Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar - 10

kendte hans _toquade_, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas
Historie.
"Jeg maa sige Dem, kære Barn, at jeg er bange for, at han bliver
vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og
meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gør det."
Jeg vilde ikke spørge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for
jeg vidste, at han havde det.
"Jeg indbød Dem med Villie til at møde ham i Lørdags," vedblev hun.
"Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gøre Indtryk paa ham,
ligesom paa mig og min Mand -- men nu spekulerer jeg paa, om det
maaske ikke havde været bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet,
at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr.
Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at
saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad
der er bedst at gøre."
"Ja, det véd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun
stikker ikke Kløerne frem som Lady Ver.
"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig
-- eller om nogenting?"
Hun saá skamfuld ud.
"Man kan aldrig sige, hvor han hører noget fra. Han interesserede sig
uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end
jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra
Tjenestefolkene."
"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg.
"Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at
jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det. Naturligvis
kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for
den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige,
og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke
sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting."
Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.
"De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun.
Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.
Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at
hoppe saaledes, hver Gang Robert træder ind i Stuen, saa faar jeg en
Hjertesygdom, før der er gaaet et Aar.
Han saá saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og
hans Ansigt straalede, og hans Øjne skinnede som blaa Stjerner.
Vi opførte os pænt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden saá
hen paa Uret imedens. Hun har Takt!
"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker
du ikke hendes røde Haar?"
"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden.
"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede:
"Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit
Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen,
Robert har et Væsen, som kunde fortrylle en Stenstøtte.
"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og
fortalte du ham noget?"
"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadføre mig med jer
begge om, hvad der vilde være det bedste. Skal jeg gaa til ham
straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade
hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?"
"Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed
til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan
han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham."
"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.
"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa
hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme
til dig."
"Ja, det vil være det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde
komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til
Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa
tilbage.
Nej -- ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time --
den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at
sidde i Parken, saa véd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at
Robert underviser mig op imod den syvende.

Mandag Eftermiddag (fortsat).
Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med
Morgenposten -- det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte
jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var
mere eller mindre fornuftige igen -- Robert og jeg -- tænkte jeg paa
det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.
"Har du tilfældigvis hørt fra Christopher, om han har faaet dit Brev
fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han.
Jeg gik og hentede det fra mit Soveværelse, da jeg tog min Hat paa.
Robert læste højt:
_"Travellers" Klub_, Søndag Aften.
"_Souvent femme varie, fol qui se fie!_" Jeg haaber, at De har fundet
Deres Variation Umagen værd.
"C. C."
"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke
benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev -- aa, jeg vil
saa gerne sige det -- forlovede!
"Vær forsigtig, kære Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert,
"ellers knækker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser
paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg."
"Ja, det véd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa
mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af.
Nu tilhører jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han
kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget,
hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni
eller Vrøvl, alting ganske ligefremt og naturligt!
Det gør det hele saa behageligt. Da jeg var "Frøken Travers" og han
"Lord Robert", var han altid ærbødig og ikke familiær -- undtagen den
ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men
nu, da jeg er _hans_ Evangeline og han _min_ Robert (saaledes
forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans
Dronning og hans Elskede -- men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat
som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gør mig ikke en
Smule "overlegen", som man skulde have troet.
"Kom nu, Børn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for
sent!"
Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour
House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der
vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg
har aldrig før været nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men
enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Façade fra St. James' Park,
skønt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House.
"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa kørte
vi videre.
Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House
Terrace, et Par Ministre og en berømt Romanforfatter og en stor
Portrætmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk
og fiks som Lady Ver, den anden saá mere almindelig ud, men havde et
saa elskværdigt Væsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som
Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at
være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde.
Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse
og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne.
"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde
hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg
tilstaa -- skønt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig
-- og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at læse
deres Bøger, naar man har set dem."
Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro.
"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg
foretrækker at vente, indtil de er blevet til noget -- lige meget
hvorledes deres Oprindelse er -- saa har de paa Vejen opad erhvervet
sig en vis ydre Opdragelse, og de støder ikke én saa meget. Merrenden
forstaar udmærket at bedømme den menneskelige Natur, og Forandring
morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at
jeg vilde være tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt
hen hørte til min egen Verden."
