Samlede Værker, Andet Bind - 08

der er et Vand ved Østerfjord,
som før hed Nørrevejle.
I tusind Aar paa denne Vig
har Stormen flyttet Brikker,
og Mari-Rok og Pejers Pig[*]
i den sat gyldne Prikker.
Den hørte Vaadesang mod Pest
fra revnet Kloster-Klokke
og Hyl af Krigens vilde Gjæst
og Oldtids Ulveflokke.
Nu kaster Maanen Gyldenbro
blandt Vigens lave Lande,
saa Natten gaar paa Sølversko
ind mod dens tavse Strande.
Se dette Navn af gammelt Gavn
det trækker vi af Vandet,
med det betegner vi vor Stavn
og ikke noget andet.
Ja, dette Navn af irret Malm
det ønsker vi at føre.
Gjør da, o Foged, ingen Kvalm,
men skriv dig det bag Øre!
-- Du yngste Barn paa Danmarks Skjød,
født under vilde Krige,
gid du maa dele _Fredens_ Brød,
med Danmarks Land og Rige!
Saalænge Næ vil følge Ny,
og Mand til Mø vil bejle,
skal du vor By staa under Sky
og kaldes _Nørrevejle!_
30/5 1918.
[Anm. * Stjærnenavne.]


HISTORIENS SANG.

Som dybest Brønd gir altid klarest Vand,
og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,
saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand
ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.
Din egen Dag er kort, men Slægtens lang;
læg ydmygt Øret til dens Rod forneden:
Aartusind toner op i Graad og Sang,
mens Toppen suser imod Evigheden!
Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat,
i Flinteøxen efter Harvens Tænder,
i Mosefundets Smykke, plumpt og raat,
i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder.
Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog
har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade;
nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog,
og løfte mig en Flig af Livets Gaade.
Endnu en Stund, saa drær den danske Rug,
mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke.
Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug,
mens hele Verden brænder om din Vugge,
mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar,
naar Landsbyklokken signer dine Strande,
naar Aftenrøden højt i Skyen staar
og sænker Fredens Korstegn paa din Pande.
Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst,
naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve,
og skjønne Sange paa den danske Røst
maa frie, stærke Sjæle gjennembæve.
Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft
og lytter ud mod andre Lærkesange,
mens Himlen maler blaat sit Sommerloft,
og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.
1/6 1917.


OVERSÆTTELSER
AF
JEPPE AAKJÆR


FRA SKOTSK.
DIGTE AF ROBERT BURNS.


BURNS OM SIG SELV.

Der var en Knøs, var født i Kejl,
om Dag og Datum bryd jer fejl,
spar I jert Blæk, jert Lak og Segl
paa Daabsattest for Robin.
For Robin var en rørig Gut,
o, farlig rørig, rask og rørig,
Robin var en rørig Gut,
en farlig rørig Robin.
Højskotlands Sne føg vildt om Tind,
og Januaris Lavlandsvind
den blæste Fødselsgaven ind
i Vuggen til ham Robin.
Den Spaakvind keg ham i hans Haand
Ej, Ej! som her staar Vid og Aand!
lur _I_ at trække _ham_ i Baand.
Hvad om han blev kaldt Robin!
For Robin blir en rørig Gut,
o, rigtig rørig, rask og rørig,
Robin blir en rørig Gut,
en farlig rørig Robin!
Han vil se Vanheld jævnhen tit,
men altid bære Huen frit,
hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt
bli’ Hjærtens stor af Robin.
I Haandens Linje klar og skjøn
jeg ser den Klør og Adams Søn
vil gjør’ en Hoben af mit Kjøn;
saa Gud velsign dig, Robin!
For Robin blir en rørig Gut,
o, farlig rørig, rask og rørig,
Robin blir en rørig Gut,
en farlig rørig Robin!
27/3 1918.


TRODS ALT DET.

