Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 12

Jongh omgiven af sin Familie, Kone og Datter lænede sig op til ham, de
mindre Børn stode i beundrende Stilling paa Siderne, det Hele tog sig ud
som Frontespicen paa en monumental Bygning. Belyst af en matbrændende
Lampe under Loftet var der noget Mystisk eller Gaadefuldt ved det
Hele, og endnu uforklarligere blev det mig, da Mr. de Jongh fra sit
ophøiede Standpunct traadte mig imøde med et mindst en halv Alen langt,
hvidt Danebrogsbaand med tilhørende Orden dinglende i Knaphullet. Under
Frokosten i Bournabah var Udnævnelsen til Danebrogsridder indtruffen, og
ved et besynderligt Træf af Skjæbnen fandtes de Jonghs ivrige Ønske at
være opfyldt, netop medens Major Hansen, gnaven og ærgerlig, med Møie
havde lagt Baand paa sin Uvillie og Utaalmodighed.
* * * * *
Efterhaanden gjenvandt Mandskabet sin Helbred. Opholdet i Smyrna var
blevet benyttet til Forbedringer af forskjellig Art, og „_Conquérant_“
kneisede paa Rheden fuldkomnere end nogensinde. Det Indtryk, jeg modtog,
da jeg første Gang traadte ombord, var under min Tjeneste i Skibet
blevet alt mere og mere befæstet: „_Conquérant_“ var blevet mit Ideal,
det stod og staaer bestandig for mig som Mønster for en Orlogsmand, og
endnu erindrer jeg den Følelse af Stolthed, der undertiden kom over mig,
naar jeg alene og overladt til egne Tanker roede ombord med det skjønne
Skib for Øie. Jeg kan sige, at „_Conquérant_“ var min eneste Lidenskab i
Smyrna.


Tilbagereise til Toulon.

