Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. - 01

GAMLE MINDER
FRA TJENESTE-AARENE OMBORD I FRANSKE SKIBE.
1823-1829.
NEDSKREVET I 1877 AF
C. VAN DOCKUM,
ADMIRAL.
[Illustration]
ERNST BOJESENS
FORLAG KØBENHAVN.
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1888.


Ansættelse i fransk Tjeneste.

I 1821, 17 Aar gammel, afgik jeg som Lieutenant fra Søcadet-Akademiet.
Det paafølgende Aar blev jeg commanderet til Vestindien med Corvetten
Najaden, ført af Capitain, senere General-Adjudant Uldall; i August 1823
kom Corvetten tilbage til Kjøbenhavn, og kort efter besluttede jeg, i
Forening med daværende Second-Lieutenant U. Dirckinck, senere dansk
Gesandt i Paris, at begive mig til Frankrig for om muligt at opnaae
Ansættelse i den franske Marine.
Tre danske Officerer, nemlig Brødrene Bille og F. Scholten, var
det lykkedes nogle Aar iforveien, ved Understøttelse af formaaende
Paarørende, at opnaae denne Begunstigelse; Dirckinck og jeg vare derimod
ikke saa heldig stillede. Vel havde min Fader endeel Bekjendtskaber i
Frankrig fra den Tid, han havde commanderet de med Danske bemandede Skibe
ved Antwerpen; men uvist var det, om nogen af disse beklædte saadanne
Stillinger, at de kunde være os til særlig Nytte. Den Opmuntring, der
blev os tildeel fra Regjeringens Side var dertil kun ringe, og vi maatte
altsaa være beredte paa at bane os Vei ved egne Kræfter. I October
forlode vi Kjøbenhavn, ledsagede af Manges gode Ønsker, men samtidig
dermed af endnu Fleres Tvivl om, hvorvidt vort Forehavende vilde lykkes.
Pengemidlerne vare knappe, og ombord i en af de da farende
Kieler-Paketter naaede vi Kiel. En velforsynet Madkurv var medbragt fra
Kjøbenhavn, og Udgiften ved denne Deel af Reisen bestred jeg med 4 Rd.
Flere Passagerer ombord enedes om at leie en Vogn fra Kiel til Altona;
Udgiften herved beløb sig til 3 Rd., og for 7 Rd. naaede jeg saaledes
Hamborg. Aldrig er det senere lykkedes mig at foretage saa billig en
Reise.
Ved Ankomsten til Paris fremstillede vi os for Kammerherre Juel,
Danmarks Repræsentant ved det franske Hof. Vi anmodede ham om at anvende
sin formaaende Indflydelse til Gunst for Opnaaelsen af vort Ønske.
Modtagelsen fra hans Side var imidlertid ingenlunde opmuntrende. Først
og fremmest bade vi ham om at ville forestille os for den franske
Marineminister. Dette, meente han, vilde ikke kunne finde Sted i en
nær Fremtid, da Ministeren var paa Landet; flere Uger vilde udentvivl
hengaae, før vort Ønske kunde blive bragt paa Bane, ligesom vi
overhovedet maatte være forberedte paa Opsættelse og lang Venten, da det
var høist tvivlsomt, hvorvidt vor Ansættelse vilde kunne sættes igjennem,
og Sagen i ethvert Tilfælde vilde være forbunden med megen Vanskelighed.
Vi forlode Ministeren i Fortvivlelse. Til et Ophold i Paris den større
Deel af Vinteren var det let at forudsee, at Pengene ikke vilde slaae
til. I en af de lange Gange i Tuileri-Haven blev holdt Raadslagning
imellem Dirckinck og mig; vi maatte forsøge ad anden Vei at faae vort
Anliggende fremmet, og de os fra Kjøbenhavn medgivne Anbefalingsbreve
vare da det, vi nærmest havde at holde os til.
Min Fader havde medgivet mig Skrivelser til forskjellige høitstaaende
Officerer, med hvilke han tidligere havde staaet i Forbindelse. Blandt
disse Skrivelser var ogsaa et Brev, ifølge daværende Lieutenant
Zahrthmanns Raad, til Admiral Holgan, der for kort Tid siden havde
beklædt Posten som chef du personnel i det franske Marineministerium.
Ogsaa Dirckinck havde et Brev til denne, og næste Dag begave vi os
til Admiralen, som vi traf i Ministeriet. Han tog imod mig med en
Hjertelighed, der viste, at min Fader havde efterladt sig Venner i den
franske Marine. „Har De seet Ministeren?“ spurgte han; „vil De, at jeg
skal forestille Dem for ham?“ „Vi kunne jo strax forhøre, om han er i
sit Kabinet.“ Vi yttrede Tvivl om, det ikke vilde være rigtigt, at vor
Gesandt blev underrettet om hans velvillige Tilbud, førend vi benyttede
det. „De har Ret,“ indrømmede Admiralen, „tal altsaa med Deres Minister
og kom saa herhen til mig imorgen!“
Kammerherre Juel havde naturligviis Intet imod, at Andre paatoge sig
at tale vor Sag. Af Admiral Holgan bleve vi altsaa den næste Dag
fremstillede for Marineministeren, Marquis de Clermont-Tonnerre, en
behagelig Mand med et vindende Udvortes. Han modtog os med udsøgt
Forekommenhed. Den danske Marines Officerer, sagde han, havde efterladt
smukke Minder i Frankrig. Han læste min Faders Brev til Admiral Holgan,
spurgte, om ikke min Fader var Officeer af Æreslegionen, og sluttede med
at sige, at han vilde forelægge vort Andragende for H. M. Kongen.
Otte Dage efter modtoge vi Meddelelse om, at Tilladelse til at gjøre
Tjeneste paa franske Skibe var os tilstaaet. Vor Stilling ombord skulde
bestemmes ifølge den Anciennetet, vi havde i den danske Marine; der blev
dertil tilsagt os Gage i Lighed med franske Officerer, saalænge vi gjorde
Tjeneste ombord, og vore Ønskers Maal var saaledes ikke alene opfyldt,
men for mit Vedkommende idetmindste, endog langt overtruffet. Jeg
jublede; den nærmeste Fremtid viste sig for mig i lyse og smukke Farver,
der bleve endmere tiltalende, naar jeg saae hen til Forholdene i vor egen
Marine, der ved den Tid saavist ikke vare opmuntrende.
Da vi hilste paa Kammerherre Juel, efterat vor Ansættelse var
bevilget, syntes enhver Betænkelighed hos ham ved at fremstille os
for Marineministeren med eet at være forsvunden. Det træffer sig saa
heldigt, yttrede Kammerherren, at jeg paa Tirsdag er buden til Middag
hos Ministeren; efter Bordet er der Soirée, og, naar De indfinder Dem i
Ministerens Salon Kl. 9, vil det være mig en Fornøielse at forestille
Dem for Hans Excellence. Naturligviis begave vi os til fastsat Tid til
Marineministeriet — og mødte Kammerherre Juel paa Trappen, tæt indsvøbt
i sin Kappe, iværk med at begive sig hjem. Naturligviis fik vi ham til
at vende om; men man vil heraf kunne slutte sig til den Interesse, der
fra vor Ministers Side blev vort Anliggende som ogsaa os selv personligen
tildeel.
Det kom nu an paa snarest muligt at opnaae Udcommando. Admiral Holgan,
der var utrættelig i sin Interesse for os, forestillede os for chef
du personnel, Admiral d’Augier. Atter af ham bleve vi modtagne med
en Velvillie, som jeg altid vil mindes med Erkjendtlighed. Admiralen
omtalte de forskjellige Expeditioner, som i den nærmeste Fremtid vilde
blive udrustede. „Der vil afgaae Skibe til Østersøen og til Vestindien“,
anførte han; „men Ansættelsen derombord vil næppe være, hvad De kan
ønske, da De jo kjender disse Farvande. Der bliver udrustet en Fregat
til Sydhavet; men der er saa stor Rift om at opnaae Udcommando til
dette Togt, at jeg ikke seer mig istand til at ansætte nogen af D’Hrr.
derombord. Et Linieskib vil derimod om kort Tid afgaae til Rio-Janeiro;
dette vil kunne blive et behageligt Togt for Dem.“ Det syntes, som om
Valget af den Udcommando, der behagede os mest, var overladt til os selv:
vi bleve baarne paa Hænderne — aldrig er jeg bleven behandlet med en mere
udsøgt Forekommenhed.
