Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 02

sine Nyfundlands-Klæder. — „Jeg saae paa Uhret,“ udbrød han, „ikke 15
Secunder har jeg været om at iføre mig disse Overstykker; de ere ganske
fortræffelige.“ Vi vare dengang naaede ned noget sønden for Æquator,
en svag Syd-Ost Passat fyldte næppe vore Seil, Alt var Stilhed og Ro,
og i nogen Tid spadserede den graa Mand ved min Side op og ned ad
Dækket med lydløse Trin paa sine spækkede Hosesokker. Med eet standsede
han. „Det er forfærdelig varmt inat!“ udbrød han. Jeg yttrede, at det
næppe var varmere end de forrige Nætter. Han gjentog: „Jeg finder det
afskyelig varmt,“ og, da jeg i al Ydmyghed bemærkede, at den varme
Klædning dog muligen kunde bidrage hertil, forsikkrede han, at Dragten
var fortræffelig; han antog derimod, at han ikke befandt sig ganske vel,
ønskede mig Godnat og forsvandt i sin Hytte.
Et Par Dage efter fortalte en af Officererne ved Messebordet, at en
lignende Scene var foregaaet paa hans Vagt den foregaaende Nat. Vi morede
os over den graa Chef, og naturligviis afgav det spækkede Hylster, som
han iførte sig saagodtsom lige under Linien, rigelig Anledning til Spøg
og Bemærkninger.
Faa Dage senere havde jeg atter Nattevagt. Den graa Mand kom paany
tilsyne. Efter nogen Tids Forløb klagede han atter over den utaalelige
Varme, hvilket paany blev imødegaaet med den Bemærkning, at det dog
sikkert maatte være Nyfundlands-Dragten, som nærmest var Aarsag hertil.
Dennegang svarede han Intet, men med Ønske om „God Vagt“ forlod han
Dækket.
Næste Morgen stor Scene. Hovmesteren blev kaldet, og ud fra Hytten kom
de graa Klæder ham farende lige i Hovedet. „De fordømte Klæder!“ lød
det i en heftig Tone, — „man kvæles jo i dem af Varme! — Skaf dem
øieblikkelig af Veien! — Jeg vil ikke have dem her, jeg vil ikke see dem
for mine Øine, bort med dem!“ og den graa Klædning forsvandt nede i det
Inderste af Garderoben, for senere at erstattes med en eller anden af de
øvrige phantastiske Dragter, som det kunde forudsees snart vilde faae en
lignende Skjæbne.


Rio-Janeiro.

Rio-Janeiro udmærker sig ved sjelden Skjønhed. Allerede naar man anduver
det høie Cap Frio, faaer man en Følelse af den Naturs Storhed, som her
udfolder sig. Bjerge i alle Skikkelser optaarne sig over hverandre; ikke
faa ere formede som Sukkertoppe; snart hælde de til den ene, snart til
den anden Side, og atter gives der andre, der staae paa Hovedet med den
spidse Side ned efter og Basis iveiret. En af vore Cadetter bemærkede,
at Vorherre maatte have moret sig med at spille Tærninger med alle disse
Bjergmasser, og at han under Spillet havde ladet dem falde til Jorden og
ordne sig, som de bedst kunde.
Ad et snevert Indløb, forsvaret paa begge Sider af mægtige
Fæstningsværker, kommer man ind paa Rio-Janeiros Rhed. Synet, der her
viser sig, er fortryllende. Tilvenstre den udstrakte By med sine Taarne,
Klostere og Kirker, forsvaret af fremskudte Casteller paa nærliggende
Klippeøer; tilhøire det smilende Praya-Grande, et Slags Anhang til Rio,
der efterhaanden er fremstaaet paa den modsatte Side af Bugten; foran
sig den vidtstrakte Rhed, istand til at rumme Alverdens Flaader, længer
borte en Mængde skovbevoxede Øer, og det Hele omkrandset af Bjerge, der i
det Indre af Bugten træde tilbage og antage en blaaagtig, gjennemsigtig
Farve — Skuet er imponerende! En Masse Skibe findes altid paa Rheden,
en utallig Masse Smaafartøier, der vedligeholde Forbindelsen imellem
Staden og den anden Side af Bugten, giver det Hele et sjeldent Præg af
Livlighed, og endelig en Vegetation, kraftigere og yppigere, end jeg
andensteds har seet den imellem Vendekredsene — man forestille sig alt
dette, og man vil fatte, at jeg anseer Rio-Janeiro for det skjønneste
Sted, der gives i denne Verden. Den saa ofte beundrede Golfo di Napoli er
Intet i Sammenligning dermed.
Kommer man ind i Staden, modificeres Indtrykket, og Rio er da, som
saamange andre Byer, en Samling af Huse og Gader, uden at noget Særligt
tiltrækker sig Opmærksomhed. Et Theater, hvor der hver Aften under vort
Ophold blev opført Tancredo, og hvori Titelrollen blev sungen af en stor,
fed og bleg Castrat, et Museum, fuldtop af Kirker og Klostere, samt
enkelte ret smukke Qvarterer, dette er, hvad Rio-Janeiro har at opvise.
Kommer man udenfor Byen, da frydes man derimod ved al den Rigdom, som
Naturen i alle Retninger fremstiller for Øiet. San Christoval, Keiserens
landlige Residents en Miilsvei fra Staden, er udmærket smukt beliggende;
Botafago, en lille Bugt, der skærer sig ind noget søndenfor Byen, er en
yndig Plet; Udsigten fra el Corcovado, et flere tusind Fod høit, spidst
Bjerg tæt bagved Byen, er forbavsende smuk, og en mægtig Ledning fra
dette Bjerg, der fører Vand til Byens Forsyning, viser, at Portugiserne
tilbage i Tiden, ikke alene i Retning af Casteller og Klostere, have
udført storartede Arbeider.
En Modsætning til al den Skjønhed, som den omgivende Natur udfolder,
forekom mig derimod Befolkningen at være. Ingensteds har jeg seet gulere,
mere udtærede og overhovedet mindre tiltalende Skikkelser end blandt
Rio-Janeiros „blanke“ (ↄ: hvide) Befolkning; forunderligt, hvilken
Contrast imod de spanske Colonier! Blandt Negrene derimod fandtes ikke
sjelden skjønne Skikkelser, saavel Mænd som Kvinder. Istedenfor den flade
Næse og de tykke fremstaaende Læber saaes ofte smukke, regelmæssige Træk
og langt glindsende Haar, altsaa Negre af en Race heelt forskjellig fra
den, der findes paa vore Øer. Ofte er jeg bleven staaende for at beundre
en eller anden Negerindes slanke Væxt og gracieuse Holdning, naar hun med
sin Vandkumme paa Hovedet vandrede hen ad Gaden. Der var en Smidighed og
Lethed i Bevægelser, som kun en vildt opvoxen Stamme er istand til at
bevare.
Negerhandelen blomstrede endnu i Brasilien ved det Tidspunct, som
her omtales. Naturligviis besøgte jeg med andre af Skibets Officerer
forskjellige Negermarkeder, men Indtrykket var saa frastødende, at man
ikke fristedes til at gjentage Besøget. Liggende eller rullede sammen i
sammenkrympet Stilling laae de usle Skabninger langs Væggene i en stor,
mørk Hal, i hvilken alene Atmosphæren vilde have været tilstrækkelig til
at virke afskrækkende. Enkelte Kjøbere gik omkring og befølte Arme og
Muskler, ligesom man andensteds undersøger Trækdyr for at forvisse sig om
deres Styrke — og saa Forestillingen om den Fremtid, der ventede disse
Ulykkelige! — Nei, man behøver kun at have betraadt et saadant Marked
for i sit fulde Omfang at paaskjønne den Velgjerning, som Bestræbelserne
for at modarbeide Negerhandelen have været for Menneskeheden. Vel er
det endnu ikke lykkedes at bringe denne afskyelige Handel til aldeles
at ophøre, da enkelte Eventyrere, lokkede af den uhyre Fordeel, som en
heldig tilendebragt Expedition afgiver, endnu ledes til at give sig
af med den; men, omend Bestræbelserne tilsøes endnu ikke ganske have
kunnet udrydde Ondet, vil Forbedring af Forholdene i det Indre af Africa
forhaabentlig løse denne Opgave, alt som større Kundskab erhverves om
denne vidtstrakte, men hidtil kun saalidet kjendte Verdensdeel.
Naar man træder iland ved det almindelige Landingssted i Rio-Janeiro, er
det Første, der fremstiller sig, det keiserlige Palads, en vidtstrakt,
men intetsigende Bygning, ved Siden af hvilket findes det keiserlige
Capel, udstyret med al mulig Pragt. Høialteret var prydet med Frelserens
Skikkelse i opreist Stilling, og over den venstre Skulder bar Frelseren
Christus-Ordenens store Ordensbaand med tilhørende Stjerne som
Stormester for den Orden, der bærer hans Navn. Man seer, i hvilken Grad
Katholicismen er bøielig og former sig efter de Folkeslags Begreber og
Forestillinger, som den har til Formaal at paavirke. Yderligere Beviis
herpaa ere de sorte Helgener, som det ikke er nogen Sjeldenhed at see
opstillede i disse Egne, og endog Frelseren har jeg seet fremstillet
som Neger. Med alle disse Forkeertheder og Afvigelser fra den sunde
Fornuft maa det ikkedestomindre erkjendes, at Katholicismen udøver en
civilisatorisk Indflydelse, hvor Neger-Slaveriet er herskende. Den sætter
en Dæmper paa Lidenskaberne og vænner den raa Hob til at underordne sig,
hvilket er det første Skridt til Opnaaelse af civiliserede og bedre
Tilstande.
For en Lieutenant er Rio-Janeiro et misligt Opholdssted i pecuniair
Henseende. Jeg skulde i Selskab en Aften og gik i Forbigaaende ind
i en af de store Modeboutikker i Rua de Ouvidor for at kjøbe et Par
Handsker. Paa den elskværdigste Maade af Verden fremviste den franske
Modehandlerinde mig Handsker af forskjellig Størrelse og Beskaffenhed, og
efterat have truffet mit Valg spurgte jeg om Prisen. 1500 Reis — omtrent
6 Kr. i danske Penge, var Svaret. Jeg fandt denne Priis overordentlig
høi; „mais non, Monsieur“, forsikkrede Modehandlerinden, „De vil næppe
noget Sted i Rio kunne erholde dem for bedre Kjøb.“ Naturligviis var
denne Forsikring mig ikke aldeles fyldestgjørende, og jeg yttrede, at man
i Paris vilde kunne kjøbe slige Handsker for halvanden eller to Kroner
i det Høieste. „Mais monsieur,“ udbrød Mme. la modiste, bestandig i den
mest indsmigrende Tone, „troer De da, at vi ere dragne hertil alene for
at kunne glæde os ved Forandring af Luft.“ Dette Argument slog mig. Jeg
betalte mine Penge, og ofte senere, naar Colonialpriser have bragt mig
til Forbauselse, have Modehandlerindens Ord gjenlydt for mig: „Mais
monsieur, croyez vous donc que nous sommes venus ici pour changer d’air.“
Blandt andre brasilianske Orlogsmænd forefandt vi paa Rio-Janeiros Rhed
Fregatten „_Donna Paula_“, commanderet af Capitain Prytz, oprindeligen
dansk Søofficeer, der ved en Reduction var bleven afskediget og derpaa
havde ansøgt og opnaaet Ansættelse som Capitain mar a guerra i den
brasilianske Marine. Prytz var noget beslægtet med mig, og Sammentræffet
her med ham bidrog meget til Behageligheden af mit Ophold i Rio. Da
Prytz modtog Meddelelsen om sin Ansættelse i Brasilien, begav han sig
til London for derfra at fortsætte sin videre Reise. Den brasilianske
Regjering havde dengang netop afsluttet Kjøb i England om Fregatten
„Donna Paula“, en svær Ostindiefarer, der blev omformet til Orlogsmand,
og man tilbød Prytz at overtage Commandoen. Forskjellige Grunde
bevægede ham imidlertid til foreløbig at afslaae dette; en engelsk
Koffardicapitain førte som Følge heraf Skibet over til Rio, og Prytz
gik med Fregatten som Passageer. Ved Ankomsten til Rio modtog Prytz
imidlertid formelig Udnævnelse til Chef, og som saadan begav han sig til
Fregatten for at tiltræde sin Commando. Den engelske Koffardicapitain,
der havde ført Skibet over, attraaede imidlertid, i Lighed med Prytz, at
blive optagen i den brasilianske Marine; han antog, at den Omstændighed,
at han factisk var Chef for Fregatten, væsentlig maatte bidrage til,
at man overdrog ham den endelige Commando, og, da Prytz viste sig
langs Siden, negtedes det ham at komme ombord. Forhandlinger bleve
frugtesløse, den engelske Capitain vilde ikke opgive Skibet, og midt
paa Rio-Janeiro’s Rhed maatte Fregatten entres af en militær Styrke og
erobres, før Prytz kunde heise sin Vimpel derombord.
