Samlede Værker, Andet Bind - 09

da sad en lystig Tatertrop
i Katte-Nancys Hytte
for Pjalterne at drikke op
med alt det gjorte Bytte;
til Skaalen og Skraalen
de dansed og de sang;
ved Stampen og Trampen
lydt Kjøkkentøjet klang.
Tæt op mod Ovnen sad der en
i røde Pjalter; mod hans Ben
stod fyldte Tigger-Sække.
Hans _Dulle_ hviled i hans Arm,
af Drik og Kjærtegn rød og varm
hun smiled til den kjække.
Kys fik hun af ham uden Stop
og Vin i svingfuldt Maal,
mens graadigt hun holdt Munden op,
som Tiggeren sin Skaal.
Hvert Smask da gav Klask, ja
som Piskesmæld i Vang,
til svinglende og dinglende
han rejste sig og sang:

II.
Jeg har Krigens Gud til Far,
og i mangt et Slag jeg var;
mine Hug og mine Ar
tog jeg mod, som de kom;
dette tog jeg for en Tøs;
dette fik jeg af en Fløs,
da mod Fransken det gik løs
under Trommers Bom-Bom.
Mine Læreaar de faldt,
da i _Kanada_ det gjaldt,
og min Fører for Gevalt
under Hug segnet om;
og jeg tjente stadig fort,
den Gang _Moro_ kom til kort
og blev lagt i Jorden sort
under Trommers Bom-Bom.
Ejheller jeg da Pjalt var
nu nylig ved Gibraltar,
men la’ paa Krigens Altar
to Lemmer helt from;
hvis atter Fjenden slumper
ind over Grænsen, humper
jeg med paa mine Stumper
under Trommers Bom-Bom!
Skjønt jeg nu er blot et Kræ,
der maa betle Brød og Læ,
med en Arm og Ben af Træ,
mens min Lomme er tom,
er jeg glad dog ved min Flaske,
ved min Tøs og ved min Taske,
som da Kugler hørtes plaske
under Trommers Bom-Bom.
Og skjønt Haaret nu er graat,
og skjønt tit mod Vejret raat
jeg maa rejse mig mit Slot
i en Skovhules Rum
-- blot min Sæk man kjøbe vil,
saa min Brændevin slaar til,
tør jeg møde Fanden selv
under Trommers Bom-Bom!

III.
_Han_ slutted; men det vilde Kor
end rysted Tag og Grund,
mens skræmte Rotter baglænds for
helt ind til Hulens Bund.
En Spillemand fra Krogen skreg:
_Da capo!_ Samme Stund
_Soldaterglutten_ rejste sig;
og nu holdt alle Mund.

IV.
Engang var jeg Mø, skjønt jeg mindes ej naar,
og stadig min Længsel til Ynglinger staar;
en Dragon af en Trop blev min Far paa en Nat;
hvad Under, jeg elsker den raske Soldat.
Den første jeg favned, en rødmusset Knøs,
han dundrede altid paa Stortrommen løs;
hans Ben stod i Bue, paa Sned sad hans Hat;
hvor var jeg forlibt i den raske Soldat!
Saa kom en _Hr. Pastor_ og kryssed min Vej,
_han_ vovede Sjælen, og Legemet _jeg._
For Kirken nu Trommen i Stikken blev ladt,
jeg viste mig falsk mod min raske Soldat.
Snart fandt jeg dog Fromheden mindre bevendt,
hvad var vel een Præst mod et helt Regiment?
For det stod jeg rede og altid parat,
jeg spurgte kun efter den raske Soldat.
Saa tog jeg til Posen, dengang vi fik Fred,
til jeg mødte ham dér paa et Marked et Sted;
hans Pjalter fra Krigen for mig var en Skat,
hvor nød mine Øjne den raske Soldat!
Min Alder? -- Jeg husker den ikke engang;
men end kan jeg glædes ved Vin og ved Sang:
saa længe som Haanden om Glasset har fat:
et Leve min Helt og min raske Soldat!