Nogle Dage efter indbødes vi til Middag hos Marineministeren. At blive
buden til Middag hos en Minister er en Begivenhed for en nittenaarig
Lieutenant; det er dog ikke dette, der nærmest bringer mig til at omtale
denne Indbydelse, hvorimod den fik en saa afgjørende Indflydelse paa min
hele Stilling i fransk Tjeneste, at jeg derved tilskyndes til nærmere at
omtale denne Diner.
Selskabet var ikke talrigt. Foruden en Fyrst Hohenlohe, forfremmet til
Marschal under den nys tilendebragte Krig i Spanien, bestod det af
Admiral Rosamel, samt nogle ældre og yngre Søofficerer, ialt omtrent
fjorten eller atten Personer. Næppe havde jeg gjort min Opvartning
for Ministeren, før en Officeer kom hen imod mig og navngav sig som
Mr. Collet, capitaine de vaisseau; han havde, sagde han, commanderet
Linieskibet „_Auguste_“ paa Schelde-Floden og kjendte derfra min Fader;
han nærede den største Hengivenhed og Agtelse for ham, og Intet vilde
være ham kjærere, end om han kunde være sin tidligere Vens Søn til Nytte.
Collet var en kjøn og livlig Mand med et determineret Udvortes, og i høi
Grad følte jeg mig tiltrukken af al den Venlighed, hvormed han overøste
mig.
Som vi skulde gaae tilbords, kom han hen til Dirckinck, der stod tæt ved
mig, og spurgte, om han vilde tage Plads ved Siden af ham. Dirckinck var
naturligviis højst villig hertil, og ved Bordet kom Marschal Hohenlohe
til at indtage Sæde ved Ministerens højre Side, dernæst kom Capt. Collet
og saa Dirckinck. Jeg havde Plads ligeoverfor og kunde saaledes ikke
undgaae at høre Alt, hvad der foregik paa den anden Side af Bordet.
Ved Slutningen af Maaltidet hørte jeg Collet sige til Dirckinck, at
det vilde være ham kjært, om han vilde modtage Ansættelse ombord i
Linieskibet „_Jean-Bart_“, bestemt til Brasilien, af hvilket han havde
faaet Commando; da Dirckinck yttrede, at Intet vilde være ham kjærere,
fortsatte Collet: „Saa kunne vi jo strax faae den Ting afgjort.“ Bag om
Hohenlohe henvendte han sig til Ministeren med Ønske om, at den unge
Officeer, der sad ved hans Side, maatte blive ansat under hans Commando;
Ministeren indvilgede med Fornøielse heri, og hermed var Dirckinck
udcommanderet paa et Togt, der maatte betragtes baade som lærerigt og
behageligt.
Hvormeget jeg end glædede mig over Dirckincks Udsigt til hurtigere at
komme tilsøes, negter jeg ikke, at Capt. Collets pludselige og varme
Venskab for ham var mig paafaldende. Jeg følte mig noget tilsidesat og
anstillede Betragtninger over de Chancer, jeg vilde have til at komme
i Activitet, da Capt. Collet kom hen til mig for at sige, at han vilde
forestille mig for Admiral Rosamel. „Admiralen“, fortsatte han, „har
Commando af den Expedition, der udrustes til Sydhavet; han tager Dem
ombord i sin Fregat, og jeg kan ikke andet end lykønske Dem til den
smukke Campagne, som De under hans Commando vil tiltræde.“ Jeg blev
fremstillet for Admiral Rosamel, han sagde mig nogle venlige Ord, og
hermed var jeg ansat ombord i 60 Kanons Fregatten, „_Marie-Thérèse_“,
der var under Udrustning i Toulon.
Senere erfoer jeg til min store Morskab, at Alt, hvad der for Dirckincks
og mit Vedkommende var foregaaet under hiin Middag hos Marineministeren,
beroede paa en Forvexling fra Collets Side imellem Dirckinck og mig,
der begge bare dansk Søofficeers-Uniform. Ved Bordet troede Collet at
have mig ved Siden af sig, da han af Ministeren udbad sig, at denne unge
Lieutenant maatte blive udseet til at gjøre Togt under hans Commando.
Først efter Maaltidet blev han Forvexlingen vaer, og for at bøde paa
den indløbne Feiltagelse, stilede han lige hen til Admiral Rosamel med
Anmodning om, at denne vilde rede ham ud af den piinlige Stilling, i
hvilken han var bleven stedet, ved at tage mig med sig til Sydhavet.
Admiral Rosamel vægrede sig, da han alt havde fuldtop af Officerer ombord
i Fregatten; Collet forestillede ham, at han ligeoverfor sin Ven, Admiral
van Dockum, vilde være stillet i et højst uheldigt Lys, om ikke Admiral
Rosamel vilde tage sig af mig. Han udbad sig som en Venskabs-Tjeneste,
at Rosamel bragte ham ud af Forlegenheden, og Rosamel endte med at give
efter. Saaledes skete det, at jeg kom til at gjøre et Togt, der hos
mangen fransk Officeer dengang var Gjenstand for de ivrigste Ønsker, og
at jeg blev udcommanderet netop med det Skib, hvorombord Admiral d’Augier
havde udtalt, at ingen af os turde gjøre sig Haab om at opnaae Ansættelse.
Collet kom slet ikke til at føre „_Jean-Bart_“. Han blev syg, men
lovede U. Dirckinck at sende en Anbefalings-Skrivelse for ham til Admiral
Duperré, dengang Marine-Præfect i Brest. Da Dirckinck meldte sig hos
Admiral Duperré, modtog denne ham høist venlig, men kaldte ham bestandig
Mr. van Dockum. Forundringen herover ophørte, da Dirckinck saae mit
Visitkort henlagt paa Admiralens Bord. Collet havde anbefalet den danske
Officeer: „hvis Kort jeg tillader mig at vedlægge“; men Dirckincks og
mit Kort, der under hans Sygdom samtidig vare blevne ham leverede, havde
han forvexlet, saa at han, hvor dygtig en Officeer han end anerkjendtes
at være, dog næppe vil kunne siges fri for at have været distrait i en
temmelig betydelig Grad.
Nogen Tid hengik nu i Forventning om den endelige Udcommando. Jeg
tilbragte Tiden med at besee Paris, med at besøge Theatrene og med at
høre nogle Forelæsninger over Mathematik, der imidlertid, skjøndt jeg paa
Akademiet blev betragtet som Mathematiker, gik langt over min Kundskabs
Rækkevidde. En fornøielig Juul med behørigt Juletræ, Sange og Foræringer
tilbragtes i dansk Kreds, bestaaende af Brøndsted, Malte-Bruun, Just
Thiele, Violoncellisten Funck, Lieut. Ræder m. Fl., og til Gjengjæld
samledes vi Nytaars-Aften hos Malte-Bruun, der syntes at leve op i den
muntre danske Omgivelse. 1823 havde for mig været et lykkeligt Aar, og
med taknemmeligt Sind paaskjønnede jeg alt det Gode, som det havde bragt
mig.


Afreise fra Paris.

Den 5te Januar modtog jeg den længselsfuldt ventede Ordre at afgaae
til Toulon for at træde til Tjeneste ombord i „_Marie-Thérèse_“.
Reisepenge, 320 Francs, bleve mig udbetalte, og jeg forlod Paris.
Med Ministerens Tilladelse afgik jeg imidlertid ikke directe til min
Bestemmelse, men dreven af Længsel begav jeg mig over Nancy til Epinal
i Vogeserne for at gjensee en gammel Tante, der havde ledet min første
Opdragelse, samt de Egne, i hvilke jeg som Dreng havde tilbragt nogle
lykkelige Aar. Opholdet var imidlertid kun kort. Uagtet de Oplysninger,
man havde givet mig i Ministeriet, levede jeg i bestandig Frygt for,
at min Fregat skulde seile fra mig, og i skingrende Frost, med Veiene
tildeels ufarbare paa Grund af Snee og Iis, sagde jeg mine Venner i
Epinal Farvel. Befordringerne grebe saa slet i hinanden, at jeg tilbragte
syv Nætter itræk i Diligence, førend jeg naaede Marseille. Fra Høiderne,
der omgive Staden, udbredte det skjønne Middelhav sig for Øiet; Solen
skinnede paa den blanke Flade, og i Byen overraskedes jeg ved at see
Damer for aabne Vinduer, beskjæftigede med deres Haandgjerning. Navnlig
dette sidste var mig paafaldende ved Sammenligning med den bidende Kulde,
under hvilken jeg havde forladt Bjergene paa Frankrigs Østgrændse. Med
eet fandt jeg mig henflyttet til Foraars-Duft og Foraars-Varme; Luften
var stille, reen og klar; Provences oplivende Sol sendte mig sin første
Hilsen.


Ankomst til Toulon.

Den 21de Januar 1824 ankom jeg til Toulon. Næppe gav jeg mig Tid til
Omklædning, før jeg ilede ned til Havnen. Paa Rheden laa en Mængde
Skibe, fyrende Minutskud og med Ræerne braste ifølge Sørge-Ceremoniellet
i Anledning af Aarsdagen for Ludvig den 16des Henrettelse. Snart fik
jeg Øie paa min Fregat, kjendelig paa det hvide Flag, vaiende fra
Krydstoppen. Mit Hjerte bankede af Glæde ved at see det smukke Skib; i
henved tre Aar skulde det blive mit Hjem.
Admiral Rosamel var nylig ankommen til Toulon. Han modtog mig med den
største Forekommenhed. Han var en Mand paa 44 eller 45 Aar, med et
udmærket smukt Udvortes. Uagtet al den Taknemmelighed, jeg skylder ham,
kan jeg dog ikke nu, naar jeg seer tilbage til hiin Tid, frigjøre mig
for den Tanke, at det imponerende Ydre, af hvilket han var i Besiddelse,
ikke lidet har bidraget til hans hurtige Forfremmelse. Det Indtryk,
han har efterladt hos mig efter „_Marie-Thérèse_“s Togt, er temmelig
tarveligt. Livet ombord medfører, at man kommer hinanden saa nær, at selv
ikke den Skillevæg, som Commandoforholdet reiser imellem de Befalende
og de Undergivne, er istand til at skjule Mangler og Svagheder, hvor
disse end findes. Forgjæves søgte Admiral Rosamel, ved at omgive sig med
Storheds-Former og i Kraft af Epauletternes Betydning, at stille sig paa
en Piedestal, foran hvilken Alle vare kaldede til at yttre Beundring. Ved
nærmere Beskuelse svandt imidlertid Piedestalen bort under hans Fødder,
og tilbage blev en brav, godmodig Mand med begrændsede Evner og megen
Selvfølelse, hvilken sidste Egenskab han forøvrigt havde tilfælles med
den store Fleerhed af de franske Commanderende, med hvilke jeg under min
Tjeneste i franske Skibe er kommen i Berøring.
Officeerspersonalet ombord i „_Marie-Thérèse_“ var talrigt, som Følge
af Admiralens Omgivelser, og bestod i sin Heelhed af behagelige Mænd. Jeg
vil ikke sige, at Officeersbesætningen var udsøgt, men ikke destomindre
fandtes der ombord i forskjellige Retninger udmærkede Officerer, af
hvilke tvende i Tidens Løb ved Dygtighed svang sig op til Viceadmiraler.
En ung Mand paa 25 Aar var Overlæge ombord. Han var fuld af Kundskaber
og Dygtighed; til ham sluttede jeg mig, og et inderligt Venskab
opstod imellem os. Han er den Mand, der mere end nogen Anden har havt
Indflydelse paa min Udvikling og Verdensanskuelse. Mindet om Le Nicaire
vil altid staae for mig som en kjær Erindring fra mit Ophold i Frankrig.
Vor Brevvexling endte først ved hans Død, der indtraf kort efter det
ulykkelige Aar 1870, hvis Trængsler han anede. I et næsten prophetisk
Brev, som han tilskrev mig i Mai i det skjæbnesvangre Aar, udtalte han
sig med Fortvivlelse om de indre Ulykker, der forestode hans Fædreland.
Dette blev det sidste Brev, jeg modtog fra hans Haand, og jeg opbevarer
det som et øjensynligt Beviis for, at tænkende Franskmænd havde et aabent
Øie for den Opløsning og al den Raaddenskab, der havde grebet om sig i
det franske Samfund.
Af Kammeraterne ombord blev jeg modtagen med mere end almindelig
Hjertelighed; det syntes, som om den Velvillie, der siden vor Ankomst til
Frankrig var bleven Dirckinck og mig tildeel fra franske Autoriteters
Side, ogsaa skulde gjøre sig gjældende i den Kreds, i hvilken jeg nu blev
hensat. Ung, som jeg var, yngre i Alder end de fleste Cadetter ombord,
kjælede man for mig, dette er det mest betegnende Udtryk for den Maade,
paa hvilken jeg blev behandlet. Stedse vil jeg med Glæde mindes Vennerne
fra „_Marie-Thérèse_“, ligesom jeg er vis paa, at flere af dem i
Aarenes Løb have skjenket mig en venlig Tanke.
Et Togt til Sydhavet blev i 1824 attraaet af enhver Officeer i Marinen.
Chili havde nylig løsrevet sig fra det spanske Aag og var endnu tildeels
et ubekjendt Land som Følge af den Afspærring, som Spanien i Aarhundreder
havde gjennemført for sine Colonier; Enhver søgte dertil at tjene under
et Admiralsflag, og, som Admiral d’Augier allerede havde anført for
mig i Paris, var Officeers-Besætningen i „_Marie-Thérèse_“ forlængst
fuldtallig, da jeg stødte til Fregatten. Jeg blev altsaa commanderet
til Skibet som overcomplet. Faa Dage, før vi forlode Toulon, indtraf
imidlertid til Held for mig, at en Officeer blev syg og maatte indlægges
paa Hospitalet. Jeg rykkede op i hans Plads og traadte saaledes ind
i fast Nummer ombord. Kort før Afseilingen spurgte Admiralen, om jeg
saae mig istand til strax at overtage Qvarteer. Skjøndt jeg var det
franske Sprog mægtig som mit Modersmaal, gjorde jeg opmærksom paa den
Vanskelighed, som Søudtrykkene vilde lægge mig iveien. Som Følge heraf
bestemte Admiralen, at jeg foreløbig skulde gjøre Vagt under den ældste
vagtgjørende Officeer, „og, saasnart De selv finder Dem tilstrækkelig
inde i vort Commandosprog,“ tilføiede Admiral Rosamel, „da lad mig det
vide, og Qvarteer vil da blive Dem betroet.“
En Maaned efter Afreisen fra Toulon optraadte jeg som Qvarteerchef ombord
i Fregatten. At man overlod til mig selv at afgjøre, naar dette kunde
finde Sted, har altid forekommet mig som et smigrende Beviis paa Tillid,
en Tillid, paa hvilken jeg senere kunde glæde mig ved mange Beviser
herombord under Togtets Løb.
Det var imidlertid ikke nok med Commandosproget; de provençalske
Matrosers Dialekt forstod jeg kun høist vanskelig, og af de ombordværende
Corsikaneres Sprog forstod jeg ikke et eneste Ord. Aldrig beredte dette
mig imidlertid nogen Vanskelighed. Det gik. Matroserne kaldte mig som
oftest le hollandais; Officererne morede sig jævnligen med at betegne mig
som le sauvage eller le barbare du Nord, men aldrig blev det gode Forhold
forstyrret, og ikke alene behagelige, men nyttige vare de Ungdomsaar, jeg
tilbragte i „_Marie-Thérèse_“. Officererne gik i sex Qvarterer, saa at
der gaves fuldtop af Tid til Beskjæftigelse; ved anstrengt Flid søgte jeg
at udvide den ringe Kundskabsmasse, som jeg havde medbragt fra Akademiet.
At dette, omend langtfra i det Omfang, jeg havde ønsket, dog nogenlunde
er lykkedes mig, har væsentlig bidraget til det Held, der senere har
fulgt mig paa min Bane, og i mangfoldige Henseender er saaledes Collets
Feiltagelse under hiin Middag hos den franske Marineminister kommen mig
tilgode her i Livet.


Doublets første Tjenesteaar.

