Samlede Værker, Andet Bind - 01

JEPPE AAKJÆR
SAMLEDE VÆRKER

ANDET BIND
DIGTE 1908--1918


Gyldendalske Boghandel -- Nordisk Forlag
Kjøbenhavn og Kristiania 1918


_Copyright
by
Jeppe Aakjær._

Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer)


INDHOLD.

Aakjær 50
Aften 82
A glemmer æ aalle i mi Daw 79
An Væver 25
Autografsamler 24
Barn og Mor 117
Bjørnson 34
Bondefjol 119
Bonden og Skrædderen 23
Bransager 113
Broen 139
Bryllup 106
Børn fra Gyden 95
Da æ Bjærgmand kam 56
De fattiges Jul 74
De fire Vinde 123
Den blanke Aa 39
Den døde Lærke 51
Den kjære brune Hede 80
Der so tow Kragger 17
Diplomater 110
Dorres Sang 13
Dr. S. Rambusch 53
Efteraar 154
En betle Haar 84
En Julegjæst 64
En Landsby døbes 160
En lystig Sang 22
Ensom 73
Evald Tang Kristensen II 157
Feilberg 20; 73
Foraarstegn 30
Forladt 59
Fred 156
Fredlysning 82
Gammel Jehannes hans Nøjesvis 98
Gammel Ka Bakk 31
Godt Mod! 109
Gylden Sol 151
Hans Kaarsberg 102
Havren 141
H. F. Feilberg I 20
„ „ „ II 73
Hilsen til Esbjærg 112
Historiens Sang 161
Humlebien 152
Humlebo 43
Hørup 11
Høslets-Viser 38
Høstmarch 64
Imellem to mørke Høje 18
Invaliden og Kristus 118
Jawn Humør 1
Jens og hans Hywlbor 114
Jens Hvas 130
Jens Kuk 42
Jens ved æ Bæk 5
Juleaften 66
Julehilsen til „Naverne“ i Zürich 74
Juleneg 67
Kaalfolk 77
Kaarsberg 102
Kaphyw 50
Kejserens Gud 110
Kirken 45
Kjesten og Kræn Kresten 37
Kjørmes Knud 121
Kritik 36
Kræn Dejler 71
Landarbejdersang 103
Landsbysmeden 153
Lille Edith 105
Limfjorden 14
Majnat 139
Mejerist Esper Andersen 29
Militarismen 54
Militaristen taler 109
Mor ved Brønden 133
Morgen 81
Morgen før Slaget 38
Mors Rok 32
Nansen 4
Niels Bransager 113
Nordovst 123
Nytaar 71
Paa kjære Grave 30
Paa Sallings Jord 143
Paaskeøsten 123
Per Smed 61
Pigen paa Diget 75
Piger paa Engen 70
Pjalte-Kræjsten 34
Povl med den tunge Skovl 144
Rambusch 53
Ringen 21
Ræbild-Kantate 80
Sabro 88
Salme (Af „Jens Langkniv“) 111
Sang fra Gruben 3
Sang til Demokratiet 85
Sej mæ, ska vi mej i Kri’ 116
Slaakarle 40
Spurvene ved Helliggejst 158
Storken 76
Svalen 16
Svampejagt 87
Svigtende Signaler 155
Sædemand 96
Sølvbryllup 107
Søndag i Morgen 44
Søndenvind 125
Til en Møllerdatter 88
Til en rejsende Brud 4
Til en Plovkammerat 11
Til Peter Nansen 4
Til Peter Sabro 88
Til Sallings Husmand 60
To Forkyndere 6
Tre Krigsdigte 109
Trines Ko 26
Ung Vise 98
Ved Bj. Bjørnsons Dødsleje 34
Ved Engsøen 21
Ved Susaaen 108
Vestenvinden 127
Viggo Hørup II 11
Vor Barndoms Bæk 46
Vrød i Vront og Mari Stont 93
Zachæus 89