I alt, hvad hun siger, kan man mærke, hvorledes hun tænker paa og
tager Hensyn til Lord Merrenden og hans Ønsker og Smag.
"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Børn
har," sagde hun; "Titlen uddør med ham, saa jeg maa gøre ham saa
lykkelig, som jeg kan."
Hvilken god og retfærdig Kvinde.
Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans
Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor
modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene
paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og
Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet,"
sagde hun.
Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes
ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet.
"Naa?" sagde Lady Merrenden.
Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder.
"Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal
vide, at jeg elsker dig højere end alt andet i Verden, og at intet
kan gøre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for Øjnene af sin
Tante. Hans Stemme var saa bevæget -- og jeg véd, at vi alle havde en
lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt
mig i Haanden.
"Torquilstone var rædsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad
sagde han, Robert -- sig os alt? Evangeline ønsker det ogsaa, er jeg
sikker paa, lige saa vel som jeg."
Robert saá meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans
Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kære, blaa Øjne.
"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde
forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at
gifte mig med hende --"
"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandeløst.
Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand.
"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa
Bordet, at det knustes -- en modbydelig Hidsighed -- jeg skammede mig
over ham. Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde
forhindre det -- og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da
jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen
og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han
kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig -- min Skat, og han havde
dømt for sig selv. Pigen var en 'djævelsk Skønhed' (hans Ord, ikke
mine) med de uartigste, mest udfordrende Øjne og en Mund -- Nej, jeg
kan ikke sige Resten, og det gør mig for rasende!" og Roberts Øjne
lynede.
Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden
Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok.
"Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med
Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er
skilt fra hinanden for bestandig!"
"Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet.
Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes
til straalende Glæde.
"Naa, det bryder jeg mig ikke om -- hvad har det at sige! Nogle faa
Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid -- Tabet af dem er
ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu."
"Men, kæreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve
uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede
Pund om Aaret, antager jeg, og du véd, min egen Dreng, at du ofte har
Gæld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad
skal vi gøre!" og hun slog sine Hænder sammen.
Jeg følte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne
guddommelige Lykke smutte ud af mine Hænder? Ja, det saá ud til det,
for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans
Fremtid.
"Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder
Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere
over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!"
"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke være til den mindste Nytte, og
det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var
blevet saa inderlig bedrøvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge.
"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde
ikke være rigtigt at gøre dig til Tigger. Jeg vilde være en Slyngel,
hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at blødgøre
min Broder paa!"
Saa talte jeg.
"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at
jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mørk Gyde
-- men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig
ned, ud af det, der er din Stilling i Livet -- det vilde være en
daarlig Kærlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa
glemme mig."
Han tog mig i sine Arme, og vi hørte Døren blive lukket. Lady
Merrenden havde ladet os være alene. Den næste halve Time var fuld af
Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid.
"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden
Kvinde, det sværger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa
skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig."
"Og for mig ogsaa, Robert!"
Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil
ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer
dem -- min Sjæls Bog.
"Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden
talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans
Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama,
og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt
Baroni, tror jeg det er -- aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa
Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien?
Jeg -- jeg -- jeg véd ikke meget om den Slags Ting!"
"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og
kyssede mig, "min søde, søde Evangeline."
"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg,
da jeg kunde tale -- det kan man ikke, naar man bliver kysset.
"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den
Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans
Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er din vilde,
ryggesløse Skønhed det. Du vilde ikke være mig tro i et Aar, sagde
han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at dræbe ham, da han kastede mig
det i Ansigtet."
Jeg følte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfærdigt -- hvor
grusomt. Jeg gik hen og saá mig i Spejlet -- et stort Spejl, der hang
mellem Vinduerne -- og trak Robert med mig.
"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er
sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!"
"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød
Robert. "Du er fuldkommen smuk -- en slank, statelig, vidunderlig
Tigerlillie -- men -- men -- du ser ikke kold ud -- og det er dit
røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og
sorte Øjenvipper, der, der -- aa! du véd det nok, du søde! Du ser
ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde
faa enhver Mands Hjerte til at banke."
Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen".
"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig være det mere -- kun
akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver
siger, at Sikkerhed faar Mænd til at gabe. Men selv slette Mennesker
kan elske med en stor, stor Kærlighed, og det kan gøre dem gode. Hvis
han blot vidste, hvor højt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa,
at han vilde være god imod os."
"Men hvorledes skal vi sige ham det?"
Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom
Spænding.
"Vil du lade være med at gøre noget før i Morgen?" sagde jeg. "Jeg
har en Idé, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til
Claridges nu, og kom ikke og besøg mig igen, før i Morgen Klokken
tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en
fortvivlet Chance!"
"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?"
"Nej -- stol paa mig -- husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det
gælder om."
"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gøre det, eller hvad som
helst andet du ønsker, kun _aldrig, aldrig_ sige Farvel. Naar alt
kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige
Slægtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at være
Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af --
selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel --
hører du. Lov mig, at du heller aldrig vil det."
Jeg tav.
"Evangeline, Elskede!" udbrød han angstfuld med Øjenbrynene helt oppe
paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke
Øjne. "Min Gud! vil du ikke svare?"
"Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle
Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals.
"Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at
vi aldrig maa komme til at sige Farvel."
Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit
Liv lidt svag. Lady Merrenden havde selv kørt mig dertil, og havde
forladt mig med alle mulige Forsikringer om sin Kærlighed og
Hengivenhed for os begge. Jeg havde sagt Farvel til Robert paa
Carlton House Terrace.
Ingen af dem kender mig -- helt -- eller véd, hvad jeg kan og vil
gøre.

_Claridges_.
Mandag Aften.
Jeg følte, at jeg for at udføre min Plan maatte berolige mit Sind
lidt, saa skrev jeg i min Dagbog, og det gjorde mig roligere.
Af alt, hvad jeg var sikker paa i Verden, var jeg mest sikker paa, at
jeg elskede Robert meget for højt til at ville skade hans
Fremtidsudsigter. Paa den anden Side var det alt for grusomt imod os
begge at kaste ham bort uden Kamp. Selv om Mamas Moder var af
tarvelig Herkomst, var hele Resten af min Familie prægtige gamle
Kæmper og Gentlemen, og jeg bad til deres Aander om at hjælpe mig nu.
Saa ringede jeg og forlangte noget Isvand, og da jeg havde tænkt dybt
i nogle Minutter, medens jeg drak det, satte jeg mig ved mit
Skrivebord. Min Haand rystede ikke, skønt jeg var i en frygtelig
Spænding. Jeg skrev først udenpaa Konvolutten, for at berolige mig.
Til Hans Naade
Hertugen af Torquilstone,
Vavasour House,
St. James, S. W.
Saa lagde jeg den til Side.
"Det er mig, Evangeline Travers, som skriver," begyndte jeg uden
Indledning, "og jeg beder Dem om en Samtale -- enten her i min
Dagligstue i Aften, eller jeg vil komme til Dem i Vavasour House. Jeg
har forstaaet, at Deres Broder, Lord Robert, har sagt Dem, at han
elsker og ønsker at gifte sig med mig, og at De har nægtet Deres
Samtykke, dels paa Grund af min Families Historie, men hovedsagelig
paa Grund af, at min Type mishager Dem. Jeg tror, at det i fordums
Dage var en af en højtstaaende Adelsmands Forrettigheder at uddele
Retfærdighed. I mit Tilfælde er det endnu Deres Forrettighed af
Høflighed, og jeg forlanger den af Dem. Hvis De, naar vi har talt en
kort Tid sammen, endnu fastholder Deres Mening om mig og _overbeviser
mig om_, at det er til Deres Broders Lykke, sværger jeg ved mit
Æresord, at jeg aldrig vil se ham mere.
Deres forbundne
_Evangeline Travers_."
Jeg lagde det hurtigt i en Konvolut og lukkede den. Saa ringede jeg,
og fik det sendt med et Bud i en Droske, som skulde vente paa Svar.
