Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 03

Forventning, at Kystens nærmere Undersøgelse muligen kunde hidføre en
hæderlig Omtale for ham til Ministeren og ved forefaldende Avancement
komme ham tilgode.
Chefen var imidlertid kommen paa Dækket. Man havde loddet uden at faae
Bund, og, saa godt som det løie Veir og den svære Dønning tillode det,
var Coursen bleven sat skjønsere ind imod den opdagede Kyst. Klokken var
alt bleven 3; den korte Dag nærmede sig sin Ende, og lidet Haab var der
kun tilbage om at faae nogen ordentlig Kjending af Landet, da Disen,
idet Solen blodrød gik ned i det Stille-Ocean, et Øieblik blev brudt i
Horizonten; vi vare da kun 1½ Miil fra den gaadefulde Ø, — den viste sig
at være, ikke fast Land, men derimod at bestaae af to tæt til hinanden
stødende Isbjerge.
„Doctor, Deres Forventninger bleve til Vand“, yttrede en Nærstaaende
kort efter til den skuffede Læge, der, efterat Fregatten havde forandret
Cours, endnu i Tusmørket vedblev at stirre hen imod de svære Ismasser.
Han blev afbrudt i sine Betragtninger af Vaabensmeden, der bragte det
fuldførte Albatros-Halsbaand op paa Dækket. Man trøstede Overlægen med,
at man nok vilde fange en ligesaa smuk Albatros igjen, der da skulde være
ham hjemfalden. Med nogen Grund indvendte han, at een Fugl i Haanden var
bedre end ti i Luften; han indsaae imidlertid, at Yttringer af Misnøie
kun vilde være til ringe Nytte, omend den tilbudte Expectance paa et af
de flyvende Exemplarer kun syntes at være ham lidet tilfredsstillende.
Paa den tynde Messing-Strimmel læstes: „Fregatten Marie-Thérèse, 60°
Syd-Brede, Cap Hoorns Meridian, 20 Juli 1824“. Denne Indskrift blev gjort
fast om Fuglens Hals, og Albatrossen blev herpaa kastet iveiret, ud over
Finkenettet. Først efterat have berørt Vandet blev den istand til at
hæve sig paa sine Vinger, og strax flokkede sig fire eller fem andre
Søfugle om den, som var det for at betragte dens uvante Pynt eller for
af Indskriften at erfare Skibets Navn. Uanfegtet af sit tvungne Ophold
ombord, vedblev Albatrossen med sin gracieuse Flugt at omsvæve Skibet. Da
Mørket kort efter faldt paa, kunde man endnu skjelne den i vort Kjølvand,
og fire Dage efter blev den, til stor Morskab for Mandskabet, endnu
gjentagne Gange seet med sit blanke Halsbaand tumlende sig i Skibets
Nærhed.
Veiret holdt sig vedvarende smukt. Efter Solens Nedgang havde en frisk
Brise af østlig Vind reist sig, og, omend den jævnlige Opmuntring, der
hørtes til Udkigs-Folkene om at see vel ud, samt Mængden af Øine, der
bestræbte sig for at gjennemtrænge Mørket forud, viste, at man ikke
var uden Frygt for at løbe imod omdrivende Ismasser, vedblev den glade
Stemning uforstyrret at gjøre sig gjældende, som altid paa Søen er en
Følge af god Vind og godt Veir.
Under den vedholdende Dønning var det forbundet med Vanskelighed
at faae en Stol til at staae fast; ikke destomindre optoge Skak-,
Domino- og Tokadille-Spil de sædvanlige Eftermiddags-Timer. Uanseet
Messeforstanderens Vrantenhed lykkedes det at faae nogle Boller afbrændt
Rødviin med en efter Messens Beholdning afpasset Souper paa Bordet, ved
hvilken vi under Spøg og Lystighed festligholdt den Dag, paa hvilken vi
vare naaede forbi Syd-Amerikas yderste Spidse. Et af Messemedlemmerne
havde til Ære for Dagen forfattet et Digt, der førte Tanken den lange
Vei hen til Omgivelserne, vi havde forladt i Hjemmet. Mangen Skaal
blev udbragt, og mangt et Glas blev tømt paa alle derværende Kjæres
Velgaaende, og først seent brød man op for efter et flygtigt Besøg paa
Dækket at søge den Hvile, hvortil enhver af os vagtgjørende Officerer
efter de foregaaende Dages stormfulde Veir høilig kunde trænge.