OVERSÆTTELSER.
_Fra Skotsk:_
_Af Robert Burns:_
Burns om sig selv 165
Trods alt det 166
Født til Graad 167
I det Fjærne 170
Hellig Wolles Bøn 171
Der boed en Bonde 174
Findlay 176
Jenny i Rugen 177
Skjøn Nelly 178
Hvad kan en ung Kvinde 179
Nancy 180
Duncan Gray 181
Jack Rab 182
Tibbi Dunbar 183
John Anderson 183
O luk mig ind 184
Var Skylden min 185
Wolles Viv 186
En Skrædder i Sengen 187
De lystige Tiggere I--XVI 188--198
_Fra Engelsk:_
_Oliver Goldsmith:_
Den nedlagte Landsby 199
_Percy B. Shelley:_
Til Englands Sønner 199
I er mange -- de er faa 200
_Thomas Hood:_
Sypigen 201
_James Thomson:_
L’ancien Regime eller Det gode gamle Konge-dømme 204
_G. K. Chesterton:_
Da Godsejerne appellered til Folket 206
_R. L. Stevenson:_
Det syge Barn 208
_Rudyard Kipling:_
Lille min Mor -- 208
_William Morris:_
Mit og dit 209
Nyaars-Gry 210
_Fra Fransk:_
_Jean Pierre de Beranger:_
Den gode Gud 213
_Jean Richepin:_
Moderhjærtet 215
_Fra Tysk:_
_W. Goethe:_
For Skranken 216
Zigeunersang 216
Jeg fulgte dybt i Skoven ind 217
_Heinrich Heine:_
Væverne 218
Hold dog op! 219
Jammerdal 219
Filantropen 220
Dueller 223
Balthasar 223
Hensigtsmæssighed 225
Rotterne 227
_Alexander Petøft:_
Mand og Kvinde 229
Sværd og Lænke 230
Den Vanvittige 233
_Fr. von Sollet:_
Bjørnen i Bern 236
_Ferd. Freiligrath:_
Ved Kjedlen 237
_Arthur Fitger:_
Omsværm os kun, Fjender 240
_Karl Henckel:_
Arbejdersang 241
_Detlev von Liliencron:_
Nr. 310 242
Tordenvejret 244
Hans Sværmer 248
_Fra Norsk Bondemaal:_
_Per Sivle:_
Den første Sang 249
_Fra Svensk:_
_C. M. Bellman:_
Tre bibelske Viser 250
_Joh. Ludv. Runeberg:_
Det første Kys 254
De Fangne 254
Jeg ser paa Ternernes Skare 255
Smaavers 256
Ojan Pavo 257
_Fra Værmlandsk:_
_F. A. Dahlgren:_
Bremsens Møsse 258
Grisen 260
Kjærestehandel 261
Stines Parasol 262
_Fra Svensk:_
_Carl Snoilsky:_
Din tjenende Broder 263
Afrodite og Sliberen 264
Avisdrengen 266
Der leges Soldat 267
_Per Weiland:_
Fattigsvends Klage 270
_Karl-Erik Forsslund:_
Indsidderen 271
Billedhuggeren 272
_Gustaf Frøding:_
Jens Jensen og Pæ Krænsen 274
Daarskabens Tale 276
Maskinen i Ulave 277
Fredløs 278


JAWN HUMØR.

