Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 10

men han erklærede samtidig dermed, at han ikke kunde raade over
Fæstningerne Navarino, Koron, Modon og Patras, paa hvilke Storherrens
Flag vaiede, og som vare besatte af tyrkiske Tropper.
Dette sidste Punct havde nær bragt Forhandlingerne til at strande.
Ibrahim var imidlertid urokkelig. Heller vilde han falde ved disse
Fæstningers Forsvar end godvillig overgive dem; med Ære vilde han forlade
Morea, og i denne Beslutning stod han fast, uanseet alle Forestillinger
og Indvendinger.
Ved at see hen til de Besætningers Beskaffenhed, som skulde forblive
tilbage i de omhandlede Fæstninger, kom man tilsidst overeens om
dette Punct, og øieblikkelig blev en Corvet afsendt til det franske
Hovedqvarteer for at forebygge Fjendtligheders Udbrud, om saadanne ikke
allerede vare indtraadte.


Forhør over græske Slaver.

Ved Midten af September begyndte de ægyptiske Troppers Indskibning. Atter
her maatte vi udføre det meste Arbeide, og uafbrudt Patrouillering,
saalænge Mørket stod paa, gjorde Tjenesten endnu strengere. Man frygtede
for, at græske Slaver i Smug skulde blive førte bort om Natten, og
enhver Baad, der rørte sig, blev bragt ombord til den Commanderende.
Med Lammeskind i Tollegangene listede vi os omkring, og ved den mindste
Bevægelse paa Rheden opstod et uventet Røre, idet useete Fartøier fra
andre Skibe, som lydløst snege sig frem, med eet fore løs henimod det
Sted, hvorfra Lyden hørtes. Oftest viste det sig da, at det var et af
vore egne Fartøier, man havde været saa heldig at opjage; dog jævnlig
bleve ogsaa Fartøier fra Zante eller Korfu opbragte, der istedenfor at
smugle Grækere bort førte Faar ind for at udbyde dem tilsalg; disse vare
da høist velkomne Ladninger for Flaadens Mandskaber.
Denne Frygt for, at græske Fanger skulde blive bortførte som Slaver,
spillede overhovedet en stor Rolle ved denne Tid. Til Ibrahim var der
blevet stillet den Fordring, at ingen Græker skulde kunne medtages til
Ægypten, uden ifølge eget, utrykkelig udtalt Ønske; frit og uhindret
skulde enhver Græker kunne tage sin Bestemmelse, og, for at dette skulde
kunne opnaaes, maatte Valget nødvendigviis foregaae i Overværelse af
Vidner, henhørende til de forskjellige Nationer, som havde Interesse i
Spørgsmaalets Afgjørelse. En Art Commission blev i dette Øiemed dannet;
den var ikke alene talrig, men egen i sit Slags og bestod af en Drogman
eller Tolk af hver Nation, tre Skibschefer og endeel Lieutenanter;
og selv præsiderede Ibrahim i egen Person i denne Forsamling. Blandt
Lieutenanterne var jeg bleven beordret til Medlem tilligemed en anden
af Flagskibets Officerer. Møderne afholdtes i et faldefærdigt Træskuur
paa en Skrænt nær Strandbredden, tæt nordenfor Navarino, og med Møie
var Localets Møblement blevet bragt op til tre Stole med defecte Been,
en Slags Divan og nogle Tæpper. Paa disse sade eller laae Commissionens
Medlemmer, oftest rygende af en lang Chibuk, idet de heri stadig
fulgte Paschaens Exempel. Forretningernes Førelse fandt Sted i de mest
forskjelligartede Tungemaal; der taltes Tyrkisk, Fransk, Arabisk, Engelsk
og Græsk imellem hinanden, ofte paa engang, og uden Undtagelse var der
ingen af de Tilstedeværende, der tilfulde forstod mere end en ubetydelig
Deel af, hvad der i denne høist blandede Samling blev forhandlet.