* * * * *
Den næste Morgen var Veiret endnu smukt. Vinden holdt sig østlig; med
rask Fart stode vi Nord-Vest hen, og som sædvanlig ombord under saadanne
Omstændigheder beskjæftigede man sig allerede med allehaande Gisninger
og Beregninger om den Dag, paa hvilken vi vilde være istand til at naae
Havn. Dønningen, der vedblivende havde været voldsom, syntes imidlertid,
snarere end at lægge sig, at være i Tiltagende. Ud paa Eftermiddagen
antog Veiret et truende Udseende, og, da Mørket faldt paa, indhylledes vi
i den samme tætte Taage, der i de sidste 14 Dage næsten bestandig havde
omgivet os. Thermometret faldt under Frysepunctet, og Kulingen tiltog
saa hurtig, at, da Trommen kaldte os til Middagsbordet, var Fregatten
allerede under torebede Mærsseil. Middagen hengik ikke uden Forstyrrelse.
Under den stærke Bevægelse snublede en Oppasser med Suppeterrinen;
Commissairen, hvem Landofficeren kom til at spilde en Tallerken
Bønnesuppe i Skjødet, forsikkrede, at han siden Linieskibet „Swiftsure“’s
Togt aldrig havde havt en saa ubehændig Nabo ved Bordet; Secretairen
tumlede med en Stol, nogle Viinflasker, adskillige Tallerkener og sin
Sidemands Kjoleskjøde ned i Læ; under hver Overhaling truede Messebordet
med at give efter under Vægten af de Mennesker, der klamrede sig til
det for at holde Balance, og under disse lidet tiltalende Forhold var
Maaltidet naturligviis snart tilende. Allerede Klokken 5 gik tredie Reb
i Mærsseilene, og Krydsseilet blev beslaaet; flere af Officererne fik
Tjenesteforretninger at varetage, andre forlode Messen for at være ved
Haanden, om noget skulde forefalde, medens det øvrige Messepersonale
efterhaanden trak sig bort og søgte Tilflugt i deres respective Lukafer.
Det er en Mærkelighed paa disse Breder, hvor hurtigt godt Veir kan
blive paafulgt af Storm. To Timer tidligere skød Fregatten som en Maage
igjennem Vandet, nu knagede den og vred sig, altsom den svære Kuling
med Voldsomhed trængte den igjennem den høie Sø. Ruskregn og Sneebyger
vare fulgte ovenpaa det forholdsviis klare Veir, og for Mørket var man
næppe istand til at see en Haand fra sig. Skummet for Bougen stod ind
over Bakken, Søen havde jaget Udkigsfolkene høit op i Fokkevantet, og
selv Mandskabets sædvanlige Opstilling ved Koiernes Modtagelse var efter
Ordre bortfalden for ikke at udsætte Koierne for at blive gjennemblødte.
Tokadille optog ikke denne Aften de vante Timer. En klagede over, at
det var ham for uroligt at læse, en Anden over, at det lækkede igjennem
Dækket ned paa hans Skrivepult, og tidlig søgte Enhver til Ro, hvem ikke
Tjeneste netop kaldte paa Dækket.
Jeg var ifærd med at følge disses Exempel for at samle Kræfter til
Dagvagten den næste Morgen, da jeg hørte, at et af Vagtskifterne
blev purret ud for at mindske Seil. Herved var vel egentlig intet
Overordentligt; Folkene gik i tre Qvarterer, en Trediedeel af Mandskabet
var altsaa kun paa Dækket, og i haardt Veir maatte den anden Trediedeel
ikke sjelden gaae Vagt-Skiftet tilhaande. Ikkedestomindre var jeg hurtig
i Klæderne og igjen paa Dækket. Kulingen var i bestandig Tiltagende,
Skibets Bevægelser meget voldsomme og Mørket uigjennemtrængeligt. Man var
iværk med at bjerge Storseilet; de stivfrosne Touge skurede hen langs
Dækket, langsomt hævede det bugnende Seil sig op under Raaen, og som
befriet fra en mægtig Byrde gjennemskar Fregatten med fornyet Lethed de
svære Bølger, hvis Skum dog jævnligen vedblev at oversvømme den forreste
Deel af Dækket, medens Søstænk fra Laaringen fra Tid til anden foer hen
over den med Sand bestrøede Skandse.
Der var givet Ordre til, at Storseilet skulde beslaaes. Isslaget, der
havde gjennemtrængt Dugen, vanskeliggjorde dette Arbeide, og herved var
det blevet gjort nødvendigt at kalde Frivagts-Qvarteret op paa Dækket.
Mandskab blev sendt tilveirs, vel omtrent en halvhundrede Mand, og i
bogstavelig Forstand vare disse snart ude af Sigte; de sorte Pletter, som
de først dannede i det luv Storvant, forsvandt aldeles; de hensmeltede i
den mørke Masse, som Fregattens Seil og Reisning dannede, og snart var
det kun, naar deres Raab om at hale et Givtoug eller en Gaarding for
igjennem Vindens Larm naaede Dækket, at man erholdt Bevidsthed om, at de
vare beskjæftigede med at opfiske det stivfrosne Seil.
Den, der ikke er Sømand, eller som kun om Sommerdage har seet Matrosen
udføre sin besværlige Dont, vil vanskelig kunne danne sig en klar
Forestilling om de Møisommeligheder, for hvilke Matrosen Vinterdage, paa
høie Bredegrader, er udsat. Sammenlignet med haardt Veir om Sommeren, er
Vinterstormen ikke sjelden orkanmæssig; den er hyppig, vedvarende, og,
hvad der endnu er værst, den er saagodtsom altid ledsaget af Fugtighed og
Kulde. Disse er det især, der trykke Matrosen. Engang vaad, er det i et
Seilskib saagodtsom umuligt for ham atter at faae sine Klæder tørre; vaad
gaaer han fra Dækket, og vaad kommer han paa Dækket, medens en Bevægelse
af nogle faa Skridt frem og tilbage er Alt, hvad han har i sin Magt
for at holde Kulden ude; han maa under saadanne Forhold ofte tilbringe
flere Dage uden at være istand til at faae varm Spise; han er udsat for
det haardeste Arbeide, og dog vil man aldrig see ham tabe Modet. Han er
ufortrøden, munter, sorgløs og vedholdende i sine Anstrengelser; han leer
ad Søen, der i et Skvalp dypper ham og det halve Vagtsmandskab, som havde
de Alle været overbord; han er rede til hvert et Arbeide, det være nok
saa strengt, naar Omstændighederne fordre det, og skyer ingensomhelst
Vanskelighed eller Opoffrelse, naar Nøden er forhaanden, selv om Liv
eller Lemmer derved skulde blive satte i Fare.
Dette er Matrosens Lod; sammenligner man den med andre Almueklassers,
da vil man ikke finde den misundelsesværdig, og dog fordres der mere
end almindelige Evner for at kunne blive en dygtig Matros. Kraft, Mod,
Aandsnærværelse, hurtigt Begreb, saa at der øieblikkelig kan findes paa
Raad i uventede forekommende Tilfælde, ere nødvendige Betingelser, og,
seer man i Forbindelse hermed hen til det Omfang, i hvilket Matrosens
Arbeide kommer Staten tilgode, er det sikkert, at den duelige Matros
hos en søfarende Nation har et velfortjent Krav baade paa Agtelse og
Velvillie.
Fregatten løb med en Fart af 11-12 Miil vesterefter. Søen var tiltagen,
og Alt syntes at tyde paa heftig og vedvarende Storm. Det var et stolt
Syn i Mørket at see de lysende Bølger taarne sig agtenfor Fregatten,
følge den et Stykke og ligesom kjede af ikke at kunne naae den atter
lægge sig, kun for at lade en anden Sø, skummende og brusende,
begynde den samme unyttige Forfølgelse. Som var den stolt af enhver
overvunden Modstand, hævede Fregatten sig majestætisk efter hver af dens
Overhalinger, for atter at kastes over af enhver ny forfølgende Bølge.
Den bælgmørke Nat, Vindens Piben, Søens Brusen og Larmen for Bougen, nu
og da blandet med Lyden af Storseilets Pidsken og Mandskabets Opsang paa
Raaen, forenede sig for at give Scenen et Præg af Vildhed og Storhed, der
nødvendig vilde have gjort et mægtigt Indtryk paa hver den, der havde
havt Ro til at anstille Betragtninger. Man saae Mennesket i Kamp med
Elementerne, der syntes at udfolde deres hele Barskhed og Kraft.
Midt under en Sneebyge hørtes et stærkt Brag tilveirs. Et Par Slag
paafulgte, som Smældene af et Seil, der pidsker, — Skrig fra Storraaen
naaede Øret, og i samme Nu hørtes der dumpe Lyd som af Gjenstande, der
fra Veiret falde ned paa Dækket. En Jamren, der fra flere Steder opstod,
gav kun altfor snart tilkjende, at en stor Ulykke maatte være hændet.
Undertoplent og Mærseskjøde til Luvart vare begge sprungne; Storraaen
havde kaiet sig op under Mærset; Mærsseilets Slag, Raaens uventede og
heftige Bevægelse, dens Glathed i Forbindelse med Skibets Overhalinger
havde gjort det umuligt for Mandskabet paa Raaen at holde sig fast, og
flere Ulykkelige vare styrtede ned.
Hvormange? dette var naturligviis det første Spørgsmaal, der paatrængte
sig. Lanterner bleve bragte op; ved Skinnet af disse søgte man i
Ordets strenge Betydning paa Dækket og i alle Kroge efter de Nedfaldne
indenbords. — Men kunde ikke Andre være faldne udenfor Skibet! Disses
Redning var det ikke engang muligt at tænke paa; et uigjennemtrængeligt
Mørke omgav os, Søen taarnede sig som Bjerge, og med henved 12 Miles Fart
vilde ikke engang saadanne Ulykkeliges Skrig have været istand til at
naae Fregatten.
Syv Mand med brækkede Been og Lemmer bleve opsamlede bevidstløse i
Fartøierne og paa forskjellige Steder langs Kobryggen. Mandskabet,
der kom ned fra Veiret, blev adspurgt, om de savnede flere af deres
Kammerater; det viste sig umuligt at faae nogen paalidelig Oplysning
herom. Indtil næste Morgen forblev man altsaa i den piinlige Uvished, om
Nogen, og da hvormange, havde fristet den ulykkelige Skjæbne at falde
udenfor Skibet; Usikkerheden tyngede paa enhver Mand ombord.
Med et godt Skib under Fødder har en Storm i og for sig sjelden eller
aldrig nogen umiddelbar Indflydelse paa den herskende Stemning. Det
er først, naar en eller anden Ulykke indtræffer, at en mere alvorlig
Sindsstemning gjør sig gjældende hos et Skibs Besætning. Dækket var i et
Øieblik blevet fuldt af Mennesker, Enhver kom til for at erfare, hvad
Ulykke der var hændet — det var ikke længer Formiddagens Sorgløshed;
hos Enhver var Alvor traadt istedet, og det var, som om Tanken med eet
paatvang sig om den hurtige Omvexling, som Sømandens Liv er underkastet.
Hvor er Jean-Baptiste? spurgte En, hvor er Michel Antoine? spurgte en
Anden. En Matros, som med en forstuvet Arm slæbte sig ned fra Veiret,
forhørte sig med Ængstelighed om sin Kammerat, som han med eet havde
savnet paa Raaen; det var ham en Beroligelse at erfare, at denne med et
brækket Been var bleven bragt ned til Doctoren; „godt endda, at han ikke
er bleven Fiskeføde!“ mumlede han. „Havde det ikke været for den fordømte
Kulde“, tilføiede en Anden, der ligeledes kom ned fra Storraaen, „vilde
vi forlængst have været klare med det Hele; Dugen deroppe er haard som
Jern“, og, altsom flere Tilskadekomne naaede Dækket, førtes de ned til
Sygelukafet for at erholde Hjælp af Lægerne.
Storemærsseilet havde imidlertid pidsket sig istykker; man havde
ikke hurtig nok kunnet faae det opgivet, og det var blæst i Stumper.
Foremærsseil blev nu bjerget; Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae
det, og Storraaen blev rettet. Man fandt, at denne havde faaet et Bræk,
dog ikke af Betydenhed. Folk bleve atter sendte op for at fuldføre
Storseilets Opfiskning; men at faae Foremærsseil beslaaet maatte opgives.
Foremærseskjøder bleve atter forskoddede for om muligt at frelse Seilet
fra at blæse bort, det ikke-vagthavende Mandskab blev sendt tilkois, og,
efter endnu engang at have seet til de Kvæstede og talt med Overlægen,
begav jeg mig ved Midnat til mit Lukaf.
* * * * *
Siden Seilføringen var bleven formindsket, vare Skibets Bevægelser, om
muligt, blevne endnu voldsommere. En Mængde Vand tog Skibet ind over
Dækket, men næsten fuldt saameget tog det ind paa Batteriet igjennem
de slet tilpassede Batteriporte. Ved hver Overhaling styrtede Vandet
ned over de lave Lugkarme, og, da jeg naaede Bannierne, fandt jeg disse
aldeles oversvømmede. Ledsaget af en Lanterne havde jeg vadende næsten
banet mig Vei til mit Lukaf, da et Skrald pludselig hørtes til Luvart:
Skoddet til Secretairens Kammer havde givet efter under Trykket af hans
umaadelige Kuffert, og i et Nu var dette Kæmpemeubel, Secretairen selv
med samt Sofa, Koieklæder, Vasketøi, Støvler og Bøger kastede ud af
Lukafet, svømmende i Læ imellem hverandre paa de overskyllede Bannier.
Mennesket troede, at Skibet gik under, i bar Skjorte vilde han fare op
paa Dækket, og virkelig havde jeg Møie med at faae ham til blot at tænke
paa at redde sit skibbrudne, omflydende Gods. Scenen var altfor latterlig
til, at man kunde forblive alvorlig, hvorlidet tilbøielig til Morskab man
end forresten kunde være.
Der stod det halvnøgne, vadende Menneske, ikke istand til i første
Øieblik at sætte sig ind i, hvad der var foregaaet. „Fordømte Kuffert!“
udbrød han endelig, da han havde besindet sig noget. „Métier de chien!“
og med en Iver, der trodsede baade Anstrengelse og det kolde Fodbad,
gav han sig til, under fortsatte Forbandelser, at opfiske Skjorter,
Papirer og Protokoller. „Fanden tage baade Skib og Sø!“ — „Admiralens
Bemærkninger gaaede i Vandet!“ — „Attendez qu’on m’y rattrape!“ — „Der
svømmer da Voltaire omkring med mine Underbuxer!“ — her saae jeg den
opsamlende Oppasser lige ved at briste i Latter — „Métier du Diable!“ —
„Maudite galère!“
Commissairen var under alt dette i dybeste Negligé styrtet til. Med
saadan Voldsomhed var Kufferten tørnet imod hans Lukaf, at ogsaa han kom
frem i den Tro, at en ny Ulykke var paafærde. „Ogsaa afskyeligt, at man
ikke engang om Natten kan have Ro“, udbrød han arrig, da han saae, hvad
der var Aarsag til den hele Larm. — „Secretair, De burde dog idetmindste
sørge for, at De ikke forstyrrede Andre paa en Tid som denne!“ — „Les
caractères de La Bruyère gaaede i Pølen“, vedblev Secretairen ufortrøden,
„den hele Papirbeholdning ødelagt! — Bliv, til man skal faae fat paa mig
igjen!“ — „Mary rompu de Tron de Diou!!“
Jeg havde imidlertid skaffet nogen Assistance tilveie og antog det nu
for Tid til at trække mig tilbage fra denne Forstyrrelsens Scene. De
stridende Parter lod jeg komme tilrette, saa godt de kunde. Commissairens
Stemme blev alt mere og mere barsk, og mere end een Gang naaede mig endnu
paa Afstand Lyden af Ordene: „gammel Sømand“, „Swiftsure“ og „Campagne
til San-Domingo“.
Mit eget Lukaf var da naturligviis eiheller blevet forskaanet for Vandets
Indbrud. Nogle Sko og et Par andre Ubetydeligheder fandt jeg flyde
omkring; men længe varede det ikke, før disse Smaating igjen vare bragte
i Orden, og i Hængekoien bleve snart Skibets Bevægelser umærkelige.
Vandets Rislen langs Dækket baade i og udenfor Lukafet, som naar Bølger
bryde sig imod en Strandbred, i Forbindelse med Vandet, der ved hver
Overhaling styrtede ned som Cascader fra Dæk til Dæk, kunde vel have
bragt En eller Anden med levende Indbildningskraft til at tænke sig
hensat til en Bjergsø, hvor brusende Vandfald hørtes i det Fjerne, medens
de oprørte Vover brøde sig imod Klippevæggen; dog kun lidet var jeg stemt
til at romantisere, og længe varede det ikke, før enhver Lyd var tabt for
mit Øre. Den, der er træt, søger ikke forgjæves Hvile.
Da jeg overtog Dagvagten den næste Morgen Kl. 4, var Foremærsseil skjøret
og blæst bort fra Ligene. Fokken stod endnu; men ved hver Duvning var
det, som om Raa og Alt, hvortil den var udspilet, skulde springe. Med en
skjøn Fart trak den os imidlertid vesterefter, — og en Storm kan jo ikke
vare evig.
Opholdet paa Vagtsbænken og paa Dækket var kun lidet tillokkende.
Thermometret stod 5° under Frysepunctet, og, hvor man end rørte, fik man
fat paa et Lag af Iis. Tiden faldt lang indtil Mandskabets Udpurring,
da Folkene, strax efterat de vare komne paa Dækket, bleve mønstrede for
at erholde Vished, om Nogen den foregaaende Nat skulde være falden
overbord. Ethvert Navn, der ikke øieblikkelig blev besvaret, frembragte
et synligt Røre, og strax stimlede der Folk til alle Dele af Skibet
for at søge den Paagjældende. Altsom Mønstringen skred frem, saae
man, hvorledes Ansigterne efterhaanden bleve opklarede; et Under, at
Ingen blev savnet af Besætningen! Vort Tab beløb sig altsaa til de syv
Nedfaldne. Hvor stor end denne Ulykke monne være, maatte det dog ansees
for et Held under de stedfundne Omstændigheder, at det indskrænkede sig
hertil. Hvor let kunde ikke det halve af Raaens Mandskab være blevet
kastet ned fra denne; en Fod indenfor eller udenfor Skibssiden var da
Livet om at gjøre!
Med Dagen viste sig først Skibet i sin hele Uhyggelighed. Styrbords
Finkenet var blevet borttaget af Søen, Dækket var belagt med Snee,
og Iistappe saaes hængende, næsten hvor man vendte sig. Hønsene vare
ynkeligen omkomne i Nattens Løb, Svinene, anbragte under Sprydet, vare
halv druknede af det bestandig indskyllende Vand, saa at Messebordets
Udsigter for den nærmeste Fremtid vare høist bedrøvelige. En
Tilfredsstillelse blev mig imidlertid tildeel: Gaarsdagens smukke Veir
havde Kunstneren paa den store Tromme benyttet til at lufte denne i
Travaille-Chaluppen, han havde glemt den der Natten over, og det fandtes,
at en af Folkene, ved at styrte ned fra Storraaen, maa være falden paa
Instrumentet og være gaaet tværs igjennem dette. Mulig var Mandens Liv
bleven reddet ved at falde paa en saa elastisk Gjenstand; dog, for Hr.
Bonasse var dette kun en Biting: hans Fortvivlelse var ikke til at
beskrive. For mig som Vagthavende klagede han sin Nød i de bittreste
Udtryk. „Ingen Mulighed mere for at kunne benytte hverken Musiktrommen
eller Bækken, før vi kunne faae fat paa en duelig Artist!“ hvilken
angribende Tanke! — „Og hvor er vel en saadan at finde paa Sydhavets
barbariske Kyster“, lagde han til i en høist jamrende Tone. — Den lille
Mand var virkelig i høieste Grad komisk.
* * * * *
De to Dage ere her tilende. Fregatten lændser vesterefter med en føielig,
omend noget stiv Kuling, og vi ville her for en Tid ikke dvæle ved dens
Seilads.
Skulde imidlertid Nogen interessere sig for dens videre Skjæbne paa
denne Overfart, da kan det i Korthed tilføies, at det stormende Veir,
istedenfor at lægge sig, varede i sexten samfulde Dage, at Vinden trak
sig nordlig og saaledes hindrede Fregatten fra, førend henne i August,
paa Høiden af Chiloë, at naae et mere tempereret Klima. Reisen blev
saaledes ligesaa besværlig som langvarig, da vi først tre Uger efterat
have passeret Cap Hoorns Meridian og 37 Dage efterat have forladt
Plata-Floden bleve istand til at naae Valparaiso, Hovedstationen for den
franske Flaadestyrke paa Amerikas Vestkyst.


Et Bal hos Hr. Rosalès.

I Begyndelsen af September, kort efter vor Ankomst til Valparaiso, bleve
Fregattens Officerer overraskede paa behagelig Maade ved en Indbydelse
til Bal hos el Senior Polycarpe Rosalès, der var Chilianer af Fødsel,
men i mange Aar havde opholdt sig i Frankrig. Denne Fest, given af
et af Stedets rigeste Handelshuse i Anledning af Fregattens Ankomst,
var naturligviis vel skikket til at vække levende Interesse iblandt
os; et chiliansk Bal var jo noget Nyt, vi skulde her finde samlet
hele Valparaisos beau-monde, og for Folk, der lige komme fra Søen,
vil til alle Tider en Dands være et virksomt Middel til at udslette
selv den sidste Erindring om havte Strabadser og Møisommeligheder.
De nye Epauletter kom altsaa for Dagen efter længere Tids Hvile,
Stadsmunderingerne bleve luftede og iførte, og med al mulig Anstand
begave Officererne sig til bestemt Tid, igjennem Brændingen, iland paa
den sandede Strandbred.
Det havde regnet, Brolægningen var slet eller fandtes i mange Gader slet
ikke, saa at det var en velbetænkt Forsigtighed, at Oppasserne, med
Dandseskoene under Armen, paa Afstand fulgte Toget. En norsk Kjøbmand
Ring, bosat i Valparaiso og senere velbekjendt i Norge under Betegnelse
af „Guldfisken“ eller „Kongen i Drøbak“, havde jeg som halv Landsmand
faaet under Armen, og uden at ændse Smuds eller Snavs nærmede vi os Hr.
Rosalès’ Bolig, en kjøn Bygning paa een Etage som alle Vaaninger her
paa Stedet. En Stimmel af Mennesker havde samlet sig udenfor Huset; med
nogen Uleilighed havde alt enkelte af Officererne banet sig Vei igjennem
Klyngen, da en forunderlig knirkende og knagende Lyd i Afstand naaede mit
Øre. Jeg standsede og spurgte min Ledsager, hvad det var for en ukjendt
Lyd, der kom til os. „Naturligviis“, svarede han, „komme de fjernest
boende Damer kjørende til Ballet, det er for smudsigt for dem at gaae,
og den Bragen, De hører, stammer fra deres Kjøretøi.“ Jeg yttrede Lyst
til at see denne knirkende Befordring nærmere, og Hr. Ring tilbød mig sin
Ledsagelse. Istedenfor at gaae ind i Huset dreiede vi altsaa tilvenstre,
og snart vare vi i fuld Gang henad en Gade, der langs Stranden fører til
el Almendral.
Knagningen blev stærkere og stærkere, alt som vi nærmede os denne Ende af
Byen. Meget langt gik vi, indtil vi endelig traf paa et uhyre Skrummel af
en tohjulet Kærre med Seildug over, ikke ulig de store Fragtvogne, der
langs Rhinen føre Varer fra det Indre af Tydskland; min Mentor forklarede
mig, at dette var Landets Eqvipager. To ti Tommer tykke Skiver af et
eller andet uhyre Træ dannede Hjulene, midt i disse vare fiirkantede
Huller anbragte, og i disse var igjen Vognaxlen indfalset. Denne var
afrundet paa Midten, saa at det paa denne Maade var Axlen, der dreiede
sig under Vognen, og ved Træets Gnidning mod Træ, uden nogetsomhelst
Mellemlag, blev den uhyre Knirken frembragt, der uden Overdrivelse kunde
høres en Fjerdingvei borte.