Gud véd, om jeg nogensinde i mit Liv skal komme til at gennemgaa
saadanne femogtyve Minutter som dem, der gik, før Tjeneren bragte mig
et Brev til Svar.
Selv om Dagbogen ikke kan lukkes, maa jeg sætte det ind i den.
"_Vavasour House, St. James_,
28. November.
Frøken Travers! Jeg har modtaget Deres Brev, og beder Dem undskylde,
at jeg ikke kommer til Dem i Deres Hotel i Aften, da jeg føler mig
meget utilpas, men hvis De vil gøre mig den Ære at komme til Vavasour
House, naar De har modtaget dette Brev, vil jeg diskutere den omtalte
Sag med Dem, og jeg haaber, De vil tro, at De kan stole paa min
_Retfærdighed_.
Deres ærbødige
_Torquilstone_."
"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frøken," sagde Tjeneren, og jeg
fløj ind til Véronique.
Jeg lod hende klæde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt,
som han havde set mig i før, dyb Sorg, og overordentlig klædelig.
Ti Minutter efter sad Véronique og jeg i Vognen og kørte af Sted. Jeg
talte ikke.
Jeg blev øjensynlig ventet, for da Vognen standsede, fløj de store
Døre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal.
En sølvhaaret, statelig, gammel Tjener førte mig af Sted, forbi en
Række pudrede Tjenere, ned ad en Korridor, der var svagt oplyst af
Lamper med Skærme (Véronique blev overladt til Tjenernes
Barmhjertighed). Saa aabnede den gamle Mand en Dør, og uden at nævne
mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Døren aaben
for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig.
Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne
Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin
Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med
Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene.
Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg
ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt. At tænke sig,
at et Menneske, der ser saa gammel og forkrøblet ud, kan være selv
Roberts Halvbroder!
Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvær, og dette er den
Samtale, vi førte:
"De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg sætte mig lige overfor
Dem."
"Undskyld min Mangel paa Høflighed," svarede han og pegede paa en
Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag."
Han saá ud som saadant et stakkels, elendigt, utilfreds, ulykkeligt
Væsen, at jeg ikke kunde lade være med at blive rørt.
"Aa, det gør mig saa ondt!" sagde jeg. "Hvis jeg havde vidst, at De
var syg, vilde jeg ikke have forstyrret Dem nu."
"Retfærdigheden maa helst ikke vente," svarede han med et lunefuldt,
spottende, bittert Smil. "Forklar Deres Sag."
Saa drejede han pludselig op for en elektrisk Lampe i Nærheden af
mig, saa Lyset faldt lige paa mit Ansigt. Jeg fo'r ikke sammen. Det
glæder mig at kunne sige, at jeg har stærke Nerver.
"Min Sag er denne: For det første elsker jeg Deres Broder højere end
alt andet i Verden --"
"Muligvis. Det har en Mængde Kvinder gjort," afbrød han mig. "Naa?"
"Og han elsker mig," fortsatte jeg, uden at ændse Afbrydelsen.
"Indrømmet. Det er en Situation, der forefalder hver Dag mellem unge
Taaber. De har kendt hinanden omtrent i en Maaned, tror jeg?"
"Mindre end fire Uger," rettede jeg.
Han lo bittert.
"Saa kan det ikke være af saa overordentlig stor Vigtighed for Dem i
den korte Tid!"
"Det er af overordentlig stor Vigtighed for mig, og De kender Deres
Broders Karakter; De maa lige saa vel som jeg være i Stand til at
bedømme, om det er eller ikke er en Sag af overordentlig stor
Vigtighed for ham."
Han rynkede Panden. "Naa, hvad saa videre?"
"For det første vil jeg spørge Dem, paa hvilket Grundlag De har
fordømt mig som 'en djævelsk Skønhed?' og hvorfor De antager, at jeg
ikke vilde være Robert tro i et Aar?"
"Jeg forstaar mig forholdsvis godt paa at bedømme Karakterer."
"Det kan ikke være Tilfældet -- ellers vilde De kunne se, at hvilket
uheldigt Tilfælde, der end har ladet mig faa dette anstødelige Ydre,
saa er det Jeg, der bor indeni det, en hæderlig Person, der aldrig
bryder sit Ord."