Møderne strakte sig over et længere Tidsrum, og ikke lidet skuffet blev
man ved, at saagodtsom alle de Slaver, der efterhaanden bleve afhørte,
erklærede at ville følge med deres Herrer til Ægypten. Naturligviis vilde
enhver Grækerven saavel i Frankrig som i England finde, at Commissionen
kun slet havde røgtet sit Hverv, naar dette blev Resultatet af dens
Virksomhed, og man begyndte da, imod gjentagne Protester fra Ibrahims
Side, at bruge Overtalelse for at formaae Grækerne til at blive tilbage
i deres Fædreland. Ogsaa dette var forgjæves. Aldeles vilkaarlig traf
man den Bestemmelse, at Børn under tolv Aar, der som saadanne kunde
antages ikke at have Modenhed til at fatte nogen selvstændig Beslutning,
alle skulde holdes tilbage, og med eet angave selv de mindste Børn sig
at være tretten Aar eller derover. Heraf opstod de naragtigste Scener.
Døbesedler gaves naturligviis ikke, og Commissionens Medlemmer maatte
votere om enhver Mindreaarigs Alder. Ofte satte Børnene sig ligefrem til
Modværge, naar man forklarede dem den med dem tagne Bestemmelse, og ikke
sjelden maatte de med Magt føres ned til Skibenes Fartøier, der laae lige
ved Commissionslocalet for strax at kunne føre dem ombord i vore Skibe.
Altsom Skuffelsen tiltog, gjorde en bitter Stemning sig mere og mere
gjældende. Ibrahim maatte hvert Øieblik høre, at man fra hans Side ikke
gik redelig tilværks, at Grækerne alene ved Frygt for deres Herrers Hevn
bleve afholdte fra at udtale deres sande Ønske, og en Dag, da man saae
en udenfor staaende ægyptisk Soldat gjøre nogle Tegn, som formodedes at
være rettede til en Slavinde, hvem Spørgsmaalet om at blive eller tage
bort var forelagt til Besvarelse, blev der raabt, at man her havde et
tydeligt Beviis for, at det kun var ved Trusler, at Grækerne bleve bragte
til at træffe deres unaturlige Valg. Ibrahim fik i det samme Øie paa den
Anklagede, han foer op fra sit Sæde, drog sit Sværd og styrtede ud imod
den Skyldige, der sikkert vilde have bødet med sit Hoved, dersom ikke
Flaadens Officerer vare ilede til og betimelig vare traadte imellem.
Ibrahim var imidlertid i høieste Grad bleven opegget, hans Taalmodighed
var udtømt ligeoverfor de hensynsløse og uretfærdige Bebreidelser, der
rettedes imod ham, og i Commissionen saae man ham ikke mere. Hans Plads
blev indtagen af hans Secretair, Baschy Effendi, understøttet af hans
Tolk Aaron.
Af 400 græske Slaver, der bleve fremstillede for Commissionen, var
der foruden Børnene, som ved Tvang bleve holdte tilbage, ikkun sex,
der erklærede heller at ville blive tilbage i deres Fædreland end at
drage bort med deres Herrer. Man skjønne heraf, hvorvidt de da gængse
Forestillinger om Grækernes Friheds- og Fædrelandskjærlighed vare Frugten
af levende Indbildningskraft eller af Kjendskab til de virkelige Forhold!
For Ibrahim var dette Resultat en stor Triumph; han kunde med rette gjøre
sig til deraf ligeoverfor de mangehaande hadefulde Beskyldninger, som den
franske og engelske Presse ved den Tid kappedes om at rette imod ham.
Denne Mand, der nogle Aar senere udmærkede sig som Feltherre i
Lille-Asien, var ikke nogen smuk Tyrk. Han var snarere under end over
Middelhøide, bredskuldret, stærkt bygget, undersætsig med noget Anlæg
til Corpulence. Han havde grove Træk, og hans Skjæg, denne Tyrkernes
Prydelse, var tyndt, stygt og ujævnt, som var det blevet mølædt. Til sine
Tider var Ibrahim munter i høi Grad og dertil en stor Ven af Champagne.
Uagtet han ved sit Ydre ikke tiltrak sig særlig Opmærksomhed, var han
ikkedestomindre, hvor han traadte frem som Pascha, en imponerende
Skikkelse, Forstandighed og Kraft lyste ud af ham, og om sin Dygtighed
afgav han Vidnesbyrd ved senere at arbeide videre paa det af hans Fader
Mehemed-Ali grundlagte Værk, hvilket Ægypten skylder den fremragende
Stilling, som dette Land indtager i vore Dage.


