Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 04

Total number of words is 4512
Total number of unique words is 1742
37.4 of words are in the 2000 most common words
53.1 of words are in the 5000 most common words
61.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Glandsen af Epauletter, Galoner og Guldbroderier. Forskjelligheden i
Holdning, Manerer og Ansigtsudtryk var hertil ligesaa paafaldende som
Forskjelligheden i Paaklædning. Englænderen med sin aabne Munderingskjole
og sit langt fremragende Kalvekryds var ligesaa let at skjelne fra
den siirlige franske Officeer, tilknappet heelt op under Hagen og med
Maltheser- og Liliekors paa Brystet, som Amerikaneren med sin lange,
dinglende Epaulet paa Skulderen fra en Chilianer i sin guldbaldyrede
Uniform; kun maa man tilstaae, at denne, efter Kjolen idetmindste at
dømme, maatte antages at ville vinde Prisen for enhver anden af de
tilstedeværende Gjæster.
Efterat de første Præsentationer vare tilendebragte, og den første Gêne
begyndte at fortage sig, nærmede disse heterogene Masser sig alt mere
og mere til hinanden. Altsom Selskabet blandede sig, vil man imidlertid
kunne forestille sig, hvilken latterlig Grad af Sprogforvirring der i
alle Retninger maatte vise sig. Hist var det engelske Officerer, der
havde gjort the great tour on the continent; de troede sig perfecte
i det Franske og havde i den Anledning faaet fat paa nogle af vore
Lieutenanter, for hvem deres barokke Udtale gjorde Sproget aldeles
uforstaaeligt. Her var det vor Chef, der heftig discuterede med den
chilianske Admiral Blanco angaaende Bolivars Indkaldelse til Peru. Stor
Meningsforskjellighed syntes at være tilstede, og begge vare de ivrige;
men heldigviis blev Ordenes Varme afkølet ved at gaae igjennem en Tolk,
i hvilken Egenskab en her ansat Oberst Beauchef, tidligere Sergeant i
Napoleons Armee, ved denne Leilighed fungerede. Længere henne var det
Englændere og nogle Indfødte, der discuterede om Maaden, paa hvilken
Heste bedst burde opdrættes, tæt derved et Par franske Officerer, der
bragte nogle Damer deres Hyldest, paa hvad Sprog maa Gud vide, medens
nogle amerikanske, engelske og franske Cadetter, snarere ved Miner end
ved Ord, morede sig over Mærkerne paa flere af de Tilstedeværendes
Dragter, der synligen tydede paa, at disse Herrer efter chiliansk Skik
vare komne ridende til Ballet. Hvert Øieblik traf man paa en ny Gruppe,
der radbrækkede et fremmed Tungemaal, overalt gjenlød det: plait-il
Monsieur? eller don’t understand Sir; men ikke destomindre hørte man
Udbrud af Latter og Munterhed allevegne. De chilianske Officerer alene
syntes at modstaae Lysten til Meddelelse; trods deres stadselige Uniform
og deres tilsnørede Kjoler syntes de snart at være de Eneste, som her ei
vare hjemme. De trykkede deres lange, lave, trekantede Hat, med Cocarde
saa stor som et Kaalhoved, tættere op under Armen, de paatoge sig en
yderst stadselig Mine og syntes kun at være beskjæftigede med at gjøre
deres fuldkomne Ubetydelighed ubemærket af de Tilstedeværende.
„Hvem er den Dame, som sidder der?“ spurgte jeg min Ven Ring, efter
i nogen Tid at have spadseret omkring i Salen. — „Ah, la Juanita, ja
hun gjør Furore; kom, skal jeg præsentere Dem for hendes Mama.“ Paa
en lav Divan i det ene Hjørne af Salen sad tre eller fire Mødre med
Benene trukne op under sig; til en af disse, der bed i en allerede halv
opspiist Citron, blev jeg nu trukken hen og forestillet paa sædvanlig
Maade: „Un amigo mio, Official Dinamarquès, — la Seniorita Almassa.“
Madamen saae meget venlig paa mig. „La Seniora,“ begyndte jeg — „det er
galt,“ hviskede min Ven mig i Øret, „Seniorita hedder det“; — „ja, men
hun er over 60,“ — „Tout de même“; — altsaa, „Seniorita“, begyndte jeg
paany, og Fortrydelsens begyndende Taage forsvandt øieblikkelig fra det
rynkede Ansigt. Hun bød mig en Lugte-Melon, stor som et Æble, hvilke
man dertillands bruger at gnide i Hænderne istedenfor Eau de Cologne;
Datteren forærede mig en duftende Nellike, som hun plukkede af sit
kastaniebrune Haar, og Bekjendtskabet var saaledes snart i fuld Gang.
Uagtet mit vel næppe rene Spanske var Samtalen ikke destomindre levende,
og, førend jeg forlod Familien, var Huset paa almindelig spansk Viis sat
a la disposicion del Senior de Dinamarca.
Den knirkende Vogn var imidlertid kommen for Døren. Dens Indhold var
blevet aflæsset, Musiken spillede op, og i muntre Rækker stillede
man sig op til Dands. Ballet begyndte; den første Tour af en spansk
Contradands var allerede næsten tilende, da en Tummel udenfor, der
allerede tidligere var bleven hørt, med eet naaede en frygtelig Høide.
Under rasende Larmen og Skraalen bleve Vinduesskodderne trykkede ind,
Dørene bragede, Vinduerne klirrede, enkelte Steen fløi ind igjennem
Ruderne, og for Uorden og Spectakel ophørte Musiken at være hørlig. Dette
frembragte naturligviis en Afbrydelse. Jeg gjorde mig rede til at afslaae
et Angreb, da jeg saae Folk ad alle Døre trænge ind i Balsalen; flere
Andre saae jeg sætte sig i Positur til at modsætte sig en saa uventet
Storm — da, forunderligt nok, den hele Tumult med eet lagde sig. Indtil
en vis Afstand ind i Salen havde de forsamlede Mennesker fra Gaden taget
alle Døre i Besiddelse; paa det af dem indtagne Terrain forholdt de sig
aldeles rolige; Stilhed indtraadte atter, og i taus Forventning syntes
Mængden at oppebie, at Dandsen skulde blive optagen paany. Musiken
spillede op igjen, den spanske Contradands begyndte atter, og Ballet
fortsattes, som om aldeles Intet var hændet.
Tilskyndet af den ringe Opmærksomhed, man syntes at skjænke et saa
uventet Optrin, spurgte jeg min Sidemand i Dandsen, en engelsk Officeer,
der i længere Tid havde været paa Stationen, om det var Skik hertillands
at slaae Ruderne ind for at forhøje Lystigheden. „No Sir“, svarede han,
„by no means“, men man giver altid Folk hertillands Adgang til at see
til; iaften havde man imidlertid lukket til for Uvedkommende, og de have
sparket Dørene ind: „All’s right now!“ Hvert Land har sine Skikke, tænkte
jeg, og, idet jeg saae et Ansigt stukket ind igjennem hver klinket Rude
samt Dørene fulde af Hoveder i amphitheatralsk Opstilling, kunde jeg ikke
frigjøre mig for Tanken om at være henflyttet til et Theater, i hvilket
Selskabet, jeg selv inclusive, befandt sig paa Bræderne, medens de
Udenforstaaende agerede Publicum.
Efter Dandsen fik jeg Leilighed til nærmere at betragte de Grupper,
der saaledes havde taget alle Indgange i Besiddelse. Halvnøgne Børn og
Mænd med uhyre Sporer dannede i disse en forunderlig Modsætning til
det egentlige Selskabs pyntede Personale; dog forunderligst af Alt
forekom mig Synet af de tilhyllede Fruentimmer-Gestalter, der udgjorde
den overveiende Fleerhed blandt Tilskuerne, og som øiensynlig maatte
være aldeles ukjendelige for Enhver, uden netop for enkelte Indviede.
Med Mantillaen over Hovedet, kneben sammen, saa at kun det ene Øie var
synligt, lignede de Masker eller sortklædte Nonner; de betegnedes i denne
Skikkelse som „Tapadas“, Tilhyllede, og syntes i Almindelighed at vaage
strengt over deres saa forunderlige Incognito?
