 1429
37.7 of words are in the 2000 most common words
53.0 of words are in the 5000 most common words
61.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
„Saa tag ham,“ sa’ Stine, „ifald du betaler
for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.“
„Nej jøsses,“ sa’ Line, „hvor Folk kan vær’ gale!
hvem saa du for Kjærester saadan betale?“
„Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,
men giv saa det halve -- og dermed til Lykke!“
„Jotak,“ sagde Line, „fem Daler paa Tælling!
den Ka’l skal nok ikke være en Skrælling.“
„Det var da som Pokker til Prutten,“ sa’ Stine,
„tilsidst vil du _under_ Rigsdal’ren mig pine.“
„Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,
jeg gi’r dig mit Kammerdugs-Forklæd’ for Palle.“
„Lad gaa,“ sagde Stine, „skjønt næppe jeg skuld’et;
det Forklæde der er jo gnavet og hullet.“
Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,
„den Kjærest’ kund’ Fjolset helt gratis ha’ faaet.
For Palle . . . Ja var der ett anne Raa’ med ham,
filo filobo filibombombom,
saa gav _jeg_ et Forklæd’ for at bli’ aa med ham!“
filo filibo filibom.
1904.


STINES PARASOL.
(F. A. Dahlgren.)

Og Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;
saa gav han sin Stine en Solparasol.
Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,
da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
se hende gaa rundt med sin Solparasol.
Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,
men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
og Stine hun syntes den Glæde var gold
at traske i Graavejr med Solparasol.
Hun klaged’ til Mads: „Nej om jeg det forstaar,
hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!“
Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
han svared’: „_Du_ skinner saa mageløs bovn,
at blot du gaar over en Plads eller Vold,
maa _Solen_ ta’ Tilflugt til Solparasol.“
1904.


FRA SVENSK.


DIN TJENENDE BRODER.
(Carl Snoilsky.)

Paa Farten frem gjennem Livet
_du_ rejser saa trygt og kjækt;
paa hver en Station -- det er givet --
dit Bord staar duget og dækt;
du gjæster de skjønneste Egne,
og trættes du, se, allevegne
du finder en dunvarm Seng.
Sov sødt! -- din _tjenende Broder_
han vaager ved Klokkens Streng.
Hvem er han, den gjæve? I Mindet
hans Træk ej ætsed sig ind;
hans Haand, saa barket i Skindet,
vist aldrig rørte ved din.
Som Lampe-Aanden alene
usynlig han ønsker at tjene,
som _Nytte_ han kun blev set,
-- et flerho’det mystisk Væsen
i Stimlen om din Karet.
Kaminen, der blusser fornøjet,
det Hus, du kalder for dit,
din Jakke og Kravetøjet,
der lyser fornemt og hvidt,
en Gade fejet og pudset,
saa ikke din Fod bliver smudset,
det friske Brød, du dig skjær’ --
_alt_ skyldes din tjenende Broder,
som er i sit Værk dig nær.
Han skoldes af Dampens Strømme,
han holder om Skibets Ror,
mens du i smilende Drømme
omfarer den rullende Jord.
Og om fortryllet du vanker
blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,
blandt Vellyst for Evighed --
det var din tjenende Broder,
som fæsted de Tanker ned.
Saa vandrer han tungt den Bane,
som Skjæbnen -- ej han -- har valgt.
Alt gaar som af gammel Vane.
_Hvad andet? Jeg har vel betalt_,
det er, hvad du tænker og mener;
men tænk om den Aand, der _nu_ tjener,
en Dag forandrede Form
og blev forbitret, for færd’lig --
et Hav af Ho’der i Storm!
Se da i hin Hjælper, den gjæve,
_Personen,_ din Lige, din Ven!
Tryk _selve_ den barkede Næve,
ej bare en Skilling i den!
Sørg for, han sig frit kan forvandle
til en, der kan tænke og handle,
og se ham i Øjnene klart,
og hils paa en Fælle, en Broder;
men husk: Hvad du gjør, gjør snart!
1901.