Om en af ærlig Fattigdom
gav Kampen op, og alt det,
den Stymper gaar _vi_ udenom,
i Nøden stolt trods alt det.
Trods alt det og alt det,
vort sure Stræb og alt det:
Din Rang er blot Dukatens _Præg_,
dens _Guld_ du selv, trods alt det.
Og er vor Dragt end lidet fin,
vor Kost kun knap og alt det,
giv Taaber Silke, Skjælme Vin,
en Mand er Mand trods alt det.
Trods alt det og alt det,
trods Gøglets Glans og alt det,
Retsindets Mand, om nok saa lav,
er størst blandt Mænd trods alt det.
Se dristigt paa hin Herremand,
betragt hans Pragt og alt det;
har han end tusind Tønder Land,
er han en Nar trods alt det.
Trods alt det og alt det,
hans Baand og Kors og alt det,
et stolt og uafhængigt Sind
har ikkun Smil for alt det.
Baroner bages bedst ved Gunst,
Lensgrever med og alt det,
men det steg over Kongers Kunst
at skabe _Mænd_ trods alt det.
Trods alt det og alt det,
et malet Skjold og alt det,
den klare Kløgt, den sunde Sans
i Rang staar over alt det.
Gid hver maa se _det_ store ske
-- og ske det skal trods alt det!
at Brav-Mands Dont Evropa rundt
faar Hæd’rens Plads trods alt det!
Trods alt det og alt det,
den Dag er nær trods alt det,
da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn
al Jorden om trods alt det!
1898.


FØDT TIL GRAAD.

En stormfuld, barsk Novemberkvæld
med Sus i nøgne Træ’r
jeg strejf ed saa alene om
langs Bredderne af Air;
da stod der for mit Syn en Mand,
svag, kuet ned af Aar,
af Rynker laa hans Pande fuld,
og snehvidt faldt hans Haar.
„Hvorhen skal du, min unge Ven?“
begyndte Gubben snart,
„mon Guldtørst leder her din Gang,
gav Elskov Foden Fart?
Er Sorg kanske den skjulte Grund,
der tvinger dig som mig
med Taarer over Slægtens Lod
at stile samme Vej?
Den Sol, som over Mosen hist
nedstraaled nys sin Pragt,
hvor hundred Stakler skatter til
een hoven Junkers Magt --
fir’ Snese Aar hin Sol jeg fandt
i Vintrens hvide Baad,
og hvert af dem mig lærte grant,
at vi blev født til Graad.
O Mand, hvor kaster du dog bort
i Letsind dine Aar,
de bedste Stunder øder du,
dit Livs, din Evnes Vaar,
din Lidenskab er som en Brand,
din Drift som Folen kaad,
og det er dine Fejltrins Sum,
at du blev født til Graad.
Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry
da sund er Sjæl og Marv,
da er en Mand til Gavn og Pryd
og vogter vel sin Tarv,
men se ham mod hans Nedgangssol,
brudt, pint af Sorgers Braad,
da viser Alderdom og Savn,
at du blev født til Graad.
Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst
fik Klap i Lykkens Skjød,
ja ej engang hver rig og stor
den gyldne Ære nød;
men hvilken Hob i hvert et Land
ved ej mod Armod Raad
og nemmer i et martret Liv,
at vi blev født til Graad.
En bedsk og talløs Sygdomssværm
er vævet i vor Form,
og Pinslen øger Angrens Tand
og Nags og Niddets Orm;
den ranke Mand, hvern Ømheds Kys
har tit gjort Kinden vaad --
Mands Haardhed imod Mand har vakt
utalte Tusinds Graad.
Se her en stakkels hvervløs Mand
der be’r med bange Ord
en Herremand om nok saa lidt
af Godsets rige Jord,
og se hin Maddik nægte ham
om blot den mindste Saad,
ufølsom for en Hustrus Savn
og sultne Smaabørns Graad.
Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt
til denne Uslings Træl,
hvorfor blev Frihedstrangens Kim
da plantet i min Sjæl?
Hvis ej, hvi blev jeg Skive for
hans haanske Niddingsdaad;
hvor henter Rigdom Retten til
at vække Brødres Graad?
Lad disse Ord, min unge Ven,
ej knuge paa dit Bryst;
_mit_ bli’r jo ej det sidste Syn
paa Slægtens Ve og Lyst;
ej var en Stymper bleven til
med Savn i Kjød og Blod,
hvis ej i noget Mon han fandt
Belønning for sin Graad.
O Død, du Fattigmandens Ven,
den bedste paa hans Vej,
min trætte Fod, min gamle Krop
alt længes ind mod dig;
den rige skjælver for dit Hug
i Velstands skjøre Traad,
men hvilket Favn du blev for den,
der sled sit Liv i Graad!“
1898.