De ægyptiske Troppers Indskibning.

De ægyptiske Tropper, som i vore Fartøier bleve satte ombord i deres
Skibe, vare de usleste Skabninger af Verden. Spinkle og smaa vare de
saa udmattede, at de kun med Anstrengelse vare istand til at bære
deres Vaaben. Aldrig har jeg nogensinde seet et sørgeligere Billed paa
menneskelig Elendighed. Ankomne til Navarino efterat have sultet i
flere Dage bleve de næppe engang her istand til at faae deres Hunger
tilfredsstillet. Ofte var det kun med Møie, at de slæbte sig ned til vore
Fartøier, og ikke faa af dem døde, førend de naaede ud til det Skib,
der skulde modtage dem. Alene i „_Conquérant_“’s Fartøier havde vi tre
saadanne Dødsfald — Beviser paa deres forfærdelige Elendighed.
I den Tid, der var hengaaet, siden vi sidst besøgte Navarino, havde
Tyrkerne opfisket endeel Metalkanoner, henved 300 i Tallet, fra deres
opbrændte Skibe. Disse Kanoner havde de bragt ombord i deres eneste
tilbageblevne forskudte Linieskib, og foruden 1200 Mand Soldater, som
nu bleve førte derombord, blev et betydeligt Antal Heste, 5 til 600
Stykker, tilhørende den ægyptiske Hær, endyderligere stuvet ombord i
samme Linieskib. I dets Side var der, ved at borthugge Tømrene imellem
to Kanonporte, blevet udhugget Porte, eller store Aabninger, igjennem
hvilke Hestene bleve indtagne. Udskibningen fra Land fandt Sted fra
en Landgangsbro lidt nordenfor Navarino. En Barkas eller et andet af
vore større Fartøier blev lagt tværs for Enden af denne Bro, ad hvilken
Hestene efterhaanden bleve førte ud, en ægyptisk Soldat steg ned i Bunden
af Fartøiet, han tog fat i Hestens Bidsel, medens to Andre lagde et Reb
om Hestens Bag, og ved et pludseligt Ryk blev Hesten hovedkulds styrtet
ned i Baaden fra en Høide af fem til sex Fod. Naturligviis faldt Hesten
snart paa Knæene, snart paa Siden, men, mærkværdigt nok, ikke en eneste
tog Skade ved denne primitive Behandling. Anderledes gik det derimod
ved Hestenes Indskibning ombord i Linieskibet; ogsaa her antog man, at
Forsynet vilde tage dem under sin Beskyttelse; Selen, hvori Hestene
opheistes, blev lagt skjødesløst om dem, den smøgede sig jævnlig af, og,
da Hesten, naar dette indtraf, faldt ned i Fartøiet, ofte fra en Høide af
tolv til femten Fod, var den i Almindelighed død paa Stedet.
Tiden nærmede sig, da Linieskibet i Forening med en Transport Tropper
skulde afgaae til Alexandrien; men bestandig vedbleve de store Porte
eller Aabninger i Skibssiden at gabe os imøde. Admiralen ansaae det
for sin Pligt at komme Skibet tilhjælp og tilbød at sende vor Flaades
Tømmermænd og Haandværkere ombord for at tilstoppe saavel disse
Aabninger som og underste Batteries Porte, af hvilke flere ikke engang
kunde lukkes. Svaret var en Taksigelse til Admiralen for Tilbudet, men
at Aarstiden endnu ikke var saa langt fremrykket, at nogen Fare var
forhaanden, at man nok vilde være istand til at hjælpe sig selv, og
at Allah i ethvert Tilfælde vilde tage Skibet under sin beskjermende
Varetægt. Under Candia fik man en Storm: Skibet fyldte, og med Skibet
sank Mennesker, Heste og Kanoner — kun en ringe Deel af Besætningen
blev bjerget. Af Heste reddedes kun to, tilhørende Soliman-Bey, (Oberst
Selve), fransk Officeer fra det første Keiserdømmes Tid, der efter
Napoleons Fald var traadt over i ægyptisk Tjeneste.


Ibrahim Pascha.