AFRODITE OG „SLIBEREN“.
I KUNSTSALEN.
(Carl Snoilsky.)

I Kunstens høje Skjønhedstempel
en Magt bestandig drager mig
til dig, du høje Afrodite,
du mørke „Sliber“ hist -- til dig.
Hvordan det Naboskab blev stiftet
imellem jer, jeg fatter ej, --
du underfagre Skjønhedsdronning,
du tunge, ludende Plebej’.
Som Formens Ynde og dens Plumphed
faar Fællesbo i Kunstens Sal,
saa ses i Livet alle Vegne
ved Skjønheds Side: Nød og Kval.
Alt hvad der klinger disharmonisk,
har ej til _hendes_ Øre Bud;
det fæles Aasyn bringer Frysning
i hendes Alabasterhud.
Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,
den standser ved den haardes Fod,
som imod hendes eget Cypern,
hver Bølge tæmmes i sit Mod.
Ej for at prøve Støvets Kampe
steg hun en Gang af Bølgens Elv;
én Lov hun bare kjendte: _Skjønhed_,
ét Maal for Livet kun: _sig selv!_
Hun er kun til for disse „_Nogle_“,
der ikke kjender Glædens Brist,
der stryger bort hver Savnets Rynke,
og marmormejslet staar til sidst.
En Afgrund derfor skiller hende
fra Trællen der, som bøjet staar,
beskjæftiget med Knivens Slibning
nu uafbrudt i tusind Aar.
Som _hun_ steg frem af Perleskummet,
saa spired _han_ af Jorden op,
af Sved og Blod igjennemsyret,
dens Muld har født hans Jættekrop.
Se disse plumpe Muskler, Sener,
der vrider sig som Orm i Orm;
se denne Haand, som Slidet fjerned
fra Skjønhedstypens ædle Form.
I Luften ligger som en Maning
af halve Tanker, brudte Ord;
saa rejs dig, du af Aaget tyng’de,
du staar jo paa din egen Jord!
Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet
gaar fristende mod Jætten frem:
„Følg os! Slaa løs!“ de larmer mod ham.
Ve Jorden, om _han_ lystred dem!
Er al Forsoning for de tvende
da ørkesløs at tænke paa?
Skal hun, den stolte, ingen Sinde
medlidende til Jætten gaa?
Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,
sig vi’ et goldt og selvisk Liv?
Skal han, som knæler der i Støvet,
en Dag bli’ færdig med sin Kniv!
Stig ned, du Kunstens Afrodite,
fra Marmorplintens Pjedestal!
Lad Stenen smelte om et Hjærte,
der røres ved sin Næstes Kval!
Bøj dig i Ømhed mod din Broder,
og løs hans Skjæbnes haarde Baand!
Tør Sveden af hans mørke Pande,
og vrist ham Dolken af hans Haand.
Maj 1901.


AVISDRENGEN.
(Carl Snoilsky.)

Før nogen faar Skoene paa sig,
gaar han igjennem vor Stad.
Kling, kling! siger Klokken; han lægger
sit fugtige Morgenblad.
Og gnidende Søvnen af Øjet
i nysgjerrig Velbehag
udstrækker du Haanden efter,
hvad Verden siger i Dag.
Det er som af Spalterne steg der
et Brus, et surrende Fløjt
fra Lunger, der stønnende spørger:
Hvad har _du_ gjort? Ej en Døjt.
Den lille Nyhedsombærer
-- om nok saa ringe -- han véd,
at Solen forlængst er paa Himlen,
og Livet er Virksomhed.
Med Øjne varme og klare
han iler fra Port til Port
og vækker op og ydmyger
enhver, som intet har gjort.
Kan hænde en anden og større
en Dag erobrer hans Kald,
saa Tiden og ikke Avisen
forkynder et strengt: _Du skal!_
Du lille Pog med Avisen,
en Jætte skubber dig væk;
o, var saa klare _hans_ Øjne,
saa milde som dine _hans_ Træk!
April 1901.


