Samlede Værker, Andet Bind - 10

saa den Fattiges Haab slipper ind,
lad saa Rigmandens Frygt for Falliten
selv se til, hvor den bjærger sit Skind.
Ja, de Fattiges ordløse Harme,
disse dumpe, forvirrede Skjænd,
dem maa _vi_ skjænke Stemme og Mening,
mens Forventningens Tid slides hen.
Kom da med, siden al Ting os minder,
baade Livet og Gravenes Gys,
og kast over Kaos’ets Bølger
et Glimt af det skabende Lys.
Nu skydes al Tant til Side,
men Mageligheden især;
den Sag, der nu kræver, vi strider,
er vel alle Kræfterne værd.
Kom, kast jer kun ind i Kampen,
husk: hvirvles I ogsaa bort,
vil -- over for Eders Gjerning --
selv Døden komme tilkort.
Nu skydes al Tant til Side!
Thi se, vor fylkede Hær
med stolte Bannere skrider
alt op mod Dagningens Skjær!
Januar 1901.


FRA FRANSK.


DEN GODE GUD.
(Jean Pierre de Beranger.)

Gud vaagned en Morgen saa englegod
med os og Alverden paa bedste Fod.
Han satte sin Næse til Ruden brat.
„Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?“
Nej; der i en Krog af det svimlende Rum
Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.
„Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar!
Annamme mig her som jeg staar!“
Og derpaa han sagde med faderlig Vægt:
„Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt,
om hvid eller sort, om fjærn eller nær:
for _jer_ at regjere sidder jeg her!
Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil,
hvad har man vel ogsaa Ministre til!
Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Mon ikke jeg for at blive i Fred
har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med?
Endda I mig klæder i Krigerens Skrud
og kalder mig frækt for „Kejserens Gud“,
ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn
og fyrer Kanonerne af i mit Navn!
Om _jeg_ i Spidsen af Krigshære gaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Hvem er vel disse Smaadværge der
med gyldne Kroner og spraglede Klæ’r?
De Myrefyrster, som mæler frit,
at deres Paahit er ogsaa mit,
at de af mig lærte Visdomskunst
og ejer _min_ specielle Gunst!
Nej, agter _jeg_ Fyrsters Værk ved et Haar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Saa er der af Dværge endnu en Slags,
saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax.
De jager Livsglæden Pokker i Vold
og gjør af _mit_ Navn en Kyse-Trold;
hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej,
men deres Præk er Hebraisk for mig.
Tror _jeg,_ hvad Præster fortæller og spaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer?
De gode af Hjærte dem har jeg kjær.
Vær ikke ræd, at _jeg_ gjør jer Fortræd.
Hold pænt af hverandre og lev med Fred!
Haan bare de Store og Hyklernes Blok!
Adjø! _Jeg_ frygter Angivernes Flok.
Hvis _de_ deres Fødder i Himmerig faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!“
1902.


MODERHJÆRTET.
(Jean Richepin.)

Der var engang en fattig Knøs,
som elsked blindt saa grum en Tøs.
Hun sagde: „Hent i denne Stund
din Moders Hjærte til min Hund!“
Han lød. Gik hjem; stak Mod’ren ned,
skar Hjærtet ud og løb dermed.
Som bedst han løb, han faldt saa haardt,
at Hjærtet af hans Haand gled bort.
Og som det trilled tungt mod Jord,
der kom en spinkel Strøm af Ord.
Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn:
„Aa, slog du dig, mit elskte Barn!“
Decbr. 1902.


FRA TYSK.


FOR SKRANKEN.
(Goethe.)

Og hvem der er Far til det Barn jeg bær’
det siger jeg eder ej,
og siger I saa, jeg en Horer er,
saa svarer jeg eder: nej!
Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej,
men kjærlig og god er min Skat,
hvad enten han bærer en Kjæde af Guld,
hvad eller af Straa er hans Hat.
Vil Haan og Spot end følge deraf
_jeg_ bærer al Skammen derved,
jeg kjender _ham_ vel, han kjender _mig_ vel,
Vorherre ved ogsaa Besked.
Hr. Pastor og Hr. Amtmand der
jeg haaber, I spare mig vil!
Det _er_ mit Barn, det _blir_ mit Barn;
I gir mig jo intet dertil.
1890.