V.
Men _Anders_ sad i Krogen trang
og drak og kneb en Tatertøjte,
hvad Koret sang og ikke sang,
det raged ikke dem en Døjte;
tilsidst han haled op sin Fløjte,
skar en Grimace, vakled frem,
men før han blæste til med Klem
gav han et Smækkys til sin Tøjte.

VI.
En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt,
een et Fæ under Sagens Plædering;
een som Taabe er blot en Per Tot,
men jeg selv er kun Nar af Haandtering.
Min Gudmor hun gav mig en Bog,
paa Kløgt jeg begyndte at haabe;
jeg tror, mit Talent jeg bedrog,
men venter man mer af en Taabe?
Jeg vover min Hals for en Dram,
en Tøs er mig mere end Brødet;
sig, ventes der andet af ham,
der er Nar i Aanden og Kjødet!
Man bandt mig engang som en Stud,
fordi jeg i Svir havde svoret,
i Kirken jeg Skoser holdt ud,
fordi jeg som fuld havde horet.
Jeg, Anders, som gjøgler for Grin,
bør næppe med Dadel anfaldes,
der er jo en Gjøgler saa fin,
som Justitiarius kaldes.
Se denne Filur i sit Fløjl
at skjære Grimacer og glamme
til Folk om vort „lurvede Gøgl“,
skjønt _hans_ gjør _vort_ tifold til Skamme.
I venter Moralen, nuvel
-- og Glasset det venter paa mig:
„Den Mand, som er Nar i sig selv,
er større Tosse end jeg!“

VII.
En kraftig Kvind kom nu til Mæle,
en Mester i sit Fag: _at stjæle;_
saa mangen Pung hun havde hugget,
og endnu flere Pægle drukket;
en Højlandsknøs hun havde valgt,
hvem man i Galgen havde kvalt;
med megen Graad hun fanged an
med Sangen om John Højlandmand:

VIII.
En Højlandsgut jeg elsked frit;
Lavlandets Lov han ændsed lidt,
men han var trofast mod sin Klan,
min tapre Gut John Højlandmand.
Sing hej, min gjæve Højlandmand!
Sing ho, min gjæve Højlandmand!
Der er ingen Knøs i dette Land,
der ligner min John Højlandmand!
Hans Kappes Bræm, hans Tæppes Kast,
hans gode Slagsværd, blankt og hvast,
mangt Kvindehjærte stak i Brand!
-- min tapre Knøs, John Højlandmand!
Fra Tweed til Spey vi strejfed om
i Sus og Dus, saa langt vi kom;
han frygted ingen Mand og Stand,
min kjække Knøs, John Højlandmand.
De drev ham over Havet bort,
men Træets Knop kom selv tilkort,
før næste Vaar jeg laa forsand
i Favnen paa John Højlandmand.
Men ak, de fanged ham tilsidst
og lænked ham bag Fængslets Rist;
Forbandelse paa dette Land!
De hængte min John Højlandmand!
Som Enke gaar jeg nu omkring
og glædes ej ved nogen Ting;
i Flasken jeg kun drukne kan
min Tanke paa John Højlandmand!
Sing hej, min gjæve Højlandmand!
Sing ho, min gjæve Højlandmand!
Der er ingen Knøs i dette Land,
der ligner min John Højlandmand!

IX.
En lille Praas med Fjol og Bue
fik her sit Hjærte bragt i Lue
ved Synet af den svære Frue
i Taarer smeltet,
skjønt han kun naa’de med sin Hue
den Viv til Bæltet.
Med Fjol mod Lænd og Blik paa Vagt,
han stemte Strengen uforsagt,
til i en _Arioso_-Takt
hin Dværg-Apollo
fremtvang med _Allegretto_-Magt
hin _giga solo_:

X.
Lad mig naa op og tørre væk
den stride Strøm, den Taarebæk,
vær du min Glut og jeg din Gjæk,
saa blæse være med Resten!
Af Haandværk er jeg en Spillemand,
jeg spiller for Pigerne trindt om Land;
af alle Viser, _jeg_ spille kan,
den bedste er: blæse med Resten!
Vi spiller til Dans i Høst og Slet.
Og hvor vi to skal føre os net!
Og alle Vegne drikker vi tæt
og blæser et Stykke ad Resten.
Vi gnaver glade det samme Ben
og soler Ryggen ved samme Sten;
til fælles Behag og slet ingen til Mén
vi blæser et Stykke ad Resten.
Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm,
da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm
og gnider min Fele og svælger min Harm
og blæser et Stykke ad Resten!

XI.
Nu sprang en kraftig Tater op,
jaloux paa Spillemanden,
og rev en Kniv fra Buxens Strop
og rynked bistert Panden.
Han trued med at flække ham,
som Kokken flækker Hjejler,
og ganske grundigt stække ham
som denne Dames Bejler.
Med angstfuldt Blik den kaade Strik
-- han var jo kun saa liden! --
nu knæled ned og bad om Fred,
og dermed endte Striden;
og skjønt hans Hjærte bæved ved
at se de tvende gantes,
han lo ad denne Vise med,
da ingen Omvej fandtes:

XII.
Min Snut, drag med en Kobbersmed!
-- for det er _min_ Bestilling;
saavidt jeg for, som Kristne bor,
og tjente mangen Skilling.
Jeg tog mod Mønt og fik begyndt
helt godt paa _Exercitsen_,
strøg saa af Sted; den raske Smed
ham smagte ej Militsen.
Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg
med al hans Væv og Blødsind,
og slut dig til en ærlig Sjæl
med Randsel og med Skjødskind.
Ved denne Stob, min Tro og Haab
og ved min gode Klinge,
om _du_ faar Nød og fattes Brød,
gid _jeg_ af Tørst maa springe!

XIII.
Den Sanger sejred, Kvinden sank
i Smedens Favn omkuld,
dels for hun halvt var elskovskrank,
dels for hun helt var fuld.
_Sir Violino_ holdt sig rank,
tog til sin Hattepuld
og ønsked dem fra Lykkens Bank
Valuta: Held og Huld
samt Øl den Nat.
Men Drengen Amor slap en Pil,
en „Dame“ mærked Svien
og søgte hos vor Spil’mand Hvil
i Læ af Hønsestien.
Men hendes Husbond dansed Ril
og tørned rundt som Bien,
naar den er vred, -- dog snart i Smil
han skifted Melodien
og lo den Nat.
Han var en Ka’l! -- saa bindegal,
som Bakkus kunde fæste;
og skjønt hans Lykke tit var skral,
var hans Humør det bedste.
Om eet han bad: at være glad,
og ikkun Tørst han frygted.
Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,
og saadan Musen røgted
hans Kald den Nat:

XIV.
Jeg er Poet og ilde set
hos Folk af Stand og alt det;
men Hoben selv den lytter til,
som selve Livet gjaldt det.
For alt det, og alt det
og meget mer end alt det.
En strøg der men jeg har to igjen,
d’er Kvinder nok for alt det.
Jeg aldrig fik af Musers Drik,
Kastalias Væld og alt det,
men Bæger-Skum af Vin og Rom
-- jeg Helikon har kaldt det.
For Glutter smaa jeg ej kan staa,
men elsker dem og alt det;
sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud --
sig, skulde jeg ha’ kvalt det!
Een Stund du nød i Lykkens Skjød
med Kys og Klap og alt det.
Hvor længe vil sligt Held slaa til,
før Tidens Gus har kvalt det?
De Tøse har gjort mig til Nar
ved Smil og List og alt det;
dog: deres Skaal til bredfuldt Maal!
De drager mig trods alt det.
For alt det og alt det
og meget mer end alt det!
For deres Vel jeg gav min Sjæl
og mere til for alt det!

XV.
Saa sang den Skjald, og Nancys Hus
gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus
og Træskotramp og Hvin,
det sidste Shawl, det sidste Slag,
den sidste Pjalt paa deres Bag
blev solgt for Brændevin.
Den muntre Flok, der ej fik nok
i Skjaldens første Sang,
bad ham -- hej-hop! at løse op
for Posen end en Gang.
Op sprang han, saa sang han
af alle Livsens Kræfter;
da hven man og gren man
og sang Refrænet efter:

XVI.
Se dog hvor vor glade Klynge
hviles ind i Bollens Damp!
Lad os drikke, lad os synge,
lad os glemme Livets Kamp!
Pyt med dem som kræver Galger!
Frihed er en herlig Fest!
Loven er kun for Kanaljer,
Kirke blev kun til for Præst.
Hvad er Titler, hvad er Velstand,
hvad er Ros paa Ærens Vej?
Blot _jeg_ glædes uden Stilstand,
rager Resten ikke mig.
Dagen tures bort, og svinder
Solen bag den mørke Sø,
sover vi hos vore Kvinder,
i en Lades friske Hø.
Tror I Dampens Vogntog løber
mere let fra Sted til Sted,
tror I Ægtesengen røber
større Maal af Kjærlighed?
Livet er Uvisheds Forum;
ingen ser, hvor langt det naar,
lad dem snakke om _Decorum_,
der selv Titler gi’r og faar.
Skaal for vore Tiggersække!
Skaal for hver en pjaltet Dreng!
Glut og Randsel -- leve begge!
Hurra for vort glade Slæng!
1898.


FRA ENGELSK.


DEN NEDLAGTE LANDSBY.
(Oliver Goldsmith.)

Min Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk,
din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk;
Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs,
og Ødet mørkner dine Tofters Græs.
Hvad før var manges, knuges nu af een,
og Ploven ruster alt omkap med Leen.
Det Land har svigtet sine største Krav,
der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav.
Lad Grever blomstre eller gaa fortabt,
et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt;
men pustes bort din Marv, din Bondestand,
det Tab forvandt ej du, ej noget Land.
I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved,
at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned,
døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar
imellem glimrende og sunde Kaar.
1909.


TIL ENGLANDS SØNNER.
(Percy B. Shelley.)

Englands Sønner, hvorfor sled
I for dem, der tvang jer ned?
Hvorfor vil I trælsomt slaa
Væven for Tyranner raa?
Hvorfor uden Hvil og Stop
klæde, føde, klække op
Droner, som i braadløst Mod
tog jer Marv, nej, drak jert Blod!
Hvorfor hamre Vaaben til
som din Fjende svinge vil?
Hvorfor smede -- Arbejdsbi,
Lænker, _du_ skal snæres i?
Fik I Hygge, Velstand, Ro,
Elskovs Fryd i Glædens Bo?
Eller hvorfor gav I hen
Lykken -- og fik Savn igjen?
I har saaet, hvad andre slog,
Rigdom skabt, som andre tog,
vævet, men for andres Trang,
smedet Sværd, som andre svang.
Læg Sæd, -- men til din egen Høst,
find Skatte -- til din egen Lyst,
væv for dig selv i Tavl og Tern,
smed Vaaben til dit eget Værn.
-- -- Kryb i Rønnens Mørke ind;
I som gav andre Taarn og Tind,
hvi ryster Lænken ved jer Fod?
Kun eget Staal staar jo imod.
Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav
lav jer Kiste, grav jer Grav
til en Dag om føje Aar
England bli’r jer Kirkegaard.
1902.


I ER MANGE -- DE ER FAA!
(Shelley.)

Som en Oprørstrommes Klang
rulle skal nu denne Sang
over Folkets Ho’der hen,
hørt igjen, igjen, igjen.
Stig som Løver fra jert Leje,
fylk jert tæt langs Sti og Veje,
ryst mod Jord hver Lænke raa,
som man ryster Dug af Straa.
I er mange -- de er faa!
1902.


SYPIGEN.
(Thomas Hood.)

Med Fingre stive af Stræb,
med Øjne svulne af Graad
en Kvinde, ukvindelig laset klædt,
sad bøjet over sin Traad:
-- Sting, Sting, Sting!
mens ud af sin tærende Trang
og med en Stemme saa skjælvende spæd
om Skjorten Syersken sang:
„Stræb -- Slæb -- Stræb,
fra Hanen galer mod Dag,
og Slæb -- Stræb -- Slæb,
til Maanen skinner paa Tag.
Er Vejen saa slidsom og mørk
for Kvinder af Fattigmandsstand,
da hellere Træl hos den vildeste Tyrk,
end „fri“ i et kristeligt Land.
Slæb -- Stræb -- Slæb,
til Hjernen drejer af Sted;
Stræb -- Slæb -- Stræb,
til Øjet taages derved.
Søm og Bændel og Baand,
Baand og Bændel og Søm,
til over de Knapper jeg synker i Blund,
og singler dem fast i en Drøm.
I Fædre med Døtre ved Haand,
I Mænd, som har Mo’r eller Viv,
det er ikke Linned, I slider og bær’,
men stakkels Menneskers Liv --
Sting, Sting, Sting!
I Sult og Ledemodsværk
sy’r vi Kvinder med dobbelt Traad
et Dødningeskrud og en Særk.
Dog hvorfor tale om _Død,_
hin Knokkelgestalt med sin Le?
I _hans_ forgræmmede, benede Træk,
jeg tykkes mig selv at se,
ja, tykkes mig selv at se
i lidende, savnfyldt Nød.
At Kjød og Blod er saa billig tilfals,
saa dyrt den Fattiges Brød!
I evigt trællende Kreds
at vandre om Arbejdets Pæl!
Og hvad er min Løn? En usselig Røn
og Pjalter fra Hoved til Hæl;
et trøsket Loft og et pilraadent Gulv,
et Bord, der næppe kan staa,
og Væggen saa bar, at takket jeg har
min Skygge, der falder derpaa.
Stræb -- Slæb -- Stræb,
mens Klokken dikker og slaar;
Slæb -- Stræb -- Slæb,
som Fangen i Fængslets Gaard.
Baand og Bændel og Søm,
Søm og Bændel og Baand,
til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt,
_saa_ træt som min synkende Haand.
Stræb -- Slæb -- Stræb,
naar Luften er efteraarsgraa,
og Slæb -- Stræb -- Slæb,
naar Himlen er sommerdagsblaa,
mens let over Rygningens Kam
de Svaler flyver saa højt
og viser mig deres beskinnede Ryg
og lokker mig med deres Fløjt.
Ak, blot i en Primulas Duft
at kvæge det syge Blod!
At drikke en Sommerdags Luft,
med Grønsværet under min Fod!
Aa, bare den ringeste Stund
at føle sig rigtig glad
som fordum, da en Tur i det fri
ej kostede en sin Mad!
Ja, bare en eneste Gang
at turde ta Tiden paa Borg!
Den skulde ej vies til Elskov og Tant,
den skulde kun vies min Sorg.
En stille Graad vilde lindre mit Sind;
men dybt i den salte Skaal,
hvor Taarerne bo, der maa de bero,
de standsed ellers min Naal“.
-- Med Fingre stive af Stræb,
med Øjne svulne af Graad
en Kvinde, ukvindelig laset klædt,
sad bøjet over sin Traad,
Sting -- Sting -- Sting! --
mens ud af sin fattige Trang
og med en Stemme, der sitrende skjalv,
-- aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv!
hun sang om Skjorten sin Sang.
1901.


L’ANCIEN REGIME ELLER DET GODE GAMLE KONGEDØMME.
(James Thomson.)

Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Jomfru gav ham sin Tro,
han tog hendes Uskyld og lo
og gav hende Skjændsel til Tak
og Torne for Rosen, han brak.
Og efter vanæredes Sæd
hun glemtes og skæm’des og græd.
_Uskyld_ er da næppe saa godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Statsmand bød ham en Lov,
hvor ikke Retfærdighed sov;
dog hurtig han angred’ sit Kald,
thi Skjælmer beredte hans Fald;
i Landflugt, Forvisning og Nød
lod Kongen ham gaa til hans Død.
_Retfærdighed_ aldrig var godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Tænker gav ham en Skat
af Sandhed, men Fængslets Nat
med eet om Skribenten stod stængt,
hans Bøger paa Baalet blev slængt.
Se, saadan kurerer en „Schuft“
den Sygdom, der hedder Fornuft.
_Sandhed_ er alt andet end godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Hans Folk i Begejstringens Rus
svor Troskab til ham og hans Hus;
da skjænked’ den „Folkenes Ven“
dem Skatter og Byrder igjen,
Fordummelse, Hunger og Krig
med blodige Bunker af Lig.
Gud ved, om det ogsaa er godt
den _Sværgen_ til Kongen, vor Drot!
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Hofmand hans Hjærte betog,
en lavsindet, krybende Snog;
hans Hjærte var falsk som hans Smil,
han selv uforfalsket servil,
thi fik han i Kongens Palads
den styrtede Lovgivers Plads.
Thi _Spytslikkeri_ det er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en’ Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Feltherre skaffed’ ham Krig,
paa Bytte og Sejre helt rig,
med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud
og Tak til Hærskarernes Gud.
Ja _Krig_ det er fint, det er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
En Skjøge af Hoben ham bød
sin fristende Favn og sit Skjød
mod Retten til Rænker at saa;
saa fik hun hans Rige at flaa,
mens Kongen af Sansebegjær
blev Bold for en „fyrstelig“ Mær.
For _Skjøge_ det ved vi er godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Det var i hans Dødsstunds Døgn,
da skjænked’ en Præst ham en Løgn,
saa Helvedes gloende Kul
blev tagne for Himmerigs Guld,
at _han_ for sit fromme Bedrag
blev _Bisp,_ er en ligefrem Sag.
En _Løgn_ det er særdeles godt
som Gave til Kongen, vor Drot.
Hvem har en Skjænk beredt
for vor Drot og Majestæt?
Hans Undersaatter ham gav
en pragtfuld udsmykket Grav;
dér sænked de Plageren i
og tænkte imens: Vi er fri!
Han staar _nu_ for den evige Dom,
og for evigt hans Stol skal staa tom!
Ja, en _Grav_ er usigelig godt
for et Folk at forære dets Drot!
Juni 1901.


DA GODSEJERNE APPELLEREDE TIL FOLKET.
(G. K. Chesterton.)

Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.
Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.
Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,
gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,
I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By’n,
og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.
Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa
som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.
Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav
-- høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,
blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,
der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,
blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.
Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab!
Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le
blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,
blot i hele Stræberkoblet -- med og uden Ærestab --
én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.
Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,
lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,
lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;
_de_ var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!
Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ lød
da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.
O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt,
til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.
O, I _Russ’ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld,
I _Howard’ere_, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,
kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,
vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.
Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.
Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mænd!
7/12 1910.


DET SYGE BARN.
(R. L. Stevenson.)

_Barnet_:
O læg din Haand paa min Pande, Mor!
Hvi er dog Stuen saa tom og stor?
O, Moder, Moder, hvor er det fat?
Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?
_Moderen_:
Ak, se dig ikke saa bange rundt,
her er slet ingen, som vil dig ondt;
kun Gadelygterne vaager nu,
men ikke ét Barn foruden du.
_Barnet_:
Moder, Moder, det gjør saa sært!
Snart er der noget saa Stort og Nært,
saa svinder det hen og er ej mer.
Jeg er saa bange for alt, jeg ser.
Hvad er det, som gjør min Angst saa stor,
og hvorfor græder du, søde Mo’r?
_Moderen_:
O, Gud vær’ lovet, nu kom der Trin
og Lyd af Vogne fra Gaden ind!
Endnu en Time, og Dagningen blaa
skal sejrrig for mørke Skodder staa.
Saa falder han hen, min syge Dreng,
og drømmer om Fugle og Føl i Eng.
18/8 1907.


LILLE MIN MOR.
(Rudyard Kipling.)

Om jeg blev hængt paa den vildeste Top,
lille min Mor, o, lille min Mor!
én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop:
Lille min Mor, ja, lille min Mor.
Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav,
lille min Mor, o, lille min Mor!
én ved jeg, hvis Taarer naa’de min Grav:
lille min Mor, ja, lille min Mor.
Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl,
lille min Mor, o, lille min Mor!
én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl:
lille min Mor, ja, lille min Mor.
Decbr. 1905.


MIT OG DIT.
(William Morris.)