DER LEGES SOLDAT.
(Carl Snoilsky.)

Trommen gaar -- Soldaterne marcherer,
fremad March, til Hornets skingre Klang.
-- Paa en Plet i Parken exercerer
Byens Smaa i Trop og Gaasegang.
Fattigskolens Børn engang om Aaret
bydes hid, hvor der staar Mad parat;
om den Lærer, man har Flokken kaaret,
samles de, saa leges der Soldat!
Men min Tanke gaar til andre Fester:
Hellas’ viltre Knøses Vaabenfærd,
marmormejslet af en Oldtidsmester,
Amoriners Leg med Skjold og Sværd.
Hvem tør her en Sammenligning vove:
Hellas Ungdom -- Børn fra Gydens Hjem!
Det er ej i Kraft af Fattiglove,
en behjælmet Amorin staar frem.
Blege Børn! Fra Timen I blev baaret,
noget fattes jer; -- der spørges: Hvad?
Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,
_det at være rigtig mæt og glad_.
Uvelkomne alt fra Fødselsstunden
hos Forældre, i en brødløs Vraa
har dem Søvnen ofte sultne funden
paa en lyssky Rønnes mugne Straa.
Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,
droges de kun frem til Slæb og Tramp;
blandt Fabrikkens buldrende Maskiner
Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.
Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser!
Mørkets Øgler yngler i dens Skarn;
eddertunget Difteritis hvæser
hæst mod Fattiggydens blege Barn.
Men de hænger sejgt og fast ved Livet;
stundom gi’r det jo en Glædesdag;
og just nu blev saa Parolen givet
til at gaa i Takt til Trommeslag.
Skolen har dem punktlig ladet lære,
at de lever i en mægtig Stat,
stor og lysende ved Kriger-Ære --
hvor den mindste Purk er født Soldat.
Tugtemestre flinkt om _Pligter_ tale,
men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav:
det forskjønnende og ideale --
ved nok Fattigskolen lidet af.
Hvilke Minder har de Børn i Eje?
Ingen. Kun en Barndom glædestom;
Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje
er for dem en stænget Helligdom.
-- Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,
hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk;
Krigen slippes løs med al Elende,
og der stikkes, skydes, myrdes væk!
Men de spænder Ranslens Skulderremmer,
ta’r mod Mordmaskinen ond og lang,
snart bestrøs med sønderslidte Lemmer
Ærens Mark ved Plevna og Sedan.
Metrailleus-Medusen hundredøjet
sprøjter Død og Saar af alle Rør;
Generalerne gaar glad i Tøjet,
og hvorfor? Det ved _de_ nu som før.
Ved, at deres eget de bevare,
naar de røve andre Heldets Vægt,
ved, at her forhale de en Fare,
som kanske skal knuse næste Slægt.
Maalet ser de bagom Kampens Bølger
lig en smykket, oplyst Søjlerad;
men den dunkle Hob, der hine følger,
mejes ned -- og spørger ej for hvad.
1901.


FRA SVENSK BONDEMAAL.
FATTIG-SVENDS KLAGE.
(Per Weiland.)

Hvad nytter det at leve for _mig_? Har _du_ et Svar?
Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte.
Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har --
skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,
en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat,
men er _den_ ikkun mager, du faar den aldrig fat,
for det er Helvedes, hvor den kan springe.
„Hvad nytter det at leve for mig?“ jeg spurgte her
vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære
og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især
ved sin betroede Lod og Del bør være.
Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;
men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror,
han jamred sig som jeg, om ikke værre.
Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid
fra Sol staar op til atter den forsvinder;
jo, det er let at sige, at „Livet er en Strid“;
hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder,
der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,
og dog ved Aftentide gaar lige arm til By
-- hvad nytter det vel slige Folk at leve!
Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød,
hvad der skal til for mig og dem derhjemme,
saa var det til at leve, saa led man ingen Nød;
men nu -- aanej, jeg kan da aldrig glemme,
hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.
Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid
kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.
Ja fik vi no’ at sige, der blev vel anden Skik,
men her de _Store_ vogter nidsk og nøje:
„De pengeløse Stodre, skal de til Politik!
Har vi med Pakket ej haft nok at døje!“
Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?
Hvor gik det med de _Store_, om der var ingen _Smaa_?
Men som det er: hvad nytter det at leve!
Januar 1905.