"Jeg kan kun se rødt Haar og grønne Øjne og et i det hele taget
djævelsk Udseende."
"Vilde De da ønske, at Folk altid skulde dømme efter Skinnet?"
spurgte jeg. "For saa ser jeg for mig en fordomsfuld, snæverhjertet,
grusom, kynisk Mand, der er skinsyg paa Ungdommens Glæder. Men jeg
vilde ikke af den Grund stemple Dem med alle disse Egenskaber!"
Han studsede og saá lige paa mig. "Jeg er maaske alt dette," sagde
han. "De har sandsynligvis Ret!"
"Aa, saa vær det ikke!" vedblev jeg hurtigt. "Jeg vil saa gerne have,
at De skal være god imod os. Vi vil saa gerne være lykkelige, og vi
er begge saa unge, og Livet vil blive saa fuldkommen tomt og
værdiløst i alle disse Aar, lige til det sidste, hvis De skiller os
ad nu."
"Jeg har ikke sagt, at jeg vil skille jer ad," sagde han koldt. "Jeg
har kun sagt, at jeg ikke vilde give Robert nogen som helst
Understøttelse; og jeg skal efterlade alt, hvad der staar i min Magt,
til andre. Hvis De har Lyst til at blive gift paa de Betingelser, saa
er De velkommen til det."
Saa sagde jeg ham, at jeg holdt alt for meget af Robert til at ville
ødelægge hans Fremtid.
"Vi kom ind i hinandens Liv," sagde jeg. "Vi havde ikke forlangt det
af Skæbnen, den bragte os sammen, og jeg forsøgte paa ikke at tale
til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke
skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde
os begge saa forfærdelig ulykkelige, og med hver Dag betød vi mere og
mere for hinanden, indtil vi i Gaar -- da jeg troede, han var rejst
bort, og jeg var saa ulykkelig -- mødtes i Parken, og det kunde ikke
længere nytte, at vi forstilte os. Aa, De kan ikke ville knuse al
Glæde i Livet for os, blot fordi jeg har rødt Haar. Det er saa
forfærdelig uretfærdigt."
"De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De véd,
hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken
_Mand_ kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt."
Jeg rejste mig op i heftig Vrede.
"Hvor tør De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg. "Jeg
vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. -- Jeg vilde aldrig mere
bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den
Retfærdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter -- og
yde Deres Broder den Retfærdighed at indrømme, at han har nogen Ret
til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem
selv! Onde, grusomme Mand! Robert og jeg har noget, der er bedre end
alle Deres Ejendomme og Penge -- en smuk, stor Kærlighed, og jeg er
glad, glad over, at han ikke i Fremtiden vil modtage noget, som er en
Gave fra Dem. Jeg vil give ham mig selv, og vi skal komme meget godt
ud af det uden Dem!" og jeg gik hen til Døren og efterlod ham
siddende sammenfaldet i Stolen.
Saaledes endte vor Samtale om Retfærdighed. Aldrig har jeg holdt mit
Hoved saa højt i Vejret. Jeg er sikker paa, at hvis Kleopatra var
blevet slæbt til Rom i Augustus' Triumftog, vilde hun ikke have gaaet
med mere Stolthed og Foragt, end jeg gik gennem Forhallen i Vavasour
House.
Den gamle Tjener ventede paa mig og Véronique og Vognen.
"Vær saa god at hente en Droske," sagde jeg og stod som en Statue,
medens en af Tjenerne maatte løbe ud i St. James' Street efter én.
Saa kørte vi bort, og jeg følte, at mine Tænder klaprede, medens mine
Kinder brændte. Hvilken Ende paa min Plan og mine Drømme om et muligt
Held!
Men hvilket Afskum af et Menneske! Hvilken grusom, smaalig, elendig
Skabning. Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig,
aldrig! Han er det ikke værd. Jeg vil vente paa ham -- min egen Skat
-- og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive
lykkelige, og hvis han ikke gør det -- men aa! Det behøver jeg ikke
at frygte for.
Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen
Middagsmad have.

Tirsdag Morgen den 29. Novbr.
Véronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at
jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig