Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 09

som alt tidligere berørt, blev Oprør og Straf den endelige Følge af, at
Vægelsind og Svaghed vare blevne satte i Spidsen for et Mandskab, der
tildeels var blevet udskrevet fra det Indre af Landet, og som kun lidet
egnede sig til Livet ombord.


Capitain Bougainville.

Mr. le Baron de Bougainville, capitaine de vaisseau, var tiltalende og
vindende ved sin Fremtræden og stod saaledes i skarp Modsætning til
Baron Milius, hvem han afløste i Commandoen af Linieskibet „_Scipio_“.
I en Salon maa Mr. de Bougainville have været indtagende. Han var
vittig, belæst, „plein d’ésprit“ og af den Slags Franskmænd, der ved
Forekommenhed og Elegance i Manerer gjøre et høist behageligt Indtryk.
Skyggesiderne vare Magelighed og en høi Grad af Egoisme, hvilken sidste
Egenskab han forøvrigt, som alt tidligere berørt, havde tilfælles med
saagodtsom alle de franske Skibschefer, med hvilke jeg er kommen i
Berøring. Ombord i Fregatten „_Thétis_“, som Capitain Bougainville førte
under en Verdens-Omseiling, og som vi i sin Tid mødte inde i Sydhavet,
blev der hver Aften trukket en Ende Toug tværs over Skandsen foran
Mesansmasten, og agtenfor denne var det kun i høist paatrængende Tilfælde
tilladt at komme, for ikke at forstyrre Chefens Søvn; Fregatten gik som
Følge heraf jævnlig med Seilene paa Storreisningen forkeert indbraste
om Natten. Ogsaa ombord i „_Scipio_“ forsøgte man at gjennemføre noget
Tilsvarende; men man var her under Commando, og Admiralens Ordrer grebe
ikke sjelden forstyrrende ind i Forholdsregler af denne Beskaffenhed.
Mr. Bougainville holdt af at more sig og fandt paa alt Muligt for at
tilfredsstille denne Tilbøielighed. Vi blokerede Navarino, den ene Dag
hengik som den anden, og Opjagningen af et Skib eller Meddelelser fra
en forbiseilende Orlogsmand vare saagodtsom det Eneste, der fra Tid til
anden afbrød den trættende Eensformighed. En Dag fik vi en Seiler i
Sigte, som vi stode ned imod. Den viste sig at være en daarlig udhalt
Brig, og paa Forespørgsel erfore vi, at den hørte hjemme i Marseille. Det
næste Spørgsmaal gjaldt, hvorfra den kom. „Que nous venons d’Alessandrie“
var Svaret, udtalt i provençalsk Dialekt. „Hvormange Dages Reise?“
„Soixanté jours!“ Man tænke sig to Maaneder for at naae hen til Morea;
det var næsten forbausende. „Vous n’avez donc rien de nouveau en fait de
politique?“ praiede Chefen. — „Qué dité?“ blev der spurgt fra Briggen;
Chefen gjentog sit Spørgsmaal i forkortet Form, og ombord i Briggen hørte
vi Skipperen kalde paa Mr. Bonasse, rimeligviis Styrmandens Navn, for at
sige, at han strax skulde bringe Papirerne op paa Dækket. Ivrig gav han
sig iværk med at gjennemblade disse; naturligviis troede vi, at han søgte
efter nogle gamle Aviser, indtil han som Svar paa vor Chefs Spørgsmaal
tilraabte os: „N’a des pôts en terré, n’a des pôts en fer, mais des
pôts-litiques, n’en a pas du tout.“ Dette var altfor morsomt. Mr.
Bougainville spurgte paany og fik Skipperen til at gjentage Forklaringen
om Ladningens Indhold. Mr. Bougainville jublede, vi Andre vare færdige
ved at briste af Latter, og med et „à la bonne heure!“ blev det Briggen
tilladt uforstyrret at fortsætte sin videre Reise til Hjemstedet. Har
denne varet endnu 40 Dage, som da „_Scipio_“ nyligen vendte hjem fra
Morea til Toulon, vil Skipperen i intet Tilfælde kunne have gjort sig til
af nogen hurtig Overfart.