I DET FJÆRNE.

Hvor kan jeg være god og glad
og synge ved min Kjærne, o,
naar Knøsen, som jeg elsker saa,
maa færdes i det Fjærne, o!
Jeg græder ej ved Sneens Leg,
der skjuler Sol og Stjerne, o,
men græder ved at tænke paa
min Ven hist i det Fjærne, o!
Min Fader jog mig fra sin Dør,
mig ingen Venner værne, o.
En hjalp mig vist, om han var nær,
men han er i det Fjærne, o!
Engang han gav mig denne Ring
og Baand som til en Terne, o;
jeg bærer dem endnu for ham,
min Gut hist i det Fjærne, o!
Naar snart jeg føde maa vort Barn,
mens Rugen sætter Kjærne, o,
monstro han saa vil komme hjem
til mig ifra det Fjærne, o!
1897.


HELLIG WOLLES BØN.

O du, som i din Himmel bor,
som bare ved dit Lunes Ord
lod to bli’ frelst, hvor tyve for
til Helveds Vaade,
ej just for deres Synders Flor,
men ved din Naade --
_Tak_, høje Guddomsmagt, som brat
nedstyrted tusinde i Nat,
mens jeg blev for dit Aasyn sat,
et Lys, et Tegn,
en Fromhedslygte overladt
den ganske Egn!
Hvad var vel jeg og alle mine,
at du har hævet os til dine,
jeg som fortjente idel Pine
for Adams Brøde,
der han med sig og alle sine
aad sig til Døde.
Da frem af Moders Liv jeg brød,
du kunde slængt mig som en Glød
i Helveds luehede Skjød
med vældig Arm,
hvor Djævle slaas for dagligt Brød
med Hyl og Larm.
Her staar jeg som et valgt Exempel,
betegnet med dit Naadesstempel,
en Pille i min Herres Tempel,
en Klippeblok,
et skjønt og skinnende Exempel
for al din Flok.
Min Gud, du saa’ hvad Kval jeg led,
naar nogen løsnede en Ed,
du kjender, hvor mit Hjærte sved
ved Dans og Drik,
thi selv jeg ved din Miskundhed
det alt undgik.
Dog jeg bekjender: Syndens Frø
i denne Barm ej helt vil dø;
jeg kom kanske for nær en Mø,
skjønt ej jeg vild ’et,
men du vil huske: Kjød er Hø,
i Synden hildet.
Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette!
Skjænk mig Tilgivelse for dette,
og lad det ingen Frugter sætte
til min Vanære,
da skal din Tjener aldrig lette
en Klokke mere!
Desuden -- skjønt det gjør mig bange --
med Lises Tøs -- dog _kun_ tre Gange;
kanske det var de tre for mange,
men Fuldskabs Garn
det holdt din Tjener fast som Fange
ved Syndens Barn.
Gav du mig, Herre, til mit Gavn,
hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn,
paa det jeg ej i Naadens Favn
maaske skal snæres
af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn,
dit Kors maa bæres!
Gud, værn om din udvalgte Skare,
din Godheds Aand du aabenbare,
dens Fjenders Hob du ikke spare,
men tugt dem godt,
som bringer Herrens Flok i Fare
ved vantro Spot!
_Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt,
han svirer, bander, spiller Kort
og driver anden syndig Sport
i djævelsk Trods
og vender Folkets Hjærter bort
fra dig og os.
Beskikker vi ham Kirkens Tugt,
vi faar dog ej med Skjælmen Bugt,
thi hver Mand ler, mens nok saa smukt
han alle mofler;
forband, o Gud, hans Fad og Frugt,
Kaal og Kartofler!
Gud Herre, hør mit Klagemaal
mod Mændene fra _Air_, o, taal
ej mere disse Vantros Skraal,
udtøm din Galde,
og gjør dit Hjærte haardt som Staal
imod dem alle!
O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_
Mit Blod gaar stridere end Bækken
ved Tanken paa hin Stund og Skrækken,
vi alle led,
mens _Auld_ som limet fast til Flækken
sin Læbe bed.
Min Gud, paa Straffens Dag forød ham,
hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham,
borttag din Naade fra ham, mød ham
paa hver hans Vej,
ja, for dit Riges Skyld nedstød ham,
og spar ham ej!
Betænk din Tjener tro og huld
med Hus og Hest og Ko og Guld,
saa _jeg_ maa skinne over Muld --
_dit_ Navn til Pris --
og hisset hos dit Englekuld
i Paradis!
[Anm.:
_mofler_, har Krammet paa.]
1898.