A bowr herude o æ Hie
en hal Mils Vej te Øster,
der haar a Lov aa spild mi Tie
Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm
og spytt saalaant, a lyster,
og trimmel To med Kaaren;
mi Awteskuen ku gjør det samm,
skjønt hun er stywlelaaren.
Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa
en gaar og affensirer,
og a er gløj, og a er glaa,
hwor anner grovelirer;
for ha en Sind saa lærki-let,
en bette Kwind, en ynder,
og spis sæ mæt og slid sæ træt,
det passer _wal_ for Bønder.
Mi Nobo aalle nue Tid Aas
war med de drutt hæ dovnle;
han haar en Bøl og a en Hos,
tho saa læ vi jo Vovnle;
_han_ gjør for mæ en Søndesbied,
imen hans Støwt _a_ stander;
han hjælper mæ, a hjælper Pie,
søn hjælper vi hweranner.
Og haar mi Kuen en hægen Bej,
saa ska jo Pies smaag’e,
og Pies sender lisse rej
en Kovring, nær _de_ baage;
og somtid med en jenle Dram
en gjør hinaan tegue;
tho byd det ledt er ingen Skam,
nær ett en haar det stue.
Vild Fattefolk kuns støtt hinaan,
med hwad der søn vil gnav wos,
saa skuld I si, hwor vi sku kraan
og aalle mie klav wos.
Men Smofolk ved ett, hwad de kan,
fâr de staar te æ Hammel;
de kund jo løwt æ hiele Land,
saatt _de_ dje Rygge sammel!
Men jawn Humør te dawle Sled
det maa no aalle fattes,
hwis ett en ska gaa fræ æ Bed
og aaltfor tidle mattes;
_den_ fæk _a_ med mæ fræ æ Red
-- mi jennest Arpaart wa’e --
den faar mi Bøen laa i dje Kled
nær _de_ skal ad æ Dae.
[Anm.:
_Hie_, Hede; _aa spild_, at spilde; _Tie_, Tjære; _Bøen_, Børn;
_lieg_, lege; _trimmel To_, trimle Taa, en Leg, hvor man med
Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens
man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
_Awteskuen_, Aftægtskone; _stywlelaaren_, lovlig stiv;
_Greef_, Greb; _gløj_, rask i Tøjet; _glaa_, glad; _grovelirer_,
grubler; _ynder_, elsker;
_Nobo_, Nabo; _aalle_, aldrig; _nue Tid Aas_, nogen Tid paa Aaret;
_drutt_, trevne og tunge; _hæ_, eller; _dovnle_, dovnladne; _Bøl_,
kastreret Tyr; _Hos_, Øg; _læ Vovnle_, er fælles om et Vogn-Spand;
_Søndesbied_, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet);
_imen_, mens; _Støwt_, Trillebør; _stander_, gjør i Stand; _Pie_,
Per; _søn_, saaledes;
_Kuen_, Kone; _en hægen Bej_, en velsmagende Bid; _smaag’e_, smage
det; _lisse rej_, ligesaa selvfølgelig; _tegue_, tilgode; _stue_,
store;
_kraan_, knejse; _klav_, klage; _fâr_, før; _staar te æ Hammel_,
(om Heste), der staar til Hammelstokken, ɔ: ta’r et Tag; _løwt_,
løfte;
_gaa fræ æ Bed_, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves);
_tidle_, tidlig; _fræ æ Red_, fra Reden (ɔ: Hjemmet); _jennest
Arpaart_, eneste Arv; _wa’e_, var det; _laa i dje Kled_, lagt i
Klædet, ɔ: Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin Habengut;
_„nær de skal ad æ Dae“_, udad Døren = ud at tjene deres Brød.]
19/10 1908.


SANG FRA GRUBEN.

Vi er graa, graa Mænd,
som af ingen Glæde ved;
vi er smaa, smaa Mænd,
som maa altid dyb’re ned.
Med en Muldklump ved vor Sko
og en større ved vor Sjæl
skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl.
Vi er graa, graa Mænd,
som tog Farve af vor Grund,
vi er smaa, smaa Mænd,
stemplet fra vor Fødselsstund.
Med en Hakke, bred og tung,
huler vi vor Minegang;
Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang.
Vi er graa, graa Mænd,
armere end Hulens Kryb,
vi er smaa, smaa Mænd,
fængslet til vor Grubes Dyb.
Jordens Aande, klæg og kold,
stiger mod vor blege Mund,
som engang den mod os aander i det sidste Blund.
Vi er graa, graa Mænd,
graa i Syn og graa i Sjæl,
vi er smaa, smaa Mænd,
lænket til en leret Pæl.
Ser vi fra vor vaade Grav
mod den lyse Verden op,
skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop.
Vi er graa, graa Mænd,
med kun ringe Raad til Haab,
vi er smaa, smaa Mænd; --
Brødre, hør vort Afgrundsraab!
Hjælp os fra vor Grubes Gys
op til Sol og Dagens Kaar,
før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar!
Oktbr. 1908.


