Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 08

for Heden komme til at bortkappe de antændte Ender, der førte op til
Reisningen. Var Ilden naaet op til de ikke beslaaede Seil, vilde Skibets
Redning have været umulig.
Under saadanne Omstændigheder seer man ikke sjelden en Selvopoffrelse
lægge sig for Dagen, som maa opvække Beundring. Her saae man Matroser
styrte sig lige i Ilden for at bortkappe vor Blinderaa, der fornemmelig
holdt Branderen fæstet til Skibet. Flere af disse modige Folk døde af
deres Brandsaar faa Dage efter under uhyre Lidelser.
[Illustration: Slaget ved Navarino.
_N: Byen Navarino. B B: Tyrk. Batterier. C: Citadel. S S: Øen Sphacteria.
[skib] Tyrk. Ægypt. Skibe. M: Gamle Navarino. [skib] Fransk. Engelsk.
Russiske Skibe. Linieskibe ere betegnede med 3 Ræer, Frgt. med 2. Corv.
med 1. T T: Tyrk. Brigger & Transp. Avisoer & Brandere._
CHR. J. CATO. KIOBHV.]
Disse Folks Anstrengelser og Hjælpen af tililende Fartøier fra nogle
engelske Fregatter samt fra „_Trident_“ skyldte „_Scipio_“ sin Frelse.
Blinderaaen faldt, det lykkedes Fartøierne at faae Branderen bugseret
noget forefter, saa at dens Mast kunde gaae fri af vort Spryd, og det
brændende Skrog drev derefter ned i Læ, hvor det omsider opbrændte ved
Kysten. Havde der været Krudtladning i Fartøiet, vilde vi sandsynligviis
være blevne ødelagte.
Medens Forskibet saaledes stod i Flamme, standsede Ilden intet Øjeblik
fra vore Batterier, og heftig blev Slaget fortsat over hele Bugten.
„_Syrène_“ fegtede tappert, Fregatten „_Armida_“, Capitain, senere
Viceadmiral Hugon, var søgt ind imellem endeel tyrkiske Skibe og
udmærkede sig ved den Maade, paa hvilken Fregatten blev ført i Ilden.
Det samme var Tilfældet med den engelske Corvet „_Rose_“. I Slagets Hede
drev et Par svære tyrkiske Skibe ombord i hinanden; senere, henad Kl. 5,
viste der sig at være Ild i flere Skibe af Fjendens Linie, og Slagets
Udfald kunde ved denne Tid ansees for at være afgjort. Fegtningen vedblev
imidlertid uafbrudt, og noget efter Kl. 5 modtog „_Scipio_“ Ordre fra
den engelske Admiral til fortrinsviis at rette sin Ild imod Fæstningen
Navarino. Alt før vi ankrede, havde vi begyndt at beskyde dette Fort, der
var os nær, samtidig med at vi rettede vor Ild imod de nærmest liggende
Skibe, og snart bragtes Navarino til Taushed. Ogsaa i andre Dele af
Bugten sagtnedes Ilden efterhaanden; Kl. 6 kan man antage, at den ophørte
aldeles.
Rheden afgav da et vildt og særegent Skue. Røgen, der under Slaget havde
gjort det umuligt at gjøre sig Rede for, hvad der foregik paa længere
Afstand, havde fortrukket sig, Mørket var faldet paa, og sex til syv
af Fjendens sværeste Skibe, der stode i Flammer, udbredte et rødligt
Skjær over hele Bugten, ved hvilket man kunde gjøre sig et Begreb om
den Ødelæggelse, der havde fundet Sted i Fjendens Rækker. Afmastede og
brændende Skibe laae imellem hinanden, andre Skibe vare drevne eller
havde forsætlig sat sig paa Land for at redde Mandskaberne, en Mængde,
deriblandt to Linieskibe og endeel Fregatter, havde strøget for deres
Modstandere, kort, den talrige tyrkiske Flaade var knust, og vi havde
tilfegtet os en afgjørende Seier.