Mr. Bougainville kjedede sig. Paa Blocade-Stationen laae vi samlede med
endeel Skibe, blandt hvilke det engelske Linieskib „_Ocean_“, og en Dag
spiste Chefen for Corvetten „_Victorieuse_“, Capitain Lasusse, ombord.
Alt ved Middag havde man seet Fregatten „_Fleur de Lys_“, Capitain,
senere Viceadmiral Lalande, komme op Syd fra; Brisen var imidlertid
svag, og først henad Aften lykkedes det „_Fleur de Lys_“ at naae hen i
Nærheden af os. Det var blevet aldeles Stille, Mørket var faldet paa,
og i Aftendæmringen laae de forskjellige Skibe hinanden saa nær, at man
endog fra Tid til anden kunde høre tale fra det ene Skib til det andet.
I al Magelighed nøde Mr. Bougainville og Mr. Lasusse deres Cigar paa
Hytten, da der blev varskoet for et Fartøi, som man antog maatte komme
fra „_Fleur de Lys_“. Pludselig fik Mr. Bougainville et Indfald: i Raaber
anraabte han Fartøiet paa Engelsk: „Boat ahoy!“ I Fartøiet holdt man paa
Aarerne, og en Stemme, som man kunde kjende at være Capitain Lalande’s,
fremkom med Undskyldning i Anledning af den skete Feiltagelse, da han
havde staaet i den Formening, at det var Linieskibet „_Scipio_“, han
roede hen imod. Paa Engelsk blev han viist hen til det andet Linieskib;
han roede nu hen imod dette og blev der atter anraabt med: „Boat
ahoy!“ Vi hørte nu en Samtale blive ført imellem Capitain Lalande og
den engelske vagthavende Officeer, hvis Resultat blev Overbeviisningen
om, at Skibet, han var ved, virkelig var „_Ocean_“, og at Skibet, ved
hvilket han havde været, var „_Scipio_“. Capitain Bougainville fandt alt
dette i høi Grad fornøieligt; han fandt den Stilling pikant, i hvilken
Capitain Lalande var bleven bragt ved hans Praieraab, han lo hjertelig
over alle de Undskyldninger, vi kunde høre, at Capitain Lalande henvendte
til „_Ocean_“, da han paany satte sin Cours hen imod os, og morede
sig kostelig over det Hele — men Glæden fik en brat Ende, da Capitain
Lalande, forbittret i høieste Grad, traadte ombord. Hans første Udbrud
var, at enten maatte man være fuld eller gal ombord i dette Skib. En
Udfordring paafulgte, og næppe vilde disse „udmærkede Løier“ være endte
paa nogen fredelig Maade, dersom ikke Capitain Lasusse og andre franske
Skibschefer vare traadte mæglende imellem.
Snart kom der ogsaa andre Grunde til, der, Capitain Bougainville’s lette
Sind uagtet, maatte vække Alvor og Bekymring hos ham som Skibschef. Under
et længere Ophold i Poros, ligeoverfor Athen, var en ondartet Feber
udbrudt ombord. Uagtet alle anvendte Midler greb den mere og mere om
sig, og snart vare begge Skibets Batterier optagne af Syge. Henved 200
Mand bleve efterhaanden angrebne, Dødelighed begyndte at indfinde sig i
foruroligende Grad, og Admiralen fandt det under disse Omstændigheder
nødvendigt, at Skibet blev sendt tilbage til Frankrig. Jeg beredte mig
altsaa paa Hjemrejsen, og efter henved fem Aars Tjeneste ombord i franske
Skibe havde jeg alt besluttet ved Ankomsten til Toulon at sige den
franske Marine Farvel og vende tilbage til mit Fædreland. Da overraskedes
jeg ved, igjennem min Chef, at modtage Tilbud fra Admiral Rigny om at
træde over paa Linieskibet „_Conquérant_“, hvorombord Admiralens Flag
nylig var blevet heist. Et saadant Tilbud kunde ikke andet end være i
høieste Grad smigrende for mig. Hjemreisen til Danmark blev opgiven, og
under Modon sagde jeg Farvel til „_Scipio_“, som umiddelbart derefter
styrede Cours imod Toulon.
Afskeden fra dette Skib var mig ikke tung, paa eet Glandspunct nær
havde Uheld fulgt „_Scipio_“ under dets hele Togt, og Mindet om det
Aar, som jeg tilbragte derombord, vil altid staae for mig med mørke og
afskrækkende Farver.


Overgang til „Conquérant“.

Mit Indtog ombord i „_Conquérant_“ skeete igjennem en Kanonport paa
underste Batteri. Mit Gods blev langet ombord, og jeg fandt mig
henflyttet til et Skib, der alt længe havde opvakt min Beundring. Endnu
staaer Erindringen levende for mig om det Øieblik, da jeg betraadte
dette Skib: det forekom mig, at jeg aandede i en anden Atmosphære, Alt
omkring mig tydede paa Orden, Disciplin og Velvillie, jeg følte mig
som et andet Menneske, en Art Begeistring kom over mig, og sikkert maa
Glæde og Tilfredshed have været at læse i mit Ansigt, da jeg paa Hytten
fremstillede mig for den commanderende Admiral.
Le chevalier Henry de Rigny, Vice-Admiral, var dengang i en Alder
af omtrent 45 Aar. Lidt under Middelhøide af Væxt, med et uanseligt
Udvortes, var han simpel og naturlig i sin Optræden; ulig Franskmændene
i Almindelighed skyede han til daglig Brug den Glands og de Former, med
hvilke franske Admiraler pleiede at omgive sig; dog fremgik det strax af
hans gjennemtrængende Blik og af hans kløgtige Ansigtstræk, blandt hvilke
den spidse Næse var fremtrædende, at man i ham ikke havde med nogen
almindelig Mand at gjøre. Et listigt Udtryk, forenet med en høi Grad af
Ro, var udbredt over ham; men, blev hans Sind først sat i Bevægelse,
blev han opfarende, hensynsløs, og hans Heftighed kjendte da undertiden
ingen Grændse. Indsmigrende i høi Grad, naar han vilde behage, var
Admiral Rigny bestemt, naar han vilde sætte noget igjennem, vedholdende
i sine Planer og uden Frygt for at paatage sig stort Ansvar. Med disse
Egenskaber forenede han en sjelden Fiinhed og Tact, og han var saaledes
vel skikket til at varetage sit Lands Interesser i Levanten under denne
Periode, da forstyrrede Forhold i enhver Retning frembøde sig i rigeligt
Maal. Man blev saaledes ved denne Tid Vidne til det Særsyn, at Russerne
bekrigede Tyrkerne i det Sorte Hav, hvor de indtoge Varna, medens de
søndenfor Dardanellerne optraadte paa den fredeligste Maade af Verden og
som Venner viste deres Flag i de vigtigste tyrkiske Havne; England saae
man, i Modstrid med dets Traditioner, optræde fjendtlig imod Tyrkiet, og,
hvad Politiken angaaer, syntes saaledes Alt at være vendt op og ned paa i
disse Egne.
Under Keiserdømmet havde Admiral Rigny været ansat ved „Marins de
la garde“, og i 1809 commanderede han paa Schelde-Floden Fregatten
„_Euridice_“. I 1825 forlod han Toulon med sin Stander heist ombord
i Fregatten „_Syrène_“. „Det hedder sig, at jeg ikke er Søofficeer“,
sagde han til Fregattens Chef, Mr. Robert, „jeg vil overbevise om det
Modsatte, og selv paatager jeg mig Fregattens Organisation“. „_Syrène_“
blev under hans Hænder et Mønster paa god Orden og paa et vel manøvreret
Skib. En talrig Escadre blev ham underlagt. De franske Orlogsmænds
Virksomhed strakte sig over hele Levanten, og der ydedes Beskyttelse
imod græske Sørøvere, som øvede de største Grusomheder imod Enhver,
der faldt i deres Vold. Ved Ipsara og ved Scios reddede de Franske
mangen Grækers Liv, og, da Athenen maatte overgive sig til Tyrkerne,
optraadte Admiral Rigny som Mellemhandler paa en smuk Maade, der ikke
var forbunden med ringe personlig Fare. Ogsaa blev hans Virksomhed
paaskjønnet. Efterat være vendt tilbage til Frankrig blev han i 1830
sat i Spidsen for Marinen som Minister, og senere tog han Sæde i det
franske Ministerium som Udenrigsminister. Ligesaasnart jeg vel var
kommen ombord i „_Conquérant_“, blev der brast fuldt, og Coursen sat ind
imellem Sapienza-Øerne for at opjage et mistænkeligt Skib. Aldrig vilde
man i „_Scipio_“ have vovet sig ind i dette dengang tildeels ukjendte
Farvand. Ved at søge de snevreste Løb og knibe tæt om Pynterne troede
det jagede Skib at kunne undgaae os; men med forbausende Dristighed blev
Jagten fortsat, og med henved 9 Miles Fart vare vi snart paa Siden af
ham. Skipperen kom ombord; det syntes at være hans Hensigt at indsmugle
Provisioner til Morea; en Brig blev beordret til at følge ham 50 Miil
tilsøes.
Dette var mine første Timer ombord i „_Conquérant_“; de efterlode et
varigt Indtryk. Med hver Dag forøgedes min Beundring af den Maade,
hvorpaa dette Skib blev commanderet, jeg følte mig hædret ved at være
derombord, og endnu den Dag idag nærer jeg den Overbeviisning, at
„_Conquérant_“ var det smukkeste og stolteste Skib, som dengang flød paa
Havet.
Det var en misundelsesværdig Stilling at være ombord i „_Conquérant_“.
Mandskabet var udsøgt, idet alle mindre duelige Folk stedse bleve
ombyttede med udvalgte Matroser fra Skibe, der vendte hjem til Frankrig;
en behagelig Tone herskede saavel blandt Skibets Officerer indbyrdes
som i Forholdet til de Commanderende, og, skjøndt Tjenesten var streng,
undertiden endog meget streng, da vi kun vare syv tjenstgjørende
Officerer ombord, forekom Alt at blive ledet af en usynlig Haand og at
være ordnet paa en saadan Maade, at man næppe engang blev vaer, at der
fandtes Commanderende ombord. Admiralskibet var dertil Midtpunctet for
den store Mængde Orlogsmænd, som ved denne Tid færdedes i Levanten; man
var de Første, der modtoge Efterretninger, man kunde nogenledes følge de
forskjellige Skibes Bevægelser og Virksomhed, og selv paa det materielle
Liv havde de hyppige Forbindelser i alle Retninger en synlig Indflydelse,
idet vort Bord prangede med Frembringelser og Frugter fra alle Levantens
Havne, medens man ombord i mangen anden Orlogsmand var reduceret til
brune Bønner og Skibskost. Under „_Scipio_“’s 40 Dages Reise fra Morea
til Toulon gaves der ikke en eneste Mundfuld ferske Provisioner ombord i
Skibet, saa at saavel Chef som Officerer under hele Reisen maatte leve af
salt Kjød og Pandekager.


Navarinos Rhed.

Admiral Codrington havde begivet sig til Alexandria for hos Mehemet-Ali
at udvirke Ibrahim Paschas og den ham underlagte Styrkes Tilbagekaldelse.
En Tractat, ved hvilken dette Forlangende opfyldtes, blev underskreven,
og samme Dag, som Underretning herom naaede os, modtog Admiralen
Efterretning om, at et Armeecorps under General Maison var blevet
indskibet i Toulon for at afgaae til Morea. Disse tvende Efterretninger
forandrede aldeles Sagernes Stilling. Tractaten med Mehemet-Ali og de
ægyptiske Troppers Tilbagekaldelse vilde af sig selv have medført Moreas
Rømning. Der kom nu et nyt Element til: franske Troppers Ankomst kunde
let give Anledning til et nyt Sammenstød, og det var kjendeligt, at
Admiral Rigny modtog Meddelelsen om disse Troppers Ankomst med synlig
Utilfredshed.
Navarinoslaget, der havde gjort det muligt for Russerne, uden Indsigelse
fra Stormagternes Side, at gaae over Pruth og at falde ind i Tyrkiet,
vedblev at staae som en uheldbringende Begivenhed for den engelske
Regjering. Admiral Codrington blev tilbagekaldt, og under hans Fraværelse
i Alexandrien, medens Underhandlingerne med Mehemet-Ali stode paa,
indtraf Linieskibet „_Wellesley_“ for Navarino med Admiral Malcolm,
der skulde afløse ham. Malcolm vilde ikke udsætte sig for Quarantaine,
og den første Raadslagning imellem ham og Admiral Rigny foregik
derfor paa afmærket Afstand paa en lille Ø i Nærheden af Sapienzerne
under Overværelse af en Quarantainebetjent, der skulde vaage over den
tilbørlige Afstands Overholdelse imellem de to Admiraler. Ved Admiral
Codringtons Tilbagekomst samledes alle Admiralerne paa Zanthe Rhed.
Tætved hinanden ankrede her Linieskibene „_Asia_“, „_Conquérant_“,
„_Wellesley_“ og „_Azof_“, hvert med sit Viceadmiralsflag vaiende fra
Fortoppen; et lignende Møde hører ganske vist til Sjeldenhederne.
Efter Tractatens Afslutning med Mehemet-Ali kunde Navarino ikke længer
betragtes som nogen fjendtlig Havn. Admiral Malcolm med „_Wellesley_“,
„_Conquérant_“, „_Breslau_“ og flere franske og engelske Skibe stode
derind, og vi saae nu Resterne af den Flaade, der havde været bestemt
til at skulle fuldstændiggjøre Grækenlands Undertvingelse. Disse Rester
vare saa godt som Intet. Et Linieskib, i hvilket man havde sat Nødmaster,
med store Aabninger i Siden, et Par forskudte Fregatter og nogle
Transportskibe var det Hele. Medens der saaledes over Vandet saagodtsom
Intet var tilbage, frembød det Indre af Bugten derimod et vidunderligt
Skue, naar man i klart Veir var istand til at see ned under Vandfladen.
Solstraalerne belyste da med brogede Farver Skrogene af forbrændte
Skibe, store og smaa imellem hverandre, liggende paa den hvide Sandbund.
Enkelte Skibe laae kæntrede med Bredsiden iveiret, med Kanonerne endnu
stikkende ud igjennem Portene og pegende lodret op imod Luften; andre, og
det var de fleste, vare sprængte fra hinanden, saaledes at Overskibet var
ført bort fra Underskibet, og hele Lasten med dens Apteringer viste sig
da for Øiet, som man undertiden seer Modeller, paa hvilke man fremviser
Skibets indre forskjellige Dele. I de forskjellige Apteringer saae man
Tougene regelmæssig opskudte paa Tougbrixerne, Vandfadene stuvede med
fuldkommen Orden paa deres Plads, Kuglerne i de for dem bestemte Rum,
kort, en heel undersøisk Verden udfoldede sig for den Nysgjerriges Blik.
Mange af disse Gjenstande ere vel alt nu borttagne; men, ligesom man i
vore Dage optager Vrag, der i Aarhundreder have ligget paa Havbunden,
saaledes kan det forudsees, at man endnu i mange Tider fra Dybet vil
opfiske forskjelligartede Gjenstande, der ligesom de udgravede Minder
om Grækenlands Oldtid, hvilke vi see paa med Beundring, i kommende Dage
ville blive betragtede med Interesse som hidrørende fra en Begivenhed,
hvorfra Grækenlands gjenvundne Frihed er udgaaet.


Ankomst af Admiral Maisons Expedition.

Ved Slutningen af August 1828 ankom til Morea General Maison tilligemed
den første Convoi med franske Tropper ombord, henved 9000 Mand, til
Grækernes Understøttelse. Det er alt anført, at Admiral Rigny ikke
bifaldt Armeecorpsets Udsendelse; da Convoien kom tilsyne, saae man,
hvorledes Blodet kom i Bevægelse hos ham; han blev heftig og var næppe
til at komme nær. Endog hans Adjutant, Le Ray, lieutenant de vaisseau,
lige afholdt af Admiralen og af Alle ombord, gik det ud over; med sin
vante Frimodighed tog han flere af Capitainerne i Forsvar: „Toujours
l’avocat des mauvaises causes“, var Admiralens Svar — snarere en Roes
end en Dadel under forhaandenværende Omstændigheder. Convoien, fandt
Admiralen, var ikke tilbørlig samlet, den førte ikke tilstrækkelig Seil.