Vi forlode Smyrna i Februar 1829. Grækenland var befriet, Capo d’Istria
havde som Præsident overtaget Regjeringen, og Admiral Rignys Hverv kunde
hermed ansees for afsluttet. Man begyndte at tænke paa Hjemreisen. Vi
besøgte endnu nogle græske Havne og Øer, blandt hvilke Ægina, hvis smukke
Jupiters-Tempel opfyldte mig med Beundring, og i Marts 1829 tiltraadte
„_Conquérant_“ Tilbagereisen til Toulon. I Navarino satte jeg for sidste
Gang Foden paa Moreas Grund. Uden Sorg sagde jeg Grækenland Farvel.
Mindeværdige Aar havde jeg vistnok tilbragt ved disse Kyster; men, hvad
selve Landet og Befolkningen angaaer, da var Indtrykket, de efterlode,
ingenlunde tiltalende. Jeg har alt i det Foregaaende paa flere Steder
omtalt den Demoralisation og Mangel paa Fædrelandskjærlighed, som ved de
Tider fremtraadte hos Grækerne under de farligste Former. Grusomhederne,
der udøvedes af dem som Sørøvere, gjorde Billedet end mørkere, og den
Elendighed, der overalt viste sig for Øiet, kunde saavist hverken virke
opmuntrende eller paa nogen tiltalende Maade. Paa Ægina, som vi sidst
besøgte, fandtes en Mængde Ipsarioter, som vare flygtede dertil, de
beboede Huler, tildeels udgravede i selve Byen, og lignende Exempler paa
den høieste Grad af menneskelig Elendighed fandtes saagodtsom allevegne.
* * * * *
Hjemad gik det, og under de hyppige Discussioner, der altid forefalde
ombord, angaaende naar man vil komme i Havn, indgik jeg Væddemaal med en
af Skibets Officerer om, at vi endnu ikke den 25de April vilde være i
Toulon. Den 25de om Morgenen laae vi i Stille under Monaco, og Chancerne
vare mig altsaa gunstige. Om Formiddagen sprang imidlertid en frisk Brise
op af Syd-Ost; Farten tiltog opad Dagen til 10 eller 11 Miil, og, hvis
dette vedblev, maatte Væddemaalet blive tabt. Jeg stolede imidlertid
paa Landbrisen henad Aften og optog endnu forskjellige Væddemaal med
Kammerater, som morede sig over min Feilregning. Landbrisen udeblev
imidlertid, med strygende Fart gik vi indenom Hyères-Øerne, ethvert Haab
om at vinde Væddemaalene syntes at maatte opgives, da vi, ved at staae
ud igjennem det smalle Løb, der adskiller Hyères-Øerne fra Fastlandet,
pludselig fandt os hensat i Blik-Stille. En stærk Dønning satte ind imod
de lodrette Klipper, vi vare ikke mere end 1½ Kabellængde fra Land, og
med eet maatte enhver Gisning og Forventning om inden faa Timer at komme
tilankers vige for Bekymring, fremkaldt ved Skibets farefulde Stilling.
Fartøier bleve satte i Vandet for at bugsere; men et 80 Kanonskib lader
sig ikke let slæbe afsted, og Dønningen var desuden saa stærk, at al
Anstrengelse fra Fartøiernes Side blev frugtesløs. Det var blevet mørkt,
Seilene hang og klapprede mod Reisningen, ved hver Overhaling knagede og
bragede det i Skodder og Forbindinger, Larmen af Brændingen overdøvedes
kun nu og da af Raabene: „Vive le Roi!“ med hvilke Fartøiernes Mandskaber
søgte at opmuntre hinanden; det lysnende Skjær af Brændingen omgav os
— aldrig har jeg været nærmere ved at forlise end under de Timer, vi
tilbragte i denne hjælpeløse Tilstand.
I min Skrivepult henlaae nogle Guldstykker; i al Stilhed gik jeg ned fra
Dækket og tog dem i min Lomme. Det var ikke for at redde Pengene; thi der
fandtes Gjenstande i Pulten, paa hvilke jeg satte langt større Priis;
men, naar Skibet blev drevet ind paa Klipperne, der ragede høit over os,
meente jeg, at Guldstykkerne kunde komme mig selv eller Kammerater til
Nytte. Det er den eneste Gang, at en slig Tanke er kommen over mig. At
Skibet vilde blive ført ind paa Land, var min instinctmæssige Følelse,
og næppe gaves der Nogen ombord, der ikke var sig den overhængende Fare
bevidst.
Taus gik Admiralen op og ned ad Hytten paa den Side, der vendte ind mod
Kysten; han har ganske vist tænkt paa det Sørgelige ved, om hans heldige
Virksomhed skulde ende med hans Flagskibs Forliis.
At ankre kunde der ikke tænkes paa, da vi ved at svaie op ufeilbarlig
maatte tørne imod Klipperne; ikke den mindste Vind rørte sig. Henved tre
Timer forbleve vi i denne fortvivlede Stilling. Man maa have befundet
sig under lignende Omstændigheder for at kunne forestille sig, under
hvilken Spænding disse Timer hengik. Endelig kom der et Vindpust, netop
tilstrækkeligt til at føre os nogle Kabellængder frem; havde denne
Luftning været lidt mindre gunstig, vilde endda Skibet have været
fortabt. „I mindre end 300 Alens Afstand“, for at bruge Skibs-Journalens
Ordlyd, kom vi Forbjerget forbi, men hermed var endda ikke al Fare
overstaaet; noget efter opkom der imidlertid en lille Brise, og d. 26.
April, en halv Time efter Midnat ankrede vi paa Toulons Rhed.
Væddemaalene vare vundne, men næppe vil Nogen ombord glemme den høie,
sorte, afskrækkende Klippe-Pynt, der bærer det provençalske Navn:
„Escampe Barilo“, frit oversat: „Stedet, hvor Tønderne skvulpe over.“


Quarantaine.

Quarantainens Eensformighed blev afbrudt paa forskjellig Maade, saa at
den blev saa behagelig, som en 23 Dages Quarantaine overhovedet kan
blive. Jævnlig bragtes der Admiralen Serenader under hans Kahytsvinduer,
i Messen gaves der Festiviteter blandt Officererne indbyrdes, og af
Mandskabet blev der opført Maskerader og Costumeballer efter en stor
Maalestok. Skandsen var ved slige Leiligheder ryddet og festlig oplyst,
et udmærket italiensk Musikcorps, som — for at benytte den gængse
Udtryksmaade ombord — Kongen af Neapel havde „foræret“ Admiralen, gjorde
ved slige Fester stormende Lykke, og Folkenes Higen efter at optræde
costumerede lader sig næppe beskrive. Hele Baadsladninger af Dragter
bleve bragte ombord fra Land, og paa det Bal, der afsluttede Rækken
af disse Forlystelser, indfandt Admiral Codrington sig „en personne“,
kjørende i et Badekar med Negerkusk og Kareth-Lanterner. Officererne
havde sammenskudt et Pengebeløb, af hvilket Caféer vare fremstaaede,
Forfriskninger ombares af coquette og nydelige Cafétières, en rigelig
Mængde af behændige Clowns og morsomme Polichineller oplivede Scenen,
og med en Tilsætning af Herrer og Damer af alle Aldere og af alle
Nationer afgave disse Baller et fornøieligt Skue, der holdt den Deel af
Mandskabet, som ikke selv deeltog i Lystigheden, fængslet i Vantene som
Tilskuere indtil seent efter Midnat.
Det er den franske Matroses, og man kan sige den franske Nations
brillante Side, at der ved slige Leiligheder, hvor Disciplinens Baand
tildeels blive løsnede, hverken er Tale om Raahed, Drukkenskab eller
Brud paa den Sømmelighedsfølelse, som man udelukkende pleier at tillægge
den „finere Verden“. Franskmanden, især Sydboen, fødes med en Tact,
der afspeiler sig i Væsen og Manerer, saa at han ofte i saa Henseende
kommer til at staae nærmere ved de Klasser, der kunne glæde sig ved en
omhyggelig Opdragelse, end mangen Anden, der har læst baade Græsk og
Latin. Vore nordiske Folkeslag afgive bedre og mere udholdende Matroser,
men som Optrædende i Costume- og Maskedragt staae de afgjort tilbage.
Omsider fik Quarantainen Ende. Saasnart den røde Vimpel var bleven
halet ned fra Fortoppen, gik Admiralen, iført sin daglige Dragt, iland
i sin Gig, og strax efter satte Chefen af fra Skibet i sin hvide, med
Forgyldning prydede Chefslup. En talrig Mængde havde samlet sig ved
Havnen for at modtage den Mand, der havde ført det franske Flag til
Ære og Seier, man stimlede hen til det Sted, hvor det forgyldte Fartøi
styrede mod Land, og virkelig tog Chefen, Mr. Morice, sig brillant ud,
roet af Sluproere i Stadsdragt, og selv straalende med Ordensbaand
og Decorationer. Enkelte, der kjendte Admiral Rigny, saae imidlertid
snart, at han ikke befandt sig i den forgyldte Baad, de gjenkjendte
ham i den mere beskedne Gig, roet af sex Mand med en lille Dreng som
Quarteermester, og udpegede ham for Mængden. Massen, der var samlet,
vilde imidlertid ikke gaa ind herpaa eller lade sig vise tilrette — fra
forskjellige Grupper lød det: „c’est son domestique“, denne Mening fandt
Tilslutning hos den store Fleerhed af de Tilstedeværende, og Mr. Morice
blev modtagen med Acclamation som Seierherre ved Navarino, skjøndt han
først Aaret efter Slaget var ankommen til Middelhavet.


Hjemrejse til Danmark.