Skjøndt det er noget prosaisk, titstaaer jeg, at min første Bestræbelse,
efterat forholdsviis Ro ved Skydningens Ophør begyndte at indtræde, var
at søge at tilfredsstille min Hunger og Tørst. Vel vare Rationfadene paa
Dækket blevne fyldte med Viin og Vand til Mandskabets Vederkvægelse,
førend Slaget begyndte; men under Anstrengelserne for at faae Branderens
Ild slukket, vare Pumperne, naar Vandet skortede, blevne fyldte med
Rationfadenes Indhold. Ferskvandspumper til Dækket vare dengang endnu
ikke blevne almindelige, og jeg kan sige, at den større Deel af
„_Scipio_“’s Mandskab vansmægtede, da man omsider gav sig Tid til at hale
Vand op fra Lasten. Det var forresten egent at see, hvor Vinen skummede,
naar en Straale fra Sprøiterne blev rettet mod det brændende Bougspryd
eller andre faste Gjenstande — slukke gjorde det vel ikke, men Ilden blev
dog dæmpet, indtil den saa betimelige Bistand kunde ydes os.
Der forløb nu nogle Timer i Bekymring og Ængstelse. Hvorledes var det
gaaet de andre Skibe? Hvorvidt vare Venner eller Kammerater forblevne
uskadte under den stedfundne Kamp? Ethvert Fartøi, der kom ombord, blev
bestormet med Spørgsmaal, og til vor store Glæde kunde vi efterhaanden
slutte os til, at Tabet ombord i vore Skibe ikke var saa stort, som
der havde været Anledning til at vente. Navnlig faldt en Steen mig
fra Hjertet, da jeg erfoer, at min Ven, E. Suenson, Lieutenant ombord
i „_Alcyonne_“, befandt sig vel. Næstcommanderende derombord, Mr.
Dubourdieu, senere Viceadmiral, havde faaet et Been bortskudt, men
forøvrigt syntes Tabet af Officerer og Mandskab kun at være forholdsviis
ringe. Ombord hos os havde vi særlig at beklage vore ulykkelige
forbrændte Folk, der i Lazarethet vaandede sig under Lægernes Behandling.
Indhyllede i Plaster af hvidt Lærred over det hele Legeme, med Huller for
Øjne, Næse og Mund, saae de Ulykkelige ud, som vare de maskerede, eller
rettere, som vare de allerede afgaaede ved Døden.
Henad Aften lod Admiral Codrington forespørge ombord i alle Skibe,
hvorvidt de, naar Landbrisen indfandt sig, vilde være istand til at
staae ud af Bugten. Flaadens Havarier paa Master og Ræer vare af den
Betydenhed, at dette ikke lod sig udføre. Tyrkerne havde sigtet for høit,
og Reisningerne havde lidt mere end Besætningerne.
Vi forbleve altsaa liggende, uvisse om, hvorvidt Tyrkerne i Nattens Løb
vilde fornye Slaget. Mandskaberne sov ved Kanonerne. Udmattede af Arbeide
og Anstrengelse, sorte af Røg og Krudtdamp, laae Folkene henstrakte paa
Dækket i Grupper, svagt belyste af de tændte Batterieslanterner. Hvilken
Contrast med det Liv, som havde rørt sig for faa Timer siden! En Maler
vilde have fundet fuldt op af Motiver, der vilde have vakt Interesse. I
enkelte af Grupperne blev der samtalet om et eller andet Mærkeligt, som
i Dagens Løb var forefaldet; sikkert er der af mange blevet tænkt paa
Hjemmet og paa den Glæde, det vilde blive ved Hjemkomsten at fortælle om
Dagens Begivenheder.
De brændende Fregatter sprang i Luften, en efter en, med voldsomme Brag.
En lysende Søile steg op til en betydelig Høide, her udviklede Søilens
Top sig i Form af en Champignon, Stumper og Stykker, synlige for Øiet,
bleve førte tilveirs og spredte omkring i alle Retninger, saa paafulgte
et Drøn, og dermed var Ødelæggelsens Værk tilende. Det var et storartet
Skue. Senere viste det sig, at endnu flere tyrkiske Skibe vare ved at
gaae op i Flammer, og hen ad Natten fløi ogsaa disse i Veiret. Landbrisen
kom, og med den opstod ogsaa Bekymring for, at vor Flaade kunde blive
angreben af fjendtlige Brandere; skarpt Udkig blev holdt, Fartøier
holdtes beredte langs Siden for at fjerne dem, om saadanne skulde nærme
sig, — da lød, noget efter Midnat, gjentagne Skud inde i Bugten i den
russiske Escadres Nærhed. I et Nu var al Soven ophørt, og al Samtale
forstummet. Man foer til Kanonerne, man speidede i den Retning, hvorfra
Skuddene kom, men den mørke Nat skjulte Alt; først senere oplystes det,
at Skuddene hidrørte fra Russerne, der havde fyret imod en tyrkisk
Fregat, som med kappede Touge og forladt af sit Mandskab drev omkring
i Bugten. Saaledes hengik Natten. Morgenen kom, og Landvinden ophørte.