Fartøier bleve satte i Vandet for at roe ombord i de os nærmest liggende
Skibe, hvor vore Folk entrede tilveirs, gjorde Seil los og fore saaledes
omkring fra det ene Skib til det andet. Hvad der endmere forøgede
Admiralens Ærgrelse var, at de convoierende Orlogsmænd laae spredte og
havde ladet sig drive for langt ned i Læ, hans Utaalmodighed var i stadig
Tiltagende, altsom det viste sig umuligt for Orlogsmændene at komme op:
der blev skudt, det regnede med Signaler, og vist er det, at, dersom
Fæstningen Koron havde begyndt at skyde paa Convoien, hvilket ikke kunde
ansees for nogen Umulighed, da den ikke var i ægyptiske, men i tyrkiske
Hænder, vilde de Krigsskibe, der skulde afgive Beskyttelse, ikke have
været istand til at yde nogensomhelst Bistand.
Under disse Omstændigheder var det magtpaaliggende for „_Conquérant_“
at komme saa nær ind under Koron som muligt. Noget søndenfor denne
Fæstning ligger en høi Klippe, Venetico, adskilt fra Fastlandet ved
et smalt og bugtet Løb; dette Løb dannede en Gjenvei, ad hvilken man
kunde naae hen lige ind under Fæstningens Kanoner, og Admiralen spurgte
vor ombordværende Lods, om han kunde løbe „_Conquérant_“ derigjennem.
Lodsens Svar var en bestemt Benegtelse. „Da veed jeg dog, at svære Skibe
tidligere ere løbne indom Klippen“, yttrede Admiralen. „Vel muligt“,
svarede Lodsen, „men næppe Skibe af „_Conquérant_“’s Dybgaaende, og jeg
kan ikke paatage mig Lodsningen igjennem Løbet.“ Et Par Gange spadserede
Admiralen op og ned ad Hytten, og med eet blev Ordre givet til at sætte
Coursen indenfor den omhandlede Klippe. Officerer bleve sendte tilveirs
og ud paa Klyverbommen for at holde Øie med hvidt Vand, om saadant skulde
vise sig; fra Veiret blev der varskoet, snart Styrbord og snart Bagbord,
„_Conquérant_“ lystrede Roret som en Jolle, og vi kom virkelig igjennem:
det er noget nær den dristigste Seilads, jeg har været Vidne til.
Under alt dette var Messens Spisetid indtruffen. Efter Bordet samlede
den civile Deel af Messemedlemmerne sig paa Dækket, og i al Ro gave
de sig til at ryge deres vante Cigar agtenfor Varerundholterne. En
paafaldende Modsætning dannede de til al den Bevægelse, der herskede
ombord, de vare som uberørte af Alt, hvad der foregik omkring dem.
Pludselig hørtes Admiralens Stemme: „Naar Alle ere i fuldt Arbeide, er
det mig imod at see Enkelte paa Dækket, som Intet tage sig for; hvem er
de Herrer, som ryge paa Kobryggen? — — — jeg ønsker, at De Herrer ville
gaae ned paa Batteriet — — jeg vil ikke, at man skal ryge paa Dækket.“ En
uheldig Ombrasning bragte ved samme Tid Admiralens Sind end yderligere i
Bevægelse; en Underlæge, der ikke havde fattet Admiralens Ord, vedblev
rolig at staae med sin Cigar i Munden, Ansigtet vendt imod Hytten,
hvorfra den heftige Stemme havde ladet sig høre, og ikke istand til at
give sin Harme Luft hverken ligeoverfor General Maison, hvis Ankomst
havde oprørt hans Sind, eller for Skibscheferne, over hvis Manøvrer han
ærgrede sig, syntes hele Admiralens Vrede med eet at gaae ud over den
ulykkelige Doctor. „Jeg troer, at han seer paa mig!“ udbrød han med
Heftighed; „han seer virkelig paa mig!“ fortsatte han med skingrende
Stemme, og „Monsieur, rendez vous à la fosse aux lions!“ — Stedet, hvor
Cadetter og Ligestillede holdes i Arrest — gjenlød derefter over hele
Skibet. Endnu tredie Dagen efter var jeg nede i fosse aux lions at se
til vor arresterede Doctor, og det forbittrede Udraab: „Je vois qu’il me
regarde!“ har ofte senere i Tankerne gjenlydt for mine Øren.