ZIGEUNERSANG.
(Goethe.)

I Taagemulmet, i Sneen dyb,
i Vinternattens den vilde Skov
jeg hørte Ulvenes Hungerhyl,
jeg hørte Uglernes Skrig:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Jeg skjød engang en Kat ved Zaun
og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat,
syv Varulve kom da om Natten til mig,
syv Kvinder, ja syv fra vor By:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel,
baade Anna, Ursula, Käth’,
baade Eva, Lisa og Mett’,
de hylede om mig i Kreds:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt:
Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth!
Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs
og løb og tudede vildt:
Ville vou, vou, vou,
ville vo, vo, vo,
vito hu!
1890.


JEG FULGTE DYBT I SKOVEN IND.
(Goethe.)

Jeg fulgte dybt i Skoven ind
en herlig lille Pige
og trykked hende til min Kind.
„Slip! eller jeg skal skrige!“
Jeg raabte vredt: „Jeg dræber den,
der vover os at røre.“
„Hys!“ hvisked hun, „tal sagte, Ven,
der kunde nogen høre!“
1890.


VÆVERNE.
(H. Heine.)

Med hule Øjne og gnislende Tænder
de sidder ved Væven med travle Hænder.
„Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud,
vi væver deri tre Forbandelsesbud:
Vi væver, vi væver!
Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden,
da Vinteren trued med Hungersdøden,
forgjæves vi bied, forgjæves vi bad,
men Spot han os yded istedetfor Mad,
vi væver, vi væver!
Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,
der ikke kunde vor Nød besige,
der rev os Brødet af vore Munde
og siden lod os skyde som Hunde --
vi væver, vi væver!
Forbandet det falske Fædreland,
som Raadenskabsspirer kun nære kan,
hvor hver en Blomst saa spæd maa dø,
og hvor kun Skjændselen sætter Frø --
vi væver, vi væver!“
Og Skytlen flyver, Vævens Brag
gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag --
„Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud,
vi væver deri tre Forbandelsesbud --
vi væver, vi væver!“
1890.


HOLD DOG OP!
(H. Heine.)

Hold dog op med de Parabler.
Stands den hellige Fanfare
og de mange fromme Fabler,
mens et Spørgsmaal I besvare!
Hvorfor kryber om i Støvet
bleg og byrdebrudt den Gode,
mens forbi den Slette traver
højt tilhest og veltilmode?
Hvis er Skylden? Er Vorherre
kanske ikke helt almægtig?
Eller er det ham, der gjør det?
Nej, det var _for_ nederdrægtig?
Saadan spørger vi bestandig,
indtil man os Munden stopper
med en Haandfuld Jord fra Graven.
Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal?
1898.


JAMMERDAL.
(H. Heine.)

Om Gavlen tuder Nattens Vind,
hvor højt bag Ruder brustne
to stakkels Djævle strækker sig
saa magre og saa gustne.
Den ene stakkels Djævel sa’:
„Omslyng mig med dine Arme,
og pres din Mund imod min Mund;
jeg vil hos dig mig varme.“
Den anden stakkels Djævel sa’:
„Ser _dig_ jeg ind i Øjet,
forsvinder Kulde, Savn og Sult
og alt hvad jeg har døjet.“
De kyssedes meget, men græd dog mer,
kun Sukket danned en Pavse;
imellem de lo, og imellem de sang;
omsider blev de saa tavse.
Man hented Betjenten, og Lægen kom,
han konstatered med Lethed
Kadavrenes Død, anførte som Grund
Omstændighedernes Slethed.
„Den strenge Kulde“, erklærede han,
„forbunden med Mangel paa Spise,
har -- om ej ganske gjort det forbi --
dog synlig befordret en Krise.
Naar Vinteren kommer,“ lagde han til,
„maa Sengene helst være bløde.“
-- Han anbefaled desuden enhver
en sund og kraftig Føde.
1897.


FILANTROPEN.
(H. Heine.)