Det viste sig da til vor Overraskelse, at Tyrkerne, efterat have sat de
fleste af deres Skibe paa Land, satte Ild paa Resterne af deres Flaade,
rimeligviis af Frygt for, at de skulde falde i vore Hænder. Det Indre af
Bugten blev nu et Ildhav. Lykkelige kunde vi prise os, at Tyrkerne ikke
fattede deres fortvivlede Beslutning nogle Timer tidligere: Landbrisen
førte lige ned imod os, og, havde Fjenden ved dennes Begyndelse ladet 50
eller flere brændende Skibe drive afsted for Vinden, er det rimeligt,
at mange af os aldrig vilde være komne tilbage fra Navarino. Flaadens
Stilling hiin Nat var i højeste Grad kritisk. At Admiral Codrington havde
Følelsen heraf, derom vidner hans Forespørgsel den foregaaende Aften. Den
vundne Seier kunde lettelig have beredt de allierede Flaaders Undergang.
Det var et vidunderligt Skuespil at see de antændte tyrkiske Skibe
efterhaanden springe i Luften. Flere af Skibene bleve antændte tilveirs,
rimeligvis i Mærsene. Som kæmpemæssige Lys stode Reisningerne i Lue,
Flammerne udbredte sig nedefter og lyste som mægtige Blus eller Fakler.
Altsom Skrogene brændte, omspændtes Kanonerne af Ilden, de bleve da
glødende, og som sidste Livsyttring faldt der da Skud i alle Retninger.
Tilsidst fandt Flammerne Vei til Krudtmagasinet, Skibet hævedes, Masterne
faldt for- og agterover, et forfærdeligt Brag paafulgte, og Alt var forbi.
Man vænner sig til Alt. Istedenfor at et Skib, der springer i Luften,
under almindelige Omstændigheder vilde have fængslet Alles Blikke, blev
dette efterhaanden for os en saa almindelig Begivenhed, at det næppe hos
nogen ombord tiltrak sig særlig Opmærksomhed. Opad Dagen fandt man det
næppe Umagen værd at see ud over Relingen for at betragte Røgsøilen, der
steg op samtidig med et Skibs Sprængning, og længe efter, at de sidste
Skibe vare gaaede i Luften, flød endnu de brændende Skibsskrog omkring —
ved at miste endeel af den Vægt, der tyngede dem, vare de komne flot og
bleve af Vinden drevne bort fra de Klipper, paa hvilke de vare landsatte.
Blandt de Skibe, der saaledes ødelagdes, var et tyrkisk Linieskib og
flere Fregatter med tunesisk Flag, der saa godt som ikke havde været i
Ilden. En af disse, af udmærket Skjønhed, førte den tunesiske Admirals
Flag. Et andet udmærket smukt Skib, den 60-Kanons Fregat „_Guerrière_“,
bygget i Marseille og udrustet med overordentlig Luxus for at stilles til
Ibrahim-Paschas personlige Raadighed, blev landsat paa Klipperne ved Øen
Sphacterie. Tyrkerne tilføiede sig paa denne Dag langt større Tab, end
selve Fegtningen havde medført Dagen iforveien. Af deres Flaade blev kun
tilbage en Fregat og enkelte mindre Skibe i tjenstdygtig Stand; foruden
disse henlaae endnu forskudte, afmastede og ude af Stand til videre Brug
Skrogene af to Linieskibe, et Par afmastede Fregatter og nogle mindre
Orlogsmænd, en ringe Levning af en saa betydelig Styrke.
Der gaves nu Tid til nøiere at undersøge vort Skibs Tilstand. De Dødes
og Saaredes Antal beløb sig til 42, deriblandt en Officeer, der var
bleven ramt af Stumpen af en Kugle, sønderslaaet ved at slaa an imod
en Jernstøtte paa underste Batteri. Vor Reisning havde lidt betydelig:
et Skud var gaaet igjennem Fokkemasten, Forstangen og Krydsraaen vare
splintrede af Kugler og gjorte ubrugelige, Bugsprydsreisningen var
saagodtsom afbrændt, det staaende og løbende Gods var sønderskudt og
vore Seil haardt medtagne. Flere Gange havde der været Ild, ikke alene
i Tallierebene og i Røsterne, men paa selve Batterierne — med Hensyn
til Ild vare vi særlig uheldige — dette havde dog ikke medført nogen
Standsning i Kanonernes Betjening, og alene fra „_Scipio_“ viste det sig,
at der var blevet affyret et Antal af 1500 Skud imod Fjenden. Flaadens
Tab i sin Heelhed beløb sig til 177 Døde, blandt hvilke Chefen for det
engelske Linieskib „_Genoa_“, og 475 Saarede. Tyrkernes Tab kan uden
at overvurderes antages at have beløbet sig til henved 8000 Mand. I
det Øieblik, de skulde knuse Grækerne, mistede de deres Flaade, deres
bedste Matroser og hermed Midlerne til at gaae angrebsviis tilværks.
De nødsagedes til udelukkende at tænke paa Forsvar, og sikkert maa det
erkjendes, at Slaget ved Navarino reddede Grækernes Sag. At en Throne paa
denne Dag skulde blive grundlagt, der senere skulde bestiges af en Prinds
af det danske Kongehuus, var man dengang langt fra at ane.
Dagen efter Slaget erindrer jeg, at jeg ombord i „_Alcyonne_“ med
fornøiet Sind spiste Messens sidste tilbageværende Høns til Middag i
Suensons og andre Kammeraters Selskab. Naturligviis var der lutter Jubel
og Glæde. Samme Dag benyttede jeg en Leilighed, der gaves, til over
Ancona at afsende Brev saavel til Forældrene som til Admiralitetet og til
Kammerherre Juel, vor Minister i Paris. Disse Breve vare de første, der i
Kjøbenhavn gav Meddelelse om Slaget, ligesom ogsaa Juel igjennem dem fik
den første Underretning, der naaede ham om den tilfegtede Seier. Senere
meddeelte han mig, hvor behageligt det havde været ham at kunne optræde
med Efterretninger fra sikker Kilde, hidrørende fra en dansk Officeer,
der havde deeltaget i Slaget.
„_Asia_“ og endnu et engelsk Linieskib saavelsom „_Syrène_“, havde mistet
deres Mesansmaster, og fem Dage forblev Flaaden paa Navarinos Rhed, for
saavidt muligt at udbedre den lidte Skade. Den 25de October stode vi ud
af Bugten uden at blive beskudte fra de fjendtlige Fæstningsværker; en
„Ordre du jour“ fra Admiral Rigny, i hvilken han roste det udviste Mod,
blev oplæst, og under rungende Raab af „Vive le Roi!“ løb vi agtenom
den engelske Admiral og Admiral Rigny, der imidlertid havde heist
sit Flag ombord i Linieskibet „_Trident_“. Ogsaa vor Chef holdt fra
Hytten en Tale til det samlede Mandskab; jeg troer, at det var første
Gang, han erkjendte, at der dog fandtes nogen Dygtighed blandt hans
Undergivne. Talen sluttede han med tre Gange at gjentage Raabet: „Vive la
République!“ En Officeer trak ham i Ærmet og tilhviskede ham: „Vive le
Roi“. Nu kom Raabene „Vive le Roi“ igang, og under disse Raab vendte Mr.
Milius sig om og sagde: „Der seer man, hvad gammel Vane fører med sig.“
Ogsaa fra Admiral Codrington udgik en Dagsbefaling, der særlig fremhævede
den eendrægtige Samvirken blandt de allierede Magters Skibe, der havde
sikkret et saa afgjørende Resultat. „Menederen Ibrahim“, hed det i dette
temmelig lange Actstykke, „havde lovet ikke at forlade Navarino og ikke
at gjøre Modstand imod de allierede Magters Flaade; han har skammelig
brudt sit givne Ord.“
„Cheferne for de forbundne Magters Styrke havde lovet at ødelægge den
tyrkiske og ægyptiske Flaade, dersom et eneste Kanonskud blev rettet
imod deres Flag, og med de kjække Mænds Bistand, der staae under deres
Commando, have de bogstavelig opfyldt dette Løfte; af en Flaade, der
talte flere end 60 Orlogsmænd, ere kun een Fregat og 14 mindre Skibe
tilbage, istand til at stikke i Søen — — —.“
Flaaden opløstes. I Følge med Linieskibet „_Breslau_“, „_Syrène_“ og
„_Alcyonne_“ bleve vi sendte til Toulon for at udbedre de stedfundne
Havarier. Reisen blev ligesaa rig paa Savn og Møisommeligheder, som den
var haard og langvarig. 40 Dage medgik, inden vi naaede fransk Havn;
fra de andre Skibe bleve vi skilte; under Sardinien borttog Søen Resten
af vor Gallion samt det Opstaaende langs Kobryggen. Vedvarende Storm og
bestandig Modvind gjorde denne Reise til en af de ubehageligste, som jeg
nogensinde har oplevet. Endelig naaede vi Toulon; her fik vi 25 Dages
Quarantaine, og mere end to Maaneder hengik saaledes, førend vi frit
kunde bevæge os paa Frankrigs Jordbund.
Ved vor Ankomst til Frankrig overraskedes vi paa en lidet behagelig
Maade ved at erfare, med hvilken Kulde Efterretningen om Slaget ved
Navarino var bleven modtagen af Regjeringskredsene saavel i Frankrig
som i England. Med Harme læste vi i Aviserne, at Lord Wellington
ved Modtagelsen af Efterretningen om vor Kamp havde betegnet denne
Tildragelse som „an untoward accident“. Ogsaa hos den franske Regjering
syntes en lignende Anskuelse at gjøre sig gjældende, og vist er det,
at ved vor Ankomst til Toulon vare Forfremmelser og Decorationer kun
enkeltviis og høist sparsomt blevne Officerer og Mandskab tildeel. Atter
her synes imidlertid den offentlige Mening at være gaaet af med Seiren.
Man nødsagedes til at erkjende, at Seiren ved Navarino var „un évènement
glorieux“, og Forfremmelser og Hæderstegn udebleve da ikke længer. Til
Skibscheferne regnede det med Ordener fra hver af de tre forbundne
Magter: Admiral Rigny udnævntes til Viceadmiral, Mr. le Baron Milius
forfremmedes til Contreadmiral, og ved Quarantainens Slutning indtraadte
som Følge heraf en Forandring, der vistnok af Alle ombord blev hilset med
uskrømtet Glæde: Mr. Milius fratraadte Commandoen af Skibet.


Den ægyptiske Fregat „Guerrière“.

Efter Kampen ved Navarino var det nødvendigt for „_Scipio_“ at faae en ny
Krydsraa. Tømmermændene havde fuldt op at gjøre med at udbedre vore andre
Havarier paa Skrog og Reisning, og Mr. Milius besluttede derfor at lade
hente en Mærseraa fra en af de landsatte Fregatter, der kunde antages at
ville være brugelig i det anførte Øiemed. En 60-Kanons Fregat laa paa
Klipperne ved Øen Sphacterie; et Fartøi blev bevæbnet og gjort klart
til at gaae derombord under Commando af Mr. Guézennec, lieutenant de
vaisseau, og, da det forekom mig at kunne have Interesse at see det Indre
af en tyrkisk Orlogsmand, erholdt jeg Chefens Tilladelse til at ledsage
Guézennec paa denne Expedition.
Afstanden til det landsatte Skib var temmelig stor. Som vi nærmede os,
kjendtes det at være Fregatten „_Guerrière_“, bygget i Marseille for
Vice-Kongen af Ægyptens Regning. Paa de steilt nedgaaende Klipper laa
Fregatten ikke mere end nogle enkelte Favne fra Land. Ad Faldrebet vare
vi ikke istand til at komme op, og vi maatte derfor krybe ind ad en
Kanonport paa Batteriet for at komme ombord. Hvilket Syn fremstillede
sig her for os! Besætningen var flygtet iland til den tætved liggende
Kyst; men de Saarede havde de ladet blive tilbage, og over Dynger af
Faldne og Saarede maatte man bogstavelig bane sig Vei. Endogsaa Kahytten
laa fuld af Døde. Sprungne Kanoner, lemlæstede Mennesker, Spor af Ild
og Ødelæggelse i alle Retninger — forfærdeligt var Alt, hvorhen man end
rettede Øiet.