Prytz vandt megen Anseelse i den brasilianske Marine. Under Krigen med
Buenos-Ayres førte han en Tidlang Commandoen af den brasilianske Styrke
paa Plata-Floden, fik derefter det Tillidshverv at overføre Don Pedro’s
anden Gemalinde, Prindsesse af Leuchtenberg, fra England til Rio-Janeiro,
men afskedigedes senere uformodet, samtidig med alle fremmede Officerer,
under en af de politiske Omvæltninger, som dengang hørte til Dagens Orden
i Brasilien. Senere udnævntes Prytz til dansk chargé d’affaires i Rio, i
hvilken Stilling han forblev, indtil Posten blev inddragen og erstattet
ved en Generalconsul.
Commanderende paa Rheden var en anden Fremmed, nemlig Admiral Cochrane,
der førte sit Storadmirals-Flag ombord i den brasilianske Fregat
„_Pichincha_“. Cochrane var en høj, mager, rødhaaret Skikkelse, kantet
og utiltalende i sin Fremtræden, med et leddeløst Overlegeme, som han
ikke havde i sin Magt, en udpræget Typus af en ægte Scotchman. Ingen kan
drage hans Dygtighed som Søofficeer i Tvivl; Erobringen af den spanske
Fregat „_Esmeralda_“ under Fæstningen Callaos Kanoner hører til det
Dristigste, som i den Retning er udført; men baade den Buenos-Ayrianske,
den Peruvianske og den Brasilianske Tjeneste, i hvilke han efterhaanden
var ansat som Høistcommanderende, forlod han med et tvivlsomt Rygte
som Følge af hans umættelig Pengegridskhed. Det være imidlertid sagt
til hans Berømmelse, at det altid var paa en storslaaet Maade, at han
tilfredsstillede denne Begjerlighed. Afsendt til Maranhao for at dæmpe
et Oprør, brandskattede han saaledes Provindsen for egen Regning for en
uhyre Sum, der efter hans Beregning skulde tilkomme ham som Priispenge,
men hvilken Beregnings Rigtighed den brasilianske Regjering ikke vilde
anerkjende. Med de saaledes udpressede Penge seilede han directe til
England og sendte derfra sin Fregat tilbage til Rio med Quittering
til Keiseren for Modtagelsen af det af ham beregnede Beløb. Dette var
Maaden, paa hvilken Admiral Cochrane udtraadte af den brasilianske
Søkrigstjeneste, efter hvad vi erfore under et senere Ophold i
Rio-Janeiro i 1826.


To Dage paa Reisen om Cap Hoorn.

Klokken 4 var jeg kommen ned, efter en kold og stormende Hundevagt. Jeg
drømte om det Bal, som den ærværdige General Lecor havde givet for os
under vort Ophold i Montevideo, hvor de brasilianske Officerer syntes at
være opstillede som Decorationer langs Væggene, medens vi dandsede med
deres olivenfarvede Fruer. Musiken til den graciøse spanske Contredands
syntes at gjenlyde for mine Øren, da jeg pludselig blev vakt af vældige
Slag paa den store Musiktromme i min umidddelbare Nærhed. Fra Drømmenes
Rige blev jeg med eet hensat til den haandgribelige Virkelighed.
Jeg fandt mig henstrakt i min Koie, vugget efter Skibets voldsomme
Overhalinger, under hvilke Alt syntes at skulle tabe Ligevægten,
medens det lige udenfor min Dør gjenlød af falske Toner og skingrende
Clarinetløb. Det blev mig snart klart, at det var en Serenade, der bødes
mig af Mr. Bonasse, vor ivrige Musikdirecteur, hvem jeg tilstaaer, at
jeg under Øieblikkets Forhold bandte paa det eftertrykkeligste for den
mig viste Opmærksomhed.