INDSIDDEREN.
(Karl-Erik Forsslund.)

Saa du siger, jeg skal gaa!
du ta’r Huset fra mig! Naa!
Og fordi _jeg_ ene mukked,
naar de andre bukked!
Jeg har villet egen Nød!
-- Ved du, hvem der skaffed Brød
til dig selv og dine Gjæster
ved de vilde Fester?
Jeg har slidt ved Plejl og Plov,
gjødet Brak og ryddet Skov,
jeg har Dagens Byrde baaret,
Sæden saa’t og skaaret.
Jeg har forket dine Læs,
lagt dit Hø i høje Hæs,
først ved sidste Glimt af Dagen
slap min Haand fra Knagen.
Jeg har Korn til Kværnen kjørt,
og fra Møllen Melet ført;
de har knust min ene Lunge
dine Sække tunge!
Veddet til din blanke Ovn
har jeg fældet hist i Skov’n.
Tænker _du_, naar Ruden dugger,
paa din Brændehugger?
Mel, som burde være mit,
Brød, som burde skjænkes frit,
dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.
Og nu kan jeg løbe!
Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,
at din Velstand som din Magt
-- ædt af Trøsk og syg i Roden --
dingler alt paa Foden.
Men Farvel! Jeg har sagt nok.
Driv dit Spand, og sving din Stok,
mens en Lus i Smiger-Bytte
faar min gamle Hytte.
Oktbr. 1908.


BILLEDHUGGEREN.
(Karl-Erik Forsslund.)

Træd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,
snehvid og ren og skjønlændet!
Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel
og lukker Øjnene blændet.
Der i dit Bur af raa Porfyr
du drømte fra evige Tider.
Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,
og Dyret blev Mand omsider.
Og Velklang steg af Larm og Gys,
bebo’de Verdner af Kaos.
Træd ud og funkl i Dagens Lys
som Gudestøtten i Naos!
Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,
bliv Mand med mægtige Lemmer!
Se, Menneskeheden er brudt og syg
og snørt i Lænker og Remmer.
Her stavrer sulten Fattigdom;
afpillet dens Rygrad luder;
en Pose af Skind, indtørret og tom,
et formløst Skræmsel af Knuder.
Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,
en buldrende Tønde paa Foden,
en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab,
en Byld som ret snart bliver moden.
Og oppustet Bug og skrumpent Skind
og alle Fælhedens Faser
de dølger sig skamfuld, de svøbes ind
i dølgende Slør og Laser.
Den Riges Last skal faa sin Bekomst,
og Fattigdommen forsvinde.
Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,
bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!
Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg
fordømte er til at falde
i Livskampens vaarlige Terningleg,
hvor alle brydes med alle.
Engang din Trængsel er længst forbi,
du Drøm om Skjønhed og Styrke.
I hellig Nøgenhed, ren og fri
som Gud skal Manden dig dyrke.
Ved hver en Vej, -- fra Eng og Park,
du skal mod Vandreren nikke,
i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark
du møder de Unges Blikke.
I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød
dybt Hustruens Kjærlighed nyder,
der skal du staa, saa i hendes Skjød
din Skjønhedsform han gyder.
Og se, en rankfødt Helteslægt
skal lege ved Jordens Sider --
harmonisk og smidig, med Saarene lægt
mod nye Sejre den skrider.
O du min Drøm, du Stenens Sjæl,
som endnu i Mørket strømmer,
jeg aner din Form fra Isse til Hæl,
hvor dybt i Bjærget du drømmer.
Med lukte Øjne tyst du staar
og mod mig Armene rækker.
Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,
i Sang jeg af Søvnen dig vækker.
Marts 1908.