Vi naaede op paa Dækket; Ødelæggelsen var her om muligt endnu større.
Nogle Saarede forsøgte med Møie at krybe bort, da vi nærmede os; siden
bade de os ved Tegn om noget Vand; dette var den eneste Vederkvægelse,
vi vare istand til at yde dem. Om den Grad, i hvilken dette Skib var
forskudt, kan man vanskelig gjøre sig nogen Forestilling. Siden var
gjennemboret med store Huller, Dækket var i Ordets strengeste Betydning
opfyldt, bedækket med et Lag af Splinter, af nedfaldet Gods og med
Stumper af ødelagte Rundholter; væltede Carronader med sprængte Broge
laae midtskibs, andre vare sprungne, og rundt om disse saaes Sporene af
Jernstumper, der havde udbredt Død og Ødelæggelse til alle Sider. Ligesom
paa Batteriet laae her Faldne og Saarede i forfærdelig Mængde imellem
hverandre, saa at vi ansloge disses samlede Antal til ikke mindre end 200
Mand. Indtrykket var af den Beskaffenhed, at jeg aldrig vil kunne glemme
det, og endnu 50 Aar efter, da jeg nedskriver dette, staaer det Hele for
mig som et saa gruopvækkende Skue, at jeg kun modstræbende lader Tanken
dvæle derved.
Den Pragt, hvormed Skibet var udstyret, tjente endyderligere til at
fremhæve det Ødelæggelsesværk, der var gaaet for sig. Kanoner med
polerede Nøddetræes Raperter, forsynede med smukt forarbeidede Ringebolte
af Bronze som paa kostbare Meubler, Messing-Forsiringer og Prydelser i
det Uendelige, kort, overalt en Luxus, der tydede hen paa Fregattens
særegne Bestemmelse, nemlig som omtalt at stilles til Ibrahim-Paschas
personlige Raadighed, saa at Skibet under det bevægede Felttog kunde
ansees som hans egentlige Hjem.
Foremærseraa var snart sat i Vandet; man kappede Seilet fra, overskar
Rakke og Dreiereb, derefter den ene Toplent, og Maalet for vor Sendelse
var dermed opnaaet. Enkelte Folk af vor Besætning havde under dette
Arbeide benyttet Leiligheden til at søge ned paa Banjerne, de vare
rimeligviis her stødte paa Paschaens private Aflukker; thi op paa Dækket
bragte de en Mængde Sager af betydeligt Værd, saasom guldbroderede
Dragter, Pibe-Mundstykker af Rav med kostbar Emaille og dertil en Kumme
af drevet Guld, sex eller otte Tommer i Gjennemsnit, der senere af
Mr. Milius blev tilstillet Hertuginden af Angoulème. Endnu er jeg i
Besiddelse af en af Ibrahim-Paschas ved denne Leilighed erobrede Dragter,
ligesom ogsaa af en Pibe, der utvivlsomt maa have tilhørt Paschaen selv.
Blandt en Mængde Vaaben, der fandtes spredte paa Dækket, bemægtigede
jeg mig to Geværer — disse ere mine materielle Erindringer om Navarino.
Geværerne, prydede med Halvmaanen og med Sølvbeslag, vare særlig smukt
udstyrede, jeg forærede det ene til min Ven Lieutenant Suenson, men
beklager kun, at dette ikke var i brugbar Stand, da en Kugle var gaaet
tværs ind i Løbet.
Paa Batteriet agter sad en Tyrk, Benene overkors, lænet op imod
Kahyts-Skoddet. Hans rige Paaklædning tydede paa, at han maatte have
indtaget en høi Stilling ombord. Hans Saar gjorde det umuligt for ham at
reise sig; men ligeoverfor os vedligeholdt han ikkedestomindre en stolt
og ædel Holdning. Han var en smuk, yngre Mand. Vi tilbøde ham at tage ham
med os i vort Fartøi, men ukjendte med hinandens Sprog vare vi vel næppe
istand til at gjøre os forstaaelige. Ogsaa ham bragte vi Vand til at
læske sig ved og forlode ham opfyldte af Medfølelse og Medlidenhed.
Fartøiet satte af med vor Raa paa Slæb. Vinden var frisket op til en
stiv Kuling, og længe vare vi underveis, inden vi naaede „_Scipio_“.