TIL EN REJSENDE BRUD.

Kolumbus drog til Amerika,
der hildedes han i Rænker;
de førte den stolte hjem derfra
i nagelboltede Lænker.
De drager nu selv til Amerika,
mens Efteraarsregnen stænker,
og lader Dem binde hjemme fra
i rosen-naglede Lænker.
Saa far med Fred til Amerika
-- Kolumbuses Vej -- jeg tænker,
de føles ikke saa tungt endda
de Hymens smykkede Lænker.
Men er De mættet af Sydens Lyst
og Duft af gyngende Lianer,
da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst
og Fjorddalens syngende Svaner.
26/10 1908.


TIL PETER NANSEN.
FESTTELEGRAM.

Tillader de høje Gjæster,
jeg fra min fjerne Plads
-- tredive Mile til Vester --
hæver for Nansen mit Glas!
Om Digtning har Flod eller Ebbe,
er vor vel skilt ved en Elv;
men den skulde prygles med Kjæppe,
som bare vil se sig selv.
26/10 1908.


JENS VED Æ BÆK.

Jens ved æ Bæk
gik te Møll med hans Sæk,
den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk.
Jens stunted væk,
han war strunk i hans Stræk,
og han pæst, men’ hans Kjæp lisse javnle slo Smæk.
Jens ved æ Bæk
mødt en fuldajte Gjæk
med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek.
Jens med hans Sæk
rend i Sto po æ Flæk;
war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk.
Jens og æ Gjæk,
da de tow kam i Træk,
bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk.
Jens bløw saa kjek,
aa, saa himlendes fræk,
og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk.
Jens ved æ Bæk
fild ikold med hans Sæk,
saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk.
Jens med en Træk
bøj æ Møller hans Sæk;
men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk.
Jens ved æ Bæk
ga hans Kjælling en Skræk,
da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk.
Jens ved æ Bæk
_med_ det samm fæk en Ræk,
saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk.
Lær af Jens Bæk,
hwis du møder en Gjæk
med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek,
frister han fræk,
swor ham aalle en Kwæk,
skynd dæ hjem, men’ ino do haar Maalt i di Sæk!
[Anm.:
_aalfuld_, helt fuld; _Maalt_, Malt; _pæst_, stødte Vinden ud over
Læberne; _men’_, imens; _javnle_, jævnlig;
_fuldajte_, temmelig fuld; _med en Hund i æ Reef_, det er: en Rus,
en Donner; _Fek_, Lomme; _aa hætt_, at hitte; _stod han ett fræ æ
Hækk_, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar);
_kam i Træk_, kom i Lag; _aa kulp_, stordrikke, med dybe Kluk;
_Stjern_, Rus;
_fild_, faldt; _Pues_, Pose; _Hwol_, Hul; _ralled væk_, trilled
væk (under Larm); _bøj_, bød; _men en Kjân for æ Kwân_, men en
Kjærne for Kværnen;
_rat hind_, rakte hende; _swoter_, sortere; _en Ræk_, et Slag;
_Knog_, de Kvæstelse;
_Gjæk_, Skjælm; _en Hummel i æ Ør_, det er: en Rus; _men’ ino_,
men endnu.]
27/10 1908.


TO FORKYNDERE.

De beder derinde for aabne Døre,
mens Lærkerne synger for døveste Øre.
De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen,
en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen.
De beder om Naade for sig og sine,
for andre de beder om Helvedes Pine.
Præsten staar sort mod den hvide Væg,
grader Bevægelsen ud over Salen,
lægger med Tomlen i Bogen et Læg,
stryger sig stramt ad sit side Skjæg
og skrider fra Texten til Talen.
Flittig han grumser Alverden til,
intet han agter, og lidet han levner,
har man bare det Sind, der vil,
da findes jo lettelig Revner.
Engen ligger saa lys og grøn,
Havren ringler saa fint og stille.
Verden er altid stor og skjøn,
Menneskehjærtet saa trangt og lille.
Præsten raser en Time fuld,
svælger i pyromaniske Drømme,
pisker med Nælder Syndens Kuld,
svider med Svovl og Edderstrømme.
Brat, som vilde han noget kløve,
hugger han Haanden i Pultens Planke:
„Satan gaar rundt som en slugvorn Løve
med oprejst Hale og Manke!“
Gud skal sanke hver Synd i Sæk,
lusker sig nogen fra Dommen væk,
skal Fanden paa Forken ham hente;
hvad du har syndet som vild og ung,
hvad du har drømt under Dynen tung,
en Dag skal det sones -- med Rente!
„Item“ (nu synes hans Grumhed mæt)
„Herren skal gribe sit Vaskebræt,
tvætte dig Synder, Plet for Plet!“
Forsamlingen snøfter bevæget.
Men Præsten trænger skam mest til Tvæt,
thi han har spildt Æg i Skjægget.
Salen er fyldt til inderste Krog,
Kroppene damper som Kedler i Kog.
Mændene skutter sig tavse paa Bænken,
blege af Angst og Eftertænken.
Gamle Kvinder med visne Hænder
sidder og fingrer ved Bogens Spænder.
Unge Piger med trinde Lænder
kan ej tøjle det viltre Sind,
lukker bestandig Synden ind
i det sunde, blomstrende Hjærte.
En har danset for ganske nys,
én har nippet bag Diget et Kys,
nu volder det Glutten Smerte.
Præsten er atter paa Sjælefangst,
Dumhed er Krogen, hans Madding Angst.
„Øxen er lagt ved Roden!“
Hjærtet han saarer Sting i Sting,
Jordens lysende runde Ring --
han sparker den bort med Foden.
-- -- -- Da med ét en Svale svæved
ad det aabne Vindve ind,
fløjtende den brat sig hæved
op paa Bjælken lang og trind.
Et Sekund den ganske stille
sad beklemt og titted ned,
som den vilde maale Højden
af sin egen Dristighed.
Men saa spændte den sin Strube
til en kaad og hedensk Sang,
og fra Brystets spæde Grube
Jordens muntre Toner klang.
Alle Jublens Klarinetter,
Dansetrin til Silkeslæb,
Kvindekys i blide Nætter
toned af det Svalenæb.
Og den sang om modne Druer
vældende af Klippens Sten,
sang om grønne Kakaduer
paa Mangrovetræets Gren.
Sang om Styrt af vilde Floder
i det fjerne Afrika,
sang om Nilen, Havets Broder,
Middelhav og Marmara --
Om Flamingo’er, rosenrøde,
lysende langs Syrtens Bugt,
-- hvad en lille Fugl kan møde
paa sin muntre Verdensflugt.
Sang og sang! om Sommerrugen,
som har gynget Kjærnen fuld,
sang om alt, der gror og grønnes
i og om og over Muld.
Sang om Sol og brune Bier,
dansende om Kubens Karm,
sang om hvert et Straa, der dier
Jordens underspændte Barm.
Sang om Bækkens lange Latter
over alt og Ingenting,
sang om Aaens Arm, der fatter
Landet i et Kjæmpesving.
Sang om Bær, der ensomt rødme
i den brune Hedelyng,
sang om Æbleblomstens Sødme
og om Gjærdesnerlens Slyng.
Sang om Strandens Baad, der prøves
under Støj af Klittens Børn,
mens Septemberluften kløves
af den vilde Fiskeørn.
Sang om lyse Sommernætter,
Mosebryg og Møllebrus,
klingre Slag af sorte Spætter,
Aftenrøg af øde Hus.
Sang om Kvæg i Hjorde hvide
og den stolte Hjorts Gevir,
Svaleleg ved Aftentide
om et skovgjemt, irret Spir.
Og den sang om Morgenrøde,
sang om Hejredans i Dug,
naar en Falk gi’r Ungen Føde
under stive Tidslers Buk.
Sang om Jordens største Lykke,
sang det op i Præstens Spind:
Mand og Kvinde, elskovstrygge,
ømt forenet, Kind mod Kind!
Og nu selv en varm Forkynder,
nidkjær indtil Marv og Ben,
synger den om søde Synder
bag en dugget Hybengren.
Jubler ud sin galne Viden
om et Hyttetag af Rør,
dér en Rede lun og liden
bag en revnet Forstu’dør.
Og den ler sig Vingen kroget,
som den sig i Siden tog,
gjør et Hop og slipper noget
ned i Præstens sorte Bog.
Men forfærdet ved sin Gjerning
ud den sig fra Bjælken svang,
mens med Djævlen kastes Terning
om din Sjæl endnu engang.
9/11 1908.


TIL EN PLOVKAMMERAT.

Vi døjed og pløjed paa Fædrenes Grund,
mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund.
Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort „Ho’s“,
og Pokker tog Ploven, og Livet tog os.
Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold,
og stadig vi fører en Plov i vort Skjold.
14/11 1908.


VIGGO HØRUP.

Saa rejses Sten for Døgnets bedste Mand,
som længe dvæled i sin Tystheds Have.
Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland,
du var bestandig rigt -- ved dine Grave.
Og skjønt dit Navn kom sjældent i _hans_ Mund,
fordi han havde Sky for tunge Navne,
var det hans Pulsslag til hans sidste Blund
sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne.
Han var ej Manden med den ene Tanke,
der kløver Rummet for den nye Dag,
men tusind Tankegnister, lynildblanke,
sprang fra hans Esse i _vort_ Hjærteslag.
Hvor har han glødet vore unge Kinder
til nye Tag i Nederlagets Stund,
naar ingen uden han saa Fyr bag Sund
og Frafalds Taager knuged alle Tinder.
Han var en Spejder ind i Fremtidslandet,
det Land enhver med Graad har stirret paa,
den fjerne Kyst med lyse Løfter randet,
men som vi aldrig, aldrig _selv_ skal naa.
Den Viden har dog ej _hans_ Ildhu hemmet,
han var ej nogen haabløs Pessimist;
thi der er anden Tro end den paa Christ
og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet.
Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde,
derfra hans Had til alle gjorte Baand;
mod Thybo-Pral han satte Folkesnille,
derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand.
Og Folkeguldet dybt i Undergrunden
med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden.
Den som har set ham under Bøgeløvet,
naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld,
naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet,
blev gjort til Prise i et Spottevæld,
han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande
og ej hans Øjes stærke Tindrekraft,
som naar en Kriger mod en Angrebsbande
med løftet Hoved slipper Lansens Skaft.
Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen,
skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen!
Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile
i Døgnets tungtbevæbnede Debat!
Som David kunde han i Kampen smile
ad Reaktionens plumpe Goliat.
Og Goliat -- ja, han fik mærke Slyngen,
dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen!
Vi gaar en ond og uglad Dag imøde,
da det som laa ved Horisontens Bræm
som Truselsky mod Land og Folkegrøde
skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem.
Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem!
Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler,
hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler!
Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke,
og blot hans Pande for den danske Regn,
at han ved sine Træk, de kloge, stærke,
kan tale til os som et Kampens Tegn.
Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer,
hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar,
og frie Aander fange Sejr og Saar,
mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer!
22/11 1908.


DORRES SANG.
GAMMELT MOTIV.

Jeg gaar i tusind Tanker
og elsker den, jeg ej kan faa,
han vist i Glæden vanker
mens Sorg jeg lide maa,
stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær
for dig min Ven saa kjær;
det voldte falske Mennesker
og derfor Sorgen er.
O, havde jeg ej skuet
dit Ansigt og de Øjne blaa,
saa var jeg aldrig kommet
til Kamret, hvor du laa,
saa bar jeg ej paa dette Sting
her inderst i min Barm
og kjendte ej den Angstens Ting,
som nu gjør kold og varm.
Nu er jeg mere ensom
end Træet paa min Moders Grav,
naar det om Natten suser
bag Kirkelaagen lav,
og i dets stille Skyggefavn
jeg finder snart mit Sted,
det eneste jeg kjender nu
hvor Sorgen gi’r mig Fred.
Efteraar 1908.