JENS JENSEN OG PÆ’ KRÆNSEN.
(Gustav Frøding.)

Jens Jensen ejer Nakkeby
Pæ’ Krænsen ejer Bakkely
i Sognet Vester-Ved.
Jens Jensen,
Pæ’ Krænsen
de holder aldrig Fred.
Stod Havren godt i Nakkeby,
saa slog den fejl i Bakkely.
Da blev Pæ’ Krænsen vred,
da bandte grimt Pæ’ Krænsen,
da hven og gren Jens Jensen
sig Munden halvt af Led.
Var Kløv’ren grøn i Bakkely,
saa var den graa i Nakkeby,
der stod kun Tidsler dér;
da hven og gren Pæ’ Krænsen,
da truede Jens Jensen
med Næven hen ad Per.
Gik alting galt i Nakkeby,
strax blev der Fest i Bakkely,
saa Jublen steg mod Loft.
Var mørk i Sind Pæ’ Krænsen,
som Solen lo Jens Jensen,
og Fjolen klang i Toft.
De stredes og processede,
om Freden Provsten messede,
det var som Vand paa Gjæs;
thi vandt engang Jens Jensen,
begyndte strax Pæ’ Krænsen
en splinterny Proces.
Jo mere de bedagedes,
des mer der stævntes, klagedes
i Rettens vilde Dans.
Var Dommen for Pæ’ Krænsen,
strax bejlede Jens Jensen
til højere Instans.
Saa skjændtes de, saa skraalte de,
saa multe de, saa maalte de
hinanden Skjæppen fuld.
Processen brød Jens Jensen,
og Brændevin Pæ Krænsen,
saa begge gik omkuld.
Og ingen af dem minkede,
da de mod Graven hinkede
og puttedes i Jord.
„Lad Fanden ta’ Jens Jensen!“
„Lad Pokker faa Pæ’ Krænsen!“
var deres sidste Ord.
„Rebelsk som Jens i Nakkeby,“
og „drilsk som Per i Bakkely,“
er Sagn i Vester-Ved.
Jens Jensen,
Pæ’ Krænsen --
de to holdt aldrig Fred.
1908.


DAARSKABENS TALE.
(Gustav Frøding.)

„I vide det, Brødre og Venner,
min Manddom har lært mig at vrage
den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,
og satte sit første Vaarbrudsblad.
Dog stadig mit Hjærte kjender
en Lyst ved at skue tilbage
til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder
ungdommelig grebet og ak, saa glad.
Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,
skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,
mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn
der spindes om Ungdomslivet.
Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,
og bredte jeg den som for ivrig at læse,
jeg ridsede af med min arge Stift
i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.
Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,
-- jeg vil ikke meget min Visdom prise --
ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad
og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.
Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,
tilgiv mig det da, lad Ordene fare
og hold det blot alt for Vind og Luft
og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!“
Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord
en Kvæld ved den gjæstfri Gajus’ Bord.
Men har han ej saa kunnet udtale sig,
fald du, o Daarskab, da over mig!
1908.


MASKINEN I ULAVE.
(Gustav Frøding.)

Vor Vilje den er Centrum,
vor Lyst Pereferi’n.
„Gaa rundtom, gaa rundtom
din Axe, Turbin’“.
Og Viljen vil sig muntre
og siger: „Kjære Lyst, du,
kom, vi skal drikke Vin!
Gaa rundt om, gaa tront om
dit Centrum, Turbin’“.
Først vil ej Lysten drikke,
men siger: „Altfor fin
for eders ringe Tjener
er jer fornemme Vin!“
Men Viljen raaber: „Rundtom,
her rundtom, Turbin’!“
Helt ofte siden Viljen
og Lysten solded sammen,
drak Dusskaal i Vin
og smurte Maskinen
med Olie fra Rhin.
„Bror Centrum, Bror Rundtom,
Bror Axe, Bror Turbin’!“
Og snart begyndte Lysten
at føle sig som Centrum
og raabe: „Hop, hej, lystelig,
gaa rundtom, dit Svin!“
Naar Viljen sagde: „Lyst, du,
nu stop, ej mere Vin!“
da hikked Lysten: „Vilje, du,
hold Kjæft, jeg er Centrum,
og du Pereferi’n!
Gaa, Centrum, du Rundtom,
du Rundtom, du Trontum,
du Centrum, Turbin’!“
Mod Taget sprang Værket
med splintrende Hvin!
April 1908.