Henved sex Aar havde jeg været ansat i fransk Tjeneste; en Øiensygdom,
som jeg havde paadraget mig ved anstrengende Observationer, tyngede
mit Sind; jeg trængte til Pleie og Ro og besluttede at vende tilbage
til Danmark. Kammerater og Venner i Toulon sagde jeg Farvel, og i
Begyndelsen af Mai 1829 ankom jeg til Paris. Et nyt Liv begyndte her for
mig. En Mængde Danske fandt jeg her samlet, blandt hvilke Kammeraterne
E. Dirckinck, Irminger og Flensborg, og snart var Alt ordnet for at
gjøre Opholdet i Verdensstaden saa nyttigt og behageligt som muligt. I
Forening med E. Dirckinck fulgte jeg Forelæsninger i Collége de France
af Villemain, Andrieux, men dog fremfor Alle af Guizot over l’ésprit
de l’histoire, der ved den Tid vakte en ualmindelig Opsigt. Guizots
Foredrag høre til det mest Opvækkende og Belærende, jeg har hørt, de have
efterladt et varigt Indtryk hos mig, og 30 Aar efter kunde jeg udtale
dette for Guizot selv, som jeg dengang traf sammen med i Cirklerne i
London. Ved at føre Tanken tilbage udbrød han: „Hine vare de lykkeligste
Aar af mit Liv“.
Det oplivende Element i vor danske Kreds i Paris var Artilleri-Lieutenant
Bendz, „tykke Bendz“, som vi kaldte ham, en høitbegavet Personlighed,
Enthousiast for Alt, hvad der var stort og skjønt. Taglioni begeistrede
ham: naar vi, som jævnlig hændtes, sade ved Siden af hinanden under en
Balletforestilling, hvor denne Dandsens Dronning fremtraadte, kneb han
mig hvert Øieblik i Armen og udbrød: „Er det ikke deiligt!“ Jovist var
det fuldendt og henrivende, men derfor behøvede han dog ikke at knibe saa
haardt.
Var Bendz genial, da var saavist vort daværende Gesandtskab i Paris
ikke plaget af denne Egenskab. Slettere repræsenteret har vel Danmark
ingensinde været, og dette vil sige meget. Kammerherre Juel, hed det sig,
sendte i hiin Tid glimrende franske Rapporter hjem, udskrevne af et eller
andet obscurt Blad, som var kjendt af Faa eller Ingen. Mr. de Koss, som
var Legationssecretair, opsporede Bladet, og under Forseglingen fandt
han Leilighed til at indsmugle den trykte Original-Avis i Convoluten.
Juel gik af, og Koss blev Chargé d’Affaires. Han var et bukkende Væsen,
og Bukkene bleve naturligviis dybere og dybere, alt efter den Tiltaltes
Plads i Rangforordningen. Efter en officiel Modtagelse spurgte engang
Louis Philippe: „Mais quel mine a-t-il ce ministre de Danemarc? Je ne
l’ai jamais vu“; man forklarede, at Mr. de Koss jo nylig havde havt den
Ære at fremstille sig for Hans Majestæt. Kongen gjentog sin Paastand og
tilføjede: „je n’ai jamais vu que son derrière“.
Flere Maaneder forblev jeg i Paris. Admiral Rigny havde tilsagt mig at
ville begjere Æreslegionens Kors til mig som Anerkjendelse af mit Forhold
ved Indtagelsen af Moreas Castel,[2] og Forfængelighedsfølelse bragte
mig til i Paris at oppebie Udfaldet af Admiralens Bestræbelser. Benaadet
med Ludvigskorset, eller rettere med l’ordre du mérite militaire siden
Navarinoslaget, ambitionerede jeg at være i Besiddelse af begge Frankrigs
Ridderordener ved min Hjemkomst til Danmark. I August Maaned modtog jeg
endelig den Udnævnelse, paa hvilken Admiral Rigny havde forberedet mig,
og for et Øieblik syntes det Mørke at sprede sig, hvormed min i Aareviis
fortrykte Stemning havde omgivet mig. Jeg saae Fremtiden i et straalende
Farveskjær — naar man er ung, er man tilbøjelig til at see Alt i det
skjønneste Lys.
Ved Afskeden fra Admiral Rigny rettede han det Spørgsmaal til mig:
„Qu’allez vous faire en Danemarc?“ Dette Spørgsmaal havde ofte paatrængt
sig mig og opfyldt mig med Bekymring, naar jeg saae hen til de dengang
stedfindende Forhold i vor Marine. Ved Spørgsmaalet berørte Admiralen
en veemodig Streng hos mig, og bevæget indskrænkede jeg mig til at
svare: „Me guérir.“ Dette var mit Program: Alt i Fremtiden maatte blive
afhængigt deraf.
Jeg troer, dersom min Helbredstilstand havde tilladt mig at gjøre Skridt
i saa Henseende, at det kunde være lykkedes mig at blive optagen i den
franske Marine. Søn af en tidligere fransk Admiral, Deeltager i tvende
Kampe under fransk Flag, understøttet af den altformaaende Admiral Rignys
velvillige Interesse, vilde jeg i den franske Marine som lieutenant de
vaisseau have opnaaet en Stilling, langt mere lovende end den, der ved
min Hjemkomst som Secondlieutenant ventede mig. Forbilledet, min Fader
havde givet mig ved at foretrække Commandeur-Capitains Stillingen i sit
Fædreland fremfor Admirals-Chargen i Frankrig, stod imidlertid altid
for mig, og aldrig har jeg fortrudt at have fulgt min Faders hæderlige
Exempel. At jeg ofte senere er kommen tilbage til Drøftelsen af dette
Emne, tilstaaer jeg oprigtig, især naar en eller anden tidligere fransk
Kammerats hurtige Forfremmelse bragte mig til at anstille Sammenligning;
men ingensinde har jeg tabt af Syne, at jeg i Frankrig var og vilde altid
vedblive at være en Fremmed. Jeg har ikke ondt ved nu at udtale den
Overbeviisning, at mit Valg var det rette, om det end dengang kostede mig
baade Møie og Overvindelse at komme til klar Erkjendelse angaaende et for
min Fremtid saa vigtigt Spørgsmaal.
Over Epinal, Amsterdam og Hamborg vendte jeg tilbage til mit Hjem og
hilste min Hjemstavn med Henrykkelse. Flere Aar hengik imidlertid, førend
jeg nogenlunde kom over den knugende Svaghed, der nær havde bragt mig
til Fortvivlelse. Forsynet har imidlertid været mig gunstigt: jeg har
siden bevæget mig under mange interessante og betydningsfulde Forhold;
men stedse vil jeg mindes med Glæde de indholdsrige Ungdomsaar, jeg
tilbragte i Frankrig, og tænke med Taknemmelighed tilbage paa al den
Velvillie og alt det Venskab, som der i saa fuldt Maal blev mig tildeel.