DER BOED EN BONDE.
Frit oversat.

Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred
-- hej! mens Rude og Timian gror --
han havde en Kjælling til idel Fortræd
-- nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej
-- hej, mens Rude og Timian gror. --
„Hvordan,“ spurgte Fanden, „befinder du dig?“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
„Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har
-- hej, mens Rude og Timian gror --
for hun er da værre end Fanden skinbar“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
„Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta’
-- hej, mens Rude og Timian gror --
men giv mig den Kjælling, for hind’ maa jeg ha’“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
„Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar
-- hej, mens Rude og Timian gror --
da er du mænd værre end Rygterne gaar“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk
-- hej, mens Rude og Timian gror --
som Bonden sin Polde han bar hende væk
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Saa fo’r de da begge ad Helvede til
-- hej, mens Rude og Timian gror --
„Skrup ind!“ sagde Fanden. -- „Nej, Gi’ om jeg vil!“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Fanden han var nu slet ikke forsagt
-- hej, mens Rude og Timian gror --
han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Kjællingen rased og rev som en Ulv
-- hej, mens Rude og Timian gror --
de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten
-- hej, mens Rude og Timian gror --
for Sod man ej saa, om han græd eller gren
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
„Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft
-- hej, mens Rude og Timian gror --
hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!“
Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Den Slemme -- af Harme han fløjted og sang
-- hej, mens Rude og Timian gror --
og bandte en Ed som hans Hale saa lang
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok:
-- hej, mens Rude og Timian gror --
„Eet Helved ad Gangen er mere end nok“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak
-- hej, mens Rude og Timian gror --
og fo’r saa til Bonden og sagde ham „Tak!“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
„En Djævel det var jeg det mest’ af mit Liv
-- hej, mens Rude og Timian gror --
men Helvede fik jeg dog først med din Viv!“
-- Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
1902.


FINDLAY.

„Hvem staar dér ved min Kammerdør?“
„Hvem vel uden Findlay?“
„Da maa du gaa! _Du_ taales ej her.“
„Vist gjør jeg saa!“ sa’ Findlay.
„Hvi gaar du som en Tyv i By?“
„Ja, kom og se!“ sa’ Findlay.
„Du gjør en Ulykke før næste Gry!“
„Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay.
„Staar jeg op og ta’r dig ind --“
„Tag mig ind!“ sa’ Findlay,
„jager du Drømmene fra min Kind.“
„Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay.
„Kommer du under mit Kammers Tag --“
„Bare jeg kom!“ sa’ Findlay,
„bliver du her til højlys Dag.“
„Det gjør jeg nok,“ sa’ Findlay.
„Hvis du bliver i Nat, min Ven --“
„Hvad jeg gjør!“ sa’ Findlay,
„frygter jeg for, du kommer igjen.“
„Det gjør jeg nok!“ sa’ Findlay.
„Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,“
„Ske, hvad der vil!“ sa’ Findlay,
„saa maa du dølge det til din Død!“
„Stol kun paa mig!“ sa’ Findlay.
Sommer 1898.


JENNY I RUGEN.