Et nedbrændt Skrog, der flød om i Bugten, saae vi drive paa Land i
„_Guerrière_“’s umiddelbare Nærhed; rimeligviis er dette Skrog kommet
til at tørne imod Fregatten, denne er derved bleven ført bort fra de
Klipper, paa hvilke den hvilede, og et Øieblik efter saae vi den kæntre
over ud fra Land og derefter forsvinde i Dybet. Næppe var jeg den Eneste,
som blev rystet ved dette Syn. Vi havde jo bevæget os blandt de Saarede
derombord, vi havde været Vidne til deres Jammer, og nylig havde vi jo
forladt dem med den Forvisning, at den reddede Deel af Besætningen vilde
afhente dem, saasnart Mulighed gaves; men nu vare vi altfor langt borte
til at kunne yde dem Hjælp. Skibe, der laae ankrede i mindre Afstand,
saae Saarede slæbe sig op i Vantene, altsom Skibet sank, saae dem
udstrække deres Arme imod sig for at anraabe om Bistand; man forsøgte at
komme dem tilhjælp, Fartøier ilede til, men for silde — Alle forsvandt de
med Skibet, og ikke en Eneste blev reddet af de Ulykkelige, som befandt
sig ombord.
Saaledes endte Fregatten „_Guerrière_“, et af de smukkeste Skibe, hvis
Dæk jeg nogensinde har betraadt.


„Scipio“’s Mandskab.

Ved Ankomsten til Toulon maatte „_Scipio_“ i Dok. Lasten blev brudt,
Alting blev taget ud af Skibet, og som Følge heraf bleve Folkene
indqvarterede iland. Arbeidskraften viste sig imidlertid med hver Dag
at blive mindre; flere og flere af Mandskabet mødte ikke ombord, og
omsider tiltog Tallet af de Udeblivende i den Grad, at der var enkelte
Dage, hvor af Skibets Besætning paa over 600 Mand ikke 90 mødte ved
Morgen-Mønstringen. Man kunde næsten have været fristet til at troe, at
Udeblivelserne fandt Sted efter en Slags regelmæssig Omgang; thi senere
paa Dagen kom endeel tilstede, medens Andre forsvandt; men kun langsomt
og trevent slæbte Skibets Arbeider sig fremad.