Musikøvelser og Musik om Dagen, deri maatte man finde sig, men at
forstyrres under sin bedste Søvn, dette var dog altfor galt! Vranten
raabte jeg: „Kom ind!“ — det bankede kort efter paa min Dør, og ind
traadte Mr. Bonasse, en lille, koparret, korthalset og smudsig Figur,
der under Skibets Bevægelser havde stor Vanskelighed ved at holde sig
paa Benene. I længere Tid, saa udtalte han sig, havde det været hans
Ønske at yde et Bidrag til en værdig Høitideligholdelse af den Dag, paa
hvilken Fregatten passerede Cap Hoorn; han havde derfor componeret og
ladet indstudere et Musiknummer, i hvilket han havde lagt an paa i Toner
at gjengive Vindens Hylen og Stormens Bragen, der vare saa uadskillelige
fra Ildlandets Nærhed; han smigrede sig med, at dette Arbeide vilde vinde
mit og øvrige Kjenderes Bifald, og haabede, at man ikke vilde tage ham
det ilde op, at han havde dediceret til Admiralen og Skibets Officerer
denne Composition, for hvilken han havde valgt det meget passende Navn:
„le passage du Cap Hoorn“.
Hvad var der at svare paa en saa vidt dreven Opmærksomhed. Jeg takkede
ham naturligviis paa det forbindtligste, bandte ham i mit Inderste af
bedste Evne, og først, efterat enhver af de andre Officerer havde faaet
deres Serenade, lykkedes det mig atter at falde i Søvn og saaledes at
glemme Cap Hoorn baade i Virkelighed og i Musikcomposition.
Hr. Bonasses Bestik havde været fuldkommen rigtigt. Ved Middag satte
den gissede Længde os 6 Miil vestenfor det i flere Aarhundreder saa
befrygtede Forbjerg, medens en usikker Observation gav os en Syd-Brede af
59° 57′. Midt i Iuli, i Hjertet altsaa af denne Halvklodes Vinter, var
det gode Veir, med hvilket denne Dag var indtraadt, en sand Vederkvægelse
efter den Række af ondt Veir, Kulde og Fugtighed, der i længere Tid
havde været herskende. Solen var endelig, om end noget disig, kommen
frem, Thermometret var steget til den usædvanlige Høide af 3° over
Frysepunctet, og Vinden havde endelig forladt det kjedsommelige vestlige
Hjørne, netop den Kant, henad hvilken vi stræbte. Kulingen havde dertil
næsten lagt sig aldeles, og, vedblev end Dønningen at være saa stærk,
at man ikke uden Øvelse var istand til at holde sig opreist, lokkede
dog idag den behageligere Luft enhver af Skibets Beboere ud af deres
Smuthuller. For første Gang i længere Tid var Dækket atter opfyldt af
spadserende Mennesker; Munterhed og Liv herskede paany, og Skibet afgav
saaledes denne Morgen en mærkelig Contrast mod de foregaaende Dages
Uhyggelighed.
En Dags Tørveir efter langvarig Fugtighed er et Gode, der ligemeget
paaskjønnes af Enhver ombord i et Skib. Lugerne vare saaledes idag
overalt blevne aabnede for at tørre og give Luft nede om Læ; man havde
dristet sig til at oplukke enkelte Batterieporte agter, dog med Folk
ansatte for strax at lukke dem, hvis Søen under Skibets Opduvninger
skulde skvalpe ind; Joller vare strakte imellem Masterne, fra hvilke
Mandskabets vaade Klæder dinglede efter Skibets Bevægelser; de
mindre Seil vare gjorte los og hang i Festons ned fra Mærs og Vant;
Finkenetsklæderne vare blevne oplukkede, for at Folkenes Koier kunde
blive udsatte for Lufttræk, kort, Intet var forsømt, der kunde bidrage
til Skibets Beboeres Velvære. I den Iver, man viste for at naae dette
Maal, saaes det endog at være blevet tilladt nogle tilbageblevne,
halvdøde Høns at udsøge sig en Plads i Solskinnet, medens et Par Grises
Grynten lydelig tilkjendegav disses Tilfredshed over ved særdeles Naade
af Næstcommanderende at have erholdt Frihed til i en Timestid at spadsere
omkring og nyde frisk Luft paa Bakken.