Mr. Doublet, lieutenant de vaisseau, med hvem jeg gjorde Vagt under den
første Maaned af „_Marie-Thérèse_“’s Togt, havde begyndt sin Carrière
under sørgelige Forhold. Som Cadet deeltog han i 1805 i Slaget ved
Trafalgar ombord i Linieskibet „_Algésiras_“, der førte Admiral Macons
Flag. Admiralen blev truffen af en Kugle i Brystet; med sin Paryk søgte
han at standse Blodet og faldt under gjentagen Opmuntring til Mandskabet:
„à l’abordage mes enfants, à l’abordage!“ Doublet havde Post i Foremærs;
Linieskibets Master bleve bortskudte, og med Fokkemasten gik Doublet
overbord. Han kunde ikke svømme; ikkedestomindre lykkedes det ham efter
lang Tids Anstrengelse atter at naae ombord; men her modtoges han af en
engelsk Officeer, der gjorde ham til Fange. Imedens han, klamrende sig
til den nedfaldne Reisning og omflydende Gods, bestræbte sig for at naae
Skibet, var dette nemlig faldet i Englændernes Vold og blevet besat af
engelsk Prisemandskab. Med den øvrige Deel af Besætningen blev Doublet
altsaa indespærret paa Banjerne, uden at synderlig Kundskab naaede dem om
Slagets videre Gang.
Som bekjendt paakom der Storm Natten efter Slaget. Det blev nødvendigt at
faae Nødmaster op for at kunne faae noget Styr paa Skibet; det engelske
Prisemandskab var imidlertid ikke tilstrækkeligt hertil, og endeel af det
franske Mandskab maatte altsaa kaldes op paa Dækket for at yde Hjælp.
Altsom Stormen tiltog, bleve flere franske Matroser tilkaldte; tilsidst
blev deres Tal saa stort, at de overmandede Englænderne; det blev nu
disses Tour at blive indespærrede om Læ, og Skibet kom atter i fransk
Besiddelse. Seil fik man til, og man søgte nu at naae Cadix. Med den
ufuldkomne Seilføring lod Skibet sig imidlertid kun vanskeligen styre,
og man maatte ankre udenfor Indløbet, hvor man stededes i overhængende
Fare for at forlise paa Klipperne. Endelig naaede man ind, og her
samledes otte Linieskibe, Resten af Villeneuves stolte Flaade, der under
en dygtigere Ledelse vilde have været istand til en Tidlang at beherske
Canalen og til at muliggjøre Napoleons store Tanke, at gjøre Landgang i
England med den i Boulogne og Ostende samlede Styrke.
Skibene i Cadix bleve blokerede af de Engelske og kunde ikke komme ud.
I flere Aar laae de uvirksomme paa Cadix’ Rhed, indtil 1808, da General
Duponts Nederlag ved Baylen bragte hele Spanien til at reise sig. Cadix
blev en fjendtlig Stad, og, indespærret paa Søsiden af den engelske
Flaade, faldt den paa Rheden værende franske Styrke i Spaniernes Vold.
Min Ven Doublet blev altsaa spansk Krigsfange, og med de øvrige Skibes
Besætninger førtes han til Cabrera, en lille, øde Klippe-Ø i Middelhavet,
ikke langt fra Minorca.
Krigsfangernes Tilstand paa Cabrera beskrev Doublet som noget af det
Forfærdeligste, man kan tænke sig. For Boliger var der ikke sørget,
Proviant skulde tilføres dem fra Land; men, naar haardt Veir indtraf,
udeblev Forsyningen, og ofte flere Dage itræk forbleve da Fangerne
overladte til deres egen Skjæbne, udsatte for Nød og Sult. Sygdom udbrød
som Følge af den herskende Elendighed, Pleie gaves dem ikke, og man
gyser ved Tanken om, at efter henved tre Aars Forløb vare af to eller
tre tusind Mand kun nogle faa Hundrede tilbage. Fortvivlelse havde
betaget Enhver, og de Scener, til hvilke Doublet havde været Vidne,
vare gruopvækkende. Det Hele var saa oprørende, at man selv i England
omsider synes at have fattet Medynk med de Ulykkelige: hvad der endnu var
ilive af de fangne Skibsmandskaber blev ifølge den engelske Regjerings
Foranstaltning ført til Themsen, og ombord i engelske Fangeskibe
henslæbtes derefter de følgende Aar, indtil Fredens Afslutning gjorde
Ende paa Fangernes Lidelser.
„I Havre,“ sagde Doublet, „betraadte jeg paany mit Fædreland. Jeg var
bleven en gammel Karl, men videre end til Cadet havde jeg ikke bragt
det; hvad var der for mig at gjøre? Intet andet Valg end Marinen frembød
sig for mig; nogle Aars fortsat Fart maatte der til for at opfylde
Betingelserne for Forfremmelse — jeg blev Lieutenant; men mit glade
Ungdomshaab var tilintetgjort. Senere er jeg bleven lieutenant de
vaisseau, og nu længes jeg kun efter det Øjeblik, da jeg har tjent mine
25 Aar og kan gjøre Fordring paa den Pension, der under mit øvrige Liv
vil sikre mig et tarveligt Udkomme.“
Doublet havde fra sit Ophold i England medbragt enkelte engelske
Sædvaner. Naar jeg gjorde Dagvagt med ham, indbød han mig med en vis
triumpherende Mine til at drikke Thee med sig. For en Nordbo antog han,
at dette maatte være et Tractement. Theen var naturligviis uden Fløde, og
istedenfor Smør serveredes Syltetøi. Jeg fandt det Hele fortræffeligt,
og det interesserede mig at høre den brave Doublets Skildringer af hans
Ungdomsaar, hvad der endnu staaer for mig som et sørgeligt Bidrag til det
store Kejserdømmes Krigshistorie.


Capitain Bazoches Garderobe.

Mr. Bazoche, Chef for Fregatten „_Marie-Thérèse_“, var en excentrisk
Personlighed. Han var superlativ i Alt, hvadenten det var Tjenestesager,
personlige Anliggender eller Ubetydeligheder, der tiltrak sig hans
Opmærksomhed. Opfarende og heftig var han samtidig dermed godmodig og
interesserede sig til enhver Tid for sine Underhavendes Vel. Han var
som Følge heraf afholdt af Officerer og Mandskab ombord, og de Aar, jeg
tilbragte under hans Commando, henregner jeg blandt de behageligste, jeg
har tilbragt under min Tjeneste i Frankrig.
Capitain Bazoche sværmede for Klæder. Ikke at han selv udpyntede sig
som saa mange andre Officerer, man færdedes iblandt, men overalt, hvor
han kom hen, vakte en eller anden Nationaldragt hans Beundring; en
saadan maatte han eie, og, da han havde faret endeel, var hans Garderobe
efterhaanden voxet op til et Slags Museum, i hvilket Tyrkedragter og
Burnusser, sydamerikanske Ponchoer og Sømandsklædninger af forskjellig
Art afvexlede med hinanden i utrolig Sammenblanding. Alt dette førte han
med sig ombord. Fra Tid til anden skulde samtlige Sager udluftes; det var
da en Morskab for Officererne at beskue Garderobens forskjellige Dele,
ligesom det i høi Grad smigrede Chefen, naar Noget syntes at vinde Bifald
eller at opvække Beundring.
En graa strikket Klædning, bestaaende af Trøie og tætsluttende Beenklæder
med ivævede Sokker, det Hele belagt med et tommetykt, indvendigt Lag
Uldgarn som en spækket Maatte, tiltrak sig min Opmærksomhed. „Tør
jeg spørge, Hr. Capitainen, hvorfra disse Klædningsstykker stamme?“
Forklarende meddeelte han, at Dragten hørte hjemme paa Nyfundland. „Intet
er fortrinligere end denne Dragt,“ fortsatte han; „altid om Natten bør
man have den ved sin Koie; i en Haandvending er man heelt paaklædt blot
ved at iføre sig disse to Klædningsstykker, og i et Nu kan man være paa
Dækket i paakommende Tilfælde. Jeg begriber ikke, hvorfor den Klodrian
af en Hovmester stuver disse Sager bort om Læ!“ Hovmesteren blev kaldt,
og til ham udstedtes streng Befaling til, at de omhandlede Klæder altid
skulde være ved Haanden, at de skulde ophænges paa en særegen Krog ved
Hovedgjerdet af Capitainens Koie, saaledes, at han om Natten i største
Skynding kunde komme paa Dækket, om uforudseete Begivenheder skulde
indtræffe.
Tre Dage efter havde jeg Hundevagt. I al Ro gik jeg paa Dækket, da
en graa Skikkelse med eet viste sig for mig; det var Mr. Bazoche i