For at raade Bod paa dette Onde blev det befalet, at det hele Mandskab
skulde forblive ombord om Natten, og de nødvendige Foranstaltninger
bleve trufne i dette Øiemed; ligemeget hjalp det, Ondet vedblev at
tiltage. Det er hændet, at der ved Aftenmønstring ikkun var 6, skriver
sex, Mand af Besætningen ombord i Skibet. Hvorledes dette er gaaet til,
da den eneste Udgang fra Værftet var igjennem Porten til Arsenalet,
hvor Vagt og Betjente i Mængde forrettede Tjeneste, var og er mig
vedblivende uforklarligt. En stor Deel af Arbeidet ombord maatte udføres
af „forçats“, Galeislaver, lænkede to og to til hinanden, og hvis Mængde
derfor aldrig blev opgivet efter deres Antal, men parviis. Man begjærede
50 Par og fik 100 Mand.
Denne Tilstand, en Følge af Interregnum i Commandoen og af den alt længe
herskende Slappelse og Uorden ombord, kunde ikke vedvare. Saasnart som
det lod sig gjøre, blev „_Scipio_“ udlagt paa Toulons Indre-Rhed, og her
meente man, at Mandskabet uden Vanskelighed maatte kunne holdes ombord;
men om Natten bemægtigede Folkene sig Skibets Fartøier og listede sig
bort med disse, saa at man den paafølgende Dag maatte opsøge Fartøierne
paa forskjellige Steder i Bugten. En lieutenant de vaisseau og nogle
Cadetter skiftedes til at have Inspections-Vagt ombord. Min Tour kom
altsaa ogsaa, og belært af, hvad der tidligere Nætter var foregaaet,
forekom det mig at være en Ambitions-Sag at forhindre al Bortrømning,
saalænge jeg var den Ansvarhavende for Skibet. Mod Aften lod jeg alle
Fartøierne føre hen til Skibets Boier, det sidste Fartøi blev opheist
under Jollebommene, og saaledes antog jeg at være fuldkommen sikkret. Ved
at rundere, efterat Mørket var faldet paa, opdagede jeg imidlertid, heelt
inde under Gillingen, en „rafiou“, lille Baad, hvis Hensigt øiensynlig
maatte være at bringe Folk fra Skibet ud til vore i Afstand fortøiede
Fartøier. Baadens Eier var ikke at finde, altsaa blev ogsaa rafiouen ført
ud til Boierne, Laaringsfartøiet blev atter opheist, og til endyderligere
Sikkerhed forblev jeg selv paa Dækket til henad Midnat. Det var de første
Dage af Februar Maaned, Natten var bælgmørk, og en stiv Kuling havde sat
Søen noget i Bevægelse. Da hørtes med eet Angestskrig og Raab om Hjælp
nede fra Vandet, forude ved Skibets Boug. Man kom til med Lanterner,
og man tænke sig min Forundring, da jeg opdagede en Slags Flaade, paa
hvilken en halv Snees Mand af Besætningen havde til Hensigt at lade
sig drive iland. Skaffeborde og Bænke havde de sat ud ad Bougporten og
stablet disse ovenpaa hinanden, indtil de antoge, at Bærekraften var
tilstrækkelig; de gave sig derefter paa Veien; men Søens Bevægelse havde
bragt deres skrøbelige Flaade til at skilles ad, og med Møie fik vi dem
frelst fra at drukne. Da Morgenen kom, laae vore Fartøier urørte ved
Boierne, men den mistænkelige rafiou var forsvunden; noget videre om den
blev aldrig senere oplyst.
Mr. Bougainville, capitaine de vaisseau, overtog ved denne Tid Commandoen
af Skibet. Krigsretter bleve nedsatte, og en Mængde af Folkene blev idømt
Kjølhaling, Tamp eller en i den franske Marine dengang gængse Straf, en
Art Spidsrod, der i Lovsproget benævntes: „courrir la bouline“.
Denne Straf, egen i sin Slags, fortjener nærmere Omtale. En Leider eller
Ende Tougværk blev strakt fra For til Agter paa Dækket; langs denne
Leider vandrede en Kous, og til denne blev Delinqventen fastgjort. En
Trommeslager blev stillet foran ham, to Mand under Gevær bagefter, og
under Trommeslag blev Synderen ført frem og tilbage det idømte Antal
Gange. Langsmed Touget eller Leideren var opstillet et bestemt Antal
Folk paa hver Side, der med Seisinger skulde tildele Delinqventen Slag,
altsom han i langsom Marche drog dem forbi. Man havde imidlertid tænkt
sig, at enkelte af disse Slag kunde ramme den Paagjældendes Hoved, og at
dette kunde medføre skadelige Følger; for at afværge dette havde Loven
derfor bestemt, at en Kurv, i Form af en Tørvekurv, der naaede heelt ned
til Skuldrene, skulde sættes over den Afstraffedes Hoved, og saaledes
udstyret, med Trommeslageren foran, der angav Takten, og med de to
Gefreidere, der sluttede Toget, drog nu Processionen forbi, og naturligt
er det, at fast alle Slag bleve rettede imod Kurven, saa at den hele
Straf blev en fuldstændig Komedie.
Eiheller Kjølhalingen havde det Afskrækkende ved sig, som man almindelig
tillægger denne Straffemaade. Forbryderen blev nemlig, ifølge de
gjældende Forskrifter, ingenlunde halet under Kjølen, men kun dyppet
et vist Antal Gange i Vandet. Et svært Lod blev bundet Delinqventen om
Benene, han blev heist op under Fokkeraaen, og det idømte Antal Gange
blev Jollen, i hvilken han var opheist, kastet los, hvorefter den Dømte
atter strax igjen blev opheist paa samme Side under Raaen, indtil
det idømte Antal Gange af denne saakaldte Kjølhaling var præsteret.
Sandsynligviis ere disse Straffe, af hvilke den første især altid var til
stor Morskab for Mandskabet, forlængst afskaffede i den franske Marine;
men saameget mere er der Anledning til at omtale dem netop her, hvor
Erindringer om en svunden Tid ere Gjenstand for Omtale.
Mr. Bougainville var en elskværdig Personlighed, men han besad ikke den
Kraft og endnu mindre den Udholdenhed, som vilde have været nødvendig for
at raade Bod paa de Onder, der under Mr. Milius’ Commando havde fæstet
Rod hos Mandskabet. Demoralisationen vedblev stadigen at tiltage, og,