„Mildt Veir i Dag!“ udbrød en Officeer, der blæste sig i Fingrene, idet
Commissairen, Skibets Regnskabsfører, indhyllet i en Kavai op til Ørene,
endelig engang lod sig see paa Dækket. „Meget mildt“ gjentog denne, idet
han trykkede sin lodne Hue længere ned over Hovedet. „Jeg erindrer, at
paa Campagnen til San Domingo — — —.“ Denne Campagne til San Domingo,
under hvilken Commissairen havde været ansat som agent-comptable ombord i
Linieskibet „Swiftsure“, syntes altid at foresvæve ham som noget af det
mest Tilfredsstillende, han havde oplevet. De Blanke paa Øen vare blevne
myrdede, de største Grusomheder vare blevne begaaede, Colonien var gaaet
tabt for Frankrig; men bestandig stod Campagnen til San Domingo for ham
som et Ideal, til hvilket han altid søgte at bringe Tanken tilbage.
Et „Velkommen fra Underverdenen!“, der lød fra en Gruppe agter, afbrød
imidlertid enhver videre Udtalelse fra Commissairens Side, om hvad der
under hiin skjæbnesvangre Campagne havde tildraget sig. „Et sandt Under
dog atter engang at see Dem heroppe iblandt os“, tilraabte man ham; „vi
troede Dem forlængst begraven under Massen af Deres états à colonne,“
og Gruppen samlede sig nu omkring den Optrædende for at forklare denne
i hans Egenskab af Messeforstander, hvor passende en Anledning der i
hans Komme paa Dækket maatte være til iaften at festligholde Dagen ved
en Bolle afbrændt Rødviin. Le passage du Cap Hoorn var jo en Høitid,
Hr. Bonasse havde alt givet det gode Exempel, og, tilføiede en Officeer
spøgende, det var dertil første Gang i de sidste 14 Dage, at det
samtlige fornemme Borgerskab havde været seet paa Dækket til Luftning.
Denne Spøg var uheldig, helst i det Øieblik, da Forslaget om Dagens
Festligholdelse skulde afgiøres. Messeforstanderen, hvis Ansigt alt havde
fortrukket sig noget ved den megen Velkomst, da han først kom tilsyne,
blev ved denne Udtalelse end mere alvorlig. „Jeg vil frabede mig al
Ansættelse i Borgerskabet“, tog han meget stødt tilorde; „siden jeg var
agent-comptable med Orlogsskibet „Swiftsure“, har jeg faret saameget, at
jeg nok troer at kunne hævde min Plads, endog blandt Skibets mere erfarne
Sømænd.“ — „Godt Ord igjen!“, bemærkede Officeren, „dog synes det, at,
om De i Aarenes Løb skulde have faret saaledes, som De i den sidste Tid
har faret her ombord, har Leiligheden just ikke været stor for Dem til
at samle Erfaring.“ — „Undskyld, men, siden jeg var med til San Domingo,
kan jeg forsikre Dem om, at jeg aldrig har været paa Søen, uden daglig at
afsætte Skibets Plads i mit Kaart.“ Her trak man lidt paa Smilebaandet ad
Talerens Begreb om Sømandskab — „Nok muligt, Commissair, men De maa dog
tilstaae, at det hele civile Personale i de sidste Uger er blevet ført
omkring med Skibet som sande Murmeldyr i deres Baase.“ Dette var den
meget ømfindtlige Commissair for meget. „Man kan være Sømand uden netop
at bære Epauletter“, udbrød han forbitret; „siden jeg var med Linieskibet
„Swiftsure“ for 20 Aar siden, troer jeg at kunne bestaae min Prøve mod
mangen Anden, hvor store Ord han end fører i Munden; jeg vil sige Dem, at
jeg endnu aldrig er faret over Søen som en Kuffert.“
Som var det oprørte sydlandske Blod ikke tilstrækkeligt til at holde
Varmen vedlige, gav Commissairen sig til trampende at spadsere hen ad
Dækket. „Blæk-Sømanden blev vred!“ udbrød Taleren; „Murmeldyret var ham
for svært at døie“, bemærkede en Anden, og, idet denne leende vendte sig
til Admiralens Secretair, som netop var kommen til, fortsatte han: „hørte
De, at han frabad sig al Sammenligning med en Kuffert? Jeg vil sværge
paa, at det var Deres Kæmpe-Meubel, som han i sin Vrede sigtede til.“
Secretairen, Mr. Rampal, var en rar og godmodig Provençaler. Togtet med
„_Marie-Thérèse_“ var hans første Campagne tilsøes, og, ukjendt med den
Mængde Smaa-Installationer, der saa væsentlig bidrage til Behageligheden
ved Opholdet ombord, havde han, mulig ogsaa af økonomiske Hensyn, ladet
sig forfærdige en eneste stor, fiirkantet Kuffert, som i Forbindelse
med en Sofa, der benyttedes som Seng, udgjorde det hele Bohave, der
fandtes i hans Lukaf. Naturligviis blev Secretairen jævnlig drillet med
Hentydninger til hans udsøgte Smag for bekvem Møblering, og, da Talen
atter rettedes hen mod Kufferten, yttrede han, at det dog efterhaanden
blev noget eensformigt altid at skulle høre tale om dette uheldssvangre
Møbel. „Ja, „svanger“, det var et sandt Ord, De der kom med“, fortsatte
Officeren; „det Bedste, De kunde gjøre, vilde være at lade den rasere.“
— „Og mit Tøi?“ indvendte Secretairen. — „Ja, Deres Tøi er saa vel
forvaret, at De i mindre end en halv Time jo ikke er istand til at bringe
nogen Skjorte frem fra Kuffert-Bunden.“ — Her begyndte den Angrebne sin
allerede tidt gjentagne Forklaring om hiint Møbels Hensigtsmæssighed, og
som altid endte han med, at Kufferten var ham aldeles uundværlig; den
støttede hans Koie tværskibs paa den solideste Maade af alle, uden den
vilde han ikke være istand til rolig at sove i sin Seng, og høiligen
maatte han prise den Indskydelse, der ved Afreisen havde bragt ham til at
lade sig forfærdige et saa fortræffeligt Møbel.
Medens man endnu morede sig over Secretairens Sands for hensigtsmæssigt
Arrangement, lededes Opmærksomheden pludselig hen i en ganske anden
Retning. En mægtig Albatros, Kæmpe af en Søfugl, der er Cap Hoorns og
Cap Godthaabs Breder egen, var bleven fangen paa en Line med noget
Flæsk, som man havde ladet slæbe i Skibets Kjølvand. Med udstrakte
Vinger blev Fuglen i dette Øieblik trukken ind over Hakkebrættet; den
foer forefter hen ad Dækket, og, idet den kom forbi Commissairen, der
endnu med lange Skridt spadserede frem og tilbage, tørnede den med
Næbet imod hans ene Støvle og overgød denne med en Opkasten, der stedse
frembringes hos disse Søfugle, naar de komme ind i et mere indesluttet
Rum. Commissairen sparkede og bandte; men Doctoren tog den herlige Søfugl
under sin Beskyttelse. „Aldrig Fred her paa Dækket“, udbrød Commissairen
i Heftighed, — „ikke nok med Kulde, Snee og Regn, men ovenikjøbet skal
man endnu bides i Benene af saadanne fordømte Dyr!“ Paa Campagnen til San
Domingo var noget Lignende aldrig hændet ham; han svor paa, at han i de
første 14 Dage ikke igjen vilde sætte sin Fod paa Skandsen, og med sine
Regnskabs-Bøger lukkede han sig inde i sit Lukaf; han trak Gardinerne tæt
sammen for ikke at forstyrres i sit Arbeide, — og ved en god og rolig
Søvn søgte han Trøst saavel over Frost som og over det ringe Avancement,
der havde fundet Sted i Søadministrationen siden „Swiftsure“’s Togt under
Lecleres ulykkelige Expedition i 1801.
Jeg imødesaae imidlertid det Øieblik, da Albatrossen vilde blive flaaet.