Forestiller man sig denne Karre — til at kaldes Vogn, tænkte jeg, er
Kunsten hertillands dog endnu formeget i sin Barndom — tænker man sig den
trukken af sex Stude, og disse igjen drevne frem af en Gaucho tilhest med
Poncho og Lazo, uophørlig flankerende tilhøire og tilvenstre, saa har
man en Idee om vore Baldamers Befordringsmiddel. Rytteren eller Kusken
med sit lange Spyd stak og brummede som la mouche du coche; men at drive
det Hele fremad med en blot nogenlunde Hurtighed laa udenfor Mulighedens
Grændse. Studene fortsatte rolig deres vante Skridtgang og contrasterede
herved stærkt med den beredne Kusk, der med fældet Landse idelig foer fra
den ene Side til den anden i evigvarende Galop.
Som vi kom hen til dette Optog, holdt Vognen udenfor en Dames Dør.
Lad os stige ind! sagde min Ven, og i et Nu var han oppe ad en bagpaa
Vognen anbragt lille Trappe, der igjennem en udskaaren Aabning i
Seilduget førte ind i denne. „Me pongo à los piès de las Senioritas“,
lød den sædvanlige Compliment, han bukkede for en af Damerne, og jeg
blev herefter i behørig Form introduceret til Forskjellige af det her
forsamlede Selskab, iblandt hvilke der var flere unge Damer, af hvis
Øine der straalede Glæde ved Tanken om den forestaaende Fest. Min
Forundring tillod mig imidlertid ikke i første Øieblik at lægge Mærke til
hele Vognens Indhold, men selve dennes mærkelige Arrangement tiltrak sig
nu min Opmærksomhed. Paa Skamler, Stole og Tæpper, lagte paa Bunden af
Kærren, vare de forskjellige Skjønheder placerede imellem hverandre i det
endda ikke ubetydelige Rum. Man spadserede her omkring fra den Ene til
den Anden, som havde man allerede været i Hr. Rosalès’s Balsal, medens
den hele Scene ovenfra blev belyst af smaa Lampetter, der hang under
Vognhimlen. Det lod dertil, som om der aldeles ikke var noget Usædvanligt
ved vor Visit; et Par Herrer kom kort efter os anstigende, og, efterat
have engageret nogle Damer til Dands paa det forestaaende Bal, forlode
vi atter med et: „Hasta ahora“ denne usædvanlige omkjørende soirée en
miniature.
Da vi naaede tilbage til Hr. Rosalès’s Huus, fandt vi, at den om Døren
forsamlede Klynge end yderligere var tiltagen under vor Fraværelse, saa
at det endog var forbundet med megen Vanskelighed for os at bane os Vei
igjennem den tætsluttede Hob. Imod Sædvane syntes dertil Stemningen at
være afgjort fjendtlig imod os. Da jeg yttrede Forundring herover for min
Ledsager, meddeelte han mig, at Hr. Rosalès iaften havde besluttet at
give sin Fest et fransk Anstrøg, at Vinduer og Døre i den Anledning vare
blevne lukkede for Uvedkommende, og at dette, der aldeles stred imod de
hertillands gjældende Sædvaner, var Aarsag til det Opløb udenfor Huset,
vi havde været Vidne til.
Da vi traadte ind i Balsalen, var et talrigt Selskab allerede forsamlet.
Vi bleve modtagne med den største Forekommenhed, og man saae strax,
at Hr. Rosalès var en Mand, der forenede Smag med Formue. Istedenfor
de Skrumler af Værelser med kalkede Vægge, uden Meubler og uden
nogetsomhelst hyggeligt Arrangement, der saagodtsom altid træffes i
spanske Colonier, overraskedes man her behagelig ved en Luxus og en
Elegance, der tydede paa vor Værts europæiske Uddannelse. Speile,
Gardiner, Lysekroner, Sjeldenheder hertillands, prydede de høie og
luftige Værelser; Damer, den ene smukkere end den anden, vare placerede
paa Divaner, der omgave Salen, og Alt forenede sig for at tilveiebringe
et høist behageligt Indtryk, naar man traadte ind i det smukt oplyste og
smukt decorerede Locale.
Samtidig hermed overraskedes man ved Synet af den Mængde Uniformer,
der i broget Mangfoldighed bevægede sig, hvor man vendte Øiet. Fire
eller fem forskjellige Nationers Officerer udgjorde den overveiende
Deel af Selskabet, saa at nogle faa civilklædte Personer forekom som
mørke Puncter, der kun syntes at, være tilstede for endmere at fremhæve