Af alle Landes Dandse har til enhver Tid Spaniernes Contradands
forekommet mig at være den eleganteste og mest gracieuse. Stillet op i
Rækker, hver Herre med sin Dame ved Siden, afløser den ene smukke Figur
den anden, og, har først det opførende Par naaet Enden af Quadrillen,
seer man den hele Række af Dandsende i gracieus Bevægelse, vel skikket
til at forhøje det Tiltrækkende ved en smuk Skabning eller til at vise en
nydelig Fod i al sin Glands. Valsetacten, hvorefter denne Dands udføres,
er derhos tiltalende i høi Grad, og som Følge af sin Dames Nærhed sættes
den Dandsende istand til at nyde baade Dandsens og Conversationens
Behagelighed. For Tilskuerne afgive disse Contradanzas et ligesaa
tiltrækkende som afvexlende Skue.
Efter Contradandsen fulgte, til Ære for de engelske Officerer, en
saakaldet lang Engelsk. Den tog sig saavist ikke godt ud efter den ædle
og stadselige spanske Quadrille. De chilianske Mødre frygtede, at deres
Pigebørn skulde løbe Livet af sig; trætte og stakaandede naaede disse
endelig tilbage til deres Siddeplads efter det evige „op og ned og
Kjæde“, og længe varede det, førend man fik udpustet og paany blev istand
til at lade sig føre ud paa Gulvet. Endelig fik man dog en Vals igang.
De mangehaande Omdreininger og Figurer, der her under Valsen ere Landets
Skik, vare saavist ikke nogen ringe Vanskeligheder for os Europæere at
sætte os ind i; men lidt efter lidt bleve ogsaa disse Vanskeligheder
overvundne; ledede af bløde Hænder og smukke Øine bleve vi førte igjennem
disse Labyrinther, og snart troede idetmindste vi os istand til at
kunne maale os med Held endog med de mere Bevandrede i den chilianske
Dandseverden.
Den franske Quadrille blev dandset maadelig. Udelukkende vante til
Valse-Tacten, medførte tofjerdedeels-Tacten en ikke ringe Vanskelighed
for Damerne. For Nyhedens Skyld yttrede man ikke destomindre stor Lyst
til at lære en bayle tan agradable, en saa behagelig Dands, og her blev
det Øieblikket for en af vore Officerer, min Ven Barral, til at optræde
paa en eclatant Maade. Med et passende Antal Damer blev det aftalt, at
han under vort Ophold skulde give dem regelmæssige Timer i Trin-Øvelser,
og, da vi efter flere Maaneders Forløb afseilede herfra, forsikkrede han,
at, havde end ikke Valparaisos Damer Geni for Dands à la française, vare
de ikke destomindre de elskværdigste Væsener, han sit Liv igjennem havde
truffet paa — han var dengang et godt Stykke over 40 Aar, endnu 10 Aar
ældre af Udseende og dertil begavet med en Næse saa rød, at den længe
forgjæves kunde søge sin Mage.
Hans Roes over de chilianske Damer vil imidlertid næppe Nogen finde sig
tilskyndet til at modsige, som denne Aften var samlet med et saa smukt
Udvalg af disse i Hr. Rosalès’s Balsal. En gjennemsigtig Hud, skjøn
Ansigtsfarve, levende Øine, en nydelig Fod, en yppig og fyldig Væxt høre
til de Skjønheder, med hvilke dette paradisiske Himmelstrøg har begavet
sine kvindelige Beboere; mere behøves næppe for at kunne gjøre Krav paa
Skjønhed. At dertil noget Coquetteri ikke ganske manglede, fremgik af
den synlige Tilfredshed, hvormed enhver Hyldest blev modtagen; Viftens
snart afmaalte og snart hurtige Bevægelse tilkjendegav paa synlig Maade,
hvad der foregik i det Indre, og let var det at spore det spanske Blod,
der flyder i denne Nations Aarer. Dette Blod er, hvad Skjønhed angaaer,
saavist ikke udartet hos Racen paa den anden Side at det atlantiske Ocean.
Naturligt, at Mængden af de Tilstedeværendes Huse med samt alle
Besiddernes Eiendele iaften bleve satte til min ligesom ogsaa til
de øvrige Officerers Disposition. Af en Dame blev jeg tracteret med
Frugt, af hvilken hun allerede havde bidt, af en Anden raktes mig en
Skefuld Syltetøj, paa hvilken hun allerede havde smagt, kort, snart
var jeg bekjendt med den store Fleerhed af de Tilstedeværende. Blandt
disse straalede som Sole la Luz og la Juanita Gana, Svigerinder til
Republikens Admiral Blanco; som var det for at forhøje hines livlige,
tiltrækkende Skjønhed, sad ved Siden af dem en uheldig Repræsentant for
vore nordiske Kvinder, gift med en chiliansk Commandeur Forster, en
Søster til Admiral, Lord Cochrane; hun var Broderens udtrykte Billede,
lang, tynd, flad, rødhaaret, og atter nær denne sad en fremblomstrende
Skjønhed, la Malenita af Familien Carrera, velbekjendt Slægt i
Chilis Revolutionshistorie. Som Nordens Taage forekom mig den stive
Englænderinde ved Siden af Sydens oplivende Sol; Modsætningen bidrog
endmere til at fremhæve hine Skjønheders Tiltrækningskraft, og nye
Grupper samlede sig bestandig om dem; man kappedes om at radbrække Spansk
ved Tilsætning af Fransk eller Engelsk, og det var kun ved Udbrud af
Latter, at den levende Samtale blev afbrudt, eller naar en begyndende
Dands bragte al Flirtation hen i de Dandsendes Rækker.
Tiden til Spiisning var imidlertid kommen. Et rigt besat Bord fandtes
dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede.
Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde
modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre
Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om
graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet
over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener,
sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue
meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.
„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der
som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har
seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke
været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød
han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du
har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m.
m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler
fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og
Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere
dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa
hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede
aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde
forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem
en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge,
og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig
sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt,
og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne
bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne
tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et
høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette
skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa
komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev
siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende
Publicum.
En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig
imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget
med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske,
der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved
Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at
trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere
at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i
disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en
ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge
viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe
ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en
alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig,
og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det
tidligere indtagne Terrain.
Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i
Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes
Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu
atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i
Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige
Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis
Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra
alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets
Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor
Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til
rettelig at benytte Frihedens Goder.
Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af
„Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og
det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la
Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes
at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert
Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været
Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved
denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for
hinandens Vel.
Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at
rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa
hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret,
tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin
Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa
jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning
til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det
var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de
forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita
syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade
træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det
ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden
af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en
Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en
engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la
Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den
runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.
Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte
tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt
begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som
kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke
engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man
træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i
Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre
hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne
tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet
med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa
elskværdige Væseners hele Udvikling.
Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i
Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst.
Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige.
Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands
fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt
Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at
Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til
den herskende glade Stemning.
Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min
Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i
den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme
mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden
igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen
et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“
Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og
i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og
Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man
er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel;
Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens
Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra
alle Sider.
Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig.
Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk
der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg
mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas,
en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et
Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke
Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af
denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder
før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til
ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende
Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden
den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt,
og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere
forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid,
som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under
Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.
Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen
havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens
Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der
foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af
sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden;
man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt
Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af
Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende
Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan
faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling
om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en
saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket
alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan
Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af
Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller
styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende
Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den
utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider
ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.
Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene
bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det
egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper,
paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær.
Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster,
her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse
i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore
omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem
vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa
Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige
i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største
Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige
Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og
Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede
den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af
en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved
hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par
nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne
Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok
som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa,
vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de
Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til
slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.
Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig
dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr.
Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde,
og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers
Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs.
Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og
tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien
Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse
hjemefter.
Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige
Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende
og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man
alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets
Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i
Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid;
Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under
levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten,
og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke,
levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske
Senioritas.
Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom
mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere
de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families
Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.
Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor
endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet
hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt,
at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad
Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig
til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets
Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt
hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre
sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses
Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.
Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og
efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse,
bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og
blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der,
efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde
skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.
Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine
Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have
henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed
kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder,
havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han
bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er
opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig
danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i
Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk,
der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som
Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig
Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var
det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende
søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen
den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var
falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han
erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med
ham.
Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans
Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg;
han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde
knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret,
havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.
Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig
anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi.
Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde
reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet
kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren
senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen
vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 05