Vaad til Skindet er nu Glutten
af at gaa i Rug,
vaad om Hoften, vaad om Futten
af den kolde Dug.
Stakkels Jenny, vaad er Glutten
nu til Hverdagsbrug,
vaad om Hoften, vaad om Futten
af at gaa i Rug.
Hvis nu Gutten mødte Glutten
gaaende i Rug,
skulde Glutten nægte Gutten
et Par Kys i Smug?
Og hvis Glutten mødte Gutten
paa et øde Sted,
og saa Gutten kyssed Glutten,
kom det nogen ved?
Stakkels Jenny, vaad er Glutten
nu til Hverdagsbrug,
vaad om Hoften, vaad om Futten
af at gaa i Rug.
[Anm.:
_Futten_, Kjælenavn for Foden.]
1898.

SKJØN NELLY.

Paa Blomsterlejet ved en Aa
i Skyggen af en Skov
let sommerklædt skjøn Nelly laa
fint rødmende og sov.
Da gik forbi bag Skovens Træ’r
den Knøs, der havde Nelly kjær;
han studsed, blussed, stirred, skjalv
og trak saa tungt sit Vejr.
Som skjønne Vaaben dulgt i Løn
laa Blikket gjemt i Blund,
og Rosen blev end mere skjøn
ved Duft af hendes Mund;
Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst
med Søsterkys mod Nellys Bryst;
_han_ studsed, blussed, stirred, skjalv,
delt mellem Frygt og Lyst.
Den lette Luftning løfted lidt
den tynde Sommerdragt,
som kysk og fint omslynged blidt
de bløde Lemmers Pragt.
Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal,
et hedt, usikkert Kys han stjal;
han studsed, blussed, stirred, skjalv,
et Bytte for sin Kval.
Da fløj med eet blandt Bregner op
en Agerhønseflok.
Skjøn Nelly vaagned og i Hop
sprang over Sten og Stok.
Han efter skar paa lette Vrist
og vandt sin Pris ved Løb og List;
han bad, han svor, og Glutten blev,
som Glutter bli’r tilsidst.
1898.


HVAD KAN EN UNG KVINDE.

Hvad kan en ung Kvinde,
hvad skal en ung Kvinde,
hvad kan en ung Kvinde gjør’ med en dorsk Mand!
At Mor kunde mænge
mig ind i de Penge
og sælge sin Jenny for Gods og for Land!
Han klager, han klynker,
hans Ansigt har Rynker,
han hoster, han humper som Padde i Sand,
og Blodet er blaaset,
i Sengen forfrosset,
o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand.
Han brummer og skjænder
og viser mig Tænder,
slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan,
mest spiller hans Tunge
jaloux mod de unge --
ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand!
Min Tante Katrine
har ondt af min Pine
og raader -- hvad just paa min Mølle er Vand:
ved Dril og ved Plage
at korte hans Dage
og siden mig tage en Yngling til Mand!
1898.


NANCY.

Husbond, Husbond, stands dit Kiv,
er du fra dig selv, Mand!
Er jeg end din Ægteviv,
er jeg ej din Træl, Mand.
„Ikkun een befale kan --
Nancy, Nancy;
bør da Kvinde eller Mand?
Svar mig, Nancy.“
Fordrer mere du af mig
Lydighed og Træl’sind,
løber jeg, ved Gud, min Vej,
saa Farvel, min Dril’pind!
„Nu bedrøver du din Ven,
Nancy, Nancy,
skjønt jeg fandt vel een igjen,
søde Nancy!“
O, om Hjærtet, saa forsagt,
brast ved hvad du spaar mig!
Har du mig i Graven lagt,
prøv hvordan det gaar dig!
„Aa ved flittig Bøn og Tro,
Nancy, Nancy,
falder Sindet nok til Ro,
søde Nancy!“
Hjemme faar du ingen Fred,
der skal blive Fest dér!
Helveds Hær fra Gravens Bred
byder jeg til Gjæst dér!
„Ta’r jeg atter een som dig,
Nancy, Nancy,
flygter Fanden selv sin Vej,
søde Nancy!“
Sommer 1898.


DUNCAN GRAY.

Duncan Gray kom her som Fri’r,
ha, ha for Bejlen der,
Julenat da her stod Svir,
ha, ha for Bejlen der,
Meggi Nakken gav et Slæng,
saa paa Duncan knibsk og streng,
saa han stod der som en Dreng,
ha, ha for Bejlen der!
Duncan svor sig selv til Mén,
ha, ha for Bejlen der.
Meg var døv som Stok og Sten,
ha, ha for Bejlen der.
Duncan sukked ud og ind,
græd sig Munden vid og vind,
skreg, hun blev hans Ligkist’pind,
ha, ha for Bejlen der!
Tiden læger alle Saar,
ha, ha for Bejlen der --
ogsaa dem, som Elskov slaar,
ha, ha for Bejlen der.
„Bør jeg,“ -- trøsted han sig selv,
„la’ en Tøs slaa mig ihjel!
Hun for mig kan gaa til Hel -- --!“
ha, ha for Bejlen der!
Det forstaar vor Doktor kun:
-- ha, ha for Bejlen der --
Meg blev syg, da han blev sund --
ha, ha for Bejlen der.
Taaren dybt i Hjærtet sved,
Barmens Rund gik op og ned,
Blikket røbed, hvad hun led,
ha, ha for Bejlen der!
Duncans Sind var purt som Guld
-- ha, ha for Bejlen der --
Meggis Skæbne medynksfuld,
ha, ha for Bejlen der.
Duncan saa, hvor hun var sød;
hvorfor volde Barnets Død?
Nu hun smiler paa hans Skjød --
ha, ha for Bejlen der!
1898.


JOCK RAB.

O saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab,
o saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab?
I Haven -- javist! hos Greven -- som sidst!
Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab.
O, kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab,
ja kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab;
hvad slet du har gjort, om smaat eller stort:
velkommen du er hos din egen Jock Rab.
Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab,
hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab?
Det svarer hun dig: Pak _du_ dig din Vej!
For evigt forlod hun sin egen Jock Rab.
Hvi skulde vi mødes, min Eppi’ Mac Nab,
hvi skulde _vi_ mødes, min Eppi Mac Nab!
Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær!
Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab!
1898.


TIBBI DUNBAR.

O vil du gaa med mig,
skjøn Tibbi Dunbar?
o vil du gaa med mig,
skjøn Tibbi Dunbar?
Vil du ride en Hest
eller styre et Par,
eller gaa ved min Side,
skjøn Tibbi Dunbar?
Jeg agter kun lidet
din Far og hans Penge,
kun lidt dine Slægtninger
stolte og strenge.
Men sig, du vil ha’ mig,
saa lidt jeg end har,
og kom som du staar der,
skjøn Tibbi Dunbar!
1898.


JOHN ANDERSON.

John Anderson, min Fryd, John,
da først vi to blev kjendt,
dit Haar var mørkt som Ravnen,
din Pande brun og brændt;
nu er din Isse bar, John,
og bleget Lokkens Pryd.
Velsign dog Gud din Tinding graa,
John Anderson, min Fryd.
John Anderson, min Fryd, John,
vi gik paa Højen sammen,
ja, mangen dejlig Dag, John,
vi klattred op til Kammen;
nu maa vi dulre ned, John,
til visne Klokkers Lyd
og slumre sammen ved dens Fod,
John Anderson, min Fryd!
1898.


O, LUK MIG IND --

_Han:_
O elskte Pige, sover du?
O, sig, du vaager lidt endnu,
for Elskov bandt min Haand og Hu,
jeg vil saa gjerne ind, Glut.
O, luk mig ind blot een Nat,
ja, een, een, een Nat,
om end det nu er sen Nat,
staa op, og luk mig ind, Glut.
Du hører Vintrens vaade Stød,
Drivskyen kvalte Stjernens Glød,
paa Vejens Grus jeg Foden brød,
mod Natten giv mig Skjærm, Glut.
Glad gav jeg dog mig selv til Pris
for Regnens Slag og Haglens Ris,
hvis ej _dit_ Hjærtes Kuld og Is
opvakte al min Ve, Glut.
O, luk mig ind blot een Nat,
ja, een, een, een Nat;
om end det nu er sen Nat,
staa op, og luk mig ind, Glut.

_Hun:_
O, tal ej mer om Regn og Vind,
haan, om du vil, mit kolde Sind, --
men gaa din Vej herfra, thi ind
du kommer ej til mig, Gut.
Jeg siger dig det een Nat,
blot een, een, een Nat,
ej nu og nogen sen Nat
af mig du lukkes ind, Gut.
Den Blæst, der gjennem Natten gaar,
den Hagl, som vejløs Vandrer slaar,
er intet mod den Kvindes Kaar,
der troed troløs Mand, Gut.
Først som en fager Blomst at staa,
saa trampes som et Ukrudtsstraa --
saa mangen Glut, hvis Kaar var smaa,
drog ind til denne Lod, Gut.
I Gaar sad Fuglen glad og let
og sang paa Jæg’rens Vindusbræt,
i Dag den spræller i hans Næt,
det var den Løn den fik, Gut!
Jeg siger dig da een Nat,
blot een, een, een Nat:
Ej nu -- om nok saa sen Nat --
af mig du lukkes ind, Gut.
1898.


VAR SKYLDEN MIN --

Var Skylden min, var Skylden min
at _hendes_ Ømhed drog mig?
Hun passede mig op ved Sti’n
og hjem til sig hun tog mig.
Saa listig ledte hun mig ind,
mens imod Støj hun vared:
„Min ækle gamle Gnavepind
er over Fjorden faret.“
Hvis nogen her bebrejder mig,
jeg gik med Næstens Kone,
lad ham i mit Sted stille sig
og ta’ en lav’re Tone.
En Skjættekam _han_ brugte tit
imod den arme Kvinde,
at hun saa snød sin Stodder lidt,
bør det bebrejdes hende?
Jeg bander ham af Hjærtens Grund,
mens Kys paa Kys jeg plukker,
thi hendes villigrakte Mund
var sød som Kandissukker.
Det var en Mandagskvæld hun drog
mig til sig hist paa Næsset,
men da jeg hjemad Vejen tog,
laa Tirsdagsdug i Græsset.
30/7 1898.


WOLLES VIV.

Wolle Wattel hed en Mand,
der sad tilhuse syd for Junget;
han var en Knag med jævn Forstand
og slog sin Væv saa ret det runged!
Men Wolles Viv var mut og styg,
og Marri Hop var Mor til Raden.
En saadan Kvind som Wolle har
jeg gav sgi ej en Sysling for hind’!
Hun har ét Øje, ikkun ét,
-- en Kat har to af samme Farve, --
fem fule Tænder plus en Stump,
dertil en Tunge som en Harve;
et Knurhaars-Skjæg om hendes Mund,
og hendes Næse truer Hagen.
En saadan Kvind som Wolle har
jeg gav jer ej en Sysling for hind’.
Hjulbenet er hun, kalveknæet,
og halt -- det kjendes paa Kadancen --
og vredet ud og vredet ind
kanske til Fordel for Balancen.
En Pukkel har hun paa sit Bryst,
en Tvilling til den paa sin Skulder.
En saadan Kvind som Wolle har,
jeg gav sgi ej en Sysling for hind’.
Den gamle Kat ved Arnens Ild
er ren i Skind og net i Væsen,
men Wolle Wattels sure Kvind
paa Muffedissen tørrer Næsen;
en Næve som en Kaste-Skovl,
et Fjæs der vilde smudske Bækken.
En saadan Kvind som Wolle har --
nej, om jeg gav en Sysling for hind’!
1898.


EN SKRÆDDER I SENGEN.

En Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt,
en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt,
hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt,
og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt.
En lille søvnig Pige, som tog den med Ro,
hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to,
men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred,
hun tænkte: „Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!“
Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej,
da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg.
Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred,
selv om en lille Skrædder bardused til dem ned?
1898.


DE LYSTIGE TIGGERE.

En Nat da Løv lig Flagermus
nedsejled over Gaard og Grus
for Nordenvindens Rusk,
da Haglen slog mod Bondens Væg
og Granen stod med Rim i Skjæg,
og hvid var Digets Busk,