Om Natten ankrede vi ved Panidgi inde i Kalamattabugten, og efterhaanden
kom Convoiens Skibe tilankers omkring os. Stedet var udseet til
Troppernes Landsætning, og næste Morgen begyndte Udskibningen. Ikkun
Skibenes Fartøier havdes til Raadighed hertil, og den første Dag naaede
man kun at sætte 3000 Mand iland. Tropperne vare ankomne til Morea
med den Overbeviisning, at de kom til et forpestet Land, de betraadte
altsaa Kysten, veludrustede med Advarsler om ikke at nærme sig nogen
Græker, ikke at udsætte sig for vaade Fødder, ikke at spise Frugt,
kort, med Formaninger af enhver Art for at undgaae de Farer, som man i
alle Retninger forestillede sig at være omgiven af; endnu i Fartøierne
anbefalede Compagnicheferne deres Underhavende den størst mulige
Forsigtighed, og heelt overraskede bleve de ved at see vore Folk springe
i Vandet til op over Lænderne, give sig af med de enkelte Grækere, der
havde indfundet sig for at falbyde Varer, og med stor Begjerlighed
nyde baade Viindruer og Vandmeloner, som de havde tilforhandlet sig.
Soldaternes Forsigtighedsregler holdt ikke længe Stand, ligesaalidt som
saameget Andet, der, ifølge vore Matrosers Mening, ikke vilde have været
muligt for Andre end „troupiers“ at finde paa.
Tropperne leirede sig paa en Høi, tæt ved den lille Flod Nisib’s Udløb,
og den næste Dag blev den øvrige Styrke landsat. Mærkeligt var det, at
denne Division ankom til Morea uden Skyts og saa at sige aldeles uden
Munition, der først indtraf med den næste Transport nogle faa Dage
senere. Havde der viist sig nogen Fjende, vilde Troppernes Stilling
ikke have været uden Fare. Ikke Andre end de faa handlende Grækere kom
imidlertid tilsyne; men ikkedestomindre læstes senere i de franske Aviser
om den Begeistring, hvormed de franske Soldater vare blevne modtagne ved
deres Landstigning paa den classiske Jord. Man læste om det imponerende
Skue, de afgave ligeoverfor det jublende Folk, om Skjønheden af den Kyst,
som de havde betraadt, hvilket derefter blev skildret med levende Farver
— i Virkeligheden indskrænkede denne feeagtige Kyst sig til en lav,
sandet Strandbred med nogle enkelte lauriers-rose (Nerium) — „et c’est
ainsi que l’on écrit l’histoire!“
Efter nogen Tids Forløb ankom den anden store Convoi med Tropper, og
Styrken blev herved bragt op til henved 12,000 Mand, blandt hvilke et
Regiment Cavalleri. Eiheller til at bringe Hestene i Land havde vi andre
Midler end vore Baade; Hestenes Landsætning fra disse var vanskelig, og
man foretrak derfor at fire Hestene i Vandet, at gjøre dem fast agter
til Fartøjet og saaledes at bugsere dem svømmende ind til Kysten. Mange
druknede under denne Svømmetour. Ogsaa mig tilfaldt der et Fartøi, som
skulde føre Heste iland; belært af Erfaringen og for at undgaae, at
Hestens Hoved kunde komme under Vand, lod jeg Hovedet med Næseborene
opefter binde fast til Fartøiets Reling, hvorefter vi med fire eller sex
Heste langs Siden forsigtig roede ind imod Strandbredden. Almindelig
viste Hestene sig flinke, naar de paa denne Maade naaede Land; men jeg
tilstaaer, at enkelte gave stærk Anledning til Bekymring, naar de ved
Ankomsten til Kysten ubevægelige og med alle fire Been udstrakte maatte
hales op langs det fladt opgaaende Sand. Rytteren kom da til, kjælede for
sin Hest, tiltalte den, dreiede paa Halen, og pludselig foer Dyret op,
satte i strakt Galop hen langs Strandbredden, fulgt af Mængdens Raab og
Bifaldsyttringer. Mulig har min Methode ikke været kunstmæssig, men vist
er det, at ikke nogen Hest druknede under min Behandling.


Forhandlinger med Ibrahim Pascha.