FODNOTER

[1] _Engelske Skibe_: Liniesk. Asia, Vice-Adm. Codrington. Liniesk.
Genoa. Liniesk. Albion. Fregat Dartmouth. Fregat Cambrian. Fregat
Glasgow. Sværcorvet Talbot. Corvet Rose. Briggerne Mosquito, Philomee og
Brisk. Kutter Nind.
_Franske Skibe_: 60 Kan. Fregat Syrène, Contre-Admiral Rigny. Linieskib
Scipio. Linieskib Trident. Linieskib Breslau. Fregat d’Armide. Skonn.
Alcyonne. Skonn. Daphné.
_Russiske Skibe_: Liniesk. Azof, Contre-Adm. Haydn. Liniesk. Gangoot.
Liniesk. Ezechiel. Liniesk. Alexander Nevsky. Fregat Constantin. Fregat
Pravornoa. Fregat Helena. Corvet Castor.
_Tyrkisk Styrke_: 3 Linieskibe. 2 raserede do. 3 60 Kan. Fregatter. 14 44
do. do. 29 Corvetter. 13 Brigger. 41 Transportskibe.
[2] „Le lieutenant de vaisseau Lefèvre de la Didon, les enseignes de
vaisseau — — — enfin le lieutenant de la marine Danoise Wandocum se sont
particulièrement distingués dans l’attaque et la reddition du château de
Morée.“
(Précis historique de la marine Française, Paris 1845, Tome 1, pag. 503).