Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 06

Total number of words is 4501
Total number of unique words is 1549
37.6 of words are in the 2000 most common words
54.7 of words are in the 5000 most common words
63.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
udbrød jeg videre, „men ingensinde har jo General Scholten havt nogen
saadan.“ I al Fortrolighed meddeelte Mr. Thompson mig nu, at Billedet
oprindelig var et Portrait af Don Simon Bolivar ved den Tid, da han
var paa sin Lykkes Tinde. „Han er nu gaaet af Mode,“ fortsatte han,
„og Tallerkenerne fandt ikke mere nogen Afsætning; jeg fandt da paa at
lade anbringe Omskriften: Governor-General Peter von Scholten, og de
gaae nu af som varmt Brød; Negerne ville alle kjøbe dem og glæde sig
ved at komme i Besiddelse af et Billed af „Massa Peter“, deres kjære
General-Gouverneur.“
Tiderne ere omskiftelige!


Sælhundejagt.

En af Fregattens Officerer var bleven afsendt paa en Baade-Expedition
til en Ø, beliggende temmelig langt fra Skibet. Paa Tilbageveien kom
han forbi en Klippe, høi og steil, men hvis ene Side dannede en jævn
Skraaplan, der strakte sig lige ned til Søen. Paa denne glatte Flade
havde leiret sig Sælhunde i utallig Mængde. Klippen lod til at have været
Tilflugtssted for disse Dyr i Aarhundreder; de solede sig i al Rolighed
og lode sig næppe engang forstyrre af det tæt forbiroende Fartøi.
Ved Tilbagekomsten ombord blev denne Klippe naturligviis Gjenstand for
Omtale. Vel var Klippen nogle Miil borte, men Fristelsen var ikke til at
modstaae, og endeel af Fregattens Officerer besluttede at tage derhen den
paafølgende Dag for at skyde Sælhunde.
Man henvendte sig til Chefen om Fartøi; naturligviis var Intet herfor
iveien. Da man meddeelte ham, hvad den hjemvendte Officeer havde
berettet, samt Hensigten med vor paatænkte Udflugt, blev han henrykt.
Det vilde blive storartet, meente han, Ideen var ypperlig, og D’Hrr.
Officerer vilde da vel ikke have noget imod, at han selv deeltog i
Jagtpartiet.
Det Hele antog nu strax et mere storslaaet Præg. Officeren, der havde
fortalt om Sælhundenes Tilstedeværelse, maatte personlig afgive Beretning
til Capitain Bazoche om, hvorledes Forholdene vare; eet Fartøi, meente
Chefen, vilde ikke være tilstrækkeligt; med to eller tre vilde man kunne
love sig et langt større Udbytte; Officererne, foreslog han, burde være
forsynede med Geværer, Folkene derimod skulde bevæbnes med Baadshager,
men dog fremfor Alt med Knipler; thi man havde sagt ham, at den bedste
Maade, paa hvilken man kunde nedslaae Sælhunde, var ved at give dem et
Kølleslag over Næsen. Tømmermændene bleve altsaa satte igang med at
forfærdige Knipler, Ordre til Fartøierne bleve givne, og i stor Stiil
blev Alt forberedt til den omfattende Plans Iværksættelse.
Samtalen om Aftenen gik i naturhistorisk Retning; den dreiede sig om
Robbefangst, om Sælhunde, samt om hvormange af disse man kunde antage,
at der den næste Dag vilde falde i vor Vold. Chefen havde vidtgaaende
Planer angaaende Skindene, dog endnu større Forventning nærede han med
Hensyn til, hvad der vilde kunne udbringes af Spækket. Vel vilde det være
forbundet med endeel Uleilighed at udsmelte Trannen, men Gallois, hvis
Expedition han forøvrigt ikke gik ind paa at omtale, havde jo udført et
langt mere omfattende Foretagende i den Retning. Stort Udbytte vilde
ganske sikkert kunne indvindes, og muligt endog, at man ved Trannens
Realisation vilde kunne anskaffe til hver Mand af Besætningen et Par
hvide Lærreds Buxer.
Næste Morgen kom, og Forventningerne vare paa ingen Maade formindskede.
Klokken 5 laae tre Fartøier beredte; Alt var i Orden; nødvendig Proviant
var ombord, og rigelig vare Fartøierne forsynede med de befalede
Angrebsvaaben. Man satte fra Borde, og, da vi henad Formiddagen naaede
Klippen, blev denne nøiagtig recognosceret. Sælhundene laae der, rolig
og trygt, vistnok i Tusindviis. Skraaplanen, paa hvilken de vare
leirede, havde Form af en Trekant, med Basis lige nede ved Havet. Paa
den slimede Flade laae Dyrene sammenpakkede, det syntes endog som i
Lag ovenpaa hinanden, og Alt viste sig saaledes at være i høieste Grad
tilfredsstillende paa en forfærdelig Stank nær, naar man fra den læ Side
nærmede sig Klippen. Baadene bleve samlede, der blev holdt Raad, og efter
Chefens Anviisning blev nu en systematisk Plan lagt, angaaende hvorledes
Angrebet skulde gaae for sig.
Det bestemtes, at man skulde lande paa begge Sider af Klippen, noget
bagved den Skraaning, paa hvilken Sælhundene vare leirede. Man skulde
kravle op, Officererne i Spidsen, indtil man var naaet op til henad
Klippens halve Høide. Naar dette var skeet, skulde man paa givet Signal
trænge ind i lige Linie fra begge Sider og saaledes afskære den hele
Trekant af de øverst liggende Sælhunde; Blodbadet skulde her begynde, men
man skulde ikke rette noget særligt Angreb imod Sælhundene nedenfor den
angivne Linie, hvorimod den hele Masse ovenfor denne skulde angribes
med kraft, og, da Dyrene vilde være fuldstændig afskaarne, maatte de
ufeilbarlig alle blive vort Bytte.
Man skred til Værket. Mandskabet var mulig endnu mere kamplystent end
Officererne, og efter endeel Vanskelighed ved at finde en Landingsplads
under den temmelig stærke Dønning, som altid findes paa disse Kyster,
kom man endelig iland, dog meget længer fjærnet fra champ de bataille,
end man oprindelig havde tænkt sig. Iland kom man imidlertid, og nu
begyndte Klavringen op ad den ujævne Klippe. Næppe noget Ord blev vexlet;
med spændt Opmærksomhed lyttede man efter enhver Lyd, der kunde tyde
paa Bevægelse blandt Sælhunde-Massen, og næsten var det lykkedes os at
naae vort Maal, da der med eet hørtes en Buldren, blandet med Skrigen
og Raaben af Mennesker, som vare disse stedte i Livsfare. Skyndsomst
søgte vi naturligviis hen til Plateauet og kom her netop tidsnok til
at see de sidste Sælhunde rulle sig ud i Vandet. Plateauet var tomt,
Sælhundene vare borte, hvorimod der nede i Vandet saaes flere af vore
Folk, der øiensynlig vare i Fare for at drukne. At svømme er en temmelig
sjelden Færdighed hos franske Mandskaber, der ofte recruteres heelt
inde i Landet, og noget ganske Andet blev der for os at tænke paa end
at skyde Sælhunde. Matroser og Sælhunde vare dertil saaledes blandede
imellem hverandre udenfor Klippen, at man vel maatte have vogtet sig for
at løsne noget Skud, og fra vort ophøiede Standpunct saae vi med Spænding
Fartøierne ile de Forulykkede tilhjælp, der hverken lode det mangle paa
Raaben eller paa Skrig i den Nød, hvori de vare stedte.
Heldigviis lykkedes det at faae dem Alle fiskede op, og, efterat det
hele Selskab atter var kommet i Fartøierne, og det første Indtryk af
Skuffelse nogenledes havde sat sig, begyndte man efterhaanden at søge at
komme til Klarhed om, hvorledes det egentlig kunde være gaaet til, at de
efterstræbte Sælhunde, der ved vor Nærmelse syntes at være saa trygge,
som om de paa deres Leie skulde sove til Dommedag, saa pludselig vare
blevne opskræmmede og istedenfor at blive vort Bytte, tværtimod nær havde
taget Livet af deres Angribere.
Det viste sig da, at det bageste Mandskab i Colonnen, altsom vi
møisommeligen kravlede op ad Klippen, ikke havde været istand til at
tæmme sin Utaalmodighed. Istedenfor at oppebie det aftalte Signal,
da den samlede Manøvre skulde gaae for sig, vare Folkene i deres
blinde Iver blevne forledede til fra den ene Side at gjøre et Indhug i
Sælhunde-Massen. I fuld Tro til, at det vilde være en let Sag at gjøre
det af med Dyrene, vare de stormede ind blandt disse; men her vare
de komne ind paa et saa glat og slibrigt Terrain, at de under deres
Anstrengelser med Baadshager og Køller havde mistet Fodfæste. De nærmeste
Dyr havde imidlertid mærket, at der var Fare paafærde, en særegen Lyd,
som en Slags Grynten eller Gjøen, havde gjenlydt over hele Klippen, og i
et Nu begyndte den hele Masse, ligefra Toppen og nedefter, at sætte sig i
en rullende Bevægelse. Folkene vare tumlede overende, med Sælhunde over
sig og med Sælhunde under sig vare de blevne rullede afsted, indtil de
plumpede i Vandet, og, da vi naaede Plateauet, var Alt forsvundet. Kun i
Havet, lige nedenfor Klippen, var der endnu en Rest af Sælhunde at see;
ogsaa disse forsvandt, og hermed var Sælhundejagten tilende. Ikke en
eneste Sælhund blev Dagens Udbytte.
At de Iltre blandt Mandskabet, hvem denne haarde Skuffelse maatte
tilskrives, nær selv havde tilsat Livet, maa Chefen have anseet for
tilstrækkelig Straf og som praktisk Advarsel om, ikke for Fremtiden at
fravige en given Ordre. Vist er det, at intet ondt Ord blev rettet imod
dem. Ned ad Klippen vare de blevne rullede i Dynd og Sliim, og i den Grad
vare deres Klæder blevne gjennemtrængte, at end ikke det derpaa følgende
Bad var istand til at frigjøre dem for den Stank, der klæbede ved dem.
Der maatte endnu en extra Spuling til, før man kunde komme dem nær.
Mr. Bazoche var forstemt, da han kom ombord; han har vistnok tænkt paa
det gamle Ordsprog, at man ikke bør sælge Bjørnens Skind, før man har
fældet Dyret.


Besøg i Danmark.

I December 1825 forlod Fregatten „_Marie-Thérèse_“ Valparaiso, og efter
53 Dages Reise ankrede vi paa Rio-Janeiros Rhed. Her forblev Fregatten
til Ankers i flere Maaneder, og, da det lod sig forudsee, at denne
Stilleliggen endnu vilde vedvare i lang Tid, opnaaede jeg Admiralens
Tilladelse til med Briggen „_Alacrity_“, der overførte en fransk Diplomat
til Frankrig, at vende tilbage til Europa.
I October 1826, altsaa netop tre Aar efterat jeg havde forladt Danmark,
ankom vi til Rochefort.
Efter et kort Ophold i Bordeaux begav jeg mig til Paris, og, da det alt
forlængst havde været mit Ønske at aflægge et Besøg i Fædrelandet, var
jeg saa heldig ved Velynderes Medvirkning at opnaae Tilsagn om, at jeg
ved min Tilbagekomst atter kunde gjøre mig Haab om at blive gjenoptagen
til Tjeneste ombord i franske Skibe.
Midt i December, efter en anstrengende Landrejse, under hvilken jeg
blandt Andet med den almindelige Postbefordring tilbragte 35 Timer paa
Veien fra Altona til Kiel, ankom jeg til Kjøbenhavn, og stor var min
Glæde ved efter saa lang Tids Forløb paany at betræde dansk Grund og
atter befinde mig blandt Slægt og Venner.
* * * * *
I Begyndelsen at Mai 1827 afgik Orlogsbriggen „St. _Jan_“ til Vestindien.
Briggen havde Ordre til at anløbe Falmouth for derfra at overføre Øernes
General-Gouverneur — Gen. Scholten — til St. Croix, og, da der saaledes
tilbød sig en gunstig Leilighed for mig til at gjøre mig bekjendt med de
engelske Havne langs Canalen, opnaaede jeg Admiralitetets Tilladelse til
som Passageer at afgaae med Briggen til England.
Begyndelsen af dette Togt var i en særlig Grad uheldig. Faa Timer efterat
vi havde forladt Kjøbenhavn, blev Chefen, Capt. Schultz, syg og maatte
indlægges paa Hospitalet ved Ankomsten til Helsingør. Capt. Thomsen
blev beordret til at overtage Commandoen i hans Sted; men næppe vare vi
komne Sundet ud, før Briggens Næstcommanderende, Lieutn. Bille, blev
saa stærkt angreben af Rosen i Ansigtet, at han i længere Tid maatte
forblive indespærret i sit Lukaf. Ogsaa Briggens yngste Officeer, Lieutn.
C. Krieger, blev syg, saa at mit Tilbud om at dele Tjeneste med den
eneste tiloversblevne Officeer af Briggens Besætning blev modtaget med
Paaskjønnelse.
Efter en lang og kjedelig Fart over Nordsøen naaede vi Portsmouth,
hvorfra Depecher fra Udenrigsministeriet skulde afsendes til London.
Opholdet blev kun kort, men var nær blevet skjæbnesvangert, da Lodsen
under Udseilingen satte os paa Grund under høist mislige Omstændigheder.
Det blæste en torebet Mærsseilskuling, og i tre Qvarteer huggede
Briggen saa voldsomt imod Grunden, at der var overhængende Fare for,
at Reparation i Dok og deraf følgende Forhaling af Reisen vilde blive
nødvendig. Briggen holdt imidlertid, og det stigende Vande bragte os
atter flot, hvorefter vi et Par Dage senere ankrede ved Falmouth. Her
tog jeg Passage i et Dampskib, der anløb Dartmouth, tilbragte nogle Dage
i Plymouth, besøgte Weymouth og Portsmouth, hvorfra jeg med en fransk
Æggehandler, eller vel snarere et Smuglerfartøj, gik over Canalen til
Cherbourg. — Over Havre og Rouen gik Rejsen derfra videre til Paris.
Under mit Ophold i Danmark var det lykkedes mig ved General Bülows
Indflydelse at opnaae Premierlieutenants-Charakteer. Ved Ankomsten
til Paris gik mine Bestræbelser ud paa at bringe det franske
Marineministerium til at godkjende denne Forfremmelse, og blandt dem, til
hvem jeg henvendte mig i denne Anledning, var ogsaa Admiral Missiessy,
tidligere Høistcommanderende over Flaaden ved Antwerpen, og hvis Commando
min Fader altsaa i flere Aar havde været underlagt. Admiralen var i
høieste Grad forekommende imod mig; med stor Redebonhed lovede han at
skulle tage sig af Sagen og tilføiede under Samtalens Løb, at han ikke
skulde undlade ligeoverfor Ministeren at fremhæve min Tjeneste i sin Tid
paa Scheldeflaaden. Den velmenende Admiral gjorde sig næppe Rede for, at
denne Tjeneste indskrænkede sig til, at jeg i nogle Maaneder som sex Aars
Purk havde opholdt mig hos min Fader ombord i hans Flagskib Linieskibet
„_Pultusk_“, førend min Fader satte mig i Huset hos en Søster af sig inde
i Vogeserne.
Naturligviis er det mig ubekjendt, hvorvidt den ovenberørte Tjeneste
lagde nogen afgjørende Lod i Vægtskaalen til min Fordeel; men vist er
det, at jeg faa Dage efter modtog Ordre at begive mig til Toulon, for
der som lieutenant de vaisseau at tiltræde Tjeneste ombord i et af de
Orlogsskibe, som ved den Tid vare under Udrustning for at afgaae til
Levanten.
23 Aar gammel fandt jeg mig altsaa betroet Commando som Qvarteerchef i
et Linieskib og blev samtidig dermed stillet lige i Grad med Capitain i
Hæren, ifølge de for den franske Krigstjeneste gjældende Love.
Belært af tidligere Erfaring forespurgte jeg mig i Marineministeriet
om det Tidspunct, da de anførte Skibe kunde antages at ville afgaae
til deres Bestemmelse. Man svarede, at det hermed havde temmelig lange
Udsigter, og at der i ethvert Tilfælde ikke var Anledning for mig til at
paaskynde min Reise. Jeg gav mig altsaa god Tid, reiste til Montpellier
for at besøge en Kammerat fra „_Marie-Thérèse_“, besøgte senere i
det storartede Marked i Beaucaire, hvis Betydning i vore Dage vistnok
betydelig er aftagen, og ankom om Morgenen den 30te Juli til Toulon,
hvor jeg naturligviis strax meldte mig til vedkommende Øvrighed — le
Major-Général. Modtagelsen fra dennes Side var imidlertid langt fra at
være venlig. Der var ankommen telegraphisk Ordre fra Paris, meddeelte
han mig, til at paaskynde Skibenes Udrustning til Levanten og snarest
muligt at afsende dem til deres Bestemmelse; man havde alt i længere Tid
ventet mig, „og, var De ikke ankommen nu“, fortsatte han, „vilde en anden
Officeer være bleven commanderet til at træde i Deres Sted. — Naar vil De
være istand til at tiltræde Tjeneste ombord“? — „Om to Timer“ — svarede
jeg, og en Time efter modtog jeg Ordre til i Henhold til Bestemmelse fra
Marineministeriet som lieutenant de vaisseau at træde til Tjeneste ombord
i 74 Kanonskibet „_Scipio_“, der laa seilklart paa Rheden. — Inden Middag
havde jeg meldt mig til Tjeneste i Skibet, og den paafølgende Dag, 31te
Juli 1827, afgik vi til de græske Farvande.


Linieskibet „Scipio“.

Linieskibet „_Scipio_“ blev commanderet af Mr. le Baron Milius, capitaine
de vaisseau. Denne Officeer havde en kun lidet tiltalende Fortid. Under
det første Keiserdømme havde han været Chef for Fregatten „_Didon_“, der
efter en ubetydelig Fegtning blev erobret af en engelsk Fregat, som det
hed sig, fordi Misfornøielsen ombord var saa stor, at Mandskabet foretrak
at komme i et engelsk Fangeskib, fremfor at blive under Baron Milius’
Commando. „_Didon_“ løsnede kun faa Skud; istedenfor at ansætte Kuglerne
for Kanonerne, kastede Laderne dem overbord, og hverken med Trusler eller
med Bønner var Mandskabet at formaae til at gjøre Modstand. Milius blev
senere udvexlet, kom til Paris og fremstillede sig ved en almindelig
Audients i Tuilerierne. Han var stor, af et imponerende Ydre og tiltrak
sig Keiserens Opmærksomhed. Da Keiseren paa Forespørgsel erfoer, at det
var Capt. Milius, gik han hen til ham med de Ord: „Det er dristigt af
Dem at fremstille Dem her for mig: De har overgivet en af mine smukkeste
Fregatter; forføi Dem bort og viis Dem ikke mere for mine Øine!“ Faa Dage
efter havde han sin Afsked. Activitet og Dygtighed kunde imidlertid ikke
frakjendes Baron Milius. Man havde disse Egenskaber behov, og Milius blev
senere ansat i den italienske Marine, hvor han som Værftchef i Venedig
saa at sige skabte den stærke Flaadeafdeling i det adriatiske Hav, som
forefandtes ved Keiserdømmets Fald.
Mr. Milius besad mange af de Egenskaber, der danne en udmærket Mand;
kun var han aldeles blottet for den Gave at behandle Undergivne. I sit
Fag stod han tilbage for Faa, kun var han Sømand paa anden Maade, end
dette opfattedes af den yngre Generation; han hang ved gamle Skikke
og Sædvaner med en forunderlig Haardnakkenhed, lod haant om ethvert
Fremskridt, der var blevet gjort i de sidste femten eller tyve Aar, siden
han sidst var tilsøes, og saae som Følge heraf ned med Ringeagt paa alle
Officerer fra en nyere Tid, paa hvilken Foragt han saavist ikke ved nogen
Leilighed lagde Dølgsmaal. Saarende ved enhver Leilighed saavel i Mine
som i Adfærd, bestandig misfornøiet, heftig, opfarende, rastløs, jog han
Officerer og Mandskab fra et Arbeide til et andet, uden System, alene
tilskyndet af Øieblikkets Indskydelse, og i sin blinde Iver lykkedes
det ham saa aldeles at desorganisere og demoralisere det ombordværende
Mandskab, at dette tilsidst, efterat jeg havde forladt Skibet, bragtes
til Oprør, og at 37 Mand af Besætningen ved Krigsret bleve dømte til
haarde eller infamerende Straffe.
Saaledes var Mr. Milius. Ved hans Side stod som Næstcommanderende Mr.
Durbec, capitaine de frégate, Provençaler, der talte Ondt til Chefen om
Officererne og ligeoverfor Officererne gav sit onde Lune Luft angaaende
Chefens Befalinger. Dette kunde naturligviis ikke bidrage til at bringe
større Fordragelighed tilveie, og „_Scipio_“ vilde have været et Helvede,
dersom Livet i Officeersmessen ikke havde dannet en Modsætning til al
den Ufred og Misfornøielse, der gjorde sig gjældende udenfor dens Kreds.
Et Aar var jeg ombord i „_Scipio_“; dets Togt var lærerigt, dog mest
i negativ Retning ved at vise, hvorledes Tingene ikke skulde være —
behageligt blev det aldrig.


Ombordragning.

Efterat den forenede fransk-engelsk-russiske Escadre, 11 Linieskibe og
endeel Fregatter stærk, en Tidlang havde krydset udenfor Navarino, i
hvilken Havn den tyrkisk-ægyptiske Flaade havde samlet sig, stod Admiral
Rigny med underhavende Skibe i September 1827 østefter. Styrken, der
var ham underlagt, bestod af fire Linieskibe: „_Breslau_“, „_Trident_“,
„_Provence_“ og „_Scipio_“, Fregatten „_Syrêne_“, hvorombord Admiralen
havde sit Flag, tre andre Fregatter samt endeel mindre Fartøier. Den 30te
September om Aftenen vare vi komne op under Cerigo, Vinden var skral,
og til Escadren blev gjort Signal til at gjøre sit Bedste for at krydse
østefter i det snevre Farvand imellem Øen Cerigo og Servi. Jeg havde
Første-Vagt. Det var just ikke nogen let Sag under Krydsningen at undgaae
Escadrens andre Skibe, naar disse over den modsatte Boug kom staaende
ind imod os. Der var fra Tid til anden Anledning, som Franskmanden
siger, „de faire des cheveux gris“; men efterat den combinerede Flaade i
August og September havde ligget samlet og sammenpakket udfor Navarino,
vare vi efterhaanden blevne vante til at gaae fri af hinanden under
vanskelige Omstændigheder, og med en smuk Brise af OSO. fortsattes
Krydsningen Natten igjennem.
Afløst fra min Vagt var jeg ved Midnat kommen tilkois, da jeg omtrent
Kl. 2 blev vakt ved et forfærdeligt Stød. Min første Tanke var, at
man havde løbet Skibet paa Land. I største Skynding kommer jeg op paa
Dækket og skimter da lige for Agtertrappen en umaadelig stor, mørk
Masse, der under forfærdelig Bragen og Larmen borttager Alt, hvormed
den kommer i Berørelse, knuser Røster, Udenbords-Varerundholter, og
Jolleboms-Fartøier, vælter Skandsekanoner, efterladende, hvad jeg senere
fandt at være en Botelur, stikkende ind igjennem en af Kanonportene,
altsom den langsomt og majestætisk sakker agterud. Forstyrrelsen paa
Dækket var næppe til at beskrive. Alle skrege og raabte i Munden paa
hverandre, man troede, at Skibet skulde synke, og, da der ikke gaves
nogen ordentlig Commando i Skibet, løb man om imellem hinanden uden Maal
eller Øiemed.
Baron Milius var imidlertid kommen paa Dækket. Ved slige fremtrædende
Leiligheder benyttede han en „Sprach-Trompet“, en Raaber, fem Fod lang,
der havde sin Plads oppe paa Hytten, og som han holdt for Munden med
begge Hænder. Denne Sprach-Trompet maatte nu gjøre Nytte, og, havde
Skraal og Forstyrrelse hidtil været almindelig, saa blev Spectaklet nu om
muligt endnu værre. Noget Lignende har jeg aldrig oplevet ombord: Man
maa have tjent under Provençalere for at kunne gjøre sig et Begreb om,
hvad de i Retning af Skrig og Skraal kunne præstere.
Saameget fik vi at vide, at det var Linieskibet „_Provence_“, der var
løbet paa os. Der blev gjort Signal for Ulempe. Admiralen kom ned til os,
og beundre maatte man, hvorledes „_Syrêne_“ i den mørke Nat, ikkun fra
Tid til anden oplyst ved Blinkfyr og Raketter, manøvrerede omkring os paa
Praieraabs Afstand for at erfare, hvad der var paafærde. Vor Stormast var
knækket omtrent 20 Fod over Dækket. Toppen stod vel endnu; men Reisningen
heldede i en Vinkel af 10 til 15 Grader bagbord over, truende hvert
Øieblik med at styrte ned. Belyst ved Blinket af Blaalys og de opsendte
Raketter saae det Hele høist farligt ud.
Naturligviis bleve Seilene paa Storreisningen med Forsigtighed opgivne,
Skaaler bleve paalagte Stormasten, saa godt som dette lod sig gjøre,
og Storseilet blev beslaaet. Man saae nu, at Reisningen syntes at
ville blive staaende, og Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae
Storemærsseil. Under al den Uorden ombord medtog dette en forfærdelig
lang Tid. Der blev raabt om at hale op, snart i et Givtoug, snart i en
Gaarding, men Ingen hørte efter, og i Mørket syntes Underofficerer og
Mandskab at være lige forvildede. „Hal op i Storemærse-Buggaarding!“ lød
det fra Veiret, — forgjæves; „Hal op i Mærse-Buggaarding!“ lød det paany,
men lige meget hjalp det, og efter endeel Gjentagelser i forskjellige
Tonarter lod endelig den store Raaber fra Hytten sig høre: „Mr. Durbec,
vil De lade hale op i Storemærse-Buggaardinger!“ — Intet Svar. Atter
lød Chefens barske Stemme: „Mr. Durbec, vil De øieblikkelig lade hale op
i Mærse-Buggaardinger; hvorfor sørger De ikke for, at min Ordre strax
bliver udført?“ — „Fordi min Post er paa Bakken“, lød Svaret, „og jeg
Intet har med Storemærse-Buggaardinger at bestille.“ — „Deres Post“, lød
det fra den opirrede Chef, „er overalt, hvor der er Fare paafærde; De
burde være i Mærset, Mr. Durbec, under nærværende Omstændigheder.“ — „I
Mærset!“ skreg den forbittrede Næstcommanderende, hvis provençalske Blod
meer og meer kom i heftig Bevægelse, „I Mærset? En capitaine de frégate’s
Post kan aldrig være i Mærset; men De er urimelig, Mr. le Commandant,
i denne Fordring som i alt Andet.“ Der begyndte nu en Scene, hvis Mage
man har Vanskelighed ved at forestille sig. Igjennem Sprach-Trompeten
sendte Chefen Irettesættelser forud til sin Næstcommanderende, hvilke
denne fra Bakken, igjennem sin Raaber, med Heftighed besvarede. Man tænke
sig dette med Accompagnement af skrigende Folk tilveirs, af skraalende
Folk paa Dækket, i den mørke Nat, med Storreisningen dinglende over
Hovedet paa os, truende hvert Øieblik med at styrte ned, og man vil kunne
forestille sig den grændseløse Forvirring, hvortil denne Scene maatte
give Anledning. Endelig praiede Chefen: „Mr. Durbec, De giver et høist
strafværdigt Exempel til det hele Mandskab.“ Mr. Durbec var efterhaanden
bleven rasende. Forbittret tilraabte han Chefen: „Mandskabet saavelsom
jeg ere enige i, at vi aldrig ere blevne behandlede som ombord i dette
fordømte Skib. Enhver føler sig ulykkelig, Mr. le Commandant, ved at
staae under Deres Commando, og jeg —“. Her afbrød Sprach-Trompeten den
videre Fortsættelse: „Mr. le capitaine, jeg skal indberette Deres Forhold
til Ministeren, begiv Dem øieblikkelig ned i Arrest!“
Jeg var greben af Forbauselse! Aldrig havde jeg tænkt mig, at noget
Lignende kunde foregaae i en Orlogsmand. Der gaves imidlertid ikke
synderlig Tid til vidtgaaende Betragtninger: der var fuldtop for enhver
Officeer at tage Vare, og Natten gik hen med at søge at bringe nogen
Orden i al den Uorden, som fandtes ombord.
Ved Dagningen fik vi Slæbetoug fra Linieskibet „_Breslau_“, og ved Middag
ankrede vi i Bugten ved Servi. Om Aftenen kom „_Provence_“ til Ankers i
vor Nærhed, og det viste sig da, at hele dets Forskib var beskadiget, og
at det dertil havde mistet sit Bougspryd, rimeligviis ved, at dette var
tørnet mod vor Stormast under Paaseilingen.
Samtidig hermed kom vi til Klarhed om, hvorledes Paaseilingen var gaaet
for sig. Med Bagbords Halse stod „_Scipio_“ ind mod Cerigo, da der
varskoedes for en Seiler forude i Læ. Den vagthavende Officeer skynder
sig forud, kan først Intet see, kan derefter ikke blive enig med sin
svagsynede Næstcommanderende om, hvorledes Seileren ligger, og giver
endelig Ordre til at lægge Roret op. Imidlertid er man kommen hinanden
saa nær, at man ved at falde af troer at løbe lige ombord i den fremmede
Seiler; der bliver givet Contraordre, Roret bliver lagt ned, og der
bliver praiet til den anden Seiler, at han skal falde af; denne raaber,
at han ligger i Vending; man veed ikke, hvad man først skal gribe
til, man griber til slet Intet, og faa Øjeblikke efter er man ombord i
hinanden. Dette er Ombordragningernes almindelige Historie.
En Mærkelighed var det, at en Mand ombord i „_Provence_“, der havde
forstukket sig paa det efter al Sandsynlighed sikreste Sted i Skibet,
nemlig inde i Vulingen, for at faae et Blund under sin Vagt, blev knust
ved Ombordragningen; dog endnu mærkeligere var det, at samme Mand alt
forlængst var bleven udslettet af Skibets Ruller som afgaaet ved Døden,
da han var bleven forvexlet med en anden Mand, der udfor Algier var død
af Feber. Dette synes just ikke at tale for synderlig Orden ombord i det
omhandlede Linieskib.
Med Resten af Escadren fortsatte Admiral Rigny Reisen østerefter, og
de to havarerede Skibe bleve overladte til sig selv. Inden Admiralen
forlod os, var imidlertid en Commission bleven nedsat for at undersøge
Skibene, og samtidig dermed var der givet Ordre til, at det mindst
beskadigede Skib skulde udbedres paa det andet Skibs Bekostning. Med
Spænding imødesaae vi naturligviis Resultatet af denne Undersøgelse.
Heldigviis faldt den ud til vor Fordeel. Det første, vi reqvirerede fra
„_Provence_“, var dens Stormast, og et vanskeligt og besværligt Arbeide
begyndte nu for os paa Servi’s aabne Rhed med at udtage Stumpen af vor
knækkede Mast og med at indsætte den nye med de ufuldkomne Midler, der
stode til vor Raadighed. Efter 14 Dages Forløb vendte Admiralen tilbage;
vi vare da atter seilklare, og den 13de October stode vi med ham og den
øvrige Escadre vesterefter mod Navarino. Ogsaa „_Provence_“ forlod
Servi ved samme Tid. Med en Storstang som Varemast og en anden Stang
som Bugspryd saae den heelt havareret ud. Den sendtes til Toulon for at
reparere.
Chefens næsten daglige Omqvæd, lige siden vi forlode Toulon, havde været:
„Ikke en Eneste er der, som tager sig af Tjenesten herombord, aldrig
har jeg troet at kunne træffe en Officeersbesætning saa blottet for al
Kundskab til sit Fag. Ingen er her, som kan staae mig bi, selv maa jeg
være overalt, see Alt, gjøre Alt; det er ikke til at holde ud!“ Om mig
havde han faaet den Idee, at mit skarpe Syn især var fremtrædende om
Natten. Han betragtede mig som en Slags Albino. Som Følge heraf blev jeg,
til min Ærgrelse, ikke sjelden kaldet paa Dækket ifølge Chefens Ordre
efter min Nattevagt, naar man troede at skimte Land eller øine Fyr. Jeg
troer, at jeg tilfredsstillede ham; thi den jævnlige Udpurring vedblev,
og mulig kan denne supponerede Natteseen have bidraget til at hæve mig i
Baron Milius’ Omdømme.
Naar han om Natten kom paa Dækket, var hans første Spørgsmaal til den
vagthavende Officeer: „Hvor er Admiralen?“ Derpaa fulgte Spørgsmaal om
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 07