Efterretningen om den ægyptiske Convois Nærmelse, der skulde føre
Ibrahim-Paschas Styrke tilbage til Alexandrien, bragte „_Conquérant_“
fra Kalamattabugten ind til Navarino. Ved Convoiens Ankomst blev jeg
sendt ombord til den Commanderende, der førte sit Flag ombord i en
udmærket smuk 60-Kanons Fregat, bygget i Livorno. Jeg blev behandlet med
Udmærkelse, Soldatesquen, henved 100 Mand i hvide Munderinger, halvsnevre
Underklæder og Baret paa Hovedet, stod opstillet for at gjøre Honneurs,
og med Capitano-Bey røg jeg en Pibe, magelig hvilende paa en af Kahyttens
Divaner. Der blev budt mig en Miniaturkop fortrinlig Mokka-Kaffe, baaren
frem i et Guldbæger, besat med Perler, og herpaa vendte jeg tilbage
til „_Conquérant_“ vistnok ikke stort klogere af min Samtale med den
høitstaaende ægyptiske Officeer, om Besøget end ikke havde havt ringe
Interesse for mig.
Forholdet imellem det franske Armeecorps og Tyrkerne, der stode i den
nærliggende Fæstning Koron, var af en særegen Beskaffenhed. Efter
Navarino-Slaget maatte Franskmænd og Tyrker betragte hinanden som
Fjender; men paa den anden Side var ingen Krigserklæring bleven udstedt,
og under den eiendommelige Stilling, som fulgte heraf, kunde en uventet
Tilfældighed fremkalde et Sammenstød, der efter al Rimelighed paany
vilde medføre Fjendtligheders Udbrud. Naturligviis vilde Intet have
været kjærere end dette for de franske Tropper, der vare komne til Morea
med Forventning om at skulle vinde baade Laurbær og Decorationer, og,
da man saagodtsom daglig søgte at give Tyrkerne Anledning til Angreb,
maatte Spændingen naturligviis med hver Dag tiltage. Under disse
Omstændigheder var det derfor en Selvfølge, at man med levende Interesse
imødesaae Resultatet af en Sammenkomst, der var berammet at skulle
finde Sted ombord hos den engelske Commanderende imellem Ibrahim-Pascha
— som i den Anledning var vendt tilbage fra Patras til Navarino — den
Høistcommanderende for det franske Armeecorps, General Maison, samt
Admiralerne Malcolm og Rigny. Det kunde forudsees, at denne Conference
vilde faae en afgjørende Indflydelse paa de franske Troppers Optræden
ligeoverfor den ægyptiske Occupationshær, ligesom og paa Frankrigs
Forhold til Grækenland i det Hele, og som Følge heraf følte man sig
ømfindtlig berørt ved, at en Sammenkomst, der stod i saa nær Forbindelse
med Frankrigs Interesser, skulde finde Sted ombord i det engelske
Admiralskib.
Aftenen før den til Mødet fastsatte Dag havde jeg Første-Vagt.
Admiralens Adjutant, Le Ray, forblev længere paa Dækket end sædvanlig,
seent paa Aftenen blev det meldt, at et tyrkisk Fartøi nærmede sig,
og efter Le Ray’s Anviisning blev der gjort Anstalt til at modtage
Fartøiet med usædvanlige Høflighedsbeviser, og ombord traadte tre Tyrker,
der bleve førte ind til Admiralen. Længe varede Besøget. Med synlig
Forekommenhed bleve Tyrkerne ved Midnat atter ledsagede til Faldrebet, og
der blev rettet Anmodning til mig om ikke at tale om det natlige Besøg.
En af Tyrkerne var Ibrahim-Pascha, der kom for at forhandle med Admiral
Rigny om de forskjellige Spørgsmaal, som kunde forudsees at ville blive
Gjenstand for Forhandling den næste Dag under den med Spænding imødeseete
fælles Sammenkomst.
Denne Conference varede fra Klokken otte om Morgenen til ud paa
Eftermiddagen. Ibrahim klagede over den udfordrende Maade, paa hvilken
man optraadte ligeoverfor hans Tropper: man kjendte den ringe Mandstugt,
der herskede iblandt disse, ligeoverfor en fjendtlig Armee vilde man selv
i den bedst disciplinerede Hær vanskelig kunne forhindre et enkelt Skud
fra at falde, hvormeget mindre da fra hans Tropper, og et saadant Skud
vilde kunne medføre uberegnelige Følger. Han erklærede sig forøvrigt
villig til at forlade Morea med de ægyptiske Tropper, dog kun paa egne
Skibe eller paa saadanne, som vare fragtede af den ægyptiske Regjering;