Naturligt, at Doctorens kraftige Bistand mod Commissairens Vrede kun var
foranlediget ved Lyst til at besidde Dyret udstoppet. En Fugl med 10 Fods
Vingeslag, ikkun at finde paa høie sydlige Breder, vilde være en smuk
Acquisition for en naturhistorisk Samling; den vilde danne et værdigt
Sidestykke til de Exemplarer af Petreller, pailles en cul, Torskefugle
m. fl., der Tid efter anden vare blevne underkastede Doctorens
videnskabelige Behandling, og ingensinde blev det tydeligere end her,
hvilken Fare man udsætter sig for ved at være udmærket og fremtrædende i
sin Art.
Fuglen sad imidlertid og krøb sammen i Krogen ved en Rapert. Da Intet
hindrede den, havde den gjentagne Gange udspilet sine Vinger og forsøgt
at begive sig paa sin vante Flugt, men forgjæves. Dækket er ikke elastisk
nok for disse Fugle til at give sig Fart, Rummet er dertil, som Følge
af Bastingagen, altfor indsnevret, og det blev saaledes umuligt for
Albatrossen at hæve sig op over Finkenettet. Den var nu udmattet af sine
forgjæves Forsøg, den søgte blot at forsvare sig mod Enhver, som kom den
nær, og afgav et levende Billed paa den ulykkelige Tilstand, i hvilken
hver den bliver hensat, der ikke længer er istand til at bevæge sig i den
Sphære, for hvilken Naturen har begavet ham med Anlæg.
Aldeles uventet opgik imidlertid et Glimt af Haab for den saagodtsom
allerede til Videnskaben hjemfaldne Albatros. Hr. Bonasses Exempel blev
paany bragt i Erindring, og det blev foreslaaet at Albatrossen, forsynet
med et Halsbaand med Datum og Skibets Navn, skulde blive et svævende
Monument paa denne Høide for Skibet og dets Besætning. Det gjør mig ondt
for Officerernes Interesse for Zoologien at maatte tilstaae, at denne
Idee fandt Tilslutning. Doctoren protesterede forgjæves paa det Ivrigste;
han havde ikke ventet at finde saa liden Sands for Videnskabelighed
blandt Skibets Officerer; det vilde være et formeligt Barbari at
unddrage et saa udmærket Exemplar fra hans Behandling — Alt forgjæves.
Vaabensmeden blev kaldet, Halsbaandet blev bestilt, og Fuglen var frelst.
Ved denne Tid var Luften, omend bestandig disig, bleven noget klarere,
og til stor Overraskelse lød det uventet fra Manden paa Udkig paa
Fokkeraaen: „Land forud om Bagbord!“ — „Land forud om Bagbord“, gjentog
en Underofficeer meldende til den vagthavende Cadet; man varskoer for
Land forud om Bagbord, meldte denne igjen til Officeren paa Vagtsbænken.
„Jeg tror Fanden plager Dem“, udbrød denne, „Smørland“, smaalo en Anden,
„bestemt en Deel af det sydlige Continent“, raabte en Cadet i Extase, og
man forglemte nu baade Albatrossen og Officerernes Barbari. Uagtet enhver
Tvivl var dog i et Øieblik det hele Bagbords-Finkenet besat med Hoveder
og Kikkerter, der i den angivne Retning speidede den disige Horizont.
Den vagthavende Officeer beordrede en af de vagthavende Cadetter at gaae
op paa Fokkeraaen for at forvisse sig om, hvad det var, Udkiggen havde
seet. „To temmelig høie Humpler, omtrent 4 Streger foranfor tværs“, lød
Cadettens Stemme kort efter fra Fokkevantet. „En ny Opdagelse!“ gjenlød
det fra flere Munde, medens nogle af Officererne fra et høiere Standpunct
søgte at erholde Sigte af den ubegribelige Kyst. At det ikke var
Smørland, forekom det disse for afgjort; det saae ud, som om flere Steder
af Landet vare bedækkede med Snee, og, var det ikke for det Usandsynlige
derved, tog det Hele sig ud som en Ø eller en Klippe, mulig henhørende
til den da nylig opdagede Øgruppe, der endnu ikke var aflagt i Kaartene,
og som havde Navn af Syd-Shetlands Øerne.
Hvilken Mark for videnskabelig Undersøgelse! meente en af Underlægerne
og glemte endog ved Forestillingen herom den lave Thermometer-Stand,
der hidtil ikke havde tilladt ham at forblive mere end høist en halv
Time daglig paa Dækket. I Tankerne smigrede han sig alt med den glade