LIMFJORDEN.

Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord,
der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord,
du Vindenes Orgel, du tonende Vand,
der bræmmer med Skummet din riflede Strand!
Mod laveste Hytte som højeste Tegl
du leende løfter dit smigrende Spejl;
og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa,
du hvister saa højt, som din Bølge kan naa.
Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst,
og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst;
i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav,
staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav.
Bag Baaden der jubler det badende Barn,
mens Faderen reder det skjællede Garn;
Vestsolen beføler hans Hue og Kind,
og Straalerne strømmer i Maskerne ind.
Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink,
hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink;
en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg,
en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.
-- Men Billedet skifter saa let som en Vind,
min Fjord har vel tusinde Masker og Sind;
mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil,
ved Gry maa den danse med Stormen en Ril.
Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, --
et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk!
Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad?
Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad.
-- Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst,
hvor renere lyste dit tonende Bryst;
og hvad kan vel løfte din dragende Sang
som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang!
-- Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl,
mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl;
ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind,
der skridter en Pige saa fast og saa trind.
Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand
og skyller ved Bækken dens Munding og Rand;
mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol,
hun malker sin Ko i den stigende Sol.
-- Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs,
de hundrede „Hager“ med saltsvedet Græs,
med Stude i Række og Kalve i Ring
og spejdende Terner i sejlende Sving!
Hvor dejligt at se i det kimede Gry
letsløret ved Bugten en rødstenet By,
hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag,
mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag!
-- Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland,
om ikke du ejed din Fjord og din Strand,
de krogede Hager, de bittesmaa Næs,
hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs!
Men blev du end fattig paa Skov og paa Land,
du vandt dig Erstatning i syngende Vand,
og Fjorden med Vader og Vejler og Vig
den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig.
Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn
har jublet og tumlet med Baad eller Garn,
han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund
hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund.
Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang
har kysset den første, den saligste Gang,
han ejer et Minde, som aldrig vil dø,
han kommer hver Sommer paany til din Sø.
Decbr. 1908.


SVALEN.

Hør hvor let dens Vinge smækker
mod den tunge Kløverdusk,
mens den som en Skyttel lægger
Farten gjennem Røg og Rusk.
O, du lille verdsligkaade,
Flugtens fødte Favorit,
som til Livets tunge Gaade
ikkun har et let „Kvivit!“
Vilde du kun tit mig følge
lig en lille venlig Aand,
som du nu paa Luftens Bølge
næsten strejfede min Haand!
Vilde du kun tit mig lede
som i hine fjerne Aar
paa min Barndoms tunge Hede
til min Faders lave Gaard!
Aa, naar du paa Blæsten vendte
og mig i mit Ansigt saa,
var det næsten, som du kjendte
Barnesindets Sorger smaa.
Ja, det var som om du tøved
et Sekund og fritted mig:
„Hvi er lille Bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?“
Men naar du saa Gaarden stige
bagom Kaalgaard-Popler frem,
svandt du langs det lange Dige
-- for at følge andre hjem.
Sildig Aften, tidlig Morgen:
samme Flugtens muntre Sting;
samme Svinden, tyst, forborgen,
som var Sagen ingen Ting.
-- Naar en Dag mit Blik skal briste,
og min Aand maa flagre frit,
bân du Vejen for min Kiste
med dit elskede: „Kvivit!“
29/12 1908.


DER SO TOW KRAGGER.

Der so tow Kragger po Kistelbakk
nej, som æ Suel den skjenner! --
den jen den nevved den aan i æ Nak,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de da op po dje villerst Ving,
nej, som æ Suel den skjenner! --
for Kos! som søn en Pa Tow ka swing,
nær føst det er Elskov, der gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red,
-- nej, som æ Suel den skjenner! --
af Gren saa glatt og af Stror saa skred,
saa ingen kund ønsk sæ en pænner.
Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr,
-- nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr,
laant skjønner end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind
-- nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot som æ Muer i Sind som Skind;