FREDLØS.
(Gustav Frøding.)

Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand
forbi hele Verden,
ser Menneskers Færden
og Huse langs Vejenes Rand,
men har hverken Hjem eller Land.
Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset
og Buxerne flossed’;
de slisker og slasker, de regnblødte Klæ’r;
Mustachen saa stift som en Skobørste hænger,
af Støvlen sig krænger
to vaade, smudsige Tæ’r.
Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,
i Lader jeg ligger,
hvor Lejet mig kosted kun Tak;
for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker
mig fuld, saa jeg nikker
i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.
Og Stemmen er rusten,
og dyster og brusten
af Brænd’vin og Hoste og Had;
jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder
med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder
at tigge en Skilling til Mad.
Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,
jeg har ingen Venner,
de gi’r, som de gav til en Hund,
og intet er mit uden Kjæppen og Posen
og Dirken til Laasen
og Flasken med lidt paa sin Bund.
Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,
og Portene pyntes
med Slynger af Birk og Syrén,
og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer,
mens under dens Stammer
mod Kvæld dækkes Borde af Sten, --
jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde,
som villig vil spinde
og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,
en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge
og fri’s for at tigge
hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.
Det kan en vel ønske, men Fanden annamme!
det gjør vel det samme,
en fødes og ødes -- hvad mer?
Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen,
men Bossen og Bissen
i Grøften fik redt sig Kvarter.
Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,
og stygt bjæffer Hunden
i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar;
jeg vender mig langsomt mod Vejen derude
og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude
som fordum og pillede Blaar.
Febr. 1908.
You have read 1 text from Danish literature.
  • Parts
  • Samlede Værker, Andet Bind - 01
    Total number of words is 3941
    Total number of unique words is 1787
    31.0 of words are in the 2000 most common words
    45.6 of words are in the 5000 most common words
    52.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 02
    Total number of words is 4344
    Total number of unique words is 1722
    32.9 of words are in the 2000 most common words
    47.1 of words are in the 5000 most common words
    55.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 03
    Total number of words is 4358
    Total number of unique words is 1791
    30.4 of words are in the 2000 most common words
    45.1 of words are in the 5000 most common words
    53.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 04
    Total number of words is 4371
    Total number of unique words is 1767
    30.2 of words are in the 2000 most common words
    44.5 of words are in the 5000 most common words
    53.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 05
    Total number of words is 4423
    Total number of unique words is 1812
    32.0 of words are in the 2000 most common words
    47.6 of words are in the 5000 most common words
    54.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 06
    Total number of words is 4250
    Total number of unique words is 1709
    32.8 of words are in the 2000 most common words
    46.7 of words are in the 5000 most common words
    53.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 07
    Total number of words is 4299
    Total number of unique words is 1784
    31.3 of words are in the 2000 most common words
    45.9 of words are in the 5000 most common words
    54.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 08
    Total number of words is 4513
    Total number of unique words is 1432
    38.7 of words are in the 2000 most common words
    53.9 of words are in the 5000 most common words
    63.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 09
    Total number of words is 4529
    Total number of unique words is 1613
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    51.8 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 10
    Total number of words is 4304
    Total number of unique words is 1650
    37.9 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    61.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 11
    Total number of words is 4355
    Total number of unique words is 1625
    38.6 of words are in the 2000 most common words
    53.5 of words are in the 5000 most common words
    61.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Samlede Værker, Andet Bind - 12
    Total number of words is 3391
    Total number of unique words is 1429
    37.7 of words are in the 2000 most common words
    53.0 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.