Der er to Ord, vi møder tit,
og Ordene er: _mit_ og _dit_.
Aa, om vi drev dem langt af Led,
da blev paa Jord der idel Fred,
naar alt var alles, Gods og Glans,
og intet hendes, intet hans,
men fælles Hveden, hvor den gror,
og fælles Vinen paa vort Bord.
Da slog man ej sin Bro’r ihjel
af Vindelyst i Krig og Spil.
Nej, Gud, bekymret for vor Tarv,
gav hver og en som Fællesarv
hin vidt udstrakte rige Jord,
saa Mand og Viv, ihvor de bor,
ej skulde fattes Sko og Mad,
men leve Livet frit og glad.
Men nu gaar alt den skjæve Vej,
og alle ønsker de for sig,
at denne Klode, fuld og hel,
var deres og _kun_ deres Del.
Decbr. 1902.


NYAARS-GRY.
(William Morris.)

Kom hid, Kammerater, ryk sammen,
thi saadan hører I bedst
min Sang om den gryende Morgen,
da Livet skal være en Fest.
Et Land min Saga skal gjælde,
en Ø i det skummende Hav,
og Folk skal kalde det England,
til Tiden synker i Grav.
Der mere end een af et Tusind’
i Dagen, vi agter for nær,
skal have et Haab for i Morgen
og eje et Hjem, han har kjær.
Ja, skulde I ogsaa lønne
mig Talen med Spot eller Grin:
Jeg lover, at alle i England
skal da bo bedre end Svin!
Hver Mand, der da slider for Brødet,
skal Frugten af Slidet faa,
og ingen til Hytten skal stavre
saa træt, at han næppe kan staa.
Nej, Mænd i de kommende Tider
sig lægger om Kvælden trygt;
for Sult eller Arbejdsmangel
de huser ej ringeste Frygt.
Det lyder kanske som en Fabel;
dog, ingen af Nag eller Nød
skal da ønske ondt for sin Broder
for selv at snappe hans Brød.
Den Vinding, dit Arbejde skabte,
den tager du fuld og hel,
og ej skal han, der gjør intet,
dig røve den halve Del.
En ny og forunderlig Lære!
For hvem er da Lønnen bestemt?
For os og alle de andre;
ingen slidende Haand skal bli’ glemt.
Da skal mit som alt dit vorde alles,
ingen Mand skal da kræve for sig
at beherske Rigdomme, der fordrer,
at der gjøres en Træl ud af dig.
Men hvad vil der levnes af Goder,
naar ingen samler paa Guld,
og ingen ved andres Stræben
kan skovle sin Pose fuld?
Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad,
og et lille Hus ved et Led,
og din Mark, der bugner af Hvede,
og Skovens Skjønhed og Fred,
og de ædle Mægtiges Grave,
de historiske Minders Hjem,
og Digterens skabende Hjærne,
og Undret, en Forsker faar frem,
og Malerens Vidunder-Pensel,
Musikens fortryllende Kor,
og alt, hvad der handles og tænkes,
saa langt som Mennesker bor.
Thi alt skal staa aabent for alle;
og da er først Jorden skjøn,
naar alle er fælles om Stræbet
og fælles om Stræbets Løn!
Ja, saadan er Dagen, der dæmrer,
mens Samfundskravet i Dag,
de Vilkaar, hvorunder der leves,
gjør alle til livsbrudte Vrag.
Men hvorfor da længere tøve?
Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr;
og alle de bange og sløve
er Fjender i Brødrenes Lejr.
Paa hvem eller hvad skal vi vente,
mens Brødrene brydes som Siv,
og Himmelens Vinde henfarer
med Tusinde spildte Liv?
Hvor længe vel skal de bebrejde
os, at vi intet har gjort,
de Bunker af Gydernes Stakler
bag Hungerhelvedets Port?
I Smuds de sled deres Dage,
i Smuds de i Graven blev lagt,
de Børn af saa mægtig en Moder,
de Støtter for Engellands Magt.
De er væk, -- skjønt Forbandelsen lever
og gaar evigt af Gravene frem;
men de Tusind af Slægter, der kommer,
skal de dele Skjæbne med dem?
Vi maa rask skyde Porten til Side,