Der leved to elskede Søskend’,
en fattig Søster, en Broder saa rig;
den fattige sa’ til den rige:
„Giv mig et Stykke Brød.“
Men hende den rige svared’:
„Lad mig dog nu i Fred!
Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg
i Dag for det store Raad:
En elsker Skildpaddesuppe,
den Anden Ananas,
den Tredje spiser Fasaner helst
med Trøfler fra Perigord.
Den Fjerde spiser blot Havfisk,
den Femte lirker for Lax,
den Sjette tager tiltakke med Alt
og drikker dygtigt dertil.“
Den stakkels, stakkels Søster
gik sulten til sin Hytte.
Hun la’ sig paa en Halmsæk
og drog sit sidste Suk.
Vi maa jo alle dø,
og Dødens Le traf ogsaa
tilsidst den rige Broder,
som Søsteren den traf.
Og da den rige Broder
forstod, hans Tid var omme,
tilkaldte han Notaren
og gjorde sit Testament.
Anselige Legater
tilkjendtes Gejstligheden
og Skoler, samt det store
Musæum for Zoologi.
Med smukke Summer betænkte
den store Testator ogsaa
vort Jødeomvendelsesselskab
og Døvstummeinstitutet.
Det nye Taarn paa St. Stephan
han skjænkede en Klokke.
Den vejer 500 Centner
og er af bedste Metal.
Den melder med malmerne Tunge,
hvor meget godt han gjorde
Staden og hans Medborg’re
af egen Konfession.
Begravelsesfesten blev fejret
med megen Prunk og Pragt.
Folk strømmede til i Mængde
og gloede ærefrygtsfuld.
Thi paa en sort Karosse,
der lig en Baldakin
var prydet med sorte Strudsfjer,
hvilte hans Sarkofag.
Tæt bagefter Kisten vandred
Lakajer i sorte Livreer;
snehvide Tørklæder holdt de
op for de sorgrøde Aasyn.
Byens Honoratiores
in pleno, et stateligt Følge
af sorte Paradekuske
vraltede efter i Takt.
_Han_ fattedes just, som gjerne
Fasaner med Trøfler spiste.
Ak, en Forstoppelse havde
fornylig endt hans Liv!
1897.


DUELLER.
(H. Heine.)

To Oxer paa en Bondegaard
faldt i Disput, og den var haard.
De havde begge let til Vrede,
og som det gaar i Stridens Hede,
snart har den ene Ordets Helt,
den anden for _en Æsel_ skjældt,
da _Æsel_ er Skjældsord mod en Oxe,
saa maatte de tvende John Bull’er boxe.
Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid
geraaded ogsaa to Æsler i Strid.
Langørernes Lidenskab voxed med Hast,
omsider den enes Taalmodighed brast,
og mens hans vilde „Y-a“ gjalder,
Medæslet han for _Oxe_ kalder.
I ved, at intet et Æsel kreperer,
som naar man det Oxe titulerer.
En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes,
med Hoved og Hove de stødtes og stredes
med mangt et Spark i hinandens Podex,
som det er befalet i Ærens Kodex.
Og hvad er Moralen i dette vort Digt?
Duel _kan_ blive bydende Pligt:
Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, --
nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.
1897.


BALTHASAR.
(H. Heine.)

Alt hylled Nattens Klædebon
sig tykt og tæt om Babylon.
Men ovre i Balthasars Slot
dér flimrer Lys, der støjes raat.
Der gjorde Kongen Gjæstebud
for Riddersmænd i Silkeskrud.
Der tømte Mændenes skinnende Rad
den funklende Vin af gyldene Fad.
Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,
og Kongen jubled, og Ridderne sang.
Og Kongens Kinder gløded af Blod,
og Vinen hidsed hans vilde Mod.
Han rejser sig op fra Drikkebord
og haaner Gud med bespottende Ord.
Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,
og Ridderne brøler Bifald dertil.
Og bydende vendte sig Kongen om, --
en Tjener forsvandt, paany han kom.
Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,
fra Jahves Tempel de røvede var.
Balthasar greb -- den forvorpne Mand --
et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.
Det tømte han pludselig til dets Bund
og raabte højt med fraadende Mund:
„Jehova, jeg sværger dig evig Haan,
thi jeg er Konge i Babylon!“
Dog næppe de grufulde Ord henklang,
før Angstens Sved ham af Panden sprang.
Den gjaldende Latter forstummed i Hal,
og der blev dødsensstille i Sal.
Og se! og se! paa den hvide Mur
der tegned sig sort en Haands Figur,
og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant
Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.
Balthasar sad der med stivnet Blik,
hans Knæ og Hænder bævende gik.
De Riddere gøs, den larmende Fryd
var længst forstummet, ej mindste Lyd.
De Magere kommer, dog ingen formaar
at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.
Men samme Nat slog Ridder og Træl
Balthasar, Babylons Konge, ihjel.
3/10 1893.