Indskibningen af de ægyptiske Tropper medtog en heel Maaned. Af al
Magt søgte man at paaskynde deres Afreise, og flere Conferencer fandt
i den Anledning Sted ombord i „_Conquérant_“ imellem vor Admiral,
General Maison og Ibrahim-Pascha. „Man ønsker, at jeg skal paaskynde
mine Troppers Indskibning“, sagde denne, „sørg for, at Skibe blive mig
tilsendte for at afhente dem, og fra min Side skal Alt blive gjort for
intet Øieblik at forhale Moreas Rømning. Denne Forsikkring haaber jeg vil
være fyldestgjørende, og Hensigten med Mødet, vi afholde, vil ved denne
min Erklæring være opnaaet, Sagen har alt voldet mig saamegen Sorg og
saamange Bryderier, at jeg kun modstræbende beskjæftiger mig med den, lad
os derfor tale om andre Ting, og lad os saa faae noget Champagne!“
Under et senere Møde kom Sygeligheden iblandt de franske Tropper under
Omtale. Ibrahim bemærkede, at Stedet, man havde valgt til Leir ved den
lave, nordlige Kyst af Navarino-Bugten, tidligere havde været benyttet
til Begravelses-Plads, at det derfor var usundt, og at dette maatte
betragtes som naturlig Aarsag til de udbrudte Sygdomme. „Jeg har ondt ved
at skaffe mine Syge endog Tag over Hovedet“, bemærkede General Maison,
„Du kunde overlade mig Navarino, og jeg vilde der være istand til at
indrette Hospitaler til de Syges bedre Forpleining.“ Ibrahim, til hvem
denne Anmodning var rettet, blev med eet alvorlig: „Er det som Ven eller
som Commanderende for en fjendtlig Armee, at Du forlanger Navarino!“
spurgte han. „Naturligviis som Ven“, yttrede General Maison. Svaret lod
vente paa sig; men efter nogle Øieblikkes Betænkning optog Ibrahim paany
Samtalen: „Jeg har en Bøn til Dig, General Maison.“ — „Og den er?“ — „Giv
mig dit Ord paa, at Du vil opfylde den!“ — „Med Fornøielse!“ yttrede
Generalen; „Alt, hvad der staaer i min Magt, vil jeg gjøre for Dig.“
— „Nei, jeg forlanger et ubetinget Løfte“, vedblev Ibrahim, „giv mig
dit Æresord!“ Naturligviis satte denne Begjering General Maison i den
største Forlegenhed. Admiral Rigny var alt tidligere bleven betænkelig,
da General Maison rettede Anmodningen til Ibrahim om Indrømmelsen af den
af Tyrkerne besatte Fæstning, han forudsaae, at denne Anmodning kunde
lede til en Afbrydelse af det gode Forhold, som det var magtpaaliggende
at vedligeholde, hans Frygt var nu ved at gaae i Opfyldelse, men han
kjendte Tyrkerne og raadede General Maison til aabent og tillidsfuldt at
gaae ind paa Ibrahims Forlangende. Samtidig hermed er det rimeligt, at
General Maison er bleven paavirket af Ibrahims vindende Optræden under
alle den sidste Tids Forhandlinger, og Æresordet blev givet. „Jeg takker
Dig!“ udbrød Ibrahim med glædestraalende Mine. „Jeg har Intet at forlange
af Dig; Tiltroen, Du har viist mig, glæder mit Sind, det smigrer mig at
have vundet din Tillid, og jeg haaber at have vundet en Ven. Navarino er
Storherrens, den kan jeg ikke give Dig; men forlang forøvrigt af mig,
hvad Du vil, der ikke strider imod Ære og Pligt, Alt skal da strax blive
opfyldt!“
Med beundringsværdig Standhaftighed bar Ibrahim al den Ulykke og al den
Modgang, som i dette Tidsrum rammede ham. Den Urokkelighed, hvormed han
til det Yderste blev den Beslutning tro, ikke at ville rømme Morea som
Følge af Magten, men kun ifølge sin Faders Mehemet-Ali’s Befaling, sætter
ham i et smukt Lys, og man studser ved at see Ibrahim i al denne Tid
blive fremstillet for det store Publicum som en Barbar, som et Uhyre,
blottet for enhver af Menneskehedens bedre Egenskaber.
I Løbet af September afgik flere Transporter med ægyptiske Tropper
til Alexandrien. Tropperne, der skulde afgaae med den sidste Convoi,
indtraf efterhaanden til Navarino fra de forskjellige Dele af Morea og
med dem en Mængde Heste, tilhørende det ægyptiske Cavalleri. Man var
i stor Forlegenhed for Heste til det franske Armeecorps, og det blev
foreslaaet Ibrahim at sælge endeel af de omtalte Heste til Armeens Brug.
„Vi sælge aldrig hverken Heste eller Vaaben i Krigstid“, erklærede han,
„det strider imod Koranens Bud.“ — „Men hvad ville I da gjøre med dem?“
spurgte man. — „Vi ville tage med os saamange, som vi kunne rumme.“ —
„Og hvad gjøre I saa med de øvrige?“ — „Dem lade vi løbe“, var Ibrahims
Svar. „Men saa kunne vi jo sætte os i Besiddelse af dem, naar Du og
dine Tropper ere bortseilede.“ — „I ville være ligesaa beføiede dertil
som enhver Anden“, gjensvarede Ibrahim, og for at vise sin gode Villie
lod han Hestene holdes samlede i en Klynge, indtil han med sine sidste
Soldater forlod Moreas Grund. En fransk Afdeling omringede da Hestene
og bemægtigede sig dem. Henved 600 Heste faldt saaledes uden Bekostning
eller mindste Uleilighed i Franskmændenes Hænder — men Koranens Bud var
opfyldt!
Til Ære for Ibrahim-Pascha blev en stor Revue afholdt over samtlige
franske Tropper kort førend hans Afseiling til Ægypten. Dette Syn vakte
hans Beundring, og til de Omkringstaaende udtalte han den Beslutning, at
han ved sin Hjemkomst vilde bestræbe sig for at uddanne den ægyptiske
Armee overeensstemmende med, hvad han her saae for sig. Ved Ibrahims
Hjemkomst var en af de første Foranstaltninger til denne Beslutnings
Iværksættelse en Ordre til samtlige ægyptiske Militaire, at de skulde
barbere sig. Et Aar efter afholdt Ibrahim en Revue ved Cairo over flere
Regimenter af de efter nyt Mønster omdannede Tropper. Med Tilfredshed
red han igjennem Rækkerne, men standsede ligeoverfor en Mand, der bar
sit Skjæg i fuldkommen ubeskaaren Form. „Kjender Du ikke min Befaling?“
spurgte Paschaen. „Jo“, svarede Soldaten, „men tre Gange har jeg
valfartet til Mekka, jeg har badet mit Skjæg i den hellige Flod, og
heller end at miste mit Skjæg giver jeg Afkald paa Livet“. Her viste der
sig at være en begyndende Conflict; Ibrahim løste den paa tyrkisk Viis:
ingen Bebreidelse, ingen Irettesættelse kom over hans Læbe; men Soldaten
skød han ned paa Stedet. Han gik jo op til de Saliges Hjem, og Hourierne
stode rede til at modtage den Troende.
Østerlændernes Opfattelse er ikke den samme som Vest-Europæernes, man
kan ikke lægge samme Maalestok til Grund for Bedømmelsen af deres
Handlinger: Religion, Sæder, Tankegang, Alt er forskjelligt; men noget
Storartet er der hos den fremragende Tyrk, der uvilkaarlig leder Tanken
hen til østerlandske Æventyr, hvor Ridderlighed og Despoti gaae Haand i
Haand med hinanden. Ibrahim var en Typus for en heelstøbt Tyrk, saavel
Østerlændernes bedre som disses slettere Egenskaber vare fremtrædende hos
ham, han ragede op over Mængden. En almindelig Følelse af Agtelse fra de
Franskes Side fulgte ham, da han forlod Morea, og sikkert vil hans Navn
finde en hæderlig Plads blandt de dygtige og udmærkede Mænds, som Ægypten
i vor Tid har frembragt.


Indtagelse af Patras.

Faa Dage efter, at de sidste ægyptiske Tropper havde forladt Morea,
faldt Fæstningerne Navarino, Modon og Koron i de Franskes Hænder. Der
løsnedes ikke et Skud, og deres Overgivelse var en fuldkommen Komedie.
Ved Navarino opstod en Slags Strid imellem Skildvagterne paa Volden og
de Angribende, om hvem der først skulde skyde, og, medens dette stod
paa, trængte franske Soldater ind ad en Aabning i Muren, hidrørende fra
den Tid, da Tyrkerne selv havde bemægtiget sig Fæstningen, og som ikke
senere var bleven istandsat. I Modon havde den commanderende Pascha med
Benene overkors taget Plads paa Volden ovenover Fæstningsporten. Fra
dette ophøiede Sæde besvarede han Opfordringen om at overgive sig med
et bestemt Afslag, medens samtidig dermed Matroser og Soldater fra en
anden Side entrede Fæstningen og besatte dens Volde; da Paschaen blev
dette vaer, udbrød han med den største Sindsro: „Saa er jo al videre
Forhandling unyttig“, og faa Øieblikke efter vaiede det hvide Flag,
istedenfor den tyrkiske Halvmaane, fra Fæstningen.
Koron, der ligger paa en temmelig høi Klippe, maatte indsluttes i nogen
Tid, før Overgivelse fandt Sted. Denne Fæstning egnede sig saavelsom
Modon ved sin Beliggenhed til stærk Modstand; men Forholdene vare af en
ganske særegen Beskaffenhed, saa at Ingen vilde paatage sig Ansvaret for
at gjøre det første Skud. I Modon forefandtes en Mængde Kanoner, næsten
alle uden Affutage og i en høist bedrøvelig Stand.
Der blev nu kun Patras tilbage i Tyrkernes Vold. To Fæstninger findes
her nær hinanden, nemlig selve Patras med sit Castel, der dominerer
Byen, og det saakaldte Moreas Castel, halvanden Miil nordligere, der
ligger paa en lav og flad Sandtunge ved Indløbet til Bugten ved Korinth.
Castellet er opført for at forsvare dette Indløb, og det beskyttes ved en
dyb Grav over hele Landtungens Brede. Fortet, eller Fæstningen, er ikke
alene stærkt ved sin Beliggenhed; men, forskjelligt fra de alt nævnte
Fæstninger paa Morea, var det vel vedligeholdt og dertil i fuldkommen
Forsvarsstand.
En Convoi med 3000 Mand, under Commando af General Schneider, blev
afsendt for at bemægtige sig disse Tyrkernes sidste Tilflugtssteder.
Uden Sværdslag blev en Capitulation afsluttet, ifølge hvilken Castellet
ved selve Patras blev rømmet af Tyrkerne. Man kunde imidlertid være
fristet til at troe, at Begjerlighed efter at indsende Beretning om
Patras’s Indtagelse havde bragt General Schneider til aldeles at oversee
det nordligere beliggende Castel, idet den afsluttede Capitulation
indrømmede Patras’s Besætning Ret til at begive sig, hvorhen den fandt
forgodt. En Selvfølge var det, at den trak sig ind i det nærliggende
Fort, hvis Garnison herved blev bragt op til 700 eller 800 Mand.
Efter Besættelsen af Patras fulgte naturligviis Opbud til Moreas Castel
om at overgive sig. Med den forøgede Besætning saae man sig imidlertid
her istand til at forsvare sig. Overtalelser og Trusler løde forgjæves,
og selv med Muligheden af aabenbar Krig for Øie maatte man bekvemme
sig til at gjøre Brug af Magten. Et natligt Angreb med 3 Stykker
Feltskyts blev frugtesløst — Tyrkerne hørte vel næppe engang den imod
dem rettede Canonade, da et frygteligt Uveir netop den Nat brød løs, og
imod Forventning saae man sig nødsaget til at skride til en formelig
Beleiring. Med de faa Ingenieurtropper, der havdes til Raadighed,
begyndte man at opkaste Løbegrave; men langsomt skrede Arbeiderne fremad,
og nær var endog General Schneider ved selv at blive tagen til Fange, da
han under en Recognoscering kun skyldte sin Hests Hurtighed, at han ikke
faldt i Tyrkernes Hænder.
Ved Efterretningen om General Schneiders lidet heldige Fremgang
besluttede General Maison sig til personlig at lede Foretagenderne imod
den beleirede Fæstning. Henved 300 Mand bleve indskibede i Navarino,
og i Følge med Linieskibet „_Breslau_“, et Par Fregatter samt endeel
Transportskibe afgik vi ved Midten af October til Patras. Ved vor Ankomst
blev der strax gjort Forberedelser til Angreb saavel fra Sø- som fra
Landsiden, og Alt fik nu et livligt og interessant Udseende.
Det viste sig imidlertid snart, at Angreb fra Søen maatte opgives: den
rivende Strøm, der løber igjennem det smalle Stræde, som her adskiller
Morea fra Fastlandet, de „smaa Dardaneller“ kaldet, i Forbindelse med den
steilt nedgaaende Grund samt voldsomme Kastevinde fra Bjergene gjorde det
umuligt for Skibe at fortøie sig tværs for Fæstningen; Flaadens Midler
bleve altsaa stillede til Hærens Raadighed for at paaskynde de begyndte
Arbeider, og Beleiringen blev nu fremmet med al mulig Kraft. Overalt saae
man Hænder iværk med at flette Skandsekurve, Jordsække bleve fyldte,
ombord forfærdigede vi Stormstiger, og Alt blev forberedet til at sætte
sig i Besiddelse af Fæstningen med stormende Haand.
Da Armeecorpset manglede Beleiringsskyts, bleve Kanoner satte iland
saavel fra de franske Skibe som fra den engelske Fregat „_Blonde_“, der
befandt sig paa Rheden. Fra „_Conquérant_“ afgaves to 24 pundige Kanoner
til Brechebatteriet, som det d. 29. October lykkedes at opføre i 120
Alens Afstand fra Fæstningens Mure. Commandoen af disse Kanoner blev
mig anbetroet, og under mig blev beordret en anden af „_Conquérant_“’s
Officerer, Mr. Jullou, enseigne de vaisseau.
Paa Brechebatteriet var der opstillet, lige tilvenstre af mig, to Kanoner
fra den engelske Fregat, under en Lieutenants Commando; tilhøire to 18
pundige Kanoner fra „_Breslau_“, og saa fremdeles fra andre Orlogsmænd,
ialt 13 Stykker Skyts. Noget længer tilbage fandtes et Morteerbatteri, og
atter noget østligere andre Batterier, monterede ligesom Brechebatteriet
med Skibskanoner, saa at der ved Dagningen d. 30te var rettet imod
Fæstningen ialt 40 Stykker Skyts. Den nævnte Dag var bestemt til
almindeligt Angreb, og i det klare Maaneskin afgave Løbegravene Natten
før Angrebet et høist ejendommeligt Skue. Enkelte Kanoner vare endnu
ikke monterede, og saavidt muligt lydløst arbeidede man paa at faae
dem anbragte paa den dem anviste Plads; andre Steder var man ivrig
beskjæftiget med at lægge Jordsække tilrette, samt med at udbedre
Trancheen. Matroser bleve indexercerede i Brugen af deres Kanoner paa det
uvante Underlag, samtidig med at Ingenieur-Officerer gave Anviisning om
Maaden, hvorpaa en Breche fordeelagtigst og hensigtsmæssigst kunde skydes
i Fæstningsmuren. De ulykkelige Englændere, der ikke kunde gjøre sig
forstaaelige, skulde hvert Øieblik vises tilrette og redes ud af en eller
anden Forlegenhed, høiere Officerer inspicerede, Ronder og Afløsninger
droge igjennem Løbegravene med korte Mellemrum, Adjutanter bragte Ordrer
til de forskjellige Afdelinger, kort, der herskede en taus, men rastløs
Virksomhed, medens i umiddelbar Nærhed af os enkelte Compagnier, der
toge sig ud som Masser af ubevægelige Figurer, med Øiet og tildeels med
Geværpiberne rettede imod den foran os liggende Fæstning, stode, belyste
af Maanens Skin, rede til at afslaae ethvert Udfald, som Tyrkerne maatte
finde paa at gjøre imod os. Det Hele var en forunderlig Blanding af
tilsyneladende Ro og af militaire Forberedelser, af Taushed og Activitet,
der i en ganske særegen Grad maatte gjøre Indtryk paa den, der som jeg
var opdragen til Virksomhed i en heel forskjellig Retning.
Ved Midnat gjorde General Maison, ledsaget af en talrig Stab, en Ronde
igjennem Løbegravene. Vor Ammunition var nedgravet i kort Afstand bagved
vore Kanoner; Generalen undersøgte, hvorvidt Dækningen, bestaaende af
et Tag af Grene og opkastet Jord, kunde ansees for tilstrækkelig, han
fandt Alt i Orden, og snart efter søgte jeg Hvile, henstrakt paa nogle
Krudtkasser, stolende paa, at enhver Bevægelse fra Fjendens Side itide
vilde blive iagttaget af de fremskudte Poster, der fandt Ly i nedgravede
Huller imellem os og den maanebelyste Fæstning.
Alt før Dagens Frembrud bleve de Grene og Forhugninger borttagne, der
skjulte vore Batterier. Som Tiden skred frem, blev Alt mere og mere
levende, talrige Infanteri-Colonner opstilledes i Løbegravene i Nærheden
af vort Brechebatteri, Artilleristerne klyngede sig om deres Kanoner,
og med spændt Forventning speidede man efter den Raket, der skulde give
Signalet til det forventede Angreb.
Klokken sex steg den længselsfuldt imødeseete Raket i Veiret, og
øjeblikkelig begyndte Ilden fra vore Batterier. Det var interessant at
see Virkningen af vore Kugler. I den korte Afstand vare vi istand til
med stor Nøiagtighed at skyde en horizontal Linie i Fæstningsmuren, saa
langt nede som Jordsmonnet vilde tillade det, derefter blev der skudt to
verticale Linier i Muren, og, naar denne var tilstrækkelig gjennemboret,
vare eet eller to Skud, rettede imod Midten af det udskaarne Stykke,
istand til at bringe den hele Masse til at styrte ud efter, saaledes at
der derved blev dannet en Skraaplan, ad hvilken de stormende Colonner
kunde bane sig Vei. En Tidlang forsvarede Tyrkerne sig kraftig. Deres
Artilleri var imidlertid mangelfuldt og Skuddene usikkre. Geværilden
derimod var vel rettet, og, ikke fik Tyrkerne Øie paa Nogetsomhelst, der
rakte op over den opkastede Dækning, uden at det strax blev gjennemboret
af en eller flere Kugler. Endeel Mandskab faldt eller blev saaret i
Løbegravene; men Tabet var dog ikke betydeligt.
Det blæste haardt, en af mit Mandskabs Hatte blæste af og førtes af
Vinden hen langs Marken; uden at man anede det, foer Eieren afsted efter
sin tabte Eiendom. I samme Nu, som Tyrkerne fik Øie paa ham, ramtes han
af en Kugle i Benet og styrtede overende, heldigviis var han istand til
at kaste sig ned i en Fordybning, da ellers sikkert Flere vilde være
blevne rammede under Forsøg paa at komme ham tilhjælp.
Henved Klokken 10 vare store Brecher skudte i Fæstningens Mure;
Tropperne, der alt længe med Utaalmodighed havde været Vidne til den
fortsatte Artillerikamp, beredte sig til at bryde frem, det afgjørende
Øieblik var forhaanden — da et hvidt Flag fra Fæstningens Volde
standsede enhver videre Fremrykning. Man kan ikke tænke sig noget mere
Overraskende, end hvad der foregik i samme Øieblik: i samme Minut, som
Skydningen ophørte, viste sig for os langs den hele Muur, som vendte
ud imod os, en tætsluttet Kreds af brogede Tyrkeskikkelser; det var
som en storartet Decorationsforandring paa et Theater. Parlementairer
bleve afsendte, den nødvendige Forhandling fandt Sted, og efter nogen
Vægring overgav man sig paa Naade og Unaade. Besætningen blev afvæbnet og
Fæstningen tagen i Besiddelse.
General Maison vilde være den Første, der trængte ind igjennem den
nedskudte Breche. Hans Kok og to af hans Tjenere vare imidlertid komne
ham i Forkjøbet. Indigneret herover kaldte han dem tilbage og fugtlede
dem med egen Haand. Dette er den eneste Leilighed, ved hvilken General
Maison trak Sin Kaarde under dette Felttog.
Ved at trænge ind i Fortet fandt man Tyrkerne beskjæftigede, som om
aldeles Intet var foregaaet. I en Hytte paa Volden, der paa dette Sted
var undermineret af vore Kugler, fandt man flere Tyrker, der i al Ro
vare iværk med at tillave deres „pilau“; udenfor Kaffehuset sade Andre,