HENSIGTSMÆSSIGHED.
(H. Heine.)

Tvende Ben har Gud os givet
til at stræbe _frem_ i Livet,
vilde ej at Adamsætten
skulde klæbe fast til Pletten --
thi en gammel Stilstands-_Ploug_
havde kun ét Ben behov.
Og af Øjne fik vi to
til at dømme klart og tro --
for at tro hvert skrevet Pluk
var ét Øje mer end nok;
to Gud gav os -- ikke fler --
at vi rigtig maatte fatte
denne skjønne Verdens Skatte,
skabt til Menneskets Plaser.
Og naar vi langs Gaden døse
for at se paa kjønne Tøse
mindre eller mer forfløjne,
skal vi bruge begge Øjne, --
en Opmærksomhed vi skylder
dette raa Produkt af Moden,
som vi bærer langs ad Foden,
vore stakkels Ligtornsbylder,
som er slig en Fandens Plage
i de spidse Støvlers Dage.
Tvende Hænder gav os Gud
til at dele _dobbelt_ ud,
ikke for at lægge Grunker
op i dobbelt høje Bunker
eller bag om Kistelaag,
som jo nu saa _mangt_ et Drog.
Vi skal ingen Navne nævne,
skjønt vi gad os gjerne hævne,
hænge dem, hvis ej vi saa,
de var alt for højt paa Straa.
Riddere og dydigt Pak,
Filantroper, helligt Fæ,
som engang i Ny og Næ
ogsaa mig en Daler stak.
I den tyske Eg vi hænge
ikke Folk med _mange_ Penge.
Og den gode Herre Gud
stak os kun én Næse ud,
da det vilde volde Mas
at faa tvende i et Glas,
og det vilde være ilde,
om vi skulde Vinen spilde.
En Mund fik vi, ikke mer,
heller har vi godt af fler,
Adams Søn og Evas Datter
alt med _den_ for meget pjatter,
og ifald de havde flere
sladred, løj de endnu mere.
Har de Munden fuld af Grød
faar man Ro et Øjeblik,
hvis to Mundes Brug de nød
aldrig Fred for Vaas man fik!
Tvende Øren skjænktes vi;
dette skaber Symetri;
de er endnu ej hos mange
slet saa laadne, slet saa lange
som de Prydelser, Gud yder
til vor æselfødte Skryder. --
Tvende fik du, ikke ét,
at du skulde skatte ret
Mozarts Værker, Haydns, Glucks,
skjælne mellem Kunst og Jux;
gaves kun Klaver-Kolik
og Hæmorrhoid-Musik
af den _store_ Meyerbeer
trængtes ej til Øren mer.
25/8 1893.


ROTTERNE.
(H. Heine.)

Man deler -- agt paa dette --
de Rotter i sultne og mætte;
de mætte har jo ingen Nød,
de sultne drager om Land for Brød.
Saa mange Tusind Mile
de haster uden Hvile,
de stopper ej det vilde Løb,
for Vind og Vand de gi’r ej Kjøb.
I Afgrunden Springet de vover,
og Floderne svømmer de over.
Hist druknede to, og her spiddedes een,
her knækked en Hoben sit Nakkeben.
Det er saa haarde Huder,
og deres spidse Snuder
i modigt Trods de løfter kjækt,
saa radikalt, saa rottefrækt.
De radikale Rotter
med Gud og Kongen spotter;
de døber ej Ynglen som her tillands
og deres Kvinder er „allemands“.
Den Rottehob forslugen,
den vil kun kildre Bugen;
den tænker kun lidt paa sin Salighed,
imens den gnaver og svælger ned.
Med Helvede skræmmes den ikke,
den frygter ej Kattenes Blikke --,
den ejer ej Guld eller ringeste Gods,
men ønsker at dele vort med os.
Jeg hører Piber og Trommer,
hør! Vandrerotterne kommer;
de kredser alt snart om hver Mands Bo,
og deres Mængde er Legio.
O ve, vi er fortabte!
Til Hævn blev hine skabte.
Borgmestren ved ej ud, ej ind,
og Raad og Foged af Angst er blind.
Nu løfter man Sværdet og Stokken,
og Præsterne ringer med Klokken;
den hellige Kirke, den hellige Stat,
de har nu at døje saa haard en Dravat.
Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter,
de højvelviseste Statsdekreter,
de største Kanoner, selv hundredpundige,
det hjælper ej mere, I stakkels vankundige!
Ej heller her hjælper den slebneste Tale,
de Laser af Fraser, hvormed I kan prale;
man fanger ej Rotter med Syllogismer,
de springer over de værste Sofismer.
Der gjælder for sultne Maver og Munde
kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, --
kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft
har her den overbevisende Kraft.
En tiende Stokfisk i Smør vil gotte
en radikal og forsulten Rotte
langt mer end den fyrige Mirabeau
og Talere lige fra Cicero.
Januar 1901.


MAND OG KVINDE.
(Alexander Petøfi.)

Da Gud Fader havde Manden dannet
rynked tunge Anelser hans Bryn,
de blev Sorger, som tilsidst forvandled
sig til Skyer og til Uvejrslyn.
Da Vorherre havde Kvinden dannet,
brast i Graad han ved det skjønne Syn,
og hver Draabe af Guds Glædestaarer
blev en lille Stjerne over Sky’n.
August 1891.


SVÆRD OG LÆNKE.
(Alexander Petøfi.)

Engang med Gud Faders Vilje
steg en Engel ned til Jorden
for den dejligste blandt Kvinder
der at finde og at favne;
og han fandt og elsked hende;
fra den Stund af blev ham Jorden
skjønnere end selve Himlen,
og han svævede hver Aften
salig til sin Elskerinde,
sprang fra Stjærne ned til Stjærne,
og naar endelig han standsed
paa den nederste i Rækken
satte han sig paa en Svane,
paa en hvid og dejlig Svane,
og den bar ham til hans Elskte,
der ham vented i sin Have
og ham hilsed med en Latter
hvorved alle Knopper svulmed,
og Smaablomster, længst henvisned,
atter vækkedes til Live.
Der de sad og talte sammen
indtil Morgenrøden lyste;
og de talte om alt helligt,
om alt skjønt, som er i Verden.
Og med sænkte Øjne lytted
Pigen til sin Engels Tale;
men engang da op hun skued
var saa skjønt det Blik, at Englen
faldt paa Knæ ved hendes Side
og et Kys af hende trygled,
hvad hun ikke Englen nægted.
Hvilket Kys! Da Englens Læber
bævede mod Pigens Læber,
bæved salig hele Jorden,
som var Jorden selv et Hjærte.
Og hver Stjærne hist i Himlen
blev en Klokke, hvorpaa klare
Trylletoner klang og klemted.
Aldrig hørtes slige Toner,
Blomsterne tog til at danse
som smaa Alfer over Enge,
Maanen rødmede fra Himlen,
vel fordi den Skjønne fæsted
rødmende sit Blik paa Maanen;
Natten selv blev rosenfarvet.
Englens Kys paa Pigens Læber
spirede som Frø i Mulde,
og den salige blev Moder
til et Barn saa skjønt og dejligt,
som det avles kun, naar _Himlen_
elskende omfavner Jorden.
Barnet blev kaldt _Sværd_ i Daaben,
Sværdet det betyder _Frihed_.
Engang steg med Satans Vilje
op den hæsligste af Djævle
til vor Jordkreds for at søge
der den fuleste af Hexe,
og han fandt og elsked hende;
fra den Stund af fandt han Jorden
skjønnere end Helveds Kule,
og han sneg sig nu hver Aften
i den skumle Midnatstime
gjennem Svælget af et Ildbjærg
op fra Helved til sin Skjøge. --
Paa en Hel-Hest vild og sodet,
slangehalet, tudseho’det,
flammemanket, dragefodet,
bragtes Djævlen op til Jorden. --
Hexen kom til Stævnemødet
fulgt af Flagermus og Ugler,
ridende paa Limestage
ind i Bjærgets flammefæle
Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.
Der de sad og taled sammen
indtil Hanens Galen gjalded,
og de talte om alt gudløst,
om det hæsligste i Verden.
Da brød Djævlen ud: „Jeg fryser --
kom dog dyb’re, kom dog dyb’re!
kom til Bunden af Vulkanen,
ned til Ildens sidste Leje!
-- Ak, men ogsaa her jeg fryser;
hør hvor mine Tænder klaprer!
Kom og favn mig, kom og kys mig.“
-- Kyssende hun ham omfavner!
Hvilket Kys! Da Djævlens Læber
rørte Hexens fule Læber,
skjalv den hele Jord i Rædsel,
drønende, som naar den hylles
ind i sorte Uvejrsskyer.
Bjærget vælted Flammer af sig,
og det spyed op mod Himlen
Lavaregn og glødte Stene,
Jorden var omspændt af Luer,
alle Stjærnerne og Maanen
drog et Slør for deres Aasyn,
sort og tykt og tæt var Sløret,
thi de vilde intet skue.
Djævlens Kys bar Frugt derefter,
og den fule Hex blev Moder
til et Udyr, som det fødes
kun, naar _Helved_ favner Jorden,
og det stygge Djævleafkom
kaldte man med Navnet: _Lænke_.
Lænke det betyder _Trældom_.
Disse tvende: Frihed, -- Trældom,
hin fra Himlen, den fra Helved,
ogsaa kaldet Sværd og Lænke,
kjæmper stadigvæk paa Livet.
Længe vared Kampen, _længe_,
svækkes kan den, dog ej standse.
Sværdet er alt sløvt og skaaret,
tyndere dog ogsaa Lænken.
Snart for vist det skal afgjøres
-- længe kan det ikke vare --
hvem der Jorden skal beherske,
enten Himlens Ætling -- _Frihed_,
eller Helveds Afkom -- _Trældom_.
15/1 1894.


DEN VANVITTIGE.
(Alexander Petøfi.)

Hvad skal I, Forstyrrere?
Pak jer, se til I kommer bort!
Forstyr mig ikke i mit Arbejd,
thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe
af Solens Straaler
og gjennempisker Verden med den.
Naar den saa jamrer, vil jeg le,
som den har let, naar jeg har jamret.
Ha, ha, ha!
Thi det _er_ Livet: Kun Graad og Latter.
Men Døden raaber omsider: „stille!“
Engang da døde ogsaa _jeg_.
De Folk som daglig drak min Vin
de havde gydt mig Gift i Vandet.
Hvad gjorde mine Mordere saa
for deres frække Daad at skjule?
Jo, da jeg laa som Lig paa Baare
de la’ sig over mig med Suk og Taare.
Hvor var jeg gjerne sprunget op
og bidt dem Næsen af til Roden,
dog nej, de Næsen skal beholde
saa de mit raadne Lig skal lugte,
indtil de selv af Stanken brister.
Ha, ha, ha!
Men hvor begrov man mig? I Afrika.
Det var mit Held,
thi en Hyæne grov mig op igjen.
Det Dyr, det var min eneste Velgjører,
og det har jeg bedraget.
Det vilde nemlig mine Knokler gnave,
istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte,
som var saa besk, at det krepered af det.
Ha, ha, ha!
Ak ja, saa gaar det hver
som øver godt mod andre.
Thi hvad er Mennesket?
„En Blomst,“ -- saa hedder det, --
„som har sin Top i Himlen.“
Det er ej sandt!
Nej, Mennesket det er en Urt
som sine Rødder dybt i Helved slaar.
Det var en Vismand som mig dette lærte;
-- en Taabe var han, thi af Sult han døde.
Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke?
Ha, ha, ha!
Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt?
Jeg skulde hel’re græde.
Ja, græde for den Slægt, der er saa ond.
Gud græder ofte fra den høje Sky
i Anger over, at han skabte den.
Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe?
De falder til vor Jord, den ækle Jord,
og Mennesket dér sætter Foden paa dem,
og saa -- hvad bli’r der af dem?
Hvad bliver der af Himlens Taarer? -- Snavs.
Ha, ha, ha!
O Himmel, gamle afdankede Soldat,
Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen,
og Skyerne din slidte Uniform.
Thi, saadan slipper man en gammel Kriger,
din Løn for Tjenesten saa lang og tro:
et Kors og saa en gammel Uniform.
Ha, ha, ha!
Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang
betyder oversat i eders Sprog:
Den raaber: Vogt dig først og frem’st for Kvinden,
thi Kvinden drager Mændene imod sig
som Oceanet drager Flodens Strømme,
for snart igjen at støde dem langt fra sig.
En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden.
Ja, dejlig, men saa farlig, --
en giftig Drik udi et gyldent Bæger.
O, jeg har nydt dig, Elskov!
En eneste af dine Himmeldraaber
er sødere end noget Hav af Honning,
men slig en Draabe ogsaa mere dræbende
end et til Gift forvandlet Ocean.
Men har I ogsaa Havet set,
naar Frygtens Storm trak over det
og saa’de Dødssæd i dets Skjød?
Og har I Tordenvejret set,
hin raa, solbrændte Bonde,
der svang som Pisk det blanke Lyn?
Ha, ha, ha!
Naar Frugten den er moden, falder den.
Du Jord er moden alt, saa fald da, fald!
-- Endnu jeg venter til i Morgen,
men kommer da ej Dommerdag,
saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt;
det fylder jeg med Dynamit
og sprænger saa den ganske Jord
i Luften.
Ha, ha, ha!
15/10 1893.


BJØRNEN I BERN.
(Efter Fr. von Sallet.)

I fordums Tid -- saa har jeg læst --
de holdt i Bern en Bamse,
og lod de frit det laadne Bæst
i Landets Fedme gramse.
„Saa sig mig dog, I Berner-Børn,
hvad gjør nu egentlig den Bjørn,
det maa I mig forklare.“
„Nuvel, han æder Truget tomt;
hvad mer skal han vel gjøre?
-- tar til i Vægt og lægger fromt
sig paa sit grønne Øre.
Han sover med Ihærdighed
og brumler saa med Værdighed.
Kort sagt: Han er _vor_ Bamse.“
„Hvi vil I dog i Stad og Stat
til ham det bedste samle?“
„Du er dog ret en dum Krabat;
saa gjorde jo de gamle!
Vi er kaput, den Dag han gaar.“
„Hvorfor?“ -- „Hold Mund! Vi ellers slaar
dig Ho’det ned i Maven!“
-- Tys! Hvorfra stammer den Halløj?
Hør! Børn og Kvinder hyler.
Se, Torvet vrimler; lav og høj
nu larmer som Kabyler.
Er Folket ramt af Pest og Brand?
-- „O, tifold værre! Arme Land!
Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!
Saa brat ham ramte Dødens Spær,
og ingen fler vi huse!
O, maatte i et Herrens Vejr
os vore Bjærge knuse!
Forbi, forbi med Kanton Bern!
O, Jægergutter, op til Værn!
Fang ind en ny før Aften!“
De jager over Bjærg og Slugt,
kan ingen Bjørne finde;
men ligefuldt faar Træet Frugt,
og Æblerne bli’r trinde;
og Rugen gynger i sin Dal,
som Bjørnedød og Bjørnekval
ej for en Døjt den agted.
De jagede, til Solen sank
bag fjerne Alpetinder.
„Der stiger Maanen rund og blank;
se, om ej Skjælmen skinner!
Og Stjernerne -- se der -- og der!
Den hele muntre Himmelhær --
som ingenting var hændet!“
„Saa vil vi“ -- raabte Land og Stad,
„ej mer af Bjørne vide;
han aad sig fed af Folkets Fad
og vilde dog os bide.
Vi maatte klippe Bæstets Klør.
Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør!
Og _vor_ skal aldrig savnes.“
April 1908.


VED KJEDLEN.
(Ferd. Freiligrath.)

En Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;
den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog.
Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot;
den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.